Udvalgte landskabsmalerier

   

J. Th. Lundbye
Blegepladsen ved herregården Vognserup. 1844
Olie på lærred opklæbet på karton, 31,5 x 42 cm
Randers Kunstmuseum


J. Th. Lundbye (1818-48) blev i den korte tid, han fik lov at virke, en af de mest lysende og poetiske skildrere af det danske landskab. 
Lundbye var stærkt påvirket af N. L Høyens budskab om den nationale kunsts opdragende betydning. Det var det danske landskab og det bløde lys, han konfliktløst ville gengive. For at nå sit mål søgte Lundbye ud i landskabet, hvor han lavede et utal af skitser, som han senere komponerede sammen i atelieret. 
Lundbye var rejst til herregården Vognserup ca. 10 km vest for Holbæk i juli 1844, først og fremmest for at lave studier over kvæget med henblik på et billede af "En drift køer, som vandes". 
Resultatet af opholdet, der varede helt til september blev i stedet en lang række smukke kreaturstudier. 
Lundbyes billede med de lysende hvide lagener afspejler på smukkeste vis de oprindelige intentioner. Senere får han problemer med at skildre specielt forgrunden. Således skrev han i sin dagbog den 27. februar 1845:"Jeg arbeider paa min Blegeplads, hvor især græsfladen foran quæler mig. Det er en grumme vanskelig Opgave at male frodigt Græs lige ud til den nærmeste Forgrund".


Johan Thomas Lundbye  regnes blandt den yngste generation af guldaldermalerne, men Lundbye blev i modstæning til mange af disse ikke undervist af Eckersberg, efter at han var begyndt på Kuunstakademiet i 1832. Med afsæt i nederlandsk malerkunst fra det 17. årh. specialiserede Lundbye sig som dyremaler, hvilket han også var kendt som i sin samtid (bl.a. med tegningerne til den populære H.V. Kaalunds Fabler for Børn, 1845, samt malerier som Et Boelsted ved Lodskov nær Vognserup, SMfK, 1846-47). Fra omkring 1837 spillede deciderede landskabsmalerier dog en væsentlig rolle i hans produktion. Landskab ved Arresø med Udsigt til Flyvesandbakkerne ved Tisvilde (Thorvaldsens Mus., 1838) – skabt i en periode, hvor Lundbye var påvirket af Dahl og formodentlig også Friedrich – repræsenterer et skift i dansk landskabsmaleri i retning af en mere storslået opfattelse af det danske landskab. Denne opfattelse består ikke af *realistiske gengivelser, hvor man afbilder det specielle danske foran motivet, men snarere idealistiske, hvor man forsøger at fortælle om det historiske ved eller karakteristiske for det danske landskab, eksempelvis ved at placere stendysser i motivet eller, som i En dansk Kyst (SMfK, 1842-43) og på romantisk vis at betone en dansk klints monumentalitet, som en klippe ved at overdrive dens størrelse, bl.a. ved at skildre den tæt på. Figurerne spiller en mindre rolle i denne landskabsopfattelse, men kan som i Hellede Kling på Refsnæs (Hirsch.,Sml., 1847) antyde menneskets sølle eksistens, men alligevel samhørighed med naturen. En væsentlig rolle for dyrkelsen af det danske landskab kan man forklare ved hjælp af den bølge af nationalisme, der i flere omgange overskyllede landet i det 19. årh., og som Lundbyes vejleder, kunsthistorikeren Høyen, formidlede inden for kunstinstitutionen. I 1845 rejste Lundbye over Tyskland og Schweiz til Rom, hvor han undervejs især studerede de gamle mestre (bl.a. Holbein, Hobbema, Potter, Ruisdal og Lorrain) med stort udbytte. Disse satte sig spor i hans produktion efter hjemkomsten (man sporer eksempelvis Brueghel bag Møllebakken ved Kalundborg, privateje, 1847). I dag kender vi også Lundbye gennem hans adskillige (både malede og tegnede) studier, men i samtiden fik han størst betydning på grund af sine komponerede danske landskaber, der blev ladet med en romatisk, stemningsfuld naturopfattelse. Lundbyes nationale engagement standsede ikke ved kunsten: som så mange andre unge nationalstemte danske mænd meldte han sig som frivillig ved Treårskrigens udbrud i 1848; han blev dræbt af vådeskud, inden han kom i kamp. 
Kilde: HDC ( POLITIKENS KUNSTLEKSIKON).

 

 

J. P. Møller (1783-1854)
Nordsjællandsk kystparti med Kronborg i baggrunden, i forgrunden to koner der hviler sig under vandringen. 
Signeret I.P. Møller fec. 1846.
101 x 121 mm. Udstillet Charlottenborg 1846 nr. 6. 
Proveniens: Auktion 1855 til justitsråd Rottbøl for 116 Rigsdaler.
Kunstakademiets Biblioteks Billedkunstneriske Arkiv

Jens Peter Møller fødtes samme år som C.W. Eckersberg. Deres venskab påbegyndtes da J.P. Møller, efter at have været i malerlære i Slesvig 1799-1803, tog til København for at uddanne sig til landskabsmaler, en genre der netop på dette tidspunkt selvstændigt begyndte at manifestere sig i Danmark. På Akademiet studerede han primært under Nicolai Abildgaard (1743-1809) og C.A. Lorentzen (1746-1828). Sammen med Eckersberg rejste han gennem Tyskland til Paris, hvor han blev inspireret af 1600-tallets franske barokklassister, Nicolas Poussins (1594-1665) og Claude Lorrains (1600-1682) lysfyldte arkadiske landskaber. Se bl.a. Landskab med parti fra egnen ved Vordingborg med udsigt mod Møen fra 1815 eller Landskab med udsigt over en fjord fra 1819 og Sydtysk bjerglandskab med borgruin og fiskerbåde i vandet fra 1829.

Mens mange af guldaldermalerne anså det for obligatorisk at drage til Italien for her ved selvsyn at genopdage antikkens kunst, holdt J.P. Møller sig til det længere ophold i Paris fra 1810-1813, med gennemrejse over Tyskland og Schweiz, samt en rejse til Norge i 1833. Den nordiske ånd og de romantiske tiltag, båret frem af bl.a. den norskfødte J.C. Dahl (1788-1857) og tyskeren Caspar David Friedrich (1774-1840), efterlod ham ikke upåvirket. I de senere værker viger de rolige og harmoniske landskabsgengivelser jævnligt for en mere dramatisk og utæmmet natur. På samme måde skildres det danske landskab og de nationale monumenter i overenstemmelse med naturens skiftende døgn- og årscyklus. Nakkehoved Fyr fra 1839 eller Nordsjællansk kystparti med Kronborg i baggrunden fra 1846 er eksempler herpå. J.P. Møller var i øvrigt populær ved hoffet og malede fire landskaber til Christiansborg Slot.

Udover således at være blandt pionererne indenfor det danske landskabsmaleri, var J.P. Møllers karriere mangesidet. Efter studierne på Akademiet blev han uddannet som konservator i Bruxelles i 1810 og herefter ansat ved Den Kongelige Malerisamling. Han arbejdede ligeledes i en længere periode som tegnelærer ved Søkadetakademiet og var fra 1834 inspektør ved Den Moltkeske Malerisamling. Hans interesse for landskabet var sammenfaldende med den øgede nationale bevidsthed og kunsthistorikeren N.L. Høyens (1798-1870) opfordringer om at dyrke det danske særpræg, herunder landskabet. Et tema, der i de følgende årtier blev dyrket og udviklet af bl.a. Dankvart Dreyer (1816-1852), P.C. Skovgaard (1817-1875) og Johan Thomas Lundbye (1818-1848).

Tine Nielsen, Billedkunstnerisk Arkiv på Kunstakademiets Bibliotek
( http://guest.kb.dk/kab-guldalder/guldalderen/tekst3.html )

 

 

   

Asger Jorn  
Le canard inquiétant
(Den foruroligende and). 1959
Oliemaleri oven på ukendt oliemaleri fundet på loppemarked i Paris. 
Maleren kaldte billedet "en modifikation"
53 x 64,5 cm
Silkeborg Kunstmuseum

Asger Jorn(1914-73), dansk maler, grafiker, billedhugger, keramiker, og kunstteoretiker. En af efterkrigstidens største internationale danske kunstner, som har øvet stor indflydelse på senere danske malere. Han debuterede i 1933 som maler efter at have modtaget lidt undervisning af Martin Kaalund Jørgensen. Efter at have taget lærereksamen tog han til Paris for at uddanne sig som kunster. I Paris var han elev af Fernand Léger i perioden 1936-37. Ca. 1937-42 gik han på Kunstakademiet hos Aksel Jørgensen. Han viste rige talenter som inspirator for et kollektiv, og i 1941 var han dynamoen bag tidsskriftet Helhesten, som blev det samlende organ for Høstudstillingens abstrakt-ekspressionistiske malere. Helhesten (1941-44) fremhævede fantasiens ret i en trang og isoleret tid og blev model for det senere Cobra-tidsskrift. Jorn skabte sammen med belgiske og hollandske kunstnere Cobra-bevægelsen som blev stiftet i 1948 ud fra et behov for at knytte sig nærmere til internationale kunstnere inden for den spontant fabulerende ekspressionisme. I 1951 blev han alvorligt syg af tuberkulose efter i lang tid at have levet på et eksistensminimum og blev indlagt på Silkeborg Sanatorium. Her malede han et af hans centrale værker, det vitale Livshjulet (1953, Statens Museum for Kunst) og arbejdede på sin bog, Held og Hasard (1951-52).

I 1953 - utilfreds med de forhold som Danmark bød ham - erklærede Jorn sig «færdig med dansk kunstliv» og foretrak at leve i udlandet. Han tog til Schweiz og året efter til Albisola i Norditalien, hvor han arbejdede med keramik sammen med bl.a. Appel og Corneille. Som opfølgning af Cobra grundlagde han i 1954 Internationale pour un Bauhaus Imaginiste (indtil 1957) og i 1961 Institut for Sammenlignende Vandalisme, som udgav mange af hans bøger om kunst og politik. Hans skrifter er stærkt kritiske over for elitær kunst, inspireret af den historiske materialisme og med et klart socialistisk udgangspunkt. Fra 1956 opholdt han sig skiftevis i Paris og Albisola. Hans fortrolighed med den keramiske proces var forudsætningen for den dristige og enormt store udsmykning af Statsgymnasiet i Århus (1959), hvor han gjorde billedfeltet til et plastisk aktionsfelt. I 1958 kom Jorns gennembrud på Verdensudstillingen i Bruxelles med billedet «Brev til min søn» (1956-1957. Tate Gallery, London). Til Statsgymnasiet i Århus udførte han i 1959 samme med franskmanden Pierre Wemaere vægtæppet «Den lange rejse».

Fortidens nordiske folkekunst virkede opmuntrende for hans fantasi og han opfattede den som forudsætning for sit eget maleri og for nutidens nordiske kunst. Hans plan (1961) om at udsende et 30 binds billedværk som skulle belyse nordisk kunst gennem 10.000 år måtte han opgive i 1966 efter stort forarbejde, dels på grund af manglende støtte herhjemme og dels på grund af de store omkostninger ved et sådant stort projekt. Jorn var en multikunstner med en impulsiv udtryksform. For at undgå rutine og en fast stil skiftede han fra at male til at skrive, til collage, til keramik, til litografier, eller skulptur. Jorn var en oprører og skaber på alle felter, hvor han hele tiden radikaliserede sit udtryk. Han skrev som han malede hastig og uberegneligt om politik, kultur, historie, æstetik, økonomi, etc. Han skrev f.eks: «går man ikke til yderlighed, er det ikke værd at gå». Hans politiske engagement kom til udtryk i det store gråtonede maleri «Stalingrad» (1957-60 og 1967-72, Silkeborg Kunstmuseum). Hans radikalitet gav sig udtryk i at sige nej til borgerlig opmærksomhed, han sagde nej til Eckersbergs Medalje, Guggenheim prisen og til at udstille som Danmarks repræsentant på Biennalen i Venedig. Hans kontakt til Danmark begrænsede sig til enkelte udstillinger, bl.a. hos Børge Birch. Men til Silkeborg Museum gav han 5500 kunstværker, hvoraf  ¾ var udført af samtidige og ældre kunstnere, der har betydet noget for ham.  
(Kilde:  http://www.solidaritet.dk/leksikon/html/dk/jorn_asger.htm )

Se flere "modifikationer" her