Georg Brandes

Hovedstrømninger i det nittende Aarhundredes Literatur

Forelæsninger, holdte ved Kjøbenhavns Universitetet i Aarene 1883 og 1887

Del 6: Det unge Tyskland

1890/1900

 

 

 

 

Det unge Tyskland.

 

 

Dersom Kunstneren ikke styrter sig ned i sit Værk som Curtius sprang ned i Afgrunden, og dersom han ikke arbejder i dette Krater som en Grubearbejder, over hvem Jorden er styrtet sammen; dersom han giver sig til at betragte Vanskelighederne istedenfor at overvinde dem en for en, saa bliver han Vidne til sit Talents Selvmord.

        Balzac

 

1. Den politiske Baggrund.

 

Over de tyske Lande rugede fra den hellige Alliances Dage den store systematiske Reaktion, som var udgaaet fra Wienerkongressen, havde sit Midtpunkt i Østerrig og hvis fuldgyldigste Repræsentant Metternich, en Elev af Talleyrand uden Mesterens Smidighed, men langt skadeligere end han, haabede at kunne omspænde hele Europa. Det gjaldt om at Alt, hvad Revolutionen og Napoleon havde rokket, rystet eller kuldkastet, nu kunde rejse sig istandsat eller genoprettet. Man havde tilsidst været nødt til at bekæmpe den store Fjende ved alleslags Midler, havde maattet appellere til Folket istedenfor simpelthen at kommandere, havde maattet henvende sig til Følsomheden istedenfor til den undersaatlige Troskab, ja havde maattet love noget fra al Kabinetspolitik saa Fjernt, noget saa studenteragtigt Revolutionært som "Tysklands Genfødelse". Ganske vist havde der været en kendelig Forskel paa den Parole, der udgik fra Østerrig, og den, som gaves af Prøjsen. "Retfærdighed og Orden", "Orden og Fred", det var Stikordene i de østerrigske Proklamationer; "Folket", "Frihed og Ære", "Tyskhed" var prøjsiske Stikord. Men dog havde begge de store tyske Stater gaaet Tidsalderens Stemning langt videre imøde end det stemmede med de ledende Statsmænds Ønsker. Og neppe var Fjenden forjaget, Revolutionens Arvtager knust og "Frihedskrigen" endt, før det for dem gjaldt om at gøre Ende paa Friheden som paa Krigen.

Den Ungdom, der var vokset op under Kampene med Frankrig, havde ventet at se den tyske Enhedsstat opstaa som Følge af Sejren. Stein havde allerede 1812 udkastet en Plan til Genforening af det fordums tyske Riges spredte Dele; Arndt og Görres havde taget Ordet i samme Aand. Men i Pariserfreden 1814 bestemtes det ordlydende: "De tyske Stater skal være uafhængige og forenede ved et Forbundsbaand", og dermed sloges alle Forhaabninger om Enhedsstaten ned. Næsten en Menneskealder gik hen, før Tanken paa den atter fyldte Folket. Istedenfor Enbedsstaten opstod det tyske Forbund, det tyske "Bunt", som Jahn kaldte det, en broget Harlekinsdragt for Nationen, og Skuffelsen var bitter.

Det gik med Drømmen om Frihed som med Drømmen om Enhed. For at ophidse Folkene til Kampen mod Napoleon havde flere af Fyrsterne givet dem Løfter om fri Forfatning. Det blev af de større Stater kun Bayern, Baden og Württemberg, de tidligere Medlemmer af det Napoleonske Rhinforbund, som holdt disse Løfter og indførte Konstitutioner, Bayern og Baden i Aaret 1818, Württemberg, hvor undtagelsesvis Kongen var mere frisindet end Stænderne, i Aaret 1819, medens Karl August i det lille Sachsen-Weimar som Banebryder for politisk Frihed i Tyskland allerede i Aaret 1816 havde givet en fri Forfatning og aabnet en parlamentarisk Idyl.

Dette betød dog kun lidet, da Østerrig efter Freden som før betegnede et reaktionært Princip, og Prøjsen, i hvis Befolkning der dog var mest politisk Drift, sluttede sig ganske til det Metternichske Grundsyn.

Det prøjsiske Folk havde imidlertid ikke blot Ønsket om at naa en repræsentativ Forfatning, det sad inde med en gammel Ret dertil. Det havde Brev og Segl derpaa. Allerede i et Edikt fra 1810 var af Prøjsens Genopretter Kansleren Fyrst Hardenberg en almindelig Folkerepræsentation bleven stillet i Udsigt. Under Krigen mod Napoleon var Løftet blevet gentaget og endelig var der i en Forordning af toogtyvende Maj 1815 blevet givet Folket et formeligt Tilsagn, udtrykkelig Meddelelse af Kongens Hensigt, uden Tøven at nedsætte et Udvalg til Udarbejdelse af et Forfatningsudkast efter konstitutionelle Grundsætninger. Men alt som det Metternichske System trængte igennem, blev Virkeliggørelsen af denne Plan skudt ud. Da Görres vovede at forelægge Hardenberg en Adresse fra Rhinlandene, i hvilken Kongen af Prøjsen mindedes om sit Løfte, fik han kun Svaret, at Kongen, som havde givet Løftet, ogsaa i sin Visdom havde forbeholdt sig at bestemme Tidspunktet for dets Indløsning. Gentagne Gange senere erklærede Kongen sig vel bunden ved sit Løfte, men betonede stadigt, at Fastsættelsen af Tidspunktet maatte være hans landsfaderlige Omsorg forbeholdt. Og saaledes gik foreløbigt samfulde 25 Aar, Kongens hele øvrige Levetid, hen. *1)

Det gjaldt for Magterne om at udrydde ethvert Spor af Napoleonske Statsindretninger. Saaledes blev f. Eks. i Hannover "Code Napoléon" med Retsplejens Offenlighed og Mundlighed afskaffet og i Stedet den gamle Inkvisitionsproces fra det sekstende Aarhundrede med hemmelig Rettergang atter indført. Bønderne, der var blevne befriede af Franskmændene, førtes tilbage til Livegenskab og Hoveri. Grundsætningen om Lighed for Loven blev hævet, idet Adelen paany fik de politiske og sociale Forrettigheder, som den i det attende Aarhundrede havde havt.

Og netop som de første Spirer til et friere Statsliv skulde til at udfolde sig i Sydtyskland indtraadte der en Begivenhed, som gav Signalet til forøget Reaktion i langt hurtigere Tempo og med Anvendelse af de voldsomste Midler overfor ubetydelige og uskyldige Ytringer af det folkelige Liv: Kotzebue's Mord eller rettere den Begejstring for Drabsmanden, som denne Gerning overalt i det kuede og gennemspionerede Tyskland vakte.

Det nationale Opsving og Frihedsbegejstringen, som havde gjort sig gældende under Sammenstødet med Frankrig, havde i de siden da forløbne Aar affødt to Bevægelser i den tyske Ungdom, paa hvilke Regeringernes Blikke nu henvendtes, Turnvæsenet og Burschenvæsenet.

Jahn, som indstiftede den folkelige Gymnastik, havde fulgt Fichte i den nationale Ungdoms Yndest; han aabnede den første Turnskole i Berlin. Det var en forhenværende Jæger ved Lützows Frikorps, en Teutoner og Franskhader, der gik med sit lange uredte graa Haar hængende ned over Skuldrene, med bar Hals og bredt udslaaet Skjortekrave og med en tyk Knortestok i Haanden. Naar han paa Ferie-Udflugter med sine Elever traf paa et fransk Skilt eller en lapset paaklædt Mand, blev der slaaet Kres om Genstanden og brølet: Æh! Æh! Paa disse Ture øvedes den største Afholdenhed i Spise og Drikke, man levede mest af Brød og Vand, og om Natten laa man i Bivuak under aaben Himmel. Da lød omkring Ilden den skikkelige Massmanns kønne Idrætsvise:

 

Stuebleg Ovnkrogsleg

har gjort Sjælen slap og veg,

Vandringskaar, Idræts-Aar

gør den frisk og haard.

 

Denne Massmann, der foruden at være en af Turnsagens Bannerførere var en af Burschenschaftets Indstiftere, er den samme, der indtager saa stor en Plads som Prygledreng i Heine's Digte og Fortaler. ("Wintermährchen: Kap. 9, "Lobgesänge auf König Ludewig", Forord til "Romancero").

For den lidenskabeligste Beundring blev Jahn snart Genstand ikke blot fra umodne Menneskers, men fra de betydeligste Mænds og offenlige Institutioners Side. Digtere tilegnede ham deres Vers, en Filolog som Thiersch helligede ham sin Pindar og sammenlignede den tyske Gymnastik med den græske; to Universiteter udnævnte ham til Æresdoktor. Han var selv en yderst kongetro Mand; men det var Tone blandt hans langhaarede, barhalsede Turnere i deres Jakker af ubleget Lærred at haane Hæren, særlig de pyntelige Gardeofficerer, og man rasede desuden mod ubestemte Fjender; der blev givet Turnerne Regler for Drab af den gode Sags Avindsmænd: med Dolken skulde man først sigte efter Øjnene, saa, naar Ofret dækkede Ansigtet, støde efter Hjertet.

Medens denne Bevægelse udgik fra Berlin, stammede Burschenbevægelsen fra Thüringen. Den begyndte som kristeligt-germansk Sværmeri, gik bl. A. ud paa Reform af Studentersædernes Raahed, havde som udsprungen fra den Del af Tyskland, der var Smaastatsvæsenets Hjem, Arndts bekendte Sang om det hele Tyskland som Tyskernes Fædreland til Program.

Blandt Professorerne i Jena stod en vis Fries Studenterne nærmest. Det er den samme Fries, der i Fortalen til Hegels "Retsfilosofi" overøses med Haansord som Overfladiskhedens Repræsentant. Han var en hidsig Liberal, der om Hegel havde sagt at denne® nye Lære ikke voksede i Videnskabens Haver, men paa Kryberiets Mistbænke, og under hans Varetægt udbredte Enheds- og ubestemte Friheds-Bestræbelser sig blandt Universiteternes Ungdom. Til Felttegn tog Burscherne et sortrødgyldent Banner; det havde, synes det, sin Oprindelse fra det Lützowske Jægerkorps's Uniformsfarver, sort med røde Opslag og Guldknapper.

Reformationens Jubelfest 1817 henledede først den almindelige Opmærksomhed paa Turnere og Burscher. Den havde nemlig fremkaldt Tanken om et Møde af Udsendinge fra alle tyske Burschenschafter paa Wartburg. I et Festskrift af Karl Sand nævntes dér som Tyskhedens tre Arvefjender fra Arildstid af: Romervæsen, Munkevæsen og Soldatervæsen. - Fra Eisenach gik den attende Oktober 500 Burscher med adskillige Professorer i Spidsen op paa Wartburg, hvor Karl August fordomsfrit havde aabnet dem Riddersalen til deres Middagsmaaltid. Derefter gav Turnerne deres Kolbøtter til Bedste for de forbavsede Indfødte. Om Aftenen tændtes flere store Glædesbaal. Da foreslog Jahn, at man efter Luthers Eksempel, som havde brændt den pavelige Bulle, skulde opbrænde hvad Fjenderne af den gode Sag havde skrevet. Massman udtalte højtideligt sin Tilslutning. Saa bar de nogle Pakker gammelt Trykpapir sammen, beskrevet med Titlerne paa de forhadte Bøger, alle forfattede af Turnvæsenets Fjender. Der var tre af den sørgeligt navnkundige Schmalz, den første Rektor ved Universitetet i Berlin, Gendarmeriets Lovbog af den ligesaa berygtede prøjsiske Justitsminister, Hr. von Kamptz, "Code Napoléon", Kotzebue's "Deutsche Geschichte", Haller's "Restauration" o. s. v. Tilsidst kastedes et Uhlan-Snørliv, en Haarpisk og en Korporalstok i Ilden.

Da Fries i højttravende Ord sagde Studenterne Farvel, fremhævede han, at de nu havde været i den tyske Folkefriheds, den tyske Tankefriheds Land: "Her er ingen staaende Hær" o.s.v., en saa meget mere komisk Vending, som Weimars Hær var en Flok skikkelige Haandværkere, der mod en lille Dagløn skiftevis optraadte som Husarer med høje Rytterstøvier og Sporer, men uden Heste. I Hegels Fortale til Retsfilosofien hedder det om denne Tale, at Fries ikke har skammet sig over ved en berygtet offenlig Festlighed om Stat og Statsforfatning at sige: fra neden af, fra Folket, vilde Livet komme, hvis der herskede ægte Almenaand; Samfundene kunde sammenknyttes ubrødeligt alene ved Venskabets hellige Kæde. Hegel betegner det her som Fladhedens Kendetegn at lade den leddelte Arkitektur i Statsfornuften flyde sammen "i Hjertets, Venskabets og Begejstringens Suppe."

Massmann udgav en Festberetning, i hvilken det skildredes, hvorledes Natten endnu rugede over Tyskland, men vistes, at den blodgyldne Morgenrøde var ifærd med at oprinde.

Metternich fik saavel Fyrst Hardenberg som Kejser Alexander sat i Bevægelse for i Anledning af Festen at udøve et Tryk paa Karl August, der ved Wienerhoffet fra nu af haanligt tituleredes "der Altbursche".

Man havde jo paa Wartburg "in effigie" brændt Skrifter af Kotzebue blandt andre. I Weimar udgav han sit "Litterarisches Wochenblatt", der smigrede Rusland og spottede den tyske Ungdom. Saa sjældent Goethe ellers sympatiserede med Ungdommen, glædede han sig dog denne Gang over den hans gamle Fjende tilføjede Tort. *2). Da Kotzebue var russisk Legationsraad og fra Tid til anden sendte Beretninger til Hoffet i Petersborg, holdt man ham for russisk Spion. Hvad han meddelte var vel kun uskyldige literære Oversigter; men han var nu engang i den studerende Ungdoms Øjne den rene Belzebub: Beltze- eller Kotzebue. Paa dette Tidspunkt havde ved Universitetet i Giessen under Ledelse af tre Brødre Follen, fanatiske Republikanere, udviklet sig en Radikalisme, der stadigt svælgede i Forestillinger om Mord paa Tyranner og deres Haandlangere. I Studenternes Sange forekom Vendinger som denne: "Træk Frihedens Kniv, Hurra! Tryk Dolken i Struben og tag bans Liv!" Karl Follen var Hovedmanden, og ganske afhængig af ham var den unge indskrænkede Mystiker, Karl Sand, der stadigt gik med Jesu Forbilled for Øje og som den treogtyvende Marts 1819 stødte den gamle Kotzebue Dolken i Struben. - Paa et Papir, han lod ligge ved Liget, fandtes bl. A. et Vers af Follen: "En Kristus kan du vorde".

San tydeligt som det var, at dette Mord, der udsprang af et religiøst Sværmeri, ikke i al Almindelighed kunde lægges den frisindede Ungdom til Last, saa kom dog nu, især da Sand i Folkebevidstheden blev gjort til en Art Helgen, Metternich og Gentz, Kejseren af Østerrig og Kongen af Prøjsen, Czaren, hvem det Russerhad opirrede, der her fik et Udbrud, alle som én i Bevægelse, og Karlsbader-Beslutningerne blev fattede: foreløbige Undtagelseslove mod Universiteterne, "Demagogerne" og Pressen. Saaledes opstod Datidens tyske Censurforhold, svarende til de russiske nu. Og med Rette kunde Gentz prise Tilstanden som den største tilbagegaaende Bevægelse, der havde fundet Sted i tredive Aar.

Under Skin af at forfølge et stort revolutionært Parti, som Regeringerne vel vidste ikke gaves, begyndte da en Forfølgelseskrig mod hvad man dengang kaldte "Liberalismen". De Wette, Professor ved Berlineruniversitetet, endda i Teologi, fik sin Afsked, fordi han havde skrevet et privat Trøstebrev til Sands Moder, hvilket blev opsnappet og aabnet af Politiet. Selv mod Talsmændene for den tyske Nationalfølelse fra Krigstiden vendte Reaktionen sig: Jahn blev arresteret, bragt paa en Fæstning og siden sat under Politiets Opsigt i en Smaaby, Arndt blev som "Demagog" indviklet i en Kriminalundersøgelse og sat ud af Embedsvirksomhed; Görres, der blev afsat, flygtede over Grænsen.

Censuren strakte sig i Prøjsen ikke blot til Blade og Bøger, som tryktes der, men til de udenlandske. Alle tyske Aviser, der udkom i England, Frankrig og Holland, forbødes. Hele store Forlag som f. Eks. Brockhaus's blev paa Grund af et Par enkelte udgivne Hefter underkastede en særlig Efter-Censur. Ved alle Universiteter ansattes betroede Mænd, der skulde vaage over Ungdommens Sindelag og Professorernes Forelæsninger. Alt Turnvæsen og alt Burschenschaft forbødes; ligeledes den saakaldte gammeltyske Dragt og de sortrødgyldne Farver, ved hvis Forfølgelse Politiet i Særdeleshed viste sig stort. Der gjordes Jagt paa Frakker, Huer, Kvaster, Baand og Pibehoveder, og enhver som blev greben med Straahat, rød Vest og sort Frakke blev stukket i Fængsel for Højforræderi.

I Tyverne havde engang flere Studenter fra Marburg forskrevet sig Huggerter fra en Fabrik i Solingen, og det sagdes, at det sædvanlige Fabriksmærke, Ordet "Fürst", skulde mangle paa dem. Den kurhessiske Regering satte en Undersøgelse i Gang for at erfare, om Studenterne havde bestilt Huggerterne saaledes - til Politiets store Ærgrelse fandt man ingen Grund til Anklage. "Jeg har ondt af Deres Statsmænd," sagde paa den Tid den franske Minister Grev de Serre til den berømte Niebuhr, "de fører Krig imod Studenter."

Man spejdede især efter de forbudne Forbindelser imellem Studenterne. Da Arnold Ruge blev fængslet, gjorde Hr. von Kamptz formelig Politijagt paa en ham tilhørende Stok, paa hvilken Navnene paa nogle Jenaer Burscher var indridsede, indtil Corpus delicti lykkeligt blev beslaglagt i Stralsund. Ruge pinte man med lange Pavser mellem Forhørene, medens han i sit Aflukke ikke kunde nære sig for Væggetøj. For den Forbrydelse "ved højlys Dag at have baaret de tyske Farver" maatte Fritz Reuter bøde først med Fængsel i et usselt Hul i Berlin, derefter, dømt som Højforræder, i en Fæstnings smudsige Voldkældere. I Bayern blev en ungdommelig politisk Synder idømt Fæstningsstraf i Kraft af en Anklage, der som særlig graverende Omstændighed anførte, at man paa hans Kammer havde fundet Noget, der lignede en tysk Fyrstekaabe. Det var i Tusindvis, at prøjsiske Ynglinge, mest efter østerrigsk Tilskyndelse, maatte vandre i Fængsel eller i Landflygtighed. Kort sagt, Borgerstandens liberale Ungdom i Tyskland var i hine Dage saa retløs og saa forfulgt som i 1890 den fjerde Stands socialistiske Ungdom sammesteds eller som den frisindede Ungdom i Rusland.

Haand i Haand med den politiske gik, som i Reglen, den religiøse Reaktion. I Aaret 1821 sluttede den prøjsiske Regering et Concordat med Paven, der gav den katolske Kirke en under Frederik den Store utænkelig Indflydelse i Prøjsen. Aaret efter indførtes i den protestantiske Kirke en ny Form for Gudstjenesten, der nærmede sig den katolske, og hvad der er højst betegnende, selve Navnet Protestantisme fik en ildelydende Klang. Ved Kabinetsordre blev 1821 Navnene Protestant og Protestantisme forbudte i Prøjsen; Censorerne fik Befaling til ikke mere at taale disse Benævnelser, men erstatte dem med Ordet Evangelisk.

Den Sorg, som i lange og tilsyneladende haabløse Reaktionstider betager alle Fremadstræbendes Sind, greb det tyske Folks ypperste Mænd og Kvinder. Men den store Mængde blev snart greben af Slaphed og politisk Ligegyldighed! Reaktionen, der fra først af var paatvungen udefra, var snart gleden over i Sindene. Mange begyndte at anse en repræsentativ Forfatning som den Prøjsen lovede for en unyttig Ting. Andre dulgte Skammen over, at Prøjsen, der havde bragt saa store Ofre i Krigen mod Napoleon, ikke havde kunnet opnaa en Konstitution, medens de sydtyske Stater, som til det sidste havde gjort fælles Sag med Fjenden, forlængst havde offenligt Liv og parlamentariske Kampe, ved at se ned paa disse Skærmydsler med en Ringeagt, der dækkede over Misundelse og Harme. Man fremhævede med Skadefryd, at Forbundsdagen, hvor Østerrig og Prøjsen gjorde Udslaget, stadigt sørgede for, at den sydtyske Parlamentarismes Træer blev stækkede i Væksten. Det var desuden lykkedes Regeringerne at bringe den Opposition i Vanry, der kom til Orde i de sydtyske Stater. Dels formaaede Ministrene hyppigt at forhindre et Valg, der var dem ukært, dels vandt de ved ligefrem Bestikkelse eller gennem Skrækken for Afskedigelse mangen Modstander, og endelig havde de den hyppigt anvendte Udvej tilbage ikke at bryde sig det Ringeste om den af Kamrene udtalte genstridige Vilje. Da Regeringerne havde Magten, laa det i Sagens Natur, at de parlamentariske Forhandlinger lige indtil Aar 1830 ikke frembød nogensomhelst dybere Interesse.

Den tyske Presse havde aldrig staaet højt. Udespærret som den nu var fra al Drøftelse af Statssager, maatte den indskrænke sig til Meddelelse af de rene Kendsgerninger i Politiken og forøvrigt slaa sig paa Hofnyheder, Beretninger om stedfundne Uvejr og Oversvømmelser, Fødselen af mærkelige Misfostre i Dyreverdenen og Aabenbaringen af nye Stjerner i Teaterverdenen.

De Dannede søgte en Slags Erstatning for den dem negtede Sysselsættelse med Politik i en overophidset, halvtosset Lidenskab for Teatret. Aldrig havde Forgudelsen af en Sangerinde eller Danserinde været drevet saaledes paa Spidsen. I Berlin slugtes i Tyverne alle andre Interesser af Spørgsmaalet om tysk eller italiensk Musik. Man gik helt og holdent op i Striden mellem Spontini og Weber. Da Börne i 1828 kom til Berlin, var Alt saa opfyldt af Sangerinden Henriette Sontag, at Ingen vidste Andet om Börne, end at han havde skrevet en Artikel om hende. Man kan i hans Breve fra Paris (i Härings-Salat) finde hans vittige og dog sanddru Fremstilling af, hvorledes han allevegne meldtes og hilstes med Udraabet: "Det er den Mand, der har skrevet om Henriette Sontag". Ja endnu i 1832 gik sammesteds Alt, Bevægelsen i Frankrig, det polske Nederlag og Medlidenheden med de landflygtige Polakker i Glemmebogen over Danserinden Frøken Taglionis Fødder, der begyndte deres Sejrstog igennem Europa. Den reaktionære Aandsretnings Hovedrepræsentant i Prøjsen, Hofmarschallen, den senere Diplomat, General Theodor Heinrich v. Rochow, skriver i Maj 1832 til Generalpostmesteren v. Nagler: "Hun vil danse, og saaledes er der nu stor Glæde og Sysselsættelse i rigeligt Maal ... Taglioni's gratiøse Mimik har fortrængt Tidens truende Tegn". Ordet Sysselsættelse er her især betegnende. Sligt glædede ikke blot; det sysselsatte. *3)

I literær Herseende svælgede den dalevende Slægt efter at Goethe havde naaet sit firsindstyvende Aar, i en Goethebeundring, for hvilken Alt hvad den alderstegne Mester skrev eller sagde, var Visdom og Skønhed og guddommelig Poesi. Hele sit Liv igennem havde han maattet kæmpe med Had og Miskendelse; nu blev Ærefrygten for ham til Karikatur. Særligt i Berlin naaede den til Grænsen af det Fjollede. *4). I Zelters Breve til Goethe hedder det i Anledning af dennes "Elpenor": "Efterverdenen vil ikke tro, at vore Dages Sol saa et saadant Værk fremkomme." Alle de, der havde været Hindringer paa Goethe's Vej, saalænge hans Navn endnu tilhørte den stridende Literatur, blev hans Dyrkere fra det Øjeblik af, da dette Navn kunde tages som ubestridt Autoritet og opfattes som en Art konservativt og nationalt Vaabenmærke. Iøvrigt laa Literaturen nede; Poesiens romantiske Fantasispil var ved at slukkes - Raupach og Müllner beherskede Scenen, Clauren Romanen. Underholdningsliteraturen sank stedse dybere i Plathed og Lystenhed.

 

** Noter til kapitel 1.

*1) Biedermann; "Dreissig Jahre deutseher Geschichte". Prutz: "Zehn Jahre" 1 og 2.

 

*2) Epigrammet:

Længe nok har dit Væsen du drevet,

har nederdrægtigt om Storhed skrevet.

At du paa dit eget Folk har skældt,

det har de Unge dig nu gengældt.

 

*3) Preussen und Frankreich zur Zeit der Julirevolution. Vertraute Briefe des Generals von Rochow herausgegeben von E. Kelchner und K. Mendelssohn-Bartholdy.

 

*4) I det Berlinske højt ansete, literære Onsdagsselskab forfattede en Gehejmeraad Schulz følgende Fødselsdagsdigt til Goethe:

 

O gid jeg var en Fisk

ret liflig og frisk

og ganske uden Ben

som volder Men,

saa var jeg for Goethe,

den just idag fødte,

godt lavet en let

og kostelig Ret.

 

Om dette Selskab sagde den vittige Saphir engang, at selve dets Navn tydede paa, hvilke Medlemmer det indeholdt. I Virkeligheden indeholder Ordet Mitwochsgesellschaft Ordene Ochs, Esel og Schaf (Okse, Æsel, Faar).

 

2. Videnskab og Reaktion.

 

Den tyske Videnskab, der efter at Romantikens Oversvømmelser havde befrugtet Jordsmonet med sit Dynd, var skudt mægtigt i Vejret med alle sine Grene, skiftede paa samme Tid Farve. Den blev ved Forholdenes Ugunst paa en Gang mere virkelighedsfjern og nærmere knyttet til det Bestaaende end før.

Hegel er det store Eksempel. I Marts 1819 stødte Karl Sand Kotzebue ned, Aaret forud den toogtyvende Oktober 1818 besteg Hegel første Gang sit Kateder paa Universitetet i Berlin. Allerede i sin Tiltrædelsestale gav han Tilhørerne sit Program, og af Programmet fremgik, at den Hegelske Filosofi og den prøjsiske Stat i dens daværende Skikkelse hørte inderligt sammen; thi denne Filosofi beroede paa Begrebets Almagt, denne Stat paa Dannelsens og Forstandens Magt. At Prøjsen netop da blev sit Væsen og sin Fortid utro for i Østerrigs Ledebaand at tjene den aandelige som den politiske Reaktion, kom ikke til Orde. Og dog var Karlsbaderbeslutningerne fattede, og dog var det netop Prøjsen, som da tog Initiativet til alle de smaatyranniske Forholdsregler, der snart stillede hele Tyskland under Politiets Opsigt. Men for Hegel var Burschenvæsenets Følelsespolitik saa forhadt som Følelsesfilosofien, Wartburg-Sammenkomsten en romantisk Naragtighed og Sands Dolkestød en Væmmelse. I Fortalen til "Retsfilosofien", hans første og vigtigste Værk i Berlin, nedlod han sig ikke blot til Forsvar for Demagogforfølgelsen, men han nedværdigede sig til at gaa Politiets Ærind, idet han angav sin forhenværende Kollega Fries til Regeringerne: "Forhaabenlig vil ikke Embed og Titel være et Trylleværn for Grundsætninger, der ødelægger baade Sædeligheden og den offenlige Orden." Og Hegel stod fra nu af som Tysklands filosofiske Diktator. Fra Berlin beherskede han den hele tyske Videnskabelighed.

Imidlertid, der laa i denne Filosofi, ja i selve dette saa konservativt anlagte Værk "Retsfilosofien" en Dobbelttydighed, som var fremtidssvanger. Allerede i hin berygtede Fortale stod den Sætning, som skulde blive Tidsalderens klassiske Ord, først lidenskabeligt tilegnet af Genoprettelsestidens Konservatisme, saa benyttet af Hegels yngre Lærlinge som en Stormbuk. Med spærret Skrift staar det der i to Linjer:

 

Hvad der er fornuftigt, det er virkeligt,

Og hvad der er virkeligt, det er fornuftigt.

 

Hvad vil det sige? Hegel udvikler, at naar Følelsen erklærer det Nærværende for idel Forfængelighed, saa er den selv falsk, og naar omvendt Ideen gælder for en blot Forestilling, saa maa det gøres gældende, at Intet er virkeligt undtagen Ideen. Det gælder om at opdage det Evige i det Nærværende, Timelige, Forbigaaende, med andre Ord i dette Tilfælde ikke om at gøre Oprids til en Stat, men om at begribe Staten som den er.

Med Rette har Haym, Hegels Biograf, udtalt, at ikke Læren om Magten af Guds Naade er saa farlig som denne, der erklærer alt Bestaaende for helligt. Men paa den anden Side kan det med samme Ret hævdes, at ikke den revolutionære Ungdoms Omstyrtningslyst gik saa vidt som denne Lære, der kun tillægger det Fornuftige Virkelighed og altsaa alene tilkender det Øvrige en Skinvirkelighed, som da kan og bør trodses, tilsidesættes, gennemhugges, sprænges. Derfor kunde Robert Prutz om denne selvsamme Sætning sige, at med den var al Tvivl hævet, Mørkets gamle Gud styrtet i Afgrunden og en ny, evigt herskende Zeus, Ideen, der begriber sig selv, Mennesket som tænkende Væsen, sat paa Tronen.

Saa mange Fortolkninger den Hegelske Filosofi nu end snart skulde blive Genstand for, Slægtskabet mellem denne Lære og Goethe's Poesi føltes af alle Indviede. For den lille Kres af Goethe-Dyrkere i Berlin blev Hegel den kraftigste Forbundsfælle, og Ærefrygten for de to Mænd, hvem man kaldte den absolute Digter og den absolute Filosof, smeltede sammen. Den rettroende Hegelianer saa endog et betydningsfuldt Sammentræf i den Omstændighed, at Hegel var født den syvogtyvende August, Goethe den otteogtyvende. I Tyverne sad om Aftenen den syvogtyvende August de Trofaste ved det festlige Aftensmaaltid og drak Skaalen for Mesteren i Tankernes Riger og mindedes Ordene af Fortalen til "Retsfilosofien" om Minervas Ugle, der ved den indbrydende Nattedæmring begynder sin Flugt. "Men saasnart Midnatstimen havde slaaet, rejste en Taler sig for at forkynde det glade Budskab, at Apollo, Dagens og Sangens Gud, nu førte den herlige Dag, den otteogtyvende, frem paa Himlen med sin Solvogn." *5)

Den Nationalfølelse, der i 1813 havde drevet Fjenden ud af Landet, indeholdt jo to grundforskellige Elementer, en historisk, tilbageskuende Retning, der snart udskilte sig som Romantik, og en frisindet, fremskridtstroende Retning, den, der blev til Liberalisme. Da Reaktionen kom, støttede den sig til mange af Romantikens Grundsætninger og tog den tilsidst ganske i sit Sold. Mænd som Görres, som Friedrich Schlegel o. fl. gik fra Romantikens Lejr over i Reaktionens.

Den frihedselskende Gruppe havde under Kampene mod Napoleon naturligvis delt Romantikernes Had til Frankrig. Men alt som dens Sympatier blev til Ønsker og til Krav (af Pressefrihed, konstitutionelt Kongedømme, Valgret o. s. v.), fordampede nødvendigvis Hadet til Frankrig. Og jo stærkere Reaktionen blev, des stærkere droges Blikkene til Nabolandet, som dog besad en parlamentarisk Forfatning, og snart fik den franske Liberalismes Helte ogsaa for de tyske Liberale en stor Betydning, ja de tog sig paa Afstand betydeligere ud end i Landet selv. I Tyskland var efter Sejren over Napoleon som efter Nederlaget overfor ham stadigt Ro den første Borgerpligt. Her var Alting Lydighed og Tavshed. Og det gik da som i Reglen, naar et højtbegavet og handlesvagt Folk ikke formaar at afryste et Aag, Trykket avlede Selvforagt, Selvforagten en Art fortvivlet Vid, en staaende Galgehumor, og der udviklede sig hos de Bedre en sand Lidenskab for at søge Lindring i Spot over egen Usselhed. Betragtningen af de hjemlige Tilstande gav en bestandigt tilbagevendende Anledning til Selvironi. Det gik ud over de romantiske Sværmerier, over Taalmodigheden og Underdanighedsaanden paa det politiske, Rettroenheden og Pietismen paa det religiøse Omraade. Karikaturformerne af Statsliv, Religion og Poesi æggede til Spot, der snart hensynsløst saarede Fædrelandskærligheden, snart anslog en letfærdig Tone, der især ved Liberalismens stadige Henblik til Frankrig var eller maatte synes mere fransk end tysk.

 

** Noter til kapitel 2:

*5) Haym: Hegel und seine Zeit S. 365 ff. R. Prutz: Vorlesungen über die deutsche Litteratur der Gegenwart S. 259 ff. Treitschke: Deutsche Geschichte 3, 686.

 

3. Oppositionel Grundstemning.

 

I de fremragende blandt denne Tidsalders frihedselskende Digtere og Skribenter faar forskellige af de nu berørte Afskygninger Kød og Blod. Adalbert von Chamisso, der med sin berømte Prosafortælling "Peter Schlemihl" og overhovedet ved visse Sider af sit Væsen tilhører den tyskromantiske Retning, medens han i andre Henseender staar fransk Aand og fransk Digtning nær, er i flere af sine ejendommeligste Digte ja endog i sine epigrammatiske Smaavers et Organ for de Bedstes Sørgmodighed over den stedse stigende politiske og sociale Reaktion. *6). Allerede i Digtet "Die goldene Zeit" fra 1822 spotter han en Tidsalder, i hvilken den er Jakobiner, der offenligt har udtalt, at to og to er fire; i "Nachtwächterlied" Jesuiterherredømmet; i "Josva" og "Das Dampfross" haaner han dem, der har ranet Tiden dens Hemmelighed og forstaar at skrue den tilbage fra Dag til Dag; i "Das Gebet der Witwe" giver han med dyb Pessimisme Billedet af de Herskendes hjerteløse og for det menige Folks Skæbne ganske ligegyldige Styre; endelig samler han sin Grundanskuelse af Datiden i hine bittert humoristiske fire Linjer, der vemodigt fremstiller sig som en flerstemmig Kædesang:

 

Kanon.

Det er de tunge Tiders Nød,

og det er Nødens tunge Tid,

og det er Tidens tunge Nød,

og det er, tunge Nød! din Tid.

 

I principiel Kamp med Romantiken staar efter en Ungdomsstræben, der saavel ved Stoffernes Valg som ved Efterligning af det spanske Dramas Former var romantisk, Grev August von Platen-Hallermünde. Han gennemhaaner de sidste Udslag af Romantiken i Tyskland, iøvrigt uden den nødvendige Takt og Kritik til at skelne mellem de Mænd, som hørte og ikke hørte til Romantikernes Gruppe, men fra Literaturdramaet gaar han over til den politiske Lyrik, alt eftersom det mere og mere gaar op for ham, at de offenlige Tilstandes Elendighed er Grundaarsagen til det tyske Folks Mangel paa Sans for Kraft og Stil og Form ogsaa i Poesien. Han formaar ikke at udholde Livet i Tyskland, tyer ned til Siciliens sollyse Luft og Minder om Antiken for at glemme sit Nordens tunge Dunstkres og Statsuvæsenets Tryk. Han kan ligefuldt ikke rive sine Tanker løs fra Forsmædelsen i Hjemmet. Han skriver sin "Berliner-Nationallied", som aabnes med Koret:

 

Dette Kys til Moskoviten,

thi hans Næse er saa smuk,

og o Rom! for Jesuiten

dette dybe Hyldestbuk.

 

Og man finder hos ham dette bitre Udbrud af national Selvforagt nedskrevet under Harmen over at hans Poesier skamstryges af Censuren:

 

Dog trøst dig, Skaden er ej stor,

beklippes end din Digterære.

Du véd det længst, at her paa Jord

er tysk det værste, man kan være.

 

Saa romantisk Platens Modstander Heinrich Heine end begynder, skinner dog i hans Prosa snart den moderne Aand igennem. Endnu før han har anslaaet den egenlig politiske Streng, morer han sig i sine "Reisebilder" med en udæskende Spot over tyske Tilstande og over tysk Sløvhed, som finder sig i dem. Hos Ludwig Börne, saa rent æstetisk han længe kunde synes, da han Aartier igennem kun optraadte som Teaterkritiker og Forfatter af novellistiske Smaating, var fra først af i Virkeligheden den almene, politiske Frihedskærlighed den eneste Lidenskab.

At disse Forfattere fandt Læsere og Beundrere, er et Vidnesbyrd om at den tænkende Del af det tyske Folk i Slutningen af Tyverne efterhaanden aflagde sin Autoritetstro saavel paa det politiske som paa det almindeligt aandelige Omraade. Paa dette Tidspunkt dreves Forfølgelsen af Burschen-Forbindelserne med den hidsigste Iver. De blev allevegne opløste. Men de dannede sig bestandig paa ny, ja i en enkelt tysk Stat, i Bayern, blev de ved Kong Ludvigs Regeringstiltrædelse endog tilladte af Politiet. I de Spaltninger, som indtraadte imellem dem, røber sig de forskellige Strømninger, som gik gennem Folkesindet da. I Erlangen dannede sig fra 1827 tre mod hinanden fjendtligt sindede Forbindelser: Teutonia, Arminin og Germanin:

Teutonia var Organ for den rene Romantik, den religiøse Mystik og havde erklæret al Politik for sig uvedkommende. Arminia's Grundsætninger var streng Sædelighed og videnskabelig Stræben; som dens Formaal betegnedes Omformning af de offenlige Tilstande med Tysklands Enhed og Frihed for Øje. Germania endelig svarede til den radikale Strømning i Tiden. Den havde ladet de ældre "Tugendbund"'s Krav paa streng Sædelighed falde, havde sagt sig løs fra alle Autoriteter og al Autoritetstro, ogsaa den religiøse, og vedkendte sig den Anskuelse, at Maalet - der ogsaa for denne Forbindelse var Tysklands Enhed og Frihed - kun kunde naas gennem Revolution. Skønt den efter sit Væsen var rent politisk, kan man neppe gøre sig for ringe Tanker om dens Betydning og Farlighed.

Disse tre Grundretninger fandtes snart repræsenterede paa alle tyske Universiteter, og betegnende nok blev den, som Germania var Talsmand for, i Regelen den, som greb Sindene stærkest.

 

** Noter til kapitel 3:

*6) Se Saml. Skrifter 4, 347.

 

4. Julirevolutionens Indflydelse.

 

I denne Stillestaaen, denne Undertrykthed og denne Gæring, med Elementer af Selvopgivelse og Haab, af Selvbespottelse og Frihedsattraa, faldt nu i 1830 Efterretningen om Julirevolutionen i Paris og virkede paa den offenlige Bevidsthed i Tyskland som et elektrisk Stød. Alles Øjne rettedes mod Frankrig, og det var i de aandeligt levende Krese Begejstring, som man følte.

Man iagttager maaske skarpest Virkningen paa de Yngre.

To Maaneder før Revolutionen havde Karl Gulzkow, som han selv har fortalt, nitten Aar gammel, som han var, endnu intet Begreb om europæisk Politik. Han vidste hverken, hvem Polinac var eller hvad det at krænke "la Charte" (den franske Grundlov) vilde sige. Han vidste kun, at de tyske Burschenforbindelser trods alle Forfølgelser imod dem endnu var i Live, og at det gjaldt om at iværksætte Tysklands Enhed. Hvis han tænkte sig Omvæltninger, der kunde fremskynde Begivenhedernes Gang, saa ventede han sig dem snarere fra Erlangen og Jena end fra Paris; i det Højeste tænkte han sig Muligheden af, at en Skare hjemvendende Grækervenner landede i Stralsund, med væbnet Haand bemægtigede sig Byen, kaldte det pommerske Landeværn til Vaaben og at Bønderne saa, maaske drevne af Hungersnød, vilde slutte sig til Opstanden.

Paa den Tid var den franske Skribent Saint-Marc Girardin kommen til Berlin for at studere tysk Sprog, det prøjsiske Skolevæsen, desuden Universitetsteologien, som den repræsenteredes af Schleiermacher og Neander, og Pietismen, som den trivedes i Halle. Som Medarbejder af "Journal des débats" fik han stadigt sit Blad fra Paris, og som tilkommende Ministeræmne fulgte han ivrigt med Oppositionens Fremskridt i Frankrig. Gutzkow gav ham dagligt en Time i Tysk; de læste en Komedie af Kotzebue, hvem Franskmanden foretrak for Goethe og Schiller som Øvelsesstof, men kom stadigt i Samtale om Politik. Gutzkow lagde overfor Saint-Marc Girardin ingenlunde Dølgsmaal paa, hvor ringe Tanker han nærede om de franske Forfatningsforholds almindeligt politiske Betydning og tillagde aabent Burschenschaftet i Jena større Indflydelse paa Historiens Gang end Deputeretkammeret i Paris. Girardin gav smilende et høfligt Svar. Undertiden blev disse Samtaler afbrudte af Eduard Gans, den berømte prøjsiske Professor, Hegels mest navnkundige Discipel i det juridiske Fag, Varnhagens og Heines Ven, som med stor Sprogfærdighed i Fransk deltog i den politiske Ordstrid og som med sit sorte Uldhaar og sit Kindskæg var en Girardin paafaldende Skikkelse. Da Gutzkow havde hørt den elegant klædte, smilende og spydige Professor fra Katedret gøre Løjer med Burschenbevægelsen og i Spøg bekende, at ogsaa han engang ved Saale's Bredder havde overvejet, hvorledes man bedst kunde hjælpe Tyskland til en Kejserkrone, saa besvor Gutzkow den franske Politiker ikke at tro, den tyske Ungdom tænkte som Gans. "Jeg véd det," svarede Saint-Marc Girardin, "De vil befri Verden med Sanskrit."

Den tredje August 1830 blev i Berlineruniversitetets Festsal Kongens Fødselsdag fejret med Sang og Tale. Studenterne stod tæt snmmentrængte foran Skranken, bag hvilken Professorer, Embedsmænd og høje Officerer sad. Den berømte Filolog Boekh var Taleren, og over hans Hoved sang det akademiske Kor under Ledelse af Musikdirektøren Zelter, Goethes Korrespondent. Universitetets Rektor, Juristen Professor Schmalz gik omkring med Haarpung og Kaarde fra Stol til Stol for at veksle nogle Ord med Honoratiores. Gans derimod var ophidset og utaalmodig; han lod nogle Breve fra Friedrich v. Raumer, der netop var komne fra Paris, gaa om i Salen fra Haand til Haand. Kronprinsen, den senere Friedrich Wilhelm den Fjerde, sad og smilte; men Alle vidste, at i Frankrig var for faa Dage siden en Konge bleven stødt fra Tronen. Det var som om Kanontordenen fra Barrikaderne drønede ind i Festsalen. Boekhs Tale om de skønne Kunster formaaede ikke at vække nogen Opmærksomhed, og da Hegel fra Talerstolen nævnte Navnene paa dem, der med Held havde besvaret Aarets Prisopgaver, hørte Ingen derpaa uden de, som havde faaet Medaljen. Gutzkow selv hørte vel med det ene Øre, at han havde vundet Prisen i det filosofiske Fakultet, men med det andet Øre hørte han om et Folk, der havde afsat en Konge, om Kanonskud, om Tusinde, der var faldne i Kampen. Selv de Lykønskninger, han modtog, overhørte han. Han lukkede ikke engang Futteralet op, som indeholdt Guldmedaljen med Kongens Billed, havde glemt det Haab om et Professorat, som han havde knyttet til Forestillingen om at vinde den; bedøvet stod han og tænkte paa Saint-Marc Girardin, hans Profetier og sine egne om det tyske Burschenschaft. Saa løb han hen i et Konditori "Unter den Linden" og læste for første Gang i sit Liv en Avis med Lidenskab. Han kunde neppe oppebie Statstidendens Udgivelse samme Aften; ikke fordi han vilde se sit Navn trykt som prisbelønnet; han vilde kun vide, hvorledes det saa ud i Paris, om Barrikaderne endnu stod, om Frankrig vilde udgaa af Lafayeffes Hænder som en Republik eller et Kongedømme. "Videnskaben laa bag mig, Historien for mig," skriver han. (Karl Gutzkow: "Das Kastanienwäldchen in Berlin - Rückblicke auf mein Leben" S. 7.)

Og hans Skikkelse er typisk for det yngste Slægtled i Datidens Tyskland - de Tyveaarige.

Næsten samtidigt med denne Karl Gutzkows politiske Vækkelse fandt i den 81-aarige Goethe's Arbejdsværelse den berømte Misforstaaelse Sted, idet den Besøgende, som modtoges af Oldingens glade Udraab over den store Afgørelse i Paris, i Begyndelsen troede, at Goethe mente Julidagene, og først noget efter forstod, at han talte om Afgørelsen af den naturvidenskabelige Strid mellem Cuvier og Saint-Hilaire til Fordel for den sidste. Længe nok har man i denne mindeværdige Misforstaaelse kun set Kendetegnet paa Goethes Begrænsning overfor det Politiske; det er kun billigt at fremhæve den lærerige Anekdotes anden Side: den gamle Vismands berettigede Overlegenhedsfølelse overfor overvurderede politiske Begivenheder. I Virkeligheden var denne naturvidenskabelige Strid ved sit Tankeindhold vægtigere og i sin omformende Virkning paa det aandelige Verdenskorts Udseende betydningsfuldere end den franske Statsomvæltning. Saint-Hilaires Lære om Typens Enhed bebuder jo Bogen om Arternes Oprindelse. Men Billedet af den yngste Slægts Overvældelse ved det politiske Omslag i Frankrig træder endnu skarpere frem paa Baggrund af Goethe's Uanfægtelighed. (Smlgn. Emil Kuh: "Biographie Fr. Hebbels" 1, 437.)

Dybt var imidlertid Indtrykket paa de fremragende Personligheder, der hverken tilhørte den yngste eller den ældste Slægt.

Tidsalderens betydeligste, tænkende Kvinde, Rahel, Goethes ypperste Beundrerinde, der paa dette Tidspunkt allerede var 60 Aar gammel, følte sig, modtagelig som hun var, stærkt tiltalt af Revolutionen. Hende som Kvinde interesserer dens sociale Side mere end dens politiske. Hun gribes af Saint-Simonismen, sporer med ungdommeligt Sind, hvilke Spirer den fører med sig, og ser i Julibevægelsen Indledningen til dens sociale Ideers Triumf.

Med det oplivende og begejstrende Indtryk af Julirevolutionen forenede sig et andet, der skærpede den politiske Lidenskabs Braad hos den yngre Slægt, Indtrykket af den polske Opstands Udbrud. Man ser det tydeligst hos Platen, der i stormende Sindsbevægelse retter sin digteriske Opfordring til Kronprinsen af Prøjsen om at tage sig af det ulykkelige Polens Sag - det hed sig, at Kronprinsen var den gunstigt sindet - og som nu digter sine "Polenlieder", de eneste af hans Poesier, i hvilke han stiger til Lidenskab, stolte Frihedssange med den djærveste Haan mod Selvherskeren, der blev dyrket som en Almagt ved de tyske Hoffer, og mod dem, der lod sig bestikke og købe af hans Rubler.

I Bornes Sind slog Efterretningen om Julirevolutionen ned som et Lyn.

I Sommeren 1830 laa han ved Badet Soden i Nærheden af Frankfurt for at komme sig efter en langvarig Gigtfeber og gentagne Anfald af Blodstyrtning. Hans Dagbog viser, i hvilken Grad alle hans politiske Forhaabninger var slukte, alle hans Ønsker forstummede. En Sjæls som hans, hvis Attraa efter Frihed var en Lidenskab, og hvis Hungrcn og Tørsten efter Retfærdighed tærede paa Livskraften, kunde til sidst ikke bære Trykket af den politiske Reaktion.

Han var nu 44 Aar gammel og havde siden Frihedskrigens Tid, det vil sige som Yngling og Mand, kun oplevet Slethedens Triumfer og dens Forfølgelse af alt, hvad der var Retsind og Frisind. Han havde aldrig kunnet løfte sit Øje op fra det Blad Papir, han skrev paa, uden at se den blege Frygt for enhver stor Lidenskab, for Idealer, ja for Ungdom trone paa Herskersæderne Side om Side med dyrisk Selvopholdelsesdrift og dyrisk Svælgen i Nydelse - Principet Metternich og Gentz. Han havde ikke opgivet det ringeste af sin Ungdoms og Manddoms Overbevisning, men over Verden hang et Sørgeflor. Han følte sig til Mode, som sad han i Tyskland paa Havets Bund og en Dykkerklokke netop gav ham Luft nok til ikke at kvæles. I Paris havde han aandet frisk Luft. Dér havde Solens Lys, menneskelige Stemmer, Livets Larm henrykt ham. Nu gøs han af Kulde nede blandt Fiskene. Han døjede den forfærdeligste Kedsomhed. Stilheden gjorde ham syg: det Snevre i alle Forhold skurede hans Hud til Blods.

Han betegner sig som en af de Naturer, der i Længden ikke udholder Eksistensens Solosang. Han maatte have Symfonier af Beethoven eller Tordenvejr. Han var af de Mennesker, der ikke føler sig tilpas i en Loge i Teatret. Han vilde sidde i Parkettet med hele Skaren om sig.

Det forekom ham som om Livets Værdier i Tyskland blev udprægede under Jorden, i Midnatsstilhed, saadan som Falskmøntnere præger. De, der i Tyskland arbejdede, nød ikke, og de, som nød, de som oppe i Dagslyset satte de Livsværdier i Omløb, der var frembragte dernede i Mørket under Angst og Bæven, de arbejdede ikke. I Frankrig levede et livsglad Menneske et Liv som et Ilbud, der sendtes med Statsbreve til fremmede Byer, stedse til andre, og som paa sine lange Rejser saa og nød det mest Forskelligartede; i Tyskland levede han som en Postillon, der stadig foretog samme korte Rejse frem og tilbage mellem to Holdesteder og hvem Lykken rakte en ussel Drikkeskilling derfor. Ganske vist kunde saa Postillonen gøre Rejsen i Søvne; han kendte hver Sten paa disse to Miles Vej, og det kaldte man i Tyskland Grundighed; men Börne, der sad i Soden i det lille Hotel og studerede Gasernes Kampe i Gaarden, Kalkunhanernes Skinsyge og Hunnernes Koketteri, var ikke glad ved den Lejlighed til sjælden Grundigbed, der tilbød sig for ham. (Aus meinem Tagebuch. Soden 22 Maj 1830).

Da fik han Efterretningen om, at Ministeriet Polignac havde udstedt Ordonnanserne, begaaet Forfatningsbrud, og anende alt, hvad dette Skridt vilde have til Følge, udbrød han: "Og Gud sagde, det vorde Lys!"

Efterretningen om Julirevolutionens Udbrud fulgte. Med Utaalmodighed ventede han hver Dag paa den Time, da Aviserne kom. Han gik daglig ud paa Landevejen og spejdede efter Postbudets Komme. Varede det ham for længe, gik han lige til Höchst, hvorfra Aviserne blev bragte. Snart holdt han det ikke mere ud i Soden. Han vendte tilbage til Frankfurt og forbavsede, elektriserede der sine Omgivelser ved sin Ild. Man genkendte ikke den tidligere saa tavse Börne med det lidende Ydre; der syntes at være sket et Mirakel med ham; han var ung og rask paany. Alle hans gamle Drømme syntes virkeliggjorte og Alt, hvad han i de lange Tider havde maattet holde nede i sit Sind, sprang i Vejret som elastiske Fjedre, naar et Tryk tages bort.

Snart holdt han ikke heller Opholdet i Frankfurt ud; efter kort Tids Forløb var han i Paris.

Den syvende September skriver han fra Strassburg: "Den første franske Kokarde saa jeg paa en Bondemands Hat; han kom fra Strassburg og gik mig i Kehl forbi. Det syntes mig som en lille Regnbue efter vore Dages Syndflod, et Fredstegn fra den forsonede Gud. Ak! og da den trefarvede Fane funklede mig imøde - ubeskrivelig er den Sindsbevægelse, hvori jeg kom. Mit Hjerte bankede, saa jeg var nær ved at besvime .... Fanen stod midt paa Broen med Stangen rodfæstet i Frankrigs Grund, men en Del af Klædet vajede i den tyske Luft. Spørg dog den første, den bedste Legationssekretær, om det ikke er mod Folkeretten. Det var kun den røde Stribe af Fanen, der flagrede ind over vor Moderjord. Det er ogsaa den eneste Farve, som bliver os til Del af Frankrigs Frihed. Rødt, Blod, Blod - ak! og ikke Blod udgydt paa Valpladsen."

Börne er her kun Organ for en Følelse, der havde grebet største Parten af de mange, der i Tyskland var modtagelige for Entusiasme. De franske Polyteknikeres, Studenters og Arbejderes Heltemod under de tre hæderfulde Dage blev beundret som i Frankrig selv og dobbelt beundret som Udslag af en Handlekraft, der syntes kommet den tyske Nation af Hænde. Overalt var man tilbøjelig til at fortabe sig i overdreven Haan over egen Mangel paa politisk Sans og Blik, egen Mangel paa Evne til i det afgørende Øjeblik at slaa til.

Virkede Begivenheden nu saa stærkt pan Karakterer som Börne og paa Entusiaster som de især fandtes indenfor den lærde Stand, saa fuldstændiggøres Billedet, naar vi iagttager det Indtryk, den gjorde paa Reaktionens Mænd.

Gentz, der fra først af havde jublet over Karl den Tiende's Energi, blev bekymret, altsom Statskupet rykkede nærmere: "Ordonnansen mod Aviser og Bøger," skrev han, "betragter jeg som et kolossalt Vovestykke, hvis Gennemførlighed endnu ikke er mig ret indlysende ... Med saadanne Vaaben tør man kun lege, naar man er sikker paa sin Styrke og sine Midler; Folk som Polignac og Peyronnet gaar til Grunde, naar de vover sig op i disse Regioner." Saasnart imidlertid den første Skræk havde sat sig noget, begyndte han og hans Aandsbeslægtede deres vidtforgrenede Virksomhed for at drage Fordel af enhver Blottelse, de politisk Frisindede gav sig. Klogt benyttede kunde Julirevolutionens Eftervirkninger i Tyskland ved hensynsløs Undertrykkelse og Forfølgelse, Censur og Fængsling, give den tyske Frihedsbevægelse et Knæk for lange Tider, kunde (som Metternich et Par Aar efter sagde om den revolutionære Hambacher-Fest) fra at være de Slettes Fest blive til en Fest for de Gode. Og virkelig kun et Aar efter kunde Gentz, der imellemstunder havde set Fremtiden mørk nok, skrive:

"Nu bort med alle sorte Tanker! Vi dør ikke, Europa dør ikke, og hvad vi elsker, dør ikke. Jeg er stolt af aldrig at have fortvivlet."

Som Metternich havde stilistisk Sans nok til at beundre Börne, saaledes var Gentz en haardnakket Sværmer for Heinrich Heine. Før Julirevolutionen var det endnu muligt at opfatte Heine fortrinsvis som den ulykkelige Kærligheds Digter og som poetisk Humorist med et let Anstrøg af Gudsbespottelse og Letfærdighed.

Heinrich Heine laa i Sommeren 1830 paa Helgoland, drømte ved Kysten, stirrede ud over Havet, lyttede til Bølgernes Plasken. Han havde opgivet enhver Forhaabning om bedre Tider. Han læste i de faa Bøger, han havde med, Homer og Bibelen og Longobardernes Historie og nogle gamle Bøger om Hekse og Hekseri. Han begreb neppe selv, at han for nylig i München havde været Redaktør af "Politiske Annaler". To Dage efter at Julirevolutionen var fuldført, men da Efterretningen om den endnu ikke var naaet til Helgoland, skriver han i et af sine Breve derfra, at han nu har besluttet at lade Politik og Filosofi ganske fare for helt at hengive sig til Naturbetragtning og til Kunsten: alt dette Plageri var dog til ingen Nytte, og om han end pinte sig aldrig saa meget for den almindelige Velfærd, saa nyttede det dog saare lidt; Verden stod vel ikke stille men bevægede sig i et Kresløb uden ringeste Resultat; da han endnu var ung og uerfaren, havde han troet, at gik end det enkelte Menneske til Grunde i Menneskehedens Befrielseskamp, saa sejrede dog den store Sag tilsidst; nu indsaa han, at Menneskeheden som Havet bevægede sig efter Lovene for Ebbe og Flod.

Selv om Udtrykkene nu er blevne arrangerede bag efter, selv om disse Breve ikke er ægte, men et Livserindrings-Brudstykke, der for en Konstrastvirknings Skyld senere blev indskudt som Overgangsparti i Bogen om Börne saa har man her uden al Tvivl et rigtigt Billede af Heines Stemning i hine Dage.

Den sjette August skriver han saa: "Jeg sad netop og læste i Paul Warnefrieds "Longobardernes Historie", da den tykke Avispakke med de varme, glødende hede Nyheder ankom fra Fastlandet. Det var Solstraaler, indviklede i Trykpapir, og de opflammede min Sjæl til den vildeste Brand. Det var mig, som kunde jeg antænde det hele Verdenshav indtil Nordpolen ved Gløden af den Begejstring og vilde Glæde, som luede i mig." Det var ham Alt som en Drøm; især klang Navnet Lafayette for ham som et Sagn fra hans tidligste Barndom; han kunde neppe fatte, at den Mand, som havde anført den dalevende Slægts Bedstefædre i den amerikanske Frihedskrig, nu paany sad til Hest som Nationalhelt. Han syntes, han maatte selv til Paris for at se det.

Han skriver i heftig Patos, som han dog snart selv maa dæmpe med en let Selvironi: "Lafayette, den trefarvede Fane, Marseillaisen ... Jeg er som beruset. Dristige Forhaabninger stiger lidenskabeligt i Vejret som Træer med gyldne Frugter og vildt voksende Grene, der strækker deres Løvværk helt ind i Skyerne ... Borte er min Længsel efter Ro. Jeg véd nu paany, hvad jeg vil, hvad jeg skal, hvad jeg maa ... Jeg er Revolutionens Søn og griber paany til de indviede Vaaben, over hvilke min Moder har udtalt Trylleordene ... Blomster! Blomster! Jeg vil kranse mit Hoved til Kamp paa Liv og Død. Men ogsaa Lyren, ræk mig Lyren, at jeg kan synge en Slagsnng ... Ord som flammende Stjerner, der kan skyde ned og brænde Paladserne og oplyse Hytterne ... Ord lig blanke Kastespyd, der kan suse op i den syvende Himmel og træffe de fromme Hyklere, der har sneget sig derind, i det Allerhelligste ... Jeg er helt Glæde og Sang, helt Sværd og Flamme ... maaske ogsaa rent gal."

Han fortæller blandt Andet, at Fiskeren som nogle Dage senere roede ham over til Sandbanken, hvorfra man gik i Vandet, smilende har fortalt ham Nyheden med de Ord: "De fattige Folk har vundet Sejr", og Heine forbauses over Menigmands rigtige Instinkt. Og saa var det dog netop lige omvendt de rige Folk, som var og blev Sejerherrerne tilsidst.

Men alene en saadan Ytring som den sidstanførte viser, hvorledes de tyske Forfattere opfattede Julirevolutionen. Den fyldte dem med saadanne religiøse Følelser, med hvilke fyrretyve Aar tidligere Datidens ledende Aander i Tyskland havde opfattet den store Revolution. Den var dem ikke et Udslag af den liberale Borgerstands Kraft og Evne til at lade de lavere Klasser arbejde og bløde for sig, men i Almindelighed Signalet til Menneskeslægtens politiske, økonomiske og religiøse Befrielse. Den var for dem den Stordaad, som med ét Slag rystede Aaget af Folkene og Trykket af Sindene.

En af de ypperste blandt Fyrrernes radikale Skribenter, Robert Prutz (dengang kun fjorten Aar gammel) har i Aaret 1847 fortræffeligt gengivet Indtrykket, omtrent paa følgende Maade: I femten Aar havde det set ud som var Verdenshistoriens evige Avlekraft lammet. I femten Aar havde man bygget og kittet, holdt Kongresser, stiftet Forbund, bredt Politimagtens Garn ud over Europa, smeddet Lænker, befolket Fængsler, rejst Galger og tre Dage havde været nok til at styrte én Trone og bringe alle Troner til at skælve. Det var da ikke sandt, hvad Fyrsterne havde pralt med og Hofromantikerne havde sagt og sunget. *7) Den hellige Alliances tusindaarige Rige havde varet femten Aar. Det syntes derfor som om et nyt Foraar skulde oprinde ogsaa i det tyske Folks politiske og aandelige Liv.

 

** Noter til kapitel 4:

*7) R. Prutz: Vorlesungen über die deutsche Litteratur der Gegenwurt 270, 271.

 

5. Paavirkning af Byron.

 

Tysklands klassiske Literatur fra Tiden før og om Aarhundredeskiftet havde været antikiserende i Stof eller Form; den romantiske Literatur, som fulgte, havde i Stofferne eller i Formen dyrket Middelalderen; begge havde taget Afstand fra den omgivende Virkelighed, fra Nuet, fra Samtidens politiske og sociale Forhold; ingen af dem var umiddelbart gaaet ud paa disses Omdannelse. Idealet svævede enten i Grækenlands dybtblaa Æter eller i Middelalderens katolske Himmel. Nu blev det resolut draget ned paa Jorden. For de Drømmendes og Stræbendes Øjne fremtonede det moderne Ideal, et Ideal, der ikke mere har noget mytisk Element. Og med en Hast, en Voldsomhed, der altfor tit gjorde Prosaformen journalistisk og Poesien blot lyrisk eller rent brudstykkeagtig, gik nu de oppositionelt anlagte Digtere og Skribenter ud paa at inddrage det moderne Liv og dets Indhold i Literaturen. Men da denne Tilegnen og Inddragen skete under Kampstilling, blev Vid og Satire mere fremtrædende Magter end nogensinde tilforn i Tyskland, medens man hvad Trods og Stormløb mod det Bestaaende angaar, syntes at have genoptaget den stormende Voldsomheds Tidsalders Stemningsliv. Det var en mægtig Frihedstrang, som bragte først Heine og Börne til at bryde den tyske Literatur en ny Bane, og som dernæst beaandede de Skribenter, der fulgte dem og fik det ubestemte Navn "det unge Tyskland."

En enkelt Storhed var der imidlertid, som ofte nævnt, hyppigere unævnt, skønt udenlandsk virkede mere forbilledligt end nogen Fortidspersonlighed i selve det tyske Aandsliv: Lord Byrons Skikkelse i hans Livsværk. Hans kunstneriske Svagheder og Mangler fik man i Tyskland først sent Øjnene op for. Kun Gutzkow kritiserer ham skønsomt omtrent fra Aar 1835 af. Men han, hvem allerede Goethe havde beundret og yndet, dog især paa Grund af de Partier hos ham, hvor den gamle Mester troede at finde Paavirkning af sit Eget, han med sin ubændige Trods og sin Daadstrang, med sin Foragt for den Ufrihed, der skjulte sig under "Frihedskrigene" mod Napoleon, med sin Optræden for alle undertrykte Folk, sit Oprør mod al Samfundsvedtægt, sin Sanselighed og sin Spleen, sin lidenskabelige Frihedskærlighed paa alle Felter, blev nu, forklaret ved sin Død som Befrier, en Personliggørelse af Alt hvad man forstod ved moderne Aand og moderne Poesi.

Med inderlig Begejstring blev han besunget af Wilhelm Müller, Griechenliedernes Digter:

 

Syv og tredive Sørgeskud! jeg spørger, hvem og hvad de gjaldt?

Er det syv og tredive Sejre, som han vandt, før nu han faldt?

Er det syv og tredive Saar, som Helten bærer paa sit Bryst?

.....

Syv og tredive Aar det er, som Hellas græder over nu.

Er det Aarene, du leved? Ingen græder over dem.

Evigt lever disse Aar i Ærens lyse Straalebræm.

Sangens Ørnevinger bær dem, der med aldrig trættet Stigen, susende igennem Tiden, vækker store Sjæles Higen.

Nej, for andre Aar jeg græder, Aar som du har ikke levet,

for de Aar, hvor du for Hellas var en Drot og Fører blevet.

Slige Aars og Dages Tab forkynder Skytsets Tordenskrald:

hvilke Sange, hvilke Kampe, hvilke Vunder, hvilket Fald!

Heltedød med Sejerstummel i det stormede Byzanz,

for din Fod den græske Krone, om dit Haar en Frihedskrans!

 

Byrons Stolthed og hans Foragt for politisk Ufrihed møder os hos Platen; hans aristokratiske Tone, hans Uvilje mod Fordomme, hans Rejselyst, hans Kærlighed til Dyrene og Naturen, hans Ynde og Ironi gaar igen hos Fyrst Pückler. Hvor umaadelig hans Indflydelse har været paa Formningen af Heinrich Heines Digterideal behøver ingen Paavisning, saa slaaende fornemmes det af Enhver, der er fortrolig med Gangen i Europas nyere Literatur. Men mærkværdigt og lærerigt er det at iagttage, i hvilket Lys Byron staar for den nye tyske Literaturretnings første Vejbryder, Börne, en fra den engelske Digter i Bund og Grund saa forskellig Personlighed. Man skulde tro, at Börne tog Anstød af de letfærdige og kokette Sider af Byrons Væsen som af Heines. Langt fra. Man læse, i hvilke Udtryk han efter Gennemlæsningen af Moore's "Byrons Levned" udtaler sig om ham: Han kalder (Briefe aus Paris Nr. 44) Bogen glødende Vin for en stakkels tysk Vejfarende, der fryser paa Rejsen gennem Livet. Han er nær ved at blive syg af Misundelse over denne Livsførelse:

"Som en Komet, der ikke underkaster sig Stjernernes borgerlige Orden, drog Byron vild og fri gennem Verden, kom uden Velkommen, gik uden Afsked og vilde hellere være ensom end en Træl af Venskab. Aldrig berørte han den tørre Jord; mellem Storm og Skibbrud styrede han modigt frem, og Døden var den første Havn, som han saa. Hvor blev han omtumlet, men hvilke salige Øer han har opdaget! ... Det er den kongelige Natur ... thi Konge er den, som lever for sine Luner. Jeg maa le, naar det siges, at Byron kun blev nogle og tredive Aar gammel; tusind Aar har han levet. Og naar de beklager ham, at han var saa melankolsk! Er Gud det ikke ogsaa? Melankoli er Guds Glæde. Kan man være glad, naar man elsker! Byron hadede Menneskene, fordi han elskede Menneskeheden, Livet, Evigheden ... Jeg gav alle mit Livs Glæder for et Aar af Byrons Sorger."

Som man ser, tager Börne ikke blot Alt i Byron alvorligt, men han ser end ikke i ham Nydelsesmennesket, som i saa høj Grad stødte ham bort fra Goethe. Ja hvad der er endnu mere paafaldende, Börne finder sin egen Natur beslægtet med Byrons. Han skriver:

"Maaske spørger De mig forundret. hvorledes jeg Pjalt kommer til at stille mig sammen med Byron? Desangaaende maa jeg fortælle noget, De endnu ikke véd. Da Byrons Genius paa sin Rejse gennem Himmelrummet kom til Jorden for at blive der en Nat, tog den først ind hos mig. Men Huset behagede den ikke, den ilte hurtigt bort paany og tog ind i Hotel Byron. Mange Aar har det smertet mig; længe har jeg været bedrøvet over, at jeg er blevet saa lidet, slet intet har opnaaet. Men nu er det forbi; jeg har glemt det og lever tilfreds i min Fattigdom. Min Ulykke er, at jeg er født i Middelstanden, for hvilken jeg ikke passer."

Ord som disse er stærke Vidnesbyrd om den Trolddom, Byrons Skygge endnu udøvede over de ledende Personligheders Sind.

 

6. Den ny Literaturs Værdi.

 

Under Forhold og Indflydelser som de fremstilte var det nu, at Tysklands oppositionelle Literatur mellem 1820 og 1848 blev startet. Naar man overskuer saa stor en Gruppe af aandelige Frembringelser, har man naturligvis for det Første i al Almindelighed i den en Mængde Aktstykker til Kundskab om, hvorledes Menneskene i hin Tid og hint Land følte og tænkte, i hvilke Farver deres Kultur var klædt, hvilke Former deres Haab og Ønsker, deres Menneskekærlighed og Frihedskærlighed, deres Retsfølelse og Statssans antog, endelig om, hvorledes deres Smag var beskaffen, det vil sige: hvordan Den maatte skrive, der vilde skaffe Sig Ørenlyd og vække en levende Interesse. Saaledes tilfredsstilles vor historiske Videbegærlighed paa dette Punkt.

Dernæst opstaar uvilkaarligt Spørgsmaalet om denne Literaturs Værdi. For filosofiske Skrifters Vedkommende bliver dette nærmest et Spørgsmaal om hvor stort et Maal af ny Sandhed de rummer. Eller betragter man dem, hvad man altfor tit er nødt til, nærmest som Fantasifrembringelser, bliver Spørgsmaalet det om deres Gisningers Rækkevidde og Frugtbarhed. For de digteriske og tildels for de beslægtede, historisk skildrende Værkers Vedkommende er Spørgsmaalet om deres Værdi det samme som Spørgsmaalet om deres Skønhed, da vi med Skønhed ikke mener andet end kunstnerisk Værdi.

Af et meget stort Antal Forfattere bliver nu, som bekendt, efter et Par Menneskealdres Forløb altid kun nogle faa tilbage, som endnu læses. Af et uhyre Antal Værker bliver kun nogle enkelte staaende, som endnu tilegnes. Nu er af hint Tidehvervs Aander kun meget faa i vore Dage kendte og læste udenfor Tyskland. I Tyskland naturligvis langt flere, dog er det forholdsvis ikke mange af Datidens Værker, som Almenheden endnu læser.

Den første, groveste Kritik udøves da af Tiden: efter saa og saa mange Aars Forløb sælges intet mere af den eller den Forfatter, medens denne anden stadig oplægges paany. Men det at en Forfatter læses længe og i stor Udstrækning er endnu ikke noget ubetinget Bevis for hans Værd. Det beviser ikke, at han hører til de bedste, kun at han hører til de tilgængeligste og mest underholdende. Udbredelsen kan hindres af høj Kultur og Sjæleadel, om de end i Regelen sikrer Varigheden.

Af alle hin Tids Mænd læses udenfor Tyskland den Dag idag af Tænkere kun Feuerbach - dog lidet - og Schopenhauer stærkt; men denne sidste kom først til at paavirke Aanderne i et senere Tidsrum, og begge disse Tænkere læses endda langt mindre for Indholdets Skyld end paa Grund af Originalitet og Dristighed i Stil. Af Digterne læses udenfor Tyskland kun Heine stærkt og stadigt. I Tyskland bedømmes og betragtes han som Brændenælden i Literaturens Urtegaard; Historikerne brænder deres Fingre paa ham og bander ham. I Literaturhistorier og Avisartikler betegnes hans Prosa som forældet og hans Poesi som forkunstlet, medens hans Værker samtidigt nu da deres Trykning er bleven frigivet oplægges paany i talløse Udgaver. I Tyskland som udenfor Tyskland bliver han imidlertid lige saa meget sunget som læst. De musikalske Kompositioner af hans Digte er mere end 3000 i Tal. Allerede i Aaret 1887 naaede Antallet af Kompositioner for én Sangstemme (fraset Duetter, Kvartetter og Mandskor) 2,500. Ifølge en af Hüffer anstillet Beregning er Digtet "Du bist wie eine Blume" komponeret 160 Gange, "Ich hab im Traum geweinet" og "Leise zieht durch mein Gemüth" hver 83 Gange, "Ein Fichtenbaum steht einsam" 76 Gange, "Ich weiss nicht was soll es bedeuten" 37 Gange. Blandt disse Kompositioner findes talrige af Schuberts, Mendelssohns, Schumanns, Brahms's, Robert Franz's og Rubinsteins skønneste Sange, af hvilke Digteren selv kun har hørt nogle faa. Heine er af alle Tysklands Lyrikere den, hvis Digte er blevne hyppigst komponerede. Efter ham med sine 3000 Kompositioner følger Goethe med omtrent 1700 og saa først i lang Afstand de andre.

Udenfor Tyskland lever Heines Ry ikke blot uanfægtet men stadig Vækst og Stigen. Han sysselsætter Sindene i Frankrig som en Samtidig. Han er den eneste fremmede Digter, hvem Franskmændene betragter som en af deres egne, en af deres største. Intet fremmed Forfatternavn forekommer i franske Bøger nutildags saa hyppigt som hans, og intet nævnes med større Beundring, end ikke Shelley's eller Poe's. Edmond de Goncourt bruger det stærke Udtryk, at alle moderne franske Forfattere i Sammenligning med Heinrich Heine minder ham om Handelsrejsende, og det var et af Théophile Gautiers Mundheid, at Filistrene burde slæbe Sten til en Pyramide over Heines Grav.

Jævnlig opkastes i de forskellige større Samfund det Spørgsmaal, hvorledes man burde bære sig ad med at danne sig en aldeles udsøgt Bogsamling af de hundrede bedste Bøger, som findes. Svarene lyder selvfølgeligt meget forskelligt. Men i alle romanske og slaviske Lande vil Heines Navn være et af Listernes første. I England findes paa Listerne gerne 90 engelske Bøger og 10 fremmede, men Heinrich Heine er iblandt dem. Troen paa, at der kan findes hundrede Bøger, som alle Mennesker vilde have bedst af at læse, en Tro, der stammer fra den protestantiske Forestilling om, at der gives én Grundbog af den Art, er naturligvis en Barnlighed, og hint Spørgsmaal kun interessant, forsaavidt det viser, hvilket aldeles upersonligt Dannelsesideal der foresvæver Spørgeren og dem, som naivt indlader sig paa Svar. Lærerigt er det imidlertid at se, hvorledes Svarene i visse bestemte Tilfælde har lydt om Heine. Der kom en ikke ringe Forundring til Orde i Tyskland ved Aaret 1880, da en Mængde engelske Lister offenliggjordes og Heine fandtes paa alle, hyppigst af alle tyske Forfattere; thi der var Lister, paa hvilke der ikke fandtes nogen Bog af Goethe.

Dette Verdensry beror imidlertid ikke paa Heines Fortrin alene, men desuden paa, at der er store Partier af hans Værker, som kun udkræver yderst ringe Kultur for at forstaas, og til hvis Nydelse der heller ikke udfordres Sjælsadel, andre Partier, hvor sjælelig Adel snarere er en Hindring for Nydelsen. Men det beror vistnok fuldt saa meget paa, at hans Talent alligevel i sin Retning var Samtidens største.

Naar det literære Kunstværks Værdi altsaa røber sig i dets Modstandsevne mod Tiden og dets Evne til at vinde Læsere udenfor sit Fødeland, men denne Modstands- og Spredningsevne ligefuldt ikke afgiver nogen Maalestok for Værdien, hvorpaa beror da denne? Paa Oprindeligheden og Styrken af det Sjæleliv og den Sindsbevægelse, for hvilken Værket er Udtryk i Forening med Værkets Evne til at smitte os med den. Al Kunst er et Udtryk for en Sindsbevægelse og har til Øjemed at fremkalde Sindsbevægelser. Jo dybere en kostbar Sten er udskaaren, des skarpere, des tydeligere staar Billedet i Vokset, naar det trykkes af. Jo dybere Indtrykket er i Kunstnerens Sjæl, des tydeligere, des betydeligere bliver det kunstneriske Indtryk. Kunstnerens Sindsbevægelser adskiller sig fra andre Menneskers kun derved, at de i hans Sjæl former Erindringerne paa en Maade, som gør, at de, naar de udformes, smitter Tilhører eller Læser.

De Spørgsmaal, det enkelte Værk besvarer En, er altsaa saadanne som: Hvor vidt rakte Forfatterens Blik? Hvor dybt har han formaaet at se ned i sin Samtid? Hvor ejendommeligt har han følt Glæde eller Sorg eller Vemod eller Elskov eller Begejstring eller Menneskeforagt? Vi siger: Saa stærk en Rædsel og Afsky har Dumhed eller Uret indgydt ham. Saa bidende, saa vittigt har han hævnet sig og os paa det ved Dumhed eller Slethed Foragtelige. - Vi modtager et Indtryk af Højhed eller Storhed, af Sandhedskærlighed eller Skønhedskærlighed af de Bedste; vi lider under Utilstrækkeligheden i Forstand, Følelsesdybde, Skønhedssans eller Karakterfasthed hos de Ringere.

Denne Gruppe af Literatur besidder nu ingen digteriske Aander af allerførste Rang og kun én af meget høj Rang: Heine. Meget positivt Stort har den ikke efterladt. Den virker mest afvisende, befriende, opryddende, udluftende. Den er stærk ved sin Tvivl og ved sit Trældomshad, ved sin Individualisme.

Aldrig har dens Anseelse i Tyskland, særligt i Nordtyskland, staaet saa lavt som i vore Dage. De Skribenter, der omkring Aaret 1830 bekæmpede alle de Former af Voldsherredømme, som den Gang føltes trykkende, saa langt den tyske Tunge taltes, er i vore Dage ramte af en Upopularitet, der ikke synes at ville vige saasnart. Det er forklarligt. Thi den nulevende yngre Slægt i Tyskland, der har Rigets Enhed bag sig - hin Enhed, der den Gang stod som en fantastisk Forhaabning - og der har set Tyskland udfolde sin samlede Magt i raadsnar, til alle Sider sejrrig Handling, interesserer sig lidet for de gamle Drømmerier om, hvorledes Enheden skulde bringes til Veje og ledes ved hine Forfatteres evindelige Spotten over tysk Søvnighed og Daadløshed, tysk Pedanteri og Teoretiseren, da Udfaldet har vist, hvor praktisk og behjertet det spottede Tyskland, naar Lejlighed gaves, kunde være.

Særligt er siden den tysk-franske Krig de Skribenter, som for et halvt Aarhundrede siden stadigt hævede Frankrig paa Tysklands Bekostning eller stadigt betonede, at Friheden vilde bringe Tyskland de Goder, som Bismarck har bragt det, blevne ramte af en Art Ban. Man betragter dem som slette Patrioter og daarlige Spaamænd. Kun et ringe Mindretal formaar at indsé, hvor kraftigt selve hin Harme og Haan over den daværende uselige Tilstand har medvirket til det Omsving og Opsving, som er fulgt. Endnu færre er de, som ud af Tredivernes og Fyrrernes Literatur læser en levende Bebrejdelse for svegne eller glemte Idealer, og som, naar de blader i hine gamle Skrifter, med Vemod spørger sig, hvad der i den nye Tingenes Tilstand er blevet af det Bedste, disse kæmpede for.

 

7. Börne 1.

 

Blandt de Forfattere, som i Datiden stod i første Række, er neppe nogen bleven skudt til Side som Ludwig Börne. De Stoffer, han behandlede, er forældede, og kun den, som interesserer sig for Skribentens Personlighed, læser hans korte i Avisartikel- eller Brevform holdte Prosastykker af Hensyn til Fremstillingsmaaden eller for den Aands Skyld, i hvilken Æmnet er behandlet. Det var først i sine senere Leveaar, at Börne slog ret igennem, nemlig i Brevene fra Paris, men for det almene Fyrstehad og den republikanske Tro, der kommer til Orde her, er der i den unge Kejserstat ingen Brug. Ingen Personlighed passer mindre end hans ind i de nye Forhold, thi hvor Statsideen lidt efter lidt er ved at blive almægtig, hvor den fra oven, despotisk socialistisk, søger at indskrænke det private Initiativ, forvandler saa mange Borgere som muligt til lønnede Embedsmænd, civile eller militære, og giver den lønnede Embedsmand Forret for den uansatte Borger, og hvor den fra neden, revolutionært socialistisk, efter Evne stræber at indskrænke den individuelle Skalten og Valten, dér forsvinder med Nødvendighed de udpræget selvstændige Karakterer, og den kantede, uafhængige Individualitet synes noget Lovstridigt, som Ingen kan benytte til Dannelsesmønster eller Forbillede. Men Börne var netop en saadan skarpt kantet Individualitet og en ubetinget selvstændig Karakter.

Nu synes i Tysklands Borgerstand i Reglen den eneste, en Mand værdige Opgave den at bygge op, virke positivt, befæste eller omforme det Indvundne. Allerede det Murbrækkeragtige i Börnes Aandsretning afskrækker. Hans Ildhu, der varmede Samtiden, tager sig ud som en Don Quijotes, der med sin Lanse løber Storm mod Fæstnings- og Slotsmure. Men endog til den nye nationale Jernalder i Tyskland med dens Jernarkitektur har han bidraget Sit. Hans Ild har bragt det Malm i flydende Tilstand, af hvilket de nye Samfundspiller er blevne støbte.

Intet har maaske i den nulevende Slægts Omdømme skadet Börne mere end hans hidsige Fordømmelsesdomme over Goethe. Goethe er som frembringende og forstaaende Annd saa stor, tillige som Naturel og Personlighed i sin Styrke og sin Svaghed saa ejendommelig, at Enhver i den nyere Tid giver et væsenligt Bidrag til sin egen Karakteristik ved den Dom, han fælder over ham. Skønt der i Datiden var adskillige Skribenter ikke blot af Præstepartiet, men af Oppositionen, som afskyede Goethe, betegnes unægteligt Börnes Begrænsning skarpt ved Maaden, hvorpaa han udtalte sig om Oldingen i Weimar, det vil sige ved Arten og Beskaffenheden af de Indsigelser, han nedlagde mod Troen paa hans Menneske- og Digterværd.

Men for at forstaa, hvorledes det gik til og hvad det betød, at en agitatorisk Moralist paa det politiske Omraade som Börne nærede et formeligt Had og en stadigt levende Harme overfor den Skikkelse, der staar som den allerstørste i Tysklands skønne Literatur, er det nødvendigt at se det Modsætningsforhold, hvori Börnes Skæbne straks fra hans Fødsel af stillede ham til den store Mand, paa hvem han blev drevet til at anlægge en fremmed og derfor falsk Maalestok.

Goethe og Börne var Byesbørn. De fødes med 37 Aars Mellemrum i Frankfurt am Main. Frankfurt var en gammel Rigsstad, en Fæstning, i hvilken Porte og Taarne antydede Stadens Grænser i ældre Dage, og som uden om disse paany havde Porte, Taarne, Mure, Broer, Volde og Grave, der omringede den nye By; det var en Fæstning, som indeholdt Smaafæstninger: Klosterbygninger og borgagtige Gaarde, der lignede befæstede Pladser. Staden syntes uantastelig, omgiven med et Skær af ældgammel, ærværdig Selvstændighed. Det var en Patricierrepublik, hvor den Fremmede var at betragte som retløs. Ve den, der for en Frankfurterdomstol havde en Strid med en Frankfurterborger, selv om han paa sin Side havde den soleklare Ret! De herskende Familier holdt sammen, viste hverandre Højagtelse under alle mulige gammeldags Former. At røre ved nogen af Stadens gamle politiske eller sociale Indretninger stod som utænkeligt. Øvrigheden var uden Foretagelseslyst, Indbyggerne uden den Følelse, at noget som helst her kunde forandres. Ingen Tanke om politisk Samhørighed med det øvrige Tyskland. I Datidens Tyskland var hver By og i Byen hvert Kvarter en lille Verden for sig.

Goethe var et Patricierbarn i Staden. Hans Fader var kejserlig Raadsherre. Da Ynglingen havde lært sin Fødeby grundigt at kende, maatte det se ud for ham, som kunde Skæbnen umuligt have andet i Vente for ham end borgerlig Lykke i Frankfurt. Thi Staden fangede: Familierne bemægtigede sig den smukke og højtbegavede unge Mand, Kvinderne hægede om ham, Traditionerne bandt ham; der var Intet, som kunde drage ham til de større Byer, Wien eller Berlin; de laa Frankfurt saa fjernt som i vore Dage Rom og Petersborg. Den Skæbne syntes ham beskikket efterhaanden at blive Retslærd, Ægtemand, Embedsmand, Husejer og literær Berømthed i sin Fødeby. (Hermann Grimm: Goethe.)

Naar Goethe i Virkeligheden undslap denne Skæbne, saa beror det som bekendt nærmest paa den Omstændighed, som Börne har taget ham saa ilde op, den, at han blev en Fyrstetjener, at Hertugen af Weimar gav ham en høj Stilling ved sit lille Hof.

Ogsaa Börne fødtes i Frankfurt am Main; men i Jødekvarteret. Paa hans Tid var det en Ulykke at fødes som Jøde i Tyskland; thi Jøderne havde der som anden steds ingen borgerlige Rettigheder. Men det var en særlig Ulykke at fødes som Jøde i Frankfurt am Main. Thi i de øvrige store Byer havde paa dette Tidspunkt de selskabelige Forhold til en vis Grad raadet Bod paa den politiske Udelukkelse. De israelitiske Huse var saavel i Wien som i Berlin stærkt søgte som Midtpunkter for fordomsfri Dannelse og aandfuldt Vid. Geniale Jødinder som Rahel, dejlige Jødinder som Henriette Herz, som Baronesse Grotthuis, som Baronesse Arnstein, som Fyrsten af Reuss's Gemalinde og mange andre skulde snart blive toneangivende i Prøjsens og Østerrigs Hovedstæder. Men i Frankfurt var Skranken mellem Bekendelserne draget gennem det hele Livsomraade.

Alle Jøder var tvungne til at bo i den snevre, usle, overbefolkede Jødegade, der fra 1462 fulde 334 Aar igennem forblev deres eneste Opholdssted. Den fra Romaner kendte Modsætning mellem ydre Uanselighed og indre Herlighed i Ghettoerne fandtes ikke her; Husenes Indre svarede til deres Ydre; i de smaa, mørke Værelser kunde der ikke være Tale om at lægge Pragt eller Smag for Dagen. Ingensinde har man bedre kunnet danne sig en Mening om det Liv, her førtes, end i Firsernes Midte, da den ene Side af hin Gade var blevet jævnet med Jorden og en eneste afstumpet Række af vanskabte, pukkelryggede, sammengnidrede, lyssky Huse, i hvilke Nedbrydningsøksen allerede havde slaaet dybe Huller, blev stillede blot for Dagens fulde Lys, for hvilket deres smaa Glughuller, ligesom glippende med Øjet, syntes at lukke sig.

Ved Mørkets Frembrud blev alle Ghettoens Beboere indelukte her. Spaserede de om Dagen paa Gaderne eller omkring Voldene, turde de aldrig betræde Fortov eller Gangsti, kun Kørevejen. For enhver Forbigaaende, der tilraabte dem sit: "Mach mores, Jud'!" maatte de tage Hatten dybt af. Det var, for at forhindre dem i at formere sig altfor stærkt, i alt kun tilladt fjorten Par om Aaret at indgaa Ægteskab. Skønt Jøderne i Frankfurt allerede den Gang i Reglen var velhavende og havde Rothschild i deres Spidse, var da ogsaa i Selskabslivet Skillelinjen mellem Troessamfundene draget strengt, og selv Frimurerlogerne, der dog var helligede "Broderkærligheden" og Dyrkelsen af "det højeste Væsen", udelukkede hinanden og murede hver efter sin Bekendelse.

Det er klart, at disse Forhold maatte udøve deres Indflydelse paa et modtageligt Barnesind.

I et Hus i den nu forsvundne Jødegade fødtes sjette Maj 1786 som tredje Søn af "Handelsjøden Jakob Baruch", den Mand, der senere (1818) kort før sin Daab byttede sig Navnet Ludwig Börne til for det efter Fødselen modtagne Navn Juda Löw Baruch. Familien var usædvanligt anset. Börnes Bedstefader var en meget rig og yderst velgørende Mand, han byggede og skænkede Menigheden en fuldt udstyret Synagoge. Han var den tyske Ordens Forretningsagent i Neckarsulm, blev paa Grund af sin Dygtighed og Ærlighed kaldet til Mergentheim, den tyske Ordens Regeringssæde, hvor han bosatte sig, og havde, da den kurfyrstelige Trone blev ledig, gjort Huset Habsburg saadanne Tjenester ved Valget, at Maria Theresia af Taknemmelighed i et egenhændigt undertegnet Dokument lovede ham og hans Efterkommere enhver Art Begunstigelse for det Tilfælde, at de skulde ville tage Ophold i Østerrig.

Dennes Søn Jakob Baruch havde, synes det, arvet Faderens Forretningsdygtighed og Klogskab uden hans rettroende Religiøsitet. Han var en smidig Forretningsmand med diplomatisk Begavelse, højt skattet ved Hoffer og af høje Embedsmænd for sin Menneskekundskab, sin Klarhed og sin "Fiegma". Han var en kold, klog Mand, der af Verdens Gang tilfulde havde lært, at hvad det for Mænd i hans Stilling gjaldt om var at leve stilfærdigt for ikke at udæske Hadet; han var en i religiøs Henseende oplyst Mand, der følte sig personligt trykket af det besværlige jødiske Ceremoniel, han ikke mindst for sin Faders Skyld var nødt til med hele sit Hus at iagttage; men han forsøgte først sent at frigøre sig. Han havde som en rig Mands Søn erhvervet sig adskillige teoretiske Kundskaber; han skal endog i Bonn have gaaet i Skole med Fyrst Metternich; men af Forsigtighed gav han Sønnens eneste Lærer streng Befaling til at indskrænke Undervisningen til den gammeljødiske: Bibel, Bønnebog og Talmud.

Drengen var stille og sky, blev som det Barn, Moderen holdt mindst af, og som Husets gamle magtkære Pige laa i Krig med, haardt behandlet i Hjemmet, og af Faderen, formentlig til hans eget Bedste, knækket paa ethvert Punkt hvor han vilde gøre en Vilje gældende. Og saaledes kom han ved sin første Berøring med Omverdenen, sløvet i sit Følelsesliv, dobbelt vakt i sit Forstandsliv, til at opfatte Alt fra Forstandssiden. Hvad der mødte ham var dumt eller ikke dumt, intet videre. *8)

Det huslige og kirkelige religiøse Ceremoniel vakte Drengens Afsky som et dødt Ritual; den religiøse Undervisning i Hjemmet gjorde saa ringe Indtryk paa ham som Besøget af Synagogen. Visse Bønner, som f. Eks. Bønnen om Genindførelse af Offertjenesten, mishagede ham trods hans Drenge-Ortodoksi. Til sine Omgivelsers Forfærdelse sagde han: Det er en dum Bøn.

Han optog det, han lærte, og som Læreren selv ikke troede paa, som rent Hukommelsesværk, hvilket han siden lige saa hurtigt glemte. Saaledes gik det til, at han som voksen ikke forstod et eneste hebraisk Ord, ikke havde ringeste Begreb om jødiske Skikke, ja end ikke nærede nogensomhelst varm Følelse for det gamle Testamente, som dog begejstrede endogsaa Heine. Han, som selv minder om en gammeltestamentlig Profet, har i alle sine Skrifter ikke en Henvisning til Profeterne. Han sigter vel nu og da til bibelske Fortællinger, men ganske koldt som til bekendte Illustrationer, og (som Steinthal fint har bemærket) endog et saadant Sted som Samuels republikanske Advarsel mod Kongedømmet, om hvilket man skulde tro, det i højeste Grad maatte have tiltalt ham, anfører han "omtrent som en æsopisk Fabel" *9)

Schillers Afhandling "Moses' Sendelse" var det første Pust af rationel Religionsopfattelse, der naaede Drengen. Den gjorde et dybt Indtryk paa ham og rokkede hans Tro. Saa naiv denne Afhandling end er i sin Tillid til de bibelske Meddelelser som paalidelig Historie, saa revolutionært maatte den virke paa den ungdommelige Læser, der her for første Gang saa sit Folks og dets Lovgivers vigtigste Begivenheder fremstille uden nogetsomhelst Under, idet endda "Skæbnen" spilte Forsynets Rolle.

Anekdoter fra Börnes Drengeaar anskueliggør Kritikens Vaagnen i Barnets Sind og viser En de Kræfters Spil, der formede dets Karakter. Det blev stærk Regn, og Kørevejen var aldeles opblødt en Dag, da den unge Börne var paa en Spaseretur udenfor Frankfurts Porte med sin Lærer. "Lad os gaa over paa Gangstien!" sagde Drengen. "Véd du ikke," svarede Læreren, "at Stien er os forbudt?" Drengens Svar: "Der er jo Ingen, der ser det", gav Læreren Anledning til en moralsk Formaning og nogle Ord om Lovens Hellighed. "Det er en dum Lov", sagde Börne.

Læreren tog sig vel i Agt for at hidse Barnets Forbitrelse. Men der var saa mange Anledninger til den. Ved ingen offenlig Forlystelse i det Fri turde nogen Jøde være tilstede, end ikke naar en Luftballon steg op. Ved alle Festligheder, naar Byen f. Eks. var smykket i Anledning af fyrstelige Personers Indtog, blev Jøderne lukkede inde i deres Gade; da ved Leopold den Andens Kroning nogle enkelte af de mest ansete havde vovet sig ud, blev de anholdte og bragte paa Hovedvagten. Adgangen til de fleste Hoteller og alle frie Pladser var dem forment. Den almindelige Regel med Hensyn til Betrædelse af Stadens Grund var den: Hvor der er en grøn Plads, der maa ingen Jøde være. Om Søndagen blev Jødegadens Døre endog lukkede Kl. 4 Eftermiddag, og kun den fik Lov til at komme igennem, der skulde bringe et Brev paa Posthuset eller hente Medicin paa et Apotek; der stod altid Vagt ved Porten. Den lille Börne plejede at sige: "Jeg gaar blot ikke ud, fordi Skildvagten er stærkere end jeg." Og dog gav Drengen, der tidligt røbede et blivende Hang til Velgørenhed, en Dag, da han blev tiltalt af to Tiggere, en kristen og en jødisk, den første Alt, hvad han havde hos sig. "Hvorfor giver du ikke dit Folk Fortrinnet?" spurgte Læreren. "Fordi der staar i Salomo's Ordsprog, at vi skal sanke gloende Kul paa vore Fjenders Hoved." Den samvittighedsfulde Lærer svarede med at afvise denne Bevæggrund: "den beroede paa den falske Forudsætning, at de Kristne var Jødernes Fjender."

Det er let forstaaeligt, at saadanne Barndomsindtryk maatte lægge Börne hans Afstamning i langt højere Grad paa Sinde, end det vilde sket under sædvanlige Forhold. Havde han kunnet glemme den, vilde desuden adskillige Ydmygelser i hans Ungdom, og i modnere Aar hans talrige Angriberes og Forsvareres uafladelige Syslen dermed, stadigt have bragt ham den i Erindring. Om det sidste Punkt skriver han etsteds i Breve fra Paris (7 Febr. 1832): "Det er som et Vidunder! Tusind Gange har jeg erfaret det, og dog bliver det mig evigt nyt. En Hoben Folk bebrejder mig, at jeg er Jøde; en anden tilgiver mig det; en tredje roser mig endog derfor; men Alle tænker de derpaa. De er som manede ind i denne magiske Jødekres; Ingen af dem kan komme ud deraf. Jeg véd ogsaa godt, hvoraf den hele onde Fortryllelse kommer. De stakkels Tyskere! Da de bor lavest nede i Stuen, trykkede af syv Stokværk højere Stænder, saa letter det deres ængstelige Sind at tale om Mennesker, der bor endnu dybere nede end de selv, helt nede i Kælderen. Den Omstændighed at de ikke er Jøder, trøster dem for, at de ikke engang er Hofraader."

Imidlertid kan man ikke sige, at der hos Börne udviklede sig nogen stor Ømtaalighed med Hensyn til hans jødiske Byrd. Med hvor megen Harme han end mange Gange har skrevet mod Undertrykkelsen af Ghettoernes ulykkelige Beboere, kunde han dog ingenlunde, som Mange ventede det af ham, optræde med større Varme for Jødernes Frigørelse end for andre Æmner af beslægtet Art. Han fandt en Frihedsstræben, der indskrænkede sig dertil, ensidig og selvsyg.

Men dertil kom, at han nærede en Uvilje og Misstemning mod Jøderne, som beroede paa den Afsky, Handelen i Frankfurt, der mest bestod i Bankierforretninger, tidligt havde indgydt ham, Poet og Idealist som han var. Med Forfærdelse hørte han en Frankfurter Købmand tale med Lidenskab, med Begejstring om Rothschild eller det østerrigske Laan "som en Kunstven om et Raffaelisk Maleri". I 1822 skrev han: "Min Uvilje nod Handelsmænd og Jøderne som saadanne er steget til den højeste Grad, især siden jeg nu, da jeg er borte fra Frankfurt, har set, hvad det egenlig vil sige at nyde sit Liv." Börne manglede ingenlunde Blik for store Handelsforetagenders Nytte og Skønhed. Hamborgs Børs og Havn vækker ikke mange Aar derefter hans levende Beundring. Men Frankfurter~Handelsmændene, og iblandt dem Rothschild syntes ham med deres Spekuleren i Statspapirer at staa i Forbindelse med det, der var ham mest forhadt af Alt: Tysklands Splittethed og det Metternichske Styre. Det vrimler i hans Skrifter af Udfald mod "de tyske, adelige Jøder, der er Dus med alle Ministre og fyrstelige Maitresser" og som derfor lidet bekymrer sig om Polakkernes Frihed. Særligt er Rothschild ham det Ondes Sindbilled: "Hvis Jøden Rothschild var Konge og dannede sig et Ministerium af Vekselmæglere, kunde der ikke blive regeret mere nederdrægtigt ... Rothschild vil bestaa til den yderste Dag - det vil sige Kongernes. Hvilken Ultimo! (Opgørelsesdag) hvor vil det da knage!" Han gaar saa vidt i sin Forbitrelse paa ham, at han kalder det en Skændsel, da Rothschild i Paris bliver idømt to Dages Fængsel for trods gentagen Paamindelse at have vægret sig ved at lade sin Enspændervogn numerere. Selvfølgelig har Börne intet Personligt imod ham men han afskyr ham som "den store Mægler ved alle de Statslaan, der giver Fyrsterne Magt til at trodse Friheden." Da han efter Julirevolutionen stadigt anser en ny, stor Omvæltning for nær forestaaende, finder han det - iøvrigt med Urette - dumt af Jøderne, at de holder til med Magthaverne rundt om i Europa. Derimod erklærer han med Rette Jøderne for "dummere end Fæ", naar de indbilder sig, at ved en opstaaende Revolution vil de blive beskyttede af Regeringerne. Med sundt politisk Blik indser han - hvad Erfaringer fra Rusland har bekræftet - at man netop vilde give dem til Pris for Folkehadet i den Hensigt saaledes at købe sig selv fri fra Revolutionen. *10)

Börnes Fødsel udenfor det kristne Samfund fremkaldte, som man ser, ingen overvættes Sympati med hans Stammefæller; men under hine tidligste Tvangsforhold i den glædeløse Barndom, under Kulden fra Forældrenes Side og med Skuet af Vindesygen, den fejge Forsigtighed, alle de Laster, som Undertrykkelsen avler, rundt omkring blandt Omgivelserne, smeddedes en Karakter, saa stærk, at den aldrig kunde bøjes, blødgøres eller brydes og paa hvis diamanthaarde Fasthed hverken Smiger eller Magtsprog bed, en Karakter, hermelinsagtig i sin Renhed, og i denne Karakter en Strenghed, der hyllede sig snart i den humoristiske Satires, snart i den haanende Harmes Klædebon, og som udgik fra en Retfærdighedsfølelse, der kunde blive flammende i sin Patos. Saaledes blev han som Skribent for Tyskland omtrent hvad Paul Louis Courier havde været for Frankrig, det vil sige en politisk Tribun, satirisk og frihedselskende som Franskmanden, mindre klartskuende paa det nærmeste Felt, men som Hjertemenneske rigere paa Fantasi og Patos, langt rigere af Naturel end han. (Se Saml. Skr. 5: 251).

Thi Karakterens Fasthed udelukkede ikke hos ham Sindets Blidhed. Den svage, altid noget sygelige Dreng, der voksede op i en Gade uden Sol, uden frisk Luft og uden Adgang til Naturen, var i Grunden en øm Sjæl. Og Mildhedsfrøet i hans Sind blev maaske tidligst udviklet ved Læsning af den tyske Forfatter, der har udøvet størst Indflydelse paa Dannelsen af hans Synsmaader og hans Stil, Jean Paul. Det er fra Jean Paul, der i Börnes mørke Ungdomstider var hans bedste Trøst, at han selv som Skribent i lige Linje stammer ned.

Han opfattede Jean Paul som deres Digter, der fødes i Ringhed. Han elskede Jean Paul som deres Talsmand, hvem der sker Uret. Han saa i ham en Rettens Præst og en Mildhedens Apostel. Den berømte Mindetale, han har skrevet over ham, giver et Indblik i hans Ungdomssværmen paa samme Tid, som den afgiver Vidnesbyrd om, hvad det er, han har søgt at tilegne sig af den Jean Paulske Stil. Gennem de kunstfærdige Antiteser gør Sindets Bevægelse sig gældende, hvor han siger:

"Vi vil sørge over ham, som vi har tabt, og over de andre, som ikke har tabt ham. Thi ikke for Alle har han levet. Men der vil komme den Tid, da han bliver født for Alle, og da Alle vil græde over ham. Og han staar taalmodig ved det tyvende Aarhundredes Port og venter smilende paa, at hans sendrægtige Folk skal indhente ham. Saa fører han de Trætte og Hungrige ind i sin Kærligheds Stad."

Og der er aandfuld Karakteristik i disse Linjer:

"l Landene tælles kun Byerne, i Byerne kun Taarnene, Templerne og Paladserne; i Husene deres Herrer, i Folkeslagene Partierne, i disse deres Anførere ... Ad snevre tilgroede Stier søgte Jean Paul den oversete Landsby. Han tallte i Folket Menneskene, i Byerne Tagene, og under hvert Tag hvert Hjerte."

Fra først af har det maaske været Jean Pauls politiske Holdning, som har fortryllet ham. Jean Paul optraadte tidligt i den tyske Literatur som Arving til Herders verdensborgerlige Følelser og Lærdomme. Herder havde stadigt prist Kærlighed til Menneskeheden paa Nationalfølelsens og Nationalhadets Bekostning. Jean Paul forkyndte efter ham Menneskenes almindelige Broderskab. Og hertil kommer, at et ubestemt politisk Frisind, svarende omtrent til Erklæringen af Mennskerettighederne, der havde elektriseret ham, besjæler alle hans Frembringelser, medens han behandler Fyrster, Hoffer og den fornemme Verden med gennemført Ironi. Jean Paul betragter snart en tilkommende Guldalder, hvor kun Enkelte, men ikke mere Folkene synder, og hvor Krigsspøgelset er forsvundet, som nær forestaaende, snart igen skyder han den ud i en meget fjern Fremtid, men Indtrykket af hvad man kaldte og kalder det historiske Fremskridts Hurtighed bragte baade ham og hans Lærling til at forestille sig Verdensbroderskabet som ikke langt borte.

Dog ikke blot det storladne Fremtidssyn men det Satiriske og Idylliske i Jean Pauls Talent tiltalte i høj Grad Börne. Han optog fra Jean Paul visse komiske tyske Stednavne (Kuhschnappel, Flachsenfingen), han efterlignede som ung Mand hans humoristiske Manér i sine novellistisk-journalistiske Smaating, i Skemtestykkerne om "Spisekunstneren ved Hotelbordet", om "Allerhöchstdieselben", om "Hof- und Commerzienräthe", om den Turn- og Taxis'ske Post (Datidens Postvæsen) osv., kun holdende sig nærmere til Virkeligheden og den Egn, hvortil han sigter, end Jean Paul havde gjort. Som Jean Paul angriber han i skalkagtige Former Stat, Kirke, Forvaltning, Sæd og Skik, uden dog at have sin Forgængers Rigdom paa Iagttagelser at raade over og uden at komme ham nær i mangesidig Kundskab.

Men til Gengæld har han som Stilist store Fortrin for Jean Paul.

Börne, der ganske manglede en dybere Kunstsans, en finere Formsans, har det Ukunstneriske hos Jean Paul behaget som ukunstlet. Han har ikke følt, at denne Overflod paa Billeder var slæbt sammen allevegnefra og kun sjældent udsprang af Sagen selv. Denne orientalske Yppighed i Lignelser, denne Sprogets Blomsterrigdom har tiltalt ham som poetisk, og hans Øre har i Periodernes Mangel paa Harmoni, i de utallige indskudte Sætningers tunge Ballast kun set Vidnesbyrd om Foredragets Naturlighed. Ogsaa for ham var Goethes upersonlige Alderdomsstil en Gru. Det levende, urolige Jeg i Jean Pauls Skrifter mødtes, naar han læste dem, med hans eget varmtfølende og lidenskabelige Jeg.

Uvilkaarligt omformede han da den Jean Paulske Stil helt efter sit Grundvæsen, dette Grundvæsen, der røber sig allerede i hans første Breve, og hvis Særegenhed kun blev tillempet og udfoldet, aldrig omændret. Der var ingen Vildnis'er eller Urskove i hans Indre som i Jean Pauls. Han tænkte ikke paa ti Ting paa én Gang som Jean Paul, for hvem de stod flettede i hverandre. Nej, saavel Fantasi som Forstand var hos ham klar, og knap i sit Udtryk. Tidligt havde han gennem Læsning af Johannes von Müller faaet Hang til den fyndige Tacitus-Korthed. Hans Forestillingsgang var fra først af halvt fransk, halvt jødisk rettet mod Antitese og Kontrast. Han yndede Tankernes og Ordenes Symmetri, hans indre Tempo var hurtigt, hans Aandedræt som Skribent var kort. Derfor korte Sætninger, stærke og bidske Sætninger i Hundetrav; ingen Perioder. Mange Billeder led han, dog ikke saa mange, at de fortrængte hinanden, og træffende, betegnende skulde de være. Han hentede dem ikke op af Hefter med Notitser som Jean Paul, men de kom af sig selv i beskeden og rigelig Fylde. Mange Lignelser brugte han, men klarhovedet som han var, stillede han dem i sine Sætninger næsten algebraisk op, saa de snarere gjorde Indtryk af Ligninger end af løse Blomster.

Og hans ganske individuelle Væsen udformede sig saaledes efterbaanden i en ganske særegen humoristisk Stil. Jean Pauls Humor strækker sig igennem vidtløftige og brede Undersøgelser, Fortællinger, Romaner; ikke saaledes Börnes. Han har aldrig kunnet frembringe noget politisk, poetisk, kritisk eller historisk Værk af noget Omfang; han kunde ikke skrive Bøger, kun enkelte Sider. Han var i sit inderste Væsen journalistisk anlagt. Herpaa beror hans Humors særegne Art. *11)

Han havde den spøgende Vittighed, men ogsaa en Art sarkastisk Vid, der snærter og tillige ved en indirekte Appel til Følelsen griber og rører. Han havde den Bitterhed i Klage og Anklage, der ytrer sig i Trøstens forsonende Form, og den Melankoli, der med et Smil og et forfløjent Indfald løfter sig op over Tidsalder og Omgivelser. Men noget Lignende vilde med Rette kunne siges om andre store Humorister. Det for Börne (i Modsætning til Sterne, Jean Paul og Andre) Ejendommelige beror først paa den Grebethed, den Betagethed, med hvilken han reagerer mod alle Begivenheder i Omverdenen, der naaer indenfor hans Synskres, idet selv en ringe Hændelse bringer alle hans Væsens Strenge i Skælven, og vel at mærke kun Hændelser af det virkelige, særligt det offenlige Liv - dernæst beror hans Ejendommelighed paa, at alle Begivenheder, som indtræffer, berører et og samme Punkt i hans Sjæleliv, en Frihedskærlighed, som var et Udslag af den skarpeste Retssans. Ganske mesterligt har en af hans Kritikere, Steinthal, udviklet, hvorledes dette hænger sammen med hans Mangel paa Evne til at frembringe et større Hele. Han tænkte aldrig systematisk, han forbandt aldrig de mange Enkeltheder, der efterhaanden sysselsatte og greb ham, med hverandre indbyrdes, men han stillede enhver af dem i Forhold til sit Væsens Midtpunkt. *12) Hans Humor sammenknyttede den jammerlige Virkelighed med den ideale Fordring i hans Indre, men han gav intet Billede af Virkelighedens forskellige Elementer, opfangede dem kun alle i samme Brændpunkt.

Letfatteligt er det, at som Börne med hele dette Anlæg maatte sætte Schiller højt over Goethe, saaledes maatte han vurdere Jean Paul langt højere end Schiller. Og det er højst betegnende, at hvad han har at indvende mod Schiller ikke er Ufuldkommenheder i den rent poetiske Udformning, men Mangel paa sædelig Idealitet. Man er vant til at betragte Schiller som uangribelig paa dette Punkt, men for Börnes hensynsløse Strenghed i den sædelige Fordring er han det ikke. Lærerig er især Börnes Bedømmelse af Wilhelm Tells Karakter. For ham er Tell kun en stor Filister; god Borger, Fader og Ægtemand, men en Mand, hvis Karakter er Underdanighed. Paa Rütli, hvor de Bedste mødes, fattes hans Ed; han havde ikke Mod til at være en Sammensvoren. Naar han siger:

 

Den Stærke mægtigst er, naar han er "ene"

 

saa er dette for Börne Svaghedens Filosofi: hvem der kun har Kraft nok til at kunne komme til Rette med sig selv, er stærkest alene, men hvem der efter Selvbeherskelsen har et Overskud af Kraft, han vil ogsaa beherske Andre. Og Kritikeren gennemgaar Tells Handlemaade Punkt for Punkt: Tell hilser ikke Hatten paa Stangen, men det er ikke Frisindets ædle Trods, det er kun Spidsborgerstolthed, en Blanding af Æresfølelse og Frygt; han gaar med nedslagne Øjne forbi Stangen for at kunne sige, han ikke har set den. Og da Gessler kræver ham til Regnskab, er han ydmyg, saa ydmyg, at man skammer sig over ham; han siger, han har undladt det af Uagtsomhed og ikke skal gøre det mere.

Börne vurderer ikke Æbleskuddet: en Fader kan vove Alt for sit Barns Liv, men tør ikke sætte selve dette Liv paa Spil. Hvorfor skød Tell ikke straks Tyrannen i Stedet for at bede for sig som et Fruentimmer og sige sit "kære Herre! kære Herre!" Han havde fortjent Ørefigen derfor. Og, fortsætter Börne, er det ikke Forræderi og en slet Streg af ham, at naar Fogden paa Søen betror sig til hans Hjælp - som Fjende til Fjende - at han da springer i Land, støder Baaden ud i Vandet og giver den til Pris for Stormen. Og Börne tager den stærkeste Forargelse af Repliken:

 

Jeg svared: Herre, ja det tænker jeg,

hvis Gud vil hjælpe, skal jeg gøre mit.

Saa løste de da mine Baand, og jeg

tog Plads ved Roret, "styred redeligt" -

 

"Hvordan kommer, udbryder Kritikeren, den jævne Mand til denne Jesuitisme? Jeg begriber ikke, hvorledes man nogensinde har kunnet finde denne Handling sædelig, endsige skøn. Tell lægger sig i Baghold og dræber uden al Fare sin Fjende, der ikke tror sig udsat for nogen Fare!"

Det kan ikke undre, at Den, i hvis aandelige Organisme Retssansen havde udviklet sig til en saadan Skarphed og Finhed, at den formelig traadte i Stedet for den egenlige æstetiske Sans, maatte savne Organet for Goethe, hvis Retfærdighedstrang var forholdsvis uudviklet. --

Efter et Par Aars Ophold hos en Professor i Giessen blev den unge Börne i Aaret 1802 sendt til Berlin, da hans Fader ikke havde kunnet faa Bugt med hans Lyst til Studier, skønt disse paa Grund af hans Byrd kun kunde føre ham til at blive Læge, hvortil han endda aldeles ikke røbede Anlæg. Han blev sat i Huset hos den bekendte Læge og Kantianer Marcus Herz, hvis offenlige Forelæsninger over Filosofi havde havt saa stort Tilløb af det bedste Selskab, at han - mange Aar før Berliner-Universitetets Oprettelse - var bleven udnævnt til Professor i Filosofi med Statsløn paa Livstid. Det var en fremragende Læge, en klar Tænker og en dygtig Taler, Ven af Lessing, hvis Poesi han satte ikke mindre højt end hans Kritik. Den romantiske Skoles, særligt Hardenbergs, Mystik var ham derfor en Meningsløshed og en Gru. Da han døde allerede 1803, kunde han ikke faa nogen betydelig Indflydelse paa den unge Börnes Udvikling. Et des stærkere Indtryk paa Ynglingen gjorde hans berømte, sytten Aar yngre Hustru Henriette, født Lemos, der kun tolv Aar gammel uadspurgt var blevet forlovet med ham. Udmærket smuk, overordenlig sprogkyndig, søgt af Datidens ypperste Videnskabsmænd og Skribenter i meget stort Antal, førte hun et af de mest omtalte, ansete, yndede Huse i Berlin. Hun var da 38 Aar gammel, Börne 16; men dette forhindrede naturligvis ikke det unge Menneske i at styrte sig hovedkulds ned i en haabløs Forelskelse i det skønneste og ypperligste kvindelige Væsen, han endnu havde set.

Den dejlige Henriette var som Personlighed allerede i det Ydre den skarpeste Kontrast til sin lille kloge og stygge Mand; en fuldendt Skønhed var hun; Hovedet lille som paa de græske Statuer, Skikkelsen høj og majestætisk som Dronning Luises. Den tragiske Muse eller den skønne Tscherkesserinde var de Øgenavne, hvorunder hun gik. Tilbedt var hun bleven af Wilhelm von Humboldt, af Mirabeau, af Schleiermacher, og hun omringedes efter Mandens Død af en Skare fornemme Herrer, der forgæves bejlede til den smukke Enkes Haand. Hun afslog alle Frierier, tilbageviste trods sin Fattigdom bl. A. en af de rigeste tyske Grevers Haand og lod sig ansætte som Guvernante for den senere Kejserinde af Rusland. Hun var lige saa strengt dydig som blændende dejlig, tilstod vel forskellige Mænd megen Fortrolighed, men altid indenfor det blotte Venskabs Grænser.

I hendes Kres skelnede man imellem det tilladelige Koketteri, som gaar ud paa at vinde Manden helt, og det utilladelige, som kun gaar ud paa at vinde hans Sanser. Hun hørte da selv til de dydige Koketters farlige Klasse. Uden Temperament og forfalden til moraliserende Føleri stiftede hun som yngre et "Dydsforbund", i hvilket Wilhelm von Humboldt spillede Hovedrollen, og af hvilket baade gamle og unge, berømte og uberømte Mænd var Medlemmer. Man sagde Du til hverandre, skrev lange Breve til hinanden, undertiden i fremmede Sprog eller med græske og hebraiske Bogstaver, udvekslede Ringe og Silhuetter, foresatte sig hinandens "moralske Udvikling", attraaede "Lykke gennem Hengivenhed" men uden Pligter, thi Hengivenheden kender ingen Pligter, og fjernede alle den vedtagne Velanstændigheds Skranker - dog i al Tugt og Ære. Rahel spottede derover, vilde ikke ind deri.

De Breve, der veksledes, ligner ganske dem, som i Danmark lidt senere Kamma Rahbek og Molbech skrev til hinanden. Man finder her en Mundart, der aldeles svarer til hvad paa Dansk Bakkehussproget er. Man fordybede sig i sine egne Følelser, og var fortabt i uophørlig Selvbespejling, der selvfølgelig berøvede Følelsen al Friskhed. I endeløse Breve forklarede Ven Veninde og Veninde Ven, under skrevne Taarer, hvorledes de gensidigt udfyldte og udviklede hinanden. Man plukkede sig selv op til Charpi, man beskuede sig i denne optrevlede Skikkelse; man samlede sig ikke til Meddelelsen; men udtværede sig tvertimod. Man persede sit Indre, til det blev flydende, blev Taarer, Hjerteblod osv. og udøste det da i en Ligesindets Barm, uden at Selvet just blev mærkeligere eller originalere ved denne Behandling.

Den skønne og noble Henriette Herz var ogsaa mindre en oprindelig Personlighed end hvad Tyskerne kalder ea "Anempfinderin". Hun tilegnede sig sjældent mere af alle de betydelige Mennesker, kun kom i Berøring med, end hvad hun optog ved ydre Kendskab til deres Færd. Hun er især bleven berømt ved sit ømme Venskab med Schleiermacher. Man snakkede i Berlin meget derom, men ligefuldt var det hævet over al ond Omtale. Modsætningen var altfor paafaldende mellem "den tragiske Muses og den lille Schleiermacher, hvis fine Hoved sad paa et skrøbeligt og lidt vanført Legeme. I Berlinerbefolkningen smilte man godlidende, naar man om Aftenen saa den lille Pastor gaa ud af Henriettes Hus med en Lygte hængende ved sin Frakkeknap, eller naar han selv om Dagen hang ved sin majestætiske Melpomenes Arm. Der udkom endog en Karikatur, hvor hun bar ham i Haanden - Juvelen, som han kaldtes - som man bærer en Parasol. (Karl Hillebrand: La société de Berlin i Revue des deux mondes).

Selv om den unge Börne havde været den friske, rødkindede Yngling, han ikke var, vilde han neppe have gjort noget Indtryk paa sin stolte og forvænte Plejemoder. Nu begreb hun i Begyndelsen end ikke, hvad der fejlede det unge Menneske, hvis Lidenskab - der foreligger skildret i hans Oplevelser - var en ægte Skoledrenge-Tilbedelse, som den i Mandbarhedsalderen opstaar af halvbevidst Drift og overspændte Forestillinger om et kvindeligt Væsens Fuldkommenhed. Da et Par Forsøg, som den Syttenaarige gjorde paa gennem Husets Tjenestepige at skaffe sig Arsenik fra et Apotek, røbede Henriette Herz, hvad der foregik i ham, stræbte hun efter Evne ved en Blanding af Godhed og Strenghed at bringe ham til Fornuft. *13) At hun imidlertid ikke var helt ufølsom for hans Tilbedelse eller helt fri for et Koketteri, der her antog Moderlighedens Maske, røber den lille Omstændighed, at han, der 3. December 1802 havde antaget hende for 28-30 Aar gammel, af hende ved Middagsbordet erfor, at hun var 34 Aar gammel; om Aftenen lagde hun to Aar til. Men flere end disse 36 bekendte hun ikke, og endnu 5. Marts 1803 antager Börne hende derfor. To Aar har den dejlige Fru "Moder", som hun tillod ham at kalde sig, altsaa løjet sig yngre. Naturligvis vedblev han at elske, beundre, fortvivle, lide Helvedeskvaler over hendes Ligegyldighed og fornemme himmelsk Salighed over et Smil eller et venligt Ord fra hendes Side, desuden at vise sig mistroisk, bitter, urimelig, uberegnelig i Omgang, indtil det blev nødvendigt at sende ham andenstedshen.

Han kom til Halle for der at fortsætte sine Studier. Ved Afrejsen overrakte han hende en følsom Dagbog - hun havde, synes det, givet ham det Raad at udøse sin Kval i en saadan - tilligemcd en Del til hende rettede lidenskabelige Breve. Fra Halle vedblev han at skrive hende til med uforandret Sværmeri og heftig Længsel, dog retter i Afstanden Börnes Væsen sig snart saa vidt, at han ikke mere gaar op i den blotte Granskning af sin sjælelige Tilstand, men hæver sig til rolig og underholdende Kritik af Omgivelserne og til en vis værdig Selvfølelse, der er blandet med Selvkritik. Allerede i disse Breve møder man hos ham i Forening Begejstring for Ideer, Harme over Trællesind og hvas Satire i de Domme, der fældes. Man lærer her Börnes oprindelige Væsen at kende, et Temperament, for hvilket Udsvævelser saa lidt er en Fristelse som Drik, en Natur, der lider under Legemets Svaghed, under den indre Strid, som opstaar, hvor der findes Mod uden Kraft, Elskov uden Genkærlighed, ubestemte Ønsker om Udøvelse af Stordaad uden tydeligt Maal. Af og til en Trusel om, hvad der engang, naar han er modnet til Mand, skal times den Filisterhob, der nu smiler ad ham, og harmfuld Anelse om tilkommende Ydmygelser, og stormende Forsæt om Hævn over de Frække, som vil forhaane ham paa Grund af hans Afstamning og pine ham, fordi de anser hans Tilbageholdenhed for Fejghed. *14). Tydeligt nok har dette Ungdomsophold i Berlin for den unge Börne havt den Betydning at modne hans Følelsesliv, medens Berøringen med Tidens betydeligste Mænd i det Herz'ske Hus har bidraget sit til at vække hans Aandsevner.

Han studerede i Halle, da Slaget ved Jena blev slaaet og Universitetet kort efter ophævet af Napoleon. Börne drog til Heidelberg for at fortsætte Studierne der, iøvrigt fuld af patriotisk Forbitrelse mod de Franske, som gav sig Luft i et Flyveskrift, Censuren ikke lod udkomme. Men samtidigt med at Napoleons Sejerstog forjog Studenterne fra Halle, indtraadte som Følge af hans Sejre en fuldstændig Omvæltning i de politiske Forhold i Börnes Fødeby. Allerede i 1806 tog Dalberg som Fyrst-Primas i det nys grundede Rhinforbund Frankfurt am Main i Besiddelse. En af hans første Regeringshandlinger var at hidføre væsenlige Forbedringer og Lettelser i Jødernes Stilling, indtil en Forordning af Napoleon 1810 paabød Afløsning af alle Byrder, som paalaa Livegne og Jøder. I December 1811 fik den jødiske Menighed i Frankfurt fulde Borgerrettigheder mod en Sum af 440,000 Gylden, der helt var indbetalt det følgende Aar. For Börne var den nærmeste Virkning den, at han opgav det medicinske Studium, som han kun modstræbende havde grebet, fordi ethvert andet var ham forbudt, og gik over til Stats- og Retsvidenskab, der aabnede Adgang til Statstjenesten. 1808 blev han Doctor i Filosofien.

Faderen, som havde været yderst utilfreds med Sønnens Mangel paa Stadighed som Student, ligesom med hans jævnlige Gøren Klatgæld, og som nu var ikke mindre misfornøjet med hans Opgiven af Lægevidenskaben, fordrede, at han skulde ernære sig selv og skaffede ham da en Ansættelse, der staar i en pudsig Modsætning til Börnes senere Virksomhed som Forfatter, et lille Embede ved det Frankfurter Politi.

Han blev udnævnt til Aktuar, sad i Römerens gamle mørke Rum, viserede Passer, prøvede Vandrebøger, optog Protokoller og repræsenterede ved højtidelige Lejligheder i Uniform og med Kaarde den stedlige Autoritet.

Imidlertid var han begyndt at optræde som Skribent, som Medarbejder af et Frankfurter Dagblad, med Artikler, fulde af urtysk Retorik, i hvilke der overfor den store Korsikaner fremtræder en fædrelandsk Entusiasme, der i sit sproglige Udtryk allerede slaar over i det vildeste Fædrelanderi. Det er Opraab til de tyske Ynglinge og Udbrud af den blindeste, mest undersaatlige Tillid til de tyske Fyrster. *15) Han er lutter Haab med Hensyn til Udfaldet af "Frihedskampen".

Han anede visselig ikke, at han selv skulde blive et af Sejrens første Ofre. Neppe havde i 1813 Kejserne af Rusland og Østerrig og Kongen af Prøjsen holdt deres Indtog i Frankfurt, før Fyrst Dalbergs syvaarige Styre var forbi; Storhertugdømmet Frankfurt blev udslettet af Staternes Tal og man lod dens gamle Forfatning træde i Kraft paany. De Borgerrettigheder, som Israeliterne i dyre Domme havde tilkøbt sig, kasserede man simpelthen, selvfølgelig uden at give Pengenc tilbage. Det var, skriver Karl Gutzkow, som om de Kurerer, der fløj frem og tilbage mellem Wien, hvor Fredskongressen havde sit Sæde, og de andre tyske Byer, som havde hver sin Reaktionskongres, oprev Furer i den blodsivende tyske Jord, i hvilke man paany vovede at saa de gamle Fordommes og Forrettigheders Sæd.

Det franske Herredømmes Fald berøvede Börne hans Embede og hans Ulykkesbrødre deres Menneskerettigheder; han var upersonlig nok i sin Tankegang til sidenhen som før at anse dette Fremmedherredømme for en Skændsel.

Det kan imidlertid ikke undre, naar Goethes Ligegyldighed ogsaa overfor dette Udslag af den store Reaktion styrkede Börne i hans Had til en Personlighed, der fra ingen ham tilgængelig Side syntes ham stor. I sin Anmeldelse af Bettinas Bog "Goethes Brevveksling med et Barn" - maaske den mest vildledende Kritik, Börne har forfattet skriver han: "Hvad gjorde Goethe, den største Digter, til et saa lille Menneske, hvad slyngede Humle og Petersilie ind i hans Laurbærkrans? Hvad satte Nathuen paa hans ophøjede Pande? Hvad gjorde ham til Forholdenes Træl, til fejg Spidsborger, til Smaastadssjæl? Han var Protestant og hans Familie hørte til det herskende Parti i Frankfurt, dens Medlemmer kunde blive Medlemmer af Senatet. Da han 60 Aar gammel stod paa Højden af sit Ry, og Virakskyerne under hans Fødder skillende skærmede ham mod Dalboernes lave Lidenskaber saa ærgrede han sig, da han erfor, at Frankfurterjøderne fordrede Borgerrettigheder og han fraadede mod den "Humanitetsvaasen", der talte Jødernes Sag."

Hvad Börne mindst af Alt kunde tilgive Goethe, det var dennes Stilling til de Store. Han oversaa, at den Menneskealder, han selv var yngre end Goethe, betegnede en gennemgribende Forandring i Skribentens Stilling til Fyrsterne og Publikum. I Tyskland levede i det attende Aarhundrede Forfatterne ikke af Honorarer men af Tilegnelser. Digterne var nødte til at søge en fornem Beskytters Yndest, til at undervise adelige Junkere eller ledsage unge Prinser paa Dannelsesrejser. Wieland modtog Pengegaver til Tak for Dedikationer, Schiller tog med Glæde mod den Understøttelse, Hertugen af Augustenborg skaffede ham fra Danmark. Monarker og Fyrster, høje Herrer, Aristokrater nærede jo i Slutningen af attende Aarhundrede en virkelig, ja heftig Interesse for Filosofi og Poesi, for al den nye Sandhed og Skønhed; de drog Forfatterne til sig som deres Ligemænd. Det var først ved den franske Revolution, at dette smukke Forhold ophørte, og Goethes Livsstilling var ordnet før Revolutionen.

Börne stirrede sig blind paa de løsrevne Udtryk for Goethe's Fyrsteveneration. Han afskriver etsteds dette Udsnit af Goethe's Dagbog: "Derefter havde jeg den uventede Lykke at turde gøre deres kejserlige Højheder Storfyrst Nicolaj og Gemalinde min Opvartning i mit Hus og min Have. Hendes kejserlige Højhed, Fru Storfyrstinden, forundte mig at nedskrive nogle poetiske Linjer i hendes sirligt prægtige Album", og Börne tilføjer: "Det skrev han i sit enoghalvfjerdsindstyvende Aar, hvilken Ungdomskraft!" Jo ældre Börne blev, jo mere han selv udviklede sig til ikke at være andet end den menneskevordne politiske Overbevisning, et Væsen, i hvilket den politiske Overbevisning havde bemægtiget sig det hele Sjæleliv, Talentet og Viddet, og hos hvem den var omdannet til en Religion med alle Religionens Ytringsformer: Tro, Andagt, Fanatisme - desmere værdiløs, ja foragtelig forekom Goethe's Tilskuerrolle til de politiske Kampe ham. Et andet Sted skriver han: "Goethe's Dagbog har jeg nu endt. En saa tør og livløs Sjæl gives der ikke mere i Verden, og Intet er pudsigere end den Troskyldighed, med hvilken han lægger sin Følelsesløshed for Dagen ... Og saadanne Konsuler har det tyske Folk valgt sig: Goethe, der mere angst end en Mus roder sig ned i Jorden og gerne giver Luft, Lys, Frihed, Alt bort, naar han blot rolig i sit Hul kan tære paa det ranede Stykke Flæsk, og Schiller, der ædlere, men lige saa modløs, skjuler sig for Tyranniet bag Skydunst, og oppe hos Guderne forgæves beder om Hjælp, og blændet af Solen ikke mere ser Jorden og glemmer Menneskene, som han skulde hjælpe. Og saaledes - uden Fører, uden Forrnynder, uden Retsven, uden Beskytter - bliver det ulykkelige Land et Bytte for Kongerne, og Folket en Spot for Folkene."

Fra Sommeren 1818 af optræder Börne, der hidtil kun nu og da havde udgivet Flyveskrifter, som selvstændig Journalist, idet han udgav og næsten alene forfattede Tidsskriftet "Die Wage." Han var den første Journalist i stor Stil, som den tyske Literatur havde frembragt, og først han gjorde den periodiske Presse i Tyskland til en Magt. Det er en Glæde at eje de nu saa sjældne Hefter af hint gamle Tidsskrift "for Borgerliv, Videnskab og Kunst", der satte Tidsskel. Midlet, hvorved det trængte igennem, var Udgiverens levende Stil og træffende Vid. Det behandlede Politik og Literatur og Teater, det havde Medarbejdere som Görres (før dennes Omvendelsc) og som Willemer, Goethes rationalistiske og frisindede Ven (Suleika's Ægtemand); men hvad for et Æmne, Tidsskriftet end fremdrog, saa fik det ved Behandlingsmaaden en politisk Farve. I Løbet af de fire Aar, i hvilke Börne forestod Udgivelsen af "Die Wage," overtog han desuden Redaktionen af to Dagblade, først af "Zeitung der freien Stadt Frankfurt", som han paa Grund af Censurens uophørlige Plagerier maatte opgive allerede efter tre Maaneders Forløb, saa af Bladet "Die Zeitschwingen", der blev undertrykt ved et Magtbud, samtidig med at der idømtes Redaktøren en kortvarig Fængselsstraf. Börne rejste nu for første Gang til Paris, hvorfra han en Tid lang leverede Breve til Cottas forskellige Tidsskrifter, men vendte dog allerede 1822 tilbage til Tyskland, hvor en lang og farlig Sygdom opslugte hans Sparepenge og tvang ham til at henvende sig om Bistand til sin Fader.

Denne var yderst misfornøjet med ham. Af sine andre Børn havde han Glæde; men denne Søn, Doctoren, der Intet kunde fortjene, havde, paastod han, allerede kostet ham store Summer, og var dog ikke blevet andet end Forfatter af Artikler og Skrifter, hvis Retning aldeles ikke billigedes af hans Velynder, Fyrst von Metternich i Wien. Hvad skulde han skabe sig Fjender for! angribe de Store! Passede det for hans Samfundsstilling! Hvad var han overhovedet i Verden, siden han tillod sig at føre saa stort et Ord? Nu kunde han have været Læge og have samlet sig Praksis, eller været Advokat og have ført Rothschilds Processer. I Stedet skrev han Tidsskriftsartikler, rejste den Smule Penge op, som de indbragte ham, og spærrede sig ved sine ugudelige Bemærkninger om de Store enhver Lejlighed til nogensinde at komme paa grøn Gren.

Og Faderen kendte de politiske Forhold tilstrækkeligt til at vide, at hans Søn aldeles ikke behøvede at blive Læge eller Advokat for at faa en indbringende Stilling. Han vidste ret vel, hvorfra Hr. von Gentz og Hr. Friedrich von Schlegel fik deres Veksler. Og saa havde Sønnen endda Maria Theresia's Tilsagn at beraabe sig paa. (Karl Gutzkow: Börnes Leben. Ges. Werke 7: 328, 329.)

Neppe havde Börne begyndt en regelret Virksomhed som Skribent, før de store Reaktionære lagde Mærke til hans Talent. I et Brev fra Rahel, dateret attende Maj 1819, hedder det, at Gentz har anbefalet hende "Die Wage" som det aandrigste, vittigste, der i hine Dage skreves, det bedste af den Art, der overhovedet siden Lessing var kommet frem. Börne's Fader vidste godt, at Hr. von Gentz roste Sønnens Stil, og Fyrst von Metternich hans politiske Kundskaber *16). Uden at spørge sin Søn arbejdede han da paa at skaffe ham en fordelagtig Byggegrund paa Samfundets Solside. Da Börne erfor derom, havde Metternich allerede grebet til med begge Hænder: Börne skulde leve i Wien med Titel, Rang og Indtægt som kejserlig Raadsherre uden at være bunden til nogen som helst Tjeneste derfor. Ubetinget Censurfrihed var sikret ham for Alt, hvad han maatte ville skrive. Han skulde være sin egen Censor. Og vilde han efter nogle Maaneders Forløb opgive sin Stilling, stod det ham frit for. Saaledes vilde han jo allerbedst kunne arbejde for Fremskridtets og Humanitetens Sag.

Faderen skrev: "Kære Louis! jeg beder dig, læs dette Brev med samme Opmærksomhed, med hvilken jeg har læst dit. Tro mig, din saa højst priste Uafhængighed er usikker; vil den eller kan den bevares? Hvorfor skulde dog ikke ogsaa du en Gang tænke paa et fast Udkomme? ... Hvori bestaar din nærværende Lyksalighed? Dog vel ikke i de 500 Francs (maanedligt Honorar fra Cotta)? Beslut dig dog for din Fremtids Skyld til paa min Bekostning at gøre en Rejse til Wien; jeg besværger dig, ikke at forskertse din Lykke ..."

Börne afslog Alt, afslog det saa kort, at han ikke en Gang vilde tale med Magthaverne *17). Goethe kunde lade sig gøre til Geheimeraad ved et Hof, han ikke. Og Fristelsen var vel større for den fødte Plebejer, der paa Kommando havde maatte hilse enhver Forbigaaende, end for den store Patriciersøn. Naar man læser Börne's haarde, haanlige Domme om Goethe, bør man ikke over deres Uretfærdighed glemme, at der stod en Mand bag Ordene, der ikke vilde gøre, hvad Goethe havde gjort.

Kunstsans i Ordets strenge Forstand besad Börne ikke. Han har aabent tilstaaet det, desuden røbet det ved at udtale sin Uvilje mod dem, hvem det er ligegyldigt, hvad Kunstneren fremstiller og kun vigtigt, hvorledes han fremstiller det. Kunstnere og Kunstkendere af den Art er ham af Hjertet imod. Det er ham en Gru, at man kan sætte et Billede af livløse Genstande over et Maleri, der forestiller en Madonna. Med sit Hang til det Betydelige og Storladne elsker han i Kunsten kun det Guddommelige og bekender ligefrem, at hvor han ikke finder guddommelig Natur, der er for ham det Hele Unatur og Stymperarbejde *18).

Steinthal har da ikke Ret i den Ytring, at intet Dannelsesomraade, ingen Form af kunstnerisk Skaben var Börne fremmed; thi selve det Dannelsesomraade, der betegnes af Kunsten som Kunst, var tillukket for ham. Dette forhindrer selvfølgelig ikke, at han kan have sagt meget Forstandigt og Lærerigt om Kunstværker; men det rammer aldrig det Kunstneriske i dem.

Man har saaledes rost Börne stærkt for den energiske Modstand, han rejste mod de tyske Skæbnetragedier, som paa hans Tid begyndte at oversvømme Skuepladsen og fordumme Sindene. Men man vil se, at det slet ikke er mod det æstetisk Forkastelige i dem at han ivrer; han tager Sagen moralsk eller religiøst. Troen paa, at en Dato som den fireogtyvende Februar er særligt skæbnesvanger for en Familie, er simpelthen dum og tom. Den har intetsomhelst at gøre hverken med den antike Tro paa en uafvendelig, forud bestemt Skæbne eller med den kristne Tro paa et alvidende Forsyn eller med den moderne deterministiske Aarsagstro, der har umuliggjort tidligere Tiders Tro paa en saakaldt fri Vilje. Men for Börne er denne Tro kun fornuftstridig som formentlig sammenblandende to teologiske Systemer. Hans Tankegang er denne, at enten er Døden en kærlig Fader, der henter sin Søn fra Livets Skole, og da er Skæbnen ikke tragisk, eller den er en Kronos, der sluger sine egne Børn, og da er Skæbnen ukristelig. Som om dette var en Anke! den kunde jo være højst poetisk endda.

Börne har overfor de talrige Dramer, det faldt i hans Lod at kritisere, det ypperlige Hoveds sunde Sans for, hvad der har Værdi og hvad der er værdiløst. Han viser sig fuld af Forstaaelse for Aanden i Oehlenschlägers "Correggio", fuld af Overbærenhed med Stykkets Svagheder, om end ganske uden Blik for dets sceniske Effekt; han forstaar tilfulde at vurdere Skuespildigtere som Kleist og Immermann og den begyndende Grillparzer. Men naar han skal begrunde sin Ros eller Dadel, røber sig stadigt paany det ukunstneriske Naturel, og mangen Gang lægger han den patetiske Idealists hele Fordomsfylde for Dagen. Han misbilliger f. Eks. - og vistnok med Rette - Ifflands "Die Spieler". Men Begrundelsen er rent barok: "At bringe Spillesygen paa Brædderne! udraaber han, man kunde lige saa godt dramatisere Svindsoten gennem alle dens Stadier!" - Der er kun den Forskel, skulde man tro, at Svindsoten er et legemligt Onde, Spillesygen en Last. Hans Tankegang er Idealismens sædvanlige, at det, man kan se hjemme, behøver man ikke at gaa i Teatret for at se (jfr. ovenfor). Han nævner som Eksempler Pengemangel, Gæld, en Hustru, der taalmodigt bærer Afsavn, og istedenfor at fremhæve den platte, ukunstneriske Aand, hvormed Sligt er gengivet, udbryder han: "Er dette saa sjældne Særsyn, at man maa give Penge ud for at tilkøbe sig Skuet af dem? Paa Scenen skal Mennesket staa et Trin højere end i Livet." Og han forklarer, at hos Grækere og Romere tyede man derfor til mystiske Fabler; de moderne maa fremstille de gamle Folkeslags virkelige Mennesker, eller hvis de ubetinget vil i Lag med Samtiden, tør de kun gengive dens Lidenskaber. Han nærer, som man ser, naivt den Tro, at Oldtidens "klassiske" Mennesker gennemgaaende stod langt over de moderne, og han forstaar ikke, at den jævne Virkelighed ved Behandlingsmaaden kan adles til Kunst.

Et endnu langt stærkere Vidnesbyrd om Mangelen paa Sans for primitiv Poesi end disse akademiske Talemaader er Börnes Kulde overfor det gamle Testamente. Der forekommer i et Brev til Henriette Herz fra hans nittende Aar en Passus af virkelig forskrækkende Goldhed, tør og gammelagtig som en Spas om Mosebøgerne af Voltaire - og det efter Goethe: "De gamle Jøder fra Abraham af til den vise Salomon har altid taget sig ud for mig, som havde de villet travestere den almindelige Verdenshistorie. Læs blot "Josva" og "Kongernes Bog", og De vil finde hvor Blumauerisk Alt ser ud deri" *19). At sammenligne disse ældgamle Redaktioner af mindeværdige Legender og Historier med en plump tysk Travesti af Virgils "Æneide" er kun muligt naar man, uden Modtagelighed for Oldtids-Former, i ethvert Værk søger en moderne følsom, religiøs eller politisk Moral. Det stemmer godt hermed, at Börne ender med et blindt Sværmeri for den ubestemte, halvt nytestamentlige, halvt moderne salvelsesfulde Patos i Lamennais's "En Troendes Ord".

 

** Noter til kapitel 7:

*8) Gutzkow: "Börnes Leben". - M. Holzmann: "Ludwig Börne. Sein Leben und Wirken."

 

*9) Steinthal: "Ludwig Börne. Illustrirte deutsche Monatshefte. Juni 1881.

 

*10) L. Börne: "Gesammelte Schriften. Reclam." Leipzig. 3: 112, 129, 167, 173, 209, 244, 259, 313.

 

*11) Hvad hver Morgen bragte, hvad hver Dags Sol bestraalede, hvad hver Nat bedækkede, til at tale om det havde jeg Lyst og Mod.

 

*12) I hans Aands Midtpunkt traf utallige Straaler sammen, kun var de ikke forbundne ved nogen Omkres. Steinthal.

 

*13) Fürst: Henriette Herz. 185 ff.

 

*14) Briefe des jungen Börne an Henriette Herz 164, 167. "O naar jeg betænker dette, saa bruser det som en Storm igennem mit inderste; min Sjæl vil ligesom bryde ud af sit Hus og søge sig en Løves Legem, saa at den kunde gaa de Frække imøde med Tænder og Klør".

 

*15) "Men lad os ikke, I Ynglinge, som snart bliver Mænd, bortødsle vor Kraft, men søge Lysten i et kysk Ægteskab, saa den kan blive frugtbar og udødelig ... Det sømmer sig ikke for os, dristigt at ville trænge os ind i Fyrsternes Raad; de er bedre end vi.

 

*16) Endog de senere, ganske revolutionære Pariserbreve har Metternich kendt. Fyrstinde Mélanie Metternich skriver i sin Dagbog seksogtyvende Januar 1834: "Jeg tilbragte de første Aftentimer hos Clemens, hvem jeg forelæste Börnes Pariserbreve. De er naturligvis saa ondskabsfulde som mnligt, men Stilen er dæmonisk overgiven og ualmindeligt aandrig."

 

*17) Han skriver til Faderen: Gentz var vel ogsaa tidligere liberal; men han kunde give Sikkerhed for sin oprigtige Omvendelse, som jeg ikke kan give. Gentz havde allerede i flere Aar, før han gik i østerrigsk Tjeneste, solgt sig til England. Han er sanselig, ødsel, det liderligste Menneske i Landet ...

 

*18) "En Frø, en Bedekølle, en Wilhelm Meister, en Kristus - det gælder altsammen lige meget for dem; ja de tilgiver en Guds Moder hendes Hellighed, naar hun blot er godt malt. Saadan er jeg ikke; saadan var jeg aldrig. Jeg har altid kun søgt Gud i Naturen, den guddommelige Natur i Kunsten, og hvor jeg ikke fandt Gud, dér fandt jeg elendigt Stymperværk, og saaledes har jeg dømt om Historier, Mennesker og Bøger." - Desværre!

 

*19) Briefe des jungen Börne.

 

8. Börne og Menzel.

 

Uden denne Mangel paa poetisk-kunstnerisk Modtagelighed vilde Börnes Deltagelse i den af flere blandt Ordførerne i hans Samtid iscenesatte Reaktion mod Goethe ikke være fuldt forklarlig. Thi skønt hans Uvilje mod Goethe var oprindelig nok, var han dog ingenlunde Skaber af Reaktionen mod Goethe; han forefandt den snarere i fuld Gang. Omtrent samtidigt med, at man fra pietistisk Side frydede sig over Præsten Pustkuchen's falske "Vandreaar" med deres Angreb paa Hedningen Goethe's Ugudelighed, begyndte man i den opadstræbende politiske Ungdom at billige Undersøgelser angaaende Goethes politiske Overbevisning, der maalte den med de sidste Dages Maal, og Skildringer af Goethe som en "Aandsaristokrat", der var uden Hjerte for Folket og i Virkeligheden uden Geni.

Den første, der i større Stil og med gennemført Haardnakkethed gennem en lang Række af Aar drev Nedsættelsen af Goethe systematisk, var Wolfgang Menzel (født 1798), der før Trediveaarsalderen ved en vis grov, literær Begavelse, uhyre Selvsikkerhed i Optræden og stram Doktrinarisme som Liberal, National og Moralist havde svunget sig op til en stor og frygtet Indflydelse. Som Börne gik han oprindeligt ud fra Jean Paul. Men hans i sin Tid ansete "Streckwerse" (1823), der er utvetydige Efterligninger af dette Forbillede, driver den Jean Paulske Art af Aandrighed ud i Karikaturen. Ting, der ikke staar i fjerneste naturlige Forbindelse med hinanden, tvinges sammen til et Tankesprog omtrent som i en Brander hinanden uvedkommende Forestillinger kobles sammen til et Ordspil. Han skriver: "Allehelgenes Dag kommer før Allesjæles; Profeterne havde altid Himlen før Folket", "Oldtidens Religion var Krystalmoderen for mange glimrende Guder, den kristelige er Perlemoder for en eneste, uvurderlig Gud." "Jordelivet er en Bastonnade." "Enhver Kirkeklokke er en Dykkerklokke, under hvilken man finder Religionens Perle."

I sit Literaturblad "Deutsche Litteratur" begyndte han fra 1819 en med vanvittig Indbildskhed og klippefast Tro paa Angrebets Berettigelse ført Pennefejde mod Goethe. Han søgte først at undergrave Læseverdenens Beundring for Goethes Originalitet, stræbte i hans Værker at opspore Efterligning af et Forbillede eller dog laante Tanker og efterviste fremmed Indflydelse overalt.

I sit første sammenhængende literaturhistoriske Værk "Die deutsche Litteratur", der 1828 udkom i to Dele, beskylder han i en roligt affejende Tone Goethe bl. A. for at have smigret alle Tidsalderens Fordomme og Forfængeligheder. Han indskrænker her hans Evne til den blotte Fremstillingsgave, "Talentet", der efter sit Væsen er uden indre Hold, "en Hetære, der giver sig til Pris for Enhver". Goethe har altid svømmet med Strømmen og paa Overfladen som Kork, han har gjort sig til Tjener af enhver Svaghed og Daarskab, der var paa Mode; under hans Værkers glatte Maske skjuler sig en raffineret Nydelsessyge og Sanselighed; hans Digtninge er Blomsten af den i den moderne Verden herskende Materialisme. Goethe har intet Geni, men i høj Grad "det Talent at gøre Læserne til sine Medskyldige" o. s. v. *20) Heine, som var ukritisk nok til i en Anmeldelse at rose Værket og dets Forfatter - en Ros, han snart skulde komme til at fortryde, gøs dog tilbage for den Menzelske Lære, at Goethe ikke var noget Geni, kun et Talent. Han udtaler den Anskuelse, at denne Lære kun vil finde Indgang hos Faa, "og selv disse Faa vil dog indrømme, at Goethe nu og da har havt det Talent at være et Geni."

Saavel i sine talrige Tidsskriftsartikler som i sit til det Dobbelte forøgede Værk over den tyske Literatur fortsatte imidlertid Menzel Kanonaden. Han efterviste her hos Goethe tre Slags personlig Forfængelighcd og seks Slags Vellysttilbøjeligheder (dreierlei Eitelkeiten und sechserlei Wollüsteleien). Han gennemgik hans større og mindre Værker et for et for at maale dem med sin sædeligt-fædrelandskærlige Maalestok og finde dem elendige. Clavigo fordømmer han, fordi Goethe lader Clavigo forlade Marie. Det nytter ikke, at Digteren lader ham dø for hendes Broders Haand, tvertimod det opægger yderligere Menzel, som véd, at han i Virkeligheden levede videre, hvad der gør hans Død paa Skuepladsen til et blot Teaterfif *21). Kritikeren maa, som man ser, tage sin Stykket uvedkommende Viden til Hjælp for at finde det tilstrækkeligt umoralsk. "Tasso" er ham Goethes "Hofmandsbekendelse", hvori han har røbet den Forfremmedes Forfængelighed, der søger det Fornemme hos Kvinderne. Hvad moralsk Menzel kan forebringe om "De Medskyldige", "De to Søskende", i hvilket "Vellysten skeler til den smukke Søster", om "Stella", hvor Raftinertheden "er lysten efter Tvegifte som Pirringsmiddel", og om Manden paa 50 Aar, der er den særlige Genstand for hans Vrede, kan Læseren med Lethed forestille sig. Men selv "Wilhelm Meister er ham kun en Omskrivning af Goethes uværdige Ringeagt for Dydens indre Værdighcd og Attraa efter Adelstandens ydre Kaar *22). Endelig er "Valgslægtskaberne" ham Typen paa en "Ægteskabsbrudsroman", som drejer sig om Vellysthanget, der attraar hvad Næstens er (die Wollüstelei, die das Fremde begehrt). Ja "Bruden fra Korinth" er kun Udtryk for den Vellyst, der attraar Lig ("der endog i Gravens Rædsler i Boleriet med smukke Spøgelser søger Nydelsens Forraadnelsessmag").

Hvor det er umuligt at anbringe Beskyldningen for Usædelighed, vender Menzel tilbage til sin Beskyldning for Uoriginalitet. "Herman og Dorothea" er ikke blot et underordnet Arbejde som Hyldest af Spidsborgerligheden, men som direkte Efterligning af Voss's "Luise". I Sandhed original, siger Menzel, har Goethe kun været i "Faust" og "Wilhelm Meister", fordi han i disse har kopieret sig selv. Iøvrigt har han i sin Ungdom laant fra Moliére og Beaumarchais, fra Shakespeare og Lessing, medens hans senere Jambetragedier er "Frugter af hans Kappestrid med Schiller". Tilmed var han, som Gud og Hvermand véd, ingen Patriot.

Sammenligner man nu Börnes Angreb paa Goethe med disse af Menzel, opdager man, trods Udtrykkenes Ubændighed ogsaa hos ham, den store Ulighed, at Börne ikke indlader sig paa at bedømme endsige fordømme Goethe's Digterværker og lige saa lidt nedlader sig til Beskyldningerne for kønslig Usædelighed, men stadigt indskrænker sig til Stormløb paa Goethe som politisk Person. Saint René Taillandier har rigtigt bemærket, at Börne har givet Alt, hvad han havde paa Hjerte mod Goethe, Udtryk, da han over sin Anmeldelse af Bettina's "Goethe's Brevveksling med et Barn" som Motto satte disse Ord af Prometheus:

 

Jeg ære dig? Hvorfor?

Naar har den Plagedes

Smerter du lindret?

Naar har den Ængstedes

Taarer du stillet?

 

Af Goethes Værker forstod han vel kun at vurdere dem, hvori han fandt Ungdommens Ild, men hans Angreb beror ikke paa Ringeagt for andre af disse Værker, men paa den Omstændighed, at Goethe, som ved sine Evner og sin Anseelse var saa højt stillet, aldrig satte sin Personlighed og sin Stilling ind paa en Forbedring af de virkelige Livsforhold i Tyskland. Det er let nok af Börnes Skrifter at plukke taabelige Effektsteder ud, hvor han slaar ind i den Menzelske Tonart, som naar han i sin "Dagbog" fra 1830 taler om Goethe's Held, at han med sit Talent 60 Aar igennem har kunnet eftergøre Geniets Haandskrift og forblive uopdaget, eller naar han kalder Goethe den rimede Træl, Hegel den urimede. Men for at forstaa disse vilde og beklagelige Udbrud maa man sætte sig ind i Börnes Ankeposter mod Goethe som mod Schiller.

Han gik ud fra den (rimeligvis ganske falske) Grundforestilling, at Goethe ved betimeligt og behjertet Genmæle kunde have forhindret Karlsbader Beslutningerne, kunde have sikret Pressefriheden og de andre aandelige Goder, Reaktionen nu havde ranet det tyske Folk. Men især gik han ud fra Overbevisningen om, at det, ligegyldigt hvad Udfaldet var blevet, havde været Goethe's Pligt at gøre Indsigelse. Men hvad saa han istedenfor? Han saa "Geheimeraad von Goethe, Karlsbader-Digteren", som han med et bidende Ordspil hentydende til Goethes aarlige Karlsbaderkure kalder ham, betegne sig selv som "Tjener" blandt andre Tjenere af sin Fyrste ("wir sämmtlichen Diener"), saa ham i sine "Tag- und Jahres-Hefte" tilstaa, at han havde villet indgyde Afsky for den franske Revolution ved det lille slette Stykke "Borgergeneralen", hvor den hele Frihedskomedie gaar ud paa at rane Bonden Martin et Fad Mælk, saa ham bekende, at han, langt fra at tage sig af Fichtes Sag, da denne som Professor i Jena blev anklaget for at lære Ateisme, tvertimod nærede en vis Harme over de Ubehageligheder, denne Sag voldte Hoffet, da "Fichtes Ytringer om Gud og guddommelige Ting, angaaende hvilke man ganske vist bedre iagttager en dyb Tavshed (über die man freilich besser ein tiefes Stillschweigen beobachtet), foranledigede Henvendelser udefra. Han saa Goethe endelig udtrykkeligt beklage den Afbrydelse af fredelige Tilstande, som Pressefrihedens Forkyndelse i Weimar foraarsagede, da Oken's "Isis" blev udgivet - "og enhver veltænkende Kender af Verden med Skræk og Beklagelse forudsaa de videre Følger, som det var saa let at beregne". *23) Og paa lignende Maade følte han sig skuffet og krænket naar han læste, at Schiller, hvem han dog ellers satte højt, midt under den franske Revolutions hedeste Dage i sin Bebudelse af Tidsskriftet "Die Horen" skrev, at dette Organ "særligt og ubetinget vilde forbyde sig selv Alt, hvad der var Kritik af Statsreligionen og af den politiske Tilstand". Han vidste og tilføjede, at ganske saaledes tænkte og talte ogsaa Goethe.

Det er dette, man maa have for Øje, naar man læser hans luende Ord - flammende af en Frihedsbegejstring, der gør uretfærdig - om Schiller og om Goethe, Klagen over at Tysklands to største Aander i deres Brevveksling er saa Lidet, at det er værre end Intet (so Nichts sind - nein weniger als Nichts, so wenig), og at de overhovedet er det, der for ham den overbeviste Demokrat er det værste: to store Aristokrater og Schiller en endnu værre Aristokrat end Goethe, thi Goethe ynder den fornemme Kaste, Schiller lever kun med Menneskehedens Adel. Efter hans Opfattelse kunde Goethe have været den Herkules, der rensede Fædrelandets Augiasstald; i Stedet har han foretrukkct at hente sig Hesperidernes gyldne Æbler og beholde dem for sig selv *24). Han sammenligner ham i sit Sind med andre Landes store poetiske Aander, med Dante, der kæmpede for Retten, med Alfieri, der prædikede Frihed, med Montesquieu, der skrev sine "Perserbreve", med Voltaire, der trodsede Alt og opgav alle sine Sysselsættelser, naar det gjaldt at komme en Forfulgt til Hjælp eller redde en uskyldig Dødsdømts Minde, med Republikaneren Milton, med Byron, hvis Liv var Kamp mod klogt og dumt Tyranni - og han stævner Goethe for Efterverdenens Domstol. "Den frygtelige, ubestikkelige Dommer vil sige til Goethe: Dig blev en stor Aand givet, har du nogensinde bekæmpet Lavheden? Himlen gav dig en Tunge af Ild, har du nogensinde forsvaret Retten? Du havde et godt Sværd, men du var stadigt kun din egen Vogter." *25)

Ingen vil kunne negte, at Börne her har peget paa svage Punkter i Goethes Storhed og paa hans Væsens Grænser, selv om det maa hævdes, at visse af Goethes Fortrin kun kunde købes for disse Mangler, og at han om saa kun for ikke af sit Genis Mangesidighed at splintres har maattet paalægge sig en streng Begrænsning. Det laa ikke for ham at gøre hvad Börne krævede af ham. Men man maa forstaa denne Börnes relative Ret for at tilgive ham de heftige og dumme Udtryk, han giver sin Uvilje mod Goethe i de Aar, da først den franske Regerings Underkastelse under Børsmatadorerne, saa den polske Opstands Undertrykkelse gav de Frisindedes Forhaabninger til Julirevolutioncns Indvirkning paa Forholdene i Europa det afgørende Stød, og da Börnes Sind blev bitrere og lidenskabeligere end nogensinde. Han betegner nu Goethe som en uhyre "hindrende" Kraft, som en Stær i Tysklands Øje, erklærer, at han, saalænge han har kunnet føle, har hadet Goethe, og saalænge han har kunnet tænke, har vidst hvorfor, udtaler endelig Forvisningen om, at først naar Oldingen i Weimar dør, vil den tyske Frihed fødes. (tyvende Nov. 1830.)

Kogepunktet naaede hans Vredesudbrud dog, da han i Oktober 1831 efter Dage tilbragte i Fortvivlelse over Sagernes Gang med Indtryk, der hos denne evigt Forhaabningsfulde var dobbelt smertelige, af at Frankrig var fortabt og Reaktionen sejrrig, læste Goethes "Tag- und Jahreshefte" og forfærdedes over Forfatterens "Følesløshed". Som bekendt fortæller Goethe her, hvorledes han i 1790 under sit Ophold ved Hæren i Schlesien skrev nogle Epigrammer, dernæst i Breslau ved Soldaterhoffet dér studerede sammenlignende Anatomi og levede som en Eneboer fortabt i dette Studium, endelig at den Begivenhed, der foranledigede ham til Studiet, var det Fund, han en Aften i Venedig havde gjort af en halvsprængt Faarehjerneskal.

Börne skriver herom: "Hvorledes! Goethe, et rigtbegavet Menneske, en Digter; den Gang i Livets skønneste Aar ... han var i Krigsraadet, i Titanernes Lejr, dér, hvor for fyrretyve Aar siden Kongernes frække, men dog ophøjede Kamp mod Folkene begyndte, og til Intet begejstrede dette Skuespil ham, til ingen Kærlighed, intet Had, ingen Bøn, ingen Forbandelse, til Intet uden nogle Epigrammer, hvilke han selv betragter som for værdiløse til at han kan meddele Læseren dem. Og da de prægtigste Regimenter, de skønneste Officerer drog ham forbi, frembød der sig intet bedre Stof for hans Betragtning end den sammenlignende Anatomi! Og da han i Venedig spaserede ved Havets Bred - Venedig, et bygget Æventyr af tusind og én Nat; hvor Alt toner og funkler: Natur og Kunst, Menneske og Stat, Fortid og Nutid, Frihed og Herrevælde; hvor selv Tyranni og Mord kun klirrer som Lænkerne i en uhyggelig Ballade; Sukkenes Bro, de ti Mænd, det er Tartarus-Scener - Venedig, hvortil jeg sender længselsfulde Blikke, men som jeg ikke kan nærme mig til, fordi det østerrigske Politi ligger paa Lur foran Byen og med sit giftige Slangeblik skræmmer mig tilbage - dér, efter Solnedgang, da Aftenrødmen overstrømmede Hav og Land, og Lysets Purpurbølger slog sammen over denne Stenmand og farvede ham, den evigt graa, og da maaske Werthers Aand kom over ham, saa han følte, at han endnu havde et Hjerte, at der gaves en Menneskehed om ham, en Gud over ham, og han forfærdedes over sin døde Ungdoms Aand, og Haarene rejste sig paa hans Hoved - da krøb han i sin Angst efter Sædvane, for at blive alle Grublerier kvit, ind i en sprængt Faarehjerneskal og holdt sig skjult dér, til der atter kom Nat og Kølighed over hans Hjerte! Og den Mand skal jeg ære! den Mand skal jeg elske! Før kaster jeg mig i Støvet for Vitzli-Putzli; før vil jeg slikke Dalai-Lamas Spyt!"

Visselig skulde Börne ære denne Mand og netop af den Grund, hvorfor han udtaler sin Ringeagt for ham. Thi paa intet Punkt straaler vel hans Hæder mere klart. Medens Börne her røber, at han som alle andre Rejsende i Venedig vilde have kastet sig ud i intetsigende Maaneskins- og Solnedgangssværmerier, vilde have fablet om Sukkenes Bro og Tyranniets Ødelæggelser og Frihedens Velsignelser og Alt, hvad der toner og funkler - stirrede Goethe paa sin Faarehjerneskal. Hvad var der ved den? Den var bristet, og med dette ubevæbnede Seerøje, der trængte ned i Naturens Dybder, ned i Livets inderste Værksted, fra hvilket Tingenes Former udgaar, saa Goethe den store Sandhed, han alt forud havde anet, at samtlige Hjerneknokler var opstaaede af omdannede Hvirvelknokler, gjorde altsaa for Osteologiens Vedkommende en Opdagelse, der var beslægtet med den, som han da allerede havde nedlagt i sit Skrift om Planternes Metamorfose, grundlagde den filosofiske Anatomi som han havde grundlagt den filosofiske Botanik. Börne begreb ikke, at denne Aand, hvis Livsværk blev en af Grundpillerne i den moderne Verdens Bygning, her ved sin Sans for Enheden i Formernes Forskellighed, ved sin hellige Enfold, minder om de ældste Ophavsmænd til Oldtidens Videnskab, en Thales, en Herakleitos.

Börnes Angreb paa Goethes Menneskeværd kan, som man har set, ikke betragtes som ensbetydende med Menzels. De er aldrig ondskabsfulde, endsige lave. De særmærker ganske vist Börne selv langt skarpere end de tegner Goethe, men de berører dog nogle Gange saarbare Punkter hos den store Mand, medens de, selv hvor de taler højest mod Omfanget af Börnes Aand, aflægger Vidnesbyrd om Renheden af hans Karakter. De har ikke formaaet at anfægte Beundringen for Goethe's Geni. Det vilde være lige saa urimeligt at maale Goethe med Börnes falske politiske Maalestok fra 1830 som at maale Börne selv med den falske tyske Maalestok fra 1870, som det sker, naar man nutildags stempler ham som den slette Patriot, han ansaa Goethe for. Det var naturligt, nødvendigt, at Börne maatte ringeagte Goethe. Man forstaar hans Ikke-Forstaaen uden at dele hans Uvilje. Og man kan i fuldt Maal vurdere den brusende Patos og Viddets Spring og skærende Glimt i hans Skrifter uden nogensinde over hans Prosas sydende og blinkende Kaskader at glemme Udstrækningen og Dybden af det stille Ocean, som hedder Goethe.

 

** Noter til kapitel 8:

*20) Menzel: Die deutsehe Litteratur 2, S. 205-222.

 

*21) Digteren ... føler vel at Skæbnen maa gribe ind, og lader Forræderen falde for en hævnende Broderhaand; men hvor meget mere maa ikke dette Teaterkup opbringe os, naar vi véd, at den berømte Elsker i Virkeligheden levede lystigt videre for at beskrive den Ulykke, han havde foraarsaget.

 

*22) "At blive adlet, i Rigdom tillige under behagelig Tryghedsfølelse at nyde Fornemhedens "haut goût (Smag af let Forraadnelse), var ham for dette Liv det Højeste."

 

*23) L. Börne: Gesamm. Schriften 3: 216, 317, 222.

 

*24) Börne 3: 536, 568, 572.

 

*25) Börne 3: 573.

 

9. Börne 2.

 

Börne naaer sin Højde som Forfatter med sine "Breve fra Paris", særligt de første Bind af dette Værk. Bøger var han ikke i Stand til at skrive, end ikke Afhandlinger eller Undersøgelser, og for hans Stemnings- og Tanke-Udbrud laa da ingen Form bedre end Brevformen. Og det er virkelige Breve, ikke Avisartikler, end ikke Korrespondancer, rettede til et Blad, nej Breve, skrevne til en Veninde og fra først af uden Tanke paa Offenliggørelse, indtil Veninden gav Stødet dertil, i det hun udbad sig Börne's Minde til forsøgsvis af de modtagne Meddelelser at uddrage hvad der kunde have Interesse for et Publikum.

Denne Dames Navn var Fru Jeannette Wohl, og hun indtager en meget stor Plads i Börnes Liv, om end maaske ikke en saa stor som han i hendes. Men fra 1816, da han lærte hende at kende, til sin Død 1837, altsaa i fulde tyve Aar, har han skænket hende sin Fortrolighed og neppe gjort noget Skridt uden at have raadført sig med hende, paa samme Tid som hans Forfattervirksomhed, hans Helbredstilstand, hans daglige Liv var Midtpunktet i hendes Ekistens.

Da de saa hinanden første Gang, var han 30, hun 33 Aar gammel. Hun havde da været gift med en rig Mand, med hvem hun havde levet ulykkeligt, og fra hvem hun, efter at have plejet ham under en langvarig Sygdom, lod sig skille uden at ville modtage nogen Del af hans Formue og uden at ville beholde hans Navn. Levede Börne paa samme Sted som hun, saa læste han Alt for hende, hvad han skrev; levede de i forskellige Byer, saa var det hende, der snart ansporede ham til Arbejd, ivrig for at han skulde vinde Ry og sikre sig Uafhængighed, snart atter, naar hun frygtede, han var for flittig, og at hans stadigt vaklende Helbred vilde lide derunder, anraabte ham om ikke at tage sig sine Forpligtelser til Forlæggere saa nær, bønfaldt ham om at unde sig nødvendig Lediggang.

Bekymret for hans Ære, som hun var, tilbragte hun lange Tider i Angst og Ophidselse, naar hun syntes, han unddrog sig sine Pligter overfor sin Læseverden. Da saaledes Börne havde modtaget Forudbetaling af Abonnenterne paa "Die Wage" (Vægten) for dette Tidsskrifts andet Bind, men efter kun at have udgivet fem Hefter gjorde en længere Pause, fordi han træt af Arbejdet og desuden i stærk Pengeforlegenhed i Øjeblikket søgte mere lønnende Erhverv, holdt hun ham i sine Breve, som han altid ventede i Spænding, der undertiden steg til Feber, med en bekymret Kvindes Opfindsomhed og Udholdenhed i de forskelligste Vendinger og Former "Vægten" for Øje. Hun beder og truer, hun formaner og driller, hun sender ham fire store Sider, paa hvilke der kun staar "Die Wage".

Men paa den anden Side er hun ligesaa tit kun optaget af at adsprede og underholde ham, beskytte ham mod Overanstrengelse og værne om hans gode Humør. Bliver han alvorligt syg langt borte fra hende, sørger hun over ikke at kunne pleje ham, ja er engang fast besluttet paa at sætte sit gode Navn paa Spil derved; hun véd jo ret vel, at Omgivelserne da ikke vil tro paa, det kun er Venskab, der forbinder dem.

Det var i Virkeligheden en Følelse midt imellem Venskab og Elskov, for hvilken Sproget savner Ord. Iblandt Jeannettes Efterladenskaber fandt man en almindelig Tyendebog, paa hvis Titelblad Börne i November 1818 har skrevet sit Navn og Signalement. Paa det første Blad staar:

 

Traadte I Tjeneste naar? - 15. Januar 1818.

Hos hvem? - Fru Wohl.

Paa hvor lang Tid? - For evig.

I hvilken Egenskab? - Som Ven.

Traadte ud naar? - Paa sin Dødsdag.

 

Man kan ikke mere kortfattet udtrykke en livsvarig Hengivenhed udenfor alle lovlige Baand. Og Slutningsordene gik bogstaveligt i Opfyldelse, thi Jeannette var det levende Væsen, paa hvis Skikkelse den Døendes sidste Blik hvilede, og til hende rettede han sine sidste Ord: "De har voldt mig megen Glæde."

Jeannette Wohl's - efter Börnes eget Udsagn veltrufne - Billede viser en Kvinde med langligt Ansigt, regelrette, tiltalende Træk, høj Pande, sjælfuld, smukt skaaren Mund og noget tindrende i Blikket; den stærke Hage tyder paa Energi. Hendes Stemme skal have været ualmindeligt velklingende. Hun har ikke været udpræget original, endmindre nogen frugtbar Natur, men hun har været en af de Kvinder, der helt kan gaa op i Hengivenhed for en Mand. Hun har overfor Börne som Skribent besiddet den for Kvinden saa naturlige Egenskab at indgyde Manden Tillid til sig selv, hun har taget en nedsættende Ytring af ham om egne Evner eller Fortjenester saa ilde op, som var den bleven sagt af en anden. Hun har været hans Trøst i Menneskeskikkelse. Han havde i hende det Væsen, han kunde stole ubetinget paa, betro Alt uden Fare for nogensinde at misforstaas, endsige forraades eller udleveres, og henvende hele sin Forfattervirksomhed til. Hun var ham i Forkortning den ideale Læseverden, for hvilken han skrev.

I et af sine fortrolige Breve har han kaldt sin Følelse for Jeannette beskrevet paa et Sted i Rousseaus "Den ny Heloise", som lyder: "Det er den rørende Forening af levende Modtagelighed og uforanderlig Blidhed, det er den ømme Medlidenhed med Andres Lidelser, den sikre Forstand og den udsøgte Smag, hvis Renhed stammer fra Sjælens, det er med ét Ord Følelsernes Ynde, som jeg tilbeder hos Dem." Og at han ikke udøvede en mindre stærk Tiltrækning end han fornam, det erfarer man, naar man læser, hvorledes Jeannette 1833 (sytten Aar efter at de stiftede Bekendtskab) betegner som en fiks Idé, en kronisk Sygdom den Sindsbevægelse, hvori hun befinder sig henad Tiden for Postens Ankomst: hun har den Dag maattet afbryde sit Arbejd og lægge sig paa sin Sofa, og da Brevet kommer, græder hun af Glæde.

Hun ordner hans Pengeforhold for ham, regner hans Honorarer sammen, hæver hans Politipension til ham; da han engang heftigt attraar en Rejse til Italien, men ikke har Raad, tager hun en Lodseddel i Haab om at vinde Beløbet til ham, og da det skuffes, vil hun sælge sit Klaver, men kan ikke faa Summen ind derfor. *26) Og alt dette uden egenlig Erotik. Ja endnu mere troede hendes Venner hende i Stand til at gøre for ham. Thi da hun fik den Idé, at Börne burde give sine Breve til hende i Trykken, og til en Kusine udtalte den naive Betænkelighed, der var opdukket i hende, om man kunde udgive Breve, hvis Adressat ikke var død, svarede den Adspurgte, at hun tiltroede ret vel Jeannette at ville lade sig begrave blot for at være Dr. Börne nyttig.

Tit har de gjort Rejser sammen, undertiden, synes det, boet sammen; men aldrig skiftede deres Forhold Karakter. Det er sandsynligt, at i deres Bekendtskabs første Tid har Börne søgt at bevæge Veninden til Giftermaal, men Forsøget er da strandet paa hendes, senere af ham delte, Sky for, at Forholdet ved at blive et hverdagsagtigt Ægteskab skulde tabe i Skønhed. Uden en, nok saa svag, nok saa lidt bevidst, legemlig Uvilje eller Kulde fra den kvindelige Side eller fra begge Sider synes det dog neppe forklarligt, at Forholdet holdt sig paa samme Punkt da begge var frie og Herrer over deres Person. En ydre Hindring for Ægteskabets Indgaaelse bestod ganske vist deri, at Börne af Bekendelse var Kristen, Jeannette Jødinde, dennes rettroende Moder lidenskabeligt imod Datterens Overgang til Kristendommen og blandet Ægteskab i hine Dage meget vanskeligt at opnaa. Dog var denne Vanskelighed ikke den afgørende. Jeannette siger selv i sine Breve, at til at ægte Börne udfordres "mere Mod og mere Selvtillid", end hun har, og vi ser ham, hvem vi lærte at kende som en saa fortabt forelsket Yngling, og som hele Livet led under et skinsygt Temperament, i dette Forhold hurtigt hæve sig til den rene Hengivenheds Højde, saa han jævnligt i Jeannettes Interesse opfordrer hende til at ægte en Mand, der er hende værdig, og grunde et lykkeligt Hjem. *27)

Hans dristige Ord i et af disse Breve, at han og hun i deres gensidige saa egenartede Kærlighed ikke vilde miste noget ved hendes Ægteskab med en Anden, gik ved et Særsyn i Opfyldelse. Da Jeannette i temmelig fremrykket Alder blev greben af en virkelig jordisk Forelskelse og ægtede en betydeligt yngre Mand, var det den fælles Begejstring for Börne, der førte Parret sammen, og i Jeannettes Svar paa Frierbrevet forekommer der en længere Passus om Börne, der i sin simple Veltalenhed er saa betegnende, at den ikke tør savnes i denne Fremstilling af hans Menneskevæsen og Forfatterliv. Hun skriver:

"Doctoren har Ingen i Verden undtagea mig, jeg er ham Veninde, Søster, Alt hvad Venligt, Deltagende, Velvillende man betegner med disse Navne. Vil De misunde ham det, ham, der ikke har Andet i Livet og har affundet sig med Skæbnen ja endog føler sig lykkelig derved ... Jeg kan ikke tænke mig Andet: Doctoren maa kunne være hos os, naar, hvor og saa ofte han vil og for bestandig, hvis han vil det - jeg kan ikke nu sige "De", mit Hjerte er for fuldt - kan du tænke dig det anderledes - saa er Alt anderledes, end jeg tænkte mig det. Jeg! Vi! skulde kunne forlade en Mand som Doctoren - han var da en opgivet, fortabt Mand! Heller miste Alt, hellere ophøre at leve end vælte det paa min Samvittighed, ja, jeg kunde ikke engang, om jeg vilde ... Disse faa Ord, jeg nu har skrevet derom, har sat mig i Skælven og gjort mig ligbleg. Thi Intet kan ryste mig dybere end blot den svageste Tanke om et Forræderi, om Utroskab mod Troskaben. Saalænge jeg lever, indtil det sidste Aandedræt, vil jeg bevare Börne en Datters Kærlighed til sin Fader, en Søsters til sin Broder, en Venindes til sin Ven. Hvis du ikke opfatter eller begriber Forholdet, ikke kender mig - saa er Alt ude og Nat. Jeg kan ikke skrive videre. Det er godt. Nu er det overstaaet." *28)

Det viste sig, at Straus, Jeannettes tilkommende Mand, i Et og Alt gik ind paa hendes Følemaade, ja delte den. Han blev Börne en trofast Ven. I Sommeren 1833 levede Börne fem Maaneder hos Parret i Schweiz. Da de for hans Skyld bosatte sig i Paris, levede Börne sammen med dem fra Slutningen af 1833 til sin Død, om Vinteren i Paris, om Sommeren i Auteuil. Ingen har tilladt sig noget nedsættende Ord om dette Forhold uden Heine paa det usalige Sted i Bogen "Ludwig Börne", som foranledigede Duellen med Straus, hvor Heine blev saaret. Heine har senere af egen Drift slettet Stedet ud. Dog under Ærgrelsen og Sorgen over, hvor stærkt Skriftet om Börne havde skadet hans Ry, betegnede han i Samtaler Jeannette som den hæslige Kvinde, der, da han som Tyskernes Yndlingsdigter holdt sit Triumftog, skred tvers over hans Vej, varslende ham Ulykke, og blev Skyld i at han fór tilbage og tabte sin skønne Laurbærkrans i Skarnet. *29)

Vistnok glemte Jeannette aldrig Heine hans uundskyldelige Overlast, men Ingen var fjernere end hun fra at være en Megære. Det var næsten sandt, hvad Börne engang skrev til hende, hvis mangelfulde Retskrivning han plejede at gøre sig lystig over, at i det Brev, han fik den Dag, var der flere Fejl end hun selv havde, nemlig en.

Man kan forfølge Börnes politiske Udviklingstrin i hendes Anskuelser. Efter Julirevolutionen er ogsaa hun radikal Demokrat. Som hendes Biograf Schnapper-Arndt fortræffeligt har udtrykt det: hun tænker mest med Börne, undertiden imod Börne, men sjældent uden ham. Fuldt selvstændig synes hun dog at være i sin rent ud glødende Sympati med det polske Folk under dets Opstand, en Lidenskab, der driver hende til heftige Bebrejdelser mod Börne, for at han i en saadan Tid ogsaa gider skrive om den italienske Opera i Paris. De polske Lemænd, den polske Frihed - ved Siden af det klinger intet Andet. Hun synes, Alle maa hjælpe, selv giver hun sine Værdigenstande til Polakkerne, og Intet ligner hendes Skamfølelse, da Tyskerne først viser Polens Sag Ligegyldighed, Intet hendes Glæde, da en Storm af Sympati og Begejstring gaar igennem det tyske Folk, og hun kan meddele Börne Vidnesbyrdene derom.

 

** Noter til kapitel 9:

*26) Börne skrev, da han erfor det: "Mange Mennesker er blevne vanvittige af Kærlighed, men af Menneskekærlighed endnu Ingen. Kun De var i Stand dertil ... Det er en Lykke at De endnu aldrig har fundet Manden efter Deres Hjerte. - De kan end ikke taale Vinen blandet med Vand!"

 

*27) Börne skriver i 1821 til hende som Svar paa hendes ovenanførte Ord: "Jeg sværger Dem til ved den levende Gud, at saa hed min Attraa end er efter at besidde Dem og saa ofte jeg end har udtalt Ønsket, har jeg dog altid derved mere tænkt paa Deres Lykke end paa min. Min Kærlighed til Dem gør mig lykkelig; hvad kunde Ægteskabet have givet mig mere, da det dog ikke kunde forøge min Kærlighed? Ja, selv om jeg ikke har tilstaaet Dem det, har jeg altid næret Bekymring for at Ægteskabet vilde drage vort Forhold ned i Livets lave Virkelighed. Men jeg tænkte mig, hvad jeg endnu tænker, at De vilde vinde derved, og det havde da ogsaa middelbart forøget min Lykke. Der gives altsaa ikke Noget, der kunde afholde Dem fra at indgaa en Forbindelse med en anden Mand. De og jeg, vi tabte Intet derved.

 

*28) Alle disse Oplysninger om Jeannette fra Gottlieb Schnapper-Arndts Afhandling: Jeannette Straus-Wohl und ihre Beziehungen zu Börne. Illustrierte deutsche Monatshefte. April 1887.

 

*29) Alfred Meissner: Erinnerungen S. 79 ff.

 

10. Börne 3.

 

Oprøret i Polen, der varede fra Vinteren 1830 til Sommeren 1831, var af næsten alle Europas Nationer blevet fulgt med den mest levende Deltagelse. Alle vidste, at hvad der i Polen kæmpedes om, det var, om Enevælde eller Folkefrihed skulde herske i Europa for Fremtiden. Med yderste Spænding agtede man derfor paa de stridende Parters Stilling; enhver Sejr for Polakkerne blev hilst med Jubel, ethvert Nederlag ledsaget af Folkesorg. Henimod Slutningen, da man saa, at Polakkerne ikke var i Stand til at sejre ved egne Kræfter alene, indløb talrige Henvendelser fra Undersaatterne til de forskellige tyske Regeringer om at staa Polen bi. Tyskerne havde dengang den Egenskab, som Bismarck i senere Tider har bebrejdet dem som en Fejl; at interessere sig næsten mere for fremmede Folkeslags Velfærd end for deres eget, ja det endog, hvor fremmed Vel kun kunde købes paa tysk Magtomraades Bekostning. De har under ham aflagt denne Fejl.

Da Alt var ude for Polakkerne, stræbte den tyske Befolkning idetmindste at lægge sin Medfølelse for Dagen og vise de polske Tropper paa deres Vandringer gennem Mellemeuropa til Frankrig saa stort Gæstevenskab som muligt. Overalt blev de modtagne med Varme; næsten enhver tysk By havde sit Udvalg, der samlede Penge ind til Polakkerne og besørgede deres Viderekommen. Jeannette Wohls Breve til Börne indeholder mange fine og betegnende Træk til denne Sags Historie. Hun fortæller, hvorledes polske Officerer, der ad Floden kom fra Hanau til Frankfurt am Main, var ledsagede af begejstrede Folk derfra, saa de holdt deres Indtog under Musik og Mørserskud fra Skibene. De blev baarne paa stærke Slagterarme gennem Folkemængden. Man ser af hendes Breve, at saa ofte Tog af Polakker drager igennem Byen, blottes alle Hoveder paa deres Vej. Byen bekoster deres Ophold paa Hotellerne. Da der i et af dem dør en saaret polsk Officer, følger Tusinder, deriblandt ogsaa Frankfurts Borgermilitær ham til Graven. En Guldarbejder indfatter en Jernsplint, der har saaret en polsk Officer, som et lille Sværd, besætter det med Diamanter og skænker ham det.

Med Polen faldt Bolværket mod den russiske Enevældes Indflydelse i Tyskland. Dets Nederlag var et Nederlag for Folkefrihedens Forkæmpere i alle Stater. Indtrykket var rystende.

En Mand, der var bosat i Bremerhafen, da i sin Tid Massemorderen Thomas's Helvedesmaskine sprang, fortalte mig, at umiddelbart efter Braget af den frygtelige Eksplosion fløj gennem hans aabentstaaende Vindue en afrevet, blodig Haand ind til ham og faldt ned paa Skrivebordet, ved hvilket han sad. Saaledes virkede Varsjov's Indtagelse paa de tyske Skribenter. Det lemlæstede Polens afhuggede Haand faldt uden Varsel ned paa Skrivebordet til dem. Heine siger i sin Indledning til Kahldorfs Bog om Adelen 1831: "Det er mig, mens jeg skriver dette, som sprøjtede Blodet fra Varsjov op paa mit Papir og som hørte jeg Glædesskriget fra Berliner Officerer og Diplomater."

De tre Delingsmagter var rask besluttede paa at benytte Sejren til at overvælde den bestyrtede europæiske Liberalisme, og det paa én Gang i fire Lande: i Tyskland, hvor Forbundsdagen skulde indlede en stærkere Reaktion, og Prøjsen og Østerrig fuldbyrde den; i Italien, som atter skulde besættes af Østerrig; i Portugal, hvor Don Miguel skulde hjælpes mod sin Broder, og i Nederlandene, hvor Kongen af Holland skulde støttes mod det oprørske Belgien.

Straks efter den polske Opstands Undertrykkelse rettedes fra Petersborg en Note til de tyske Regeringer, i hvilken Rusland opfordrede dem til at holde den revolutionære Aandsretning i deres Stater i Tømme og tilbød sin Hjælp dertil. Censuren skærpedes, - liberale Blade og Tidsskrifter undertryktes, medens Kamrene i de sydtyske Stater protesterede, og den frisindede Presse trods alle Advarsler og Trusler hver Dag førte et lidenskabeligere og hensynsløsere Sprog. Man havde hidtil nemlig troet paa, at Fyrsterne kun af deres Omgivelser hindredes i at gøre Folkene alt det Gode, de gerne vilde. Nu faldt denne Tro til Jorden. Man var i Almindelighed tilbøjelig til den Mening, at de tyske Landes Forening til en eneste konstitutionel og stærkt frisindet Stat var nærforestaaende. Thi politisk lidet fremsynet som man var og oplært i alskøns Gladsyn kunde man ikke forestille sig, at en saadan Bevægelse som den, Julirevolutionen havde fremkaldt, kunde hendø uden at afsætte noget politisk Resultat. Liberalismens Forfægtere havde prædiket "Fremskridts-Ideen" som Religion, man troede da, at Fremskridtet ubetinget maatte sejre og selv ethvert Reaktionsforsøg tilsidst komme dette til Gode.

I denne Stemning modtoges de første Bind af Börnes Pariserbreve, der indbragte ham den store Folkeyndest. De blev straks forbudte (November 1831). Forbudet og de Skældsord, hvormed Börne af Modstandere overvældedes, forøgede den Opsigt, Bogen ved sit Frisprog vakte.

Stilen er nu og da humoristisk, hvad den hos Börne tidligere altid var. Dog findes sjældent her det fine, forsagende Lune som f. Eks. udmærker den typiske Skildring af hans natlige Fængsling og Fangenskabet i Frankfurt 1820: "En Støvleknægt blev mig nægtet for at holde det sørgelige Billed af Trældom fjernt fra mine Øjne. Kniv og Gaffel turde jeg kun bruge i Opsynsmandens Paasyn for ikke at gøre mig Skade. Skrivetøj og Papir fik jeg først efter gentagne Bønner, og Papiret blev mig tilmaalt. Man frygtede, min Helbred skulde tage Skade ved altfor megen Stillesidden. Hver Aften undersøgte en Fangevogter med en Lygte Ovnen for at se, om den røg, for at Røgen ikke skulde skade mine smukke Øjne, og ligeledes Gitret foran Vinduerne, for at ingen Tyv skulde stige ind" osv.

Det er kun i den allerførste Tid af Opholdet i Paris, da Begejstringen over de formentlig indvundne Resultater holder ham i en stadig Glædestilstand, at han endnu spøger let og frit (som f. Eks. over de mange Fyrster Heinrich af Reuss, Greiz, Schleiz, der nu ved Revolutionen i Gera straffes for al den Kval, de i hans Skoletid voldte ham ved at skulle lære deres Numre); snart viger Spøgen ud af hans Brevtone, og af den gamle Stil bliver kun de energiske, slaaende Lignelser tilbage.

Grundfølelsen, naar han tænker paa sit Fædreland, er Skam: Englændere og Hollændere, Spaniere og Italienere, Polakker og Grækere har i Julidagene kæmpet med for Franskmændenes Frihed, der er ét med Folkenes; men ingen Tyskere. Tyskland vil med sin Retspleje, sin Censur, sine Lav snart blive Europas Antikvitetskabinet. Dog værst er ham Underdanigheds- og Ydmygheds-Aanden i Tyskland: Spaniere, Italienere, Russere og andre er Slaver; de Folk, som taler den tyske Tunge, er Lakajer. Slaveri gør kun ulykkelig men fornedrer ikke; dog Tyendeforholdet fornedrer." (25. Januar 1831.) Ved en mellemfolkelig Middag i Paris, hvor Frisindede af alle Folkeslag talte, har han af national Undseelse ikke vovet at rejse sig og tale om Tyskland. Han tænkte, siger han: Polakken, Spanieren, som talte, repræsenterer deres Fædreland. "Men hvad repræsenterer jeg, om hvad Daad erindrer jeg? Jeg staar alene, jeg er en Lakaj og bærer, som alle Tyskere, Grev Munch-Bellinghausens Livré". (14. Dcbr. 1831).

I nær Forbindelse med denne Skamfølelse staar en Pirrelighed, en Tilbøjelighed til Harme over Alt og Alle, der i sin Ubeherskethed gør et vist Indtryk af Svaghed og Sygnen. Alt er "til at blive rasende over"; Alt, fra det Største til det Mindste, fra Folkenes Langmodighed og Sendrægtighed til at gøre Oprør, indtil en uartig Skrivelse fra Spontini til Kapellet i Berlin, fra Forslaget om en rundelig Civilliste til Ludvig Filip indtil et ufuldstændigt Konversationsleksikon.*30) Efterhaanden opsøger han Ærgrelserne som et Næringsstof for sin Harme. Derfor Vendinger som: "Jeg er fornøjet, thi jeg har ærgret mig," eller "De kan ikke gøre mig nogen større Glæde, end naar De meddeler mig tyske Dumheder".

Men Skam og Harme drukner i de første Aar efter Julirevolutionen i et Hav af Forhaabninger brusende som under en Orkan. Han har en Forvisning om den snart kommende Verdensundergang og Dom med Frelse for de Udkaarne og Fordømmelse for de Haardhjærtede. Han er i en Tilstand af Ophidselse, som gør ham det umuligt at være Tidens Krønikeskriver, men Profet føler han sig kaldet til at være, om det gjordes nødigt tolv Bind igennem. *31)

Ak, kun de sortseende Profeter faar altid, før eller senere, Ret. Og Börne var en Profet, der saa lyst, en Sværmer, bestandig lige forfalden til den Barnlighed at tro hvad han ønskede. Det franske Eksempel har bibragt ham Troen paa, at Reaktionens Time nu er slagen. Han bebrejder sig for Alvor, at han skammer sig ved at kysse denne og hin Franskmands Haand, "den Haand, der har sønderbrudt vore Lænker, givet os Trælle Ridderslaget" (17. September 1830). Og det véd han, at Enden er nær. Karl den Tiende har etsteds lagt en Grundsten. Börne mener i den Anledning, at Kongerne nu skulde ophøre med at gøre sig latterlige ved endnu bestandig at lægge Grundstene til Bygninger. De skulde heller nagle den sidste Tagsten til Taget. Thi den Tid er nær, hvor de fyrstelige Kokke vil spørge: Til hvem dækker vi vel imorgen?. (19. September 1830). Paa Spørgsmaalet om, hvad han venter og tænker, svarer han en Maaned senere med at udtale sin faste Forvisning om, at hele Europa næste Foraar vil staa i Flammer. Han ynker Diplomaterne, har Medlidenhed med dem. Da den polske Opstand bryder ud, tror han vel ikke, det vil lykkes Polakkerne saa let som Belgierne at sætte deres Sag igennem, eftersom Russerne er saa saare mægtige; men det vil gaa. Og som et Omkvæd kommer den Vending tilbage, at lidt efter lidt vil nu alle Europas Stater frigøre sig, kun Tyskland vil blive i sin elendige Tilstand. Og dog, stundom ser han ogsaa Tysklands Rejsning for sig. Da Koleraen raser i Moskvá, forstaar han Meningen med den, ser Guds Finger deri: "Det er paany Guds nøgne Haand. Fyrsterne bliver hindrede i at trække store Hære sammen, og gør det dog ... det aner mig - nej jeg véd det: Pesten vil formaa, hvad Intet hidtil har formaaet; den vil ophidse Jordens trægeste og frygtsomste Folk til at vise Mod." (3. November 1830.) Efterhaanden stiger ogsaa hans Tro til Polakkernes Sejr, i Kraft af den Tankegang, at man sejrer altid, naar man kun har Valget mellem Sejr og Død, og ved Aarsskiftet 1830 er han sikker paa Fyrsternes Undergang; hans "beskedne" Ønske til Veninden for det nye Aar er det, at det maa gaa dem bedre i det end Kejsere og Konger. Han vil sige til sin Tjener: "Hvis en Kejser kommer, saa se ham paa Fingrene og lad ham ikke blive alene i mit Værelse", og slutter med Forsikringen om at i 1831 vil et Dusin Æg blive kostbarere end et Dusin Fyrster. (26. December 1830.)

8. Januar 1831 forklarer han, at naar Polakkerne blot ikke slaas i aaben Mark, er Russerne, "om end nok saa mægtige, fortabte", desuden antager han endnu, at de Franske vil komme Polen til Hjælp med væbnet Haand; Frankrig var jo vanvittigt (ganz von Sinnen), om det lod denne enestaaende Lejlighed til at svække Rusland gaa ubenyttet forbi. Den 11. Februar er han aldeles sikker i sin Sag: det bliver bestemt Krig. Han har vel ikke tvivlet en eneste Dag derpaa, men mange vilde ikke tro det, som nu har omvendt sig. Han har Glædesudbrud: atter er der kommet Hjælp til Polakkerne fra oven; man har "temmelig sikre" Efterretninger om, at der er udbrudt Oprør i adskillige russiske Provinser. 6. Marts, da det ser sort nok ud for Polen, har han en ny falsk Efterretning at glæde sig over. Et Pariserhandelshus har faaet den Meddelelse, at Russerne er helt sprængte fra hverandre, og "hvad der afgør Alt", at Litauerne har rejst sig i Ryggen paa dem. Han jubler allerede. I Fremtiden vil man true enhver Tyran med Polakkerne, som man truer uartige Børn med Skorstensfejeren. Nikolaj har pralet med, at han skulde rulle Polakkerne sammen som et Nøgle Garn; nu er Nøglet blevet til en Bombe, der har knust ham! Börne fantaserer endog om Paris's Illumination i den Anledning. 18. Marts, da han ikke mere kan tro paa hine gunstige Efterretningers Sandhed, er han allerede tilhest paa en ny Kimære: Alt gaar godt; thi nu er i Frankrig selv en ny Omvæltning umiddelbart forestaaende: "Tingenes Stilling her er nu saadan, at jeg hver Dag, ja hver Time venter Udbruddet af en Revolution. Ikke fire Uger kan det vare saaledes ved ..."

Det er jo ganske vist et stort Bevis paa Börnes Ærlighed, at han har ladet Veninden genoptrykke sine Breve, som de flød ham af Pennen uden ringeste Forsøg paa ved et Gennemsyn at slette eller mildne de Steder, som Kendsgerningerne straks gav det kraftigste Dementi. Men det styrker umuligt Tilliden til hans politiske Omdømme. Undertiden bliver Modsigelsen mellem det, som spaas, og det, som sker, saa iøjnefaldende, at Virkningen er komisk. Saaledes fortvivler Börne den 25. December over Lafayettes Ubesluttethed: denne er almægtig, kunde, naar han vilde, sætte Alt igennem, behøvede kun at true med at nedlægge sin Kommando over Nationalgarden, saa maatte Kongen, Ministrene og Kamrene give efter. Dagen derpaa, den 26. December, meddeler han saa ganske tørt, at man har afsat Lafayette fra hans Kommando, og ikke en Hund har gøet deraf. - Forunderligt siger Læseren til sig selv, at en saa lidenskabelig politisk Iagttager aldrig har følt Trang til at gøre politiske Studier og først dømme efter indvunden Indsigt, men stadigt har nøjedes med og følt sig tilfredsstillet ved det rent feuilletonistiske Stemningsudbrud, som har Ret idag og imorgen kastes i Ovnen.

Hvad der bestandigt leder Börne vild er det alt berørte paa en Gang barnlige og fanatiske Gladsyn, der altid paany finder en Grund, hvorfor det Slette, der sker, ligefuldt er det Bedste. I Marts 1831 skælver han for Polakkerne og erklærer sig for fattet paa det Værste. "Men," fortsætter han, "for Russerne vilde denne Sejr være fordærveligere end alle deres Nederlag. Den hovmodige Nikolaj vilde da blive overmodig og tro at kunne gøre det af med Frankrig saa let som med Polen." Hvilken Trøstegrund! - Stadigt haaber Börne paa Revolution i Paris, der skal ryste Tronerne. Men den udebliver. Hurtigt finder han da en Grund, hvorfor denne Frankrigs Ro er Fyrsterne allerfarligst. Han skriver (30. November 1831): "I fyrretyve Aar har Frankrig været Europas Krater. Naar det engang ophører at sprude Ild, saa er ingen Trone i Verden sikker én Nat ... Intet har været fordærveligere for Kongerne end Varsjov's Undergang. Da de har ødelagt et Underværk, tror de nu, at de ogsaa kan gøre Underværker." Med andre Ord: Revolution i Paris er god, ingen Revolution er endnu bedre. Polens Sejr vilde været Kongernes Fordærv, Polens Undergang er endnu større Fare for dem.

Men dette hænger sammen med den besynderligste Kulsvier-Gudstro, der kun en sjælden Gang afbrydes af det tænkende Hoveds Tvivl. I Almindelighed er den Formel, hvori Börne søger Trøst, den, at han stoler paa Gud: Nikolaj rykker med overvældende Magt mod Polakkerne; Börne "forlader sig paa Gud." - Vel er det kun den polske Adel, der har rejst sig, men Börne "stoler paa Guds Visdom og hans Stedfortræderes Dumhed". Han er, siger han, klogere end alle de Andre i Frankrig, som han var det i Tyskland; hvorfor? Fordi han "tror paa Gud og Naturen" som de Andre paa Mennesker og Politi.

Dog undertiden kommer der Slingring i hans Tro. Vi saa, han glædede sig fra først af over Koleraen, saa Guds Finger i dens Komme: den vilde drive endog Tyskerne til Revolution. Kun to Maaneder senere (19. Januar 1831) skildrer han Koleraens virkelige Følger, Folkenes Lamslaaethed, der ødelægger den Smule Frihed, som endnu er tilovers. Dengang hed det: "Hvad hidtil Intet har formaaet, det vil Pesten formaa"; nu stik modsat: "Hvad ingen Kejser af Rusland, ingen Djævel kan forhindre, det hindrer Pesten." Og han, som dengang saa "Guds nøgne Haand" i dens Komme, udbryder nu: "Saa kommer Klerkerne og taler om Guds Straffedom!" Tre Fjerdingaar senere endelig (25. November) hjælper han sig ud af Modsigelsen ved en lige humoristisk og tankeløs Spas: "Sjældent sender Gud en himmelsk Kriminalret ned paa Jorden for at undersøge sine Stedfortræderes Forvaltning, og saa ofte det endnu er sket, er Intet blevet bedret derved. De himmelske Sendebud var fremmede paa Jorden, gik vild eller lod sig endog bestikke. Det saa vi nyligt med den asiatiske Kolera, som tugtede de Undertrykte istedenfor Undertrykkerne. Gud hjælper blot den, som hjælper sig selv." *32)

Kun en eneste Gang, da Polens Undergang synes nærforestaaende (5. Marts 1831), føler man, at Baaöne for Alvor er bleven usikker paa sit System. Som sædvanligt tumler han med sine Yndlingsord: Gud, Djævelen osv., da Russerne er for stærke. Börne kommer til dette Resultat: "Ikke Guds Visdom, Djævelens Dumhed alene kan endnu redde Polen." Saa afbryder han sig med et Spørgsmaal: "Ak, gives der da en Gud? Mit Hjerte tvivler endnu ikke, men Ens Hoved kan nok føle sig svagt, og selv om han er til - hvad nytter da en evig Gud det forgængelige Menneske? Var Gud dødelig som en af os ... da vilde han regne med Tiden og Livet, vilde ikke øve saa sildig Retfærdighed, ikke først betale de fjerne Efterkommere, hvad deres Forfædre havde at kræve. Friheden kan og vil sejre, før eller senere; men hvorfor sejrer den ikke straks? Den kan sejre en Dag efter Polens Undergang; maa Ens Hjerte ikke briste derover? ... Gives der saa en Gud? Er det at øve Retfærdighed? Vi afskyr Menneskeædere, dumme Vilde, der dog kun fortærer deres Fjenders Kød. Men at den hele Nutid med Legeme og Sjæl, med Glæde og Lykke, med alle sine Ønsker og Forhaabninger bliver martret, slagtet og sønderhugget, for at Fremtiden kan blive mæsket med den - dette Menneskeæderi finder vi os i." (Börne 3: 159, 160.)

Faa Dage efter vender han imidlertid tilbage til til sin en Gang tilvante Gudstro og sin af alle Skuffelser uanfægtelige Overbevisning om det Godes snarligste Sejr.

Nu og da findes i disse Breve rene Kandestøberier - saaledes Fantasierne over Følgen af den Hannoverske Opstand - undertiden Vidnesbyrd om en rent ud enfoldig Lettroenhed som f. Eks. naar Börne lader sig indbilde, at det er Metternich, der har anstiftet Urolighederne i Sydtyskland for at kunne bemægtige sig Bayern, medens Tropperne var optagne, eller endog at Ludvig Filips hemmelige Hensigt er den at føre Karl den Tiendes Kongehus tilbage paa Tronen. (Börne 3: 98, 39, 270).

Dog meget ofte forekommer ogsaa Udtalelser, der røber levende politisk Sans, stort naturligt Skarpblik for den givne Situation og ualmindelig Evne til Anelse om, hvorledes Fremtidens Skæbner og Opgaver vil forme sig.

Allerede den niende November 1830, altsaa kun fire Maaneder efter Revolutionen, indser Börne, at hvad der er sket kun er det, at de Industridrivende er komne til Magten, de, der kun kender til "Frygt og Penge", og han er ganske klar over, at da den sidste Revolution ikke har naaet sit Maal, idet Magthaverne ikke vil se andet i den end en Forandring af Kongehuset, saa er en ny Revolution nødvendig, "og den udebliver visselig ikke." En Uge senere udvikler han endog med lige fuldkommen Virkelighedssans og Logik, hvorledes Udviklingen vil foregaa: Da de Industridrivende, som femten Aar igennem har raset mod alt Aristokrati, neppe har sejret, før de selv vil danne et nyt: et Penge-Aristokrati, en Lykkeridder-Stand, der ikke som den gamle Adel hviler paa et Princip, men paa Forrettigheder knyttede til Ejendommen, saa vil det franske Folk med sin Lidenskab for Lighed ved den næste Omvæltning søge at rokke ved netop det, hvortil Forrettighederne nu bliver knyttede til Ejendommen, og man vil komme til at opleve Rædsler, som man i ingen tidligere Revolution har været Vidne til. Börne aner, som man ser, Socialismen som Magt og spaar om Kommunen. Et Aarstid senere (første December 1831) er han endog saa sikker i sin Sag, at han bruger Udtrykket: "Den store Krig mellem Fattige og Rige staar mig saa tydeligt for Øje, som levede vi allerede midt i den", og i dette Tidsrum er han ogsaa trods sit moralske Grundhang naaet til Begrebet om, hvad Hovedsagen er, nemlig at samle Magt bag Retten. Er det umuligt, bliver Opgaven at røre Hjerterne, gennemagitere Sindene for sin Sag og forfølge Tyranniet med Spot, Had og Foragt. Hvad der sikkert ikke nytter Noget, det er derimod den bare Ærlighed, det rene Rethaveri. Nej, "Deres Ærlighed ødelægger dem. De tror, det kommer an paa at have Ret, at vise, man har det. Og nu taler de om Friheden som en Advokat for et Stykke Ejendom. Ret som kom det her an paa Grunde!" (første Februar 1831).

Alt i Alt er det dog en politisk Sværmer, en Frihedstroende, man i disse Breve har for sig, intet Statsmandsnaturel. Vi møder ikke blot Kærlighed til det menige Folk, men en Rousseau'sk Beundring for dem, hvem hverken Rigdom eller Kundskaber har "fordærvet", og til denne Beundring og Kærlighed svarer et stedse stærkere Had til alle Europas legitime Konger og Fyrster, der altsom Börne med sine Illusioner ogsaa lader ethvert Maadehold falde, stiger til Tilintetgørelseslyst. "At tænke sig, at med ti Alen Hamp kunde man skaffe Verden Fred, Lykke og Ro". Imellem disse Poler: Folkene - Fyrsterne, svinger Börnes politiske Tanke bestandigt; det var Tidsalderens politiske Tankesving. Og Stansningen ved denne Antitese laa saa meget naturligere for ham, som han i sit inderste Væsen var Demokrat, var det i den Grad, at, som han udtrykkelig selv erklærer, "Menneskekenderi" altid har været en Ting, hvortil han sporede den største Ulyst. Det at skulle fordybe sig i, hvad der skiller de enkelte Mennesker fra hinanden, var ham en Plage som den at skulle læse en altfor fin Skrift. Han holdt sig hellere til Menneskemasser og til Bøger. (tredie November 1830). Intet Under derfor, at han mangler den Sjælekundskabens Finhed, som vi nødigt savner hos en stor Skribent, men til Gengæld har den Samfølelse med hele Nationer, med store Befolkningslag og med en udbredt Læseverden, som giver Muligheden til at elektrisere et Publikum og som kan erhverve selv en yderst dristig Forfatter paa en saare udsat Post Almenyndest i levende Live.

Ikke at han bedømmer enkelte Personer uretfærdigt eller fordomsfuldt. Tvertimod. Han viser en overlegen Aands rolige Velvilje; undertiden rigtignok ogsaa en borgerlig Sjæls Uvilje mod det altfor Aristokratiske og Overbærenhed mod det altfor Jævne. Da Musset dukker op, sporer han straks Slægtskabet med Heine, der undrer ham hos en Franskmand. I Berlioz skatter han paa Stedet Geniet, endog til Overvurdering, og man véd, hvor isoleret og miskendt Berlioz stod. Fyrst Pückler bedømmer han med Skønsomhed, uden Varme, men med Blik for hans Fortrin; kun begriber han ikke, at Nogen har kunnet tro, dennes saa letskrevne, men i Behandlingsmaaden upoetiske Breve havde Heine til Ophav. Hos Heine selv er længe kun Napoleonsdyrkelsen ham afgjort imod, iøvrigt viser han sig fuld af Paaskønnelse, ja Beundring.

Lærerigt er det endvidere at se, hvor overordenlig godlidende Börne forholder sig til Paul de Kock, med hvilken varm Anerkendelse han taler om ham og hvilken Fornøjelse han har havt af fulde otte Bind Paul de Kock, som han har havt den Udholdenhed i Træk at gennemlæse. Det er den naive og tilforladelige Skildring af Pariser Smaaborgernes Liv, som her har forekommet Börne værdifuld. Han roser endda om end halvt i Spøg Kock's Livsfilosofi; ja han bestiger ved denne lidet passende Lejlighed sin gamle Kæphest, idet han skriver: "Vel giver han os ikke, som Goethe i "Wilhelm Meister", Lærebreve med Trøfler, men dog en ret kraftig Filosofi, borgerligt tilberedt." (3. Marts 1831.) Paul de Kock hævet paa Goethes Bekostning!

Taler denne sidste Dom nu ikke i nogen høj Grad for Börnes Kunstforstand, saa vidner hans Udtalelser om Talleyrand des højere om hans politiske Klarsyn. Straks i 1839 nærer han den største Tillid til Talleyrands Virksomhed for Frankrig i London, og han lader sig ikke forvirre af Pariserhadet imod ham. Han indser tydeligt det Latterlige i de liberale Blades Klageraab over, at Talleyrand som Medarbejder ved Wienerfreden nu vil støtte den hellige Alliance. Han begriber fuldt vel, at den hellige Alliance saa lidt som nogen anden Ting var hellig for Talleyrand. Og lang Tid efter kom han tilbage til Urimeligheden i Anklagerne mod den kloge Diplomat for at have tjent alle Regeringer og forraadt dem alle. Fint og rigtigt indvender han, at Talleyrand ikke har forraadt nogen Regering, kun forladt den og først forladt den, da den var død. Han læser i Talleyrands haarde Aasyn ene og alene Nødvendigheden, indristet som i Bronce.

Dog Hovedaarsagen til de milde Domme er ikke Börnes Forstand, men hans Hjerte, det Milde i hans Natur, det dybe Hang til kærlig Opfattelse, som ikke modsiges af hans mange lidenskabelige og hensynsløse Ytringer, der inderst inde ogsaa udsprang af Menneskekærlighed. Han var simpelthen en kærlig Sjæl, forsaavidt Kristen af Naturel, af Instinkt. Derfor gik han ogsaa over til Kristendommen, hvad man taabeligt har lagt ham til Last som Skin-Gerning. Hans Opfattelse af Kristendommen var maaske ikke dyb, men ærlig og ganske personlig.

Han blev Kristen, fordi han var Demokrat og Humanist. For ham var Kristendommen ikke blot i Almindelighed Jødedommens Fortsættelse og Fuldstændiggørelse, men nærmere Humanitetsreligionen og bestemtere "de arme Djævles Religion". Enhver, der elskede Menneskeheden, var i hans Øjne en Kristen. Og saaledes blev Kristendommen ham da ogsaa Frihedens Religion, navnlig i dens katolske Skikkelse, thi som Katolicisme havde den knækket Romernes Verdensherredømme. Og han ser med sine Sympatier for Polakkerne et Bevis paa Katolicismens frigørende Kraft i deres Frihedskærlighed. *33)

Paa Dogmerne tror han vel ikke personligt, sætter heller ikke Kristendommens Væsen i Tro, men ligefuldt er det ham i høj Grad imod, at der rokkes ved Troeslærdommene. Han haaner Saint-Simonismen, fordi den rejser sig mod den kristelige Tro, og han betragter Straus's "Jesu Liv" ikke blot som en unyttig, men som en skadelig Bog. Saaledes forstaas det, at han i sine sidste Leveaar kunde blive ganske henrevet af en demokratisk Katolik som Lamennais, hvis "En Troendes Ord", der vilde sammensmelte Frihed og Religion, han oversatte og overvurderede. Religiøs Radikalisme, som han fandt den her, det var Trylleformlen, som svarede til de frie og bundne Kræfter i hans egen Sjæl.

Allerede i de første Bind af Pariserbrevene bevægede Börne sig, som den oppositionelle Stemning i Tyskland, fra Forkærlighed for et grundlovstro Styre til Haab om Revolution.

Ikke et halvt Aars Tid efter deres Udgivelse, i April 1832, udstedte en af Oppositionens Førere, Dr. Siebenpfeiffer, et Opraab til alle tyske Stammer om at mødes til en stor Nationalfest, der skulde afholdes ved Slottet Hambach ved Neustadt an der Hardt den 27 Maj, Aarsdagen for den bayerske Forfatning. Det skulde være en Broderlighedens Fest for Alle, der stræbte efter det tyske Fædrelands Genfødelse. Denne Fest syntes imidlertid Rhinkresens Regering saa betænkelig, at den forbød den; tillige blev for 26-28 Maj Adgang til Neustadt og Omegn forment alle Fremmede, og enhver Forsamling af mere end fem Personer forbudt paa Gader og offenlige Steder. Dog Forbuddet vakte en saadan Forbitrelse, at man saa sig nødsaget til at tage det tilbage.

Fra alle Sider strømmede Folk til Festen. Næsten alle tyske Lande var repræsenterede; flest indfandt sig dog naturligvis fra Rhinpfalz. Selv Franskmænd kom i stort Antal, og naturligvis manglede det heller ikke paa Polakker. Der var en tredive tusind Mennesker i Alt.

Börne var kommen fra Paris. Han var den af Gæsterne, som vakte størst Opsigt. Allerede hans Rejse til Neustadt var et Triumftog. Hvor han kom hen, blev han hilset med Vivat. Fakkeltog og Serenader var Dagens Orden.

Han skriver fra Freiburg: "Hvilket Indtryk mine Pariserbreve har gjort i Tyskland, tror De neppe. Jeg havde selv ikke ventet det. Meyer, Wurm og Andre har ladet trykke, at jeg ikke mere turde vise mig i Tyskland, jeg vilde blive kastet ud af ethvert hæderligt Selskab. Jo, det er Profeter! Lige siden min Ankomst har jeg oplevet en uafbrudt Hyldest. Mit Værelse bliver aldrig tomt. Jeg har ofte ikke Stole nok til alle de Mennesker, der besøger mig. Jeg var til Hambacher Festen. Næsten alle de Tilstedeværende vilde lære mig at kende, saa jeg er syg deraf. Naar jeg i Neustadt gik over Gaden, lød det fra Værtshusene, fra de Vogne, som rullede forbi: Leve Börne, Forfatteren af "Breve fra Paris!" Heidelberger Studenterne bragte mig en Serenade. Alle Patrioterne, Wirth og de øvrige, erklærede, at man skyldte mig den fædrelandske Bevægelse i Tyskland; de Andre var først komne efter mig. Med vaade Øjne trykkede mange mig til deres Bryst og kunde ikke tale af Bevægelse. Her i Freiburg var det ligedan. Studenterne begav sig om Aftenen til mit Hus, sang en Serenade og raabte: Leve Forsvareren af den tyske Frihed! ... Hvad vil mine Kritikere sige dertil, de, der har kaldt mig en daarlig Patriot. Den offenlige Mening lader sig ikke vildlede." - Humoristisk nok blev ikke desmindre ved Hambacher-Festen hans Uhr stjaalet fra ham.

Om Morgenen den 27. Maj satte fra Neustadt af det uhyre Tog sig i Bevægelse til Slotsruinen Hambach. Alle var smykkede med sortrødgyldne Farver, og tilsvarende Faner blev baarne foran. Ogsaa et stort Antal Kvinder med sortrødgyldne Belter fulgte med. Siebenpfeiffer og den bayerske frisindede Journalist Wirth var Hovedtalerne. De fremstilte Folkesuveræniteten som alle Staters Grundlag og stillede Tysklands nærforestaaende Republikanisering i Udsigt. Alle de Taler, der holdtes, udmærkede sig ved største Lidenskabelighed, skildrede Tysklands Fornedrelse som frembragt af Fyrster og Aristokrater i Forening. Wirth udbragte et Leve (som han senere maatte bøde for med langvarigt Fængsel) for "de forenede Fristater" og "det forbundne republikanske Europa" og raabte, idet han svang det Sværd, der var blevet ham overrakt som Æresgave: Forbandede, tre Gange forbandede være Tysklands Fyrster! Hos en Del af Forsamlingen fandt Ordene Genklang. Man raabte: Ned med Fyrsterne! Vaaben! Vaaben!

Imidlertid, et umiddelbart praktisk Formaal havde man ved Hambacher-Festen ingenlunde for Øje. Ifald Øjeblikket virkelig var gunstigt - hvad man vel tør betvivle - saa lod man det gunstige Øjeblik gaa ubenyttet hen.

Heine skriver med lystig og bitter Spot: "Jeg vover knap at fortælle det, thi det klinger utroligt, men jeg har Historien fra paalidelig Kilde, nemlig fra en Mand, der er sandhedskærlig Republikaner og selv sad i Hambach i Udvalget, hvor man forhandlede om den Revolution, der skulde begynde; han tilstod mig nemlig i Fortrolighed, at da man kom til Kompetencespørgsmaalet, da man stredes, om de i Hambach tilstedeværende Patrioter nu ogsaa virkelig var beføjede til at begynde en Revolution i hele Tysklands Navn - saa blev de, som raadede til rask Daad, overstemte af Flertallet, og Afgørelsen lød: man var ikke kompetent." Heine kalder det den bedste Historie, han har hørt paa denne Jord; den kan, siger han, faa ham til at glemme alle denne Jammerdals Genvordigheder, ja selv efter Døden i Skyggerigets taagede Kedsomhed vil den kunne opmuntre ham. - Og han trøster Konger og Fyrster: de behøver sandelig ikke at sætte brave Folk i Fængsel, de kan sove roligt, de har Intet at risikere, den tyske Revolution er endnu langt borte, Kompetencespørgsmaalet henstaar uafgjort.

Börne havde været venskabeligt sindet mod Heine, siden han havde gjort hans literære og personlige Bekendtskab. Han havde endog i mange Aar talt om ham med Kærlighed. Han skattede ham efter Fortjeneste som Digter, og han vurderede ham især som en stor Kraft i den almindelige Frigørelses Tjeneste. Men hans Natur var Heines for ulig, til at han kunde se fordomsfrit paa ham. Fra 1831 forekommer hadefulde Brevsteder mod Heine. Skønt Börne var uden smaalig Forfængelighed, nagede det ham, at hans og Heines Navn meget hyppigt nævnedes sammen, og at Sammenligningen med Hensyn til Evner og Talent ikke altid faldt ud til hans egen Fordel. Og Heines "Franske Tilstande" stødte og saarede ham, bibragte ham under Læsningen en Misstemning, som han i det sidste Bind af sine Pariserbreve gav Luft i Form af en ret bidende Satire, der rammer Heine som fra oven nedefter og som i ikke faa Læseres Øjne indætsede ham Brændemærket for politisk Karakterløshed.

Det var i Virkeligheden den dybtgaaende Kontrast mellem de to Kampfællers Naturer, som her kom til Udbrud. Börne begreb den dog ikke i dens Væsen og efter dens Art. For ham stod Modsætningen som den mellem den mandige Naturs Alvor og det drengeagtige Letsind, og, hvor det kom højt, som Modsætningen mellem Sandhedsdyrkelse paa den ene Side, Form- og Kunstdyrkelse paa den anden. Med sikkert Blik har han paavist nogle af de Barnagtigheder og smaa Snobberier, hvori Heine nu og da kunde gøre sig skyldig overfor Livets Glimmer ligesom nogle uretfærdige Spotterier overfor ideale Bestræbelser i plumpe og naivt folkelige Former. Börne afskyede jo Rothschild'erne, som Heine var overordenligt imponeret af. Börne, der følte sig hjemløs i Salonerne men hjemme blandt demokratiske Haandværkere, var vel tilpas i de tyske Emigranters Forsamlinger, hvor vilde Planer de end lagde og til hvor upraktiske Foretagender de end samlede Penge ind, medens Heine var ilde tilmode ved de mange Opfordringer til Deltagelse i dette eller hint demokratiske Værk, aldeles ikke egnede sig til Indgaaen af demokratiske Broderforbund, helst trods sine revolutionære Tilbøjeligheder holdt sig for sig selv og paa ingen Maade vilde være Medbroder og Medsvin med den første den bedste Skare udvandrede Landsmænd.

I et Brev fra 25. Februar 1833 gør Börne sig bl. A. lystig over, at Heine finder "en ophøjet Udholdenhed" i den østerrigske Politiks trehundredaarige Umenneskelighed, at han dernæst i den af ham selv senere saa frygteligt haanede Kong Ludvig af Bayern ser "en af de ædleste og aandrigste Fyrster, der nogensinde har smykket en Trone" og endelig kalder det "dristigt og storartet" af Herrerne Rothschild, at de under Koleraen blev i Paris, medens han finder de tyske Patrioters ubetalte Anstrengelser latterlige. Börne har Ret heri og i Mere uden dog at lægge nogen finere eller dybere Forstaaelse af Heines Væsen for Dagen.

Atter her stod han som overfor Goethe Ansigt til Ansigt med et Geni, han var ude af Stand til at dømme uhildet, om han end ingenlunde gjorde sin urolige Samtidige Uret i lignende Omfang eller paa samme Maade som sin store Forgænger.

 

** Noter til kapitel 10:

*30) Staaende Udtryk: Aa, det er til at blive rasende over! - Aa, jeg er i et Raseri! Om Leksikonet: "En god halv Time maatte jeg afbryde mit Skriveri. og mit Raseri var grænseløst.

 

*31) Hvad, hvor, hvorpaa, hvormed skal jeg skrive? Jorden skælver, Bordet ryster, Pulten, Haanden og Hjertet skælver og Verdenshistorien, som Stormen sætter i Bevægelse, skælver selv ... Spaamand gad jeg være tolv Bind igennem.

 

*32) Börne 3: 75, 86, 172; 43, 99. 267.

 

*33) "Det eneste Folk i Norden, der nu i trehundrede Aar ikke har ophørt at rejse sig til Kamp for Friheden, er det polske, og det er forblevet katolsk."

 

11. Heine 1.

 

Ogsaa for Heinrich Heine er, som alt berørt, i det nye tyske Rige Øjeblikket lidet gunstigt. Hvad man har at bebrejde ham er saa Meget, at det ikke lader sig opregne i Korthed: Først hans Kærlighedsforhold til Frankrig og formentlige eller virkelige Letfærdighed. Dernæst hans ugermanske Oprindelse og Vid, hans Følsomhed, hans Lapseri, hans Kaadhed. Saa den udæskende Maade, paa hvilken han lagde sit Hedenskab for Dagen. Det nye Tyskland er i religiøs Henseende ligegyldigt, men er det stiltiende, og er i moralsk Henseende grundigt avet. Medens i vore Dage i Tyskland de højeste Dyder: Sandhedskærlighed, Selvstændighed, Sjælens Stolthed og Finhed, gælder langt mindre end Pligtopfyldelse, Korrekthed, Samfundstugt, militært Sving, "Schneidigkeit", som man siger, var det paa Heines Tid omvendt. Disciplinen var ikke i Pris. Og som Religiøsitet dengang gjaldt mere end Religion, saaledes Menneskelighed mere end Nationalfølelse. Patriotismen var i hin Tid i de Bedstes Øjne en Egenskab, de ikke betragtede som ubetinget god; de mente, at Retfærdigheden ikke hørte op at være en Dyd, fordi den øvedes mod et fremmed Folk.

Hos Heine kom til den almindeligt radikale Aandsretning Hadet til Prøjsen, hvis Fremtid han ikke anede, og hvis Styrke han ikke forstod, denne Prøjsens Styrke, der ypperligst er anskueliggjort i Carlyle's Skildring af Frederik den Andens Fader: Evnen til med ædru Strenghed at overvinde Kaos, slaa Vrøvlet ned og forvalte. Dette Had var hos Heine nærmere Rhinlænderens Dødsfjendskab mod Prøjsen. Man mærke disse Strofer til den prøjsiske Ørn:

 

Du grimme Fugl! Ifald jeg faar

engang dig fat, saa plukker

jeg Fjerene af dine Vinger ud

og Kløerne af dig hugger.

 

Saa kalder jeg sammen fra nær og fjern,

mens op paa en Stang jeg dig flytter,

til lystig Fugleskydning forsandt

Rhinlandets Bueskytter.

 

Paa Wienerkongressen havde Prøjsen efter lang Vægring overtaget Rhinlandene. Det fik derved istedenfor den Afrunding, det havde haabet paa i Øst, en ganske sønderrevet Skikkelse, og tilmed kom en fra Gammelprøjserne ganske forskellig Folkestamme under det prøjsiske Scepter. Dette var den Egn, hvor engang Skillelinjen mellem Kelter og Germaner laa. Her skød den romerske Militærprovins sig ind. Over dette Land havde senere Præsteherredømmet ruget, saa at i forrige Aarhundrede Frederik den Stores Aand her slet ingen Indflydelse havde øvet. Den gamle, møre Kirkevælde stødte da her lige sammen med den franske Revolution, og man hilste de Mænd, der udbredte dennes Ideer, med Jubel.

Gammelprøjserne nærede Uviljens Mistro til Rhinlænderne, og disse gengældte denne Følelse med Renter. Prøjseren var og blev ved Rhinen noget Fremmed, Uhyggeligt. Om Sønnen, der tjente i Hæren, hed det: "Han er hos Prøjserne". Berlineren bar sig som Embedsmand i Köln eller Düsseldorf overmodigt ad, nedsatte Alt, og Rhinlænderen betragtede længe en Ansættelse i de gamle prøjsiske Provinser som en Forvisning til Sibirien. Overalt hørte man Klage over Prøjsernes Mangel paa Evne til at vinde Hjerterne i de Stammer, de havde tilerobret sig. *34)

Heinrich Heine fødes i Aarhundredets Slutning i Düsseldorf, dengang Hovedstaden i Hertugdømmet Jülich-Cleve-Berg. Byen forblev i seks Aar besat af franske Revolutionstropper. De drog bort 1801, og Max Josef blev Regent; men i 1806 blev han Konge af Bayern og i hans Sted Joachim Murat Storhertug. Dog allerede 1808 maatte denne afstaa Landet til Kongen af Hollands ældste umyndige Søn, d. v. s. til Napoleon som Drengens Formynder. Landet blev nu helt regeret efter fransk Mønster, Livegenskab, Lensvæsen og Hoveri ophævede, Retsvæsenet omdannet og en ubetinget Religionsfrihed indført, dette en Aarsag til at Napoleon hyldedes af Rhinlandenes jødiske Befolkning som en Frelser fra tusindaarig Undertrykkelse.

Uden al Tvivl har Berøringen med Datidens dristige og sejrrige Franskmænd bidraget meget til at give Heinrich Heines Aand dens første Sving. Ærbødigheden for overleverede Autoriteter fik et tidligt Knæk. Hans medfødte Vid blev udviklet i Retning af hvad Franskmændene kalder "Esprit". Spiren til hans Napoleonsbeundring blev lagt. Nutildags synes denne Beundring fra Heines Side en næsten enestaaende Kendsgerning i Aarhundredets tyske Literatur. Den var saare langt fra at være det.

Man kan gaa lige tilbage til Wieland og hos ham finde en lige saa levende Napoleonsbeundring, endog før Historiens Gang havde godkendt den. Allerede 1798 erklærer han, at Frankrig nu behøver en Diktator, og at Ingen egner sig dertil uden General Bonaparte, der da var i Ægypten. I 1800 spaar han, at Bonaparte vil gøre sig til Konge, maa gøre det, og forsvarer ham mod de engelske Blades Angreb. Napoleon, som var bleven underrettet om disse Spaadomme, underholdt sig af den Grund længe med Wieland i Erfurt 1808.

Ingen af Aarhundredskiftets store Tyskere havde kendt Nationalhad. Uden en Gnist deraf havde Goethe i 1793 gjort Felttoget i Frankrig med som Tilskuer. Schiller havde glædet sig ved sit franske Borgerbrev, tænkt, det maaske engang kunde komme hans Børn til Gode. Knebel, Goethes Ven, havde ønsket at turde besynge Bonapartes Sejre. Goethe saa da ogsaa med stor Sindsro Napoleon slaa Frederik den Andens Rige i Kvas; denne prøjsiske Stat maatte i hans Øjne tage sig ud som en forbigaaende Foreteelse i Tysklands Historie. Han havde været Vidne til Napoleons Opkomst og Sejersløb, havde set ham faa Bugt med det ham selv, Aristokraten og Evolutionisten, saa forhadte Anarki. Saa lærte han ham at kende midt iblandt hans Marechailer, omgivet af Friskhed, Elskværdighed, Genialitet, Uimodstaaelighed. Det Indtryk, Napoleon personligt gjorde paa ham, var saa stærkt, at det kun forøgede den tidligere nærede Beundring. Derfor gentog han, selv efter det russiske Felttog, selv under Tysklands Rejsning, sit: "Det nytter ikke noget, Manden er dem for stor." Først da Alt var ude, gjorde han med sit Festspil i Anledning af Freden en Slags nødtvungen Afbøn.

Mindre bekendt end Goethes saa tit omtalte Forhold til Napoleon er Hegels, der som Heines Lærer og som den Tænker, der stadigt stod for ham som den ypperste, havde en lige saa uomtvistelig Indflydelse paa ham. Hegel, der var født som Undersaat i det lille, despotisk regerede Württemberg og aldrig havde kendt det at have et Fædreland, hvor stærkt han end længtes derimod, var i Aarhundredets Begyndelse saa opfyldt af Bitterhed over de tyske Tilstande, saa fuld af Harme og Spotterier over sine Landsmænds politiske Sløvhed, at han ganske som Goethe kom Napoleon i Møde med en Verdensborgers overstrømmende Beundring. Han, som bestandig havde svælget i en tænkt, en fantastisk Forsoning af det Ideale og det Virkelige, havde hele sin Ungdom igennem savnet Indtrykket af virkelig Magt, da Napoleons Skikkelse traadte ham i Møde og begejstrede ham. Som det er blevet sagt om Goethe, at han benyttede Kanontordenen ved Jena til i al Stilhed at ægte Christiane Vulpius, saaledes om Hegel, at han i selve Jena fuldendte sin "Phänomenologie des Geisles" under Kanontordenen fra Slaget. Det er sandt, ai han netop i hine Dage sendte de sidste Ark af Værket til sin Forlægger, og Modsætningen er slaaende mellem hans uendelige Ligegyldighed for Prøjsens Undergang og hans lidenskabelige Ængstelse for, at en af de kostbare Haandskriftsendinger i den urolige Tid skal gaa tabt med Posten. Et af de Breve, der ledsager Sendingerne, bærer Slagets Datum.

Det Værk, han under disse Forhold lagde sidste Haand paa, fremstilte Menneskeaandens Udviklingsgang under en ejendommelig Sammenblanding af psykologiske og historiske Synsmaader. Menneskeheden stod efter denne Filosofi nu ved sit Maal; de enkelte dødelige Mennesker, der nu havde naaet til Erkendelsens højeste Princip, var i Indsigt blevne som Guder, og deres virksomme Liv var nu ogsaa kun den skønne Udfoldelse af en Tilværelse, som Grækerne tænkte sig Gudernes, fuldt tilfreds og fuldt forsonet. Da Hegel skrev sine sidste Ord, om at Verdenshistorien kun var et muntert Spil af Aanden, der véd sig som Aandsmagt, da holdt Napoleon til Hest udenfor Jenas Porte.

Og Hegel saa ham og saa ham med Glæde. "Jeg har," skriver han fra Jena, "set kejseren, denne Verdenssjæl. Det er i Virkeligheden en underlig Følelse at se et saadant Enkeltvæsen, der her, sammentrængt paa et eneste Punkt, siddende paa en Hest, griber ud over Verden og behersker den. Prøjserne kunde man ganske vist ikke stille noget bedre Varsel - men fra Torsdag til Mandag er en saadan Fremgang dog kun tænkelig for denne overordenlige Mand, som det er umuligt ikke at beundre." Og Hegel beundrer ikke blot ham, men det hele franske Folk. Et Fjerdingaar senere skriver han, at han i Dagens Historie ser det overtydende Bevis for, at Dannelse sejrer over Raahed, Aand over aandløs Forstand. Ja han tilføjer: "Som jeg allerede tilforn har gjort, saadan ønsker nu Alle den franske Hær Held, der slet ikke heller kan svigte den under den uhyre Forskel mellem dens Anførere og Soldater paa den ene Side og deres Fjender paa den anden." (Haym: Hegel und seine Zeit.)

Heine har vistnok ikke ment, at hans Sværmeri for Napoleon trængte til Forsvar; ellers kunde han have beraabt sig paa, at han her til Forgænger havde den Mand, han kun har omtalt med Ærefrygt. som "den store Hegel, den største Filosof, som Tyskland har frembragt siden Leibniz", den Mand, om hvem han som en utvivlsom Kendsgerning fremfører den højst tvivlsomme Sætning, at "han rager højt op over Kant", og hvem han kun dadler saa skaansomt og blidt som i denne Vending: "Hegel lod sig krone i Berlin, desværre ogsaa salve en Smule."

Dog ikke blot Heines store Forbilleder og Lærere, ogsaa Samtidige af ham som Varnhagen von Ense, der dog havde udgydt sit Blod i Krigen mod Napoleon, nærede den samme Beundring for ham og holdt sig lige saa fri for germansk Nationalhad. Om vor Baggesen, der i sit Væsen halvtysk gerne skabede sig mere tysk end Tyskerne, skriver Varnhagen: "Napoleon og Franskmændene hader han paa en ganske modbydelig Maade, indtil Væmmelse heftigt og uden Grund; thi Alt, hvad der er godt hos os Tyske og hvorfor vi skatter os højest, er ham en Gru; det haaber han at faa tvunget ned ved Hjælp af Kant, Jacobi, Voss og Klopstock" - Kant er her øjensynligt nævnt paa Grundlag af det saa lidet tyske kategoriske Imperativ, de øvrige paa Grund af Nationalfølelsens Indskrænkethed.

Man ser da, at én og samme Dyrkelse af Napoleon lader sig forfølge hos de Mænd, der har havt størst Indflydelse paa Heines som paa det unge Tysklands Udvikling.

Den gav sig hos Heine digterisk Udslag adskillige Aar før den blev en Farsot i Frankrig, og naaede hos ham en Højde, som ikke overtræffes hos Beyle eller Hugo. Ja, man kan sige, at dens poetiske Udtryk i Heines berømte Ungdomsdigt "De to Grenaderer" (som han efter sin egen Opgivelse har skrevet kun seksten Aar gammel, dog rimeligere i sit nittende Aar) overgaar Alt, hvad der eksisterer af beslægtet Art i Frankrig selv. End ikke Bérangers Mesterværk "Souvenirs du peuple" har en lignende Simpelhed og Storhed, skønt det bedre end noget andet Digt har givet Napoleonslegenden i det franske Folk et haandgribeligt og rørende Udtryk. I Heines "Grenaderer" svarer hver Linjes Rytmik paa det Nøjeste til Stemning og Indhold; de vemodige Jamber: "Der andre sprach: das Lied ist aus", de ildfulde Anapæster: "Dann reitet mein Kaiser wohl über min Grab". Man læser, uden at forstyrres synderligt, hen over Grenaderens umulige Bøn om at faa sit Lig bragt med til Frankrig. Hovedstrofen: "Was schert mich Weib, was sehert mich Kind", Grenaderens Protest mod at føle sig bunden ved Kvinde og Barn, som han har efterladt hjemme, bøder ved sin Vildskab mesterligt paa Romancestilens Følsomhed. Kun tilsyneladende handler dette Digt om Troskaben mod Napoleon alene; det forherliger den glødende Troskab mod Feltherren, uendelig Begejstring for den store Personlighed overhovedet.

Gaven til at skildre gennem at fremføre Skikkelser i Lyriken var fælles for Béranger og Heine. Men Béranger var en Visedigter, Heine et Geni. "Grenadererne" begynder, som Heine næsten altid, med det Stilfærdige, Jævne. Intet er ham fjernere end Victor Hugo's lyriske Tilløb: Ham! altid ham!; han virker ikke ved direkte Fremstilling, men ved Udmaling af det Mindre, det Lille, hvori den store Historie spejler sig, og som afgiver Maalestokken, indtil endelig et Drømmesyns Sværmeri bryder ud af den simple Samtale.

Var nu end Genstanden for denne Dyrkelse den neppe værd, saa er selve Følelsen ikke derfor mindre skøn, og den er ganske af samme Art, hvor Heine i "Reisebilder" skildrer, hvorledes han som Barn saa Napoleon ridende gennem den hertugelige Have i Düsseldorf. Kapitlet begynder: "Men hvorledes blev jeg ikke tilmode, da jeg saa ham selv, saa ham med højtbenaadede egne Øjne, ham selv, Hosiannah! Kejseren." Man mærke dette Hosiannah! I Henrykkelsens Øjeblik kommer Barndomserindringen, det gammeltestamentlige Hil- og Jubelraab paa hans Læber. Og hvad tænkte dengang Barnet paa? Paa at det under en Bøde af fem Thaler var forbudt at ride igennem Alléen. Og se! Kejseren med sit Følge red midt igennem Alléen - de gysende Træer bøjede sig frem, hvor han kom forbi ...

Heine gælder som politisk Digter for revolutionær, og han var det. Men hans politiske Lidenskab er udelukkende rettet mod middelalderlige Tilstande og middelalderlig Tro. Han er for Alvor Kirkevælden fjendsk, men ikke for Alvor demokratisk begejstret. Hans største politiske Digt "Tyskland, et Vinteræventyr" giver det fyldigste Vidnesbyrd derom. Virkelig Lidenskab findes her kun hvor Digterens usynlige Ledsager, Liktoren med den frygtelige Økse, i Kölner Dôm sønderslaar Skeletterne af de hellige tre Konger, "Overtroens stakkels Skeletter". Men i denne store Digtning - Heines vægtigste Værk - har man renest udtrykt de politiske Stemninger og Tanker, som fyldte ham, det i tysk Poesi nye Element af det krigerisk Udfordrende og i Nærkamp Stridende. Det fandtes ikke hos Goethe. Han var vel tilsidst gennemtrængt af "Datidens fuldstændige Værdiløshed", men han frygtede, at en Omstyrten af Autoriteterne vilde gøre Alting værre. End ikke hos Schiller havde der kunnet findes noget umiddelbart Forhold til Samtidens Politik. Hans Patos fik sit Afløb i Frihedsdramer. Men hos Heine findes fra 1830 af altid dette umiddelbare Forhold. Han havde sin Sjæl deri. Og han har her været ærlig, selv hvor man har miskendt Ærligheden hos ham.

Man efterslaa det Sted i "Reisebilder", der er blevet lagt ham mest til Last som Udtryk for Praleri og Affektation, det Afsnit, der følger efter Skildringen af Besøget paa Valpladsen ved Marengo: "Det bliver en smuk Dag, raabte min Rejsefælle. - Ja, det bliver en smuk Dag, gentog i stille Bøn mit Hjerte og skælvede af Vemod og Glæde. Ja, det bliver en smuk Dag, og Frihedssolen vil gøre Jorden lykkelig. Der vil blomstre en ny Slægt op, avlet i frie Favntag, ikke i Tvangslejet under de gejstlige Tolderes Opsyn, og med den frie Fødsel vil Menneskene ogsaa faa frie Tanker og frie Følelser, om hvilke vi fødte Trælle ingen Anelse har ..." og imod Slutningen disse Ord: "Jeg véd ikke, om jeg fortjener, at man lægger en Laurbærkrans paa min Kiste. Hvor meget jeg end har holdt af Poesien, den var mig dog kun et helligt Legetøj, et indviet Middel til himmelske Formaal ... men et Sværd skal I lægge paa min Kiste, for jeg var en tapper Soldat i Menneskehedens Befrielseskrig."

Overalt i tysk Literaturhistorie, Historie, Æstetik og Kritik, ikke blot hos Menzel, men hos Goedeke, hos Treitschke, hos Heines Abe og Fordømmer Grisebach, hos den ellers saa fintdømmende Hehn vil man finde denne Heines politiske Kamp omtalt med dybeste Foragt. Selv Scherer er kold og afvisende. Ja, da den italienske Digter Giosué Carducci i en Ode forherligede Heine som Frihedshelt, nedlagde endog Karl Hillebrand, Tysklands bedste Kritiker og Heines tidligere Sekretær, der altid havde talt med Pietet og Beundring om den store Afdøde, en Art Protest: Heine selv havde aldrig taget dette saa højtideligt. Denne Misstemning og Mistro er forklarlig. Thi Frivoliteten i Heines Væsen medførte i hans Ungdom en afskrækkende politisk Holdningsløshed. For at opnaa et Professorat i München er han 1827 rede til at fornægte sin Fortid for Kong Ludvig, dog uden Resultat. Han tilbyder samtidigt at forsvare den usle Hertug af Brunsvig, Diamanthertugen, i Fald han kan faa en brunsvigsk Orden derfor; ligeledes uden Resultat. Først fra 1830 er hans politiske Karakter befæstet.

Sagen er dernæst, at Heine manglede "de patetiske Gebærder", var for stolt til at anvende dem. Det forvirrer Tyskerne. Men man gør ham højlig Uret. Dette var og blev den store Patos i hans Sjæl. Helt har han følt det Digt, som afslutter et Kapitel af "Romancero": "Enfant perdu", skrevet i hans senere Leveaar. Han var virkelig, hvad han her kalder sig, en fremskudt Vedet, en glemt Forpost, prisgivet til Nedskydning. Og naar det i hans efterladte Hymne i Prosa hedder: "Jeg er Sværdet, jeg er Flammen", saa er det sandt. Der staar endnu den Dag idag Gnister af hans Sværdslag, Lys af hans Flamme. Mange varmer sig endnu ved hans Ild.

Som berørt finder Borne i sine "Pariserbreve" Heine selvmodsigende, blødagtig, karakterløs som Politiker. Han bebrejder ham ikke saa meget Selvovervurdering, som at han overhovedet overvurderer de enkelte Menneskers Virksomhed, da efter Börnes Mening Individerne ikke mere nutildags, som i Fortiden betyder noget. Selv en Voltaire og Rousseau vilde nu ikke være af Betydning. De Enkelte er nu kun Folkenes Herolder. Dette glemmer Heine. Og i sin Stræben efter at behage Demokraterne siger saa Heine, at det jesuitisk-aristokratiske Parti i Tyskland bagvasker ham, fordi han dristigt byder Enevælden Spidsen; men for at indsmigre sig hos Aristokraterne siger han samtidigt, at han har budt Jakobinismen Spidsen, er en kongetro Mand og altid vil vedblive at være monarkisk sindet.

Börne forstaar just ikke Spøg. Skemtende har Heine fortalt om et Pariser-Modemagasin, i hvilket han Somren forud havde sin Gang, og hvor han blandt de otte unge Piger i Butiken med deres otte Elskere - alle seksten af højst farlig republikansk Tænkemaade - var den eneste kongeligt sindede. Ordlydende siger han etsteds: "Jeg er ved Gud ingen Republikaner. Jeg véd, at naar Republikanerne sejrer, skærer de Halsen over paa mig ... jeg tilgiver dem iøvrigt gerne denne Naragtighed." Börne tilføjer: "Jeg ikke. Republikanere, der var saadanne Narre, at de for at naa deres Maal mente at maatte rydde Heine af Vejen, hørte hjemme i en Daarekiste."

Der er i hine Ytringer af Heine Noget, som trods Spøgen bringer Læseren til at studse. Afvekslende Udbrud af den yderste Radikalisme, gennemgaaende den mest skærende revolutionære Stemning som Grundakkord - og disse stadigt tilbagevendende Forsikringer om ikke at være Jakobiner, ja end ikke Republikaner.

Her kræves en Forklaring, Noget, Ingen endnu har forsøgt at give.

Thi den Forklaring, at Heine var karakterløs, karakterløs i en saadan Grad, at han som moden Mand uafbrudt i det alvorligste Anliggende og med to store Landes Øjne hvilende paa sig slog sig selv paa Munden - den forklarer Intet. Det er i Principerne, at Uklarheden her maa ligge.

Man huske hans trofaste, grænseløse Napoleonskultus. Den giver sig endnu en sidste Gang Luft i "Vinteræventyret" i Sørgesangen over den døde Kejser, da hans Kiste fra St. Helena føres ind i Paris:

 

Igennem Triumfbuens mægtige Hvalv

ad Champs Elysées~Hovedgaden,

alt gennem Taage, alt over Sne

drog Toget tyst ind i Staden.

 

Og husk fra Reisebilder Scenen paa Marengosletten: Russeren, som dér spørger Heine: Er De godt russisk? - og Heine, som svarer: Ja, jeg er godt russisk. - Thi, forklarer han, den uendelige Omskiften af Feltraab og Repræsentanter i den store Verdenskamp har medført, at Revolutionens mest glødende Venner i Ruslands Sejr ser Verdens Frelse og maa betragte Kejser Nikolaj som Frihedens Gonfaloniere (det vil sige: dens Bannerfører) i Europa. Den russiske Regering er gennemtrængt af liberale Ideer, dens Enevælde er kun et Diktatur, i Kraft af hvilket den vil lade disse Ideer træde ud i Livet o. s. v.

Fejltagelsen er kolossal i sin Barnlighed. Men den er i denne Sammenhæng ligegyldig. Det Interessante er, at var Enevælden i Rusland dette, saa havde den Heines Medhold og Sympati, ganske som Napoleons Magt havde havt den.

Men man overveje dette! Heine, Radikalismens yderligst gaaende Talsmand i sin Tidsalders Poesi prisende som Frihedens Bannerfører Nikolaj, Tidsalderens haardeste Tyran. - Er det den samme Mand, der finder en ungdommelig Glæde i altid at bringe Forestillingerne om Konge- eller Kejserværdighed og om Faldøksens Hug i tæt Idéforbindelse? Man huske Heines Ord til Barbarossa: "Du bliver her spændt til et Bræt, det sænker sig ..." o. s. v. og Slutningsraabet til den gamle ærværdige Kejser: "Republikanerne ler os ud, ifaldt de i vor Spidse ser sligt et Gespenst med Krone og Spir ..." Han sætter altsaa Pris paa Republikanernes Dom, deler i visse Maader deres Standpunkt.

Eller man mindes det usigeligt vittige Digt "1649-1793-?" der først behandler den korte Justits med Kongerne under den engelske og den franske Revolution, saa spaar om den kommende tyske:

 

Med Pietet vil den tyske Æt

altid behandle en Majestæt.

i Hofkaret med seks af de bedste

florbedækte, sorttoppede Heste,

højt paa Bukken med Sørgepisk

rank og stram som en Obelisk

taarevædet den ellers bryske

Kusk - saaledes bliver den tyske

Konge kørt til Retterstedstrappen

og underdanigst skilt af med Knappen.

 

Er dette nu ikke en Leg med Ord og et Spil med Følelser, saa maa der gives en Forklaring, en Fortolkning, hvis Nøgle Heine selv ikke har kendt. Thi at der her er Selvmodsigelse i Ordene, i Ordlyden, det er unegteligt.

Fortolkningen er den, at Heine var paa én Gang en stor Frihedsdyrker og en udpræget Aristokrat. Han havde al en frihedstørstig Naturs Kærlighed til Frihed, smægtede efter Frihed, savnede og elskede den af hele sin Sjæl; men hnn havde paa samme Tid den store Naturs Kærlighed til menneskelig Storhed og den fine Naturs rent nervøse Rædsel for alt Middelmaadigheds-Styre.

Med andre Ord: Der var i Heinrich Heines Sjæl ikke en konservativ Blodsdraabe. Hans Blod var revolutionært. Men der var i hans Sjæl ikke heller en demokratisk Blodsdraabe. Hans Blod var aristokratisk, han vilde se Geniet anerkendt som Fører og Hersker.

Hans Bifald lyder, naar han i sin historiske Tilbageskuen eller Fremtidsdrøm ser en ussel Konge eller Kejser blive halshugget. Men han vil give Cæsar hvad Cæsars er. "Apodote ta kaisaros kaisari" er sikkert det af Jesu Ord i det nye Testamente, som har slaaet dybest ned i hans Sind. Han frygter ikke en Frihedstilstand, mod hvilken Alt hvad vi hidtil har kendt af Frihed paa Jorden, er Børneleg, men han troer det ikke muligt, at Gennemsnitsdannelsens Filister-Idealer bærer Frihed i deres skød. Han afskyer al Middelmaadighed, ogsaa den liberale, ogsaa den republikanske, som den store Personligheds og den store Friheds Fjende.

Derfor hans Mistro til de nordamerikanske Fristater, hans ringe Sværmeri for deres Frihed:

 

Tit jeg fristes. Det kan være,

at Amerika jeg gæster,

naaer den store Frihedsstald

med de mange Lighedsbæster.

 

Naar Heine tilbeder Marseillaisen, saa er det, fordi Sangen er ham det store Oprørs Sindbilied. Naar han dyrker Napoleon, saa er det, fordi denne er Kongernes og den gamle Verdensordens Ydmyger, og naar han overser alt det Frihedsfjendske hos ham, saa er det, fordi Napoleon staar for ham som Folkets Talsmand, ren for hvert Stænk af demokratisk Middelmaadighed.

Det er da kun en enkelt Gang i Mismod, hvor han ikke er sig selv, men taler i udenfra hentede Formler, at Heine kan indlade sig paa at udtale den plebejiske Taabelighed, at de store Enkeltes Betydning er forbi, en Paastand, som i Grunden kun er den borgerlige Misundelses mønstergyldige Udtryk. Paa Bunden af sit Væsen er Heine saa overbevist om det Modsatte, at han kan gaa til den gale Yderlighed, i Nikolaj, al Tvangs forstokkede Personliggørelse i Datiden, at se Frihedsmændenes Høvding i Europa. Men Nikolaj var i det mindste en Personlighed, en Kraft. Og Heine var Geni nok til at føle, det i sidste Instans ene og alene kommer an paa Personligheder og Kræfter. Tallet gør det ikke, end ikke Fyrster i rigeligt Flertal. Derfor Heines evige Løjer med de tre Dusin tyske Monarker.

Hvad Heine ræddedes for, var maaske først et Liv uden Skønhed. Den Fourier'ske "Phalanste're", det store Arbejdshus uden Overflod, hvor Alt er lige til Øllet, og hvor der ingen Plads heller findes til den Overflod, som Kunsten er - syntes ham uundgaaelig i Fremtiden, men tilfredsstillede ham ikke.

Dog hvad der end mere vakte hans Uvilje var et Liv uden Storhed, med Lighed i Middelmaadigheden til Religion, med Hadet til Geniet, til de søgende Aander og til dem, der aabent forkaster nazarensk Afholdenhed, til eneste virkelig Moral. Hvad han i lige Grad afskyede var Samfundet, som han kendte det, regeret af et Præsteskab uden Aand og en Adel uden Finhed, og saa et Samfund, som han forudsaa det, bestaaende af frigivne Slavesjæle, der kun havde ophørt med det Kryberi, som var deres Instinkt, for at give den Misundelse Tøjlen, som var Kærnen i al deres Sædelighed.

Han var visselig "for" Revolutionen mod Ludvig den Sekstende, denne skikkelige Klejnsmed, der var bleven Konge. Dog var han lige saa vist for Cæsar mod Brutus, denne Klodrian af en Aagerkarl, som ikke kunde andet end stikke en Kniv i en stor Mand.

Han indbildte sig at være Monarkist; han kaldte sig kongetro af Overbevisning, fordi han var cæsarisk sindet og manglede Ordet. Han indbildte sig at være Demokrat, han kaldte sig derfor, fordi han var født som Plebejer, hadede enhver uretfærdig Fødselsforret, og følte sig stillet i en evig Opposition til Junkere og Præster. Men i sit inderste Sjæleliv var han følgeret. Den tilsyneladende Modsigelse i hans politiske Sympatier og Bestræbelser kom af at han elskede Storhed og Skønhed saa højt som Frihed og ikke vilde ofre Menneskeslægtens højeste Udvikling paa en uvirkelig Ligheds og virkelig Middelmaadigheds Alter.

 

** Noter til kapitel 11:

*34) K. Mendelssohn-Bartholdy: Preussen und Frankreich zur Zeit der Julirevolution. S. 25 ff.

 

12. Heine 2.

 

Den sandsynligste Datum for Heinrich Heines Fødsel er 13. December 1797. Man udgav ham i 1816 for to Aar yngre for at skaffe ham som endnu ikke værnepligtig Ret til Udvandring af Prøjsen; derfor har man troet ham født i 1799. Hans Fader, Samson Heine fra Hannover, havde i sin Ungdom som Proviantmester med Officersrang hos Prins Ernst af Cumberland gjort et Felttog med i Flandern og Brabant, men havde efter sit Ægteskab med Peira (Betty) von Geidern nedsat sig som Købmand i Düsseldoff. Han var en smuk Mand, der førte sig værdigt; lidet begavet, ogsaa en middelmaadig Købmand, uden Forstand paa Kunst og Poesi, men med en barnagtig Kærlighed til Uniformer og med fornemme Tilbøjeligheder: for Spil, Teaterdamer, Hunde og Heste. Han skal have havt tolv Heste med sig, da han flyttede til Düsseldoff. - Moderen, der havde faaet en god Opdragelse og talte fransk og engelsk saa flydende som tysk, var forstandig, sjælfuld, musikalsk, Elev af Rousseau, hvis "Emile" hun havde studeret, en Beundrerinde af Goethe, tidligt paa sin Post mod Fordom og Vedtægt, og i Modsætning til Faderen, der saa op til Napoleon, lidenskabelig Patriot. Opdragelsen var hendes Yndlingstanke, og hun underviste med stor Omhu og Taalmodighed sine Børn. Begge Forældrene var i religiøs Henseende frisindede, Faderen ligegyldig, Moderen Deist, dog lod de deres Børn iagttage det gammeldags jødiske Ceremoniel.

Efter en kort Tid at have besøgt en jødisk Pogeskole, i hvilken maaske Grunden blev lagt til den Bibelkundskab, der er saa hyppigt fremtrædende i Heinrich Heines Skrifter, blev Drengen sat i en af franske Gejstlige, mest Jesuiter, ledet katolsk Undervisningsanstalt, som var indrettet i et tidligere Franciskanerkloster, men hvis Lærere dog var ogsaa verdsligt dannede Mænd. Han havde i Hjemmet havt en lykkelig Barndom, fandt ogsaa i Skolen Venner og Beskyttere, der tog sig af ham, naar han paa Grund af sin Troesbekendelse eller sin Spottelyst var truet med Overlast.

Det tidligst paafaldende Træk hos den tilkommende Digter var en stedse tiltagende Nervøsitet, der ytrede sig i, at al Larm var ham forhadt og pinlig. Endog en smuk klangfuld Stemme som hans Søsters, endsige Klaverspil og højrøstet Tale virkede paa ham som Skrig og Støj. Og skarp som hans Hørelse var hans Lugtesans. Tobaksrøg var tidligt ham, som Goethe, en Gru. For Musik havde han ingen Sans, og at danse lærte han aldrig. Femten Aar gammel begyndte han at skrive gode Vers.

Rhinlandet med dets Livsglæde, men ogsaa med dets Overtro, Sagn og Legender, den katolske Gudsdyrkelse i disse Egne med dens middelalderlige Bygninger og Ceremonier og Valfarter, over hvilke den herskende romantiske Poesi kastede sit forklarende Skær, Indtrykkene af den israelitiske Afstamning, af Bibelens Poesi og de samtidige Jøders i Undertryktheden avlede Frihedslængsel og Selvironi, Sværmeriet for Franskmændene og Napoleon paa den ene Side og den straks derefter følgende Paavirkning af Tysklands patriotiske Vækkelse, hvilken bragte alle Disciplene i Skolens øverste Klasse, deriblandt Heine, til at melde sig - mest forgæves - som Frivillige under Frihedskrigen 1813: alle disse ydre Forhold og sjælelige Tildragelser formede og prægede Drengens Sind. Han læste helst store Humorister som Cervantes og Swift. "Don Quijote" og "Gullivers Rejse" var hans Yndlingsbøger.

I sit sekstende Aar havde han en første romantisk Forelskelse i en ligeledes seksten Aar gammel Datter af en Skarpretter, Josefa ved Navn, som boede i Huset hos sin af hele Egnen skyede og frygtede Tante, hvis Mand ogsaa havde været Skarpretter. Heine har beskrevet den unge Pige som selsom og bleg med rytmisk ædle Bevægelser, et fintskaaret Ansigt med store mørke Øjne og blodrødt Haar. Hun kunde mange Folkeviser og lærte ham dem, var efter hans eget Udsagn den første, som vakte hans Sans for Folkepoesien, og øvede overhovedet ved den Skønhed, der omstraalede hende, og den Uhygge og Rædsel, der omgav hende, en ikke ringe Indflydelse paa den vordende Digter. Man sporer i Heines første Digte en Forkærlighed for Døds- og Gravtanker, der synes at stamme fra det ømme Forhold mellem de to Børn. I Heines "Drømmebilleder" Nr. 6 synes den Usalighed, for hvilken den i Drømmen aabenbarede unge Kvindes Hengivelse alene kan købes, at symbolisere den Uære, som hang ved Skarpretterens hele Slægt og virkede som en Forbandelse paa Enhver, der traadte i Forbindelse med den.

Fra 1816 fortrænges Josefas Billede i Heines Sjæl af en anden ung Piges. Forældrene havde bestemt deres Harry (saaledes skreves Fornavnet oprindeligt) til Købmandsstanden. Rothschildernes glimrende Bane havde gjort et dybt Indtryk paa dem. Man sendte Sønnen først paa en Handelsskole i Düsseldorf, saa et Par Maaneder til en Bankier i Frankfurt og anbragte ham dernæst paa et Kontor i Hamborg, hvor en Onkel af ham, den bekendte Salomon Heine, havde svunget sig op til en Matador i Handelsverdenen. Ved Hjælp af den rige Onkel, af hvem Brodersønnen sit Liv igennem forblev afhængig, aabnede denne i 1818 under Firmaet "Harry Heine & Komp." i Hamborg en Kommissionsforretning i engelske Manufakturvarer, der som det var at vente allerede i det følgende Foraar maatte indstille sine Betalinger. I Onkelens Hus fandt Heine imidlertid ikke blot den knarvurne Velgører, der trods sin Godhed aldrig forstod ham og altid ærgrede sig over ham, men i dennes tredie Datter Amalie Heine den Kvinde, der blev hans Ungdoms Skæbne, og som han under forskellige Navne (Maria, Zuleima, i Breve Molly) har besunget og forbandet. Hendes Ynde bliver han aldrig træt af at prise; hun straaler i Skønhedsglans som den, der steg af Bølgernes Skum; hendes Øjne, Læber og Kinder ligner Madonnabilledets i Kölner Dôm, hendes Øjne er Violer, hendes Hænder Liljer osv.; men det synes, som om hun aldrig har elsket ham. Haabet har han i alt Fald, med Tiden at kunne vinde hende, et og andet Vidnesbyrd om Velvilje har han maaske ogsaa modtaget, og saa meget synes af hans Digte klart, at hendes Giftermaal med en Anden, en Godsejer fra Königsberg, i Aaret 1821 ramte ham som et Slag og efterhaanden kom til at staa for ham som et utilgiveligt Forræderi.

Ny Hjælp fra Onkelen satte Heine i Stand til at slaa ind paa den studerende Vej, da han havde vist sig saa uskikket til Købmandsvirksomheden, der var bleven ham i højeste Grad imod. Efter at have oplevet Jødefejden i Hamborg 1819 rejste Heine over Düsseldorf til Bonn for at dyrke det juridiske Studium dér og erhverve sig den juridiske Doctorgrad, som Onkelen fordrede, han skulde tage.

Universitetet i Bonn, der havde været lukket i flere Aar under det franske Styre, var da nylig aabnet paany og havde en Række af fortræffelige Professorer: men da netop samtidigt Forfølgelsen af Burschenschafterne og af alle nationale Bevægelser indenfor Studenterverdenen i Kraft af Karlsbader-Beslutningerne begyndte, blev Heine straks ved sin Ankomst til Universitetet i Anledning af en Studenterfest paa Aarsdagen for Slaget ved Leipzig, taget i Forhør og inddraget i en smaalig og frugtesløs politisk Proces, der ikke kunde andet end vække hans mest personlige Afsky for den indbrydende Reaktion. Det Vidnesbyrd, han ved Universitetets Optagelsesprøve i 1819 erholdt, lød paa, at han ikke havde lært Græsk, kun havde ringe Indsigt og Øvelse i Latin og ikke havde formaaet at gaa op til Eksamen i Matematik, men at han "ikke var uden alle Kundskaber i Historie" og at "hans tyske Arbejde, skønt underligt affattet, udviste en god Bestræbelse".

Den unge Student i den Fløjls Jakke med Kniplings-Mansketter og Kalvekrøs beflittede sig i Klædedragt og Optræden paa en skødesløs Elegance. Han var af Middelhøjde, bar sit lysebrune Haar temmelig langt om det skægløse Ansigt, havde regelrette Træk, en næsten græsk Næse, blaa Øjne, en stor udtryksfuld Mund, hvis Læber hyppigt fortrak sig til det kolde og spotske Smil, der saa hyppigt omtales i hans Digte, og ualmindeligt smukke, hvide Hænder.

Han hørte Forelæsninger over det tyske Sprogs Historie, over Tacitus's "Germania", over "Niebelungenlied", i det Hele paa den ene Side literatur- og kulturhistoriske Foredrag, paa den anden Side juridiske Forelæsninger over Romerret og germansk Statsret. Af Professorerne udøvede den romantiske Skoles Høvding A. W. Schlegel en afgørende Indflydelse paa den vordende Digter, som forelagde ham sine Vers og i dette Tidsrum skrev sin første Tragedie "Almansor".

I Slutningen af 1820 drog Heine fra Bonn til Universitetet i Göttingen med gode Forsætter om juridisk Flid, men Staden behagede ham, hvad hans "Harzreise" noksom vidner om, kun saare lidet, og da han efter faa Maaneders Ophold i Anledning af en ubetydelig Strid med en anden Student fik "Consilium abeundi", rejste han 1821 til Berlin. Indført i Varnhagens Hus, Byens aandelige Midtpunkt, hvor Rahel samlede Dannelsens, Talentets og Blodets Aristokrati omkring sig, lærte han snart Blomsten af Berlins bedste Selskab at kende. I Lutter og Wegeners endnu eksisterende Vinstue i Behrenstrasse traf han ved Nattetid sammen med Datidens gode Hoveder og geniale Zigøjnere, deriblandt Mænd som E. T. A. Hoffmann og Grabbe. Og her lykkedes det ham efter flere frugtesløse Henvendelser at finde en Forlægger, der erklærede sig villig til at udgive hans første Digtsamling og honorere den med fyrretyve Frieksemplarer. Den udkom December 1821, gjorde hans Navn bekendt, næsten berømt, og allerede den fremkaldte baade Efterligninger og Parodier.

Heine hørte ved Universitetet Datidens ypperste Lærde: Hegel, hvem han med Lidensknb dyrkede, Bopp, der lærte indisk, og Wolff, der lærte klassisk Filologi, samt Juristen Eduard Gans. Med ungdommelig Iver indlod han sig med en Kres af Mænd, der attraaede en Reform af Jødedommen og tilstræbte at indvie dens Bekendere i europæisk Kultur. Med ikke mindre ungdommelig Forbitrelse angreb han under det fremmede Kostyme i "Almansor" de frafaldne Jøder, der opgav den fælles Sag, og indirekte Kristendommen, der stod for ham som fjendtlig Magt. Tragedien udkom - sammen med Heines andet Begynderarbejde "William Ratcliff" - 1823, blev opført, men faldt paa Grund af Racehadet mod Forfatteren igennem. (G. Karpeles: "Biographie Heinrich Heine's". 1885.)

Opholdet i Berlin viste sig ikke fremmende for Heines Brødstudium. Han havde allerede i Hamborg vænnet sig til et ret letfærdigt Levned, og han fortsatte det her. For at samle sig rejste han i 1823 til Lüneburg til sine Forældre, derfra til Hamborg og paany til Göttingen, hvor han i 1825 disputerede for den juridiske Doctorgrad. Straks derefter lod han sig døbe. Han skiftede Religion, ikke af Overbevisning om Kristendommens Sandhed, tværtimod under en levende Følelse af Uvilje mod den og Skam over det Skridt, han foretog, men fordi han vilde gøre et Forsøg paa at unddrage sig den ydmygende og trykkende Afhængighed af Onkelen og ikke kunde opnaa Indtægter, Livsstilling eller Embed paa andet Vilkaar. Man finder hans Stemning fra hine Dage gengivet i det med Urette overroste Brudstykke "Rabbien fra Bacherach", der kun paa enkelte Punkter fortalt med Liv og Kunst i Virkeligheden godtgør Heines Evneløshed overfor den Opgave at skrive en historisk Roman, men som i sin Slutning ved den Selvskildring, Digteren her under en fremmed Maske har udført, røber Skamfølelsen ved af Navn at være gaaet over til et Troessamfund, der var ham Fjendens Lejr.

I Brevvekslingen mellem Varnhagen og Rahel finder man stænkvis malende Ord om Heines Person og Væsen i hine Dage. Mærkværdigt nok anfører Varnhagen straks første Gang, han omtaler "vor lille Heine", et Udbrud af Rahel til denne, der er utroligt slaaende, fordi det viser, med hvilket Skarpblik hun har udfundet netop den Digterpersonlighed, med hvem Heine havde Noget tilfælles, men som han paa ingen Maade turde ligne under Straf af som Menneske og Digter at gaa tilgrunde. Udbruddet lyder: "De maa ikke blive nogen Brentano, jeg taaler det ikke!" Rahel skriver humoristisk: Heine maa og skal blive sand, selv om han skal prygles dertil. "Menneske, bliv sand!"

Og hvor godt har ikke Varnhagen selv kendt ham, hvor fin er ikke den følgende, seks Aar senere Vending i et Brev til Rahel: "Og nu har du foruden de andre kloge og flinke Mennesker, som morer dig, ogsaa Heine, den ejendommelige, berejste, friske Heine hos dig! Frisk behøver ikke her at betyde: som han kommer fra Havet; ogsaa nedsaltede Sild kalder man jo netop i denne Egenskab friske." Næsten i samme Lignelse bevæger sig denne Ytring om Heine som trediveaarig: Forhaabenlig ser du ham tit og benytter han Omgangen med dig til sit Bedste. Han maa bevare sig i en god aandelig Luft; thi der er noget ved ham, som let fordærves *35).

Rahel og Varnhagen blev de første Forfægtere af Heines Talent. Den ældste rosende Anmeldelse af hans Digte stammer fra hans fine diplomatiske Beskytter. Men man føler ret vel, at Parret har havt et skarpt og bekymret Blik for de Svagheder i hans Karakter, der kunde blive farlige og fordærvelige for de store digteriske Evner.

 

** Noter til kapitel 12:

*35) "Briefwechsel zwischen Varnhagen und Rahel": Band 6: 48, 56, 316, 344. Andre lærerige Udtalelser om Heine af Rahel er følgende: Heine ser jeg næsten ikke; han kaster sig saa at sige om i sig selv, siger, at han maa arbejde meget, er næsten overrasket over, at noget saa Virkeligt har ramt ham som Faderens Død og Moderens Sorg derover .... Han ser raskere ud; klager næsten ikke mere; men mangt et forbigaaende Minespil har sat sig fast i hans Træk, som ikke klæder dem godt; saaledes har han en Trækning ved Munden, naar han taler, som tidligere næsten forekom mig at være en lille Ynde, skønt den aldrig gav Vidnesbyrd om noget Kønt. - Jeg vilde netop skrive til dig om Heine. Summen, jeg har faaet ud, er og bliver hans store Talent; men det maa modnes i ham, ellers bliver det indholdstomt og udhules til Manér. Varnhagen svarer: For Heine gives der kun én Frelse; han maa indvinde Sandhedsgrund og indvendigt være ret grundfæstet i den; saa kan han sende sit Talent ud i Verden paa Strejftog for at det kan samle Bytte og gøre kaade Streger. 5: 347, 356, 365.

 

13. Heine 3.

 

Den Bog, der i vore Dage er Heines mest læste og til hvilken hans Navn især er knyttet, "Buch der Lieder" fra 1827 bestaar af Digtgrupper fra forskellige Aar og Udviklingstrin.

"Junge Leiden" fra 1816-1821 er som den første Gruppe den svageste. Den falder i flere Afdelinger: Drømmebilleder, Sange, Romancer, Sonetter. Indholdet er: Barndomserindringer fra Düsseldorf, kære Minder fra en lykkelig Barndom, Kærlighed til Moderen, Napoleonsdyrkelse, megen katolsk Rhinlandsromantik, Dødningedans med ranglende Knokler paa Kirkegaarde, og alleslags Drømmesyner. Her klinger skemtende Toner, spøgefulde Klager over den Pengeforlegenhed, der opstaar, naar Dukaterne altfor hurtigt løber deres Vej, og skærende Toner, hvis Kilde er Fortvivlelse over de Ydmygelser, Digteren har lidt som begyndende, snart falleret Købmand blandt Pengemændene i Hamborg. Her er fra Studentertiden Udbrud af levende akademisk Venskabsfølelse og af Begejstring for den ved Universitetet og i Literaturen lige fremragende A. W. Schlegel, dernæst tysk-patriotiske Udbrud i Burschenstilen, som Heine hurtigt forlader. Her er lidenskabelige Udtryk for Geniets Selvfølelse, og her er Elskovs-Sorger og Klager af forskellig Art, først Elskovsattraa (efter E. T. A. Hoffmanns Manér blandet sammen med Kirkegaardsrædsler), dernæst ret følsomme Veklager over uigengældt Kærlighed, og Udbrud af vild Fortvivlelse over den Falske, der har givet ham Dødsstødet og ved sit Bryllup drikker hans Blod og fortærer hans Hjerte. I et enkelt Digt "Die Fensterschau" slaar dog Stemningen undtagelsesvis over i en vis grovkornet Lystighed.

De ypperste af disse Ungdomsdigte, hvis Form i det Hele er gammeldags, er først de berømte, fyndige fire Linjer, som begynder: "Først jeg næsten tabte Modet", det tidligste Eksempel paa Sammentrængtheden i Heines Stil, saa et Par af Sonetterne, som er langt lidenskabeligere end tyske Sonetter ellers, endelig blandt Romancerne "Belzaser", der rimeligvis er paavirket af Byrons Hebraiske Melodier, og det allerede omtalte uforlignelige Digt om de to Grenaderer.

Den næste Afdeling, som fører den besynderlige Titel "Lyrisk Intermezzo", fordi den nemlig 1823 første Gang fremkom som lyrisk Mellemspil mellem de to daarlige Tragedier "Amansor" og "Ratcliff, behandler samme Æmner som det første Afsnit, men i ejendommeligere Former og paa friere kunstnerisk Maade. Udgiveren af "Buch der Lieder"'s oprindelige Tekst Ernst Elster har i sin Indledning og en yngre Kritiker Wilhelm Bölsche i et selvstændigt Værk om Heine med megen Skarpsindighed eftervist, at vi her kun sjældent har en umiddelbar Udstrømning for os af den oplevede Kærlighedssorg, men en Art Erindrings-Kraftuddrag. I Reglen tumler Digteren her frit med den gamle Elskovskval, ja leger undertiden med den; derfor af og til det Klikkende i Udtrykket; Læseren tror stundom ikke ret paa Følelsens Alvor, bliver betænkelig overfor de stadige Forsikringer om en dræbende Kummer, under hvilken Livet dog bestandigt fortsættes og Kunsten uafbrudt øves.

Men det var ganske naturligt, at Heine her paany tyede tilbage til den ene og samme Lidenskab, om den end ikke i Mellemtiden havde faaet frisk Næring. Han havde ikke oplevet nogen senere, der i Styrke eller i Betydning for hans Sjæleliv kunde maale sig med den. Den var og blev den vigtigste Begivenhed i hans Liv. Det synes, som om den Lykke, den i sin Tid havde bragt ham, var saare flygtig; da han første Gang sang om sin Kærlighed, dvælede han derfor udelukkende ved sin Elskovssorg, Følelsens Uigengældthed, Forladtheden, Forræderiet, den Elskedes kolde Grusomhed. Nu, da han stod friere overfor den, meddelte han dens hele virkelige eller omdigtede Historie fra den første Dag af, da den vaagnede til Liv, indtil den Stund, da han var som død for hende, og ikke nok med at han saaledes føjede Følelsens hele Levnedsløb til Afgørelsens Stund, men han gav den større Friskhed og Rigdom, idet han omgav ethvert af dens betydelige Øjeblikke med en Ramme af Naturliv og Naturstemninger. I "Drømmebilleder" herskede bestandig Nat. Her raader Majmaaneds Løvspring og Fuglesang og Stjernelys.

At nu den oprindelige Ømhed, som den Elskede skal have næret for den Talende, kun er tildigtet, ikke stemmende med de virkelige Forhold, det røber Heine ufrivilligt, naar han udmaler ømme Optrin imellem dem. Thi da er Elskeren aldrig besiddende, men selv i Omfavnelsens Øjeblik kun længselsfuld:

 

Læn blot din Kind imod min Kind,

saa flyder Taarerne Sammen,

og tryk mit Hjerte fast imod dit,

saa enes Kærlighedsflammen.

 

Og er saa vore Taarers Strøm

af den store Flamme fortæret,

da, naar jeg favner dig, stærk og øm,

dør jeg af Elskovsbegæret.

 

Denne begunstigede Elsker, der naar Flammerne mødes dør af Længsel, forraader sig som en i Virkeligheden meget utilfredsstillet Elsker.

Af de rent erotiske Digte er derfor de fortrinligst, der udtrykker Elskovslængsel, og de, som udtrykker et Kærlighedsforholds vemodige Opløsning. Blandt de ømme og længselsfulde Digte straaler især det yndefulde, østerlandske Digt "Paa Sangens Vinger, mit Hjertes Elskte, jeg bærer dig bort", besnærende ved det skildrede Indiens fjerne og fremmede Præg og ved Stemningens fine Inderlighed. Heine længtes til Indien som Goethe til Italien, hørte aandeligt hjemme ved Ganges' Bredder som Goethe ved Tiberens. Rimeligvis har Bopp ved sine Forelæsninger først vakt hans Sans for dette østlige Drømmeland, men forøvrigt bruger han for at føre det frem den romantiske Æventyrstil, som han tog i Arv, og som han tildannede efter sit Væsen til Brug for Maleriet af det Fjerne og Lokkende.

Simpelt skøn er en Strofe som denne:

 

Der vil under Palmer vi ligge

udstrakte uden en Lyd,

og Ro og Kærlighed drikke

og drømme den saligste Fryd.

 

Tager man derimod Strofer som denne:

 

En rødt blomstrende Have

i Maaneskin ligger der.

Lotosblomsterne venter

deres Søsterlil, saa kær.

 

da indeholder den, saa smuk den end i Grundskriften er og saa kælent den klingcr, allerede noget af den Unatur, der ikke sjældent møder Læseren i Heines Naturmalerier. Koloriten er stærk, men ikke set; Lokalfarverne gør sig gældende paa den hele Tones Bekostning. Rødt blomstrende er neppe det første Ord, det falder naturligt at male en Have med, naar den ses i Maaneskin. Omtrent med samme Effekt paa den naturlige Virknings Bekostning hedder det senere i Digtet "Aftendæmring": "Ligeoverfor ved Vinduet sad Rosenansigter, dæmrende og "maane"bestraalte." Og Vendingen, at Lotosblomsterne i den Elskede venter deres kære Søster, er lidt af en gammeldags Artighed midt i det rige Gangesbilled. Det er omtrent den samme Vending, som forekommer i denne Strofe:

 

De hviskende Blomster ser paa mig

saa medynksfuldt som de kan:

Vær ikke vred paa vor Søster,

du blege, sørgmodige Mand!

 

Der er heri en Madrigalstil, som Heine i modnere Aar kommer ganske udover.

Ogsaa en anden af Stroferne i dette saa stemningsfulde Gangesdigt har Ejendommeligheder, som peger tilbage mod Heines Oprindelse fra den romantiske Skole med dens vilkaarlige Naturopfattelse:

 

Violerne fniser og kæler

og ser imod Stjernerne op.

 

At Violerne kærtegner hinanden er allerede ret dristigt; det minder om H. C. Andersens fortryllede Haver; men at de fniser, er sikkert for meget af det Gode. Det er den Stil, Emile Zola senere slaar ind paa i Skildringen af sin Have Paradou.

I samme Aand som denne Sang har Heine digtet den følgende om Lotosblomsten, der ængstes for Solens Pragt, en yderst yndefuld Digtning, i al Blomsteruskyld sanseligt smeltende som faa andre Poesier. Her er den kødeligt-sjælelige Attraa næsten drevet ud i Hysteri, idet Digteren ikke nøjes med at lade Lotoskalken blomstre og gløde og lyse og dufte og skælve, men endogsaa græde, idet dens Elsker Maanen vækker den med sine Straaler *36)

Næst efter disse attraaende Digte er de opgivende, som udtrykker Elskovslivets Ophør, de mest følte. Det ypperste Eksempel er Digtet Nr. 59 i "Intermezzo", der i sin første Strofe skildrer, hvorledes en Stjerne, Elskovsstjernen, falder ned fra Himlen, i sin anden, hvordan Æbleblomsternes Blade falder fra Træerne, og i sin tredje, hvorledes en Svane synker i sin Bølgegrav, indtil Alt samles i Slutningsstrofen:

 

Det er saa mørkt og stille!

Bort blæste Somrens Blomst og Blad,

Stjernen er gnistrende sprunget,

Svanen sin Sang til Ende kvad.

 

Meget betegnende for Heine er det, at saa stemningsrigt Digtet end er, gør intet af de tre Naturskuespil, som fremføres, Indtryk af det Oplevede. De staar der som vilkaarligt sammenbragte Sindbilleder.

Mellem disse Sværmerier har han saa indstrøet Digte af helt forskellig Art, der drejer sig om meget lettere Kærlighedsforhold. De dristigere iblandt dem har han udeladt af Samlingen "Buch der Lieder", saaledes det dog ret uskyldige:

 

Du skal mig elskende favne,

min egen Kærest, med Magt!

Omslyng mig med Arme og Fødder

og Legemets smidige Pragt!

 

andre har han beholdt, saaledes "Verden er dum, Verden er blind" med dets Udmaling af Armenes Blødhed og Kyssenes Brand. Men der er ogsaa andre fyndige Strofer af alvorlig, lidenskabelig Karakter, som f. Eks. den bekendte "Jeg har dig elsket, dig elsker endnu", endelig har han her med en frivillig for Effektens Skyld opsøgt Forslidthed i Ordvalget almindeliggjort den Livsskæbne, der gjorde ham til erotisk Digter, i det mod Heines Vane ikke i Jeg-Stil skrevne Digt, der er blevet saa berømt: "En Yngling elsker en Pige; hun har en anden valgt".

Efter dette Afsnit følger Samlingen "Heimkehr", skrevet 1823-24 i Hamborg og Kuxhaven. Ordet Heimkehr betyder Gensynet af Hamborg, hvor Digterens Kærlighedsroman var foregaaet, og hvor ved Skuet af de kendte Steder alle Hjertets Saar sprang op paany. Og til dette fremherskende Tema i Samlingen slutter sig et andet, det første Skue af Havet, som hidtil var ubesunget i tysk Poesi.

Her blander sig nu med Klagerne over den Tabte, hvilke fremkaldes af de Omgivelser, hvori hin gamle Tragedie havde spillet, nye Indtryk og Billeder. Først bryder den fordums Lidenskab med Vælde frem paany; han ruger atter over den gamle Kval; han er ilde tilmode i Byen, hvor Husene synes ham at falde ned i Hovedet paa ham, og end mere i de Sale, hvor hun lovede ham Troskab. Det Nye i disse Sange om ulykkelig Kærlighed er det stadigt lige heftige og vilde Had, som her flammer over Elskovs-Lykkens Grav.

Men paa Rejsen har Digteren truffet den Elskedes Familie, og den yngre Søster ligner ganske den Elskede, især naar hun ler, og hun har de samme Øjne, der har gjort ham saa ulykkelig. I et Brev af treogtyvende August 1823 taler han til sin bedste Ven om, at "en ny Daarskab er bleven podet paa den gamle". Det er lykkedes Ernst Elster ved omhyggeligt Studium af Breve og Digte at eftervise, hvorledes hos Heinrich tydeligt nok en Lidenskab for Amalie Heines otte Aar yngre Søster Therese paa dette Tidspunkt afløste den første Kærlighed, der havde faaet et saa utilfredsstillende Udfald. De poetiske Navne Eveline, Ottilie gaar paa Therese. Heftig har den nye Lidenskab været, men efter al Sandsynlighed lige saa uigengældt som den første Ungdomspassion. Derfor de bekendte Linjer:

 

Den, der elsker første Gang, om

end forgæves, er en Gud.

Men den Mand, der ej genelsket

elsker anden Gang, en Nar.

 

Jeg, en saadan Nar, jeg elsker

anden Gang foruden Gengæld.

Solen ler mig ud og Maanen,

jeg ler med og - dør i Latter.

 

I Aaret 1828 forlovede og giftede Therese Heine sig med en Dr. jur. Adolf Halle, og man har blandt Heines efterladte Digte fundet bidende Spottevers over Brudgom og Bryllup. Han havde jo den uridderlige Poetvane at hævne sig ved Spotterier, hvor han blev afvist. Men Digtene i "Heimkehr" indeholder ikke, hvor Therese er ment, den Bitterhed og det Had, som hyppigt kommer frem hos Heine overfor den ældre Søster. Han priser Thereses Skønhed, hendes dejlige Øjne, hendes Renhed: hun er som en Blomst; han beder til hende som Andre til Paul og Peter eller Madonna; og han kæmper mod sine Følelser, ræddes for denne nye Kærlighed. Baade Stolthed og Skyhed forbyder ham at erklære sig; det var endog bedst for hende, om hun ikke elskede ham; han har stundom selv søgt at forhindre Elskovens Opstaaen i hendes Sjæl; men nu, da det er lykkedes ham saa let, trænger Ønsket om hendes Kærlighed sig dog atter frem. Han er for stolt til at tale om sin Lidenskab og om sin Kval, han spøger og spotter, medens han indvendig forbløder sig; men hun forstaar ham ikke, ser ikke at hans Hjerte skælver og brister. Derfor disse Vers:

 

O denne Mund er meget for stolt,

kun med Kys og i Skemt den taler,

den siger maaske et haanligt Ord,

medens jeg dør af Kvaler.

 

Men Dødstruslen er denne Gang ikke ment bogstaveligt. Thi i et andet Digt hedder det oprigtigt:

 

Tro ej, jeg mig skyder til Døde,

hvor slemt end Sagerne staar.

Det er altsammen, min Søde,

hændt mig i yngre Aar.

 

Og dog har han ogsaa denne Gang følt dybt og lidt meget. Saa underligt det klinger, Kusine-Kærligheden, dette i Reglen kun første og foreløbige Stadium paa Banen, denne blotte Indvielse til det egenlige erotiske Liv *37), er den eneste alvorlige og ikke ganske flygtige Lidenskab, den unge Heine har kendt. Og selv i Manddommens Aar naaede ingen senere Følelse paa langt nær Styrken af denne ungdommelige Dobbeltpassion for to Søstre, af hvilke den andens Type genkaldte ham den førstes.

Mellem de følelsesfulde Poesier, som forholder sig til dette Stykke Sjælehistorie, har Heine saa ligesom i "Intermezzo" indflettet Smaadigte om mindre alvorlige Forelskelser, Æventyr fra Universitetsbyerne, som han havde besøgt, ja endog Vers om ganske platte og betalte erotiske Glæder. Af "Buch der Lieder" udelod han adskillige af de anstødeligere, som oprindeligt havde deres Plads i "Heimkehr", saaledes det morsomme, men frække:

 

Hils mig ikke paa Gaden, mit smukke Barn,

lad ikke, som du mig kender,

naar vi er hjemme sidenhen,

saa er vi des bedre Venner.

 

- ja selv saadanne muntre og overmodige Vers som dette:

 

Himmelsk var det, tvang jeg ned

Kødets Drift til syndigt Fjas:

men var Driften mig for hed,

havde jeg dog megen Spas.

 

Mest fremtrædende i denne Afdeling er vistnok Dobbeltevnen til Sang og Maleri. Foruden sin Evne til det lyriske Udbrud, der i sin blandede Lidenskabelighed er som Hjertets ukunstlede Skrig hos det moderne Menneske, lægger han her en særegen malerisk Begavelse for Dagen, figurdannende ved Lys og Skygge og Farver uden faste Omrids.

Der er Scenen i den stille Præstegaard med den opløste, stridige, fortvivlede Familie (Halvmaanen, bleg og høstlig). Sønnen vil blive Landevejsrøver, Datteren sælge sig til Greven. Saa levende dette Optrin end er gengivet, hører det ikke til de bedste; der er for megen gammeldags Romantik i Indfaldet med den døde Fader i det sorte Ornat, der staar udenfor og banker paa Vinduet. Ganske mesterligt er derimod det næste Digt (Hvor Vejret dog er daarligt), i hvilket vi ser den gamle Morlille om Aftenen sent i Mørke og Uvejr rokke med sin Lygte tvers over Gaden for at købe ind til sin store kønne Datter, som ligger hjemme i Lænestolen og blinker søvnigt med Øjnene mod Lyset, medens de gyldne Lokker falder ned over det yndige Ansigt - det virker som et gammelt hollandsk Maleri.

Dog end skønnere er den Gruppe af otte Digte, som er udsprungen af Opholdet i Kuxhaven. "Vi sad ved Fiskerhuset" er et lille Vidunder af kunstnerisk Kraft, denne Samtale med Pigerne udenfor Fiskerhytten, i hvilken det fjerne Indien og det yderste Thule er malte med saa ganske faa Ord: Ved Ganges dufter og lyser det, Kæmpetræer staar i Blomst og smukke, stille Mennesker knæler for Lotosblomster. I Lapland er der smudsige Folk, smaa, med platte Hoveder og brede Munde; de sidder paa Hug om Ilden og steger sig Fisk og kvækker og skriger.

Saa er der lystige Digte om løse Pigebørn som hende, han søger i hele Byen og finder i et Pragthotel, eller hende, i hvis Hjerte blaa Husarer laa i Indkvartering.

Endelig er der enkelte yderst fyndige Vers, som alle Mennesker nu kan udenad, men som har sat ondt Blod imod Heine og som har forarget. Saaledes især det berømte:

 

Sjældent har I mig forstaaet,

jeg fandt ej hos Jer Forstanden;

kun naar vi i Skarnet mødtes,

saa forstod vi straks hinanden.

 

Det er ubegribeligt, at man nogensinde har kunnet betragte denne Strofe som en Tilstaaelse af smudsige Instinkter. Den snærter jo kun dem, der søger lige ned til ethvert anstødeligt eller slibrigt Sted i en Bog, som Soen søger til Pølen, og slaar sig ned deri. At Heine ikke her tænker paa nogen Indrømmelse i Retning af at have villet paakalde Læserens sanselige Drift eller skamløse Tilbøjeligheder viser bedst det følgende Digt, der umiddelbart slutter sig til hine Linjer, og som begynder:

 

Dog Kastraterne hviskede,

da min Røst lød første Gang,

de hviskede og de tiskede,

at meget for grovt jeg sang.

 

Han kunde ikke utvetydigere hævde, at han, hvor han har været ligefrem, drøj eller skamløs, kun har fulgt sit moderne Hang til Virkelighedstroskab, sin Uvilje mod romantiserende Besmykkelse, sin uvilkaarlige Drift hen imod den skærende Livssandhed.

Ikke mere moralsk Berettigelse har den almindelige Klage over hvad Julian Schmidt engang har kaldt Gemenheden i Heines Tankespring fra det Ophøjede til det Lave. Et typisk Eksempel paa disse Omslag i Stil og Stemning er Digtet "Freden" i Nordsøpoesiernes Gruppe, i hvilket Heine ser Jesus som Fredsfyrste under Havblikket skridende kæmpestor i sin hvide Klædning over Land og Hav. Hans Hoved rager op i Himlen; som Hjerte i Brystet har han Solen, den røde, flammende Sol, og hans Solhjerte sender sine lysende, varmende Straaler over Land og Hav. Saa afbrydes pludselig Stemningen ved Fremkaldelsen af en elendig, forhyklet Stymper i Berlin, paa hvem han tænker, En, der er svag i Hoved og Lænder, stærk i Troen - hvad vilde han ikke give for at kunne hitte paa slige Billeder og saaledes fromle Sig frem til Hofraad i den fromme By ved Spree - hvor vilde han da ikke drømme om Lønningstillæg af hundrede Thaler Kurant!

Sikkert nok har Heine her fordærvet det smukke Aandesyn for sin Læser. Han har slaaet sit Digt itu; han har sprængt sin Melodi ved vrængende Mislyd; men dog forstaar man ret vel, at det første Syn hos en Digter med det moderne Livs Erfaring ukunstlet har hidkaldt det andet, og i ethvert Tilfælde er det uberettiget at tale om denne Idéforbindelse, dette "Tankespring", som Kendetegn pna Sindelagets Lavhed. Meget træffende og rigtigt har Wilhelm Bölsche om dette Punkt bemærket, at Ingen har beskyldt Goethe for lav Tænkemaade af den Grund, at hos ham umiddelbart efter Fausts Trosbekendelse til Gretchen følger Mefistofeles' Spotterier. Og dog er Forskellen her kun den, at Sværmeriet og Skamløsheden er lagte to Personer i Munden, istedenfor at i det lyriske Digt Digteren umiddelbart overtager Ansvaret for begge Dele.

I Slutningen af denne Digtkres forekommer et Par ganske ualmindeligt følte og fuldendte Digte, der allerede ved Rimenes hos Heine særegne Stilling skiller sig ud fra Smaadigtenes Mængde. Det ene, "Halvlys ligger Sommeraftnen", som skildrer den skønne Alfepige, der i Maaneskinnet bader sig i Bækken, er henaandet og duftfyldt som et Landskab af Corot. Det andet staar allerede ved den rytmiske Behandling ene blandt Smaastykkerne i "Heimkehr". Det er dette sjælfuldt fantastiske Digt:

 

Døden, det er den svale Nat,

Livet, det er den lumre Dag,

jeg dysses i Søvn nu det mørknes;

Dagen har gjort mig mat.

 

Der blomstrer et Træ ved mit Sengkammers Tag,

dér synger den unge Nattergal,

den synger om lutter Elskov,

jeg hører i Drømme dens Slag.

 

"Harzrejsen", den næste Afdeling (1824), indeholder de dejlige Bjergmandsdigte, som undfangedes paa en Fodrejse, ved hvilken Heine søgte Forfriskning efter de juridiske Studier i Göttingen. Her er yndefulde Billeder af Bjergegne og Bjergmandsstuer og en med henrivende Overmod vedligeholdt aandfuld og kæk Selvlovprisnings-Stemning. Det smukke, vidfulde Digt om Ridderne af den hellige Aand har vel udfoldet sig over Motivet fra Optrinnet, hvor Gretchen udspørger Faust om hans Tro, men besidder en Oprindelighed, der har gjort det almenyndet Jorden over.

Saa sluttes "Buch der Lieder" med "Nordsø-Digtene", skrevne efter et dobbelt Ophold paa Norderney, i stærke, frie Rytmer (1825 og 26). Der er heri først og fremmest en Natursans, som i tysk Poesi betegner en ny Erobring.

I Forholdet til Naturen syntes Goethe at have udtømt Alt. Hans Kærlighed til alt Liv i Naturen, hans Slægtskabsfølelse med Dyr og Planter, hans Fornemmelse af, at Mennesket i sit Væsen er ét med de andre Væsner og hans Anskuelse af Altets Enhed under vekslende Former i evig Omskiftning - denne Gave til at opløse Naturen helt i Følelse var hans første Ejendommelighed. Den afløstes eller fuldstændiggjordes snart ved hans Evne til at iagttage og gengive Naturoptrinnene uden at underlægge dem sine egne Følelser. Han studerer Naturen, bliver Iagttager og Forsker, og hans stedse mere dybtgaaende Anskuelse, hans geniale Blik gør ham paa to Hovedomraader til en Opdager, der sætter Tidsskel. Vi ser ham gennemløbe alle en stor Sjæls Stadier overfor Naturen, det følsomme, det religiøst-panteistiske og den digterisk-videnskabelige Anskuelses, tilsidst klamrende sig saa stærkt til det sanselige Indtryk, at han af al Magt trænger det Sjælelige som forstyrrende tilbage. Hans Synsmaade bliver stedse mere jordbunden og virkelighedskær. "Jeg frygter ikke den Bebrejdelse," siger han i sin Afhandling om Graniten, at det skulde være en Modsigelsens Aand, der har ført mig fra Iagttagelse og Skildring af det menneskelige Hjerte, den yngste, mangfoldigste, bevægeligste, foranderligste Del af Skabningen, den, som det er lettest at ryste og rokke, til Iagttagelsen af Naturens ældste, fasteste, dybeste, urokkeligste Søn" *38). Han mener Graniten.

I hvad Retning var det da endnu muligt for en tysk Digter at lægge genial Naturfølelse for Dagen? Fra Menneskehjertet til Graniten havde Goethe omspændt Alt.

Kun et eneste Omraade var levnet. Goethe havde aldrig besunget Havet. Som næsten fyrretyveaarig saa han det i Venedig første Gang. Han var paa Lido. "Jeg hørte," skriver han, "en stærk Larm; det var Havet, og jeg saa det snart. Det gik højt mod Stranden, idet det trak sig tilbage. Det var Middag og Ebbe. Saa har jeg da nu ogsaa set Havet med mine Øjne", og længere hen staar den korte Sætning: "Havet er dog et stort Syn." I femte Akt af "Faust", hvor Hav og Sejlads berøres, ligger hele Vægten paa Gravning af Kanaler og Inddæmning af Land fra Søen. Det var Alt, hvad der fra Goethes Haand forelaa om Havet.

I Heines Nordsødigte bruser Havet for første Gnng i tysk Poesi med sin Friskhed og i sin Vælde. Her er for første Gang Muslinger i Sandet og Maager i Luften. Havet males i Storm og i Stille, det skildres fra Stranden og fra Skibet, ved Dag og Nat, med den Fred, der kan ligge udbredt derover, og i Uvejrsraseri, med de skønne Drømmerier og med den Søsyge, det fremkalder, og fra dets Bund stiger og over dets Flade svæver en hel Kres af mytiske Skikkelser, gamle og nye, gamle, der er blevne omformede til nye, en undertiden højtidsfuld, hyppigere snurrig Verden af Guder og Gudinder, Tritoner og Okeanider. Og dog er der forholdsvis lidet af Skildring; Digterens egne Erindringer, Sorger og Forhaabninger er det, som fylder disse Digte. Og det er hans dybe Længsel efter at aande frit, som har istemt det berømte Udraab, hvormed titusind Grækere efter den lange, forfærdelige Marsch hilste deres Hjemstavns Element: Thalatta! Thalatta! - vær hilset af mig, du evige Hav!

Der er imellem disse Digte nogle af Heines skønneste og uforglemmeligste: Først den skemtsomt-letfærdige idyl "Nat ved Stranden"; Digterens Besøg hos den smukke Fiskerpige med det mesterlige Billede af hendes Skikkelse, som den sidder bøjet foran Ilden:

 

saa de flakkende, røde Lys

tryllende lifligt kaster Genskin

paa det glødende Ansigt

paa den fine, hvide Skulder,

der rørende titter frem

af den graa og grove Særk,

og paa den lille Haand, hvis Omhu

binder Skørtet fastere sammen

om den fine Hofte,

 

dernæst det ved lyrisk Sving enestaaende Digt "Erklæring" til hin Agnes, hvis Navn Digteren vil skrive i Lueskrift paa Himlens natlige Hvælving med en Gran fra Norge, dyppet i Etnas Krater; saa den i sin fyndige Knaphed beundringsværdige Tankedigtning "Spørgsmaal", som giver et Begreb om de Stemninger, i hvilke Heine fattede det dumdristige Forsæt at skrive en "Faust" efter Goethe's, en Plan, han endda ikke betænkte sig paa at meddele den store Olding selv under sit Besøg i Weimar. I enkelte af disse Vesterhavsdigte, ogsaa iblandt de selvnedsættende eller selvspottende, raader et Selvbehag som støder fra. Iblandt dem, som er helt frie derfor, maa nævnes det mesterlige, rent humoristiske Digt "I Havn", den udødelige Fantasi fra Raadhuskælderen i Bremen, i hvilken den næsten indtil Totalafholdenhed ædru Heine har givet det mest henrivende Billede af et genialt Menneskes lystige Rus.

 

** Noter til kapitel 13:

*36) Smlgn.: W. Kirchbach: Heine's Dichterwerkstatt i Magazin für die Litteratur. Jahrgang 57, Nr. 18, 19, 20.

 

*37) Aux prés de l'enfance on ceuille

Les petites amourettes

Qu'on jette au vent feuille á feuille

Ainsi que des pâquerettes;

On ceuille dans ces prairies

Les voisines, les cousines,

Les amourettes fleuries

Et qui n'out pas de racines.

Richepin.

(Paa Barndommens Enge plukker man de smaa lette Elskovsforbindelser, som man kaster for Vinden Blad for Blad ligesom Gaaseurter; man plukker paa disse Enge Naboersker, Kusiner, de smaa blomstrende Elskovforbindelser, som ikke har Rødder.)

 

*38) Goethe: Werke. 33. Bind. S. 164.

 

14. Heine 4.

 

Det er umuligt for en Nordbo i modnere Aar og med en nogenlunde sikker kunstnerisk Dannelse at fordybe sig i Heinrich Heines Lyrik uden at føle sig stødt tilbage af Træk og Vendinger, dcr allerede tidligt hos ham blev til livløs Manér. De romanske Folk føler ikke dette. Hyppigt hører man kunstforstandige Mænd af de romanske Nationer sammenligne Heines Lyrik med selve Goethe's, og foretrække den som mere anskuelig og mere aandrig. For romanske Læsere er Goethe i Reglen uigennemsigtig; om Heine siger Franskmændene: "On y voit mieux." (Man ser Alt bedre hos ham.) De føler ikke, at hos Goethe er Ordene alle Tider Sag; hos Heine ikke sjældent færdige Sætstykker, som indskydes, bag hvilke der ikke ligger noget Syn, nogen Virkelighedsanskuelse, men som anvendes til at fremvirke en vis poetisk Effekt. Faa Poeter har som Heine misbrugt Liljehænderne, Rosenkinderne og Violøjnene - disse umulige Farveklatter - til Skildring af kvindelig Skønhed, eller Foraarets forskelligtartede Tilbehør, Blomsterne, der dufter, Nattergalen, der slaar ved Dag som ved Nat, til Besyngen af den skønne Maaned Maj. Særligt er Nattergalen under hans Behandling bleven en rent heraldisk Fugl i Kærlighedens Vaabenskjold.

Hos Goethe er alle Ord Billeder, derfor behøver han saa faa Billeder i Ordets udtrykkelige Forstand. Hos Heine er Ordene hvert Øjeblik Allegorier uden Anskuelighed og uden den indre Sammenhæng, der er Poesiens Logik. Saaledes naar det hedder: "Af mine Taarer spirer - mange blomstrende Blomster frem", hvor Blomsterne endda skal betyde Digte, eller naar han skriver: "Sprüh'n einmal verdächt'ge Funken - aus den Rosen, sorge nie - diese Welt glaubt nicht an Flammen - und sie nimmt's für Poesie", hvor der forebringes os et Nøgle Billeder, mere sammenfiltret end i de berygtede oldnordiske Omskrivninger fra Skjaldepoesiens Forfaldstid: Gnister, der slaar ud af Roser; Gnister, som Spidsborgerne ikke vil antage for Ild; Rosengnister, der kaldes Poesi!

Mest stødende ved disse Digte med deres forblommede Tale er Foreningen af det Følsomme og det stofligt Grove. Der tales om Suk og om Taarer som var Sukkene ret højrøstede Pust og Taarerne ret massive Enkeltvæsener. Saaaledes, naar det om Sukkene hedder: "Og mine Sukke bliver - et Nattergalekor", endda med den forgrovende Tilføjelse: "Og for dit Vindve skal synge - Nattergalenes Sang". Saaledes endnu mere paafaldende i det typiske Digt om den ensomme Taare:

 

Hvad vil den ensomme Taare?

Jeg ser for den kun med Møje.

Den blev fra gamle Dage

tilbage i mit øje.

 

Vi indvies i denne Taares Familieforhold og ensomme Situation: der havde mange lysende Søstre, der ikke er mere. Nu sidder den enlig i Øjekrogen. Tilsidst tiltales den omtrent som en anden gammel brav Kammerat. Den kan gerne gaa sin Vej nu, da alle de andre er gaaede:

 

Du gamle ensomme Taare,

saa rind ogsaa du din Vej!

 

Følsomheden her er saa grel, at ingen Parodi, udført af en Anden, kunde være mere komisk end denne vemodige Tiltale, der af den store Spottefugl er alvorlig ment.

Enhver Brøst, der findes i Kunstneren som Menneske, kommer frem i hans Kunst. Det er altid Mangelen paa Simpelhed, paa Ægthed i Følelseslivet, som fremkalder det følsomme eller pralende eller effektsøgende Udtryk. Man sporer derfor Manglerne af denne Art hos Heine stærkt, naar man sammenligner visse Udbrud hos ham med Udtrykket for beslægtede Stemninger eller Følelser hos Goethe.

Tag eksempelvis det Digt, i hvilket han betegner sig som den ulyksalige Atlas, der maa bære Smerternes hele Verden:

 

Du stolte Hjerte, du har det jo villet,

du vilde være saligt, helt lyksaligt,

hvad eller grænseløst usaligt Hjerte!

Usaligt er du nu.

 

Det er Linjer, man ikke glemmer. Men den første Linjes Udraab, som dirrer paa den berettigede Selvfølelses Rand, bliver selvbehagelig, naar man holder disse simple og store Vers af Goethe op imod Strofen:

 

Alt giver de evige Guder

deres Yndlinge helt,

alle Glæder, de grænseløse,

alle Smerter, de grænseløse,

helt.

 

Det er ingenlunde dadelværdigt hos Heine, at han virker ved andre, heftigere Midler end Goethe. Det vilde være urimeligt at indvende mod et Digt som "En Yngling elsker en Pige", at Goethe vilde have skyet som en Vrængen det Skærende, Desperate i den bekendte Slutning: "Og hvem det just passerer" o. s. v. Han vilde have veget tilbage for det omtrent af samme Grund som den, af hvilken en gammel Hellener vilde have afskyet det. Det, som heri kun er nyt, kun moderne i Følelsen, har Livets Ret. Selve Grimacen er her kunstnerisk forberedt.

Dog undertiden er af dette Moderne alene det Vrængende blevet tilbage. Saaledes i det berømte Digt: "Mit Hjerte, mit Hjerte er sorgfuldt. Det indeholder en mesterlig Skildring af et vidtstrakt Landskab, set højt oppe fra den gamle Bastei. Vi øjner den blaa Statsgrav med en Dreng i en Baad og paa den anden Side af Graven: bitte smaa og brogede, Lysthuse, Haver, Mennesker og Okser, Enge og Skove, Piger, der bleger deres Vask, et Møllehjul, der udhvirvler sit Diamantstøv, og ved det gamle graa Taarn et Skilderhus med en Skildvagt, der gaar op og ned, og hvis Gevær spiller i Sollyset. - H. C. Andersen, der etsteds har omtalt dette Digt skriver om det: Og Digteren ender saa "gribende": "Jeg vilde, han skød mig ihjel." - Gribende? Nej. Overrumplende; thi Intet forbereder derpaa. Udbruddet er maaske ikke aldeles uægte, men saa nervøst, at det i Grunden Intet betyder; forsaavidt usandt, som det store Ord kun betegner en Stemning, intet dybere Ønske, endsige en Vilje.

Goethe har udtalt ikke just Længsel efter Døden, men Forsonethed med Dødstanken i disse berømte, udødelige Linjer:

 

Ueber allen Gipfeln

Ist Ruh.

In allen Wipfeln

Spürest du

Kaum einen Hauch.

Die Vögelein schweigen im Walde.

Warte nur balde

Ruhest du auch.

(Over alle Tinder er der Ro. I alle Trætoppe sporer du neppe et Pust. Fuglene tier i Skoven. Vent kun, snart hviler ogsaa du.)

 

Det er unødigt at gøre opmærksom paa den Kontrast mellem Digterpersonlighederne, som aabenbarer sig, naar denne Melodi i Ord sammenlignes med hin Skurren hos Heine; men man agte rent kunstnerisk paa den mægtige Overensstemmelse mellem alle Led, som her finder Sted. Digtet er ét Aandepust fra det første Ord til det sidste: Aftenstemning i Skoven og i Menneskesjælen, Forstummen af alle Ønsker, Opløsning af al Mislyd, Sjælen, der stor og blid føler sig som ét med Alnaturen.

Overfor denne Fuldkommenhed fornemmes kun altfor slaaende Manglerne ved Heines lyriske Effektstil, hvor den imellemstunder bryder ukunstnerisk frem. Den er i sine Svagheder beslægtet med den allegoriserende Æventyrstil hos de tyske Romantikere, fra hvilke han som Digter gik ud. Og dog er Heine saa langt fra at være en ren Romantiker som han er fra at være, hvad Nogle anser ham for, en rent moderne Realist.

Han har kaldt sin "Atta Troll" Romantikens sidste frie Skovsang. Andre har i fjendtlig Hensigt kaldt hans Poesi Romantikens Opløsningsproces. "Jeg skrev Atta Troll," siger han, "til min egen Fornøjelse i den lunefulde Drømmemanér, som var herskende i hin romantiske Skole, i hvilken jeg har tilbragt mine behageligste Ungdomsaar og tilsidst har banket Skolemesteren." Og dog er det Romantiske her kun det rige funklende Klædebon, hvori den moderne Aand hyller og maskerer sig for tilsidst at lade det falde. Ingen af Romantikens Elementer fattes: Dyrene taler, Bjørne udveksler deres Tanker, vi er Vidne til en Moppes Hjerteudgydelse og vi føres overhovedet ned i et stort af Legenden behandlet Sceneri, Roncesvallesdalen. End ikke den blaa Blomst mangler:

 

Ronceval, du ædle Dal,

blot dit Navn jeg faar at høre,

bæver, dufter i mit Hjerte

Blomsten blaa, den længe glemte.

 

Drømmeverdenen hæver sig, store Aandeøjne stirrer os imøde. Digteren gaar i Pyrenæerbjergene paa Jagt med sin Fører. Denne har en gammel Moder, og efter Rygtet er denne gamle Kone en Heks. Vi betræder Heksens Hytte med de udstoppede Fugle, de spøgelselignende Gribbe, og om Natten opfører Bjørne og Spøgelser i Hytten en burlesk og uhyggelig Dans.

Ogsaa Aanden i dette Digt er til et vist Punkt romantisk, Angreb paa Datidens plumpe, doktrinære Tendenspoesi, paa Nyttelæren overført paa Digtekunsten, og literær Satire (mod Freiligrath, Karl Mayer, Gustav Pfizer) som Romantikerne yndede den.

Og dog er der her en omhyggelig Virkelighedstroskab i Gengivelsen af Egne og Forhold. Digtet indeholder strengt taget kun en Fortælling om, hvorledes Heine med en ung fransk Veninde ligger paa Landet i Cauterets i Pyrenæerne og dér ser en Bjørn danse paa Torvet. Den løber bort fra sin Bjørnetrækker, flygter ind i Bjergene, jages der af Føreren Laskaro, skydes og flaas. Digterens Juliette faar Skindet til at lægge det udenfor sin Seng, og Heine belærer os til Overflod om, at han selv mangen Nat derefter med nøgne Fødder har staaet paa denne Bjørnehud.

Fabelen er da virkelighedstro nok. Ligeledes er Rejsens ydre Enkeltheder gengivne med Troskab. Man har Indtrykket af, at Heines Skildring af den lille Bjergby, hvortil han klavrede op, og hvor Børnene dansede i Rundkres og sang dertil, er nøjagtigt stemmende med hvad han saa og hørte. Selv Børnesangens Omkvæd Girofflino, Girofflette er sikkert det ægte.

Ikke desmindre har de dybeste og skønneste Partier i dette Digt intet med Virkelighed at gøre. Det er Syner. Og det ypperste Syn er det, i hvilket Heine ved Nattetid gennem Hyttens Vinduer ser den hele vilde Jagt fare Synskresen tre Gange rundt. Aldrig er han naaet højere i Figurmaleri end hvor vi følger de lysende Skikkelser mod Nattehimlens Mørke: Diana, Feen Abunde, og hin skønne Herodias, der i sin Vildhed spiller Bold med Døberens blodige Hoved.

Man kan foretage en Jævnførelse mellem Heines og Rembrandts Kunst. Ingen af dem har noget akademisk Stænk; begges Aandspræg er afgjort moderne. Naar man imidlertid kalder Heine en stor virkelighedstro Digter, saa har det kun den samme betingede Sandhed, som naar man kalder Rembrandt den store Kolorist. Rembrandt hører forsaavidt ikke til de mest virkelighedstro i Koloriten som adskillige overtræffer ham i Evnen til at gengive Lokalfarven og dens rette Værdi eller til gennem Halvmørke at lade Tingenes oprindelige Form og Farve optræde utvivlsom. Ikke Farven, men Lyset er Hovedsagen for Rembrandt *39). For ham er Lyset Livet; Livets Kamp er hos ham Lysets Kamp og Livets Tragedie er det kæmpende, i Fugtighed og Mørke døende Lyses Tragedie. Man maatte for at betegne hans sande Storhed som Maler kalde ham Luminist (et Udtryk af Fromentin) snarere end Kolorist, hvis man ved Luminist forstaar en Mand, der opfatter Lyset paa en ganske særegen Maade. Han ofrer undertiden Tegningen, ja den maleriske Udførelse, hvor det er ham om at gøre at opnaa en Lysstraale og en Lysvirkning. Man mindes f. Eks. det daarligt malte Lig paa hans "Undervisning i Anatomi." Men hvad der gør, at han ved Opgaver, der udkræver Portrætlighed, Evne til at male Hænder, eller nøjagtig Gengivelse af Stoffer staar tilbage for de egenlige Virkelighedsgengivere - netop det gør ham saa stor, naar han lader Lyset udtrykke, hvad det alene for ham betyder, det indre Liv, det vaagne Drømmesyns Verden.

Paa ganske lignende Maade forholder det sig med Heine. Hvor faa virkelige Skikkelser har denne store Digter frembragt! Hvor faa er blevne tilbage efter ham! De, som søger hans Fortjeneste paa dette Punkt, har været nødte til at nævne den grelle, grimacerende Skitse af den gamle jødiske Tjener Hyacinth som Heines ypperste Menneskeskikkelse.

Nej, skal Heine dømmes efter sine Virkelighedsbilleder, saa staar mangen ringere Digter højt over ham.

Men man mindes blot Visionerne hos ham, det vaagne Drømmesyns Verden i hans Digte og hans Prosa! Han holder sig i Reglen til en Begyndelse nærmere ved Jorden end andre Digtere, men saa aabner der sig over det mørke Jordiske et lysende Syn, der kommer og svinder.

Dette spores selv i saadanne Smaadigte som det anførte om Samtalerne i Fiskerhytten angaaende Ganges og Lapland.

Man erindre fremdeles Maaden, paa hvilken Heine lader Napoleons Skikkelse fremtræde for sin Læser. I hans "Grenaderer" hidkaldes Forestillingen om Napoleon som et Syn. Ordene "Da rider min Kejser vel over min Grav" er som en natlig Aabenbaring belyst af Sværdenes Glans. I den ikke mindre beundringsværdige Skildring i "Reisebilder" fremmanes Synet som et Barndomsminde.

Eller man huske, hvorledes Heine fremkalder Billedet af Jesus. I Digtet "Freden" ser han Jesus som Fredsfyrste skride stor i skinnende Hvidhed over Havet. I "Tyskland, et Vinteræventyr" maler han den graa Vintermorgen paa Paderbornvejen; og da saa Taagerne løfter sig, skimter han ved Vejens Rand i Daggryet Trækrucifikset med Billedet af den store Sværmer, der vilde frelse Menneskeslægten og nu hænger der som "advarende Eksempel".

 

Ret ilde har de handlet med dig,

de høje Herrer af Raadet.

 

Det inderlige Vemod, det bitre Lune, der ytrer sig i fortrolige, nedsættende Vendinger, forøger her Indtrykket af det menneskeligt Store og rædselsfuldt Højtidelige, omtrent som dette Indtryk hos Shakespeare forøges, naar Hamlet, hvor Faderens Aand høres under Jorden, raaber sit "Vel gravet, gamle Muldvarp!" I Glimt af Viddets Lys viser sig her for Læseren Billedet af Jesus, ikke som Fredsfyrste, men som den, der svang Svøben mod Tempelskænderne og kastede Ild paa Jorden.

"Vinteræventyret" er som Helhed et betegnende Eksempel paa Heines kunstneriske Fremgangsmaade. Alle det store Digts 27 Afsnit er byggede ganske ensartet. Der begyndes helt nede ved Jorden, drøjt, med Rejse-Erindringer, platte Virkelighedsindtryk; saa hæver Fortælleren sig uden Varsel, men i umærkelige Overgange til mægtig Lidenskab, høj Patos, vild Foragt, luende Sværmeri, nedbrydende eller opbyggende Begejstring, et helligt Raseri, der virker som Lyn i Lyn, til Alt paany synker tilbage i dagligdags Begivenheders og Forholds Graat.

Heine kommer til Køln, spiser Æggekage med Skinke og drikker Rhinskvin dertil, og driver saa ud paa Gaden. Han mindes Byens Fortid: her havde Kirkevælden frit Spil, her brændte Kætterbaalene Bøger og Mennesker, her bolede Dumhed og Ondskab som Hunde paa aaben Gade. Saa øjner Digteren i Maaneskinnet den store Aandsbastille, Domkirken i Køln, der vækker hans Vrede. Men idet han saaledes slentrer afsted, ser han bag sig en Skikkelse, som han synes at skulle kende. Og nu glider vi over i en helt ny Verden: Visionens. Hin Skikkelse gaar som var den hans Skygge og staar stille, naar han staar. Ofte før har han set den i sin Nærhed, om Natten ved Skrivebordet. Under Kappen holder og holdt den altid noget skjult, der blinkede selsomt og lignede en Økse, en Skarpretterøkse. Det er Digterens Liktor, der følger ham, som Liktoren i Rom gik forud for sin Herre.

I de følgende Afsnit aabenbarer saa Barbarossa sig i samme Stil som et Drømmesyn, der endog to Gange kommer og gaar.

Naar da Heine sætter Skel i den tyske Lyriks, ja i Digtekunstens Historie ved en helt ny Stil: Foreningen af Sværmeri og Vittighed indenfor Lyriken og ved et helt nyt Aandspræg: Indførelsen af Prosaen i Poesien som Folie for den eller Spot over den, saa beror dette paa hans historiske Stilling, paa den Overgang fra romantisk Virkelighedsomdannelse til mørkt seende Virkelighedssans, som foregik i Tidsalderen og som forklarer den Sammensmeltning af begge Elementer, der findes i hans Digtning.

Saaledes bliver da hans kunstneriske Herredømmes mest ejendommelige Kronland et Halvlys, der er beslægtet med Rembrandts.

At lade de afgørende Partier stige op af den Skygge og det Halvmørke, hvori de er sænkede ned, at lade Lyset, det naturlige Lys, virke aandigt, overnaturligt ved at trylle det frem af et Hav af mørke Skyggebølger, lade det flakkende eller grelt som en straalende Flamme bryde frem af Halvlyset, gøre Mørket gennemskueligt, Halvmørket gennemsigtigt - det er Rembrandts Kunst.

Heines nærbeslægtede Kunst er den at lade en rent moderne Fantasiens og Drømmens Verden i umærkelige Overgange træde ud af og tilbage i Virkelighedens Liv. Snart saaledes, at Aandesynet staar fuldt belyst, medens Virkeligheden taber sig i Tusmørke, snart omvendt saaledes, at Aandesynet blegner og Virkeligheden efterhaanden fremtræder fuldtbelyst.

 

** Noter til kapitel 14:

*39) Smlgn. Fromentin: Les maitres d'autrefois.

 

15. Heine 5.

 

Vi har set, at Heine som Student i Bonn blev i høj Grad henrevet af den romantiske Skoles Stifter. A. W. Schlegels Personlighed fængslede ham lige saa stærkt som hans Lære. Han beundrede i ham den Mand, der havde ført den tyske Digtekunst fra Unatur til Sandhed. Hertil kom, at den fornemme Lærers elegante Holdning, hans Verdensmandstone, hans Bekendtskab med Datidens gode Selskab og berømte Skikkelser, blændede Heine.

Saa rørtes han dernæst af den Godhed, med hvilken Schlegel tog sig af ham og hans første digteriske Forsøg. Det er Schlegel, hvem Heine skylder sin tidlige Indvielse i Versekunstens Hemmeligheder og hvad der er mere værd: Tilliden til sine Evner og sin Fremtid.

Allerede i Heines første Prosa-Artikel, den om Romantiken fra 1820, faar denne Taknemmelighed et Udtryk i samme Aandedræt som hans romantiske Trosbekendelse fremføres. Han protesterer her mod den Mening, at Romantik skulde være "en Mikstur af spansk Emalje, skotske Taager og italiensk Klingklang"; nej, Romantiken skal ikke være uklar eller ubestemt, dens Billeder kan være tegnede med lige saa anskuelige Omrids som den klassiske Poesis. "Deraf kommer det," skriver han, "at vore to største Romantikere, Goethe og A. W. Schlegel, tillige er vore største Plastikere." Og han nævner Goethes "Faust" og Schlegels "Rom" i samme Aandedræt som Mønstre paa plastiske Konturer, udbryder endelig følsomt: "O, maatte dog de lægge sig dette paa Hjerte, der saa gerne kalder sig Schlegelianere!" De, der kun kender Heines Forhold til Schlegel fra det smudsige Overfald paa den sidstes Privatliv i "Den romantiske Skole", bør mindes om dette Sted. Det var da ogsaa til A. W. Schlegel at Heine rettede sine tre første Sonetter. I den ældste takker han ham for hans personlige Velvilje og fremhæver sin Gæld til ham, i den anden priser han hans Fortjenester af den tyske Digtekunst som Dens, der har gjort det af med Vrængbilledet af Musen, det med Fiskebensskørt og Skønhedsplastre, i den tredje forherliger han ham for hans Indførelse af engelsk, spansk, gammeltysk, italiensk og indisk Poesi i den moderne tyske Literatur. Tonen er begejstret:

 

Den værste Orm, Tvivlstankens Dolkestik,

den værste Gift, Selvmistillidens sære,

de vilde Livets Marv mig fast fortære,

jeg var en Vaand, hvis Støttestav slog klik.

 

Du med den Vaand da monne Medynk nære,

lod den sig ranke om dit Ord, dit Blik,

og du, min høje Mester, Æren fik,

ifald engang den kunde Blomster bære.

 

Det er under denne første romantiske Indflydelse, at Heine skriver sine ældste ret romantiske Vers i gammeldags Stil, Vers som disse:

 

Die du bist so schön und rein.

Wunnevolles Magedein,

Deinem Dienste ganz allein

Möcht ist wohl mein Leben weihn.

 

Deine süssen Aeugelein

Glänzen mild wie Mondenschein,

Helle Rosenlichter streun

Deine rothen Wängelein.

 

Det minder levende om Tiecks ældste i Æventyrene indlagte Vers. Alene i det Digt, hvoraf disse Strofer er tagne, forekommer "Wunne, Magedein, Aeugelein, Wängelein, Mündchen, weiland", en hel Stab af Formindskelsesord og forældede Udtryk.

Heines næste Forbillede som Digter var en elskværdig og fin tysk Poet, der døde 1827 kun 31 Aar gammel, Wilhelm Müller, Forfatter til de især ved Schuberts Musik saa bekendte "Møllerviser" og til i sin Tid ikke mindre ansete "Grækersange." Han er Fader til den navnkundige tysk-engelske Filolog Max Müller, hvis Novelle "Tysk Kærlighed", der behandler en ung tysk Lærds fine Kærlighedsforhold til en syg og sengeliggende Prinsesse, siges grundet paa Faderens Oplevelser.

Til Müller skriver Heine i et Brev af syvende Juni 1826: "Jeg er stor nok til aabent at bekende Dem, at mit lille Intermezzo-Metrum (det af Heine hyppigst anvendte) ikke har en blot tilfældig Lighed med Deres sædvanlige Versemaal, men sandsynligvis skylder Deres Sange sit hemmeligste Tonefald." Han udvikler videre, at han tidlig har modtaget Paavirkning af den tyske Folkevise og at han i Bonn er bleven indviet i Versenes Kunst af Schlegel, "men," fortsætter han, "jeg tror først i Deres Sange at have fundet den rene Klang og den sande Simpelhed, hvorefter jeg altid stræbte. Hvor rene, hvor klare er ikke Deres Sange, og samtlige er de Folkesange. I mine Digte er kun Formen nogenlunde folkelig; Indholdet er det vedtægtbundne Selskabs."

Først af Müller har Heine lært, hvorledes man af de gamle Folkesangsformer kunde danne nye. Man behøver, for at se Heines Stil fødes og formes som for Ens Øjne, kun at holde visse af Müllers Vers sammen med visse af Heines.

Hos Müller hedder det:

 

Vi sadde saa hyggeligt sammen

under Elletræ'r ved en Hæk,

og skued saa hyggeligt sammen

ned i den rislende Bæk.

 

Hos Heine:

 

Vi sad ved Fiskerhuset

og ud over Havet saa,

til Aftentaagen sig hæved

og rundt omkring os laa.

 

Og hvor nær ligger ikke den sidste Strofe atter op til en Strofe som denne hos Müller:

 

Nu synker Aftenens Taage,

helt kold og tung den kom,

og Dødens Engle svæver

i Taagedampene om *40).

 

Disse Linjer indleder et stort smukt Digt kaldet "Hyrdebivuak" i den romerske Campagne, hvis væsenlige Indhold er Hyrdens Længselssang efter hans Pige. Hvor meget har Heine ikke lært af en saadan Strofe som den, i hvilken den unge Pige skildres:

 

Derunder sidder en Pige

og bruger sin Ten, som hun kan,

og spinder og grubler og skuer

ned i det flade Land.

 

Ganske vist, Idyllen forstyrres ikke hos Wilhelm Müller af noget Stemningsomslag; Digteren har ikke Djævlen i Kroppen, og Tempoets blide Andante vedvarer til Digtets Ophør. Men dog ligger Hovedforskellen mellem denne Stil og Heines ikke her; ogsaa Heine holder undertiden en stilfærdig Stemning et Digt igennem. Det Afgørende er den uhyre Fortættelse i Heines Stil i Sammenligning med denne. Han giver i én, højst to Strofer hvad her er foredraget i ti.

Det Nye i hans lyriske Stil er en aldrig før set Sammentrængthed. Hans Digte er som lutter Kraftuddrag. De giver en krydret, duftende Essens af Lidenskab, Livserfaring, Bitterhed, Vid, Spot, Stemning og Fantasi; en Essens af Poesi og Prosa paa Én Gang. De Sjælekyndige taler om en Fortætning af Tanker *41): I Sammenligning med Elevens Tænkning er Mesterens fortættet. En stigende Fortætning kan spores i al Tekniks Historie. Engang gaves der kun Kirkeuhre; nu bærer man Uhre i Lommen. Det vil sige: Engang behøvede Mekaniken et Kirkeuhrs Rumfang til de Hjul og Fjedre som nu findes i et Lommeuhr. Saaledes er der i mangen gammel Tragedie ikke flere Tanker og ikke mere Følelse end i et Digt af Heine paa nogle Strofer.

Forud for Wilhelm Müllers korte Strofe har da hans ikke blot det lidenskabeligere Indhold, men den saa langt mere sammentrængte Stil.

Medens Heine nu i sit korte, jambiske Yndlingsversemaal er paavirket af Wilhelm Müller, nærmer han sig i sine Trokæer en anden romantisk, langt mere romantisk Digter, Clemens Brentano. Der findes i hans "Romancero" enkelte Overensstemmelser med Brentanos tidligere forfattede "Romancer om Rosenkransen"; men da disse først udkom 1853, er enhver Paavirkning udelukket.

I den anden af Romancerne om Rosenkransen hedder det om Helten Cosme:

 

Op fra Vandets Spejl ham maner

Alderdommens Alvorsbudskab:

Du vil snart din Skyld betale,

siger Hovedets Sølverlokker.

 

I Heines efterladte Digt "Bimini" begynder et Afsnit:

 

Ensom staar paa Cubas Strandbred

foran Vandets Spejl det stille,

en Person, og han betragter

nu sit Kontrafej i Havet.

 

Ikke just med noget særligt

Velbehag den Gamle tykkes

at betragte der i Vandet

sit bekymringsfulde Billed.

 

Versemaalet, Situationen og Tanken er paa begge Steder ens.

Saaledes er der ogsaa en vis Lighed mellem en Mysteriebogs Historie i den niende Romance om Rosenkransen og det skønne Skrins Historie i Heines store Digt om Jebuda ben Halevy *42). Kun at hos Brentano Historien om hvorledes Mysteriebogen gennem Tiderne gaar fra Haand til Haand blot udfolder en romantisk Vidunderverden for os, medens Skrinets Vandring hos Heine bliver til en Spøg med Livets Omveksling: Perlerne tilhører først Smerdis, der skænker dem til Atossa, saa den store Alexander, der giver dem til Thais, senere efterhaanden Kleopatra, en maurisk Sultan, Kastiliens Kronskat og Baronesse Salomon Rothschild, i en Artighed til hvem deres hele Levnedsløb munder ud.

Heine skylder imidlertid sikkert Clemens Brentano Æmnet til sit i Tyskland mest kendte og sungne Digt Visen om Lorelei: "Jeg véd ikke, hvad det betyder".

Brentano havde allerede i sin "Godwi" fra 1802 en Ballade med Titelen "Loreley". Den handler ikke om nogen Sirene, men om en ung Pige i Bacharach ved Rhinen, der var saa dejlig, at alle Mænd forelskede sig i hende. Hun anklages for Trolddom. Men Biskoppen, der skal dømme hende til Baalet, bliver selv forelsket i hende. Hun ønsker sig Døden, thi den Eneste, hun elsker, har vendt hende Ryggen og er dragen bort. Da Biskoppen lader hende føre til et Kloster, bestiger hun derfor en Klippe, Lurelei (Ley betyder Skiferbjerg) og styrter sig i fortvivlet Længsel efter sin Elskede ned i Rhinen.

Heraf tog i 1811 en Forfatter Nikolaus Vogt Anledning til at lave et saakaldt Rhinsagn, som han udgav for gammelt. Loreley skulde paa Vejen til Klostret have set sin Elskede sejle forbi paa Rhinen og styrtet sig ned af Sorg over ikke at have kunnet vinde ham. Tre af hendes Tilbedere skulde da have fulgt hende i Dybet. Derfor hed en Klippe der i Nærheden "Dreiritterstein." Dette sidste Træk var maaske foranlediget ved Slutningen af Brentanos Digt:

 

Hvem har vel Visen sunget?

en Skipper paa Rhinen den sang.

Og altid har der runget

fra Klippen, den høje, en Klang:

Lore Lay!

Lore Lay!

Lore Lay!

som var vi tre paa vor Vej.

 

Af det saaledes vilkaarligt lavede Folkesagn uddrog en Grev Loeben 1821 Stoffet til et Digt "Loreley", hvor den unge Pige, som dræber sig, er forvandlet til en Havfrue, der ved sine Sange lokker de Forbisejlende ned i Dybet *43):

 

Da Wo der Mondschein blitzet

Um's hohe Felsgestein,

Das Zauberfräulein sitzet

Und schauet auf den Rhein.

 

Es schauet herüber, hinüber

Es schauet hinab, hinauf

Die Schifflein ziehen vorüber,

Lieb' Knabe, sieh nicht auf!

 

Sie singt dir hold am Ohre,

Sie blickt dich thöricht an,

Sie ist die schöne Lore.

Sie hat dir's angethan o.s.v.

 

Tag nu Heines verdensberømte Digt først en Studentersang, saa en Folkevise, gribende og smeltende ved sin Melodis ømme Forening med Teksten! Den umiddelbare Efterligning er utvetydig. Æmnet er det samme, Versemaalet er det samme, ja Rimene paa enkelte Steder de samme: blitzet-sitzet; istedenfor an-gethan staar blot Kahn-gethan. Men hvilken Forskel! Stemningen er kommen til. Først det personlige Udgangspunkt, det uforklarede Tungsind, under hvilket Fortælleren ikke kan blive det gamle Æventyr kvit, saa det øjeblikkelige Syn, det bestemte, tydelige Billede af Landskabet:

 

Die Luft ist kühl, und es dunkelt,

Und ruhig fliesset der Rhein,

Der Gipfel des Berges funkelt

Im Abendsonnenschein.

 

Die schaaöste Jungfrau sitzet

Dort oben wunderbar,

Ihr gold'nes Gesehmeide blitzet,

Sie kämmt ihr goldenes Haar.

 

Endelig er Elementet af dæmonisk Lidenskab kommet til, som de tidligere Bearbejdere af Æmnet ikke formaaede at nedlægge i det. Heine gengiver her en elementær dragende Magt, der er beslægtet med den, som Goethe i "Fiskeren" har givet Udtryk ved simplere Midler og med dybere Virkning. Men Goethe skildrer i Overensstemmelse med sit Væsen den stille, lokkende Besnærelse, Heine i Overensstemmelse med sit et lynsnart betagende, uimodstaaeligt Raseri.

Maaske endnu dybere Indblik i Heines kunstneriske Tilblivelse og i Maaden, paa hvilken hans Fantasi arbejder med et Emne, vindes, naar man iagttager, hvorledes han benytter et i Prosa givet Stof.

Øjensynligt i Henri Beyle's Bog "De l'amour" har Heine fundet de følgende fra Arabisk oversatte Anekdoter: "Sahid ben Agba spurgte en Dag en Araber: Af hvad Stamme er du? - Jeg er af den Stamme, svarede Araberen, i hvilken man dør, naar man elsker. - Du er altsaa af Asra Stamme? - Ja, ved Kaaba's Herre! det er jeg. - Hvoraf kommer det, at I elsker saadan? - Vore Kvinder er skønne og vore unge Mænd er kyske."

Fremdeles denne Anekdote: "En spurgte en Dag Arua ben Hezam af Stammen Asra: Er det sandt, at af alle Mennesker er I dem, som føler ømmest i Kærlighed? - Ja, det er sandt, svarte Arua, jeg har i min Stamme kendt tredive unge Mænd, som Døden rev bort, og som ikke havde anden Sygdom end Elskov."

Endelig denne: "En Araber af Stammen Beni-Fazarat sagde en Dag til en anden Araber af Stammen Beni-Asra: I tænker, at det, at dø af Kærlighed, er en sød og ædel Død. Men det er Svaghed og Dumhed. - Du vilde ikke tale saaledes, svarte den anden, ifald du havde set vore tilslørede Kvinders store, sorte Øjne med de lange Øjenhaar og set deres Tænder glimte mellem deres brune Læber, naar de smiler."

Deraf Heine's berømte "Der Asra": "Dagligt gik den underskønne". Han maler først Lokalet, Haven med Springvandet, hvor de hvide Vande plasker; saa viser han os Slaven, der daglig staar der, naar Sultansdatteren spaserer, daglig bliver blegere og blegere; saa fortæller han hvorledes Fyrstinden en Aften trænger ind paa Slaven: Dit Navn vil jeg vide, din Æt, din Slægt ....

 

Slaven svarte da: Jeg hedder

Muhamed jeg er fra Yemen,

og min Æt er hine Asra,

der forbløder, naar de elsker.

 

Som man ser, Heine har forsmaaet alle Forklaringerne. Man nyder disse monumentale Ords forbavsende Fynd, denne Evne til at hugge Repliken ud som i Sten. Men gaar man nu dette nærmere paa Klingen, hvad er saa det aandelige Indhold? Ikke stort mere end en Sammenstilling af Ordene Elskov og Død, lakonisk sammentvungne. Det er den Sammenføjning, der findes i alle Heines Ungdomsdigte som Forbindelse af Elskov og Kval, Elskov og Forgiftning, Elskov og Selvmordstanke - den ogsaa hos Musset staaende Sammenkobling af l'amour og la mort.

Udtrykket er her som i Reglen hos Heine fyndsprogsagtigt, derfor ikke rigt.

Vi har nu tilstrækkeligt Stof for Øje til at danne os en Forestilling om Udformningen af Heines poetiske Stil. Det er da lærerigt at studere den som færdig og udviklet.

Vi kan tage vort Udgangspunkt i det sidst betragtede Digt med dets Slutningsfynd. Det er betegnende for Heine, at her saa lidt som ellers fordyber han sig i en Følelses indre Uendelighed; han skærper og tilspidser i Reglen kun Udtrykket for den. Saaledes endog med Elskovsfølelsen, som han dog hyppigst har behandlet. Endelig er det ejendommeligt, at han med sin ringe Forvandlingsevne altid kun har givet mandlig Elskov Udtryk, aldrig lagt en Kvinde et Følelsesudbrud i Munden.

Intet er Heines Evne fjernere end et Digt som dette berømte af Goethe:

 

Frydfuld og kvalfuld

og tankefuld gaa.

længes og trænges

i Savn og i Traa,

himmelhøjt jublende,

dødsens bedrøvet;

Lykken kun elskende

Sjæle har prøvet.

 

Thi dette er et Kvindehjertes Karakteristik og det er selve Elskovens indre Liv, dens Pulseren, dens Svingninger imellem Salighed og Kval. Hos Heine gør allerede det Fyndige i Stilen en saadan Udfoldelse af Følelseslivet umulig. Og han er ligesaa kortfattet, hvor en Begivenhed fortælles. Der gives ingen lignende Sammentrængthed i Digtekunsten; han virker ved at angive og antyde i yderste Knaphed. Jeg anfører som Eksempel disse Strofer:

 

Der var en gammel Konge.

Hans Haar var hvidt, hans Sjæl var tung.

Den stakkels gamle Konge,

den Hustru, han tog, var ung.

 

Der var saa smuk en Page.

Blond var hans Haar, lyst var hans Blik.

Han bar den unge Dronnings

Silkeslæb, hvor hun gik.

 

Man agte paa den fortræffelige Virkning af Ordenens Omstilling: "Blond var hans Haar", det er som Verset begyndte at juble og danse. Saa sluttes:

 

Du kender den gamle Vise?

Dens Klang er sød. dens Vemod sær:

de maatte begge dø Døden

de havde hinanden altfor kær.

 

Dette er beundringsværdigt. Men selve Historien erfares ikke, den anes omtrent som Slavens og Sultandatterens. Og atter her er Elskov og Død koblet sammen.

Det er det lidt Tomme ved Heines Elskovsopfattelse, der atter her kommer frem. Denne Elskov har ikke noget virkeligt Indhold, ingen aandelig Betydning. Eller rettere Heine har næsten ikke før paa sit Dødsleje indladt sig paa Skildring af en Kærlighed, som har indre Fylde. Kærligheden i "Buch der Lieder" er jo mest Harme over Kulde eller Troløshed, en ufrugtbar Ting, der ingen Medfølelse vækker. De senere Elskovsdigte er hyppigt sanselige eller letfærdige, og jo højere Udtrykket spændes, des mindre gribes man af Følelsens Værd:

 

Mit Hjerte er som Solen,

saa flammende at skue,

og i et Hav af Elskov

gaar ned dets skønne Lue.

 

Der er altfor megen Selvbetragtning og altfor meget Praleri i denne ungdommelige Rodomontade. Saaledes ogsaa, naar det hedder:

 

Jeg har dig elsket, dig elsker endnu,

og faldt end Verden sammen,

saa slog fra dens Ruiners Gru

i Vejret Kærlighedsflammen.

 

Er nu dette end sagt saaledes for den kunstneriske Virknings Skyld, i en god, rent moderne Stil er det dog skrevet. Alt er malt for det indre Øje: Hjertet synker som Solen i et Hav. Af Verdens Ruiner slaar Elskovflammen op. Og end mægtigere, langt mere malerisk bliver Billedet, hvor Navnet Agnes skrives paa Himmelhvælvingen. Men hvad det skorter paa, er Indhold i Følelsen. Man tænke til Sammenligning blot paa disse saa dybtmenneskelige Linjer af Goethe:

 

Hvert et Træk du i mit Væsen kender,

véd, hvor renest klinger Nervens Strenge,

du mig læser med et Blik, du sender,

mig, saa vanskelig at gennemtrænge.

 

eller paa de følgende, som fuldstændiggør Indtrykket:

 

I det hede Blod du varsomt drypped

Maadehold, dets vilde Løb du retted,

og i dine Englearme følte

det forpinte Bryst sig atter lettet.

 

Her er Udtryk for den sundeste, fuldeste, gensidige Sympati, for Elskovstaknemmelighed, for indbyrdes Forstaaelse. For dette vinder Heine først Udtryk under Skyggelidenskaben for den unge Kvinde, der var Engelen ved hans Dødsleje, "la Mouche". Ellers er det aldrig det i Kærligheden, som er Sundhed, Beroligelse, Lykke, der er hans Sag. Det Omraade, hvor han er Herre, er et andet:

Den lidenskabelige Attraa gengiver han som moderne Poet med en Correggio'agtig Sammensmeltning af Farver og Stemninger bedre end Goethe med sin antike Klarhed. Attraaen er hos Goethe græsk eller italiensk. Man mindes f. Eks. Digtet om den søde Pomerans:

 

Jeg træder hen til Træet

og siger: Pomeransfrugt!

du modne Pomeransfrugt!

du søde Pomeransfrugt!

Jeg ryster, føl, jeg ryster,

o fald dog i mit Skød!

 

Man sammenligne blot den mægtige Stemningsfylde, den Glød og Duft, den overstrømmende Naturpoesi, der rummes i et saadant Digt om Attraaen af Heine som det underfulde: "Die Lotosblume ängstigt sich vor der Sonne Pracht".

Højst betegnende for de to Digtere er det, at hvor, som ovenfor antydet, Elskovslængslen glider over i Skildring af fremmede Egne, der maler Goethe med Forkærlighed Italien, Heine Hindostan. Uden et Ord i højest Grad og uden et, der formindsker, med en Magt som en Gud, fremmaner Goethe i Mignons Længselssang Billedet af den klassiske Jord, hvor Citronerne blomstrer. Der er en Magt heri, en Vælde i hvert betegnende Træk, som Heine ikke naaer. Men man sammenligne hermed den liflige Sødme i Heines "Auf Flügeln des Gesanges", den drømmende, higende Længsel, det Yndefulde og Mystiske i det Perspektiv, som aabnes:

 

Herhen for at lytte de springer,

de fromme, kloge Gazeller,

og fjernt, hvor det bruser og klinger,

de hellige Vande vælder.

 

Det er i Grundskriften en udødelig Strofe. Goethe er, selv hvor han giver Længslerne Tøjlen, bestandig som hans Guldsmed fra Efesus den store kloge Hedning, der former Gudeskikkelser; i Heines synske Hjerne var der det Gran af guddommelig Galskab, som var fornødent for at Købmandssønnen fra Düsseldorf skulde kunne forstaa og gengive det gamle Indiens selvopgivende Drømmeri.

Skarpere endnu træder Heines stilistiske Ejendommelighed frem paa Baggrund af Goethe's, naar vi sammenligner Udtryk for det, som ikke er egenlig Attraa, men den rene Elskovslængsel, hos dem begge.

Man mindes f. Eks. hos Goethe disse Linjer, der er lagte Mignon i Munden:

 

Den, der har Længslen kendt, véd hvad jeg lider,

mens jeg, af Savnet brændt, alene strider.

Mod Firmamentet vendt til alle Sider

jeg ser; min Ven er sendt bort over Vidder.

Jeg svimler. Det er endt. Min Sjæl sig vrider.

Den, der har Længslen kendt, véd hvad jeg lider.

 

Dette er Mesterens fulde Poesi. Der er anvendt megen Kunst paa Gengivelsen af Længselens tærende Enstonighed: de seksdobbelte Rim, de smægtende Vers. Endelig de djærve virkelighedstro Udtryk.

Men man sammenligne nu Heines Udtryk for den rene Elskovslængsel, hvor han naaer højest. Saa ser man, hvad den anskueliggørende Fantasi og den fuldendte Ordknaphed i denne Stil, hvis Udviklingshistorie vi har eftervist hos ham, kan frembringe for Tid og Evighed:

 

Et Grantræ staar alene

i Nord paa en Klippetind.

Det slumrer. Isen og Sneen

hyller det trindtom ind.

 

Det drømmer om en Palme,

der fjernt i tropisk Natur

ensom i Tavshed sørger

mod Bjergets glødende Mur.

 

Det er neppe rimet. Det er kun dette: Granen drømmer i Sneen, Palmen sørger tavs i Solheden. Det er ikke netop set; det er tænkt eller fundet, derfor ikke til at male - jeg har set det malt paa en tysk Udstilling, et ved sin Idioti rent latterligt Dobbeltmaleri - men ligefuldt, det er et uforglemmeligt, et evigt Digt. Det beror paa, at Sindbilledet er saa uhyre slaaende ved sin Simpelhed, ved hine Par klare Omrids i Stemning, som udtrykker Umuligheden af at overvinde Adskillelsen trods den indre Sammenhøren.

Og har Goethe nu sin Styrke i Udtrykket for sunde Følelser, forholdsvis enkelte og ublandede, saa har Heine en Styrke i Udtrykket for det moderne Menneskes blandede Følelser, for det Angrebne i Følelseslivet, som er smertelige Erfaringers Udslag. Aldrig havde Goethe kunnet skrive disse Linjer med deres skærende Kontraster og gaaderige Indhold:

 

Tør jeg i dine øjne se,

saa svinder al min Kval og Ve:

.....

Dog siger du: jeg elsker dig!

saa fælder bitre Taarer jeg.

 

Hvorfor maa han græde? Jeg har hørt Spørgsmaalet besvaret naivt: fordi hun lyver. Ak nej, saa simpel er Sagen ikke. Han har hørt disse Ord af andre Læber, og Elskovsordene fra disse Læber er forstummede; han véd, hvor længe en saadan Lidenskab i Reglen varer, og han udrives af sin Selvforglemmelse ved Lyden af hendes Stemme - han tvivler paa Varigheden af hendes Følelse eller paa Varigheden af sin egen.

Højst interessant er det ogsaa at se, hvorledes Heine under Udarbejdelsen har tumlet med disse Ord. Først lød den sidste Linje: "Dann wein' ich still und bitterlich". Senere blev Ordet "bitterlich" i Strid med Digtets oprindelige Anlæg forandret til "freudiglich", indtil Linjen endelig fik sin nærværende Skikkelse *44).

Heine var ikke lykkelig og ikke stor nok til at naa til Forsoning med Tilværelsen. Den længe Landflygtige og længe dødeligt Syge kunde, selv alt Andet fraregnet, ikke se paa Jordelivet med de Øjne, som den udadtil sikrede, fra mange Sider hædrede og i sit Væsen sunde Fyrsteven i Weimar. Derfor er Oprørstendenser, Bitterheder og Cynismer uendeligt meget sjældnere hos Goethe end hos Heine. Goethe lægger dem i Reglen sin Mefistofeles i Munden, Heine, som manglede dramatisk Kraft, faar Ansvaret for ethvert Indfald, fordi han altid taler i eget Navn. De værste Bitterheder optog Goethe tilmed ikke i sine Værker. Kun iblandt de udeladte Steder af "Faust" findes f. Eks. dette:

 

Kortvarig Larm - og Ry til Ro sig vugger.

Glemt bliver Helt som Pjalt af høj som lav.

Den største Konge sine øjne lukker,

og hver en Hund straks pisser paa hans Grav.

 

Heine dvæler ved de Forestillinger, som Goethe kun fremkalder for atter at fjerne dem. Ogsaa Goethe kan være blasfemisk. Han har skrevet det ofte anførte, sjældent forstaaede Digt: "Wer nie sein Brod mit Thränen ass." Det er en bitter, blodig Anklage mod Verdensordenen. Men den er taarekvalt i sin Bitterhed, ikke vildt fortvivlet som Heines mesterlige "Fragen" eller som Digtet "Lass die heiligen Parabeln", hvor det hedder:

 

Hvorfor vakler blodig, ussel,

under Korset den, som brav er,

medens stolt som Sejerherre

højt til Hest den Slette traver.

 

Saadan spørger vi bestandig,

til man med en Haandfuld Jord os

endeligt faar stoppet Munden;

men kan det vel kaldes Svar?

 

Heines Udtryk er her, som i Reglen, lavere, mere jordisk og djærvt, men ingenlunde Æmnet uværdigt.

Udbruddene af Livslede, af Blaserthed er ikke sjældne hos ham. Man behøver ikke at søge langt iblandt hans Digte for at finde Stemningsudtryk for den rene Opgiven af ethvert Princip, enhver Stræben. Hos Goethe forekommer ikke Sligt. Hans "Vanitas vanitatum", Sangen: "Ich hab' meine Sache auf Nichts gestellt" er meget betegnende blevet en Bord- og Drikkevise. Det er hos Goethe med andre Ord ikke bitter Alvor med denne Fortvivlelse, og den slaar derfor om i en Overgivenhedsfølelse. Forsaavidt Goethe ikke har det overvældende Indtryk af Livsulykken som Heine, er han i Grunden ukristeligere end han.

Ligesaa oplysende som det nu er at sammenligne Udtryk for Selvopgivelse i begge Digteres Lyrik, saa lærerigt er det at sammenstille Udtrykkene hos dem for Opsvingets, Selvopmandelsens Følelser. Sangen "Feiger Gedanken" af "Claudine von Villa bella" er i den Henseende betegnende for Goethe, ja som et Løsen for hele hans Livsførelse. Der kan neppe tænkes et kraftigere Udtryk for mandig Besluttethed end det som gives i Linjerne: Allen Gewalten - zum Trutz sich erhalten o. s. v.

Man sammenstille Heine's Digt: "An die Jungen". Det er et Pragtdigt, henrivende blot ved de stormende Rytmer og de flerdobbelte maleriske Rim. Den første Strofe med sin Hentydning til de gyldne Æbler, Hippomenes kastede for Atalanta, er allerede et helt Digt:

 

Lad dig ej pirre og ej forvirre

af gyldne Æbler i Kapløbs Trop.

Om Kaarder klirre og Pile svirre,

de holde dog ikke Helten op.

 

Fra Billedet af Helten, der ikke lader sig standse paa Rendebanen, glides der nu over til Alexanderskikkelsen som Forbilled. Det gælder kun om Fasthed og Dristighed:

 

Naar dristigt begyndes, snart Sejren forkyndes,

en Alexander erobrer Feltet.

Slaa ned som en Glente! Fyrstinderne vente

alt knælende Sejerherren i Teltet.

 

Vi bejle, vi hige, ved Arv vi bestige

den gamle Darius's Trone og Seng.

O blomstrende Vaande! o sødt at udaande!

Beruset Triumfdød paa Babylons Eng!

 

Paa Sejren følger altsaa Fyrstindernes Knælen, saa sød Fordærv, blomstrende Undergang, berust Triumfdød - hvilken Sardanapalstemning i denne Opsang til en Ungdom, denne Opfordring til ubøjelig Udholdenhed! Her kæmpes for Æren og for Kvinder som Bytte, ikke for Selvets egen Frihed, som naar det hos Goethe saa simpelt hedder:

 

Aldrig at bøje sig,

kraftig at hævde sig,

det kalder Gudernes Arme

til Hjælp.

 

Følelsen er hos Goethe renere og fuldere, Sprogets Musik er simplere, medens Melodien hos Heine har ligesom en overdaadig Instrumentation. Men hos Goethe er der Intet for Øjet, slet intet Billed. Det er typisk, at Alt her er større følt, men hos Heine mere moderne, mere blandet, ligesom Versemaalets Udtryk er mere sanseligt indsmigrende, frembragt af en paa alle Enkeltheder mere opmærksom Kunst.

Tag nu et Æmne af fortællende og tillige malerisk Natur: de hellige tre Konger, som de mindes paa Helligtrekongersfest. Det er behandlet bredt, muntert, i Folketone og ægte barnligt i Goethes "Epiphanias": "Die heil'gen drei König' mit ihrem Stern". Hver af de hellige tre Konger, den hvide, den brune og den sorte, skildrer sig her, som de saa ud, naar de formummede gik fra Hus til Hus paa Landet, og Digtet slutter:

 

De hellige Konger mener det godt.

de Barnet og Moderen søgte blot.

Den fromme Josef ser stille derpaa,

Oksen og Æslet ligger paa Straa.

 

Heine tager ikke Legenden mere religiøst end Goethe, men han lægger sit Ansigt i alvorligere Folder, taler knappere, tegner skarpere, opnaar en helt anden Virkning. Goethe sætter Sindene i Bevægelse ved munter Barnlighed, bredt udmalt; Heine borer sig ind i Sindet, saa Talens Braad bliver siddende i Læserens Sind. Han vil nærmest opnaa en Virkning som den af et gammelt florentinsk Maleri:

 

De hellige Konger fra Østerland,

i hver lille By de siger:

Hvor gaar vel Vejen til Bethlehem,

I kære Drenge og Piger?

 

De Unge og Gamle. de vidste det ej,

og Kongerne videre drager,

de fulgte en Stjerne af himmelsk Guld,

den lyste liflig og fager.

 

Den stansede just over Josefs Hus,

saa traadte de ind da i Stedet.

Den Okselil brølte, det lille Barn skreg,

de hellige Konger, de kvæded.

 

Der er et vist Skelmeri heri: hvilken Koncert! Men ogsaa hvilket Maleri! De færrest mulige Ord - ikke et Træk, ikke en Streg for meget, og den sikreste, punktlige Virkning.

Tænker man nu endelig til Slutning paa en af disse virkelighedsfjerne Skikkelser, der forekommer i al lyrisk Poesi, mere eller mindre gennemførte Personliggørelser af et Begreb, som Freden, Lykken, Ulykken, og sammenligner man ogsaa paa dette Felt Heine med Goethe, saa vil det atter her vise sig, at Goethe har den fuldere Tone, Hvine det sikrere Rids.

Goethe har skrevet disse Linjer til Freden:

 

Du som, Jord og Himmel kær,

Alles Kval og Smerter læger,

den, som dobbelt nedslaaet er,

altid dobbelt vederkvæger!

Ak! jeg er saa træt af Færden,

hvad skal al den Kval og Lyst?

Fred, saa sød for hele Verden,

kom, o kom og fyld mit Bryst!

 

Her er, som man ser, intet Billede, ingen virkelig Persondannelse. Gennem de seks første Vers stiges der til Udbruddet "Fred", saa sød, paa hvis Komme man ikke kunde være ganske vis.

Man sammenligne de følgende to Personliggørelser af Lykken og Ulykken hos Heine:

 

Lykken er en letfærdig Terne,

dvæler paa samme Sted kun kort,

hun stryger Haaret fra Panden dig gerne,

og kysser dig rask og flagrer bort.

 

Men Ulykke, den sorte Frue,

trykker til Hjertet dig elskovssikker,

hun siger, hun har ingen Hast i din Stue,

sætter sig ved din Seng og strikker.

 

Med saa faa Træk er sjældent to Begreber forvandlede til to levende Figurer, og den moderne Mytedannelse er neppe nogensinde naaet højere end i de to sidste Linjer, bag hvilke der ligger en saa dyb og skrækkelig Erfaring.

Vi saa Heine dukke op i den romantiske Skole og lære sit Haandværk af A. W. Schlegel, der meddeler ham sin sikre Smag. Han er fra først af forfalden til romantiske Spøgelseshistorier og gammeldags romantiske Udtryk i Lyriken. For sine Yndlings-Verseformers Vedkommende begynder han saa at studere og efterligne Wilhelm Müller; i sit berømteste Digt benytter han Clemens Breatano. Han udformer hurtigt sin egen Stil. Den udmærker sig ved Fortætning af Stemninger, Tanker og Billeder. Dens Særmærke er den stærkeste Sammentrængthed. Heine gør Alt nærværende, levende, indfører selv i rolige Æmner en nervøs, undertiden dæmonisk Lidenskabelighed, driver ikke sjældent det Mimiske op indtil det Vrængende, ombytter stundom Dagslyset med det elektriske Lyses skærende Klarhed - en Unatur, som dog findes i Naturen. Hans Hovedvirkemiddel er poetisk Fynd.

I Kraft af sit Naturels Sammensætning af Vid og Fantasi er han tilbøjelig til at virke ved Kontraster, søger det Skærende, det Uensartede og har en Forkærlighed for de Virkninger, som opstaar, hvor en jævn, plat Virkelighed glider over i et digterisk Drømmesyn, eller hvor Synet blegner og fordunster for at give den velbekendte Virkelighed Plads.

Hans Skrivemaade er helt moderne: Alt anskueliggjort, Alt for Øjet. Hvad er det at være en stor Skribent? Det er at have Evnen til at fremkalde Syner og Stemninger, Syner gennem Stemninger eller Stemninger gennem Syner. Heine har især udviklet den sidste Evne hos sig, forsømmer derfor aldrig det sikre Omrids og den maieriske Effekt.

Paa sin Højde kan han ikke mere sammenlignes med sine Lærere og Samtidige. For at prøve hans Stils Styrke og Smidighed var det nødvendigt at maale den imod den største Stil i Datiden, Goethes. Vi ser ham ved Sammenligningen hyppigt ligge under, ikke altfor sjældent hævde sig paa en næsten sideordnet Plads. Det er Ære nok for ham, at det er muligt og en Gang imellem nødvendigt at sammenligne ham med Goethe.

En Stil er et Udtryk for en Personlighed og et Vaaben i den literære Kamp. Goethe's Stil er med al dens Storhed for usammensat til at gribe det Moderne. Men Heines Stil, dette Vaaben, der i hans bedste Tid var drevet som hine gamle spanske Klinger, der lod sig bøje som Vidjer og dog ikke sprang mod noget Harnisk, var fremfor nogen egnet til at binde an med det moderne Liv i dets Haardhed og Hæslighed, dets Ynde og Uro og Rigdom paa skærende Kontraster. Den besad ogsaa i højeste Grad den Evne at virke paa moderne Læseres Nerver med deres stærkere Hang til krydret Spise og hidsende Drikke end til simpel Næring og ren Vin.

 

** Noter til kapitel 15:

*40) Wilhelm Müller: Gedichte 1, S. 26. "Thränenregen" og S. 194 "Dasselbe noch einmal."

 

*41) Lazarus: "Das Leben der Seele". anden Aufl. 2: 229.

 

*42) Smlgn. Eduard Grisebach: "Die deutsche Litteratur", S. 254 ff., hvor dog en bestemt Paavirkning uden Hensyn til Heines Forrang i Tid er fastslaaet.

 

*43) A. Strodtmann: "H. Heine's Leben und Werke". Anden

Auflage. 1: 696.

 

*44) H. Hüffer: Aus dem Leben Heinrich Heines. S. 153.

 

16. Heine og Aristofanes.

 

Vistnok Intet har i Efterverdenens almindelige Omdømme skadet Heine mere end hans Aabenmundethed paa det kønslige Omraade. Enkelte Grupper af hans Poesier er endog af den Grund gennemgaaende meget ilde omtalte, saaledes de Digte, der udgør Samlingen "Verschiedene", af hvilke de fleste iøvrigt er blevne uretfærdigt fordømte, andre ganske vist er ret platte i deres Tankegang, ligesom deres Indhold er alt andet end ophøjet. Goethe havde i "Der Gott und die Bajadere" givet et Eksempel paa, at endog meget dristige Æmner kunde adles ved Stilens Storhed, og selv hvor han, som i de venezianske Epigrammer, behandler Bajaderer, der ingenlunde lutres gennem Elskov, og dvæler ved Digterens Forhold til dem, virker allerede det antike Versemaal fjernende og der forekommer intet anstødeligt Ord; endelig drukner disse faa løsslupne Epigrammer i Massen af Goethes andre Digtninge; man føler ogsaa ved Læsningen af dem, at han er den Mand, hvem Alnaturen skabte for gennem ham at faa at vide, hvorledes den helt saa ud.

Hos Heine optager Aabenmundetheden med Hensyn til hans Forhold til det andet Køn for stor en Plads og er ikke altid smagfuld. Den skaffer ham ti Læsere for hver en, den fjerner; men den ene, den fjerner, var undertiden mere værd end de ti, den forskaffer.

Og dog er denne Aabenmundethed i en vis Henseende tillige hans Styrke. Den havde ikke behøvet at være saa personlig, men ellers er den ganske nødvendig for den, der ikke blot vil omspænde det Alvorliges Halvkugle, men det Komiskes med. Og den saavel som de mange skamløse personlige Angreb nærmer Heine til alle Tiders ypperste, rent komiske Digter.

I Slutningen af sit "Vinteræventyr" udtaler Heine umiddelbart efter det kaade Sted, hvor han lugter sig til Kundskab om Tysklands Fremtid ved at stikke Hovedet ned i Karl den Stores Tronstol, at de ædleste Gratier har stemt hans Lyras Strenge, og at denne Lyra er den samme, som engang hans Fader lod tone, "den salig Hr. Aristofanes, den Musernes Yndling". Han tilføjer, at i sit sidste Kapitel har han søgt at efterligne Fuglene, "det bedste af Faders Dramer".

Han har da sat sin Ære i at udlede sin Kunst fra det gamle Grækenlands største komiske Digter.

Man studser i første Øjeblik derover. Thi medens adskillige andre tyske Poeter som Platen og Prutz har efterlignet den aristofaniske Komedies Former: Trimetrere, Korene, Parabasen, den hele, af den græske Komiker-Skole oparbejdede, paa én Gang frie og faste Kunstform, har Heine end ikke gjort et Forsøg paa at tilegne sig denne Digtform, saa lidt som nogen anden. Det er ejendommeligt for ham, at saa ihærdigt stræbende og ubetinget samvittighedsfuld som han var med Hensyn til det enkelte metriske eller ubundne Udtryks slaaende Sikkerhed - jeg har aldrig set et saa gennemrettet Haandskrift som det til hans "Atta Troll" i det kongelige Bibliotek i Berlin - saa umuligt var det ham at paalægge sig de store Formers kunstneriske Tvang. Det svarer til, at i hans større Digtninge den hele Plan er ganske løs, men hver enkelt Linje atter og atter gennemarbejdet.

Man kan vel uden Overdrivelse sige, at aldrig har han som Kunstner stillet sig en Opgave og løst den.

En eneste Gang har han gjort Forsøg paa en sammenhængende større Prosakomposition, en Roman eller Novelle. Den er bleven staaende som Brudstykke, hvad enten nu virkelig, som det siges, den største Del af Haandskriftet er gaaet tilgrunde ved en Ildebrand, eller dct aldrig er blevet fuldendt, hvad jeg for min Del tror. Og selv dette Fragment "Rabbien fra Bacharach" er nøjere betragtet kun en Omskrivning af Heines egne private Forhold, satte tilbage til den fjerne Fortid.

Aldrig har han heller forsøgt sig i en strengt sammenhængende metrisk Komposition. Hans to eneste større Digtninge "Atta Troll" og "Vinteræventyret" er frie, lunefulde Fantasier, Sæbebobler, der vugger sig paa Hjernespind, kun sammenholdte ved Tonens Enhed og den indre Bygnings Ensartethed.

At oversætte eller bearbejde Aristofanes har ikke kunnet falde Heine ind. Han var ikke som Goethe, der trods sin uhyre selvstændige Frembringen nedlod sig til at oversætte og bearbejde for sine Landsmænd (Diderot, Benvenuto Cellini, Voltaire). Da Goethe møder Aristofanes paa sin Vej, fortrylles han af ham, og han, ikke Heine, giver sig til at omplante "Fuglene" paa tysk Grund, men betegnende nok - han underkaster Skuespillet den Forvandling, at Satiren fra politisk bliver literær. De to politisk utilfredse Hovedpersoner er hos Goethe blevne literære Æventyrere; ved Uglen vilde han - som godtgjort i et Brev fra Jacohi til Heinse - ramme Klopstock, ved Papegøjen den unge Cramer. Det var i Epilogen til denne Bearbejdelse, at Goethe gav Aristofanes den udødelige Betegnelse "Gratiernes uopdragne Yndling", som passer saa godt paa Heine.

Var Heine nu altfor lidt arbejdsom til nogensinde at studere, oversætte, bearbejde eller efterligne en Oldtidsdigter, saa vilde han dog aldrig som Goethe eller Platen have kunnet gøre blotte Literaturkomedier ud af de aristofaniske; netop den store politiske Satire tiltrak ham.

Rimeligvis er Heine det vittigste Menneske, der har levet, i det mindste det vittigste, som har levet i den moderne Tid. Vistnok staar Voltaire som en Slags Personliggørelse af Viddet, men hans Vid er forstandigt og tørt, ikke digterisk, ikke Fantasivid som Heines.

Det var i sin Tid uklogt af Platen, at han, stolt og stiv som han var, skrev det Værk, hvori han vilde haane Heine, "Der romantische Oedipus" i den aristofaniske Komedies ydre Form og Manér; thi han havde kun Versenes Finhed og Ordenes Grovhed tilfælles med Aristofanes. Heine derimod havde alle Aristofanes's Hovedegenskaber i Forening: Viddet og Vildskaben og Fantasien og den smeltende Lyrik og Skamløsheden, Alt i Gratiens Form. Uden Gratie og Vid er Skamløsheden visselig en lav og frastødende Egenskab. Men i denne sin Forening med høje Evner er den ualmindelig. Den aristofaniske Digter maa og kan ikke have den Stolthed, der gyser tilbage for at more de Gemene, dem, der kun forstaar En, naar de møder En i Snavset. Han tør ikke sky til et vist Punkt at give sig til Pris, det vil sige: at give sit moralske Væsen til Pris for at indvinde et større digterisk Felt.

Det nytter ikke, at en Autor, der som Platen (eller som Hauch i "Den babyloniske Taarnbygning") først og fremmest vil gøre Indtryk af "en ædel Digter" og indgyde Respekt ved sin Person - det nytter ikke, han forkynder, at han vil "knuse sine Modstandere med virkelig Vitighed". Man kan ikke paa én Gang optræde som fin Mand og som Aristofaniker. Man strander i denne sidste Egenskab, ifald man sætter større Pris paa de Andres Agtelse end paa Kunstens Triumf. Men hos den virkelige Aristofaniker faar Poesien til Gengæld et Omfang som aldrig hos den højtidelige Digter (en Schiller eller en Hugo); den afspejler Menneskelivet helt fra dets højeste til dets laveste Funktioner.

Saa faa formelle Berøringspunkter der er mellem Heines lyrisk-satiriske Digte og Aristofanes's store fantastiske Skuespil, saa er det dog sandsynligt, at der ikke siden den græske Oldtids Dage er opstaaet et med Aristofanes's mere beslægtet Vid end Heinrich Heines.

Dette Udsagn beror ikke paa nogen Miskendelse af den umaadelige Forskel imellem deres Livsværks Karakter. Den aristofaniske Komedie er med sin storartede og fasttømrede Kunstform Udtrykket for et helt Folks kunstneriske Dannelse, fremgaaet af religiøse Fester som et Festmonument. Som grundlagt og underbygget af en hel Række fremragende Forgængere, hvis Stil var ensartet, hvis Talent var beslægtet og hvis Arv Aristofanes overtog (omtrent som Shakespeare sine Forgængeres) er den aristofaniske Komedie som Form mange Hænders Arbejde i langt højere Grad end den Heine'ske Strofe er det. Selv ganske bortset fra Eupolis's og Kratinos's Beskyldninger mod Aristofanes for utilladelig Tilegnelse af Forgængeres Indfald kan vi alene af Ridderne se, at allerede Komikeren Magnes har opført Stykker med Titler som "Fuglene", "Vesperne", "Frøerne"; de som Krybdyr, Insekter, Fugle forklædte Kor var da Noget, Aristofanes ikke opfandt, men overtog. Kun fordi vi ikke kender den græske Digters Forløbere, staar hans Livsværk for os som en rent personlig Frembringelse, som Typen paa stor fantastisk Komik, og næsten al moderne Komik og Fantastik synes forsagt og spinkel i Sammenligning med dens Kækhed.

Hans Verden er den bagvendte. Naar i "Freden" Trygaios sadler en stinkende Skarnbasse og paa den som paa sin Pegasus stiger gennem Luften til Gudernes Boliger, eller naar han siden ved Hjælp af et favnelangt Reb trækker Freden op af den dybe Brønd, hvori Krigen har styrtet hende ned, saa er dette Ting, der fremføres, som var det tilvante, kendte Muligheder, og han lader dem uden nogen Forklaring foregaa for vore Øjne, saa vi tvinges til at tro paa dem. - Naar vi i "Fuglene" hører to simple Fyre, der optræder som Vismænd, udvikle deres forrykte Planer til at bygge en By i Skyerne, lyder det i vore Øren fra først af vanvittigt nok, og naar vi ser Fuglene modtage dem med Ærefrygt, faar vi ikke derved bedre Tanker om deres Evner, nyder tvertimod Komiken, at de dumme Dyr venter sig Frelsen fra dem. Dog naar vi saa endelig hører, at Byen virkelig er bygget, at Alt er lykkedes, og ser, hvorledes Held og Lykke følger Foretagendet, saa føler vi, at den Verden, vi her iagttager, ikke er den, vi til daglig Brug opholder os i, men en, med hvis Love det stemmer, som strider imod Lovene i vor.

Denne nye Verden er da rent fantastisk, forsaavidt den staar i Strid med Sandsynlighedslove og Naturlove. Det er en Verden, hvor selve Galskaben triumferer, og Digteren lader som var dette ganske i sin Orden. Først naar Tilskueren betænker "hvor" vel denne bagvendte Verden kan ligge, "hvor" det vel gaar saaledes til, "hvor" den politiske Uforskammethed drives i saa stor Stil og langt fra at staa tilskamme vinder Tillid og belønnes - føres han tilbage til Virkeligheden, idet han i denne Verden genkender sin egen, sit eget Hjem, Athen.

Af de aristofaniske Stykker, vi besidder, foregaar "Fuglene", "Frøerne", "Freden" enten slet ikke eller ikke helt paa Jorden; det er i Luften svævende eller underjordiske Skuespil. Det er ogsaa kun i dem, at Guder forekommer, rigtignok kun for at gennemhegles, latterliggøres eller gennemprygles. Men i Virkelighedens Verden aabenbarer de sig ikke; thi kun i den fantastiske troes der paa dem.

Se en saadan overnaturlig Verden vover Heine som moderne Digter slet ikke at hensætte, skønt han ikke kan undvære den. Derfor hans stadigt tilbagevendende, stadigt fornyede Brug og Misbrug af Drømmen, hvortil vi neppe hos nogen anden moderne Digter finder et Sidestykke. Men indenfor Drømmen som Ramme vover han da ogsaa det Overordenlige, det Aristofaniske.

Som alt berørt: Han ligner Aristofanes i Dybden af sin Skamløshed og i Højdeflugten af sin Lyrik.

Vel indtager Hentydningerne til Fordøjelsens Besværligheder og deslige en noget mindre Plads hos Heine end hos Aristofanes, der jo iøvrigt selv, som han erklærer, ringeagtede denne Art Komik. Den duede efter hans Udsagn kun til at fremkalde det mindst udviklede Publikums Latter. Men der tales hos Heine hyppigt og undertiden bredt om slige Ting (bredest i Angrebet paa Platen) og man sikrer sig næsten ligesaa ofte mod visse hæslige Insekter hos Heine som hos Aristofanes.

Skønt Heine selvfølgelig ikke kan føre et saadant Frisprog med Hensyn til det Kønslige som den gamle Græker, saa nægter han sig til Gengæld ikke nogen Hentydning, der kan bøde paa hvad Udtalelserne maa mangle i Ligefremhed. Nu og da er der næsten ingen Omskrivning tilstede, og Cynismen, som ellers antydes ved et Smil eller en Grimace, les ud i Verden af fuld Hals - saaledes i Slutningen af "Vinteræventyret", i Digte som "Den Vantro" og lignende.

Og atter som hos Aristofanes: Fra denne stadige Dvælen ved alt det i Mennesket, som minder om, at det i sin første Spire udvikles mellem en Blære og en Endetarm, hæver Heine sig til den fineste, ømmeste Lyrik. Han, som saa godt kender Naturvæsenernes stoflige Oprindelse, udleder i et af sine Digte Alt fra Nattergalesangen:

 

Nattergalen var allerførst,

og sang sin Vise: Zykyht! Zykyht!

 

Det minder formelig om de dejlige Vers i "Fuglene", i hvilke det hedder:

 

Elskede og fine, du!

Du, som er sødest af Alt for mig.

Skovensomme Veninde!

Kommer du? kommer du? bliver du? osv.

 

Hos Heine som hos Aristofanes gaar det ud over Guderne. Alligevel er naturligvis Satiren hos ham forsigtigere end hos den gamle Græker; den moderne Verden taaler mindre godt Skemt paa dette Omraade end den antike. Naar Dionysos, selve Komediens Gud, i "Frøerne" viser sig storpralende og fejg, faar den ene Dragt Prygl efter den anden og tilsidst anraaber sin Præst, der inde blandt Tilskuerne indtog en Æresplads, om Bistand i Nøden, saa gives der intet Sidestykke til den Art Gudsbespottelse hos Heine, der skrev under Politiets og det moderne Samfunds Censur. Og dog nægter han sig ikke ret meget fra den lette Spøg til den drøje Skemt og de mest bidende Spotterier. Bekendt er Hyacinths Forklaring i "Reisebilder" af de forskellige Religioners Værdi. Han vrager Katolicismen, der med sin Klokkeklang, sin Røgelseduft og sin "Melankolik" ikke er nogen Religion for en Hamborger, prøver Protestantismen ved at sætte i Lotteriet paa de Salmetal, han finder paa den sorte Tavle i en luthersk Kirke, og affærdiger Jødedommen med de bekendte Ord: "Det er slet ikke nogen Religion, men en Ulykke." - Lystigt og dristigt er Digtet "Disputation", hvor Rabbien og Kapucineren taler hver for sin Dogmatik, prisende hver sin Læres Salighedstilstand i ret anstødelige Udtryk, indtil Kongebruden, som skal afgøre Trætten, erklærer sig ude af Stand dertil: det eneste, hun har mærket, er at Kapuciner og Rabbiner stinker begge to. - Formelig dramatisk er Religionsspotteriet endelig paa det Sted i Heines Bog om Börne, hvor han fortæller, hvorledes han under sit Ophold paa Helgoland hyppigt inddrages i Ordstrid med en prøjsisk Justitsraad om Trenigheden, og dernæst beretter, hvorledes under Striden Stemmer lyder op gennem det tynde Gulv fra Værelset nedenunder, hvor en flegmatisk Hollænder udvikler for Værtinden, hvordan man gør Forskel paa Kabeljau, Laberdan og Stokfisk: det er i Grunden Et og det Samme, men med tre Navne, der svarer til tre forskellige Grader af Nedsaltning.

Hvad de jordiske Magthavere angaar, er Heine visselig ikke mindre dristig og ikke mindre fantastisk i sin Komik end Aristofanes. Aristofanes viste Mod ved sine Angreb paa Kleon og Theramenes; han slumpede nu og da til at forsvare den gode Sag; men i Reglen hævdede han den slette, gjorde sig til Talsmand for en uholdbar Konservatisme og for uretfærdige Angreb. Heine var sjældnere uretfærdig eller lavsindet og aldrig konservativ. Men han minder om Aristofanes ved sit aristokratiske Hang, sine personlige Angrebs grimme Væsen (Digtene mod Meyerbeer f. Eks.) og ved Angrebenes Form, bl. A. ved sin morsomme Benytten af kendte, patetiske Digtsteder.

Der findes hos ham en hel Række vittige Udfald mod Friedrich Wilhelm den Fjerde; i "Vinteræventyret", hvor Hammonia advarer Heine mod "Kongen af Thule", og i Digtet "Den nye Alexander"; ligeledes en hel Gruppe af Poesier mod Kong Ludvig af Bayern og hans Virksomhed. Denne sidste Konge, hvem Heine fra først af selv havde lovprist, var som Mæcenas smigret af en stor Kunstner- og Digterskare i Samtiden. I sine "Lobgesänge auf König Ludewig" angriber Heine alle hans Svagheder, hans Skønhedsgalleri i Münchenerslottet, hans daarlige Vers, hans Ærgrelse over at adskillige af ham beskyttede berømte Videnskabsmænd og Kunstnere lod sig drage fra Bayern til Prøjsen. Om Skønhedsgalleriet hedder det:

 

Han elsker Kunst, og de skønneste Mø'r,

dem lader han portrætere,

og gaar i dette malte Serail

som Kunst-Eunuk at spasere.

 

I Anledning af de berømte Mænds Udvandring til Prøjsen faar Heine Lejlighed til at give sin gamle Prygledreng Massmann et Sidehug:

 

Cornelius og Schelling, den Sjæl,

lad dem gaa deres Gang med hinanden,

for den ene slap Indbildningskraften op,

den anden misted Forstanden.

 

Men at man af min Krone stjal

Juvelen, at Rejsepas man

min Kolbøttemester givet har,

min Menneske-Ædelsten, Massmann.

 

Det har mig bøjet, det gav mig mit Knæk,

mit Hjerte det sønderflænger;

mig fattes den Mand, der i sin Kunst

klatred op af de højeste Stænger.

 

Om Kong Ludvigs Forhold til Poesien hedder det endelig her:

 

Hr. Ludvig er en stor Poet.

Naar han synger, saa styrter Apollo

ned for ham paa Knæ: Aa hold op! jeg bli'r gal!

hør min Bøn, jeg dig be'r tusindfold, o!

 

Endnu vittigere er Parodien paa Kong Ludvigs Versebygning i denne Indskrift, der sættes over "Atta Troll" i det bayerske "Walhalla":

 

Atta Troll, Tendensbjørn, from og

dybt moralsk, som Husbond brunstig,

der forført af Tidsaandsdjævlen,

blev en Sansculot som Skovmand,

daarlig Danser, med sit lodne

Bryst dog fuldt af pligtstærk Alvor.

stinkende ret tit, var vistnok

ej Talent, men Karakter dog.

 

I Grundskriften minder Versenes Haardhed og de tvungne Participiums-Konstruktioner i lige Grad om Stilen i Kong Ludvigs Vers, som disse møder enhver Rejsende paa Murene af Buegangene i Munchen *45).

Dette er dog kun personlig Satire mod kronede Hoveder. Men hos Heine som hos Aristofanes breder Satiren sig over den hele politiske, sociale og literære Tilstand, og da er det, at han behøver Drømmen som kunstnerisk Hjælpemiddel. Den fører ham som den græske Digter ned under Jorden eller op i en fantastisk Verden over Skyerne.

Saaledes, som allerede paavist, især i "Vinteræventyret". Man se her, med hvilken Omhu og med hvilket Mesterskab Heine har forberedt den fantastiske Skildring af Barbarossas underjordiske Opholdssted i Küffhäuser. Først Indførelsen af Omkvædet i en gammel Æventyrsang: "Sol, du klagende Flamme!" og Fortællingen af det gamle Sagn om Solen som Anklager af en ung Jomfrus Morder, dernæst Skildringen af den skikkelige gamle Amme, der sang hin Vise og fortalte saa mange smukke Historier, den om Kongedatteren som Gaasepige og den om Kejseren i Bjerget, som nu vidtløftigt berettes - indtil Rammen gaar i Glemme og vi ser Barbarossa for os med sine jernklædte Mænd, hører ham kalde dem til deres Heste, til Vaaben, til Kamp, for at hævne den Forsmædelse, som Morderne har ladet gaa ud over den gyldenlokkede Germania. Paany føres saa Alt tilbage til Ammestuevisens Stemning og dens nu med Begejstring og Jubel istemte Slutningsrim: "Sol! du klagende Flamme!" Der er et aristofanisk Sving i denne poetiske Udmaling af det gamle Arsenal, de tomme Rustninger, de falmede Faner, de sovende Soldater og saa Omslaget, Appellen til den vaagnende Kraft og Anraabelsen om hellere at faa Middelalderen igen end Datidens skinhellige Prøjsen med dets Blanding af gotisk Galskab og moderne Løgn. I de to følgende Afsnit fortsættes Skildringen af Bjergets Indre og føres Samtaler med Barbarossa som Drømmetilstande under Søvnen i en Rejsevogn.

Paa samme Maade er den prøjserfjendske Fantasi i Værtshuset i Minden begrundet. Heine vil have den prøjsiske Ørn frem, vil lade den blive plukket og skudt. Hvis Aristofanes havde havt et lignende Mellemværende med en Ørn, saa vilde han have indført den uden videre lige for vore Øjne. Heine maa gaa tilværks ad sin sædvanlige Omvej. Hos ham bliver i den begyndende Drømmetilstand under Halvsøvn den røde Sengekvast over hans Hoved til en Ørn med Fjær og Klør, der truer med at hakke Leveren ud af hans Bryst og mod hvilken han udslynger sit Had.

Kun paa ganske enkelte Steder er Heines kunstneriske Fremgangsmaade dristigere, den store Grækers mere lig. Saaledes i den prægtige Tale til Ulvene om Natten i Teutoburgerwald. Den Rejsende hører dem hyle ved Midnat om Vognen, hvis ene Hjul er gaaet af. Han stiger ud og holder til de vilde Bestier en Tale:

 

Medulve! jeg er stolt af idag

i Eders Midte at dvæle,

hvor kærlige Hyl mig imøde slaar

fra saa mange ædle Sjæle.

 

Og Talen er en humoristisk Kopi af dem, som store Mænd ved slige Lejligheder plejer at holde: Denne Time er evigt uforglemmelig. Det er Løgn, at han er gaaet over til Hundene; han har aldrig tænkt paa at blive Hofraad i Lammehjorden. Den Faarepels, han nu og da har hængt om sig, har han kun brugt til at varme sig med, han er og bliver Ulv og vil altid hyle med Ulvene.

En umiddelbar Efterligning af Paisteteros' Bryllup med Basileia i "Fuglene" er endelig, som af Heine selv udtalt, Scenen mellem Digteren og Hamborg som den kraftige Kvinde med Murkronen. Den er yderst kaad, drengeagtigt overgiven og i sin Lystenhed i Grunden mere anstødelig end lignende Steder hos Aristofanes, der jo aldrig fremfører sig selv paa Skuepladsen uden for at forsvare sig som Digter. Heines Skamløshed er om end mindre vidtgaaende dog mere personlig end hans.

I "Atta Troll" er Sammenligningen med Aristofanes end mere nærliggende. Indbildningskraften raader her friere, fordi Hovedpersonen ikke er et Menneske, men en Bjørn. Der er en overordenlig Fantasi udfoldet paa det Sted, hvor den efter sin Flugt danser i Maaneskin for sine Unger. Der er et uforligneligt Lune i dens Deklamation mod Menneskerettighederne og dens Pukken paa Bjørnenes ældre Rettigheder, som minder om den dejlige Parabase i "Fuglene", hvor det godtgøres, at Fugleverdenen er den ældste: Alt stammer fra Ur-Ægget, Alt oprinder af Elskov, og Fuglene er Elskovsbørn. Overmaade morsom er Bjørnens Stolthed af Dyreverdenen, morsomst dog, fordi Heine benytter den til i dens Ytringer at indslynge overgivne Spydigheder mod dem, han vil tillivs, saaledes mod Freiligrath, hvis almentyndede men taabelige Digt "Løveridt" ligesom det uheldige "Negerkongen" havde vakt hans lystigste Spot:

 

Gives der ej lærde Hunde?

Ikke Heste, som kan regne?

....

Skriver Æsler ej Kritiker?

Spiller Aber ej Komedie?

....

Synger ikke Nattergalen?

Er F. Freiligrath ej Digter?

Hvem besang vel Løven bedre

end dens Landsmand, Dromedaren?

 

En god Del af hvad Bjørnen siger klinger som Satire over dumt kommunistisk Demokrati. Der er Ordgyderiet mod Ejendommen: Bjørnene fødes uden Lommer, Menneskene fylder deres. Og der er Ordgyderiet om Ligheden:

 

Grundig Lighed! Hvert et Æsel

Adkomst har til højest Embed,

Løven derimod til Møllen

trave skal med Sæk paa Ryggen.

 

Men iøvrigt er det en uskyldig, braadløs Satire, der rent fantastisk driver Gæk med Kirkeligsindede som med Kommunister, med Menneskehadere som med Revolutionære, med Verdensborgere som med Nationale - thi Bjørnen har Noget af Alles Talemaader. Hvor vidunderlig er ikke Atta Trolls Prædiken mod Ateismen og dens Udvikling af sin Gudstro, den, som begynder:

 

Vogt dig blot for menneskelig

Tænkemaade; den er rædsom;

iblandt Menneskene gives

ingen, ingen ordenlige.

 

Der er et muntert Dybsind i denne Formaningstale imod Feuerbach og Bauer, og et Vid, der er aandfuldt som Voltaires, men rigere, varmere, i Skildringen af Skaberguden:

 

Se didop! I Stjerneteltet

paa den gyldne Herskertrone,

verdensvældig, majestætisk,

sidder en uhyre Isbjørn.

 

Hvilket Lune i Udmalingen af de Bjørnehelgene, der danser om hans Trone.

Dog har Bjørnen nu end noget af alle Partiers Talemaader, saa har han dog mest af Urtyskernes. Over dem gaar det i Særdeleshed ud. De velslikkede Bjørnejomfruer minder om tyske Præstedøtre; den yngste Bjørneunge slaar Kolbøtter som selve Massmann og er som han den hjemmefødte Dannelses Blomst, har aldrig kunnet lære noget andet Sprog end Modersmaalet, hverken Græsk eller Romersk.

Saaledes fører Heine ad vildt fantastiske Omveje altid Læseren tilbage til sit Fædrelands Virkelighed.

Aristofanisk er ogsaa i denne Henseende Stedet, hvor det regner, og der raabes: Seks og tredive Konger for en Paraply! og Stedet, hvor man atter er kommet i Ly, og det hedder: Seks og tredive Konger for en Slaabrok!

Aldeles aristofanisk er endelig det undertrykte Sted, hvor Fuglen Hut-Hut fortæller om hvorledes Salomon og Balkis giver hinanden Gaader at gætte efter Døden:

 

Hvem er vel den største Pjalt

mellem alle tyske Pjalter,

der i alle seks og tredive

tyske Forbundsstater lever?

 

Balkis, til hvem Spørgsmaalet stilles, sender Lønbud rundt i alle tyske Riger og Lande, men saa ofte hun forkynder Salomon Fundet af en ganske ualmindelig Usling, lyder Svaret:

 

Barn! der er en endnu større!

 

Og det udvikles som det Mærkelige ved Tyskland, at saa tit man tror at have opdaget den største Usselryg dér, saa opstaar der en endnu større: Intet Fremskridt er saa sikkert som det, der finder Sted i den almindelige Pjaltethed. Igaar endnu syntes X den største Pjalt; idag er han kun en Underpjalt i Sammenligning med N. N. Det er et Bevis paa Heines kunstneriske Rigdomsfornemmelse, at han i Digtets endelige Udformning har vraget et saadant Middel til at ramme sine Modstandere én for én paa den morsomste Maade.

Endelig er der ogsaa i den rent literære Satire en ikke ringe Lighed mellem Fremgangsmaaden hos Heine og hos Aristofanes. Et Eksempel er Satiren over den schwabiske Digterskole i "Atta Troll": Katten i Heksens Hytte, som er en forvandlet Schwaberdigter, der vil blive til Menneske igen, dersom en ren Jomfru kan læse Gustav Pfizers Digte i Sylvesternatten uden at falde i Søvn. Et andet Eksempel er Satiren sammesteds over disse letpudsige Linjer af Freiligrath's "Negerkongen" med deres urimeligt søgte Lignelse:

 

Ud af det skinnende hvide Telt

gaar sort en fyrstelig Neger, en Helt.

Slig træder af skinnende Skyers Port

Maanen ud, formørket og sort.

 

Det er et Digt om en Negerkonge, der fanges, kommer til Europa, maa tromme udenfor en Cirkus, tænker pan sin fordums Storhed og trommer sin Tromme itu. Men at den sorte Mand i Teltaabningen skal ligne Maanen mellem Skyer, er unegtelig komisk.

Hos Heine hænger den røde Tunge ud af Bjørnens sorte Gab som Maanen viser sig mellem hvide Skyer. Og i Digtets Slutning træffer Heine i "Jardin des Plantes" en Neger, der passer Dyrene, og der aabenbarer sig for ham som den Freiligrath'ske Negerkonge, der har giftet sig med en hvid Kokkepige fra Elsass, hvis Fødder minder ham om Elefanternes i hans Hjemstavn og hvis Fransk klinger i hans Øren som Negersprog. Hun har givet ham saa godt at spise, at han har faaet sig en lille rund, sort Maane, der træder frem af hvide Skyer.

Ikke mindst endelig spores der noget Aristofanisk i den hensynsløse og drøje Satire over Platen i Rejsebilledernes sidste Del. Ja endog visse lystige Fif i den literære Strid er fælles for den græske og den tyske Komiker. I "Frøerne" faar Æschylos under Væddekampen med Euripides, hvem Aristofanes forfølger med sit Had, et Omkvæd, der omtrent er enstydigt med "fordærvede sit Vers", til at passe ind i Alt, hvad Euripides anfører af sig selv. I "Rejsebillederne" hævner Heine sig paa Platen ved at lade Hyacinth afvekslende hefte Ordene "forfra" og "bagfra" til dennes Vers, og underkaster dem derved den ondskabsfuldeste Forvanskning.

Den aristofaniske Komedie er som en udspændt Hvælving, bedækket med storstilede Fresker - Heines Komik er sammenlignet med dens hvad overfor Fresker omhyggeligt udførte Staffelibilleder er. Der er Lys og Plads i hint græske Lystspil som i Michelangelo's sixtinske Kapel: Alt er her som i Capella sistina stort, rummeligt, vældigt, skabt af en Aand, der trodser vedtagne Regler ved sin Følelses lyriske Storm, sine Forkortningers Dristighed og sine Allegoriers Magt. Kun at Michelangelo's Verden er tragisk, vildt højtidelig, medens Aristofanes's Verden er en dityrambisk, en Verden af Karikaturer i en Ramme af græske Livsforhold.

Sammenlignet med Aristofanes er Heine en Privatmand, der lever i sit Hjem. Aristofanes færdes i Teatrets fulde Dagslys med Tusinder af Tilhørere omkring sig; Heine meddeler sig til sit Publikum enlig fra sin Stue. Men de Syner, der maler sig paa hans Øjes Nethinde alene, har et mere glødende og heftigt Liv end de, som Aristofanes legemliggjorde paa en Scene. Og hans Bestræbelser har ikke det rent lokale Præg som den græske Digters. Han henvender sig, hvor han er ypperst, til Millioner udenfor sit Folk, ja til Udkaarne blandt alle dem, der kan læse. Hans Lyrik er personligere, inderligere og mere nervøs end nogen Grækers, som hans Satire er viet almene Ideer, der for Aristofanes ikke havde Eksistens. Han er ikke mindre vittig end sin græske Forgænger, og han har bestandig kæmpet for politisk Udvikling og personlig Frihed, medens Euripides's og Sokrates's Avindsmand hyppigst fægtede for en Fortid, der uigenkaldeligt var forbi og som han selv allermindst tilhørte.

 

** Noter til kapitel 16:

*45) Det latterligste, næsten utroligt slette Distichon af Kong Ludvig her lyder saaledes:

Florenz! Dir fehlt das was Rom hat und diesem just was du besitzest, Wärt Ihr beide vereint, wär's für die Erde zu schön.

 

17. Heine 6.

 

Heines Prosa staar ikke i Højde med hans Vers. I sin berømteste Prosabog "Reisebilder" viser han sig som en Elev af Sterne, senere, da han vinder større Selvstændighed, er han vel altid aandrig og livfuld, men sjældent de Æmner voksen, han behandler. Hvad enten han skriver om tysk Filosofi for Franskmændene eller om fransk Malerkunst for Tyskerne, er han lige dilettantisk. Han var vel altid som Bladmand betragtet en udmærket Brevskriver, men han er for stor til at denne Betegnelse svarer til Styrken af hans Væsen.

Vistnok har Pedanter blandt hans Modstandere gjort et utilbørligt Væsen af hans saakaldte Overfladiskhed. Han var sikkert ikke nogen egenlig Arbejder, men han var ingenlunde uden Flid, og hans Kundskaber talrige og grundigt tilegnede. Dog kun som Poet er han stor; de fleste af hans Prosaskrifter er forfattede i Døgnets Tjeneste, ikke at tale om at man har skadet hans Minde ved Udgivelsen af hans Breve, der i Reglen kun viser ham fra en lidet fordelagtig Side. Man ser ham i dem hyppigst alene optaget af sine Interesser. Men Pengeforlegenhed er et kedeligt Æmne, selv om det er et stort Talents Pengeforlegenhed, hvorom Talen er.

Heine opnaaede som bekendt ikke at leve et helt Mandsliv til Ende. Han bortreves i sin fulde aandelige Kraft af en rædselsfuld Sygdom.

Han havde altid været fin og skrøbelig; i sin Ungdom plaget af haardnakkede Hovedsmerter; nødtvungen til et saadant Maadehold i Drik, at han efter sine Venners spøgefulde Udsagn nøjedes med at lugte til en Flaske Rhinskvin, han havde i sit Kammer. Tidligt var hans Nervesystem rystet, sikkert i langt ringere Grad af Udskejelser, end det troes - thi han er i høj Grad "fanfaron de vices", roser sig i sine Skrifter stadigt af sine Laster men han ramtes af den Sygdom, der saa hyppigt er deres Lod, hvis Liv har været uafbrudt aandelig Frembringen. En Rygmarvslidelse med Lammelse først af Øjenlaagene, efterhaanden af næsten det hele Legeme, ramte ham. Henved otte Aar laa han i Paris udstrakt i sin Grav af Madradser.

Hans Liv, der hverken kan betegnes som et stort eller et lykkeligt Liv, falder i to bestemt afgrænsede Halvdele, Opholdet i Tyskland indtil Julirevolutionens Tid, og Opholdet i Paris fra 1831 til hans i 1856 indtraadte Død. Det var et Liv ført uden Beregning, men ikke uden Instinkt for hvor Udviklingsmulighederne laa for Talentet; det er neppe sandsynligt, at Heine havde naaet sin Verdensborgerhøjde i Literaturen eller endog blot var blevet saa fremragende som satirisk Digter, ifald han var forbleven i sit Fædreland alle sine Dage.

Hans Ungdomsaar i Tyskland gaar hen under Reaktionens Tryk; hans "Rejsebilleder" vinder Popularitet som Udtryk for den politiske Utilfredshed, men snart opgiver han i sit stille Sind al Politiseren som umulig. Da skaffer Julirevolutionen Luft, Heine bryder op, bosætter sig i Paris og bindes snart dér ved det tyske Forbunds Forbud mod hans Skrifter. Ministeriet Guizot giver ham hemmeligt den lille Aarsrente, der sætter ham i Stand til at føre et forholdsvis sorgløst Liv, og for hvis Skyld han er bleven gjort til Genstand for Angreb, der ikke savner al Grund, men som dog har gjort ham stor Uret. Man maa ikke glemme, at Heine forstod sig slet paa den Kunst at tjene Penge og at det kun vilde have nyttet ham lidet, om han havde forstaaet sig bedre paa den. Han, paa hvis Bøger der er tjent Millioner, solgte "Buch der Lieder" med alle følgende Oplag til Campe mod Kvittering for en gammel Gæld paa 50 Louisdorer, og var hele sit Liv igennem nødt til at ty til sin rige Onkels ugerne ydede Bistand. Havde han og især den lille Pariser-Grisette, som han giftede sig med, forstaaet sig bedre paa at holde Hus, vilde han maaske have kunnet undvære Regeringsunderstøttelsen. Nu har den vel nok forhindret ham i at sætte Et og Andet i tyske Aviser om det franske Ministerium, som han ellers vilde have skrevet, men anden Ulykke har den visselig ikke forvoldt, og mindst har den bevæget ham til at skrive Nogetsomhelst, han ikke mente.

Fra Frankrig af har han som Forfatter ført sin aldrig afbrudte eller endog blot svækkede Kamp mod den europæiske Reaktion. Man kan sige, at han i denne Egenskab er Byrons store Arvtager. Faa Aar efter at Spottens Sværd, svunget i Frihedens Tjeneste, glider ud af den døende Byrons Haand, gribes det af Heine og føres en hel Menneskealder igennem med lige stor Behændighed og Kraft. Dog i de sidste otte Aar føres dette Vaaben af en dødeligt Saaret.

Aldrig havde han skrevet sandere, ægtere, mere skærende og mere straalende Vers end da han laa naglet til sit Martyrium paa den lave, brede Seng i Paris. Og aldrig har vel nogen frembringende Aand vist større Mod, større Udholdenhed og Uanfægtelighed i overmenneskelige Kvaler. Sjældent har Sjælens Magt over Legemet vist sig saa utvivlsom. At lide tavs med sammenbidte Tænder under Lidelser som hans havde allerede været meget. Men at frembringe, at spotte og spøge, sprudlende lunefuldt og fantastisk, lade sin Aand fare Kloden rundt i yndefulde og dybe Drømmerier, medens man selv ligger lam og livløs paa Lejet, det er stort.

Han laa dér indskrumpet til et Skelet med de lukkede Øjne, de næsten helt lammede Hænder, de ædle Ansigtstræk afmagrede; Hænderne, der var hvide og fuldendt skønne, var blevne som gennemsigtige i deres Finhed; naar han talte, gled nu og da et Mefistofeles-Smil over hans lidende Martyr-Aasyn. Tilsidst var i Grunden kun Stemmen tilbage af Manden som af Oldtidens Tithon; men denne Stemme var uendeligt rig paa Toner, paa Indfald og Skemt.

Han vedblev at være aandeligt virksom. Det var som om Aandens Drivhjul vedblev at dreje sig, selv uden Damp; det var som om Lampen blev ved at brænde, selv uden Olie.

Det er usandt, at han var vendt tilbage til nogen Kirkelighed; men til en Religiøsitet, der ligesom dukkede op paany fra Barndommens Dage, og til en Art Gudstro klamrede den Lidende sig. Og selv over denne Gudstro hævede han sig undertiden med et Smil. Et saadant Smil er hans beroligende Ord til en ophidset Bekendt paa hans sidste Levedag: "Dieu me pardonnera - c'est son métier." (Gud vil tilgive mig - det er hans Fag.) Et rørende Vidnesbyrd om hans Aandskraft og hans sønlige Kærlighed er det, at han under hele sin Sygdom omhyggeligt vaagede over, at hans Lidelser forblev skjulte for hans gamle Moder i Hamborg; han tilskrev hende indtil det Sidste muntre, spøgende Breve og lod af de Eksemplarer, han sendte hende af sine Skrifter, de Steder udtage, der kunde bringe hende paa Sporet.

Et tiltalende Indtryk af hans Sjæleliv giver ogsaa dette Træk: han, den i Udtrykket for Elskov mest kaadmundede af alle Mænd og Poeter, forvandlede sig i sin Sygdom til den ømmeste og aandigste i Udtrykket derfor. Som bekendt forsødedes det sidste Aar af hans Liv af en ung, yndig Kvindes Hengivenhed og Beundring *46).

Man kender den Dag idag ikke nøjagtigt hendes rette Navn, end ikke hendes Fødested. Hun holdt af at forblive ukendt, at give sig opdigtede Navne og gøre sine Veje usporlige. Hun kaldte sig Margot eller Frøken von Belgern eller Sarah Dennigson. Hos Heine indførte hun sig som Elise Krinitz, og dette Navn synes at have været det rette. Men man véd end ikke om det var hendes Pigenavn og om hun fik dette Navn ved sin Fødsel i Prag eller om hun var en Fru von Krinitz fra Torgau. Heine kaldte hende "la Mouche" efter Fluen i hendes Signet. Efter hans Død optraadte hun i 1862 i den franske Literatur under Navnet Camille Selden og ingen ringere end Taine gjorde det franske Publikum opmærksomt paa hendes to første Bøger, Romanen "Daniel Vlady" og Studierne "L'esprit des femmes de notre temps".

Det hedder sig, at hun i en ganske ung Alder var kommen til Paris og dér havde indgaaet et kortvarigt, højst ulykkeligt Ægteskab med en Mand, der for at blive hende kvit lod hende indespærre i en Sindssygeanstalt under Paaskud af at hun var vanvittig. Det lykkedes hende herfra at undkomme til England. Hun fortæller selv, at hun i Sommeren 1855 kom fra Wien tilbage til Paris og indfandt sig hos Heine for at bringe ham Kompositioner og Hilsener fra Wienerkomponisten, Friherre Vesque von Puttlingen.

Hun havde adskillige Aar tidligere lært den østerrigske Digter Alfred Meissner at kende. De traf tilfældigt hinanden i 1847 i et Jernbanetog fra Paris til Havre. Efter sin egen Fremstilling var hun dengang kun seksten Aar gammel, en Paastand, ved hvilken det er tilladt at anbringe et Spørgsmaalstegn. Overfor Meissner kaldte hun sig blot Margot. De fandt Behag i hinanden og traadte hinanden nær, skiltes og mødtes atter i Paris 1849. I 1850 traf Meissner hende i London sammen med en ældre Dame; men da han nærmede sig hende, erklærede hun at han tog fejl, hun havde aldrig set ham før. Fem Aar efter undskyldte hun sig i et Brev for at hun nødtvungen havde maattet fornegte ham i London. De forblev saa i Brevveksling til 1860.

Da "la Mouche" første Gang traadte ind til Heinrich Heine, var hun efter sin egen Opgivelse fireogtyveaarig, men snarere omtrent otteogtyveaarig. Hun var blaaøjet med lysebrunt Haar, ikke egenlig smuk, men saa yndefuld, indtagende og fin, at hun ved første Komme vandt Heines Hjerte. Snart blev hun ham uundværlig; han led, naar der blot gik et Par Dage hen uden at han saa hende, skønt hans Smerter var saa heftige, at han tit selv maatte frabede sig Besøget. Først i de opbevarede Breve og Digte til hende er der den dybere erotiske Inderlighed, den Fylde i Kærligheden, som man ellers savner i Heines Elskovspoesier.

Han kalder hende sin Valgtrolovede, hvis Væsen Skæbnens Vilje har parret med hans. Forenede vilde de have lært Lykken at kende, adskilte maa de gaa tilgrunde:

 

Jeg véd det nu. Ved Gud! Dig er det,

som jeg har elsket. Tungt for Hjertet,

at just som Elskovslængslen stilles,

kun forestaar at evigt skilles.

Samtidigt lyder da Velkommen!

og Afskedsdommen.

 

Leende og grædende raser han over denne nødtvungne Platonisme mellem to Elskende, for hvem ethvert Favntag er umuligt:

 

Ord og aldrig Haandgribeligheder!

Aldrig en kraftig Ret Kød du erholder.

Altid kun Aand jeg dig tilbereder,

altid Suppe foruden Boller.

 

Han fortvivler i sin Utaalmodighed, naar hun engang imellem lader ham vente:

 

Lad mig med glødende Tænger knibes,

hvad gør det mig, om man mig brændte!

Lad mig kun flaas af Ris og Svøber;

men lad mig ikke vente, vente!

 

indtil ved Dødens Nærhed Alt forsones i det store mystiske Formælingsdigt mellem ham som Dødning og Passionsblomsten ved hans Kiste:

 

Den Blomst var du, min Elskte, i min Drøm.

Paa dine Kys jeg kunde straks dig kende.

Ej nogen Blomsterlæbe er saa øm,

saa fyrigt ingen Blomsterlæber brænde.

 

Mit Øje var vel lukt, dog stadig laa

jeg stirrende i Fryd, som Ingen maaler;

du henrykt, salig atter paa mig saa,

et Aandesyn, belyst af Maanens Straaler.

 

Det er Billeder og Følelser fra en anden Verden end Legemverdenen, en Verden, som den Blindes, hvor der er Kys, men ikke synlige Læber, Taarer, der falder fra Øjne, som ikke ses, Duft af Blomster, hvis Former ikke røres, og for Dagens Sol et trolddomsagtigt, aandeagtigt Maanelys. Og saalidt som der er Legemlighed, er der Lyd:

 

Vi talte ej. Mit Hjerte dog fornam,

hvad tavs du tænkte, læste i din Mine.

Det Ord, som bliver sagt, er uden Skam,

Tavshed er Elskovs Blomst, den kyske, fine.

 

Det var, siger han, en lydløs Samtale, som fandt Sted, og Ingen maa spørge, hvad der taltes:

 

Spørg, hvad den straaler, kun Karfunklens Sind,

spørg, hvad de dufter, Natviol og Lilje;

men aldrig spørg, hvad var i Maaneskin

Ligets og Marterblomstens Kærtegnsvilje.

 

Her hæver Heines Lyrik sig til Højden af Shelley's, den sublimeste i moderne Poesi. Her er hans Tone som Shelley's: en Ariel's Violintone, ren og aandig og fyldig og skælvende moderne i sin betagende, halvt syge Blødhed.

Heinrich Heine var ved sin Afstamning Orientaler, ved Fødsel og Opdragelse Tysker, ved en stor Del af sin Dannelse Franskmand, og som Aand Verdensborger paa mere udpræget Maade end nogen anden tysk Digter, Goethe undtagen.

Ingen Digter af israelitisk Æt har siden Jehuda ha Levi's og Mose ben Esra's Dage (omtrent 1120) naaet saa højt i digterisk Flugt; dog ligner Heine ingenlunde disse sine store Forgængere. Han gengiver, som lidt senere Disraeli i England, Lassalle i Tyskland, Gambetta i Frankrig, den Brydning, hvorunder hans Races Egenskaber gnistrede, da den moderne Kultur brød ind over den og ramte den som Staalet Flinten. Som Tysker har Heine meget af den tyske Romantik, har dens Grundstemning af Sværmeri, dens Vellyd og dens Farve; men som Tysker er han ogsaa Lærling af Goethe og af Hegel, har begges Hellenisme, noget af den Førstes hedenske Aand, noget af den Andens Dialektik i sit Vid. Som Verdensborger forener han germansk Følelsesromantik med fransk Esprit og jødisk Inderlighed, Vemod, Skelmeri i en Form, som lettilgængelig og tiltrækkende har skaffet hans Frembringelser Indpas Verden over, saa de i vore Dage er oversatte paa alle Sprog.

Det nye tyske Rige har vægret sig ved at rejse Heinrich Heine det Mindesmærke, hans Beundrere dér havde ønsket for ham, og som han saa godt kan undvære. Østerrig-Ungarns Kejserinde blev i sin Tid tvungen til at tage sit Bidrag til Heines Statue tilbage. End ikke i den Provinsby, hvori han fødtes, har nogen Billedstøtte af ham turdet finde Plads. Og overfor denne det tyske Riges Holdning har vore Dages Franskmænd ikke engang havt det Indfald og det Mod at rejse ham et Mindesmærke i det Paris, han elskede saa højt, og hvor han tilbragte den sidste Halvdel af sit Liv. Imidlertid har udenfor det tyske Rige sikkert Ingen, der har skrevet paa det tyske Sprog, saa stor en Læsekres som hans.

Nyere europæisk Literatur er rig som Noah's Ark. Den har vilde og tamme Dyr, kongelige Løver og mægtige Ørne, plumpe Bjørne og hvide Svaner, kloge Ræve og forfængelige Paafugle og smægtende Nattergale, ikke at tale om Æsler og Hunde og Aber i Overflod. Den har ogsaa en Antilope.

Og Antilopen var slankere og mere yndefuld end alle Markens vilde Dyr, som Gud Herren havde skabt, og den sagde til Kvinden: Mon Gud skulde have sagt: I maa ikke spise af alle Havens Træer? ...

Thi det var Antilopen, som sagde det.

Antilopen er aarvaagen, indsmigrende, bevægelig; naar den føler sig tryg, er den munter og skelmsk; altid er den smidig og hurtig og gratiøs. Dens Væsen er Ynde. Der gives en Antilopefamilie, som hedder Beni Israel. Til den maa Heinrich Heine have hørt.

Selv Byron har neppe i det nittende Aarhundrede virket saa dybt som han. Man sporer hans Indflydelse allevegne i Tyskland som i Østerrig og Italien, i Rusland som i Polen, i Frankrig fra Gautier til Richepin. I Norden har hans Skrifter tidligt fundet Indgang. Han er her bleven slugt af en Læseverden. Han har paavirket talrige af de Ypperste blandt Danmarks Ældre, Mænd som Christian Winther, Orla Lehmann, Emil Aarestrup, M. Goldschmidt, og talrige af de Yngre fra J. P. Jacobsen til Sophus Claussen, ligesom i Norge Slægtled fra Henrik Ibsen og hans Samtidige til Alexander Kielland, Gunnar Heiberg og deres. Men i endnu højere Grad end de Skrivende har han paavirket deres Publikum, været medvirkende under Tilblivelsen af næsten hver enkelt udviklet Personligheds sjælelige og intellektuelle Liv.

Umaalelig er hans Indflydelse, men umaadelig har den været; umærkelig og vældig. Farlig og forvirrende var den altid for karakterløse Væsener og skrøbelige Hoveder, men befriende, oplivende for sunde, stærke Sjæle; i gamle Dage betagende som en Smitte, senere hen velgørende som en Befrugtning, og nu, da den ikke mere virker samlet, ligger den i Luften og vil kunne spores i det tyvende Aarhundredes Luft.

 

** Noter til kapitel 17:

*46) Camille Selden: Les derniers jours de Henri Heine. - Memoiren.

(Schorers Familienblatt 1884.) Alfred Meissner: Erinnerungen an Heinrich Heine. - Geschichte meines Lebens.

 

18. Partitagen i Poesien.

 

Börne og saare Mange efter ham har fældet den Dom over Heine eller villet fælde Heine med den Dom, at det ikke var ham Alvor med Noget. Ser man bort fra det Mindre og Uvigtige, beror Börnes Vrede i Grunden paa, at Heine ikke synes ham at ville tage Parti. Selv var han, saa godt som man i hin uparlamentariske Tid kunde være det, Partimand til det Yderste i Literaturen.

I vore Dage udnyttes gerne i konservativ Mening den Sætning, at Kunsten er sit eget Formaal; i hin Tid var man fortrolig med den Tanke, at den skulde tjene Livsformaal, og altid føler man i Datidens tyske Digterværker, de være nu af større eller ringere Værdi, hvad det er, som har trykket deres Frembringer Pennen i Haanden. Men selv saa stærkt maalforfølgende Poeter som Heine var Datidens Overbevisningsmænd (som Börne) ikke maalforfølgende nok. Og man brugte mod ham Udtrykket "Vel et Talent, men ingen Karakter", de Ord, han gør sig saa ubarmhjertigt lystig over i "Atta Troll", hvis Fortale allerede spøger med den Trøst, som for Mængden ligger i den Lære, at de brave Folk vel i Reglen er slette Musikanter, men at til Gengæld de gode Musikanter er Intet mindre end brave Folk. Thi Bravhed og ikke Musik er dog Hovedsagen her i Verden.

Andensteds gør Heine gældende, at det i Reglen er et Tegn paa Indskrænkethed, naar man af den indskrænkede Mængde straks bliver stemplet og udtrykkeligt fejret som Karakter: det beror paa, at en snever og overfladisk Livsbetragtning, der altid bliver sig selv lig, lettest udgrundes af Mængden.

At Heine efter sit hele Anlæg ikke var nogen Aand med stoisk Fasthed, det er klart. Men ser man bort fra den Omstændighed, at han i visse givne Tilfælde har vist Karakterløshed, saa er Spørgsmaalet, ført tilbage til sit Princip, i Grunden dette, om Digteren bør tage Parti eller ej.

Netop paa den Tid, da Heine i Atta Troll" spottede dem, der i deres Ivren for Livsformaalene troede at kunne erstatte Talent med Karakter, blev der i den tyske Poesi for Alvor kæmpet angaaende det Spørgsmaal, om Digteren burde tage Parti eller tage sit Stade over alle Partier. I Efteraaret 1841 opstod Atta Troll", der gør saa mange Løjer med Freiligraths Ungdomsdigte; i November samme Aar skrev Freiligrath, der hidtil mest havde gjort sig bekendt ved østerlandske Digte i Hugo's Stil og som kort forinden havde modtaget en Aarpenge af Kongen af Prøjsen, i et Digt "Fra Spanien" over den skudte Diego Leon disse Linjer om Digteren som saadan: Han bøjer Knæ for Helten Bonaparte og hører med Vrede Enghien's Dødsskrig; thi Digteren staar paa en højere Varde end paa Partiets Tinder. Herimod rettede Georg Herwegh i Digtet "Parti" (til Ferdinand Freiligrath) et Svar, i hvilket den mest slaaende Strofe er denne:

 

Parti! Hvem skulde ej Partiet ære,

som hidtil alle Sejres Moder var!

Kan Digtren sligt et Ord i Agt erklære,

som Alt, hvad der er herligt, avlet har.

For eller mod, hver den, som Mand er vorden!

og Løsnet være: Slave eller fri!

Selv Guder fra Olymp steg ned paa Jorden

og tog med deres Guddomskraft Parti.

 

Da saa Herwegh et Aars Tid derefter i sit Digt "Duett der Pensionirten" haanede Freiligrath for den ham tildelte Aarpenge, "Invalidepensionen", gav den Angrebne som bekendt Kongen af Prøjsen Pensionen tilbage, gik over til den politiske Digtning og udviklede sig saa hurtigt til Radikal og Revolutionær, at han ved Udbruddet 1848 stod som det tyske Folks mest fremragende Revolutionsdigter. Freiligrath gav altsaa Herwegh Ret. Dog dette beviser endnu ikke, at han havde det.

Spørgsmaalet om og hvorvidt Digteren bør tage Parti, er meget sammensat. Først paa Grund af det Mangetydige i Ordet Parti. Heine og Börne, Freiligrath og Herwegh har til forskellige Tider taget Ordet i forskellig Mening.

Ved at sværge paa et indskrænket politisk Partiprogram, en social eller religiøs Lære, vil Digteren, selv om han er en meget snever Aand, kun tabe. Hvor er det muligt, at hans Idealer nøjagtigt skulde falde sammen med Partiformaalene i deres indskrænkede Bestemthed! Thomas Moore var Whigdigter Walter Scott Torydigter, fordi ingen af dem var store Aander, saa store Talenter de end var. Byron gravede dybere end de begge og end begge de politiske Partier - imidlertid føler Enhver instinktivt Urimeligheden af at sige, Byron ikke som Digter politisk og religiøst har taget Parti. Han har gjort det i end højere Grad end Schiller, der heller ikke i politisk Henseende kunde regnes til et Parti, allerede af den simple Grund forøvrigt, at der paa hans Tid i Tyskland endnu ikke gaves Partier.

Der er Grene af den skønne Literatur, der afgjort Intet har med Partitagen at gøre. Den, der skriver Elskovsdigte, staar som saadan udenfor de politiske og religiøse Partier, om end maaske ikke ganske udenfor de kunstneriske; thi saasnart der er Tale om en Retning i Kunsten, saa møder vi Partiet igen. Men blot Forfatteren rører ved et Stof, der lugter af Idé, af Grundopfattelse og Tanke, saa nødes han til at tage sit Parti mellem de mulige Livsanskuelser.

Vil man imidlertid, som Freiligrath, kun sikre Digteren Ret til at beundre Napoleon og til dog at harmes over Enghien's Mord, saa har dette egenlig ikke Noget med Spørgsmaalet om Partitagen at gøre, thi det vil kun sige, at Digteren ikke har fraskrevet sig Retten til at bedømme Fortiden med Billighed og til at se Dyder og Laster hos sine Helte. Spørgsmaalet om Parti i bestemtere Forstand er ikke et Spørgsmaal om Bedømmelse af Fortiden, men om Formning af Fremtiden, og man kan ikke paa én Gang gaa ad to Veje.

Ordet Parti frembyder endnu følgende Vanskelighed: Parti vil sige Del, nærmest Del af Fædrelandets Befolkning; men Digteren bør tilhøre sit Fædreland og sit Folk, ingen Del deraf. Saaledes opfattet er da Parti det snevrere Begreb, Fædrelandet det videre, almene, og dersom man ved Parti f. Eks. forstaar et faktisk politisk Parti, der mere eller mindre ufuldkomment svarer til sit Navn og sit Program, saa er dette rigtigt, saa staar Fædrelandet selvfølgelig over Partierne.

Hvis man imidlertid tager Ordet Parti i den Forstand, hvori det kan udsiges om Schiller og Byron, at de har taget Parti, saa er Partiet en videre og større Idé end Fædrelandet. Thi Fædrelandet betegner et bestemt afgrænset Stykke Jord, bestemte endelige Interesser, en bestemt afgrænset Historie, men Parti i denne Mening betyder et System af Ideer, som efter deres Væsen ikke er bundne til noget Sted, Verdenstanker, Menneskehedens store almindelige Interesser. Og udtrykker det Parti, som tages, end kun en Tidsalders Grundopfattelse af det Menneskelige, saa er Aarhundredet et andet og større Fædreland end Fædrelandet, og Digteren gør sit Folk en Tjeneste ved at udvide dets Synskres udover dets Grænser.

Börne og Heine var efter min Opfattelse begge i fremtrædende Grad Partimænd, men ikke desmindre begge i meget høj Grad Patrioter; saa lidet skadede deres Partistandpunkt Fædrelandskærligheden.

Börne gjaldt ganske vist i Datidens officielle Presse ikke blot for en forrykt Radikal, men for en Fædrelandsforhaaner. Han havde jo den farlige Vane, at give enhver af sine Tanker saa stærkt Relief ved Udtryksmaaden, at den stødte, saarede eller æggede til Handling. Det fremkaldte et Raab af Harme, da han havde skrevet, at ethvert Folk havde Ret til at afsætte sin Konge, saasnart blot hans Næse ikke mere behagede det. Og hele Bind fulde af Skældsord slyngedes imod ham for hans Udtalelser om Tyskernes "Tjenernatur". Han var gaaet saa vidt som til at kalde dem "et Folk af Lakajer".

Han skriver selv derom: "Hvad skal jeg gribe til med Mennesker, der for fuldt Alvor tror, jeg har raadet Folkene til at jage deres Fyrster bort, saasnart de er utilfredse med disses Næser ... Hvis jeg sagde: Mine Herrer! De maa ikke tage det saa bogstaveligt - saa vilde de maaske tro mig, men hvad vilde det nytte? Man vilde indvende: De skulde betænkt, at De ikke blot skriver for dannede Læsere, men at ogsaa et stort Antal Udannede læser Deres Skrifter. Hertil vilde jeg tie og blot svare: Lad mig blive ført i Fængsel! Naar jeg saa var stillet for Retten, vilde jeg sige: Mine Herrer! Tyskeren er en Krokodille. Almindelig Forbitrelse. (Krokodille! Til Orden!) M. H.! Tyskeren er en Krokodille. (Til Orden! Formanden: De misbruger Retten til Forsvar.) M. H.! Tyskeren er en Krokodille - jeg beder om at maatte tale ud. Jeg tænker herved ingenlunde paa Vildheden eller paa Krokodilletaarerne. Tyskeren er tam og godmodig og græder saa oprigtige Taarer som et Barn, naar det faar Ris. Naar jeg har kaldt det tyske Folk en Krokodille, er det kun paa Grund af dets Hudbeklædning, der ligner Krokodillens. Den bestaar af haarde Skæl og ligner et Skifertag. Hvad fast der falder paa den, preller af, hvad flydende, løber ned derover. Tænk Dem nu, m. H., at De vilde magnetisere en saadan Krokodille dels for at helbrede dens svage Nerver, dels og især for at gøre den klartskuende, saa den kunde se ind i sit Indre, lære sin Sygdom at kende og gætte det rette Lægemiddel. Hvad vilde De saa gøre? Stryge den blidt med en varm Haand ned ad dens Krokodillepanser? Nej, De vilde være for fornuftige dertil; det vilde jo intet Indtryk gøre paa den. De vilde trampe omkring paa den med Fødderne, bore Søm ind i dens Skæl, og var det ikke nok, fyre hundrede Bøssekugler af paa den. De vilde beregne, at de ni og halvfems dog gik ganske tilspilde, og at den Hundrededel, der blev tilbage, netop vilde frembringe den blide og beskedne Virkning, som De tilsigtede med Deres Magnetiseren. Det er det, jeg har gjort," (Brev fra Paris af 14. Dec. 1831.)

Man ser, hvorledes hos Börne de stærke Ord om tysk Underdanighed og Dorskhed blot er negtende Udtryk for Fædrelandskærligheden. Patriotismen ytrer sig hos ham i Reglen kun dulgt, men den bryder sig Vej gennem hans vemodige Spot som gennem de begejstrede Opraab hos Andre.

Og hvad nu Heine angaar, da havde Börne vel Ret imod ham, forsaavidt som Poetens smidige Temperament gjorde ham den enstonende Kamp for en politisk Overbevisning vanskelig, og Ret forsaavidt Heine led under den Dobbelthed og Uklarhed, vi har paavist hos ham, at føle sig paa én Gang som folkelig Oprørsmand og som Dyrker af Adelsmennesker; men naar Heine undlod at slutte sig til noget forhaandenværende politisk eller religiøst Parti, saa var det dog mest Vidnesbyrd om Finheden af hans Aandsudvikling. Hans Skemt i "Atta Troll" med Oppositionens prækende Kleresi er henrivende og fuldt berettiget. Den vidner kun om, at han afskyede Dogmatismen i alle dens Former.

Derfor har Börne Uret i sin Antagelse, at Heine som Mand har fornegtet sit Parti i dette Ords store, omfattende Forstand, den Grundsum af Ideer, for hvilke han har stridt. Det har han end ikke gjort, da han paa sit otteaarige Dødsleje med Møje aabnede sine stakkels lammede Øjenlaag for at søge Gud i den Himmel, hvis Tomhed han selv med Vemod og Trods havde skildret.

Og ikke mindre end Börne var Heine Patriot. Enhver Kender af Heine's Skrifter husker vistnok det skønne Sted i Slutningen af "Reisebilleder", hvor han fortæller Krøniken om Kejser Maximilian, der sad fangen i Tyrol, glemt af sine Riddere og Hofmænd, da Fængselsdøren aabnede sig og en tilhyllet Mand traadte ind, i hvem Kejseren genkendte Kunz von der Rosen, sin trofaste Hofnar.

Jeg finder det ikke blot aandrigt, men sandt, naar Heine siger: "O tyske Fædreland! dyrebare tyske Folk! Jeg er din Kunz von der Rosen. Den Mand, hvis egenlige Embed Spøgen var og som kun skulde holde dig i godt Humør i gode Dage, han trænger ind i dit Fængsel i Nødens Tid, og under Kampen bringer jeg dig dit stærke Herskerspir og din gode Krone - kender du mig ikke, min Kejser? ... Ligger du end i Lænker nu, saa sejrer din gode Ret dog tilsidst, Befrielsens Dag nærmer sig, en ny Tid begynder min Kejser, Natten er forbi, og udenfor gløder Morgenrøden."

Vil man ikke hænge sig i Enkeltheder, i kaade Udfald og overmodige Vendinger rundt omkring, saa vil man se, at den Følelse, som her har givet sig et klassisk Udtryk. er mægtig hos Heine. Hverken hans Partistandpunkt eller den dermed sammenhængende Fremmedbeundring har udelukket en oprigtig og dybtgaaende Fædrelandskærlighed, der affødte Savn paa Savn for ham under Udlændigheden. Kun havde han ikke den Art Patriotisme, som han etsteds tillægger den almindelige Tysker, den, som bestaar i, at Hjertet bliver snevrere, trækker sig sammen som Læder i Kulden, men den, der varmer Hjertet og udvider det, saa det gennem Kærligheden til sit Land omfatter Civilisationens hele Rige. Hvor kunde han overhovedet andet end elske Tyskland! Som han har sagt, og som Enhver maa sige det om sit Land: "Det er jo Sagen; Tyskland, det er os selv." Hele hans Væsen var jo bestemt ved hans Fødsel og Udvikling i Tyskland.

Og da han maatte tilbringe den sidste Halvdel af sit Liv i frivillig-ufrivillig Landflygtighed, forsaavidt hjemløs som hans Skrifter var forbudne af den tyske Forbundsdag, blev det tyske Sprog ham det sande, højere, egenlige Fædreland. Det tyske Ord har han selv kaldt det helligste Gode, den ubetvingelige Frihedsvækker, og selv betegnet som et nyt Fædreland for Den, hvem Daarskab og Ondskab har udvist af Fædrelandet.

 

19. Immermann.

 

Kendere af Heines Skrifter og Breve vil have bemærket det inderlige Venskab og Vaabenbroderskab, der i hans Ungdom knyttede ham til Karl Immermann. Han havde tilbudt Immermann at indføre nogle Epigrammer af denne i sine "Reisebilleder", og virkelig bragte Værket mellem Afsnittene "Norderney" og Bogen "Le Grand" et halvt Ark rimede Fyndsprog af Immermann, der spottede forskellige af Datidens literære Personer og Tilstande, blandt Andet gav de i østerlandske Former digtende Poeter en Snert, af hvilken Platen følte sig ramt og som fremkaldte hans dramatiske Satire "Der romantische Oedipus" og derigennem atter Heines Svar.

Det var et mærkeligt Træf, at Platen i sin Ubehændighed skulde med ét Slag stemple de to Mænd som Romantikere, der hver for sig har bidraget deres, og mere end Platen selv, til at bringe en ny Aand og en ny Kunst til at vikle sig ud af det romantiske Svøb, idet de hver paa sin Vis er blevne Grundlæggere af moderne Digtning.

Karl Immermann (født 1796) var et Aar ældre end Heinrich Heine, Søn af en streng, regelret Embedsmand i Magdeburg, selv en fast og paalideligt udviklet Personlighed, tidligt præget af den gammelprøjsiske Aand, af hvilken der hos Heine ikke fandtes Spor. De var Modsætninger næsten i Alt.

Immermann deltog som Frivillig i Slaget ved Waterloo, drog med Hæren ind i Paris, fik sin Afsked som Officer og studerede Lovkyndighed i Halle, hvor han med sin strenge Retsfølelse kom til at lægge sig ud med den mægtige Studenterforbindelse "Teutonia", der havde anmasset sig en Art moralsk Overhøjhed over alle de Studerende, vilde hævde den sædelige Renhed ved Raaheder og viste sig lige herskesyg og brutal. Mod denne førte han en flereaarig Kamp. Gentagne Gange maatte han anraabe Statsmagten om Hjælp i Anledning af de Krænkelser og Forfølgelser, for hvilke han derfor gjordes til Genstand. Følgen var, at han af det herskende Parti blev lagt for Had som Angiver - og det saa meget mere som det politiske Bagstræv uden hans Skyld tog Anledning af denne Modstand mod nedarvet Uskik i Studenterforbindelserne til at fortrædige og undertrykke disse. Immermann var fra da af en isoleret Skikkelse. Meget i hans Væsen, meget af det Tørre og Sære har sin Rod i dette Forhold. For Stolthed og Selvfølelse var denne Afsondrethed desuden den gunstigste Jordbund.

I 1819 blev Immermann ansat som juridisk Embedsmand (Divisionsauditør) i Byen Münster i Westphalen, en gammel strengt katolsk Provinsby, i hvilken han fra først af følte sig uensartet med Alle og Alt. Men her lærte han efter kort Tids Forløb den Kvinde at kende, som blev Skæbnen i hans Liv.

Elisa von Lützow var oprindeligt dansk. Hun var gift med Brigadekommandøren Adolph von Lützow, den berømte Fører for det af Körner besungne Friskarekorps, men født Grevinde Ahlefeldt-Laurvig fra Tranekær paa Langeland, dengang 29 Aar gammel og efter de Samtidiges Vidnesbyrd henrivende ved Ynde, Anstand, Sjæl og i al Fornemhed hjertevindende Personlighed. Fra sin tidligste Ungdom havde hun gjort et dybt Indtryk paa de Mænd, der kom indenfor hendes Kres.

Hun var vokset op som den formentlige Arving til store Rigdomme, men i ulykkelige Familieforhold; Faderen og Moderen var blevne fremmede for hinanden og levede fra hendes fjortende Aar adskilte. Grev Ahlefeldt, en Yndling af Frederik den Sjette, var en fornøjelsessyg Pasjanatur med et vekslende Harem; en Musik- og Teaterven, der havde et fast Kapel og holdt tyske og franske Skuespiltrupper paa Tranekær, saa gæstfri og tankeløs ødsel, at selv hans Formuesforhold ikke forslog til denne Ødselhed. Anledningen til at Elisa lærte Immermann at kende, var den, at hun behøvede retskyndig Hjælp, da hendes Fader ikke blot boldt hendes Mødrenearv tilbage - Moderen var død 1812 - men end ikke vilde udbetale den hende tilsikrede aarlige Rente.

Længe havde Grev Ahlefeldt negtet sit Samtykke til sin Datters Forbindelse med den uformuende og endnu ubekendte fremmede Officer. Han gav det endelig i Aaret 1810, og da 1813 paa Frederik Wilhelm den Tredjes Opfordring den prøjsiske Ungdom med levende Glæde greb til Vaaben og Lützow dannede de sorte Jægeres navnkundige Frikorps, saa fandt Lützowerne, "den vilde, forvovne Jagt", deres Valkyrie i Chefens dejlige Hustru, der af den hele Skare blev tilbedt som et højere Væsen. Elisa, der fra Barndommen af synes at have talt Tysk, følte sig paa tysk Grund ganske som Datter af sit nye Fædreland og gik fuldstændigt op i dets Skæbner. Hun begejstrede de Tapre, plejede med heltemodig Udholdenhed de Saarede, var de ypperste unge Mænds Fortrolige, deres Hjælp og Trøsterinde, og efter en Sejr bragte man altid hende den fineste Del af Byttet. Den Løjtnant, der efter Slaget ved Belle-Alliance først steg ind i Napoleons erobrede Vogn, bragte hende endog et Par Handsker og et Par Glas af Kejserens som Erindring.

Efter Fredsslutningen boede hun med sin Mand i de forskellige Byer, til hvilke han blev forsat, fra 1817 af i Münster, hvis stive, smaalige, dumfromme Væsen vel var hende forhadt, men hvor hun som overalt samlede en begejstret Kres om sig, der glædede sig ved hendes ualmindelige Skønhedssans og den fine Forstand, hun uden at være veltalende lagde for Dagen i sine Samtaler eller blot ved et Smil og et Nik.

Paa Immermann virkede hun fra første Møde af som en Aabenbaring fra en højere, ædlere Verden, efter hvilken han under sit ensomme, glædeløse Liv havde smægtet. I det slotlignende Hus, der var Lützows Tjenestebolig, et fordums Kloster med høje Vinduer og mægtige Fløjdøre, hvor hun levede omgivet af Blomster, Byster, Bøger, BilLeder, Fugle, Hunde og Beundrere, tog hun sig ud som en Ridderdame fra fordums Tid eller som en af hine Renæssancetidens Prinsesser, der drog Digtere til deres Hof og henrev dem.

Aaret 1825 bragte en stor Forandring i Elisa's Skæbne. Den godmodige og ridderlige, men flygtige og letfængelige Lützow forelskede sig saa heftigt i en koket og ubetydelig Dame, at han anmodede sin Hustru om at give ham sin Frihed tilbage. Hun var ingenlunde forberedt paa et saadant Skridt, men en Ytring af Lützow til en Ven, hvortil hun var bleven Vidne, og som gik ud paa at han fra først af havde været fast besluttet paa at ægte en rig Arving, havde bragt hende til at se den Udholdenhed, hvormed han i deres tidlige Ungdom holdt fast ved hende, i et nyt Lys - saa han i hendes Øjne havde tabt saare meget. Stolt som hun var, erklærede hun nu straks, at hun ikke vilde staa hans Lykke i Vejen og gav øjeblikkelig sit Samtykke til en Skilsmisse, hvis Aarsag hun holdt hemmelig overfor Alle.

Intet heftigt Ord blev vekslet mellem Ægtefolkene. April 1825 fandt Skilsmissen Sted. Før og efter den sendte Lützow Elisa Breve, der røber det mest levende Venskab og den varmeste Beundring. For ham fik Begivenheden kun ulykkelige Følger. Han blev almindelig dadlet for det foretagne Skridt; da det kom til Stykket, gav hans lunefulde Dame ham en Kurv; for sent angrede han at have givet Afkald paa Elisa for at løbe efter et Blændværk, og da han nogle Aar efter for at faa Hus og Hjem paany giftede sig med sin afdøde Broders Enke, viste hans anden Hustru sig saa vanskelig af Karakter, at han tilbragte sine sidste Leveaar i en rent ud fortvivlet Ulykkestilstand.

Da Skilsmissen havde gjort Elisa hjemløs og stillet hende ganske ene i Livet, hidførte den efterhaanden en stedse inderligere Tilnærmelse fra den unge Digters Side, der i hende saa sit Ideal. Immermann ønskede lidenskabeligt at knytte hende til sig for bestandig. Men Elisa gyste tilbage for et andet Ægteskab; selve Institutionen var ved de Skuffelser, hendes Liv havde bragt hende, bleven hende forhadt; ogsaa de seks Aar, hun var ældre end han, gjorde hende betænkelig. Da Immermann i 1827 opnaaede en Ansættelse som Landretsraad i Düsseldorf, bad han lidenskabeligt Elisa at følge ham derhen. Hun indvilligede, skønt hun paany erklærede ikke at ville indgaa noget Ægteskab med ham; derimod gav begge Parter hinanden det Løfte aldrig at ville tænke paa Giftermaal med nogen Anden.

De to Elskende beboede i Landsbyen Derendorf ved Düsseldorf et Landsted med en mægtig, rosenfyldt Have, som de udsmykkede til et elegant og harmonisk Hjem, i hvilket han og hun havde deres særskilte Værelser. I en lang Aarrække levede de her et righoldigt og lykkeligt Liv. Düsseldorf var dengang et Samlingssted for et ikke ringe Antal af Tysklands ypperste Kunstnere, Malere som Schadow, Lessing, Hildebrandt. Derhen søgte desuden Poeter (som Grabbe), Komponister (som Mendelssohn), Kunstelskere og Kunstforskere (som Schnaase) fra alle Egne af Tyskland. Immermanns og Elisa von Ahlefeldts Hus blev et Foreningspunkt for alle disse Aander. Allerede i Münster havde han i Elisas Kres røbet et ualmindeligt Talent som Forelæser af dramatiske Digterværker. Han fortsatte her med halvoffenlige Forelæsninger af denne Art. Og heraf udviklede sig Lyst til at lede et Teater. Han indstuderede med Düsseldorfs Skuespillerselskab en Række Mønsterforestillinger; fremmede Kunstnere kom ham til Hjælp, den store Skuespiller Seydelmann fra Berlin spillede Nathan, Felix Mendelssohn satte to Operaer i Scene og dirigerede Opførelsen.

Da i 1832 Elisas Fader døde, arvede hun vel ikke de Rigdomme, der i hendes Ungdom syntes at maatte falde i hendes Lod, men fik dog af en Fætter, hvem Grevskabet tilfaldt, fra nu af en meget rigelig Livrente. Med Immermann foretog hun nu flere Rejser, langs Rhinen, til Dresden, i Holland; en Rejse, som Immermann foretog alene er den, som findes beskrevet i hans "Reisejournal", der helt bestaar af de til Elisa sendte Breve. Alt Andet, hvad han skrev, blev til under hendes Øjne og underkastedes hendes vel kærlige, med ikke ganske sjældent dadlende Kritik.

Efter tre Aars Bestaaen maatte det af Immermann ledede Teater til Digterens store Sorg gaa ind af Mangel paa Statsunderstøttelse. Han stræbte at adsprede sig ved en Rejse i det frankiske Schweiz (1837), som han har beskrevet. Ogsaa de Breve, af hvilke hans "Fränkische Reise" bestaar, er alle skrevne til Elisa. Det var de sidste, han sendte hende. Thi paa denne Rejse saa han for første Gang i Magdeburg en ganske ung attenaarig Pige, Marianne Niemeyer, der gjorde et heftigt Indtryk paa ham. Da han atter traf sammen med Elisa og med hende tiltraadte Hjemrejsen til Düsseldorf, opfordrede han hende til hendes Forundring endnu engang til at indgaa Ægteskab med ham. Hun afslog som sædvanligt. Det er som havde han forud været sikker paa Svaret og villet have sin Samvittighed fri. Umiddelbart derefter aabnede han, uden at sige Elisa Noget derom, en levende Brevveksling med Marianne, friede og fik Ja. Elisa erfor hans Forlovelse af Andre, og besluttede straks at bryde op og rejse bort.

I August 1839 forlod hun Düsseldorf med en Veninde, ledsaget af Immermann til Köln: Indtil da havde hun trods sine 49 Aar bevaret sin Skønhed; nu blev hun paa én Gang gammel. I Oktober 1839 blev Immermann gift; i August 1840 døde han. Elisa overlevede ham endnu i 15 Aar *47).

Det er tydeligt nok at Forholdet til Elisa, der mange Aar igennem var en Glæde og Støtte for Immermann, tilsidst blev ham en Byrde. Men uforsvarligt er det (som Goedeke har gjort) at fremstille dette Forhold som om først dets Opløsning og det paafølgende lovgyldige Giftermaal havde givet Immermann den digteriske Kraft, han i sit sidste Hovedværk "Münchhausen" har lagt for Dagen. "Münchhausen" er ganske lige saa fuldt som Immermanns andre Værker undfanget og udført under Samlivet med Elisa.

Hendes Skikkelse og hans Stilling til hende har paa mange Maader og mange Punkter paavirket hans Digtning. Man har fundet Spor af hende i hans Drama "Petrarca", der behandler Petrarcas Kærlighed til Laura og som gaar ud paa at fremstille en saadan højbaaren Elskovs uimodstaaelige Magt, selv om den gælder en Kvinde, der ikke er fri. Man har villet genfinde hendes Anskuelser om Kærlighedens ubetingede Ret som saadan i Skuespillet "Cardenio og Celinde". Hun synes fremdeles at have staaet Model til Heltinden i Lystspillet "Den skelmske Grevinde" og er ganske utvivlsomt Forbilledet for Johanne i Romanen "Epigonerne". Dog alt dette er forsvindende i Sammenligning med den udviklende og forfinende Indflydelse, hun overhovedet har øvet paa Immermann som Digter.

Det er gaaet besynderligt med hans Ry. Af hans talrige Skrifter læses i vore Dage endnu kun et eneste, Romanen "Münchhausen", og nøjere bestemt er det af denne Roman, der vil bringe hans Navn til Efterverdenen, atter kun et enkelt Afsnit, neppe dens Halvdel (som man i den senere Tid endog har udløst af Sammenhængen med det øvrige og udgivet for sig). Dette ene Afsnit opvejer i Virkeligheden alle Immermanns øvrige Frembringelser.

Romanen "Münchhausen" var anlagt som romantiske Fortællinger i Reglen var, forsætlig uordenligt; Bogen begynder f. Eks. med ellevte Kapitel. Helten, en westphalsk Friherre, er en Efterkommer af den gamle Lyve-Münchhausen og fantastisk løgnagtig som han. Det Hele skulde være et satirisk Indbegreb af al Slags Humbug og Vindmageri i Datiden, hvori Digterens Lune kunde tumle sig frit. Men ud af alt dette Frie og Flagrende, der svarer til Titlen "En Historie i Arabesker", viklede sig efterhaanden den store landlige Novelle, der er bleven staaende i den tyske Literatur under Titlen "Der Oberhof". Dens Hovedfigurer, Sognefogeden (Der Hofschulze) og den blonde Lisbeth, indeholder en ny Sandhed og en ny Poesi. De bevæger sig paa Westphalens "røde Jord" og indfører for første Gang i Literaturen det menige tyske Folk uden Hyrde-Idyllens Sødlighed og uden Operettens balletagtige Forvanskning, vel stærkt stiliseret, men med dets Egenart og dets Stammepræg. Der er i disse Karakterer en kraftig og frisk Naturlighed, som ikke vil blive forældet.

"Storgaarden" er bleven Grundtypen for alle europæiske Bondefortællinger, og der gives Punkter, paa hvilke den overtræffer dem alle, saa gammeldags den end i visse Maader allerede nu kan synes. Hundrede fantastiske Traade strækker sig fra denne mesterlige Novelle ind i den store romantiske Roman, men man kan uden Vanskelighed klippe dem over, og har da her ligesom den faste Krystal liggende for sig, til hvilken Romantiken i Immermanns Sjæl tilsidst fortættede sig.

Man er nutildags vant til i Bondefortællingerne at se en ligefrem Udløber af Romantiken. De har ikke desmindre i Norden som i Frankrig dannet Overgangen til en mere naturtro Kunst end den romantiske var. I Tyskland var det i Virkeligheden en gennemgribende Forandring, som skete, da Immermann opgav det historiske eller fantastiske Jambedrama, der snart foregik i et, snart i et andet Land, han aldrig havde set, og fremstillede en simpel, menneskelig Handling i det lidet kendte Westphalen, hvor han havde levet og virket som Dommer. Det var dengang endnu et Land uden Jernbaner og uden Industri, men et Land, som, patriarkalsk og sundt i sine Sæder og Skikke, blot behøvede at gengives med den Troskab, der forklarer, for at Skildringen langt skulde overtræffe alle tidligere, vilkaarlige Fostre af hans digteriske Indbildningskraft.

Fra den store Gaardmand, der er Novellens Hovedperson, nedstammer alle tyske og mange fremmede Bondenovellers grundkraftige, dybtselvstændige Storbønder. Men han overgaar alle Auerbachs iøvrigt ofte saa fortræffelige Bønder ved den saa at sige historiske Storhed, der er meddelt Skikkelsen og som beror paa dens inderlige Forhold til en tusindaarig Fortid i Landet. Denne Storbonde fremtræder paa Baggrunden af fjerne og glemte Tiders i hine Egne endnu livskraftige Overleveringer.

Han er en ægte Bonde. Han er slet ikke elskværdig; han har ikke havt Tid til at lægge sig efter elskværdigt Væsen, har fra sin Ungdom af maattet gøre sig Livet altfor surt dertil. Han er helt igennem sund Forstand, Alvor, Stivsindethed, Standsstolthed og tilladelig Egennytte. Men der er noget Granitagtigt i hans Væsens Grundlag. Som ægte Bonde er han klog, ja snu i Handel og Vandel, altid rede til at give sine Standsfæller et Raad om hvorledes de kan forsvare en slet Sag overfor Myndigheder, der vil udkøbe; altid paa sin Post mod Regeringens Udsendinge, selv hvor det gælder Fremskridt som Anlæg af nye Veje; kold i alle sine Familieforhold, bunden til alle Landbostandens Fordomme.

Og dog er han stor. Han udøver en Herskers Indflydelse og sætter bestandig igennem, hvad han vil. Han regerer ikke blot paa sin store Gaard som en streng og faderlig Oldtidskonge, opretholdende god gammel Skik, havende et Øje med Alle og Alt, revsende med et Ordsprog, belønnende med Æren af at tjene hos ham; men han har som den uden Sammenligning Fødte blandt sine Omgivelser formaaet sine Naboer til i ham at se deres Fører og har saa ledet dem til stiltiende, uden Oprør eller Modstand af nogensomhelst Art, at frigøre sig fra Statsmagtens og Myndighedernes Overhøjhed og regere sig selv med ham som en Art Dommer over sig i de gamle israelitiske Dommeres Stil. I hans Egn finder ingen Retstrætter Sted og kendes ingen Kriminalsager. Ingen fører Proces og Ingen angiver nogen Forbrydelse. Det kunde se ud som var denne Egn en Skyldfrihedens og Fredens Oase. Den er langt fra at være det; men fra Middelalderen af har de gamle hemmelige Retter (Vehmgerichte) eksisteret her, og Bønderne er under den store Bondes Ledelse komne overens om at opretholde disse og selv sørge for Ret og Retfærdighed iblandt deres egne. De samles om Natten i Hemmelighed paa et ensomt Sted, en gammel Høj, og afgør der selv deres Stridigheder ved Domme, som agtes og holdes i Hævd, uden at de dog nogensinde anvender anden Straf end en Art Banlysning af Misdæderen, der rammer ham saa haardt som nogen Statsstraf vilde kunne. Thi en Bonde, fra hvem Alle trækker sig tilbage, hvem Ingen i Egnen og i Landet vil staa bi og Ingen kendes ved, lider, selv uden at der sker ham nogen Overlast, Afsondrethedens Pine næsten saa fuldt som den, der sidder i et Cellefængsel.

Som Sindbillede paa sin Magt og Værdighed gemmer den gamle "Hofschulze" en Kaarde, om hvilken han tror, at den er - hvad den efter Sagnet kaldes - Karl den Stores Sværd og som i hans Øjne er det dyrebareste Klenodie i hans Gaard. Det Sværd fører han, naar han fælder Dom. Kaarden, der er gravet op af Jorden, er i Virkeligheden et ganske almindeligt Værge, kun et Par Hundrede Aar gammelt, og beundringsværdigt er det fremstilt, hvorledes Tvivlen om Sværdets Ælde nu og da træder den gamle Bonde nær og hvorledes han med ægte Bondekløgt stræber at slaa den ned for bestandig. Han lader en Oldgransker der i Egnen som Betaling for en dejlig gammel tvehanket Krukke, han afhænder til ham, udstede et skriftligt Bevis for at Sværdet virkelig har været den store Karls.

En Vagabond har efter en Kærlighedshistorie med Storbondens Datter dræbt hans Søn i Nødværge. Det tragiske Sammenbrud i Fortællingen beror paa, at denne Landstryger for at hævne sig i Anledning af den Ban, der er bleven lyst over ham og har forspildt hans Liv, stjæler det gamle Sværd og gemmer det saaledes, at Bonden aldrig finder det mere. Dette umaadelige Tab knækker den gamle Mand. Alle Hemmelighederne ved Vehmen og Sværdet røbes, og den gamle Bonde bliver i den Anledning forhørt.

"Hr. Dommer!", siger han i sin sidste Tale, "jeg ser nok, at jeg med mit Sværd og med Hemmeligheden om Domstolen staar som en Nar der i Skriverens Skrifter, og Narrestreger blev, om jeg ikke tager fejl, de Ting kaldte, ved hvilke mit Hjerte hænger. Jeg vil nu gerne klare, hvad for en Sammenhæng det har med de Narrestreger." Og han udvikler, hvorledes han lige fra han kunde tænke, har set, at efter Ulykker som Haglvejr, Oversvømmelser, Misvækst eller Kvægpest kom der til Sognet nogle af "de Herrer, der forstaar sig paa Skriveri og paa at vide det bedre end de Folk, hvem Sagen angaar"; de optegnede Ulykken bagefter, men var aldrig tilstede for at afhjælpe den, og naar der siden blev sendt nogie Penge, kom disse aldrig i de rigtige Hænder: "Forbavsende underlig var især én Sag. Undertiden gjorde en Herre fra Skriveriet mange Ting iblandt os Bønder, hvorover vi maatte le højt, og saa kom en saadan Herre et Par Aar efter kørende med Fire gennem Egnen og havde en Mine som havde han hjulpet med ved Verdens Skabelse, og havde alleslags brogede Baandstumper foran i Kjolen. Som jeg nu betragtede alt dette med mine enfoldige Tanker, mente jeg tilsidst, at de Herrer fra Skriveriet egenlig kun hjalp os Bønder lidet og egenlig heller ikke vilde det, men bare skrive og lidt efter lidt skrive sig til en Vogn med fire Heste .... Og saa tænkte jeg, at et ordenligt Menneske altid kommer gennem Verden, naar han agter paa Vejr og Vind og ser paa sine Fødder og i sine Hænder og holder redeligt sammen med sine Naboer .... Og først vænnede jeg mig selv af med Tanken om Hjælp udefra, og betalte mine Skatter og bar mine Byrder ... og siden vænte jeg ogsaa Folkene rundt om dertil. De tog Eksempel af mig, og saadan kom mange Sager, angaaende hvilke mnan andensteds gjorde stort Hallo, ikke udenfor vore Markskel ... Og da Sagen først var i Gang, saa afgjorde vi Alting imellem os. For over Mit og Dit og hvem den Mur og den Engstrimmel tilhører, kan man let nok blive klar med sin Bondeforstand. Og naar der er gjort Indbrud, saa kender næsten altid Landsbyen Tyven, skønt det rigtignok ikke lader sig strengt bevise, hvorfor da ogsaa saadan en udpeget Slyngel gaar ganske frækt og forsmædeligt omkring og glæder sig ved sit Bytte, som den Bestjaalne ikke faar igen. Saa haandhævede vi da Retten i al Fredsommelighed, og Ingen kunde gøre os noget derfor, for vi gjorde Ingen nogen Fortræd; vi omgikkes kun ikke med den, som var uretfærdig og fræk, naar vi havde lyst Bannen over ham; men der var større Frygt derfor mellem Folk end for Dom og Fængsel."

"Og," siger han tilsidst, "hvis nu alle Mennesker sluttede sig saadan sammen, Borger med Borger, Købmand med Købmand, Adelsmand med Adelsmand og den Studerte med den Studerte, saa synes jeg, Alting maatte gaa meget bedre. Menneskene vilde saa ikke være som de dumme Børn, der altid skraaler paa Far og Mor, men Enhver var ligesom en Fyrste i sit Hus og med sine Lige. Først da vilde ogsaa Kongen være en rigtig stor Potentat og en Herre uden Mage, for han var da Herre over fire Gange hundredtusind Fyrster."

Hvor Bogen slutter, føler vi, at nu, da Hemmeligheden er røbet og Sværdet borte, vil Fristolen gaa ind. Men Forfatteren har næsten ligefrem sagt sin Mening med dette Parti af Handlingen, idet han lader den forstandige Degn udtale, at det Selvstændighedens Ord, som denne Bonde og hans Venner har fundet og formet, det er det virkelige Løsen, som ikke gaar tabt, selv om det røbes, og at den Grundtanke, de har sluttet sig om, nemlig at Mennesket afhænger af sin Næste, ikke af Fremmede, der paa kunstlet Maade driver deres Spil med ham, ikke behøver Stenene under de gamle Linde for at være i sin gode Ret. For ham er endelig selve Storbonden, dette gamle vældige Menneske, Karl den Stores sande Sværd, som ingen Tyvshaand kan stjæle, Rigets sande Marv.

Man mærke, at dette er skrevet af en Digter, som var juridisk Embedsmand og en prøjsisk Embedsmands Søn.

I Modsætning til Fogdens mægtige og haarde Skikkelse, men ligesaa sikkert, har Immermann tegnet Heltinden, det unge Landbarn, den lyshaarede Lisbeth. I hende forelsker den unge Grev Oswald sig, der strejfer Landet rundt tilfods, og det er disse to purt unge Væseners Kærlighed, hvis skæbnerige Historie udgør Fortællingens Hovedtiltrækning. Immermann havde længe i sine Værker vist sig gennemtrængt af Troen paa Kærlighedens uindskrænkede Magt over Menneskebørn; men her har han fremstilt en ungdommelig Forelskelses Liv som ingensinde før. Her er det to unge uskyldige Hjerter som banker og brænder. I Anelsernes Fylde, rige paa sunde, tunge, spirende og svulmende Forhaabninger, finder de Unge hinanden. Ingen Forsagelse eller Skuffelse har endnu ranet dem en eneste Draabe af deres varme Blod. Godt opfunden er Maaden, hvorpaa Afstanden imellem dem langt om længe forkortes: Den unge Jæger, der er den daarligste Skytte af Verden, eftersom han fra sine Forældre har arvet Driften til at skyde og Manglen paa Evne til at træffe, afgiver paa Jagt en eneste Gang i sit Liv et Skud, der naaer et levende Maal, og træffer da den unge Pige med en Ladning Hagl i Skuldren. Hans dybe Skamfølelse i den Anledning glider efterhaanden over i heftig Forelskelse. Da hun sidenhen er helbredt og de to har fundet hinanden, gaar de en Dag ud i Skoven sammen:

"Jeg vil bede dine Saar om Tilgivelse," sagde han, "tog hendes Tørklæde af og kyssede de fine røde Punkter mellem Brystet og den lysende hvide Skulder. Hun fandt sig deri uden at vægre sig; hun havde lagt sine smaa Hænder overkors i sit Skød. Saaledes sad hun der som et hengivent Offer for Kærligheden; men hun saa undseligt bedende paa ham. Det Blik kunde han ikke taale. Han lagde hastigt Tørklædet paany tilrette om hendes Bryst og Skuldre, faldt ned for hendes Fødder, trykkede hendes Knæ mod sit Hjerte og gik saa nogle Skridt bort fra hende for at blive Herre over sin Bevægelse."

Sligt lader sig daarligt gengive. Den maa læses, som den forekommer i Grundskriften, denne Mark-Idyl mellem de Elskende, hvor de maaler deres Højde mod hinanden, hvor han leger med hendes Lokker og hun stadigt ikke kan faa andre Ord over sine Læber end: Aa du! - Der er et Maaltid, de holder med Hvedebrød og Æbler, som de køber undervejs, begge lige enige om, at Romanskriverne lyver, naar de paastaar, at Kærlighed lever af Luften. Hun spiser af hans Haand og han af hendes. Det er saa ægte og saa godt som Noget af hvad Auerbach, Keller eller Bjørnson senere har skrevet af lignende Art.

Og Immermann staar her ikke mindre højt i Skildringen af Kærlighedens Ulykke end af dens Lykke. Intet i hans Novelle staar over Stedet, hvor den gamle Bonde røber Lisbeth, at hendes Elskede er en saare fornem Mand, og berøver hende Troen paa, at Oswald vil tage hende til Ægte. Denne har kun fortiet hende sin Stilling og givet sig ud for en simpel Forstmand i den Hensigt senere at volde hende en glædelig Overraskelse. Tænkte hun forstandigt efter, vilde hun kunne slutte, at hun ingen Troløshed har at frygte af ham. Men hun er med ét Slag ved Efterretningen om, at den Elskede har løjet, revet ud af sin Ligevægt, og Immermann har her det dybe Ord: "Thi Kærlighed er, saa længe den forbliver uforstyrret, guddommelig Skarpsindighed .... men rokket, drevet ind paa falske Formodningers Bane, er den Afsind, der gaar Domkirker forbi uden at se dem og omvendt anser Muldvarpeskud for Alpetoppe." Disse Ord er dybe, fordi der heri er en saa sand Særskildring af en Følelse, der helt bunder i det Ubevidste. Hos Heine var Elskovens Sjælehistorie simpel; naar han klager, er det altid over Troløsheden som en med Bevidsthed gjort Uret. Immermann har her angivet det Nattevandreragtige i Følelsens Bevægelser, den Søvngængersikkerhed, som den uberørt af forstyrrende Magter har.

I det Store som i det Fine er da denne første Bondefortælling lødig Poesi. Det Romantisk-Fantastiske spiller ind over dens Omkres: allerede den hemmelige Rettergang, Karl den Stores Sværd, Sværmeriet for gamle Skikke er romantiske Træk, ja selv Lisbeths fantastiske Afstamning, at denne sandru unge Sjæl skal være den løgnagtige Münchhausens uægte Datter, røber, hvorledes Fortællingen gror ud af en romantisk Fortidsliteratur. Men netop derved betegner den des mere slaaende den møjsomt og dog kraftigt fremskridende Fortætning, under hvilken en moderne Virkelighedssans for det Folkeligtsunde fremgik af den nærmest foregaaende Tids vilkaarlige Fantasteri.

Det viser sig med Immermann som med Daniel Defoe, Abbed Prévost, Wessel, Chamisso, Bernardin de Saint-Pierre, at et enkelt Bind er nok til at bevare en Forfatters Navn gennem Tiderne, selv om alt det meget Øvrige, han har skrevet, hurtigt er gaaet helt i Glemme. Af Immermann har i Grunden intet Andet holdt sig. Han har skrevet spøgefulde Heltedigte som "Tulifäntchen", der i sin Tid vakte Bifald og nu er ulæselige. Han har skrevet Arbejder, der for deres Tid maa betegnes som fortjenstfulde, men som nu tæres af Møl og Rust, saaledes Dramet "Merlin" (1831) i smukke Vers, et stort romantisk Opus, uheldigt Modstykke til anden Del af Goethe's "Faust", eller som den historiske Tragedie, der først havde Titlen "Das Trauerspiel in Tirol", senere fik Navnet "Andreas Hofer". Af disse Skuespil er det sidste det bedste, grundet som det er paa Immermanns Barndomsminder om den store Kamp mod Franskmændene i Tirol og digtet med Evne og Vilje til sanddru og upartisk Skildring af de to saa ulige, med hinanden kæmpende Folkefærd og deres modsatte Kultur. Som Stykket i sin ældste Form forelaa (1826), som det er kritiseret af Börne i hans "Dramaturgische Blätter" og spottet af Platen i "Der romantische Oedipus", er det interessant, sært som en Bastard, avlet af Kleist's Genius med Schillers Muse; thi det minder paa én Gang ved Heltens Beskaffenhed om Schillers "Wilhelm Tell" og ved Kærlighedshistorien mellem Franskmanden og Tyrolerinden med dens rædselsfulde Udgang om Kleists "Die Hermannschlacht". Men dets Mangel paa dybere gaaende, gribende Oprindelighed gjorde det udygtigt til et langt Liv, og da Immermann endelig i 1831 underkastede det en Omarbejdelse, som borttog Alt, hvad der havde vakt Anstød og fremkaldt Modsigelse, hele Kærlighedsforholdet og det (ligeledes om Kleist erindrende) Træk med Sværdet, som Englen bringer Hofer tilbage i Drømme - skar han selv Hjertet ud af Livet paa sit Drama. Allerede af Stolthed burde han have holdt paa den Figur, Platen havde haanet som den skændige "Ægteskabsbrudsilbrevsmordbrandstyrolerinde".

Det var et usaligt Spil af Omstændigheder, der bragte to frihedselskende Mænd som Immermann og Platen og to saa sjældne Aander som Platen og Heine til at optræde som bitre Fjender af hinanden. Hvad der gav Anledning til den literære Fejde, til de plumpe og stygge Udfald mod Immermann og Heine i "Der romantische Oedipus" og til Immermanns Gensvar "Der im Irrgarten der Metrik umhertaumelnde Cavalier" samt til Heine's tilintetgørende, allerede ved Stanken dræbende Udfald mod Platen i "Reisebilder", det var en saa ussel Bagatel, et saa ubetydeligt (om end haanligt) Distichon af Immermann, at der udfordredes en Selvfølelse og et Krigshumør som Platens for at en Kamp, ført med forgiftede Vaaben, skulde opstaa deraf.

Platens Breve lærer En, hvor nær han tog sig de to Linjer af Immermann i "Reisebilder", som kunde møntes paa hans Ghaseler og hvor besluttet han var paa at tage den mest hensynsløse Hævn. Saa stor og sikker Platen var, rent som Kunstner betragtet, og saa mandigt hans Karakter aabenbarer sig i hans politiske Frihedssværmeri, saa røber dog Maaden, hvorpaa han gik tilværks mod de Mænd, der havde forgrebet sig paa ham, en Selvbeundring, der virker pinligt ved sin Slaaen ud i Pral, og en Raahed, der dels er Standshovmod, dels den saarede Forfængeligheds Hensynsløshed. Platens Brev fra Rom af 18. Februar 1828 viser, at han i Virkeligheden slet ikke kendte Immermanns "Sørgespil fra Tyrol", som han forud var fast besluttet paa at angribe. "Den romantiske Oedipus" var næsten færdig, da Platen skrev til Fugger: "Især maa du meddele mig noget af Immermanns "Andreas Hofer", noget af Handlingen og noget pikant Vrøvl. Jeg behøver det til Slutningen af femte Akt, hvor jeg lader ham blive fuldstændig forrykt." Den grænseløse Foragt, hvormed Platen i sit Skuespil behandler Immermann, kan da trods hans Indsigelser kun betragtes som et Udslag af Hævntørst. Og hvad Heine angaar, da er det i Brevene som i Skuespillet i Grunden kun hans jødiske Fødsel, som Platen har at lægge ham til Last. I Skuespillet drejer Alt sig om dette Punkt: Heine er Løvsalsfestens Petrarca, Synagogens Stolthed. Ja saa personligt nærgaaende er Angrebet, at Nimmermann erklærer, han nok er Heines Ven, men ikke vilde være hans Elskede; thi hans Kys har Hvidløgsstank osv. Af Brevene ses det, at Platen svævede i den fuldstændigste Vildfarelse om den Modstanders Styrke, han saaledes udæskede. Han er i egen Mening bestandig den, der kan "knuse Jøden Heine", saasnart han blot vil. Da Venner gør gældende overfor ham, at Angreb paa Heine for hans Fødsel ikke er af Vægt, svarer han urokket: "At han er eller var en Jøde, er ingen moralsk Brøde, men en komisk Bestanddel. Indsigtsfulde Læsere vil dømme, om jeg ikke har benyttet det med aristofanisk Finhed." Og saa sikker er han paa sin Ret og sin Overlegenhed, at han endnu i December 1828, kort før han rammes af Tilbageslaget fra Heine, i denne kun ser "en skamløs Jøde, en elendig Smører og Sansculotte"; rigtignok var hans sædelige Harme over de første Bøger af "Reisebilder" saa stor, at han betegner Forfatteren og hans Lige som "sande Satanasser" *48). At han fik haanligt Svar paa haanende Tiltale var da ikke ufortjent, og hans Undervurdering saavel af Heine som af Immermann hævnede sig haardt. Hvad der i Heines Angreb var uædelt, straffede sig værst paa ham selv ved den Misbilligelse, det ogsaa hos hans Venner og Beundrere vakte. Men at Navnene Immermann og Platen kom til at danne en Hadets Konstellation, det beroede i Grunden kun paa Lighederne i de to Digteres Væsen, den Ensomhedsfølelse, der forenet med en bestandig aarvaagen Selvfølelse gjorde dem tilbøjelige til at forkynde egen Ros og til med urimelig Bitterhed at falde over Andre uden tilgavns at have sat sig ind i deres Natur. Begge betegner de hver paa sin Vis Overgangen fra det romantiske Væsen til det moderne. Platen, der ganske i Romantikernes Spor stadigt syslede med fremmede Former, østerlandske som Ghaselen, sydlandske som Sonetten, gammelgræske som den aristofaniske Komedies og den pindariske Odes, naaede kort før sin tidlige Død i sine "Efterladte Sange og Digte" ("Politiske Poesier", deriblandt "Sangene om Polen") et Højdepunkt af frisindet moderne Lyrik, og Immermann, der hele sit Liv igennem havde behandlet tragiske eller fantastiske Stoffer med romantisk Overspændthed eller Symbolik, gennemtrængte umiddelbart før sin Død et Stykke af Hjemlandets Virkelighed med en sund Poesi, der paavirkede hele Slægtled efter ham rundt om i Europa.

 

** Noter til kapitel 19:

*47) Ludmilla Assing: Gräfin Elisa von Ahlefeldt 1857.

 

*48) Platen's Werke. Breve af 18. Februar, 12. Marts, 13. December 1828.

 

20. Hegelianismen.

 

Det var den Hegelske Filosofi, der i Forening med Julirevolutionen tvang Aanderne ind i den moderne Histories og Politiks bevægede Liv. Ikke at Hegel selv følte med Julirevolutionen, tvertimod. Den Art voldsomme Indgreb i hvad der for ham nu stod som Forholdenes Fornuft, kunde i hans tresindstyvende Aar ikke tiltale ham, som den store Revolution ved dens Udbrud havde gjort. Forlængst var han i alt Politisk højkonservativ.

Men ikke desmindre forandrede Julirevolutionen den Hegelske Filosofis Grundpræg. Den var det historiske Vendepunkt, det historiske Omsving, der udfordredes for at føre Filosofien fra Katedrene ud i Livet. Selve Læren havde jo den Ejendommelighed ved sig at kunne fortolkes paa modsatte Maader. Fra nu af bliver den et af de stærkest medindgribende Elementer i Livets Omformning. Vi har allerede set det hos Heine, hos hvem Hegels Overgang til prøjsisk Konservatisme aldrig berøres uden for at undskyldes, og for hvem Hegel bestandig er den nye Tids store Filosof, Ihændehaveren af al Magt i Tankernes Rige.

Før Hegel blev kaldet til Berlin, havde han intet Held havt med sig som Lærer. Ved de andre Universiteter havde han kun været lidet bemærket; i sine yngre Dage havde han længe maattet tale for en tre, fire Tilhørere. Nu stod han paa sin Berømmelses Højde. I Modsætning til Schelling, der saa tidligt var moden og tidligt blev gold, traadte Hegei, den tungere, langsommere Natur, med sit otteogfyrretyvende Aar ind i sit Livs mest betydningsfulde Afsnit.

Forventningerne til ham var uhyre og de opfyldtes helt. Hans Indsigt var saa mægtig; han syntes at staa plantet helt i sin Tid og dog at svæve over den, fortrolig med alle dens Tanker og dømmende dem alle med rolig Fornemhed og dyb Overbevisning. Hundreder og atter hundreder af Tilhørere strømmede til.

Som Universitetslærer afgav han for Begynderen, der første Gang saa ham, et besynderligt Skue. En tidligt ældet Skikkelse traadte ind, bøjet, skønt oprindeligt kraftig; Indtrykket, den gjorde, var det af gammeldags borgerlig Bravhed. Han steg op paa Katederet, satte sig, fordybede sig i sit Folio-Hefte, bladede frem og tilbage deri, søgte efter Noget snart oppe, snart nede paa Siden. Hans Holdning var kejtet og karakterløs, Trækkene slappe, Ansigtet medtaget, som hærjet, ikke af Lidenskaber, men af det mest haardnakkede Tankearbejd. Dog Hovedets Former var smukke og ædle, og naar dette Aasyn med sit Præg af den store Forstand rettedes mod Tilhørerne, var Udtrykket det af den dybeste, ophøjet troskyldige Alvor.

Han begyndte at tale, rømmede sig, hostede og stammede, søgte med Møje sine Ord. Han havde et stærkt schwabisk Tonefald, talte stødvis, uden Rytme i sit Foredrag, indskibede sig i lange indviklede Perioder og kom sjældent i Havn med dem, søgte længe efter det betegnende Ord, men fandt det altid, og det forekom Tilhørerne lige slaaende hvad enten det var et gammelkendt Udtryk eller et usædvanligt. Efterhaanden syntes dette Foredrag Tilhøreren kun at anskueliggøre det indre Tankearbejdes overordenlige Vanskelighed. Der kunde komme trættende Gentagelser; men slappedes Tilhørerens Opmærksomhed og overhørte han nogle Sætninger, kunde det ogsaa hænde, at han til Straf kom ud af al Sammenhæng. Thi gennem tilsyneladende betydningsløse Mellemled havde imedens en eller anden Tanke røbet sin Ensidighed, sin Indskrænkethed, indviklet sig i Modsigelser, og nu skulde disse Modsigelser overvindes eller var allerede overvundne.

Hvad der her var mest ejendommeligt, det var Foreningen af to Elementer: Talerens Saglighed, dette at Alt blev sagt for Sagens Skyld, og saa hans Stræben efter Klarhed, der gav det Indtryk, at Alt alligevel blev sagt for Tilhørerens Skyld, for at han tilfulde skulde forstaa *49).

En daarlig Fortæller var denne Taler, men en ualmindelig Tænker og Forklarer. Vistnok var Kunstudtrykkene, han anvendte, dunkle, denne besynderlige Ordbrug, hvor "an sich" skulde betyde "efter sit Anlæg" og "an und für sich" den udviklede Eksistens, men man vænnede sig til den, og det var da snart, som svævede man over Jorden i udskelnede Tanker, saa fortyndede og saa sindrigt fuldstændiggørende hinanden, at Dialektiken i Platons "Parmenides" syntes ufin i Sammenligning med denne Dialektik, snart var det som trængte man stedse dybere ind i stedse mere jordiskvirkelige Æmner. Talerens Stemme blev stærkere, det Blik, hvormed han saa sig omkring, blev frit og sikkert, naar han med fyndige Ord særtegnede en Tankebevægelse, en Tidsalder, et Folk eller blot et mærkværdigt Menneske som f. Eks. hin Rameau's Brodersøn, der uden Navns Nævnelse er særmærket i Fænomenologien.

Begynderen, der hørte den berømte Tænker uden nogetsomhelst oplysende Eksempel udvikle de almene Begreber, som var fælles for Alt i Naturens og Aandens Verden og som derfor sagdes at bære Natur og Aand i deres paa én Gang hemmelighedsfulde og metodisk sammenflettede Net, kunde vel føle sig fristet til at løbe sin Vej, eller dog til ikke at komme igen.

Men han kom igen; thi snart fængslede det møjsomme Foredrag ham, og snart gjorde han de første Fremskridt. Det var nu og da som om et Tankelyn oplyste Mørket. Tilhøreren saa, at det efter Talerens Opfattelse ikke her drejede sig om et System som andre Systemer, om en dybere eller mere omfattende Undervisning end anden Undervisning af beslægtet Art, men at denne Mand betragtede sig som Forkynder af en helt original Videnskab, der omfattede Tilværelsen, forklarede Alt, Gud og Verden, og afsluttede Alt, da alle tidligere Tænkeres Tanker var optagne i hans System som alle lavere Dyreformer er optagne i det menneskelige Fosters Udviklingstrin; alt Tidligere stræbte og sigtede mod ham, alle tidligere Bestræbelser var fuldendte med ham, saa der fra nu af kun kunde være Tale om en nøjere Udførelse af de enkelte Partier i det store givne Grundrids.

Fra nu af var Tilhøreren under Fortryllelsen. Selve Kunstordenes Dunkelhed var en Tiltrækning mere; Vanskelighederne ansporede; det blev en Æressag at forstaa, en Livssag at forstaa. Og med hvilken Henrykkelse forstod man!

Ja, man forstod det: Hele denne Sanseverden var kun Skin; dens Væsen var Tanken. Ikke alt dette Enkelte og Personlige, kun det Almene var sandt, var virkeligt. - Jeg tænker, og gennem min Tankes nødvendige Fremskriden i Kraft af faste Love naaer jeg den fuldstændige Kundskab til mig selv og til Verden. - Jeg tænker min egen Tanke, betragter den ikke mere fra den Side, fra hvilken den er min, men som den almindelige Tanke, tænker alle menneskelige Intelligenser sammen med min, berøver dem alle denne Personlighedens Form, der synes væsenlig, men ikke er det, og ser i alle disse Aander en eneste Aand og i den Tilværelsens Princip. Dette Grundvæsen, der faar sit højeste Udtryk i Mennesket, er det samme, som gennemtrænger Verden, som frembringer Verden. Dette Grundvæsen, der virker og former blindt i Naturen, bliver sig bevidst i mig. Det Ubetingede, Ideen, det som populært kaldes Gud, er ikke et bevidst eller personligt Væsen, thi Bevidsthed og Personlighed forudsætter, at der er et Noget udenfor Bevidstheden og Personligheden; men det er heller ikke helt ubevidst. Menneskets Bevidsthed om Gud, det er Guds Selvbevidsthed. Jeg ophører at leve som enkelt, tilfældigt Menneske for at føle Allivet leve og pulsere i mig.

Logiken, som havde været en skolastisk Poge-Disciplin, der indprentede Selvfølgeligheder ved Hjælp af sine barbariske Remser (Barbara, Celarent, Ferio, Camestres, Baroco), Logiken, der længe havde sygnet og var død foragtet, opstod da paany som Læren om Tilværelsestankerne i deres Sammenhæng og deres Enhed, thi den første Tanke fordrede, hidkaldte den anden, sammensmeltede med den til en ny, der atter hidkaldte sin Modsætning, som tillige var dens Fuldstændiggørelse, og Tanke fordrede med Nødvendighed Tanke, indtil Tankeslangen bed sig i sin Hale og dannede en eneste ubrødelig Ring, fra hvilken Naturens og Aandens Riger atter udskilte sig, dryppende som Ringene fra Odins Draupner.

Og alle Videnskaber kom og drak af den nye Metafysik som af en Livskilde, og alle foryngedes de. Og Systemet løftede sig for Lærlingens Øje, ensartet, leddelt, strengt symmetrisk, med indre Uendelighed, et Aandens Organon, en uhyre gotisk Kirke, hvor hver lille Del gentog Helheden, hver lille Trehed den store Treenighed: Tanken, Naturen og Aanden. Det rejste sig, bygt paa Tankens Granitgrund, stræbende gennem alle Naturrigernes Piller og Buer mod Aanden, løbende ud i det mægtige, til Himlen naaende Spir, i hvis tredelte Bygning Religionen indtog det nederste, Kunsten det mellemste og Filosofien det øverste Stokværk.

Men mere end Systemet var for Lærlingen endda Metoden. Thi Metoden, Tankens nødvendige Fremgangsmaade, var Verdensnøglen og Himmelnøglen. Det var Metoden, i Kraft af hvilken man forstod. Det var Metoden, i Kraft af hvilken man saa, at Verdenshistorien var ét sammenhængende Drama, et eneste stort Frihedsdrama. Hvert Folkeslag havde sin Rolle deri, og alle disse Roller greb ind i hverandre.

Vistnok var det en stor Tankedigtning, som man forvekslede med en videnskabelig Bevisførelse. Vistnok var det en ny Poesi, kun mere dramatisk og bedre sammentømret end den, som den intellektuelle Anskuelse havde aabenbaret Schelling; vistnok var det en ny Rus, kun finere og stærkere end den, man havde hentet sig hos Naturfilosofen; vistnok er nutildags Systemet sunket sammen og Metodens altfor fine Redskab sprunget i vor Haand, saa kun enkelte store Grundtanker staar tilbage - men Den, der i sin tidlige Ungdom har oplevet den Hegelske Tid i sit eget Indre, forstaar fuldtvel den Henrykkelse, som greb de unge Slægter i hine Dage, og den Kraft, de sugede af disse Verdenstanker.

Blandt Hegels Elever var der ved 1830-Tiden allerede Mestere, Tænkere som Hotho, Gans, Marheineke, Michelet; og næsten alt, hvad der fra nu af og til langt ind i Halvtredserne opstaar af fremragende Aander i de forskelligste Fag, tilhører fra først af den Hegelske Skole: Rosenkranz og Werder, Strauss og Vischer, Feuerbach, Marx og Lassalle. Og Cousin kom fra Frankrig, Heiberg fra Danmark, Vera fra Neapel for at forplante Læren i deres Hjemstavne.

Fra Lærestolen i Berlin udbredte den Hegelske Filosofi sig over Tyskland, over Jorden. Sjældent eller aldrig har man set et aandeligt Kongedømme saaledes befæstet. Da Koleraen i 1831 bortrev Hegel, sammenlignede hans Disciple ham med Aristoteles, med Alexander den Store, ja med Kristus.

For Skønliteraturens Vedkommende i det næste Tiaar, særligt for det saakaldte unge Tyskland, virkede Hegelianismen i al Almindelighed som en i aandelig Henseende frigørende Magt, som den Magt, der nedbrød den religiøse Dogmetro og stillede den Enkelte frit overfor den statskirkelige Kristendom. Vi har allerede set, at selv saa lyriske Naturer som Heinrich Heine i den Henseende havde en svag Farve af Hegelianisme, ikke at tale om at Heine fik sin skarpe Forstand gennemdannet i Hegelianismens Skole, saa man i Formen af hans Vid sporer den Hegelske Dialektik, der lader enhver Bestemmelse slaa over i sin Modsætning.

Dog mere særligt indvirkede den Hegelske Filosofi paa de unge Sind som et Stykke moderne Hellenisme. Hegel paavirkede Ungdommen endnu utvetydigere i hellensk Retning end selv Goethe havde gjort.

Man mindes vistnok fra Heines Skrift om Börne det Sted, hvor han taler om Börne's nazarenske Indskrænkethed. Han siger "nazarensk", forklarer han, for hverken at bruge Udtrykket jødisk eller kristelig, da begge disse Udtryk for ham har samme Betydning og af ham anvendes ikke til at betegne en Tro, men et Naturel; og han stiller Ordet nazarensk i Modsætning til hellensk, der ligeledes for ham betegner en saavel medfødt som tilegnet Aandsretning og Synsmaade. Med andre Ord: alle Mennesker er for ham enten Nazarener eller Hellenere, enten Mennesker med afholdende, billedfjendtligt, sygeligt aandsdyrkende Hang eller Mennesker med livsklart, udviklingsstolt og virkelighedskært Væsen. Og han betegner saa sig selv som Hellener - en Betegnelse, ingen tysk Romantiker nogensinde vilde have tillagt sig.

Men Hellenisme i denne Forstand udstrømmede fra Hegel. Hegel tilhører efter sin hele Aandsretning den samme Tilbøjelighed i Datiden til at fylde de antike Former med en ny Tids Indhold som vi møder hos Goethe, naar han digter sin "Ifigenia", og hos Thorvaldsen, naar han udfører Statuen af Fyrstinde Barjátinska i græsk Klædebon. Det er ingen Tilfældighed, at Hegel og Thorvaldsen fødtes i samme Aar 1770 med kun et Par Maaneders Mellemrum. Og det var heller ingen Tilfældighed, at Hegel bedst forstod den Side af Goethe's Væsen, der vendte mod Grækenland.

Hegel havde som Württemberger faaet sin Dannelse fra to Kilder, det attende Aarhundredes Oplysning med dens Oprør mod Teologien, og den klassiske Oldtid, der allerede var traadt ham imøde i den lærde Skole i hans Fødeland. Allerede paa Skolebænken var han stadigt sysselsat med græsk Sprog og Literatur, og allerede som Barn fik han Sofokles's "Antigone" kær, der siden bliver ham det typiske græske Kunstværk og atter og atter fremdrages i hans Skrifter. Han kaldte Studiet af Antiken den sande Indledning til Filosofien og former efterhaanden sit System som Helhed efter Oldtidens Systemer. Det forholder sig til Aristoteles's Tankebygning som Goethes "Ifigenia" forholder sig til Euripides's eller som Thorvaldsens Aleksandertog forholder sig til Parthenonsfrisen.

Hans egenlige, oprindelige Sindelag overfor Kristendommen røber sig i de Studier og Forskninger fra hans Ungdom som Teolog, hvis Indhold efter Haandskrifterne er gengivet af Haym. Han viser her, at den græskromerske Religion var en Religion for frie Folk, at Ideen om et frit Samfund for Grækeren var det Højeste, det Ideal, som han viede sit Arbejd og sit Liv. Kristendommens Gud var kun et Surrogat for den republikanske Frihed, der gik tabt. Man havde ikke længer Magt, man kunde ikke mere ville; men man kunde ønske og bede. Og jo mere nu Mennesket blev Slave, des mere behøvede det en Gud udenfor sig og over sig. Og Hegel slutter, at det er vore Dage forbeholdt at tilbagekræve de Skatte som Menneskets Ejendom, der er blevne slyngede op i Himlen. Han foregriber her Heine og Feuerbach *50).

Hegel ser i sin Ungdom bestandig den jødiske Oldtid gennem den klassiske Opfattelses Glar. Jødernes gamle Historie kalder han "en Tilstand, der er fuldstændigt hæslig". Det jødiske Folks store Sørgespil er intet græsk Sørgespil, siger han; det kan hverken vække Frygt eller Medlidenhed; thi disse Følelser udspringer kun af et skønt Væsens nødvendige Fejltrin. Som man ser, iagttager han Jødefolkets Historie og Skæbne mod en Baggrund af Sofokles's Verdensanskuelse og Aristoteles's Lærdomme. Begreber som Lov og Straf er ham kun grimme. Den kristelige Forestilling om Syndsforladelse kan han kun bevare ved at ombytte den med Begrebet om en ved Kærlighed forsonet Skæbne. Med andre Ord, han kan kun finde Kristi Lidelseshistorie skøn, hvis han ser den under samme Synspunkt, under hvilket han ser Oedipus i Kolonoi, som en Skæbne, der rammer den Uskyldige, ikke som et Offer bragt for Andres Synd. Ogsaa for ham er da Jødedom og Kristendom i Grunden Et og det Samme, den stygge Modsætning til Hellenismen.

Han frelser for sin Bevidsthed kun Jesu Person og Historie ud af de aabenbarede Religioners Skibbrud, idet Jesus i personlig Form bliver ham hvad Antiken var ham i Statslivets Form: et skønt og guddommelig-menneskeligt Liv. Denne Jesus er da ikke Jesus slet og ret, men en Jesus-Apollo som den, Heine senere skildrer i Digtet "Freden": den mægtige Skikkelse, der som Hjerte i Brystet bærer den røde, flammende Sol. Og naar Heine i den bekendte Fortale til "Romancero" taler om sit sidste Knæfald for "Skønhedens højtbenedidede Gudinde, vor kære Frue fra Milo", der saa medlidende saa ned paa ham, selv trøstesløs over ikke at kunne bringe Hjælp, da møder vi hos ham en lignende 5ammensmeltning af det Hedenske og det Kristelige. Thi dette er ikke Venus slet og ret, men Venus-Madonna.

Hegel er da Stamfader til selve den hedenske Hellenisme, som det blev Skik at anklage det unge Tyskland for.

Ja der raader endog i hans Filosofi den Aand, af hvilken et Stikord som det om "Kødets Emancipation" kunde udvikle sig. Det var et Udtryk, som Heine fra Frankrig af havde givet Indpas i den tyske Literatur, som blev grebet af hans Beundrere og Efterfølgere, opsnappet og lagt for Had som intet andet af den unge Literaturs Avindsmænd og Anklagere. Det kunde ganske vist have en letfærdig Biklang i Heines Mund og en hæslig Biklang i Heinrich Laubes. Men hos de bedre af den unge Slægts Mænd betød det intet, som ikke i Grunden allerede Goethe og Hegel havde villet. Karl Gutzkow har med Rette hævdet, at kun en smudsig Fantasi med dette Udtryk forbandt Forestillingen om en Løsladelse af slette Lidenskaber. Ordet Kød i og for sig indeholdt jo intet Anstødeligt. Det nye Testamente siger: "Ordet blev Kød." Kødet betyder i kristelig Forstand Naturmennesket; det Udøbte, Oprindelige i Mennesket. Dets Befrielse betød for Datidens unge Sværmere i Virkeligheden intet Andet end Naturens Genindsættelse i dens Reftigheder, Krig imod det Naturfjendtlige. Hvad de attraaede var at gøre Naturens Love til Maalestokken for vore Livsforhold, at forløse selve Naturen fra Ban og Forbud. (Kari Gutzkow: Rückblicke auf mein Leben. S. 135.)

Der foresvævede dem en i Hegelsk Aand gennemført Nyhellenisme.

Det betød da for dem ikke stort, at Hegel som Olding var endt i den stiveste prøjsiske Konservatisme eller at den Hegelske Retsfilosofi godkendte alle de bestaaende Institutioner som Helligdomme og underkendte de ypperste etiske Ideer som Afgudsbilleder. Han havde undervurderet Styrken af Datidens videnskabelige Tvivl.

Hvor mange Institutioner havde vel et normalt Datidsmenneske tilbage som Genstande for Ærefrygt og Tro? Højst disse fire: Kongedømmet, Kirken, Ægteskabet og Ejendommen. Med Hensyn til dem er Hegels Lære denne:

Han hævder ikke Kongemagten som Borgen for Uafbrudtheden af store politiske Planers Gennemførelse, nej Monarken er ham kun den af Tanken fordrede øverste Tinde paa Statsbygningen, ligesom Prikken over i'et dette rent følgestridigt, thi ellers er altid hos Hegel det Subjektive (Personlige) kun en Virkekraft, som atter ophæves; Monarken burde følgestrengt her gaa op i Statens Suverænitet. Kongedømmet hævdes af ham da kun ved en Indrømmelse til det Bestaaende. Hvad Under at der fandtes en følgende Slægt, som drog Slutninger deraf!

Med Hensyn til Kirken foretog Hegel den Bevægelse, der senere blev udført af hans Lærling Cousin som Minister i Frankrig. Han tillod sine Tilhængere af Højre som Göschen at paavise hans Filosofis Overensstemmelse med Bibel og kirkelig Kristendom, ja overroste Göschens Strøtanker i sit Tidsskrift. Han, der som Yngling i sine Breve til Schelling havde angrebet Kants Filosofl af den Grund, at den lod sig anvende i Rettroenhedens Tjeneste, han, der havde besvoret Hölderlin aldrig at slutte Fred med Dogmer, drev nu i sin Religionsfilosofi det tvetydige Spil at gøre ethvert Dogme til Sindbillede paa en Tanke og saa lade Dogmet blive staaende med den Vending, at det udtalte samme Sandhed som Videnskaben, kun i Forestillingens Form. Hvad Under, at Eleverne drog Slutninger deraf!

Hvad Ægteskabet angaar, da opfattede Hegel det blot som en væsenlig Omstændighed ved Familien, ligeberettiget med Familie-Ejendommen omtrent. Ad hvilken Vej det stiftedes, var mindre vigtigt; at Forældrene ordnede det, ansaas endda for den sædeligste Vej. I sin Uvilje mod Enkeltmenneskets Egenmægtighed betonede han det Urimelige i, at Mandfolket netop vilde have den Pige og ingen anden ("sich gerade auf dieses Mädchen capricionire"). Han talte derom halvt som en gammel Spartaner, halvt som en gammel Spidsborger, og Ungdommen, som hverken var spartansk eller spidsborgerlig, fulgte ham ikke her.

Ejendommen endelig afhang for Hegel ganske af Familien. Ejendommen er for ham sædeligt berettiget som Familiens Fællesejendom. Kun naar den ikke er Enkeltmands Eje, er hvad han kalder Begærlighedens Selvkærlighed overvunden. Han forkaster naturligvis ellers med Lidenskab Kommunisme. Men Følgernes Skraaplan laa aabent, og den Tid kom, da Hegelianere som Marx og Engels drog revolutionære Slutninger at den tilsyneladende saa samfundsbevarende Mesters Filosofi.

 

** Noter til kapitel 20:

*49) Hotho: Vorstudien für Leben und Kunst S. 383. Haym: Hegel und seine Zeit. S. 392. Schérer: Mélanges d'histoire religieuse. S. 299.

 

*50) "Forestillingen om en Guddom udenfor Mennesket er blevet stedse kraftigere, altsom Menneskenes Fordærvethed og Trællesind er tagne til, og denne Forestilling er egenlig kun en Aaabenbaring af denne Tidens Aand ... Fraset tidligere Forsøg er det i fortrinlig Grad blevet vore Dages Sag, idetmindste teoretisk at hævde som Menneskenes Ejendom de Skatte, der er blevne slyngede op i Himlen, men hvilken Tidsalder vil have Kraft til at gøre denne Ret gældende og virkelig sætte sig i Besiddelse af dem?"

 

21. Den nye Gruppe.

 

Kommer man fra det altomfattende Blik hos Hegel, den høje Kunst hos Platen, det slebne Vid hos Börne, det lyriske og satiriske Geni hos Heine eller den klassiske Indholdsfylde i Immermanns "Storgaarden" til det egenlige saakaldte "Unge Tysklands" Mænd, saa føles Overgangen unegtelig som et Fald i kunstnerisk Henseende, Fald fra Mesteres Overlegenhed og fuldendte Færdighed til Begynder-Umodenhed og Begynder-Flauser, og der var dem af det unge Tysklands Mænd, som var fordømte til evigt at forblive Begyndere. Tænker man særligt paa Heine, fornemmes Overgangen fra ham til hans Efterfølgere som et Fald fra gratiøs og guddommelig Frækhed til ungdommeligt plumpe Udæskninger, rettede mod al anerkendt Vedtægt, al Sædvane-Sædelighed.

Og dog var der hos de Bedste af dem i deres bedste Øjeblikke en Selvhengivelse, som aldrig fandtes hos Heine.

Efter den gængse Overlevering indbefattes under "Det unge Tyskland" hverken Heine, Börne og deres Samtidige, der betragtes som dets Fædre, eller den Kres af unge Videnskabsmænd, for hvilke Ruges og Echtermeyers "Hallische Jahrbücher" senere afgav et Foreningspunkt, eller den Gruppe af politiske Digtere, som i Fyrrerne udsang de Følelser, der i 1848 gav sig Luft.

Efter Skik og Brug tages Benævnelsen i langt snevrere Mening end i nærværende Skrift.

Dens Ophavsmand var en ikke synderligt begavet, men altid begejstret nordtysk Forfatter Ludolf Wienbarg (født i Altona 1803), der i Aaret 1834 under den krigeriske Titel "Æstetiske Felttog", som Forlæggeren Campe opfandt, udgav en Række Forelæsninger, han havde holdt i Kiel, og for hvilke man havde berøvet ham Retten til at docere, saa uskyldigt deres Indhold end var, og saa lidet de med deres salvelsesfulde Tone var i Stand til at ophidse Nogen. Disse Forelæsninger, som det nutildags er vanskeligt at arbejde sig igennem, indledes med denne Tilegnelse: "Det unge Tyskland, ikke det gamle, helliger jeg denne Bog." Af dette Værk huskes nutildags ikke mere end Tilegnelsen. Wienbarg forstod ved det unge Tyskland alle de ungdommelige tyske Sind, der havde brudt med Overleveringen i Kunst, Kirke, Stat og Samfund og som ad literær Vej søgte at tilfredsstille deres Reformtrang.

Hans Program for den nye Literatur har en forskrækkende Almindelighed. Dens Verdensanskuelse skal bero paa en harmonisk Forening af Sanselighed og Forstand. Han indvarsler en ny Hellenisme, i hvilken det Sanselige vil være mere gennemtrængt af Aand end hos Grækerne, det Aandelige mere gennemtrængt af Sanselighed end hos de Kristne. Men forud for Literaturen maa Livet selv genfødes. Det ægte Kunstværk kan den unge Slægt først forme, naar Livet omkring den og i den er blevet frisk og harmonisk.

Som man ser, der var intet Nyt i disse Deklamationer og Forjættelser. Heine havde længst sagt det Samme i hundred skemtsomme eller poetiske Vendinger, selv Menzel havde i sit første Livsafsnit sagt det med al en mislykket Poets og hidsig Partimands Veltalenhed. Her blev det nu forebragt i det brede Blomstersprog og med den Patos, der sjældent forfejler sin Virkning paa umodne Sind.

Nyt var kun det, at her talte første Gang en Repræsentant for den Ungdom, der i Heine saa Tidsalderens store Forfatter, og at her kom første Gang den Anskuelse til Orde, at Prosaen var den nye Tids Form og mere værd end Verseformen. Den Wienbargske Æstetik, der udmunder i Forherligelse af Heine fejrer ham derfor som den store, den største Prosaist: først nu er den tyske Prosa, især ved Paavirkning af den franske, bleven formet. Schillers Stil er for Wienbarg Paradesprog, Goethes Hofsprog. Alle Literaturens tidligere Storheder, endog Jean Paul iberegnet, har efter hans Opfattelse levet indenfor en Tryllekres, fjernt fra Verdens Strøm. Hvad der adskiller en Heines, en Börnes, en Menzels, en Laubes Prosa fra de tidligere Forfatteres er for ham Mangelen paa Ro og Tilfredshed (Behaglichkeit), men denne Mangel er det afgørende Fortrin, Liv. Særligt Heine roses for at have forsmaaet "det flygtige Ry" at være lyrisk Digter for det større at spille paa det kolossale, alle Verdens Toner omfattende Instrument, som den tyske Prosa frembyder.

Først Mundt, saa Laube, af hvilke ingen var i Stand til at skrive et velklingende Vers, sluttede sig med Iver til denne Forherligelse af Prosaformen paa Versets Bekostning, især fordi de dermed tog til Genmæle mod den schwabiske Digterskole, den Uhlandske Romantiks Sildefødning. Af Mundt blev denne Dyrkelse af Prosaen formeligt forkyndt som den nyeste Tids Evangelium. Hvor lidet dybere Indhold der var i Wienbarg, røber især hans andet Skrift "Zur neuesten Litteratur" (1835), en Samling Essays uden Nerve, hvori kun Et er fortjenstfuldt, hans modige Troskab mod Heine paa et Tidspunkt da en af Misundere og Moralister fremkaldt offenlig Mening gik denne imod.

Wienbarg havde givet "Det unge Tyskland" Navn, men et Navn, der, som man ser, ikke omfattede nogen bestemt Gruppe af navngivne Mænd. Paa bestemte Personligheder blev Navnet forunderligt nok først anvendt ved et Angiveri og en raa Regeringsforanstaltning.

Det gik saaledes til: Der var efterhaanden optraadt en Række unge Forfattere, som vel ikke stod i nogen nøjere Forbindelse med hverandre, men som til Løsen havde aandelig Frigørelse. Alle stod de Kristendommen fjernt og drømte om en ny panteistisk Religion for den nye Tid. Flere af dem attraaede under Form af hvad de kaldte "Kødets Befrielse" eller "Kødets Æresoprejsning" en Opløsning af den herskende Moralvedtægt og friere Former for de to Køns Forening og Adskillelse, dog saaledes at hos Nogle som Laube var denne Attraa usmageligt nydelseslysten, hos Andre som Gutzkow smagløst trodsig og besynderligt sørgmodig, hos atter Andre som Mundt blev den til Forfægten af hvad han ubestemt kaldte Kvindens Emancipation, hvorved han kun mente en Frigørelse indenfor Hjemmet og Ægteskabet. Alle vurderede de i høj Grad visse fremragende Kvinder, i Frankrig George Sand, der paavirkede dem stærkt, i Tyskland Rahel, Bettina, Charlotte Stieglitz.

Alle talte de gerne og højt om Ungdommens Ret, alle havde de fra Hegel en vis Frihedstro og fra Julirevolutionen deres alment politiske Sigte. Som Hegel havde forsonet Idé og Virkelighed, saaledes vilde de sammensmelte Literaturen med Livet. De nærede ingen dybere Velvilje for hverandre og kendte neppe hinanden. Rent udvortes set var Afstandene mellem dem store. Medens Heine levede i Paris, opholdt Wienbarg sig i Kiel, aldeles isoleret, Gutzkow levede i Sydtyskland, Mundt og Laube i Berlin og Leipzig, hvad dengang altsammen var Afstande af Betydning. Laube var tidligt i mange Maader en Modstander af Gutzkow og en koldt afvisende Bedømmer af Mundt og Kühne. Mundt optraadte imod Gutzkow. Da Laube og Gutzkow tilfældigt traf sammen paa en Rejse til Overitalien (1833), bidrog dette snarest til at skille dem. De skiltes da allesammen hurtigt ad. Der var intet andet Fællesskab imellem dem end det, som i Reglen findes mellem Mænd af samme Aldersklasse og samme Hold, saa de udgjorde langt mindre et politisk Parti end et aandeligt Kuld; men Literaturen var ligefuldt ikke for dem sit eget Formaal; de vilde tjenende slutte sig til Tidens bevægende Magter *51).

Heri laa det ogsaa, at de ikke indlod sig med de rene Kunstformer, hverken med episk eller med lyrisk Poesi og kun sparsomt med dramatisk. De forgudede alle "Tidsaanden" og hyldede den i Bladartikler og Smaafortællinger, i kritiske Forsøg og Overvejelser eller i Form af Rejsebeskrivelser, Rejsenoveller efter Heines og Fyrst Pückler-Muskau's Mønster, undertiden ogsaa i langtudspundne Romaner.

Den uden al Sammenligning kraftigste Aand iblandt dem var Karl Gutzkow, der fødtes 1811 i Berlin, en arbejdende, energisk spørgende og stræbende Aand, de tusind moderne Opgavers Mand, evigt rastløs, en Mellemting af en granskende Kritiker og en Poet, men en Aand, hvem Intet tilfaldt af sig selv og som Intet opnaaede med Lethed. Hans Væsen var uden Ynde, hans Ungdom uden Friskhed, hans Billedsprog indtil Latterlighed smagløst. Men han havde Dristighed, Forstand og Foretagelsesaand. Han havde højtidelig Alvor, men ingen Lyrik, Lysblink i Stilen, men ingen Melodi. Hans Sans var en Sans for de Tanker og aandelige Strømninger, der var oppe i Tiden. Af Naturen hørte han til de Ubehændige; men hans literære Begejstriag var saa sand, hans Ærgerrighed saa stor og hans Vilje saa kraftig, at han efterhaanden blev et aandeligt Midtpunkt og udstraalede sin Indflydelse til mange Sider. Der var omkring Aaret 1840 et Tidsrum, hvor en stor Del af den bedre tyske Presse bestemtes af ham og hans Tilhængere.

Vi har set, hvorledes han af Julirevolutionen vaktes til Skribent. Aaret derefter, Afskedigelsernes, Fængslingernes, Landsforvisningernes værste Tid i Prøjsen, trykkede ham Pennen i Haanden. De strengeste Censorer vaagede over ethvert Bogstav. Endog ethvert Avertissement i "Intelligenzblatt" (Adresseavisen) blev prøvet, om det ikke indeholdt en skjult politisk Hentydning.

Gutzkow begyndte med at udgive et Blad "Forum der Journalliteratur". Han var opnæret med de Hegelske Ideer om det verdenshistoriske Fremskridt til stedse større Frihed. Som Gottschall har udtrykt det: Der dæmrede for hans Øjne lutter politiske Morgenrøder og verdensfrelsende Lærdomme. Hans Blad opnaaede 70 Abonnenter og gik ind.

Gentagne Gange havde imidlertid den tyske Kritiks daværende Stormester, Wolfgang Menzel, fra Stuttgart sendt ham Bud om at komme ned til ham og staa ham bi med Ledelsen af hans "Literaturblad", da han selv som nyvalgt Medlem af det württembergske Kammer vanskeligt kunde overkomme Arbejdet alene.

Wolfgang Menzel stod paa dette Tidspunkt i den tyske Ungdoms Øjne trods sit Goethehad og tildels i Kraft deraf med en Glorie som senere Katkóf i Rusland, Ploug i Danmark i deres første Manér. Han gjaldt for Nutidsmanden og Frihedsmanden fremfor alle andre. En af Gutzkows Opgaver i hans eget Blad havde været at tage Menzel, Manden efter hans Hjerte, i Forsvar mod Modstanderes Angreb, og Menzel havde mange Modstandere, da han som Anmelder forenede Trættekærhed og Stridslyst med skældende Grovhed. Men han var eller syntes at være fuldt overbevist. Paa samme Tid som han vilde have Fædrelandskærlighed og Religiøsitet dybere forstaaede end Skik og Brug var, optraadte han politisk som ivrigt frisindet, var som saadan Beundrer af Börne og Heine,