Gå til TEKSTER  

 

Tom Kristensen

En Kavaler i Spanien
 1926

 

 1. Ind i Spanien.

Pyrenæernes gule Klippevægge gled tæt forbi det aabne Kupévindue. Jeg kunde naa dem med Hænderne, og jeg kunde klappe dem og overbevise mig om deres ru Realitet. Men det vilde snart have udviklet sig til et Slagsmaal, hvor jeg havde faaet Huden flænget af Fingrene, for med eet kunde Bjærgene jage en gul Stennæve frem og true ind ad Vinduet, og hurtigt vilde Slagsmaalet have udviklet sig til haabløs Desperation, for saa kunde Bjærgene pludselig vige og vige, løbe til Siden og give Plads for en Klippedal og en Bugt og for det endeløse, blaa Middelhav, og jeg vilde have ravet med Hænderne ud imod en ulegemlig Horizont, der sitrede af Morgenlys.

Havde jeg endda været saa vaagen, at jeg havde vovet en Udveksling af Nævestød og Kærtegn! Muligheden spøgede som en bevæget Drøm i min søvnige Hjærne; men hvert Øjeblik lukkede en kort Tunnel Øjnene paa mig, saa jeg flød ud i Ubevidsthed.

En tung, sødlig Duft, der steg fra Kupéens mørkeblaa Hynder, blev eet med min Søvnighed, hvori Tid og Rum og Forpligtelser opløstes til hed Luft, og ikke engang den tørre Vind, der drev ind gennem det aabne Vindue fra de støvede Bjærge, kunde vejre den bort. Den var som Kaffe med altfor meget Sukker i, mørk og tungt flydende, og den opsugede al Begejstring over det nye. Kun en afmægtig Modvilje flød om i min Sjæl, en stum Protest mod at blive slæbt ind i det store, sekskantede Land, som hed Spanien; men ogsaa den blev omsider opslugt af den dulmende Fatalisme, som laa i Duften, og saa havde jeg kun en sørgmodig Fornemhed og en ulden Varme at hylle mig ind i.

Overfor mig sad to unge Spaniere med træge Øjne, der lurede inde ved næseroden, og med tunge Underbid. De lignede spanske Habsburgere og saa ikke ud til at interessere sig for andet end deres egen majestætiske Kedsommelighed. Og ved Siden af mig sad en spansk Mussolini med mørke Øjne, som laa der en Slagskygge ind over hans Sjæl. Han havde blaa, brutale Kæber og blankpudsede Guldbriller, og var han ikke Diktator, var han i hvert Fald politisk Skribent. Maaske var det Pyrenæernes gule Stenmasser, som var Skyld i, at jeg opfattede alt det blaa i deres Dragt, i deres Ansigter, for jeg husker dem som blaa Skygger med lyse flagrende Hænder.

Hænderne flagrede, for der indtraf pludselig et Uheld. Den ene af Habsburgerne og Mussolini kom til at byde hinanden en Majscigaret samtidig, og en Høflighedsduel brød øjeblikkeligt løs. Det blev min første spanske Oplevelse.

Med den ene Haand rakte de begge Cigaretten frem mod hinanden, og med den defensive venstre skubbede de Modstanderens Gave læmpeligt tilbage. De rystede begge paa Hovedet, smilte, nikkede indtrængende, de vilde overvinde hinanden i formel Ødselhed; men i Kraft af sin brede Gestus sejrede Mussolini, han sejrede ved sit diktatoriske Udseende, og bagefter beherskede han Kupéen. Han bød os "alle" Cigaretter.

Men Triumfen varede kun et Nu. Den slagne Habsburger flyttede resolut Kampen ind paa et nyt Gebet. I en underfundig Fart fik han strøget en spansk Tændstik, et lille, blegt Vokslys, der hurtigt bøjede sit flammende Hovede forover i en ydmyg, katholsk Stilling, og vi maatte alle skynde os at tænde Cigaretten ved netop hans Tændstik, inden dets Hovede faldt glødende til Jorden, for han skulde jo ogsaa sejre. Saa fortrak hans Mund sig til et Smil. Det hang langs Kanten af hans Underlæbe som Grød, der koger over en Gryde. Og vi smilte alle. Høflig Elastik i Ansigtsmusklerne. Begge havde vundet.

Og saa sank vi atter tilbage. Hænderne lagde sig blege til Ro, de lyste med et hvidligt Skær, for Varmen fik Porerne paa Haandryggene til at krænge sig ud og flyde over med sølvagtig Sved. Ansigterne blev mumieagtige af Værdighed og Søvnighed. En hvidblaa Cigaretrøg, der drev i Kupéen som en Sky efter Blæst, var det eneste, vi fire "caballeros," Kavalerer, havde i Fællig.

Og hvad andet havde vi at gøre i denne Solhede, som fik Bjærgene derude til at stivne i citrongule og kobaltblaa Farver, end at synke tilbage. Luften brændte jo foran vore Ansigter, og hvis vi blot havde interesseret os en lille bitte Smule for hinanden, havde vi svedt af Anstrængelse. Der var kun at drømme, og at drømme saa ubesværligt som muligt. Vel var det Spanien, vi kørte ind i, og en gold Klippepynt og et firkantet Hus med grønne, kølige Skodder drejede forbi, og

Middelhavet skraanede med en drueblaa Flade op mod Horizonten; men det var kun som Syner, der dansede over forvaagede Nethinder. Det var maaske mit urolige Sind, som flammede i Øjenæblerne med nye uforstaaelige Farver, med tør Ild.

Men Grænsebyen Port Bou var ingen Hallucination. Den viste mig en lang, banal, gul Bygning, som lignede Jærnbanestationen i Hellerup. Den kunde have vakt Barndomsminder i mig, hvis den havde giddet; men hvad gad i denne Varme? Tjeneren i den triste Restaurant gad ikke give mig Penge igen. Paskontrollen gad ikke læse mit Pas. For dog at udvise nogen Energi tog de det imidlertid fra mig tre Gange, og jeg fik et sønderknusende Indtryk af det spanske Militærdiktaturs Værdighed.

De grønne Soldater med hvide Bandolerer hensatte dog Hellerup Station i en Art Krigstilstand. Havde de blot ikke haft de skrupskøre sortlakerede Fantasihatte paa, som hverken lignede Legetøjsfæstninger eller krængede Kasseroller, men en mislykket Mellemting, kunde jeg have troet paa Æventyr, Overfald og pludselig Død, for de havde Revolvertasker og lange Geværer. Men deres skikkelige Overskæg viftede og vinkede al Fare bort, og Øjnene hvilede godmodigt paa Kindernes Puder. De havde saamænd aldrig stirret paa Don Q, Bjærgenes Kondor. De havde saamænd aldrig mødt hans grusomme og ædle Blik, der lynede under den spidspullede Bandithat.

Fra Port Bou kørte jeg paa tredje Klasse, for jeg var sulten efter Folket, jeg trængte til at hygge mig i Almuens Forvirring, det eneste Sted, hvor Fantasien gror.

Det var en smuk Vogn, jeg kom ind i. Bænkene var blanke af gul Fernis, og de var velsignet haarde. Kupévinduerne var luksuriøst udstyrede med Tremmeskodder til at hale op og ned. Grønne Soldater larmede med Geværkolber i Baggrunden og klappede sig gemytligt paa Revolvertaskerne, der hang beskyttende over venstre Hofte. De skulde blandt andet beskytte mig mod Overfald.

Kvinderne, som entrede Vognen, livede mig op. Jeg vaagnede af min fornemme Dvale, for vel var det ikke spanske Skønheder med Stenkulsøjne skinnende bag Vifter; men havde de forpjusket Pagehaar, havde de ogsaa snavsede Nakker, saa at det primitive ligesom krøb op under det moderne, og havde de bare Arme, saa skulde et Armbaandsur med sort Baand, tysk Import, nok understrege den ru og rødlige Hud. Det var een eneste stor Desillusionering at se dem, og den kvikkede mine Nerver op, den vakte mig, den gjorde mig tummelumsk af Glæde. Hvor mange spanske Klichéer jeg i det Øjeblik hældte ud af Vinduet, aner jeg ikke; men der røg en Strofe som: Hvad er Spaniens skønne Kvinder .... Firkantede Trækdyr var de, med Skuldre og Bryster, der var stærke nok til at slæbe diende Tvillinger, med den voldsomme Svajning i Hoften, som kunde støtte en Lerkrukke, og med muskuløse Ankler, brutale, afrikanske. Var det Dansernes Land, jeg var kommet til, saa blev der trampet haardt i Brædderne her.

Lige overfor mig satte en blond Kvinde sig. Men hun var spansk. Jeg saa det paa hendes voldsomme Minespil. Naar hun løftede en Kurv op paa Bænken, vrængede hun Mund, som om det var en overordentlig Anstrengelse; naar hun knyttede et Tørklæde, bevægede hele Ansigtet sig, Læberne knyttede, Brynene knyttede; og naar hun tænkte, blev Tanken straks synlig i en lille Bule, der flyttede sig under Pandehuden som en Mus.

Engang imellem skottede hun hen til mig for at se, om jeg fulgte hendes Bevægelser, og da hun syntes, jeg ikke alene skulde interessere mig for hendes brede, spændte Vrist med de hvide Baand bundet i Kryds for at holde Sandalen fast, aandede hun paa sin spinkle Guldring med de to røde Sten. Dem skulde jeg ogsaa se! Og hun spyttede ivrigt i et Lommetørklæde, viklede det om Pegefingeren og gned paa Stenene, saa at de straalede som Saftevand holdt op imod Solen.

Til Gengæld vilde jeg underholde hende med at pudse Negle. Men det var et Fejlgreb fra min Side. Hendes Negle var hvide og haarde og firkantede, og i min Gebærde laa ubevidst Hovmod. Hun maatte tro paa en uoverstigelig Klasseforskel. Og den stumme Erotik imellem os, naiv og fjærn som den var, vilde true med at blive til Aske og Søvnighed. I min Kvide greb jeg efter mit Ur, aabnede det og pustede ind i Værket, kiggede opmærksomt paa Uroen, det lille Metalsymbol paa Europa, som aldrig, aldrig skal finde Hvile.

Da var det, som om en stum Replik blev vekslet imellem os, et henaandet Ja, som jeg kun kunde høre med Øjnene, for nu pudsede hun ogsaa sit lille Armbaandsur. Vi nussede med Ting, der var ens, og hvis det ikke betød Kærlighed, kortvarig Kærlighed, som et Støvfnug gennem den solflimrende Kupé, kender jeg intet til Kvinder. Den Betydningsfuldhed, som vore Gebærder fik, var Kærlighed. Noget maatte vi da kunne forstaa hos hinanden.

Pludselig satte Toget sig i Gang. Det rykkede, som om det vilde løbe af Sporet, og det rullede og ruskede og kunde for den Sags Skyld godt have rumlet ved Siden af Skinnerne, hen over Sten og Klippestykker. Men vor fortrolige Samtale kunde dog ikke overdøves.

Hun var imidlertid kommet langt forud. Hun var langt mere veltalende. Hendes Arme, Albuer, Hænder og Fingre fik en Renselse i Spyt, og saa bredte en Følelse af Velvære sig ud over hele hendes firkantede Krop. Hun havde foreløbig talt ud.

Da henvendte en gammel Kone, som nysgerrigt havde fulgt vor Samtale, et Par Ord til hende, mærkelige catalanske Ord, der for mig var omgivet af uigennemtrængelig Mystik. Den unge Pige svarede igen, mundrapt, og da mit Ansigt røbede Uvidenhed, hvirvlede Sætningerne ugenert frem og tilbage. Jeg var som skubbet til en Side. Og da Pigebarnet derpaa trak en Pose Jordnødder frem og begyndte at knække dem og spytte Skaller, saa at de dryssede ned over hendes Skød og ned paa Gulvet, blev jeg for Alvor holdt udenfor. Den gamle Kone derimod var med, og de bed af det samme Stykke Brød, som de stak ind imellem for at variere Retterne, og saa sludrede de om mig, som var jeg et Skilderi. Men havde jeg da ikke Grund til at være fornærmet? Her spiste hun Mad under

vort første og eneste Stævnemøde, mens jeg led Kvaler. Vel var hun ikke smuk; men de blændende Tænder, der bed i Brødet, og den praktiske Intelligens, som lyste ud af de blaa Øjne, voldte mig Smerte og Glæde. Og saa maatte jeg da hævne mig, og jeg maatte gøre mig fjærn og drømmende. Det var jo Spanien, jeg var i. Den blaa Linje mod Nord var Pyrenæerne. Den store Aabning mellem to Fjælde, to Stykker fortættet blaa Himmel, som lænede sig ind mod den store, tynde, blaa Hvælving, var den Kløft, Hannibal engang havde passeret med sine brune og sorte Lejesoldater og sine graa Elefanter, en Strøm af Farver med Purpurglød og Staalglimt og lynende Messing. Nu vilde jeg lukke Øjnene tre Gange og sænke de blaa Pyrenæer dybt ned i mig, ned mellem Bølger og Ørkner, Byer og Mennesker og grønne Øer, som jeg har set. Ak set! For jeg har set saa meget, at det er blevet til en stor Sorg i mit Sind.

En Landarbejder i sort, tykt Tøj traadte ind ved næste Station. Han kom ude fra Vejene, som lyste med gult Støv, fra Akacierne, der allerede samlede vissent Løv om Fødderne, og fra den rosarøde Jærnbanestation med det flade Tag og det mauriske luftige Sving i sin Arkitektur. Men han var sort som en Skygge. Ansigtet var furet og brunt som en fugtig Valnød. Livet havde krøllet Trækkene sammen, saa at jeg kun kunde læse Fattigdom og Arbejde i dem; men da han satte sig ved Siden af mig, skinnede en sort Nysgerrighed frem mellem de Furer, hvor Øjnene sad.

(Den unge Kvinde var imidlertid færdig med Jordnødderne, og tilfældigt opdagede jeg, at hun var begyndt paa sin Samtale med mig igen. Hun havde taget en smal Pakke op af sin Kurv og aabnet den og lod nu noget orangefarvet Tøj flyde i sine Hænder; men hun stirrede ikke paa det, hun saa hen mod mig, og da jeg havde ladet Blikket strejfe Tøjet, et kort Nu havde svalet mig i den gode Farve, lukkede hun hastigt for Pakken igen. Jeg havde intet andet at svare med end min glorøde Baedeeker, og jeg halede den da ogsaa op af Lommen for at udveksle Signaler. Glorødt! Der er Fare!

Da greb Landarbejderen ind. Han aabnede sin tandløse Mund og talte til mig. Tale til mig! Han maatte være splittergal; men han talte, og da jeg rystede paa Hovedet, talte han højere endnu og hurtigere endnu. Han vilde raabe mig op.

Og de to Kvinder begyndte at huje med. Nu skulde jeg vækkes, mente de, og de hylede ind i min Udlændighed, langt ind i den. Et eller andet Sted inde i mig maatte der da sidde et Menneske, der snakkede med menneskeligt Mæle, og jeg nænnede ikke at lade deres Raab dø hen uden Ekko, jeg ved, hvor udmattende en saadan Skuffelse er, og jeg svarede lige ud i Luften: Barcelona!

Virkningen var mægtig. De var som Mennesker, der i en nedstyrtet Tunnel har banket og banket og endelig har hørt et svagt Svar. Der var nogen, der levede langt inde i mig. I fælles Glæde nikkede de alle tre og pludrede en Masse om Barcelona. I en Flod af Lyde hoppede denne lille Klump af Vokaler og Konsonanter, jeg forstod: Barcelona! Barcelona! Men det var for lidt, syntes jeg, og jeg følte en brusende Lyst til at prale. Jeg vilde stille dem Ansigt til Ansigt med det flammende Æventyr. Jeg vilde svide Øjenbrynene af dem.

"Marokko!" sagde jeg og vinkede syd paa, langt syd paa.

Landarbejderen maabede uforstaaende imod mig; men den unge Pige havde rettet sin Ryg, som om hun bar en Vandkrukke paa Hovedet.

"Marrueco. La guerra", stønnede hun og spilede Øjnene op.

"Si señorita," nikkede jeg og smilte. Jeg havde med tre spanske Ord skabt en Atmosfære om mig, som de ikke vilde glemme den Eftermiddag, og jeg lænede mig tilbage i den. Jeg bildte mig ind, at jeg udstraalede Æventyrlighed, og var kaad og løgnagtig som en Dreng.

"La guerra! La guerra!" Krig! Krig! Det vildeste Ord fra min Ungdom! Det Ord, som har revet hele mit Sind op, fordi jeg aldrig har oplevet dets Realitet!

"La guerra!" hvislede jeg og smilte filmsagtigt. Men nu maatte Dokumenterne ogsaa paa Bordet. Det maatte underbygges. Og mit Pas var godt, det var fantastisk godt, for jeg plejer altid at lade Navne paa ekstra Lande skrive paa. Jeg skulde til Spanien, og jeg var i Spanien; men jeg længtes mod Marokko, det Navn skulde selvfølgeligt prange i Passet, og hvis Marokko havde været mit Maal, havde Senegambien staaet der, med Skønskrift, i tre, fire Sprog.

Landarbejderen og jeg udvekslede Pas, og min første Sprogundervisning begyndte, med Tegn i Luften, Gebærder og "si, si, señor". Vi var ivrige alle fire. Vi begyndte med at tælle, for der havde vi jo Fingrene, og jeg skal aldrig glemme Pigebarnets lysende Forbavselse, da jeg ved Hjælp af "dormir" og "dos" og "horas" fik forklaret mine ivrige Læremestre, at jeg kun havde sovet to Timer paa Vejen fra Marseille til Barcelona. Det var en Nyhed, som de alle tre kastede sig over, de diskuterede den; der var Haab for mig.

Men da steg hun af ved en rosarød Station. Der var tørt og støvet som paa en Byggeplads i Solhede. Det duftede af varme Sten. Og ude i Vrimlen stod en Mand med bredskygget Hat og omfavnede hende, og en Vogn med meterhøje Hjul ventede hende, og et Sted i det gule, nøgne Land med de stenede Skrænter laa der vel et firkantet Hus med et Hul til Dør og et Hul til Vindue og en Kaktus som Have og ventede hende, et køligt, nøgent Hus. Hvad forstod jeg mon af det hele? Hvad var en Kvinde, som levede i en Celle, hvor der hverken var Lænestole eller Piano?

Landarbejderen rejste sig øjeblikkelig og satte sig hen til nogle Kammerater. Han havde brugt mig for at kunne snakke med hende, det var det hele, og jeg følte mig som et misbrugt Ord, som Vejret. Det er varmt i Dag, señorita, det er meget varmt.

Skulde jeg nu interessere mig for Mennesker mere? Der sad ganske vist en tyk Mutter med en Dreng, der var idiotisk klippet i Nakken, og hver Gang hun pegede paa en Hest, som travede ude paa Vejene med en Støvsky mellem Benene, forekom det mig, hun sagde: Buh! Det var til at blive rasende over. Bestandig skingrede Togfløjten, Hjulene rumlede under mig, og jeg blev endnu mere rasende. Men endelig fik jeg Udløsning. Der sad nogle Nonner med Kællingeansigter stikkende ud af sorte Kapper og lod sig i al deres syrlige Hellighed tilbede. Arbejderne løftede tjenstvilligt deres Pakkenelliker, og Koner med skinnende, ærbødige Smil satte sig hen til dem og lyttede saligt, og var det ikke for galt?

Udenfor drejede udtørrede Flodlejer forbi. Det røde Sand sendte Pust af Tørhed ind gennem Vinduet. Bjerge med Pinjeskove kastede en flimrende, utæt Skygge ind i Kupéen.

Hver Gang et Menneske herinde rørte paa sig, stod der en hed Luftning ud fra ham, og da en Arbejder rullede sin Tøjbylt op, følte jeg Kvalme over al den indelukkede Varme, der slap løs. Den var ved at tage Vejret fra mig.

Nu nærmede det sig Middag. En Stønnen gik gennem hele Vognen, de svedige Ansigter skinnede, og Øjenlaagene gled til, mens Mundene aabnede sig, som om alle Passagererne havde Polyper. Naar endelig nogle rejste sig for at stige ud, fyldte de ligesom for meget, de trampede alle Vegne, og de klemte Luft sammen, saa den lagde sig som Uld over mit Ansigt og trykkede til.

I en Døs hørte jeg alt, hvad der blev sagt omkring mig. Jeg kom i Forbindelse med Passagererne paa en overnaturlig Maade og forstod hvert Ord. Var det Trolddom?

"Han er vist fire fem Aar om at dræbe!" sagde en af de sortklædte Arbejdere paa Dansk; men derpaa slog han over i Engelsk, og en af hans Venner sagde: Yes.

Henne ved et andet Vindue sad to nette spanske Piger i hvide Kjoler og bevægede nogle skrækkelige, kulørte Vifter med banale Blomsterdekorationer eller med to, der kysser hinanden. De var sorthaarede, som de skulde være; men der var stor Forskel. Sort Haar var altsaa ikke altid sort. Det var ligesom med Negre, der kan have alle mulige Farver undtagen den hvide. De to Piger sludrede ivrigt med to Kontorister, der Gud hjælpe mig lignede vore egne, og jeg hørte et Par Ord. "Eugen Petersen!" blev der sagt, og: "Sporvogns!" Der blev sagt "Sporvogns!" uden Forbindelse med nogetsomhelst andet, Genitiven svævede alene og efterlod mig i en Tilstand af Utilfredshed.

Saa faldt jeg endelig hen. Solen brændte mig ind i Ansigtet; men jeg havde lige Kraft nok til at flytte Hovedet ind mod Væggen. Saa brændte den igennem mine Benklæder og skoldede mig paa Laarene. Jeg maatte atter flytte mig. Saa slog Toget en Kurve. Hjulene skreg som en Kasse kaglende Fjerkræ. Men Solen faldt nu paa en Landarbejder, som laa udstrakt paa Bænken overfor mig. Hvor var han kommet fra? Hvornaar havde han lagt sig dér?

Han aabnede det ene Øje, som om Øjenlaaget var blevet svedet. Saa smækkedes den anden Glugge op, og et Stykke hvidt Stær gloede blindt ud i Rummet. Han stønnede og vred sig. Sveddraaberne, som var løbet i Staa imellem hans sorte Skægstubbe, kom atter i Bevægelse eller blev klemt over og løb videre som to Draaber. Paa den Maade formerer Sved sig altsaa.

Af Menneskekærlighed halede jeg Tremmerammen, Persiennen, eller hvad det var, op; men den faldt straks ned i sit Hul igen. Jeg halede anden Gang, og Arbejderen langede en Arm ud og gav den et Puf, saa den blev paa sin Plads. Og saa var Solen lukket ude, den stak kun ind gennem Tremmerne, og alt skulde have været dejligt, hvis det blot ikke var blevet endnu mere uudholdeligt. Min bløde Flip klæbede sig med et fugtigt Kvælertag om Halsen paa mig. Tænk Dem en Morder med svedige Hænder og langsom Tankegang! Og saa havde jeg en overflødig Vest paa. Og i et Hjørne hang min Frakke og aandede tungt paa mig.

Nogle høje, gulgrønne Huse gled forbi derude. Det var endelig Barcelona. Et Par Lygter strittede i det støvede Landskab. En nærgaaende Bygning stod helt ude ved Banelinjen. Jeg smækkede Tremmerammen ned og fik lige set en Spanierinde staa ubevægeligt i et firkantet Hul af et Vindue. Huset var rødt.

Folk begyndte at røre paa sig. Tøjbylterne blev atter rullet sammen. Varmebølger omslyngede os, saa at vi maatte aabne Døren og lade Farten og Blæsten med alle de prikkende Kulpartikler suse ind igennem Waggonen.

Et Øjeblik efter holdt vi. Et Øjeblik efter var jeg bagerst i Flokken af Passagerer.

Men Skæbnen lurede paa mig. Søvnigt og hovmodigt gik jeg forbi Hotelvognene lige ud paa en bred Allé. Der holdt en Bil, og i min forvirrede Hukommelse fandt jeg et Hotelnavn: Prat, som jeg havde faaet af en Franskmand i Belgien. Prat! kommanderede jeg og vilde gaa ind; men Chaufføren strakte roligt en Arm bagud og holdt paa Døren. Iøvrigt saa han ikke paa mig.

"Prat!" sagde jeg igen; men Chaufføren sad urørlig, og i det samme havde jeg en Flok lurvede Banditter om mig. Jeg havde antastet en privat Bil.

Hjælpeløs saa jeg mig rundt. Midt ude paa Alleen mellem Platanerne stod en lille Pavillon med en Mængde Restaurationsborde og Stole omkring. Jeg flygtede værdigt derover og satte mig paa en af de yderste Stole i Haab om, at en Tjener vilde komme; men Flokken fulgte mig, og Tjenerne inde i deres lille Pavillon gik rundt med sirlige Gebærder og kunde ikke se mig.

En gammel Bandit med Skægstubbe var den sejgeste. Han havde et Pas, som han hele Tiden vilde lægge paa Bordet for at overbevise mig om sin Kvalitet som Fremmedfører, og jeg fejede det hver Gang bort. Hvorfor Pokker holdt der ikke Biler udenfor Hovedbanegaarden i Barcelona?

Da jeg endelig havde skubbet Bandittens Pas bort saa mange Gange, at han med Rette kunde blive fornærmet, begyndte han at skælde ud. Han bjæffede og vilde stadig ikke gaa.

Og da skete det, som jeg aldrig vil tilgive mig selv. Jeg blev rasende, lige til Bunden af min Hjærne og mit Hjærte blev jeg opfyldt af skummende hedt Raseri. Jeg saa kun hans stubbede Fjæs i Blodbølger og slog i Bordets Metalplade og skældte ud, og han kom nærmere og slog i samme Bord, i mit Bord, og gøede videre, og de andre stormede til.

Pludselig dukkede en purpurrød Betjent op. Banditten bjæffede stadig, og en ung flipløs Knægt glammede, han var ved at bore sig ind mellem Øvrighedspersonen og mig.

En kort Forhandling. Prat! Der var intet Hotel du Prat! Jeg gravede i min Lomme og fandt et Kort. Der stod et tilfældigt Navn paa en Pension. Jeg havde i Søvnighed taget imod det oppe ved Grænsen.

Den røde Betjent vippede med sin sorte Lakstav. Der blev Ro. Og i det samme skød en Sporvogn frem, som kørte forbi min Pension.

Men jeg havde svært ved at tilgive mig selv at jeg var blevet rasende efter at have været i Barcelona i fem Minutter. Det var med et syrligt Smil, jeg saa de ørkenagtige, mennesketomme Alleer med høje Huse og Kæmpeplataner glide forbi mig.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 

 2. Barcelona.

Men om Morgenen havde jeg Energi. Saa smækkede jeg Balkondøren paa vid Gab og lod Barcelonas Sol skylle en gul Flod ind i mit dunkle Værelse, og lysfyldt af Styrke gik jeg igennem Pensionatets mørke Korridorer, igennem et Utal af øde Værelser, hvor der kun skumrede en brun Buffet eller seks sorte Stole om et Skakbord. Ubesejret af Pensionatets evige Tusmørke skred jeg nedenunder, satte mig paa Altanen bag de lange, grønne Persienner og drak Kaffe.

Jeg skred altid, for Spanien var ved at gaa mig i Blodet. Med lange, rolige Skridt bevægede jeg mig gennem Verden, et søvnigt, selvoptaget Smil laa bestandig om mine Læber, og en uanet Melankoli, som i flere Aar havde ligget godt skjult, var brudt frem. Jeg smilte nedladende til alle Foreteelser.

Min Formiddagstur gik altid hen til en Fortovscafé paa "Plaza de Cataluña", hvor Kavalerer sad i Kurvestole og lod Tiden glide forbi sig, som Vand glider forbi Fisk. Her kom min Støvlepudser regelmæssigt hen til mig, lagde sig paa Knæ for mig og trak Daaser og Klude og Børster frem af sin sømbeslagne Kasse. Det var en daglig Ceremoni, indviklet, men erfaringsmæssigt opbygget, og mine Gagakker med det revnede Overlæder endte da altid med at skinne som Lakstøvler. For hver Dag, der gik, følte jeg mig bedre tilpas ved at have en Træl knælende for mine Fødder, og med en doven Bevægelse stoppede jeg et Par Oliven i Munden og lod Sifonen fuse ned i min Wermouth, mens han pudsede og børstede og gned.

Plazaen var en Ophobning af Jorddynger, Betonflager og Plankeværker, omgivet af middelmaadige Skyskrabere i lyse Kalkfarver. Den lignede et Jordskælv. Et pludseligt Udbrud af catalansk Energi havde væltet alle Palmerne; men Støvlepudserne velsignede den, for man kunde ikke passére den uden at blive støvet om Fødderne igen, og deres Velsignelse laa som en død Haand over Roderiet.

Jeg maatte imidlertid over Pladsen for at kunne fortsætte min Tur under Træerne paa "Las Ramblas". De danner nemlig Hovedgaden. De er Strøget. Men det er ikke en Række snævre Gyder. Det er en bred Allé med et Kæmpefortov i Midten mellem Træerne, en Stenpromenade med en Række Klapstole som et Gelænder paa hver Side, og i Klapstolene en Række Mennesker i alle optænkelige, lade Stillinger, med Benene over Kors, med Hagen støttet i Haanden eller Armene hængende slapt ned, en Dovenskabens Allé med varierede Statuetter som Symboler for denne solrige Dyd, og udenfor deres Skikkelser gled Sporvogne og Drosker paa smalle Kørebaner.

Paa denne "Rambla" - det betyder udtørret Flodleje - slentrede man mellem de slentrende. Tiden var ikke det samme som Hastværk, og Sekundviseren prikkede ikke i de spanske Nerver. Man standsede ved de ottekantede Limonadekiosker og drak mælkegrumset Limonade, der var sød som Duften i de spanske Kupéer, sød som Stilen i de spanske Aviser, og som fyldte En med Lyst til mere Lediggang. Man standsede ved Avisboderne og læste med Kendermine Tyreaviserne: "Los Toros", "Sol y Sombra"; de taagede Fotografier fik en kritisk Bedømmelse, den Tyrefægter dér har Benene samlet, mens han svinger Kappen elegant, elegant, "muy valiente", meget tappert. Og de kæmpestore Reklamer for Ibanez' sidste Bog flagrede mellem de støvede Trækroner.

Men Husene langs Gaden var lukkede som Stenskrænter. En gammel Bygning, uden Vinduer, men med Facaden inddelt i Kassetter som en fornem Loftdekoration, sendte en mørk Stemning af Inkvisition igennem mig, hver Gang jeg gik forbi. Den var som en Munkekutte trukket ned over et Ansigt.

Og jeg tænkte paa, hvor nysgerrige vore Huse i Norden er. De glor med blanke Ruder ned paa Gaden. Men her var et Hus, som skjulte sig, og alle de andre Huse var ogsaa fordægte bag de nedrullede Persienner. De kunde spionere uden at røbe sig. De var sænkede Øjenlaag. Maaske vilde de dække sig mod Solen. Maaske vilde de lure. Man vidste intet om dem.

Man vidste heller intet om de sortøjede Kvinder, som gik forbi paa Ramblaen. De lignede Husene. De havde den samme kalkagtige Teint og den samme Soliditet, og de kunde pludselig røbe den samme Smagløshed som Husene i Barcelonas Forstæder. Naar en Rædsel af en sorthaaret, plump Pige i sort Kjole og sorte Strømper fordoblede sin Grufuldhed ved at følges med en rødhaaret Pige i mørkerød Kjole og kødfarvede Strømper, tænkte jeg mere paa et Stykke Bævreflæsk liggende paa sort Silke end paa kvindelig Skønhed. Men jeg vidste intet om dem, idet jeg passerede.

Derimod kendte jeg indtil Harme Pigernes gamle Veninder, der altid holdt dem beskyttende under Armen og sendte vurderende Blikke til alle Sider. Jeg kendte disse durkdrevne, gamle Damer med stramme Munde og brede Bagdele og gjorde mig onde Tanker. Det var Tragediens Heltinde med sin Fortrolige altsaa blevet til, en Mær med sin Rufferske, en Gaas med en Tudse, og selv om det var en paapasselig Moder, havde hun Koblerskens Træk, for Hævnen udebliver Gud ske Lov ikke. Naar de gamle Hejrer lærer deres Døtre at lyne mekanisk og at løfte Næsen mekanisk fornærmet i Vejret, hvis der lynes igen, naar de lærer deres Smaapiger Elskovens teatralske Minespil, saa at de vender Øjnene mod Himlen, som om de var en Besvimelse nær, fordi et Stykke Mandfolk ser paa dem, og derpaa sænker dem mod Jorden og prøver paa at rødme, fordi det betyder Blufærdighed, saa rammer Straffen de gamle. De kommer til at ligne det, de er.

Ramblaen var ikke fuld af Liv. Den var fuld af Gebærder. Det smalle Fortov langs Husrækkerne var spærret af Caféernes Kurvestole, af Gentlemanben over Kors og Skopudsere paa Knæ, og naar Gentlemanhænderne rørte sig til Ekstase, naar Moustacherne vibrerede og de røde Læber smuttede ud og ind som i Vrede, saa vidste man, at der ingenting skete. Kun den tynde Række af Tiggere, som defilerede i Rendestenen, kunde bryde Gebærdernes Tradition og blive frække. En syfilitisk Unge kunde stikke sin Næse ned i Caféherrernes Cognacsglas og afstedkomme et mindre traditionelt Spark. Men saa blev der Ro igen i den ustandselige, klynkende Række. En benløs Dværg, der hang som en Klokke mellem sine to lave Krykker, kunde standse og i nogle Minutter svinge frem og tilbage, et Par uhyggelige, lydløse Klokkeslag over menneskelig Elendighed. Et Orkester paa tre Krøblinge kunde stille sig op paa Kørebanen og kvinkelére med Armstumper, der forlængedes ud i tynde, fastbundne Violinbuer og Plektre, mens Straahattene stod spredt paa Brolægningen omkring dem som Skaale til Almisser. Saa var det hvinende Lystighed paa Strengeinstrumenter og grinende Gammelmandshumør. Saa var det Musik i Pjalterne. Men hver Café fik samme overgivne Nummer, samme Fagter, samme Grin. Selv Menneskebrøkerne havde Tradition, og alt endte i Regelmæssighed, Ensformigbed. Det var ikke Liv. Det var Gebærder.

Nede ved Havnen ender Ramblaen. Mod Middelhav og Himmel rejser der sig en Columbussøjle, og det hede Sollys styrter ned over en Gebærde i Sten, en Mand, der sejrrigt øjner et nyt Land, Columbus, "muy valiente".

Her standsede min daglige Formiddagstur. Men hver Dag maatte jeg skæve hen til Palmealléen, som strækker sig langs Havnen, jeg maatte undertiden et Stykke op ad den og gaa under Palmer, for det skal jo være Lykken for en Nordbo. Og dog har jeg aldrig oplevet, at jeg har troet rigtigt paa disse Palmer, aldrig. Der var hver Gang noget i min Hjærne, som stivnede, en lille stenhaard Tvivl, og jeg maatte hele Tiden se op paa de flængede Kroner. Noget af et stilnet Uvejr laa der altid i dem, Flænger var der, Rifter; der havde været Uorden i dem; men de suste ikke, de fortalte ikke noget med en lang, dunkel Stemme, der kunde fylde Rummet. Hvorfor tænkte jeg altid paa Morgenen efter en Fest, Karnevalsmasker og Flitterstads paa Gulvet, Serpentiner dinglende fra Loftet, naar jeg stirrede paa de lange,kantede Blade? Det var en underlig Lykke.

Men der var intet i Spanien, jeg kunde træde hen til, uden at den fordømte Følelse af noget uvirkeligt gled imellem mig og Tingen. Det laa maaske i Middagsheden, der gjorde mig til Søvngænger; det laa maaske i Luften, som fik mig til at glemme det fraværende og tvivle paa det nærværende. Billeder blev det hele, Huse, Træer, Mennesker, og det var tilfældigt, om jeg skulde huske dem eller glemme dem.

Og saa gik jeg mekanisk op igennem Gyderne, forbi Kirker, som er groet skævt op mellem de firkantede Blokke af Huse, forbi Vinduer med tykke Jærngitre, over Pladser med okkergule Bygninger, Buegange og Kæmpepalmer. Undertiden vendte jeg om for at se paa den røde Maanefarve i en Vandmelon eller paa den spanske Peber, som ligner en bulet, lakeret Attrapgulerod, eller der var en Bod med en virkelig spansk Skønhed, blege Kinder, blødt Haar af ensort Farve, der opsuger alt Lys, straalende blanke Øjne som Spejle, der vender i Solen.

Naar jeg kom ud paa den brede "Paseo", hvor jeg boede, kunde jeg bilde mig ind, at det var en Realitet som Vesterbrogade, og jeg gik hen ad den med hjemmevante Skridt. Jeg prøvede paa at skraa over paa et tilfældigt Sted, som om jeg havde gjort det tusinde Gange før, og jeg svingede ind ad Kæmpeporten til mit Pensionat, ind i den vældige Hall med Flisegulvet og sagde let henkastet til Portnersken, som døsede paa sin Stol: "Piso primo".

Og Elevatoren hævede mig til "Piso primo", hvor Pensionærerne nu sad i Dunkelhed og spiste, anbragte ved smaa firkantede Borde, der stod fordelt i tre Værelser.

En blond Svejtserinde, der serverede, fløj som en hastig Gnist gennem Mørket; men ogsaa hun kæmpede mod Uvirkeligheden, kunde jeg se. Hun var stivnet i Ansigtet, bleg af Pensionens evige Skumring, og hun arbejdede. De spanske Piger, der hjalp hende, flød rundt med svage Smil. De var som bestandige Undskyldninger, der siges for en Forms Skyld, Smil og ingenting.

Henne i en Krog delte jeg Bord med en tysk Ingeniør. Han havde tre Ar som et Vifteskelet paa venstre Kind, og naar han smilte, løb Smilet op i de tre røde Furer og blev uforstaaeligt. Jeg maatte se ham fra højre for at overbevise mig om hans Ungdommelighed.

Ham vil jeg huske, for han var den første, der talte om Tyrefægtninger og havde Tyrefægterens svajende Gebærder. "Det er Dans," sagde han og demonstrerede. "Mig har det moret."

Og hele Pensionen, dens skyggeagtige Skikkelser, dens Atmosfære af stenkold Øde og Begivenhedsløshed vil jeg mindes, fordi min første Tyrefægtning oplevede jeg med disse Folk. Undertiden, naar Tyskeren var borte, sad der en bleg, melankolsk Englænder ved mit Bord. Han staar klart for mig, for han hadede Tyrefægtninger, og med et stille Vemod i de trætte Øjne stirrede han paa mig.

"I hate it," sagde han træt.

Og en Dag var en smalskuldret Herre med Negerkrøl blevet placeret ved Siden af mig. Der gik som et Stød igennem mig, da han drejede Hovedet, og jeg saa de tætte, tykke Krøller ned over Nakken. Det var ikke Haar, det var en Astrakanpels, og jeg blev elektriceret ved at tænke mig en Kvindes Haand glide kærtegnende over det.

I Halvmørket kunde jeg ikke blive klog paa den lille, elegante Laps. Han havde bløde, mørke Øjne, og man saa meget af deres Kugleform, naar de flyttede sig. Han havde en troskyldig, sanselig Mund og en følsom Latter, der klang af lykkelig Uansvarlighed. Men da han med sin barnlige Stemme hviskede mig en intim Historie om en fransk Veninde, hendes Søster og dennes Forlovede, saa jeg paa Gløden i hans Hud, hvor dunkel han var, og en anden Races Moral lo mig naivt i Møde. Jeg anede ham trods Tusmørket, jeg stirrede mig til Viden om ham paa de tynde Abefingre, som dyppede en grøn Vindrueklase ned i et Glas Vand. Det var en ægyptisk Gentleman, og ham skulde jeg sidde ved Siden af ved min første Tyrefægtning og se hans mørke Øjne blive menneskelige af Taarer, mens jeg sad følelsesløs, fordi mine Nerver forvandlede alt til Farver og Bevægelse, haardt, lynsnart, fjærnt.

Hvorledes kunde en Tyrefægtning være noget regelmæssigt tilbagevendende i dette sløve Milieu? Tog disse Mennesker Del i denne blodige Forlystelse? Nu sad der ved et større Bord midt i Salen en fransk Pige, der altid havde en Boa af Strudsfjer hængende ned paa den nøgne Ryg skubbet tilbage som Herrer kan have en Overfrakke i Varme. Henriette hed hun. Hun gik aldrig ud. Mellem Maaltiderne laa hun i en Stol og læste Elinor Glyn. Hun var anstændig til en vis Grad, kunde vist nok være snærpet, naar det gjaldt andre, borgerlig var hun ogsaa. Jeg saa hende ved Tyrefægtningen, og hun var ikke nervøst oprevet om Aftenen.

Ved hendes Bord sad tre galante Herrer, en høj ung Fyr med æblerøde Kinder og Haar som Guld, en stridhaaret blond Pariser og en grønlig Marseillaner med Hud som Sæbe, og naar Henriette kedede sig, hvad hun altid gjorde, klappede hun i Hænderne og skreg: "Allez, allez!" og den guldhaarede gøede: Vau vau vau væf! Urrr! saa alle de søvnige Gæster for sammen.

Inde i de andre Værelser sad blaa Kinder og guffede og Skæg og slubrede, og det stønnede fra brystsvære Damer, og en Dreng slog Skeen i Suppen.

Jeg troede ikke paa Tyrefægtningen.

Nej, Dagene vilde trods deres Solfylde dale som Skygger ned igennem mig. Langsomt, som det sømmer sig "caballeros", vilde vi tømme Fadene og Frugtskaalene og Hvidvinen. Kun Vindrueklaserne vilde vi pille med en vis mekanisk Gesvindighed, saa at Druerne i en fortsat Strøm kunde glide ind i Munden. Saa udvekslede vi vel nogle unødvendige Ord, plukket paa maa og faa ud af fire forskellige Sprog, rejste os derpaa og skred op paa vore Værelser. Den fede Duenna, som svulmede i himmelblaat bag en Pult, vilde række mig Nøglen med den sædvanlige overanstrængte Stemme, og jeg vilde modtage den med det dæmpede Raseri, som jeg plejede, for hun, den tykke, var Dagenes Ubevægelighed, syntes jeg, hun sad paa mine Forsæt og trykkede dem flade. Saa vilde jeg vandre videre igennem alle de øde Værelser, de lange Korridorer og de mange Døre, der mindede om den mest triste af alle mine Drømme, Drømmen om Dørene. De løse Fliser i Stengulvene vilde klirre under mine Fødder, og et svagt klaprende Ekko blive kvalt inde i det bagerste Kammer, hvor den melankolske Englænder boede.

Inde paa mit Værelse vilde jeg saa aabne Balkondøren ud til en uendelig "Paseo", og jeg vilde stirre paa den gule Udsigt i samme Stemning som paa den første Dag i Barcelona:

En bred, asfalteret Kørebane uden en Vogn. En Ørkenstrimmel. To Rækker Plataner med hvide Klatter og lysende Solpletter legende mellem hinanden op og ned ad Stammerne. Det rødgule Sand gravet op i en Ring om hvert eneste Træ. En lille blaa Skygge under hver Krone. Og en enlig Herre med Straahat og med en Spadserestok strittende ud i Luften, en ensom, rank Spanier, som forsigtigt glider fra Skygge til Skygge og er det eneste Liv paa denne øde Paseo, der er bred som en Plads. - Og saa vilde en Melankoli over alle Handlingers Frugtesløshed og alle Tankers Unyttighed sætte sig for mit Bryst. Jeg vilde føle, at her var Plads nok; men at denne Rigelighed blev til Tomhed. Jeg vilde sande, at her var Sol nok; men at denne Rigdom blev til Livløshed. En Duft af ophedet Støv vilde sløve mine Sanser, og da vilde jeg lukke Balkondøren og synke hen i en haabløs Siesta.

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 3. Klokken.

Som en Klokke mellem Krykker

hang en Betler uden Ben,

svang en Betler langsomt Kroppen

for at minde om sit Mén.

Krøbling-Malmen maned Mørket

ind i Gadens aabne Dag,

og fra Usseldommens Klokke

lød et lydløst Bedeslag.

Grinet om hans gamle Læber

var en sammensunken Bøn,

og det krummed sig i Rynker

under Smertens stumme Støn.

Nej det var en Haan mod Ynken,

og et Kræmmersmil laa bag,

naar han kaldte Ynken til sig

med et lydløst Bedeslag.

Fra en Klokke uden Knebel

aanded Slaget uden Klang.

Rædslen svared i mit Hjærte

med en Svingning og en Sang.

Og Medlidenheden kimed,

kimed som med tunge Tag

for at møde denne Maaben

af en Klokkes Bedeslag.

Altfor let mit Hjærte kimer,

laaner Lyden ud til alt.

Derfor vugged Betlerkroppen

med en Tone i hver Pjalt,

vugged, vugged, dyb og dunkel,

dyb og dunkel, Brag paa Brag.

Der var Klang af tunge Malme

i mit Hjærtes Bedeslag.

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 4. Tyrefægtning.

Endelig Uro. Endelig en prikkende Glæde over hele Kroppen. Den ægyptiske Gentleman og jeg sad hver med sin Billet til Tyrefægtningen, virkeligt, reelt. Det var et aflangt Stykke Papir, hvor en rød Tyrefægter dansende planter to røde Spyd i Nakken paa en rød Tyr. Og med sorte Bogstaver stod der: "Plaza de Toros Monumental. Barcelona. Tendido 4. Sol y Sombra". Vi havde fat i Traaden, som maatte føre til Oplevelsen. Et Par Timer endnu og vi sad i Amfiteatret. Et Par Timer endnu. Du gode Gud, giv de spanske Timer Fødder som et Tusindben, paa det at de kan pile af Sted!

Lørdag Aften havde været saa underligt overflødig. Jeg husker kun Lygteskæret paa "Plaza de Cataluña" med Forstadsrodet, Jorddyngerne og Plankeværkerne og Tyrefægtningsplakaterne i de spanske Farver med Navnene: Juan Belmonte, Chicoelo og Belmonitto. Juan Belmonte! Det Navn, hvis Varme havde ophedet mig i København, allerede i København! Og om et Par Timer sad jeg sammen med 39,999 andre og fulgte ham med brændende Øjne.

Hvad var Tyrefægtning? Hvad vidste jeg? Dyreplageri, Svineri, Raahed, Farvepragt, Drabets Vidunder, Dans. Hvad vidste jeg?

"Jeg glæder mig som et Barn," sagde jeg til den melankolske Britte, og han rystede bekymret paa Hovedet.

"Jeg har kun set det en eneste Gang. Det var kedeligt og raat."

Andet fik jeg ikke at vide.

Men hele Pensionatet var i Oprør. Talerkenerne ramlede ude i Køkkenet, Pensionærerne spiste aandsfraværende, stoppede i sig, sagde: "Belmonte!" og stoppede i sig igen. Den spanske Tjener med det listige Smil vippede p Taaspidserne og svajede i Hofterne som til en uhørlig Musik, mere gennemtrængende end Jazz. Det var en Symfoni om Blodets hede Rytme, Blodet, som atter vil vide sin egen Eksistens, Glæden ved Drabet og Dansen

Ude i Entreen, hvor Kedsommeligheden ellers plejede at hygge sig ved et Klaver, en Skrivepult og et Spejl med Knagerække paa Rammen, tumlede to blonde Franskmænd rundt.

Na na! Tungesmæld og Hvislen! Den ene krummede sig sammen og støttede højre Haand mod Gulvet, mens venstre viftede ud fra Enden som en ophidset Hale. Han var en Tyr, der vilde fange den anden paa Hornene, op i Luften med ham og op igen. Den anden dansede foran ham med smaa sikre Skridt, stod saa stille, løftede en usynlig Kaarde ud for de usynlige Tyrehorn og stødte til. "Muy valiente!"

"Er det første Gang, De skal se en "Corrida?"" spurgte Marseillaneren, som kom forbi. Han var saa olivengrøn i Ansigtet, at hans graa Dragt i Erindringen har faaet en Tone Oliven over sig.

Jeg nikkede, og han smilte. Der var noget uforklarligt, som han vilde sige mig. Han aabnede Munden halvt. Jeg skulde indvies i et Mysterium, og der var noget, det var godt at vide, noget sagligt maaske; men det endte i et nyt Smil. Hvad skulde den erfarne ogsaa fortælle? Det er jo bundløst (overfor den, som ikke engang ved, hvordan en Tyrefægtning ser ud.

Endelig kom jeg ud af Døren. Det var som en Befrielse, og det var i Hastværket tilfældigt hvem jeg fulgtes med. Jeg ravede i Blinde og hagede mig fast i det, der rev sig løs, og først nede paa "Paseoen" i den mumlende Strøm af Mennesker, først da jeg gik ind i en Bil, saa jeg, at det var de to Franskmænd, ljg havde hægtet mig fast i; men jeg opdagede samtidigt, at ogsaa jeg havde faaet en hjælpeløs Skygge, en lille, elegant Skygge, Ægypteren.

Vi hylede os igennem Mennesker. Barcelona var kommet i Skred, den sendte en graa, støvende Lavastrøm ud gennem den brede Gade, som fører til Arenaen, og der laa en Taage af Raab over den, tæt som Støvmasserne. De to Franskmænd overfor mig i Bilen omfavnede hinanden, slog ud med Armene, som om de var berusede, summede, brusede, lo med skinnende Øjne og skreg. "Los toros! Los toros!" Men intet var voldsomt nok for mig. Skrigene havde med en saadan Kraft slaaet mod det yderste Lag af min Bevidsthed, at det var blevet følelsesløst og hang som en Regnfrakke om Sjælen.

En stor, rød Bygning med skraat anbragte Vinduer, som om der var Vindeltrapper indvendigt, ragede op over Menneskehavet. Kupler skinnede som Porcelænspotter i blaat og hvidt. Det var Arenaen.

Hvordan vi gled ind i den store, kalkede Korridor, der lignede en Cirkusgang, nøgen og streng, kun med sorte Numre over de forskellige Trapper, ved jeg ikke. Hvordan vi pludselig stak Hovederne op i Amfiteatret og skrævede fra Stenbænk til Stenbænk, vadede mellem Mennesker, traadte dem paa Hænderne, jog Knæene ind i Ryggen paa dem, skubbede deres Straahatte ned over det ene Øre, hvordan vi undgik at blive myrdede, ved jeg heller ikke. Det var som at gaa paa en Bakkeskraaning af hujende Mennesker, af susende Vifter, store som Solsikker, og af kravlende Børn. Musikken fra Horninstrumenterne stod som en Solskinsblæst om os, og højt oppe, endnu højere oppe, var nye Tribuner med vrimlende Mennesker. En Larm rullede ned over os.

Og saa sad vi. Vi havde kilet os ind paa vore Pladser. Numrene stod malet paa Stenbænken, men havde alligevel været optaget; vi havde mast paa. Nu gyngede en taaget Fornemmelse af et uoverskueligt Virvar i os, og Vifternes uregelmæssige Bevægelser truede med at opløse alt i Glimt. Det flimrede uroligt. Masserne vilde ikke samle sig til Helheder, til faste Sider i det kæmpemæssige Menneskefad. Puder til at sidde paa fløj hele Tiden op over Hattene som Jordklumper, Gravere kaster i Vejret nede fra Dybet. Og gule Programmer med Fotografier af de seks Tyre knitrede og blussede i Hænderne paa Tilskuerne.

Kun den cirkelrunde, tomme Arena gav Blikket Hvile. Den laa med sit gule Sand, indrammet af den blodrøde Barriére, og ulmede under den mørke, skyede Himmel. En Sprængkraft af Farver laa kvalt under det truende Regnvejr.

Da blæste Horninstrumenterne saa stærkt, saa pludseligt, at Sten og Træ fik dirrende Nerver. Alt blev fyldt med en lang og sitrende Tone. Der flød en glimtende Morild gennem mit Blod, som sprang ud i prikkende Stjærner.

"Quadrillaen" rykkede ind og aabnede sig som en Vifte med Guld og Sølv og røde og sorte Farver.

Først to sortklædte Ryttere, i spansk Dragt med hvide Kraver. De galoperede paa dejlige Heste, der ikke nænnede at røre Sandet, men løftede saa mange Hove som muligt, hele Tiden, for Hesten er et Dyr, som staar paa Tæerne, Hesten vil flyve. Bag dem de tre "Toreros", Juan Belmonte, Chicoelo og Belmonitto, lavbenede, sejge Fyre med Guld over de brede Skuldre og lyserøde Strømper spændt om de knudrede Lægge. Det lange, sorte Haar laa bundet i en kvindagtig Knude ned over den muskuløse Nakke, en raffineret Kontrast, og Benene flyttede sig i smaa sirlige Skridt. Slagtere og Dansere i eet. Og saa kom de gule "Picadores" med de lange Lanser, over Skrævs paa kantede Rosinanter, hvis Kød og Muskler var skrumpet ind til sejg Hud. De knirkede i hvert eneste Led, de Heste. Hver Bue var blevet en Trekant. Hvert Forsøg paa Galopade en Humpen paa Stylter. De tragikomiske Bagdele strittede af Knogler.

I en Fart lod jeg Blikket glide hen over dem. Jeg vilde skelne Krikkernes Personligheder fra hinanden, jeg vilde huske deres Skæbne. Forvirret prøvede jeg vist paa at agere Spaamand. Du brune Krikke skal dø først! Du hvide skal faa Tarmene revet ud! Men jeg fik aldrig Tid til at konstatere, om mine Profetier blev rigtige.

Bagerst i Quadrillaen kom Muldyrene, med Hovedprydelser vajende i flotte Kast, med klingrende Bjælder, og saa Staldkarlene i mørkerøde Bluser.

Piskeknald og Cirkusraab!

Da red de to spanske Ryttere tværs over Arenaen og standsede under en Loge. En Nøgle blev allernaadigst kastet ned i Sandet og overgivet til en Staldkarl, som skulde aabne de røde Porte for Tyrene. En kort Galopade tilbage. Toreros vendte det røde For paa Kapperne udad og lænede sig elegant op ad Barriéren, som om de diskuterede ved en Bardisk. De to Picadores paa deres elendige Krikker blev stillet op paa iøjnefaldende Pladser. Krikkerne blev rykket frem og tilbage, indtil de stod med Enden imod Barriéren og med det tilbundne Øje mod Portene, hvorfra Tyren vilde komme, og Picadores rettede Lanserne i Vejret.

Men netop som de holdt der, glimtede en Erindring om Don Quijote i mig, et Minde om Latterlighed og Sorg. Her var det blot Hesten, som var Smertens komiske Helt, den faldefærdige Alderdom udleveret til Grin og Død, mens Rytteren derimod, som havde Lansen, sikkert var altfor nøgtern til at ville ride Storm mod Vejrmøller.

Forberedelserne var lige færdige, Staldkarlene havde lige stillet sig op paa det lille Trappetrin langs Barriéren, da den røde Lem blev aabnet, og en sort Tyr med en hvid Strimmel flagrende som en Vimpel hen ad Ryggen for ud. Den standsede ikke. Den studsede ikke. En aandeløs Tavshed modtog den, og den fløj som ud i det tomme Rum, lige løs paa den nærmeste Hest.

Der løb Myrer ned over mit Ansigt, saa nervøs var jeg. En brændende, urolig Hede. Jeg flyttede mig, saa og saa og saa. Klarheden sad som to smaa Punkter, to fotografiske Blinkhuller, i mine Øjne. Resten var Blodtaage fra mig selv og Mennesketaage fra alle de tusind andre. Tyren havde lange, krumme Horn, gnistrende spidse. Og nu, nu havde den gravet dem op i Bugen paa Hesten. Hestebenene løftedes skraat og samlet som ved en gymnastisk Øvelse. Mulen flængedes som i et smertefuldt Grin. Og saa styrtede det hele sammen. Picador med Lanse og Cowboyhat og gule Pølseben gik paa Hovedet bagover, ind bag Barriéren, og Hesten laa paa Siden i Sandet og løb meningsløst steeple-chase med Benene ud i Luften.

Men Tyren var videre. Den rensede et Stykke af Barriéren for elegante Bargæster, der med strakte, lyserøde Ben svang sig ind over den, ikke for langsomt, ikke for hurtigt. Smaa forbavsede Stød jog igennem Tyrens Ryg lige ned ti den strittende Hale med Dusken. Bargæsten var der. Han var der ikke. Og saa var der en ny. Og saa var han der heller ikke.

Endnu forstod jeg ikke noget. Undertiden larmede det et Sted i Menneskeskrænten, et vulkansk Udbrud af Klapsalver dampede op af et Hul. To Karle kom slæbende med den stive Picador, som var han en Dukke, og tre andre tævede løs paa den saarede Hest, saa at den gjorde Hundesvømning med Benene og drejede Halsen i Vejret, som om det var fire forskellige Stykker Hest, der var lagt uordentligt sammen. Men jeg saa ikke Blod. Blodet maatte dog være Virkeligheden, Tarmene og Mavesækken maatte være Virkeligheden. Dette her var kun et bevæget Billede, en Leg med Farver og Voldsomhed.

Men da tager Legen Form. En rød Kappe foldes ud som en Fane, og Tyren har straks Hornene inde i Fanen. "Capeadoren" staar elegant ved den ene Side og svinger med en indbydende Bevægelse Kappen. Tyren kan værs'god træde indenfor i Ingenting. Men ikke saa snart er den inde, før den har vendt om. Den vil atter løbe igennem den røde Portiére, den vil rive den løs, kaste den højt op i Vejret, og hele Tiden staar den gnistrende Tjener med høfligt samlede Ben ved Siden af, hele Tiden ved Siden af. De leger Gæst og Tjener, de to, og den formfuldendte Optræden er stadig Tjenerens Pligt. Gæsten kan gøre, hvad han vil. Han kan staa og glo olmt paa den flagrende Dør, han kan prøve paa at rive den ned, ødelægge, hærge som en beruset.

Legen varer ved nogle evige Sekunder. Tyrens Horn strejfer op under Armhulerne paa Fægteren; men han er stadig høflig, lidt drilsk maaske, svinger Kappen, og pludselig som en overlegen Kvinde snoer han sig ind i den som i et Sjal. Tyren har set rødt fire, fem Steder paa een Gang. Nu ser den en Søjle i rødt, med Menneskeformer, Menneskeskuldre, Menneskeryg, og saa er den røde Søjle væk, alting er gult, Foret er vendt ud.

En vild Jubel styrter ned over dem. Vi klapper. Jeg er hed og raaber sammen med tusinde andre. Min Mund er et Hul for uforstaaelige Bifaldslyde. Noget fattede jeg, noget sagligt, noget som Dans langs en Afgrund, noget som en uafrystelig Elegance. En fejende Gebærde mod Døden. En flot Haandbevægelse, som vinker Faren bort.

I det samme kom nye Tilskuere, to Herrer i Tropehjelm, under den skyede Himmel, ha, og to Damer, Svejtserinden og Henriette fra Pensionatet. Svejtserinden havde et syrligt Drag om Munden, og hun saa flygtigt hen paa mig; men jeg klappede, var vild, var en af Mængden. Skralder raslede bag ved mig. En Spanier med Tyrenakke nikkede til en Sidemand. Den første Straahat hvirvlede over Barriéren.

Tyren var imidlertid i fuldt Løb igen. Hen og sætte Hornene ind i Bringen paa en ny Hest og løfte den op paa Bagbenene! Picadoren stangede med Lansen op i Luften, desperat, unyttigt, og Kapperne foldede sig ud for Tyren som i Barnelegen: "Munken gaar i Enge ... Det lyster Skønjomfru at danse derpaa." Og Hesten dumpede knælende ned. Mørkerødt Blod stod i en Straale ud mellem Forbenene, meget dunkelt som tung Portvin. Og Bagbenene dansede i Smerte.

Hvad skete der saa? En Procession af røde Staldkarle trak af med den første Hest. En Kugle, det var Maven, dinglede under Bugen og skinnede med en graablaa Porcelænsfarve. Den genérede hele Tiden Bagbenene. Tyren var drejet rundt, løftede den anden Hest i Vejret igen, smed den til Jorden og gav sig til at rode i den. Picadoren, som var drattet af, laa bag Ryggen af Hesten, skubbede sig langs Sandet, trak dens Hoved til sig for at beskytte sig. Og saa var Hesten blot en død brun Masse, Tyren skubbede til. Dens Ben sjanglede, dens Hoved gled frem og tilbage paa en slap Hals, mens Hornene gravede i Bugen paa den. Imidlertid forlystede nogle Kapper sig saa længe, at Tyren omsider drejede rundt; selvfølgelig skulde den da atter igennem alle Portiérerne, atter ud paa den tomme Arena, stod saa pludselig stille, pustede og havde Fred.

Da stod der en enlig Mand ude paa Sandet. Han havde Armene løftet i Vejret, og i hver Haand hang et Spyd, viklet ind i grønt Papir, Stammen af et Fastelavnsris. Han stod stille og vippede paa Tæerne. Han var dirrende som en Djævel af Spiralfjedre, op paa Tæerne, ned paa Hælene, op paa Tæerne igen. Spydene vippede i Hænderne. Intet var stille paa ham. Det kaldte og kaldte. Det lokkede og lokkede. Saa rykkede han Hænderne et Stykke tilbage. Kom nu! Saa løb han tre Skridt frem. Saa tre Skridt tilbage. Ganske alene paa den gule Arena. Men Tyren sænkede Panden og gloede.

Atter en lokkende Bevægelse. Da var Tyren der. Og saa løb "Banderilleroen" lige imod den, lige ind i Hornenes vidt aabne Favn, sprang i Vejret med samlede Ben, plantede de grønne Spyd præcist i Nakken paa den og hoppede til Side. Tyren følte Prydelsen prikke, virrede, dansede rundt efter den som efter sin egen Hale, opgav det, fik Øje paa en ny Mand, der ogsaa stod paa Tæerne og vippede; det var røde Spyd; og saa om igen med det hele! Samme Resultat! Og en ny Mand med blaa Spyd! Om igen! Samme Resultat! Og da hang Spydene som et mangefarvet Hjul uden Fælg bag dens Horn, de rystede og gnavede, og fra et saaret Nav flød Blodet ned langs Siderne og laa som to oljeskinnende Skjolde under de spraglede Eger.

I det samme styrtede en Hest, der havde staaet støttet op mod Barriéren, sidelæns om som en Lem og blev liggende med strakte Ben. En Mand i hvidt svang sig ud paa Arenaen, undersøgte Dyret, satte sig paa det og tørrede omhyggeligt en kort Dolk af i dets rystende Skind. Nu var han Tilskuer paa første Plads, et blødt Sæde paa en død Hest.

Endelig Juan Belmonte, endelig.

Han nærmede sig glidende med et rødt Klæde spændt ud over Kaarden som et Draperi. Han gik hen til Tyren og rørte ved dens Horn, langsomt, beroligende som en Nervelæge; men Tyren røg i et Sæt ind paa det røde Klæde, Belmonte snurrede rundt paa Hælen, Tyren efter Klædet, atter narret, det gled hen over Snuden og Hornene paa den. Og nu var den sidste Leg i fuld Gang. Belmontes Lægge var hele Tiden stramme. Han flyttede sig nødigt, men førte Tyren uden om sig i tætte, fortrolige Buer og fulgte efter med smaa Skridt. Han lærte den at kende, som en Danser kender sin Dame, han lærte dens Luner, dens Træthed, dens Forfjamskelse.

Nu stod de overfor hinanden i den klassiske Situation, Tyren med ludende Hoved, Belmonte halvt sidelæns med samlede Ben, krummet Arm og Kaarden løftet paa Højde med Hagen. Et Nu og Skæftet sad som en Hovedprydelse mellem Hornene, Tyren sprang voldsomt i Vejret, alle Muskler inden i den trak sig sammen, og Kaarden fløj op i en stor og blodig Bue. Den røde Klinge vendte sig i Lyset.

Men Belmonte rakte langsomt Haanden ud mod en ny og blank Kaarde. Han drejede Ryggen mod Tyren og gik langsomt et Par Skridt, stadig med stramme Ben. Saa blev Kaarden ham overrakt, og han huskede ligesom atter Tyrens Eksistens. Et nyt Stød! Tyren stangede endnu. Den bevægede Hovedet frem og tilbage, som om den ikke kunde tumle sine Tanker, hoppede saa ind paa det røde Klæde, men hoppede kun med Forbenene, Bagbenene var døde, og opgav det saa. Øjnene havde nu intet Blik mere. Hovedet sank dybere og dybere. Og endelig knækkede Dyret sammen i Benene og lagde Mulen til Hvile i Sandet. Et Par Gange stangede den bagud, naar Kapperne svingede tæt ved dens Øjne for at splitte dens sidste Eftertanke; men saa gav det et Ryk, og hver en Muskel i den grove Tyrekrop blev slap.

Belmonte tog sin Baret af og hilste ud mod Publikum, og nu var alle Tribunerne i en tordnende Bevægelse, Hænderne glimtede i de sorte Masser, Straahatte og Papirpuder og Vifter sejlede ud over Arenaen. Hele Bygningen var som en tonende Raaber, rettet imod Himlen.

Musikken satte i. Karlene kom løbende med de bjældeklingende Muldyr og spændte dem for Tyrens og Hestens Lig, og saa gik det i Galop med Piskeknald og Hurraraab og Oi-oi-oi. Aadslerne pløjede gennem Sandet og strakte Hals, Hestemulen grinede vemodigt, et bredt Spor af Blod tegnede sig som et rødtskummende Kølvand. Touch! Touch! Karlene skovlede Sand over Blodet og forsvandt saa i Løb. To Picadorer blev stillet op. Touch! Trara-rara!

Og næste Tyr for ind paa Arenaen. men ikke i direkte Løb med Halen strakt ud, nej som et løssluppent Føl, der hele Tiden vil springe over sin egen Skygge, højere endnu, højere endnu. Den var et barnligt og uberegneligt Gemyt, og ved den første Hest vendte den pludselig Enden til, legede selv Hest, sparkede bagud, saa at en Sky af Sand øste ned over Picadoren, og saa ud paa Midten af Arenaen igen og rundt efter sin egen Hale og lege, lege, være i Selskab med sig selv.

Kappesvingerne maatte løbe bag efter; men Tyren interesserede sig kun midlertidigt for dem. De røde Klude var Sjov. Flænger i dem, Ritsch! Saa spænede den af med en Kappe flagrende paa Hornene. En Tyrefægter gloede forlegent paa sine tomme Hænder. Og nu gik det rundt i Arenaen, langs med Barriéren. Ikke en stod i Vejen. Videre, videre, lige ind paa en Hest, saa at Hest og Rytter og Tyr trillede rundt i Sandet med Benene i Vejret. Komik det hele! Tyren op igen og af Sted igen, ind paa en anden Hest, op paa Hornene med den. Den balancerede deroppe, Hesten. Rytteren strammede Tøjlen, han red jo paa to Dyr ovenpaa hinanden, og jog saa Lansen i Tyrens Ryg, en Gang, skrabede en Trekant af Huden af, to Gange, en tyk Blodstrøm brød sig Vej, tredje Gang. "Muy buene!" Vild Jubel!

"Stakkels Heste!" stønnede Ægypteren ved Siden af mig. Hans sorte Barneøjne var bedrøvede, og han sad med Knæene ynkeligt sammen. Han var fra Alexandria kommet til et barbarisk Land, og for ham var det meningsløst Dyrplageri.

"Der maa da være nogle Regler," sagde han sagte, og jeg nikkede; men hvad vidste jeg om dem? Der var Finesser i Kappesvinget, der var Finesser ved Benstillingerne, især Holdningen, altid Holdningen, en Enhed af Elegance og Kraft og Uforfærdethed. Behændighed overfor Tyrens voldsomme Tyngde.

Hestene var det komiske, det desperate Moment. Tyrene satte Hornene i Enden paa dem og løftede dem i Vejret, saa at de spadserede paa Forbenene. De smed rundt med dem. De dræbte dem en passant, og deres Død var komisk som en Trædukkes Besvimelsesanfald.

Og dog var det Hestedrabet, som gav Fægtningen det dybe Perspektiv. Det gjorde Faren og Døden synlig. Hestenes Død var den raa og smertefulde Baggrund for Toreadorernes glitrende Kunststykker, og Juan Belmonte blev en Danser paa et Lazaret, hvor han næste Øjeblik kunde ligge med brudte Lemmer, Corridaen blev et Karneval paa en Slagmark.

Tyren var Naturen, hidset op, sluppet løs. Dens Krop var mørk og tung, en Sten i Skred, og er det ikke Fjanteri med Døden at staa, hvor Stenen falder, selv om man nøje tror at kende Retningen og kan vige til Side i sidste Nu, og bliver det ikke til Koketteri, naar Etiketten byder smaa, næsten sippede Skridt? Fødderne sammen, Hælene mod hinanden saa ofte som muligt!

Mit Blod havde lagt sig til Ro. Der var Havblik i mig, og nede paa Arenaens gule Kreds med den røde Barriére dræbte Farverne og Bevægelserne al Indføling af Smerte, den gled af mod en haard Glasurvæg af Virkelighed, som alligevel ikke kunde forstaaes. Tyrefægtningen blev et Billede, hvori der sprang elegante Situationer frem og vakte vild Jubel og undertiden ogsaa en spraglet Rædsel, som jeg først kastede et Sideblik hen til og senere stirrede uforfærdet i Møde. Jeg indstillede mig direkte paa Forfærdelsen, jeg konfronteredes.

Hvad jeg tabte af menneskelig Værdi, hvor meget jeg sank i danske Medmenneskers Øjne, hvad bekymrede det mig. Jeg var en af de mange, der raabte. Foran mig stod en Fader med sin toaarige Søn paa Armen, og jeg husker endnu, at Drengen havde en blaa Kjole paa og hældede sit runde Hovede ind mod Faderens Kind i en Stilling, der mindede om min egen Søn. Til venstre for mig sad Spanieren med Tyrehalsen og aabnede sine Negerlæber. En Hest! skreg han. Mere Hest! Men saa selvfølgeligt var det ikke for mig. Nej, det kunde jeg ikke skrige. Maaske var jeg alligevel en fremmed, som sad sammen med en ensom Ægypter, der nu var ved at græde.

Men Tyrefægtningen er i fuld Gang, videre, videre. Seks Tyre skal dræbes. Det bliver til syv, fordi en Tilskuer i Begejstring skænker et nyt Dyr.

Og da jeg gaar hjem i det støvede Solskin, der er rødgyldent af Eftermiddag, føler jeg en træt Melankoli. Udenfor Colossæet holder Tremmevogne med Hestekadavere. Et krumt Ben med en tung Hov stikker i Vejret, som om Hesten vil vinke, og paa den brede Paseo griber jeg mig selv i at stirre efter et Par Heste foran en Ekvipage, jeg ser hen ad Bugen paa dem, for dér plejer Tyren at jage Hornene op.

I flere Uger derefter blev jeg aandsfraværende, naar jeg saa en Hest; men jeg vidste, at jeg alligevel vilde gaa fløjtende og oprømt til næste Tyrefægtning.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 

 5. Mit Hjærte.

Gud naade mit arme og fattige Hjærte,

der skriger af Glæde ved Blod.

Det søger en underlig Lykke i Smerte

og savner dog smerteligt Mod.

Ak, kunde det stræbe, og kunde det stride,

kom Ønskerne aldrig til kort.

Det ønsker at leve, det ønsker at lide,

det ønsker at vide sig haardt.

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 6. Barcelona ved nat.

Aftenture paa Ramblaen; den daglige Vandring hen til "Plaza Urquinaona", hvor der laa et Par fireetages Huse med kalkrøde Facader, som jeg saa tit har set afbildet, og som jeg derfor ikke kunde opfatte som Virkelighed; mine Ekspeditioner for at forsyne mig med nye Ærgrelser over den moderne, catalanske Arkitektur, alt var ved at blive Vane.

Jeg var kommet til det Punkt hvor jeg trængte til Proletarkvarter. Jeg trængte til et plastisk Indtryk af Byen, ellers frygtede jeg for, at jeg engang i Fremtiden vilde kunne faa Erindringen om den til at forsvinde, blot jeg gned Øjnene som efter en Drøm.

Naar jeg gik ned ad Ramblaen, begyndte jeg derfor at faa Slagside og dreje mod højre. Paa den Side var de mange snævre Gader. De kunde munde ud i Hovedaaren normalt, som en Revne mellem Husene; men de kunde ogsaa finde pa at munde ud igennem en Port i en af Ramblaens Ejendomme, saa smalle var de.

I Eftermiddagstimerne drev jeg saa ned ad dem og udvidede min Geografi. Flere og flere Grene og Kviste paa Byens Kort, der med sine Streger lignede en bred Busk, blev til Virkelighed for mig, til smalle Gyder, til smaa Hoteller, "habitaciones con camas economicas", økonomiske Senge, og til Kliniker med Opslag, der lovede Klienterne Analyse.

I en sollys Time hændte det, at jeg lod Blikket strejfe op over de hemmelighedsfulde Balkoner, hvor Persiennerne hang i skraa Buer ud over Gelænderne, og hvor sorthaarede Pigehoveder myldrede som bag Teltforhæng, og med eet maatte jeg standse ved en Kvinde, der stod aabenlyst deroppe paa anden Sal, ude i Dagen. Hun havde begge Bryster krænget op over Kjolelivet, og hun vilde vel vise en Genbo sine blege Yndigheder, saa ubevægelig, som hun stod dér. Men hun var klædt i sort, hvad vi ynder at kalde Sorg, og i min nordiske Hjærne kogte en sær Symbolik, hvor Døden og den blegfede Sanselighed mødtes uden Højtidelighed, uden Blufærdighed.

Sporvogne kørte forbi i den smalle Gade under hendes Balkon.

Men den Dag gik jeg ind i de snævreste Gyder, og jeg geraadede hurtigt ind i en sydlandsk Forvirring. Ærbare Kvinder sad paa Stole ude ved Rendestenskanten og syede. Deres Rygge og Nakker var uden Nysgerrighed. Mindre ærbare Kvinder fortrak pludselig Ansigtet i meningsløse Grimacer og lokkede med et Netværk af Rynker. Ludfattig Borgerlighed og Prostitution Side om Side. Barnehoveder med sorte, alvidende Øjne. Nøgne Barneben under stumpede Skjorter. Kærrer med affaldsvaade Grøntsager. Muldyr, der rystede Fluer af sig, som om de led af Kuldegysninger. Og over denne Vrimmel lukkede Facaderne sig næsten sammen. Porøse og sygelige var disse Mure, saa at alt Snavset inde fra Rummene syntes at sive ud igennem dem og drive ned ad Kalken i blaabrune Skjolder som paa Ansigter under Søsyge, og stod der malet et "casa de dormir" med sorte Bogstaver, var Bogstaverne slørede, de stod midt inde i Muren.

Lummert var her, og Varmen sved som Salt i mine Porer. Selerne gnavede over Skulderen, saa at Armene hang løse, og min Sjæl laaa som en lunken Atmosfære omkring Kroppen.

Pludselig stod en laset Zigeunerkælling med brun og nubret Hud inde i den og blev en Del af den. Hun rakte et splitternøgent Barn frem. Saa stod der to fulde Soldater i grønne Uniformer, med flade Kalotter paa Hovedet. Ogsaa Dele af min Sjæls Atmosfære. De gestikulerede og talte om Cigaretter. En skabet Hund luskede forbi. Den blev indfanget af den ene Soldat og præsenteret mig. Jeg skulde købe den. En dejlig Hund! Vilde egne sig til en Herre som mig! Saa forsvandt ogsaa det Syn bag ved mig, for jeg havde kun een Tanke, gaa, gaa, og mit langsomme Trav sinkedes ikke af Syner. Agterude lo Soldaterne. De vilde begge to bære Hunden og halede i den, den ene i Forbenene, den anden i Bagbenene. Meningsløst det hele! En Komedie opdigtet paa et Sekund.

Men en overnaturlig Evne var spiret frem i mig. Den groede i Drivhusvarmen. Idet jeg gik forbi en ung Mand med Fløjlskasket, vidste jeg, at han vilde følge efter mig. Det var ikke hans bløde Øjne, der var Skyld i det, for han saa ikke paa mig, og det var heller ikke hans syrlig-søde Pæderastsmil. Men han hældede skraat, mens jeg passerede ham, og den ene Fod løsnedes fra Fliserne.

Paa saa naturlig en Maade som mulig klemte jeg Armen mod min Lomme med Tegnebogen og gik ligefrem. Farten maatte jeg holde nøjagtigt paa samme Højde, for at jeg ikke skulde tiltrække ham for stærkt. Derimod turde jeg vise saa meget Frygt, at jeg gik midt i Gyden. De mange Døre og de mange aabne Boder var som Huller, hvorfra alle Farer uventet kunde vælte ud.

Pludselig gav det et Stød i mig. For Enden af Gyden laa et graat Hus og spærrede. Var det en blind Gyde, jeg var kommet ind i? Havde jeg røbet mit Ukendskab? Da saa jeg gennem en hvælvet Stenport et Glimt af Ramblaens støvede Plataner og myldrende Mennesker, og med en Ro som en indfødt Catalonier skred jeg igennem og forsvandt i Mængden.

Men selv da jeg gik paa den brede, flisebelagte Promenade, havde jeg en Fornemmelse i Ryggen, som om han trak i mig. Mon man ikke har et tilgroet Øje i Ryggen, et Øje, der kan ane igennem Kød og Hud? Han var i hvert Fald bag ved mig. Hans Smil klistrede sig fast i min Nakke, og jeg maatte gaa mig fri af ham.

Undertiden spærredes Promenaden af Træskure med Plakater og ophængte Aviser, og da jeg var kommet i Læ af et af dem, gjorde jeg derfor pludselig Front. Langsomt promenerede jeg den modsatte Vej. Og da saa jeg ham. For første Gang saa jeg ham rigtigt. Jeg led altsaa ikke af Forfølgelsesvanvid. Hans bløde Ansigt med de lækre Kinder og den kvindagtige, vaade Mund fortrak sig af Overraskelse.

Men jeg ændrede ikke Kurs. Jeg gik lige ind imod ham som om jeg i næste Nu vilde knalde ham en Lusing. Jeg gik med den lange, listende Gang, jeg som Dreng har lært af en lumsk Lærer. Og da havde jeg ham! Et haanligt Smil krøb frem i hans forførende Drengefjæs som en Gammelmandstrækning hen over Læben. Den lignede en Regnorm. Med stivnet Højrearm, den, som skulde slaa, strejfede jeg ham og gik videre, videre, ned mod Havnen og Columbusstatuen.

Havde jeg ikke mødt ham og hans stumme Tilbud, havde Uviljen i mig ikke omskabt Kvarteret med de snævre Gyder, saa at hvert Hus i min Erindring levede med næppe synlige Bevægelser i sin Facade som drivende Gopler, og jeg var ikke kommet derned igen; men ved Bordet i Pensionatet maatte jeg forme mit Indtryk i Ord overfor den tyske Ingeniør, og der kom Hede i Beretningen, den aandede ham lige i Ansigtet, og han lod et Smil løbe op i sine tre røde Ar. "Det Kvarter kender jeg ikke. Dér gaar vi ned i Aften."

Og det blev en Aftale. Vi vilde bumle ud paa Tilfældigheder med saa faa Penge i Lommen som mulig, vi vilde gaa ud og ind alle Steder, enhver Dør skulde være tillokkende og Nysgerrighed vor Moral.

Om Aftenen mødte han op i en gul Dragt, der klædte hans røde Ar, og han havde en sort Baskerhue hængende paa Hovedet. Vi var begge to som naive Skuespillere, som Skoledrenge paa Sjov. Han snurrede en spansk Vise og hvislede dilla og tilla gennem Tænderne, for han skulde være indfødt og klare de spanske Ord. Jeg derimod gyngede i Gangen og viste en paafaldende Uvilje mod at vige til Side for Folk, for jeg skulde være Sømand. Øretæverne skulde vi dele.

Først kørte vi med Metro og lo ad alle de sortklædte Piger, der sad i blinkende Glaskasser og solgte Billetter. Jo mere vi lo, desto alvorligere blev de. De sorte Porcelænsøjne og de smaa dukkeagtige Munde blev rettet lige imod os i Forargelse. En spansk "caballero" griner rigtignok ikke!

Da vi dukkede op paa Ramblaen, laa den med Lygter mellem natligt Løv, og det blinkede underfundigt i de promenerende blanke Støvler. Fra Kaféerne flammede et stærkt Sidelys, saa at alle de sovende, der hang paa Ramblaens Klapstole som opstablede Sæt Tøj i Menneskestillinger, aftegnede sig i bulede Silhuetter. Der var Kvinder, som lod Hovedet falde bagover og snuede med Næsen i Vejret. De var enkelt, men renligt klædt, og dog havde de ingen anden Seng end denne Stol, som udlejes til 10 centimos, en Seng paa Hovedgaden. Der var ældre Mænd, der fik fem Folder paa Maven af at bøje sig forover; men det var pæne Mænd med Hatte paa, det var Proletariatets Kapitalister, der var i Stand til at betale den lille Sum centimos. Der var hele Familier. Børnene stod op mellem Faderens Knæ og sov, for det var billigere, og Børn har godt af at sove staaende.

Men dejligt var Vejret. Himlen var dyb og sort, fuld af en styrkende Kølighed, Løvet raslede svagt naar Natten aandede, og fra Kaféerne summede en ustandselig Musik, og Gæsterne klappede i Hænderne, naar de kaldte paa Tjenerne, og der lød et hyggeligt: "Voy!" Hovedgaden var blevet Natur, en natlig Strandbred, de promenerende mumlede som Havet, og det knasede af Grus mellem Fliserne. Kunde Søvnen være helligere end her? Var jeg ikke en bekymret Kapitalist med Haandkuffert paa mit Værelse og med Rejseakkreditiv og Sølvur og Neglerenser, tynget til Jorden af Ansvar Og her kunde jeg sorgløst være slumret ind som en Nat ved Kattegat, jeg kunde have indaandet Husenes og Træernes Duft, sval som den var, og have følt mig befriet.

"Hvor ligger det Kvartér?" spurgte Tyskeren og vakte mig. Ellers havde jeg vel købt mig en Stol og bosat mig et Aar paa Ramblaen.

"Til højre!"

Nu gik det igennem mørke Gyder med svagt oplyste Trappegange. Larmende Skikkelser rev sig løs fra de sorte Facader, tumlede ud i de enlige Lygters Lyssfære, afslørede Kasketter og Halstørklæder, og kom hen imod os; men det var smaa, spanske Skygger, og de veg op imod Husrækken, naar vi lange og ludende sejlede ind paa dem. Brostenene under os var glatte som af slibrigt Affald. Vi gled, vi snublede, vi vaklede af Sted, og uophørligt summede Tyskeren sin Vise paa dilla og tilla.

Men det var bestemt, at vi, som søgte Lasten, først skulde finde en Borgerlighed i al sin rørende Ynde. Vi drejede nemlig med eet ind paa en bred Gade, daarligt belyst, men med spredte Caféer og Kabaretter, der flimrede til hinanden gennem Ødet. Der var noget interimistisk og forstadsagtigt over de lave Huse, der havde svært ved at holde sig i Geled, og flere af Facaderne var oversmurt med Farver og overklistret med Plakater som paa en Markedsplads. Det var "Via Diagonale".

Udenfor en af Caféerne, der bredte sig med Stole og Borde over det brede, sandede Fortov, stod en Tribune med Musikere, som blæste i Horn. At Sporvognen hvert Øjeblik var ved at skrabe Bagklædningen af denne Tribune, generede ingen, og at den pløjede sig Vej mellem dansende Borgere, lod til at være ganske i sin Orden. Folkemængden slyngede sig ud i dansende Ringe, ud over Brosten og Sporvognsskinner. Fødderne trippede til Musikken, frem og tilbage, frem og tilbage, blinkende Sko paa høje Vriste, skinnende Støvler under svajende Benklæder, og Borgerne løb af Sted i Rundkreds som for at naa hinanden, og saa dansede de atter, venstre Fod foran højre, højre Fod foran venstre, i rytmiske Hop. Mængden skvulpede som Sundet i Brise. De sorte Frisurer steg og sank i hurtig Takt. De runde, gule Straahatte vippede.

Her maatte vi sætte os! Vi maatte erobre os Stole og Bord og lade kølig Wermouth servere, netop Wermouth, og ikke Gift, for nu var vi Borgere som alle de anstændige dansende Folk, der lovlydigt flyttede sig for Sporvognene, men ikke standsede Rytmen.

I det dæmpede Lygtelys saa vi, som havde søgt Lasten, paa Borgerdøtre, hvis Ansigter skinnede opalagtigt i Natten. Der var noget værdigt over dem, stivnet og dog frisk.

Og Ingeniøren vurderede skematisk: "Ach, sehen Sie. Die dort! WunderschÖne Augen! Gebogene Lippen! Die Nase ein wenig zu lang!"

Og jeg istemte Tonen:

"Aber die Augenbrauen, die Augenbrauen!" stønnede jeg.

"Und die kleine?"

"Ein wenig zu dick."

Vi drak vor Wermouth langsomt, og jeg eksperimenterede med at rulle en Cigaret, mens Ingeniøren gjorde nye Opdagelser. Slanke Lægge! Svag i Anklerne! Vidunderlig Ryg! Og se det kulsorte Haar! Her sad vi og følte os milde om Hjærtet, som om vi havde faaet Blomster foræret. Jeg syntes, Barcelona bekransede os.

Men pludselig forandrede "Via Diagonale" sig. Klokken slog tolv. Musikken truttede den sidste Tone og gik anstændigt ned fra Tribunen. De unge Mænd tog de unge Piger i Haanden og vandrede hjem. Bag efter dem gik Mødre med vagtsomme Øjne og Fædre, der følte sig underligt tilovers. De fjærne Klaverer i berygtede Huse begyndte at tone igennem. Hæse Røster, som just ikke talte om Blomster, lød over til os fra Facader med mistænkelige Lamper. Endnu saas nogle borgerlige Grupper med Danserytme i Benene. Endnu hørtes en ung Piges Latter. Da knaldede en fuld Mand en Stol imod Fortovet, saa at den brast, og "Via Diagonale" var forvandlet.

Nøgterne af Wermouth rejste vi os og begyndte at svirre om Facaderne med de røde Plakater; men vi følte den samme Haabløshed som alle andre ædru Folk foran et Forlystelsesetablissement. Det skingrede for meget inde bagved, og Lykken kendte vi. Vor indre Ligegyldighed omsatte sig i en Rumfornemmelse, og der blev langt mellem Stolene paa Fortovet, og Musikken fra de forskellige Kabaretter stod i Natten som Trækroner, hvis Grene ikke naaede hinanden. Der blev ingen Enhed i Larmen, der blev ingen Glæde paa denne sorte, øde Gade.

At vi i vor Formaalsløshed gik for langt og kom hen i en Del af "Via Diagonale", der aabenbart var en Art Sovesal, hang sammen med denne Følelse af Tomhed. Vi gik hele Tiden for langt. Her laa Huse med tillukkede Skodder. Der var noget fornemt og reserveret over dem. Her var en Trappe, som førte ned til et Smedejærnsgitter. Vi maatte tænke paa et forfaldent Kapel.

Men paa Dørtærsklerne klumpede sorte Pjalter sig sammen og talte i Søvne, utydelige Ord summede tæt ind om Benene paa os, og da vi først havde set een sovende Tigger, saa vi flere, og Natten omkring os blev ligesom befolket. Det voksede frem. Mørke Skygger skubbede sig og gnubbede sig op langs Væggene. Paa Trappen ned til Gitret løftede en Affaldshob sig i en stor og en lille Pukkel, en Ryg og en Nakke. Næsen laa fladtrykt mod Trinet. Og paa de grove Stenbænke, der i deres monumentale Enkelthed mindede om Antikken, flød det med lasede, sorte Hynder, og det tog snart Form af Arme under en Nakke, snart af Knæ trukket op under en Hage. Det snuede og mumlede fra hver eneste Skygge, som om Mørket og Stenene vældede over med slumrende Mennesker. En Sky kunde ikke være mere foranderlig og dyb end denne Nat paa "Via Diagonale". Et Bjærg kunde ikke udfolde flere fantastiske Skikkelser, Hoveder, bøjede Arme, krummede Ben end dette Fortov, der vred sig under vore Fødder og kæmpede med en urolig Drøm.

Sporenstrengs vendte vi om for at komme tilbage til Lyset, og først blandt de levende aandede vi op. En Facade med røde Plakater og mange Døre sugede os ind, og saa stod vi i "Folies Bergéres", et Rum med forgyldte Balkoner.

Tæppet var oppe. I en afrakket Dekoration spjættede et Hunvæsen rundt. Hun var klædt som en af Velazquez' Prinsesser i en fladtrykt Krinoline. En Gardinstang stak ud fra hver Hofte og bar det lange Skørt. Men da de naadige Prinsesser ikke plejede at klø sig i Haaret med Taaspidsen, kunde man ikke sige, at hun lignede dem helt i Optræden. Ligesom Tragediens Heltinde med sin Fortrolige nu trak paa Gaderne, og ligesom tilbagetrukne Huse med sortøjede Skønheder paa Balkonen nu maatte tjene som Forbillede for en Tilskuerplads paa en Kabaret, saaledes var Hoffet endt paa Scenebrædderne. Det gamle Spanien var rykket ind paa Forlystelsesetablissementerne.

Der var Tradition i denne Pigeudstilling. De lange Skørter flagrede om Kvinderne. Undertiden snurredes der rundt, saa at Kjolen løftede sig som en Klokke med Luft under sig, en Vandmand med to nøgne, trippende Dameben som Trævletraade, undertiden standsedes der med et Tramp i en stivnet Stilling, løftet Arm, udfordrende Øjne, fremskudt Bryst, brændende Stolthed, en Stilling, som havde al Traditionens Plastik over sig. Men Øjnene udfordrede paa Kommando, og det stærke Smil, der blottede alle Tænderne, var ikke hjærteligere end det Kast med Benet, som fik Skørterne til at skumme op over Laaret. Det var blot den spanske "grandeza", som var gaaet i Hundene og var blevet løsagtig.

Neden for Danserinderne sad Musikken og lirede løs paa de uendelige spanske Melodier, monotone som Bogfinkefløjt, en lille Trille efter hver ottende Tone.

Entréen betalte vi ved at bestille et Glas Kaffe hver. Saa kunde vi sidde i al Ugenerthed og sludre og rulle Cigaretter og falde i Søvn alt efter Behag. Vi maatte blot ikke nidstirre den beskidte Arbejder, der sad til venstre for Scenen og kiggede Danserinderne op under Skørterne, for saa kom der Sct. Veits Dans i Træansigtet, alle de haarde Furer samlede sig i et vredagtigt Knytte, og Øjnene blev knivsmalle af Ondskab. Vi skulde lade ham sidde og smile mildt, naar Pigerne lod Spidsen af Skoen spille forbi hans Næse, eller naar de sang om Elskov ned til ham, for han var Arbejdets Majestæt og havde Albuerne paa et Bord foran sig. Bag hans sodede Hoved hang en Knagerække med fem store, gule Straahatte som en Rad Solsikker.

Ellers var her hyggeligt. En lille Pige paa tolv Aar lænede sig sovende op ad sin tykke Moder, der var faldet sammen i sig selv og slumrede lunt i sit eget Fedt. Ved Siden af dem sad en ældre Mand med bredt Borgerskæg og lukkede Øjnene. Kom en ny Pige ind paa Scenen, aabnede han dem maaske paa Klem og standsede sit tunge Aandedræt; men kort efter stønnede han voldsomt og dybt, som om han nu med en Kraftanstrengelse vilde indhente sin egen Søvn, Øjenlaagene gled stille i, og hele Stolerækken durrede under hans Snorken. Undertiden fik han Næseforstoppelse og vaagnede ved en Eksplosion, saa sig forskræmt omkring, smilede saligt til de svingende Danserindeben og snuede igen.

Da begyndte det at skingre mørkt og rustent som i et Papegøjebur. Det var de spanske Piger paa Balkonen. Dér sad de oppe, med Kysehatte, med kortklippet Haar, udenfor hver sin Dør og ventede.

Jeg saa op og blev nu Vidne til en intim Scene. I Balkonen tilhøjre festede tre Søfolk med nogle Damer. En lang blond Fyr sad sammen med en gulhaaret Pige; men hun var faldet i Søvn med Hovedet støttet imod Gelænderet. Da rykkede en sorthaaret Kvinde stille frem, lumskede ham over til sig, og pludselig forsvandt de begge ind bag Døren. De havde imidlertid ikke været forsigtige nok. Den gulhaarede fløj op med et Sæt og vilde følge efter; men i Døren stod en anden af Sømændene og knappede sin Flip, og han vilde ikke give hende Adgang, han skubbede hende tilbage, grinede, masede atter med Kraveknappen og lavede anstrængt Mule. Naar Fingrene var optaget, sparkede han med Benene for at holde hende borte.

Det var et realistisk Skuespil. Eller rettere, det var højst moderne og eksperimentalt. Skraat overfor hinanden to Scener. Paa den ene en forjasket Illusion, som en elendig Projektør belyste, saa at det drev med Regnbuefarver i Lyscirklens Periferi, og paa den anden Optrin, hvis brutale Virkelighed fik Magten over den lurvede Elegance paa Scenen.

Da Dobbeltscenen langt ud paa Natten standsede sit Spil, gik vi op i en lille Dansesalon, som stod i Forbindelse med Kabaretten. Henne i en Krog hamrede et Flygel. Men Stemningen var trist. En nikotinbrun Herre svingede et sekstenaarigt Pigebarn rundt i en heftig Hvirvel for at holde hende vaagen. Hun maatte ikke blive doven. Ved de andre Borde hang Pigerne inde fra Kabarettens Balkoner. De snadrede med de mørke, hæse Stemmer, som er typiske for spansk Kvindelighed. Selv blonde Kvinder i Kysehat og kysk Empire havde ru Stemmebaand som Arabere.

En Tjener drev rundt paa Gulvet i ophøjet Beundring for sig selv. Undertiden skænkede han os og den grønne Stads, vi sugede i os, en vurdérende Foragt. Vi spenderede ikke paa nogen! Vi var fedtede! Og nogle Piger i Nærheden haanede os, idet de efterlignede vore tyske Stemmer. De greb et Ach so og slyngede det frem og tilbage, ach so, ach so, de spillede Tennis med det.

Da kom en hyggelig Dame i brunt hen til os. Hun var gammel nok til at kunne antaste os, og hun tilbød moderligt at ville præsentere de Damer, som vi kunde ønske et Bekendtskab med. Men vi maatte forklare hende, at vi var saa haabløse Idioter, at vi kun vilde drikke dette her grønne Græssaft i opblødt Sne, og saa gabede vi blaseret.

Men endnu engang skulde vi opleve et Attentat. Lokalet skulde netop lukkes, og alle Pigerne skulde bogstaveligt talt hældes ned ad en Bagtrappe. Ligesom tilfældigt strømmede de sammen om vort Bord, der stod nærmest Trappen. De var imidlertid ægte Spanierinder. De sendte os ikke lynende Øjekast. De saa os overhovedet ikke. Det var os, som skulde se dem. En Kysehat vendte Ryggen til os og bandt en Sløjfe og hun var længe om det, meget længe, hun vred Kroppen som en Zigeunerske, Hofterne spændte sig, hun vrikkede, og saa pludselig drejede hun rundt paa Hælen og lynede hen over vore Hoveder, ud i Luften, ud over hele Lokalet. Fagterne var mere udfordrende, end vi var vant til. Vi kunde blive hede i Ansigterne af dem. Men de var ikke direkte. De kunde altid bortfortolkes. Hun var ved at binde en Sløjfe, der sad helt omme paa Ryggen, og det er meget svært!

Den sekstenaarige stillede sig ligesaa tilfældigt op ved vort Bord og deklamerede med rund Mund; men hun saa heller ikke paa os. Hun slog ud med Armene imod de andre som en ekstatisk Skolepige, der absolut vil spille Komedie for sine Kammerater, hun hævede sig paa Tæerne og raabte, og de andre lo, drejede rundt som frække Mannequiner, altsammen dvælende, ligesom nydende sig selv, men hele Tiden indirekte. Ingen af dem vilde lide et Nederlag. De kunde skride bort, værdige som Dronninger, for de havde ikke skænket os saa meget som et Blik. Hvis vi troede noget om dem, var det vor egen Indbildskhed, der var Skyld i det.

Bag ved dette Opløb af Kvinder stod Tjeneren og klappede i Hænderne. Han skræmte dem som Høns hen mod Bagdøren, og vi lod os glide med, omhvirvlet af en uforstaaelig Pludren. Det susede af Kvindelighed omkring os, og vi følte os som Lærere mellem Elever, lidt ude af vort Milieu, men med en stolt Værdighed, fordi vi ragede op over alle de Frisurer og Kysehatte. Saa kom vi ad en taabelig Køkkentrappe ned i et halvmørkt Lokale, hvor Stolene var stillet oven paa Marmorbordene. Henne i Baggrunden kastede en elektrisk Pære et grelt Skær ned over en Disk og en Mand i Tjenerhvidt, og foran ham vrimlede Pigernes sorte Silhoutter, deres smidige Rygge, deres ranke Hoveder, et Mørke, der tog kvindelige Former. Hvad her foregik, vidste vi ikke. Men da lød der en ren Klang som en sprudlende Bæk, den sprang i ringende Sæt, og denne Tone sitrede igennem os, berusede os. Pigerne fik udbetalt Fem-Pesetas-Stykker for at have opholdt sig i "Folies Bergères" i tolv Timer, og med et andalusisk Sving lod de Sølvmønterne snurre mellem Fingrene og danse hen over Marmoret. Var den ægte? Var den falsk?

Men ude i Barcelonas mørke Gader skulde Spanien endnu engang møde os med en fremmed Gestus. Jeg var som en døvstum, der med overnaturlig Skarphed opfattede Fagter og Holdning. Jeg læste i Ansigter som i Masker, en flydende Mund betød Sanselighed, en fremskudt Hage Energi, og da jeg ikke kunde Sproget, blev enhver lille Begivenhed et Filmsoptrin, hvor jeg skuede Hunden paa Haarene. Især husker jeg talende Hænder. Jeg husker mange.

Det var udenfor en Bar Klokken fire om Morgenen. Vi drak en Flaske kølig Vin, og for hvert Glas vi tømte, var det som om vi skyllede den spanske, svale Nat i os. Der var ganske roligt omkring os.

Udenfor de andre Bars levede Lasten et borgerligt Liv. Ligesom danske Bønder ved Solnedgang sidder foran deres Dør og ryger Pibe, sad Alfonserne i Gadens natlige Idyl og rullede Cigaretter. De lagde Armen borgerligt om Halsen paa Pigerne, og Pigerne sad med massive Skuldre og Bryster, der hvert Øjeblik truede med at skubbe sig op over det løse Kjolelivs Kant. Der var een, som gav sit Barn Die.

Mange Butikker var aabne endnu, og Pigerne fra Kabaretterne stod derinde, drak Mælk, plukkede Grøntsager sammen til et lille, sundt Maaltid og sludrede med Madammen bag Disken. Det var Fyraftenstemning Klokken fire om Morgenen, og Stemmerne i Gaden havde den samme dvælende Klang, den samme Ressonans, som vi kender hjemme fra de borgerlige Aftener. Nuet var langt og køligt. Det hvilede. Alle Solderister, Drenge med Mønt paa Lommen, Søfolk, ældre Herrer, der trænger til Udvidelse, Handelsmænd, der lever af Underbalance, Turister, der nærer deres Sjæl med Nysgerrighed, var borte, og det var nogle af deres Penge, som nu økonomisk klingede paa Disken. Vi to Udlændinge, der sad imellem dem, vakte ingen Interesse.

Kun Tjeneren nedlod sig til os. Han stillede Talerkener og Gafler og Knive paa vort Bord, for efter Klokken tre Nat maa Vin kun serveres sammen med Mad. For at berolige Politiet fik vi ogsaa Servietter. Vi legede Mad med de tomme Talerkener.

Da dukkede en lurvet Herre op. Hele hans Underansigt var bulet, fordi han manglede Tænder; men han var høflig og gjorde os straks opmærksom paa, at en Dame, som gik forbi, var frugtsommelig. "Niña, niño", sagde han smilende: Pige, Dreng, og antydede dermed primitivt alle Fremtidsmuligheder for vedkommende.

Aa ja. "Pequeña, pequeño", svarede vi og omtalte Barnets Lidenhed i begge Køn. Altsaa forstod vi hinanden.

Men saa slaar Herren ud med Armen, og vi ser nogle Silkesokker dingle frem og tilbage. Han er Handelsmand, og Sokkerne er af bedaarende Silke, fem Pesetas, fem Pesetas, og Tjeneren slaar overrasket Hænderne sammen. Fantastisk billigt!

Tyskeren haler op i sine Benklæder. Se her er Silkesokker. Købt i Valencia. To Pesetash

Nej, det er umuligt. Tjeneren ryster paa Hovedet. Han bar ogsaa Silkesokker, og han haler ogsaa op i Benklæderne. Seks Pesetas. Det er virkelig en billig og rimelig Sælger, vi har med at gøre. Vi ler, alle. Da vil Sælgeren gaa ned til fire. Han har selv givet tre for dem, siger han. Men nej!

Da vil han med en stille Resignation gaa ned til tre og altsaa ikke tjene en centimo paa dem. Vi maa endelig gøre den Forretning, hvis vi har Respekt for vore egne Hjærner. Store Gebærder, men atter nej.

Hver Gang har han kastet Sokkerne hen i Skødet paa os, og har vi villet give ham dem tilbage, har han slaaet afværgende ud med Hænderne, saa vi har været nødt til at dekorere hans Skuldre med dem.

To Pesetas! skriger han da, som besat af Raseri. "Jeg sætter til paa denne Handel." Men atter nej, atter Rysten paa Hovedet. Sælgeren dirrer over hele Kroppen, han er angst, og vi ved, det maa komme. "En Peseta!" stønner han. Han smider Sokkerne i Hovedet paa os. "En Peseta!" Og samtidig lurer han, han er vaad af Sved over hele Ansigtet, for sæt nu, vi gik ind paa denne Handel, sæt nu, at denne dramatiske Kulmination skulde ruinere ham. En Peseta! Han krummer Knæene og hvisker hæst: En Peseta!

Og vi giver ham Sokkerne tilbage.

Da maa han nødvendigvis briste. Hans Penge er reddet. Han sætter ikke til paa os. Men for at redde Æren maa han gaa sønderknust bort, skjule sin Glæde over, at han slap saa heldigt fra sin storslaaede Komedie. Og han gaar bort, tavs og bedrøvet, ligesom udmattet af sin voldsomme Gebærde, der nær kunde være blevet skæbnesvanger.

Det var lurvet "grandeza".

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 

 

 7. Forvandling.

Det var Barcelonas urolige By,

og Natten var vilter og vaad,

og Regnen drev ned ad de revnede Mure

som Taarerne ned ad en lastefuld Fure,

en sivende Spiritusgraad.

Og Lygternes Blus i den regnvaade By

gav Gyderne Similiglans,

og sort og erotisk i natlige Blikke

laa Skæret af billige, lysende Drikke

og spejled en Similisans.

O, Similiglæder! Det klimpred med eet

i Gydernes trange Kvarter,

og i et Lokale med lumrende Sjæle

lød Knaset af Sand under dansende Hæle

i Takt til et sprukkent Klaver.

O, Similiglæder! Det mørkned med eet,

for du, som kom hen, var Mulat.

Saa aabent var Blikket, en sejlende Klode,

som havde du endnu din Barndom til Gode

og vented den endnu i Nat.

Din blaalige Læbe var vaagen til Kys

og ligned ilanddrevet Træ,

en sammensat Gaade i Linjer og Furer

af noget, der kryber, og noget, der lurer,

og noget, der angst søger Læ.

For tæt under Læben laa ventende Kys,

et Smil, som du løst lukked i;

men Ansigtets natlige Himmel og Hinde

blev skumrende rød i et Brandskær af Kvinde,

et Purpur, som Mørket slap fri.

Da saa jeg med eet, at det Smil om din Mund

var nedtraadt af ældgamle Spor,

og Tavsheden standsed vor tavse Forhandling,

og du visned hen i din sidste Forvandling.

Jeg rejste mig uden et Ord.

En pludselig Ælde erobred din Mund,

og du blev en Kælling paany,

som var du en Skøge fra Syndflodens Dage,

der hver Nat fik givet sin Ungdom tilbage

og atter blev gammel ved Gry.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 

 8. Katedralen.

Den spanske Stemning! Jeg følte den inden i mig som

en tung Varme, og handlede jeg, var det med en Pludselighed som en catalansk Anarkist, Beslutningen ramlede ned over mig, Livet kom i Skred, og betuttet og dog overlegen som en doven "caballero" satte jeg mig oven paa det og lod mig glide.

Barcelonas Katedral skulde jeg naturligvis se; jeg havde faaet at vide, at den laa i en Labyrint af Smaagyder og var svær at finde. Straks var det, som om Varmen i en Sfære af hede Dunster lagde sig uden om Vanskeligheden, og det blev en klimatisk Affære. Naar jeg tænkte paa Katedralen, kunde jeg daarligt aande. Saa gik jeg hellere ned paa en Fortovsrestaurant paa "Plaza de Cataluña", drak Wermouth, aad Oliven og fik mine Støvler pudsede. Det kølede altid i Sjælen, og saa kunde det jo ske, at Sjælen pludselig kunde interessere sig for noget og kunde skubbe til det. Der kunde maaske blive et Skred ud af det.

Caféen under Solsejlet med Udsigten over den forvirrede Plaza, Opgravningerne, de fældede Palmer og de skærende lyse Huse i Baggrunden ligger i min Erindring som Vand i Formiddagslys. Der var noget rislende klart over de nypudsede Herrer med de blinkende Spadserestokke og de lynende Sko, og Straahattene blev med kavalereske Manerer anbragte paa Marmorbordene. Her hentede jeg mig altid en Douche Energi.

Endelig en Dag gik jeg ned ad Ramblaen,og jeg havde da en saadan Overflod af frisk Kraft, at jeg bestemte mig til at gaa mod venstre. Der var nogle smalle Gader med blankt Lys i store Spejlglasruder, og Brolægningen var solide, firkantede Fliser. Da jeg først var kommet derind og aandede kølig Luft i Skyggen, var der nogle Gavle forude, blændende i Formiddagslyset som trak mig videre, de stak op i festlige Flader over de skyggeblaa Huse. Og pludselig aabnede Gyden sig. Solen strømmede ind, og jeg stod nu paa en Plads, som ikke var større end en Lysning; men den var stille og afsides, skønt den laa midt i Byen, Bygningerne omkring den havde en indadvendt Mine, værdig og ubekymret.

Det, som overraskede mig mest, var dog, at Stenbroen kom som en Bølge imod mig. Jeg gik langs en bred Stentrappe og følte mig ved Stranden, hvor en stor Dønning truede med i næste Øjeblik at overspule mine Fødder. Ovenfor laa en lav Kirke med tre gotiske Kniplingstaarne. Det var Katedralen.

Den var lille og bred. Den maatte have lagt sig til Hvile som en Hund. Efterhaanden som jeg steg op ad Trappen, løftede Kirken sig dog en Smule; men den blev ikke rank. Den var uden Himmelstorm. Taarnene var ikke Stiger mod det umulige blaa. Bygningen groede ikke.

Mildt skuffet gik jeg langs Siden, ned ad en smal Gyde, som førte mig hen til en anden Port, "Puerta de St. Ivo" hed den. Nogle Stenrelieffer fik mig til at standse ved den, for her var de knortede Buler, jeg elsker ved Gothiken, her var den ubehjælpsomme Naivitet, her var de Furer og Ujævnheder, der lod mig fornemme Stenen. Den frastødte mig maaske med sin kluntede Materialisme; men jeg følte dog Tyngden som en monumental Magt, der blev udøvet imod mig, en gejstlig knyttet Næve.

Igennem Porten saa jeg tværs over en Zone af Mørke. Det var Skyggen, der hvilede inde under Hvælvingerne. Knælende Mennesker laa som sorte Vadesten paa Gulvet, og jeg fantaserede mig, at jeg ved Spring fra Ryg til Ryg kunde balancere over til den anden Port, der var aaben ud imod blaa Skygger under en Arkade, imod grønt køligt Skær fra en Klosterhave og gult, styrtende Sollys. Men selv derude paa den anden Side beherskede Kirken dog min Fantasi. Dens tunge Sten udstraalede en undergørende Kraft, og selv de to mavesvære Politibetjente i skarlagensrøde Uniformsfrakker, som spankulerede i det blaalige Skær under Arkaderne og slog sig paa Laarene med Stokke, fik Passionsfarve over sig. Jeg saa dem jo ogsaa over en Afgrund af helligt Mørke.

Da jeg endelig efter at have kredset undseeligt rundt om Kirken, vovede mig ind, var det ind til Arkaderne ved Klosterhaven. De brede Søjler var delt i Stængler, som var bundtede sammen, og Stænglerne løb op i spidsbuede Kirkevinduer uden Ruder. Gangen var dækket med knækkede og udhulede Fliser, og Stenbænkene langs Siderne var slidt brune og blanke, for her havde flere Aarhundreders Nølere og Tænkere siddet. Tiggerne, som laa her med Ryggen støttet mageligt op ad Muren, havde det samme brunlige, slidte Præg over Ansigterne. Aarhundreders Indtryk var gledet hen over dem, skulde man tro, og nu var de ligesaa uforstaaelige og ubevægelige som Stenen. Men Haven indenfor Arkaderne havde mistet sin Friskhed, da jeg kom nærmere Den var sandet, og den havde et stort, brutalt Svanehus med Gangbrædt og en kunstig Dam. Nogle Svaner jokkede rundt i Munketrav, Kalot paa Hovedet og store, flade Fødder som en Parodi paa de hellige Mænd. En Filial af Zoologisk Have var oprettet her i Klosterhaven, og en tør Lugt af Sand og Sol og Fugleekskrementer drev ind under Buegangene.

Nøgtern af den pirrende Duft, som hang i Næseborene og havde renset mig for Æresfrygt, fik jeg endelig Mod til at gaa ind i Katedralen. Og jeg stod nu i et køligt, men vildt Mørke, og oplevede et overnaturligt Misforhold i hele Katedralens Konstruktion. Den høje Dunkelhed med de opadstræbende Linjer, der blev afbrudt af natlige Forvirringer, Forsiringer, Knuder og Knyster, saa at jeg ikke kunde ane mig til Rummets Afslutning, kunde umuligt være til i den lave, solbelyste Stenbygning, som jeg for et Øjeblik siden havde set udefra; men Misforholdet var sandt, en grænseløs Nat var bygget ind i den lille Katedral. Som Sjælen er bundløs i et Legeme med faste Konturer, som Mørket maa være bundløst inde i en Sten, var Katedralen levendegjort med et indre svimlende Rum, der stræbte opad, ovenud af Taget, ud i det uendelige.

Selv Fantasien kunde ikke finde Støttepunkter og skabe sig sorte Flader til Værn mod Grænseløsheden, for de sodede Hvælvinger var en porøs Nat, Mørket langs Væggene var gennembrudt, Kapellerne uddybede det, og Gitrene lod ane en endnu dybere Nat, Mørke bag Mørke. Rummet kunde tage alle Former. Der var Blokke og Huler nok til at skabe af, og der var ikke Haab om at kunne blive færdig, for der var altid et sort Bagved.

Kapellernes Række trættede ved sin Gentagelse. Den sløvede som Butiksvinduer i en Gade. Hist ulmede en Flitterglorie, her glødede et Kors; men intet trængte sig paa. Der var altfor meget at se, en levende Dunkelhed, udmattende og ophidsende, saa at jeg i Haab om Lindring formede Uendeligheden ud af mit Indre og forstod den Træthedsfornemmelse og det Overskud af Kraft, der tilsammen er Evigheden. En trafikeret Gade giver den samme Følelse; men her i Katedralen var det en Færdsel af Mørke og Stilhed.

Saa tonede en dyb Mandsstemme, syngende og dvælende, og med et Ekko, der flakkede under Hvælvingerne som en Fugl mellem mørkt Løv. Der var Rum deroppe. Der kunde være kæmpemæssige Trækroner og enorme Grene og Nat ovenover igen, en Nat uden Stjærner.

Ved et af Gitrene foran et Kapel laa to sorte Munke paa Knæ. Den ene var ydmyg med foldede Hænder; men den anden knælede i en stormende Stilling som en Fange i et Bur, han havde Brystet presset tæt op ad Tremmerne, og med Hænderne greb fat i Jærnstængerne og vilde tvinge dem fra hinanden for at komme ind til Helgenen med hele sin hensynsløse Fromhed, sin vildt flagrende Sjæl. Det var en stivnet Storm. Han rørte sig ikke. Jeg hørte kun en hed Mumlen, der gjorde Natten herinde endnu mørkere, endnu dybere, som om Sten rullede nedad en Skrænt, dybere, dybere.

I denne Grænseløshed, hvor Formerne skiftede og Stormen ikke fik Udløsning, maatte jeg søge smaa Virkelighedsbilleder, klare, let fattelige. Jeg maatte helbrede mig med Overfladiskhed og more mig over en Messedreng, som sad ved et Bord og af Kedsomhed tegnede med Fingeren i det røde Klæde. Han var en levende Bagatel, noget frisk og ydre. Han kunde omgaas det gothiske Mørke med Selvfølgelighed, og da han fik Øje paa mig, blinkede det sort i hans blanke Øjne, og en fugleagtig Nysgerrighed var vakt hos ham.

Jeg søgte de verdslige Gebærder herinde og forfriskede mig ved dem. Der var Latter og Uberegnelighed omkring dem. De var som mine utallige flyvende Stridsmænd imod det altopslugende Mørke, som her var Religion, og som jeg frygter er Verden. Naar Mænd med andægtige Aasyn viftede sig med de store Straahatte, Hverdagshelgener med Solsikker, var det den sidste Herremode, der blinkede til mig herinde under de skyggemættede Buer, og naar en Herre omhyggeligt bredte en Avis ud paa Stengulvet, før han knælede, saa knitrede et lille Forfængelighedens Tegn. Alt var alligevel i Orden. Pressefolderne i Benklæderne maatte ikke spoleres, og jeg kunde følge Sirlighedens smilende Lov helt herind i den dunkle Uendelighed. Der var Traade, som jeg blot behøvede at gribe og følge, saa var jeg atter ude. Og saa Solen! Solen! Et Sted henne i Korrundingen var et Vindue smækket op, og en støvet Solstraale stod som en Skraabjælke ned gennem Mørket og tegnede en firkantet Sol paa Flisen. Det nøgterne Liv stak en Finger ind for at pille ved den skolastiske Nat.

Med eet blev de bevægelige Glimt borte, for jeg var kommet om paa den anden Side Koret, en kolossal, firkantet Blok midt i Rummet. Jeg var kommet ind i et Halvmørke, der udstraalede fra Lysstrømmen gennem den aabne "Puerta de St. Ivo". Men selv Lyset var overnaturligt og havde et Skær som fra Ramper. Det bar en Skaal, der mindede om en knudret Middelhavsmusling, eller maaske flød Muslingen som en Baad paa den gule Flod, og en Tot Tang klæbede sig fast under den - eller maaske var Muslingen bundet fast under en flyvende Fugl for lige oven over stak de vandrette Orgelpiber ud i Rummet som en Svales Hale.

Der var Lys oppe i denne Skal, og Silhouetterne af Drengehoveder, runde og kortklippede, tumlede rundt langs Kanten. Nogle saa ud over og ned paa mig. Men pludselig hævede en hvid Arm sig, og Hovederne vendte sig om.

Drengesangen begyndte.

I spinkle, klare Toner steg Hymnen op gennem Mørket; den havde en Straaleglans i sig, der glitrede, og den taarnede sig som en Konstruktion af Taarer, en Knipling af Glastraade, gennembrudt, uvirkeligt, højere end Katedralens Taarne derude. Den byggede sig op ved Gentagelser, den ene Tonerække drejede en Spiralvinding oven over den anden, og Uregelmæssighederne stak ud som Takker og Torne. Mørket samlede sig og strømmede op for at støtte denne gennemsigtige Kegle, der borede sig ind i Uendeligheden, og øverst som et Glimt af sylspidst Lys, intenst, som hvis Solen var en Streg i Stedet for en Kugle, dirrede en spinkel Drengetenor. Hvert Øjeblik kunde den knække over, saa spændt var den, og i klingrende, lynende Stykker styrte ned gennem det ufattelige Mørke.

Da stirrede jeg atter paa den Tot Tang, der klæbede under Muslingens knudrede Skal, og det blev et Skæg, et langt sortkrøllet Skæg, som vajede ned foran den aabne Port, og i Sollysets Genskær fra Fliserne saas, skinnende og grinende, et Maureransigt med en Turban som et rødstribet Badehaandklæde, et afhugget Fjendehovede med Skæg. Det var ingen Vision. Nej, umuligt! Det var blot en Detaille i den catalanske Gothik, et bloddryppende Ornament, der dinglede under Balkonen, hvor Drengene sang.

Jeg gik stille ud i Solen. Mit Legeme var stærkt belyst, det var Hovede, Krop, Arme og Ben; men inden i mig var et vældigt Mørke, et Misforhold, som truede med at sprænge mig, og et krystalklart Lys som et Taarn, der jager mod Himlen. Der var Grusomhed og Fromhed, der var Blodglæde og Aand. Jeg syntes, jeg kendte Spaniens Historie.

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 9. Palma de Mallorca.

En mørk Aften sejlede jeg fra Barcelona. Der stod en sort Stribe Mennesker inde paa Kajen og skreg Farvel, men ikke til mig, og jeg kunde med en hoven Ligegyldighed og Melankoli sætte mig paa en Tovrulle med Ryggen mod Byen og stoppe min Pibe. Et Fyrtaarn, halvvejs oppe paa en Klippeskrænt, sendte sine uregelmæssige Lysstriber ud over Vandet, saa at de lange, bløde Bølger bevægede sig med fløjlsagtige Skygger, og gled saa ind mod Klippesiden og trak sig sammen.

Inde i Salonen dominerede tre Munke, og da jeg ikke kunde lide Atmosfæren omkring dem, gik jeg straks til Køjs. Af gammel Sørejsevane lagde jeg mig som et Andreaskors for ikke at blive rullet frem og tilbage og sov øjeblikkeligt.

Midt om Natten vaagnede jeg ved at knalde Hovedet mod Væggen. Forhængsgardinerne bulede ind over min Køje og stod i næste Nu skraat ud i Kahytten. Det gurglede og stønnede og spyttede. Kahytskammeraterne kastede op. Og saa sov jeg ind igen med en Følelse af rolig Hygge. Maaske kunde det blive Storm!

Da jeg atter slog Øjnene op, raslede et Gangspil. Genskæret af en solhvid Stenmole oplyste Kahytten, og gennem Koøjet saa jeg et grønt Hav skylle ind mod en knudret Kyst og en By, der laa med staalblaa Sten og rødgule Huse i den sølvklare Morgen. En takket Domkirke vendte Siden til Havet, og en massiv Bygning aabnede et Galleri med mauriske Søjler som et Gab. Det var Palma de Mallorca.

Oppe paa Dækket gik det fredeligt til, og ind over Kajen med lave Pakhuse og støvgrønne Palmer laa en provinsiel Ro. Menneskene gik med lange, sejge Skridt. Der var Rum og Plads nok til Udfoldelse. Kun sjældent traadte man paa hinandens Skygge.

Bag Pakhusene holdt en Række gule Vogne, overdækkede Enspænderkøretøjer med en Dør bagtil og et Vindu til hver af Siderne, smaa skinnende Huse paa Hjul, og i et af dem sad en Spanierinde. Straks blev det stille og fjærnt inde i mig. Naar en Spanierinde sidder ved et Vindue, rykkes jeg øjeblikkeligt ind i en anden Virkelighed, hvor alt bliver til Ro og Billeder og Beskuelse. De skal være lukket inde, Spanierinderne, de skal komme til Syne inde i Huset. Deres Skønhed skal ses i Indramning. Og hun sad fornem og doven. En sort Vifte smuttede i hendes Fingre. Hun aabnede den og viftede sig. Hun smækkede den i og skrabede sig tankefuldt paa Næseryggen med den. Den var som en Fuglehale, hendes Underbevidsthed kunde vippe med og snart brede ud og snart klemme sammen, uden at hun behøvede at tænke paa andet end den bløde, dunkle Kendsgerning, at hun var smuk. Og hun var smuk, sorthaaret og sortøjet, og Solen, som sivede ind gennem Overdækningens Lærred og fyldte Vognhuset med gult Lys, gav hendes hvide, fedladne Kinder en Glans af Elfenben. Tunge, røde Øredobber gyngede, naar hun en sjælden Gang drejede Hovedet.

Skønt jeg sank hen i Beskuelse, blev jeg ikke rendt over Ende af Lastdragere. Her var Plads nok til en Mands Skygge. Saa var her vel ogsaa Plads til en Krop, som Sjælen et Øjeblik havde forladt. Og Palma de Mallorca havde Tid nok. Tiden var lysende og rolig som Himmelrummet over Havnen med alle de sovende Sejlbaade og Byen med alle de lave, firkantede Huse. Vognene kørte ikke fra mig, og en Hotelkarl, som maatte have forudanet min Skæbne, ventede i solskinsfyldt Taalmodighed paa, at jeg skulde vaagne og selvfølgelig bestemme mig for hans Hotel.

Endelig kørte Vognen med den spanske Skønhed bort, og i samme Nu vidste jeg, at hun var for fedladen til at være smuk. Det var Sollyset og Roen og Vinduet, som havde tændt min aandsfraværende Forelskelse, og nu kunde jeg nøgternt forhandle med Hotelkarlen. Da jeg ikke forstod hans Talord, maatte han skrive Pensionsprisen med Fingeren i Luften. 12,50 Pesetas! Javel! Saa kørte ogsaa jeg af Sted, ind til Byen, nu selv i en overdækket Vogn, nu selv bag et Vindue. Det gule Lys strømmede ned over mine Hænder. Skønne Elfenbensfingre! Jeg rystede et Spindelvæv af forvirrede Tanker ud af mit Hovede.

Hotellet laa paa den mest støjende Plads, jeg har oplevet, og mit Værelse vendte ud til den. Her skulde jeg hvile og drømme. Her skulde Digtene gro i mig. Men hvert Kvarter blev en af mine Tanker kørt over af Palmas fem Sporvogne, som nu havde været deres Runde i den stille By og under susende Traade og paa skingrende Skinner samtidigt mødtes ved Gloriettaen, en mangekantet Træbygning paa en Plæne lige nedenfor mit Vindue. Et Bilkompagni havde sine Vogne staaende her, og naar de blev startede, lød det, som om alle Smaadele af Metal skulde sprænges fra hinanden. Æseldriverne skreg af Glæde, naar de naaede Pladsen, og Æslerne skrød, langt og oprivende, og midt paa Pladsen stod en Avisdreng paa Tæerne med de sammenrullede Aviser vippende som Banderillas i de opløftede Hænder og hylede sit: "Ultima hora! Ultima hora!"

Om Natten klang det som et Bifald mellem de kølige Mure. Det var Cafeernes Gæster, der klappede ad Tjenerne. Tjenernes "Voy! Jeg kommer!" skingrede med alle de øde Sidegader som Ressonansbund. Hver Lyd blev klar og skærende, fordi Luften over den lille By ikke var mættet af Støje. Orkestrene hvinede med Violiner, de elektriske Klaverer hamrede igennem, og jeg længtes saa inderligt efter Stilheden i de larmende Storstæder, hvor Lydene er blevet Natur som Tavshedens Summen for Ørerne, som en Konkyljes Syden.

Dog laa Idyllen kun faa Skridt fra mit Hotel. Dér laa en Trappegade "Calle de Seo" med en rødgraa, gammel Mur overgroet med støvet Vildvin og med Klynger af lyserøde Oleander hængende ud over Kanten, og stod jeg for Enden af den, i Murens kølige Skygge, fortonede Palmerne om Gloriettaen sig i en blaalig, paradisisk Fjærnhed. Jeg var da rykket ud af Larmen. Jeg kunde da faa Roen til Live i mig.

Palma blev saaledes de rolige Vandringers By. Jeg fandt Stilheden ved at se paa gamle Huse og Kirker; men Byen blev ikke befolket med Mennesker og Dyr. Husker jeg en Munk, som løb piftende efter en Sporvogn - han hankede op i Kutten som en gammel Kælling i sine Skørter - husker jeg en rundhovedet Piccolo, som altid stak Hovedet ind ad Døren til Spisesalen for at grine ad mig, er det maaske alt. Menneskene glemte jeg, og der var kun gamle Huse tilbage. Jeg forfaldt til Pietet og historisk Sans.

Fra Gaard til Gaard, fra "Patio" til "Patio" gik det. Her var Hvile og Kølighed. Jeg kunde aabne Porten og stille gaa ind i de smaa Palæer, uden at nogen spurgte, hvad jeg vilde, uden at nogen nysgerrigt viste sig i Vinduerne, og jeg gik uvilkaarligt paa Tæerne, gennemtrængt som jeg var af den kølige Fornemhed, der laa i Buegangene om Gaardspladserne. De lange, lave Hvælvinger, de brune Søjler og Trapperne med de smukke Gelændere var saa enkle, saa rolige i Linjerne, at jeg følte mig som en Proletar overfor Patriciernes beherskede Smag. Intet pralede, intet stræbte. Alt var lavt og blidt og sprængte aldrig den private Karakter. Det var Enemærker, det var Huse.

Jeg tænkte mig en sagkyndig ved min Side, en Mand, der kunde fremtrylle de fine Nuancer for mit Blik, Dybderne i den matte Farve og den blide Kurve. Han vilde have lært mig det levende, det mangfoldige i Stilheden, og jeg forstod, hvor intim Viden der skal til for at fatte Roen. Tænkte jeg maaske paa Goethe, den klassisk afklarede, som jeg engang har haft Uvilje imod, og vidste jeg, at jeg som gammel Mand engang vil forstaa disse Huse bedre end nu? Der var i hvert Fald noget, jeg øvede mig i, mens jeg gik de stille Vandringer. Jeg øvede mig i at blive gammel.

Gaderne var dækket med store, rene Fliser. Middelhavssolen lokkede alt det gule og blaa og røde, som sover i den graa Sten, frem. Og hvor det myldrede med lyse Farver! De skreg ikke af Glæde, de hvilede ovenpaa Stenen, og den eneste Kontrast var de lilla Skygger, der laa i smalle Striber langs Husrækken. En stille Glæde, en aaben Ro var det at gaa her og slentre. Men Melankolien, som lurer i Danmarks solhvide Provinsbyer og pludselig kan kaste sig over En, kunde ogsaa her komme med en Styrke, der omskabte al Ro til et ubegrænset, lyst Øde, ubarmhjærtigt lyst, og derfor blev min Melankoli større i Palma end i nogen anden By i Spanien. Jeg kunde gaa dødsens trist hjem til mit Hotel og efter Middagen synke hen i Siesta og Søvn, og saa havde jeg atter Larmen fra Pladsen i mine Øren og atter Haabløsheden.

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 

 10. Perleforhænget.

"Palma de Mallorca".

Jeg sad og var dunkel af Hede

og drak af en dyssende Vin.

Jeg kæmped mod skyggefuld Lede

bag Forhængets Perlegardin.

I Sus af elektriske Vifter

løb Ilinger gennem mit Sind.

Jeg længtes mod kolde Bedrifter

i Vifternes kunstige Vind.

En Pige med mauriske Lænder

stod tungt i en mørk Silhouet

og famled med skyggede Hænder

i Forhængets Glasperlenet.

Og saa greb hun ind i det myge

Gardin, og det blinked i Larm,

som greb hun en Snor af en Byge

og snoed den rundt om sin Arm.

Og Ilinger risled saa klingre

i Nettet og skingred til Ro;

men Strejfet paa Arm og paa Fingre

var perlende Regn, saa hun lo.

Da greb hun med favnende Arme

om Forhængets Glasperlenet,

og Brystets urolige Varme

blev svalet af Draabernes Skvæt.

Da sprang hun, som vilde hun bade

og finde sin plaskende Plads,

en dunkel og dristig Najade,

som sparked og sprøjted i Glas.

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 

 11. Bjærget Randa

Der ligger paa Mallorca et Bjærg, som hedder Randa, og der er for saa vidt ingen Grund til at bestige det, da det ikke er højt. Det krummer sig i det rødlige Landskab med sine to taageblaa Pukler og lokker ingen. Men i min Hjærne findes gehejme og store Planer, som fører mig paa afsides Veje, og nu vilde jeg just se, hvorledes Raimundo Lullo boede, da han fandt Beviserne for Guds Tilværelse, nu vilde jeg se den stenede og hede Egn, der i Varmen havde udstraalet Tanken om det absolutte. En Idé maaske. Lidt Galskab maaske, som jeg kunde være stolt af. Jeg betragtede i hvert Fald Randa som et helligt Brandsted.

I et lille Mallorca-Tog rejste jeg op til Stationen "Algaida". Jeg blev sat af paa en rød, støvet Landevej. Nogle trætte Akacier dryssede afbrændte Blade ned over den. En Hotelvogn var det eneste Stykke Civilisation. Hotelkusken det eneste Stykke levende Menneske. Med et vældigt Sæt svang han sig ned fra Bukken og aabnede Døren, da han saa mig; men jeg gik følelsesløst forbi. Saa raabte han til mig. Jeg vendte mig høfligt og slog beklagende ud med Hænderne. "No, señor!" Og da stirrede han. Han lænede sig op mod Vognen og gloede. En Herre, der vilde gaa paa sine Ben! Aldrig, havde han set Mage til Selvplageri! Han virrede med Hovedet, som om han vilde ryste Fluer bort, sprang op igen og knaldede med Pisken. En Støvsky rejste sig og væltede ind over mig.

Vejene var indhegnede med lave Mure, og jeg gik som mellem udgravede Ruiner. Var Markerne ikke enorme Tomter, beplantede med Oliventræer? Solskinnet drev som en lysende, svidende Røg over alt, og fra Stenene og Støvet stod en hed Aande, som om Gløderne endnu ulmede under Ruinerne.

Jeg var straks en Besvimelse nær i dette brændende Land. Støvet lagde sig som gulligt Mel paa mine Støvler, og de lignede paa et Øjeblik Vejen; de vilde vel snart gro fast, og saa kunde Resten af min overflødige Menneskekrop stille dø hen i Solen, Blodet og Sveden og Saften kunde fordampe og Huden skrumpe sammen og blive mørk og rynket som Oliventræets Bark. Jeg maatte rive mig løs! Hvert Skridt kostede ganske vist en Genfødelse, og hurtig Gang en Sjælevandring af Eksistenser. Men jeg maatte rive mig løs! Jeg maatte komme af Sted, med min Energi bestandig blafrende og døende, med et forrygende Baal af Forsæt, der hurtigt blev brændt op.

Et Øjeblik aandede jeg ud i Skyggen af et lille Stenskur; jeg fandt ligesom mine gamle, kølige Omrids igen og kunde tænke klart.

Himlen, den blaa, ubarmhjærtige Himmel, var min Fjende; men de mørke Skyer mod Sydøst gav den Ansigt og Udseende, og i dens Træk turde jeg læse mig til Haabet om Naade. Skyerne maatte engang i deres langsomme Drift glide hen for Solen og kaste Kølighed over Landet, engang, engang, og jeg kunne da gaa som en kold og oprejst Mand. Men der var vist længe til engang. Markerne, Træerne og de overpudrede Mure skælvede som set igennem hede Dampe, og denne sitrende Verden, denne dagklare Lue, maatte jeg atter ud i, og frem ad Vejen, hen mod nogle Huse, som blaanede forude, uvirkelige, levende af Varme, hen mod Algaida.

Det var ingen Afstand, jeg havde gaaet, da jeg naaede ind i Byen; men jeg havde brudt mig Vej igennem Mure af Hede, og jeg var overanstrengt. Sveden piblede paa min Pande, og jeg følte mig søvnig. Byen hærdede mig imidlertid. De rødgule Huse i den krumme Gade laa med lukkede Skodder og Porte, og der var ingen Gæstfrihed at vente hos de kantede Stenblokke.

I den glødende Middagshede var der ikke et Menneske paa Gaden, og mine Skridt klang med et uhyggeligt Ekko som i en uddød By, de trængte ind gennem de tykke Mure, de forvildede sig ned ad Sidegyderne og ud over Kaktushaverne, som jeg skimtede for Enden af dem. Overalt maatte dette nye Tempo kunne høres, og naar det blev svalt hen ad Aften, ak, naar det engang blev svalt, vilde man livligt drøfte, hvad for en Lyd det dog havde været. "Trinene i Dagen" vilde det hedde, ligesaa hemmelighedsfuldt som "Trinene i Natten". Kun en Særling, en Helgen eller en Forbryder vilde gaa igennem de glødende Gader ved Middagstid, vilde man sige, kun en Mand paa Flugt.

Da lød der en vild og middelalderlig Klang. Den skrattede mellem de døde Mure, og alle Dørene sprang op som ved Trolddom. Kvinder og Børn kom væltende ud i Solheden. Den gule, ensformige Gade, der havde ligget stivnet i Middagen, blev levende. Lyse Dragter, farvede Hovedtørklæder, sorte Haarfrisurer kom frem. Der var altsaa myldrende Liv inde bag Stenene, der var svale Hulrum med Mennesker og Stole og nøgne Vægge, underlige, firkantede Dyrehuler, der ligesom var gnavet ud inde bag Murene. Og anden Gang tonede Klangen. Det var en Mand, som sad paa sin Vogn og blæste i et Konkyliehorn, fantastisk som en Mælkeklokke, som en Gadesælgers Raab, for mig den levende Romantik, Rottefængerens Fløjte i Algaida.

Men hvorfor blæste han ikke tredie Gang, saa at de søvnige Mandfolk ogsaa var krøbet ud? Hvorfor ikke fjerde Gang, saa at de mindste Korridorer og inderste Rum var blevet tømt for Liv, og alt havde strømmet forbi mig i Algaidas gule Gade? Saa havde jeg kendt Byen. Saa havde den været mere end en solvarm Stenmasse med nogle tilfældige Kvinder og Børn. Dog maa jeg takke Konkyliehornet, ellers havde jeg aldrig faaet at vide, om Byen var død eller levende.

Saa var jeg atter ude paa de rygende Landeveje. Det gullige Støv, der dyngede sig op mod de lave, rødlige Gærder, Kaktusserne med de tornede Blade, de sølvglitrende Oljetræer og Randa med sine to Pukler var som et sitrende Slør, spændt ud mellem Himlen og Helvedet. Der var hærgende Ild paa begge Sider af det.

Oliventræernes Stammer efterabede Helvedes Kvaler. De snoede sig, de vred sig krampagtigt, som om de vilde skrue sig op af Marken, rive Rødderne løs og flyve bort. Det var aldrig lykkedes. Undertiden var de segnede under Lidelsen og laa og rullede sig hen over Jorden. Kronen rejste sig dog stadig i Vejret, og Rødderne holdt fast i Mulden. Undertiden gabede de med sorte Sprængninger, som de havde paadraget sig under Forløftelsen. Overanstrengte stod de, stivnede ved Smertens yderste Grænse, og dog bar de Frugt.

Da følte jeg pludselig, at Varmen fortættede sig til en sveden Lugt, der pirrede i Næseborene. Gik der nu endelig Ild i det hele? Vilde alle Bølgelinjerne virkelig samle sig til et blussende Inferno, vilde Oliventræernes sorte Flammer virkelig forvandle sig i gult og rødt og slaa op om mig?

Ved en Drejning af Vejen steg en sort Røg langsomt og tykt i Vejret, som om Mulden var ved at fænge, og ved Baalet sad en Landarbejder med Næseborene vidt udspilede og fodrede Ilden med Kvas. Han badede sit mørke Ansigt i Baalets Hede, tæt op ad Røgen som en sodet Stolpe. Jeg var ved at faa Kvalme.

Da saa jeg med eet flere Baal. De strittede op gennem Sprækker i Jorden, syntes jeg. Inde mellem Træerne stod intense, hvide Flammer og blussede lodret, og oppe paa de røde Høje drejede langsomme, osende Spiraler sig i den dirrende Luft. Jeg blev syg ved Synet af dem, trangbrystet og stakaandet. Jeg kunde ikke taale det; men alligevel maatte jeg stirre paa dem, jeg maatte pine mig med at tænke paa dem, et hypnotisk Selvplageri, og jeg følte mig som en Kætter paa et Baal, hvor Luerne pibler igennem Brændestablen, hopper lunefuldt og snart vil stryge hen over mig i et pludseligt almægtigt Kærtegn og svide mig ud af Verden.

Omsluttet af disse glødende Fantasier strøg jeg mekanisk en Tændstik for at faa Ild paa min Pibe. Først senere har jeg forstaaet, hvor desperat det var. Vilde en moderne Jeanne d'Arc paa Baalet da bede om en Cigaret? Alt var ubevidst. Jeg stillede mig af gammel Vane i Læ af et Træ ved Landevejen, som var jeg i det blæsende Danmark, og ikke paa en Ø, hvor Luften var vindstille Ild. En komisk Galskab.

Da jeg saa Flammen paa den tynde Vokstændstik, overvældedes jeg helt. En metafysisk Varme aandede fra det lille Blus og fortærede med Graadighed Ilten omkring sig, snappede den sunde Luft bort under Næsen paa mig, og halvt daanende skuede jeg ind i en trekantet Hvidhed, der var elektrisk i sin Kraft og saa ren, at den fyldte mig med Smerte. Det største af alle mine Tankesyner, det blændende Lys, der udstrømmede fra min Barneguds Aasyn, brændte mig i Møde fra den blege Vokskærte, fra en Tændstik, og det blev en dyb religiøs Handling at faa Ild paa min Pibe med denne transcendentale Lue.

Men jeg vandrede jo ogsaa mod et helligt Brandsted.

Randa laa bestandig forude. Den blaa Røg, som Bjærget hidtil havde lignet, var nu ved at blive fast Masse. Jeg øjnede Huse ved dets Skraaning, Huse af samme kalkede Farve som Bjærget. De var vel byggede af samme Sten; men man skelnede den menneskelige Tankes Firkanter mod Naturens lovbundne Forvirring, og jeg havde en god Følelse af Enhed og Kontrast paa een Gang.

Vejen drejede imidlertid af mod Vest og vilde i en mild Bue have ført mig uden om mit Maal. Altsaa maatte jeg ind paa smalle Stier, lige imod Randa; men snart flettede Træerne deres Kroner sammen, og jeg gik i grønne, skyggefulde Tunneller, jeg slentrede i Kølighed. Et Sted plukkede jeg en afblomstret Skarntyde og kostede mine Støvler af. De blev stribede. Et andet Sted i Tunellen blev jeg staaende og stirrede paa nogle Grene, Grene i Skygge, og jeg blev staaende saa ubevægelig og saa længe, at en Kvist pludselig bøjede sig sammen og gik hen imod Stammen. Det var et Insekt. Selvfølgelig maatte jeg skræmme det igen, og saa havde Grenen faaet en ny Kvist, der med fabelagtig Stivhed strittede ud i Luften.

Lykkelig og kølig kom jeg gennem de korte, grønne Tuneller til Randa By. Den var mere levende end Algaida. I det aabne Vaskehus skyllede nogle Kvinder Tøj, som drev i et Stenbassin med sæbeblaat Vand. De kastede det drivvaade Haar tilbage over Hovedet og tørrede Hænderne ned over Bluselivet, saa at det blottede det svedende Bryst, og saa lynede de sorte Øjne nysgerrigt. Hvad jeg spurgte om, forstod de ikke; men jeg maatte standse ved denne primitive Gruppe, der knælede ind over Stenkanten i forvredne, yppige Stillinger, jeg maatte sige Ord, skønt jeg vidste, jeg lige saa godt kunde have sunget for dem, og nu lo de med vaade, skinnende Kinder, Latteren gik som en dirrende Rytme gennem deres Legemer, som de fugtige Kjoler gav plastiske, farvede Former, gult og rødt, der gik over i fugtigt mørkt. En bibelsk Situation.

Længe førend jeg havde sundet mig ovenpaa deres Latter, var de atter i fuld Gang med at skvulpe og skumme og skylle i det fraadende Vand, og jeg kunde ikke blive staaende evigt her i min andægtige Dyrkelse af det kvindelige Arbejde, gammelt og smukt, som det var.

Gaden gik skraat opad forbi nogle Haver med høje Mure. Røde og blaa Blomster hang tungt ud over Randen, og jeg følte min Hjemløshed dobbelt stærkt, fordi jeg ikke kunde give dem Navne. Kun et Par vældige Solsikker maabede i fortrolig Nysgerrighed; men ellers gik jeg i en Verden, hvor jeg havde Lov til at døbe alt efter mit lunefulde Forgodtbefindende.

To Mænd, som talte sammen, drejede sig langsomt paa Hælen, idet jeg vandrede forbi, og nede i Vaskehuset kunde jeg paa Vandets Skvulpen høre, om Kvinderne atter var ude for at stirre efter den fremmede Skikkelse, eller om de arbejdede.

Men Hvile var der ikke at finde i den lille By. Den havde kun en Kirke, der var saa lille, at man kunde klø den paa Ryggen. Kro havde den derimod ikke. Hvorfor skulde jeg saa standse? Jeg maatte ud paa Bjærgets ørkenagtige Sten og til Vejrs.

Solen straalede i al sin Ubarmhjærtighed. Den flimrede som ustandselige Piskeslag. Kasketten havde jeg vendt om, saa at Skyggen som en Tropehjælm dækkede Nakken. Men min Pande og mine Øjne var alvorligt udsatte for at blive snertede af Lyset, og det havde ogsaa svimlet for mig, havde jeg ikke holdt en spansk Vifte løftet imod Solen. Jeg kunde se Straalerne prikke gennem det sorte Tøj.

Bjærgstien skrumpede hurtigt ind; men en Vejvisersten med rød Maling havde sagt mig eet eneste Ord: "Kloster". og jeg troede derfor, at Stien kun midlertidigt var forsvundet mellem Stenene. En Arbejder med en Dragt Kvas paa Ryggen havde ogsaa beroliget mig. Jo, Klostret laa oppe paa Toppen, og saa havde han travet skødesløst videre, tværs ned ad Bjærget, glidende, vaklende, ubekymret for Sti og Skraaning, men stadig paa Benene. Et Skred af Smaasten havde bestandig raslet under hans Fødder.

Altsaa gik jeg trøstigt løs. Jeg drømte mig til en ordentlig Sti. Jeg drømte mig ogsaa til en fanatisk Beundring for de nøjsomme Munke paa Randa, der kun behøvede en Sti paa Bredde med en Stortaa. Eller red de maaske paa Æsler? Er det ikke Æsler, som kan gaa paa en Kant? Min Tilbedelse af de gejstlige Herrer steg, jo oftere jeg var ved at glide ned ad Skrænten, og var jeg virkelig styrtet ned, var det velsagtens endt med en Convertion.

Pludselig standsede mine katolske Tilbøjeligheder midt i en Skærvebunke, og foran mig laa et indfiltret, tornet Krat. Selv den frommeste Munk paa det mest ydmyge Æsel kunde ikke bane sig Vej her, ja selv et Æsel paa et Æsel maatte have vendt om, og da jeg hverken er Munk eller Æsel, satte jeg mig øjeblikkeligt ned i Skærverne.

Bag ved mig laa et lille Stenbrud med hakkede lodrette Vægge. Brune og blaa Farver laa som afbrækket Pastelkridt og lyste tørt, og en Hytte, der lignede en Varde, med nogle brede, visne Palmeblade som Tag mindede mig om Robinson Crusoe. Her sad jeg paa Skærverne af mine Planer med Benene strakt ud fra mig, haabløs og ødelagt.

Og hvad var det, jeg havde villet. Jeg havde tænkt at skrive en Bog om Raimundo Lullo i tre Dele, den første om Kærligheden, den anden om Gud og den tredie om den hellige Svindel, en virkelig skadelig Bog med et Angreb paa alle absolute Værdier; men jeg havde i Palma set en rød Statue af min Helt, en Munk med fromt Skæg og himmelvendt Blik, og jeg havde ikke orket at tænke paa ham. Jeg havde set hans Grav i et af Kapellerne i Franciskanerkirken og var blevet skræmt tilbage af Virkeligheden, og nu sad jeg midt paa en Bjærgskraaning, afblanket for alle Fantasier. Hvorfor vilde jeg ogsaa følge i min Helts Fodspor? Hvorfor havde jeg ikke med suveræn Foragt for Skærver og Bjærge ladet ham springe ud af min Hjærne?

Jeg var den moderne Romanforfatter. Jeg sad i en Skærvebunke og var omsluttet af et tornet Krat af Realiteter, som vilde kradse mine Hænder og slynge sig om mine Fødder. Det var Virkeligheden. Men Virkeligheden duftede. Det var trods alt et krydret Bjærg, jeg sad paa. En mørk Sky var drevet for Solen og sænkede en mild Kølighed ned over mig.

Neden under laa Randa By med okkergule Huse og spraglede, indhegnede Haver, der her oppe fra lignede Kasser. Længere ude saa jeg Mallorcas røde Marker og graagrønne Olivenlunde og lysende Stæder, Algaida, Pina, Llorito, Montuiri, Villafranca, under Skyernes jagende Skygger, og i Nord steg Bjærgene som en blaanende Torden.

Var jeg kæntret her, saa var Ulykken kølig og smuk, og det var da ogsaa Horizontens Mægtighed, som løftede mig paany, det var den, som rejste mig, saa at jeg trodsigt stirrede op ad Skraaningen mod Toppen, der var kantet og brutal som Murene paa en Skyborg, og saa gik jeg naturligvis den lige Vel opad, lodret gennem Krattet. Bjærget var lavt, det egnede sig kun til aandelige Bedrifter, min Bjærgbestigning var ogsaa kun Aand, den var Kampen med en Idé, som overalt voksede sammen til et Krat.

Der var gode Buske med lange, sejge Grene, som rakte sig frem mod mine Hænder eller bar mine Fødder, og der var lidenskabelige Buske, der erotisk omfavnede mig, saa at jeg aldrig kunde slippe løs, det var Kvinder og Kvinder. Der var ogsaa Buske, som hadede mig og fyldte mine Fingre med Torne. Men aldrig skal jeg glemme de venlige gule Blomster, der stak. Hvem mindede de mig om?

Hele mit Hjemland mødte jeg paa Randa, og derfor maatte jeg krybe, sno mig, lægge mig ned for at hvile. Stod jeg endelig op, blev jeg svimmel, skønt jeg ikke havde naaet de Højder, jeg vilde. Komisk! Jeg saa mig selv objektivt, en forvreden, overanstrengt Figur, der besteg et Bjærg, som kun var en Knold. Men her fra havde en Fantast engang naaet Gud. Det var en af den hellige Tankes Skamler.

Jeg kendte mine Hænder igen. De var sølvagtige af Sved. Og jeg kendte mit Hjærte igen. Det vilde hoppe ud af Halsen paa mig. Og jeg kendte min Tanke igen. Den maatte stadig overvinde sin egen indbildte Svimmelhed. Og Latteren kriblede i mig. jeg kunde have leet og sunget - trods alt - trods alt. Randa var kun skabt til aandelig Daad.

Da naaede jeg et Plateau og kunde rette mig op. Med en Skødesløshed, som om jeg lige kom ud fra en Bar, gik jeg hen over de knoldede Sten. Tre brune Geder kom klingende ud af en Revne i Bjærget og gloede paa mig. Det var de første levende Øjne, jeg mødte. De var fjærne som overfor en Fjende. Men skal vi ikke skaane hinandens Nerver? Er det ikke den eneste holdbare Moral? Opførte jeg mig ikke som en fuldendt "caballero", da jeg gik langt uden om og lod dem forstaa, hvor ligegyldige de var mig?

Den sidste Knold gik mageligt. Jeg fandt en skæv Trappe og naaede op til en Mur, og Hurra, her var Mennesker, jeg følte straks deres Venlighed. Den lange, graa Mur var besat med Pigtraad.

Bagved laa nogle faldefærdige Huse. Det var et Roderi af Sten; men af Roderiets Facon kunde jeg gætte, at der i hvert Fald engang havde boet Mennesker i det. Hvordan de derimod var kommet ind, kunde jeg ikke finde ud af, for der var ikke saa meget som et Hul i Muren.

Jeg maatte følge langs med Muren, men stadig ingen Aabning, og sluttelig stod jeg ved en Skrænt. Der var ikke saa meget som en Sten, jeg kunde staa paa, saa at jeg kunde presse mig uden om Hjørnet og følge Muren i dens nye Luner.

Da stivnede jeg. Et Stykke under mig løb en bred, rød Vej op langs Bjærget. Den bugtede sig kælent i lange, magelige Snoninger, og der var Plads paa den til en hel Procession.

Hvor kunde jeg da ogsaa vide, at der paa Bagsiden af Randa gik en Landevej. Her var jeg gaaet op ad den forkerte Side af Bjærget, og havde Skrænten været skraa, havde jeg gaaet skraat, og havde den været lodret, havde jeg gaaet lodret. Hvor jeg dog kendte mig selv igen! Jeg maatte lykønske mig til min uforanderlige Komiskhed.

Det kan nok være, jeg i en Fart kom ned paa den brede Vej. Jeg trimlede og rullede og kurede. Tjuh, hvor det gik mellem hoppende Smaasten og Græstotter og knækkede Buske, og omsider befandt jeg mig paa den lumske Vej, siddende paa min Bag, fortumlet af Rutsjeturen, øm i alle Lemmerne.

Stolt og ubekymret rejste jeg mig. Jeg følte mig som Chaplin. Tæerne bredte sig i Støvlerne. Om jeg vrikkede med Enden, ved jeg ikke; men mit Smil havde ikke tabt sin Overlegenhed, og i al Magelighed nærmede jeg mig igen Klostret.

Denne Gang naaede jeg en pompøs Indgang, en gul Portal med Smedejærnsgitter, og ovenpaa Portalen en gul Helgenskikkelse med en Glorie, der straalede og strittede som en Burre. Man kunde blive spiddet paa hans Hellighed. Indenfor laa Gaardspladser i forskellig Niveau. Man kunde hoppe fra en højtliggende Gaard ned i en lavere. Til venstre en Klump Huse med et Kapel.

Et Sted var der en Stenbænk under en Myrte, og der vilde jeg gerne hvile mig. Et Stykke fra den stod en Brønd, og af den vilde jeg gerne drikke. Men Portalen var for pompøs til at gaa ind ad for en ydmyg Kætter.

Da fandt jeg en ganske lille Dør i Muren, lav nok for min Undseelighed. Jeg bøjede mig og gik frejdigt ind og snublede straks over en ituslaaet Krukke. Ellers laa her Bjælker og Byldter. Det var Munkenes Pulterkammer. For Enden hang et Stykke udspændt Sækkelærred som en Portiére.

Jeg standsede forvirret over dette Privatliv, jeg var tumlet ind i. Jeg maatte være en sær Gæst. Da hørte jeg bag Sækkelærredet nogle mumlende Stemmer. Jeg raabte noget forvirret Spansk. Saa blev alt stille.

Som en Tyv i et Pulterkammer, saadan følte jeg mig. Det var en uforskyldt Ydmygelse. Jeg maatte mande mig op, jeg maatte finde min Værdighed igen, og som den, der mangler Respekt for andres Tanker, som en Europæer i Østen, rettede jeg mig, gik ud og hen til den gule Portal, skred ind under Helgenen med Burren paa Hovedet, ind over den sollyse, tomme Gaardsplads, der var brolagt med Teglsten, og hen til Stenbænken under Myrten. Her satte jeg mig.

Myrtens Løv var saa tyndt, at Skyggen kun støvregnede ned over mig; men jeg var taknemlig for den, og jeg blev roligt og ubevægeligt siddende. Gaardspladsen var opfyldt af en hellig Tomhed. Kun en Kanariefugl i et Bur, der hang henne i et Træ, satte med sine Toner Sekunderne i Bevægelse. Tiden vibrerede ud af den gule Strube.

Det var denne hellige, gule Ro, som slog mig med Lamhed. Jeg tørstede, saa at Tungen laa vissen i Munden; men jeg turde for Æresfrygt ikke gaa hen til Brønden ligeved. Jeg stivnede som Helgenen paa Portalen. Jeg blev en Sten i Solen.

Henne i Krogen af den forfaldne Mur laa nogle Celler. Oprindelig havde der været en hel Række; men Taget var braset ned, og kun tre var beboelige. Paa Døren ind til den ene af dem stod malet et sirligt 00, ærbart og diskret antydende. Den anden viste sig senere at være en Sovesal, og inde i Mørket i den tredje skimtede jeg nogle hvide Ansigter, et Træbord og nogle Talerkener. Det raslede med Service.

Endelig havde jeg fundet et Publikum, og nu kunde jeg forlyste mig med at spille Komedie. Jo længere og jo mere ubevægelig jeg blev siddende, jo mere uforstaaelig vilde jeg blive, det vidste jeg, og saa stivnede jeg altsaa for en halv Time, jeg opsugede Gaardens lysende Tomhed, de forfaldne Mure og Brønden i mig og forvandlede mig til dem. Jeg var Bjærgtoppen og den solflimrende Atmosfære og de gule Sten og intet andet, jo, jeg var ogsaa en ulidelig Tørst.

Inde i de mørke Celler bevægede Ansigterne sig imidlertid. De rykkede helt frem i Lyset og stirrede og forsvandt saa igen. Undertiden kom en af dem ud, en sort Munk paa flade Fødder, og gik ind paa 00. Det gentog sig flere Gange, og det var stadig samme Munk; men jeg fik uvilkaarlig Sympati for ham, for han drejede ikke Hovedet hen imod mig, han var ligeglad, som enhver burde være her i Indifferentismens Klostergaard.

Endelig holdt Talerkenernes Raslen op. En Krukke Vand blev hældt ud paa Stenene foran Døren. Derpaa kom tre Munke ud. En af dem, han lignede en jødisk Doktor, saa hen paa mig. Han havde foragtelige Rynker om Næsen. Saa drejede han uvilligt Hovedet og gik videre. Min Eksistens var ham imod.

De forsvandt alle tre ind i Sovecellen.

Men da kunde jeg ikke bære min Ubevæge!ighed længere, og jeg maatte jo have Vand. Langsomt rejste jeg mig, sprang ned i den lavere Gaard og gik hen og bankede paa. Døren aabnedes. Munken med Doktoransigtet rejste sig irriteret paa sit Leje og sagde noget foragteligt; men Munken, som jeg kendte fra Vandringerne til 00, kom ud og lukkede omhyggeligt Døren efter sig.

Det var en høj Skikkelse. Et høfligt smallæbet Smil fik Kinderne til at pose sig ud. Han var ligbleg.

Om jeg talte Spansk? Nej! Om jeg talte Fransk? Lidt! Hvad jeg ønskede? Vand! Hvorfor jeg var her? Jeg vilde se, hvor Raimundo Lullo havde boet. Der var ikke noget tilbage af det Kloster. Om jeg havde spist? Ja! Hvor jeg var fra? Fra Norden. Det maatte være koldt dér! Aah ja. Den blege Munk skuttede sig.

Saa vendte han om, gik ind igen, og lidt efter kom han tilbage med sort Filthat og stor, sort Slængkappe, som om han skulde gaa en længere Tur. Her var ikke noget at se, sagde han smilende, men nu vilde han alligevel føre mig rundt.

Først gik vi igennem nogle faldefærdige Døre, saa bag om nogle Brændestabler og endelig igennem en Hønsegaard ud paa en Gaardsplads, der var omgivet af Muren med den rustne Pigtraad. Den gik vi op paa, og jeg følte nu i min store Lattermildhed, at endelig var Maalet naaet. Det var det hellige Brandsted, og det var tomt, uhyre tomt, med Rum til alle Sider som den sidste Desillusionering.

,"Den Vej kom jeg op!" forklarede jeg og pegede ned ad den stejle Skraaning med det tætte Buskads. Jeg var helt kaad ved Tanken.

Han saa alvorligt paa mig og talte om den brede Landevej, der førte fra Byen lige op til Klostret, og jeg nikkede. Han skulde ikke fortælle mig noget! Jeg var kommet op den forkerte Vej; men jeg var her, i aller højeste Grad. Jeg sparkede ud med Benene, lo og opførte mig som en Dreng.

Munken rystede mildt paa Hovedet; men saa samlede han Kappen om sig og slog ud med Armen. Han vilde med en fornem Gestus skænke mig hele Mallorca til Gengæld for mine Anstrengelser. Se, dér nede laa alle Byerne. Dér laa "Algaida", hvor jeg var kommet fra. Og dér mod Syd i den blændende Sol, hvor den store Kirke blaanede, laa "Lluchmayor" og dér skulde jeg gaa hen, for i den By var Hoteller. "El Universo"hed det bedste. Alene Navnet lovede. Og Havet skulde jeg se. Mod Nord mellem Bjærgene laa blaa og grønne Striber med en Glans som Knive i Lys, det var Middelhavet. Overalt, hele Øen rundt, blinkede det, og alle Vegne fandt han det mindste Blink frem til mig som en straalende Gave. Glasskaar eller Diamanter eller Hav i Sol? Hvad er den værdigste Gave? Jeg har en Gang set en Kineser skænke en skøn og snavset Tiggerkvinde en grøn Ølflaske, og jeg saa hendes Glæde, og aldrig senere er jeg blevet klog paa, hvornaar man skal takke, og hvornaar man skal tage imod med Selvfølgelighed; men jeg takkede Munken for Middelhavet.

Da vendte Munken sig med eet bort. Han var rød og forlegen; han bøjede sig over en Busk, som om han bukkede høfligt, og kastede saa op.

"Undskyld!" sagde han stille. "De maa meget undskylde, at jeg er syg."

Jeg smilte belevent. Hvorfor skulde jeg vel fornærme ham med min Medlidenhed?

Vi gik værdigt videre. Ved nogle Buske maatte han atter standse, for han havde stærke Anfald; men nu sagtnede jeg ikke Farten. Jeg havde fundet en langsom Gangart, saa at hans smaa Sygdomstilfælde kun blev en Sakken bag ud, som naar en Ven paa en Fodtur maa standse for at ordne et Snørebaand.

"De saa mig vist gaa hen paa Toilettet nogle Gange," bemærkede han undseeligt. "Jeg er blevet syg; men De maa endelig ikke føle Dem ilde berørt deraf."

Det lovede jeg ham smilende.

Ganske vist var der ikke Sten paa Sten tilbage af det Kloster, hvor Raimundo havde levet, ganske vist var der intet for mig at se; men vi overbød hinanden i Venlighed. Han vilde vise mig Kapellet, og saa vilde jeg meget gærne se det.

Ved Indgangen stod nogle brune, skæggede Franciskanere. De skulde absolut have Historien om den fremmede, der var krøbet op ad den forkerte Side af Bjærget, og mine Ven, Munken, blev helt munter af at fortælle den. Et bredt og langsomt Smil gled hen over det syge Ansigt.

Saa skulde jeg se Spisesalen og Cellerne, nøgne og kølige som de var, Sten, som steg i stærke Buer, og saa skulde jeg igennem en lille Dør, da jeg sidelæns og intetanende befandt mig paa Trappen til et Alter, hvor Frelseren straalede i kulørt Pragt.

Munken dyppede Fingrene i Vievandskarret og skottede hen til mig; men jeg veg uden om og sneg mig ned ad Trappen. Jeg vilde heller ikke passere den fatale Front, hvor man skal knæle; jeg vilde ikke, naar Munken var til Stede, staa oprejst Ansigt til Ansigt med den korsfæstede. Han vilde fortolke det som Trods, en Følelse, jeg sandelig ikke har overfor Kristus.

Lyssky, maaske, ydmyg, maaske, klemte jeg mig op imod Væggen, som om jeg var blevet grebet paa fersk Gerning.

I samme Nu mødte jeg et fjendtligt Blik fra det syge Munkeansigt, haardt og sammenknebet, og da maatte jeg lyve overfor ham. Jeg nænnede ligesom ikke at styrte alt i Grus. "Jeg er Protestant," hviskede jeg, og saa greb jeg Ordet, vendte og drejede det, gav det mangfoldig Betydning. Jo, jeg er i Sandhed Protestant. Jeg er en af dem, der protesterer.

I det halvdunkle Kapel kunde vi ikke mere finde hinanden. Vi maatte vel være Fjender. Vi var det ogsaa, langt mere, end han anede, maaske langt mere, end jeg anede.

Først ude i den sollyse Gaard fandt vi Smilet, det, som kun betyder, at vi er to Mennesker, der tilfældigvis staar overfor hinanden og med saa stor Lempe som muligt maa glide udenom og videre, mod Fortabelse, mod Frelse, mod flammende Illusioner, mod Fortvivlelse eller Ro; men som er det Smil, vi alle skylder hinanden.

Tonen fandt vi derimod først, da han sammen med to andre Munke havde fulgt mig over til en Eremitbolig paa den anden Side af Bjærget. Han havde høfligt vist mig den røde Serpentinevej, der snoede sig ned gennem den grønne, tætbevoksede Skraaning og mundede ud i det røde, støvede Lavland, og han havde vist mig Byen Lluchmayor, hvor jeg atter kunde naa Toget til Palma.

Da var vi standset foran en hvid Bygning. Eremitboligen. Et mørkt Muldyr med dumme, blanke Øjne og to lange Øren lodret i Vejret stod foran Porten og gloede paa os. Og da var det, at Munken elegant slog ud med Haanden og pegede paa Muldyret.

"Det er vor Portner," bemærkede han, og nu lo vi begge, lykkeligt og befriet, for endelig havde vi fundet en verdslig og uskadelig Tone overfor hinanden, endelig kunde vi skilles venskabeligt.

Og jeg gik ned ad Vejen til Lluchmayor.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 

 

 12. Det røde støv.

Jeg frygter for det røde Støv

som Røgen fra en Brand,

og jeg vil aldrig tørre ind

i Søvn i dette Land,

for jeg kan ikke slænge mig

i slaaet Græs og tro,

at Kølighed vil skænke Søvn

og Græsset kærlig Ro.

Jeg frygter for det røde Støv,

som Varmen stønner i,

saa jeg maa styrte eller staa

paa denne brændte Sti,

og Jorden puster som en Ovn

med Glød i røde Skred

og med en bleg og blaalig Ild

bag sunket, sodet Ved.

Jeg frygter for det røde Støv

som for et Febersyn

og længes imod Bygevejr

i Kast mod Skovens Bryn,

for aldrig er jeg Jorden nær

som i en nordisk Egn,

naar fældet Løv og faldet Støv

har sødlig Duft af Regn.

Jeg frygter for det røde Støv,

som om jeg skulde dø,

og jeg vil ikke tørre ind

i Død paa denne Ø,

og jeg vil ikke fyge bort

i feberagtig Hast,

for jeg vil blive kølig Jord,

som ligger fint og fast.

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 

 

 13. Ankomst til Ibiza.

Fra Palma til Ibiza sejlede jeg paa Dæksplads under Solsejl. Middelhavet glitrede grønt i Solen og sløvede mig; men en svag Brise aandede bestandig paa mig, og hver Gang jeg halvt i Søvne vilde rulle mig en Cigaret, pustede den den løse Tobak bort fra Papiret og vækkede mig.

Jeg laa hen over Presenningen paa Dækslugen. Til højre for mig trillede en tyk Herre med en halv Cigaret bag Øret. Lige for mine Fødder stod en krumbøjet Mandsling med Hænderne i Lommen. Hans Ubevægelighed rystede mig. Et skævt Grin laa stivnet om hans Mund. Ikke en Rynke sitrede i det fortrukne Ansigt. Brisens Leg i hans graa, krøllede Haar var det eneste Liv.

Uden om denne urokkelige Skikkelse var der Røre nok. En enøjet Soldat, en tyveaarig Laban, morede sig med at stille sig op i Nærheden af de unge Piger og rette sit sunde, sammenknebne Øje imod dem. Med sit halve Blik kunde han skræmme dem fra den ene Side af Skibet til den anden. To Unger i stumpede Skjorter lærte hinanden at gaa og væltede rundt med de bare Ender i Vejret. Mødre gav Die. Det klumpede sig med Nøgenhed. Kun de nødtørftigste Laser dækkede Maver og Lænder.

En Tid var jeg oppe for at redde en ung Pige fra den enøjede Soldat. Hun havde i et Kvarter flygtet for ham i Zigzag som et Barn for en Krokodille, og jeg havde luret. Da var det, at jeg humant sørgede for, at jeg kom til at staa tæt op ad Pigebarnet, som om vi var intime Bekendte. Vore Hænder mødtes ved samme tjærede Vante. Min Humanitet var ogsaa ved at faa sin Løn, for jeg skulde indlede en Konversation, det kunde jeg føle paa hendes Nærhed og Hovedets milde Hældning. Hun var rund og frisk og banal, med store, bløde Øjne, der udstraalede et Sjælens Lys, som ikke var til at tro paa, og med Munden veg og skræmt. Men jeg kunde ikke Spansk.

I den pinlige Pause fik den enøjede imidlertid Hjælp af de to Soldaterkammerater, to skrævende Chaufførtyper, og nu begyndte et Bombardement af Ord, Soldaternes Læber skinnede vaadt og bevægede sig i slibrige Snoninger, Pigen blev flammende rød ned over Halsen og under Ørerne, og til min store Beskæmmelse maatte hun flygte. Jeg havde været for stum til at beskytte hende.

Da jeg vendte mig om for at følge hende med Blikket, stod Mandslingen med sit evigt skæve Grin bagved mig. Der havde han staaet hele Tiden, og jeg følte et svagt Raseri ved at tænke paa det. Jeg kunde have væltet ham blot for at se ham forandre Ansigtsudtryk; thi om han smilede ad mig og ad min mislykkede Manøvre, eller om han kun var lam i den ene Side af Hovedet, kunde have været godt at vide.

Skuffet lagde jeg mig hen paa Presenningen igen; men nu havde jeg faaet et Snit, en ond Splint i Øjet, saa at jeg kun saa Karikaturer. Paa en Kuffert i Nærheden sad en eenøjet Herre og læste Avis. Jeg virrede paa Hovedet. Jo, ogsaa han var eenøjet. Øjenlaaget sank slapt ind i Hulen under en blaalig Skygge. Og for at jeg ikke skulde miste den Illusion, at jeg var med Passagerskib til Helvede, mellem halvnøgne Mennesker, Madrester, flagrende Cigaretpapir og dampende Urin, trampede en halt gentleman ustandseligt frem og tilbage. Naar jeg lukkede Øjnene, kunde jeg høre, det var Helhesten.

Endelig blev det Aften med en ravgul Solnedgang ude over Havet. Midt i den gule Brand krøb lave, blaa Skygger frem, en Dynge af Bjærge og Skyer, som spejlede sig i det mørke, klare Vand. Bjærgene blev tungere og tungere, de sortnede i det blaa, mens Skyerne fik glødende Omrids. Paa Baggrund af den blændende Himmel, der flød som smeltet Metal, rundede de sig i plastiske Former, tre Skikkelser af tordenblaa Røg, tre Faar, som græssede paa Bjærgenes Kegler, og de snoede sig i to dristige Bugtninger, to Kameler, som hævede sig bag Øen Ibiza.

Tung og blaa gled den frem mellem Havet og Solnedgangen. Alle Passagerernes Ansigter fik lysende, forklarede Pander ved at se den, og Øjnene hvilede halvt tillukkede, fortabte i det levende Syn af Bjærge og Skyer. Der var ganske stille paa Dækket. Forventningen havde samme dvælende Belysning som Havet. Kun Maskinens Stempelslag tonede. De drev os nærmere og nærmere. Deres Støj blev fuld af Betydning. Skibets Skælven og Skummets Hvislen nede langs Skroget trængte dybt ind i os.

Da opdagede jeg atter Mandslingen med det skæve Grin. Nu stod han til Styrbord, men i samme Stilling som før, duknakket, med Hænderne i Lommen, som en Mannequin, der er blevet flyttet over paa den anden Side af Skibet. Solnedgangen straalede lige ind i hans nubrede, graa Ansigt, lige ind i Grinet, der nu godt kunde betyde en Grimace imod det skærende Lys; hans foldede Vest, hans slunkne Jakke, Bukselommerne, der posede om hans Næver, stod klart og urokkeligt. Jeg havde ikke set ham gaa.

Det var sort Nat, da vi lagde til ved Bolværket. Nogle svage, gule Lys fra Husene ved Havnen faldt ud over den brede Plads og den bølgende Menneskemængde; men oven over de lyse Huse taarnede sig et Mørke af Firkanter og forsvandt i Natten. Byen laa paa et Bjærg.

Der var aabenbart stor Modtagelse. Den ene Officer efter den anden, brede Skikkelser i Khakigult med mange Lommer og Læg og Remme og Ordensbaand, dukkede op fra første Klasses Kahytter og gik i Land. Den mørke Folkemængde gled ærbødigt til Side, og der dannede sig en Rende tværs over Pladsen til en "Fonda", et Gæstgiveri, hvor der var dækket op med Duge paa Bordene. Nogle Herrer i sort tog imod og trykkede i Haanden, og Folket summede af Glæde. De var under Militærdiktatur og burde være ulykkelige; men de summede.

Endelig fik jeg mast mig igennem med min Haandkuffert. Nogle lange Arme skød ud af Hoben og klamrede sig til den. De blev skubbet tilbage. Men hvor var jeg dog Genstand for Ibizanernes maabende Forundring! En officiel Visit af Militærpersoner var Fest. Besøg af en Turist med Kuffert var derimod det glade Vanvid. Det var Ibiza ikke forvænt med. Der fandtes i Forvejen to Udlændinge paa hele Øen, og nu kom der een til, og saa var der tre. De nysgerrige Øjne skinnede i Mørket.

Jeg fulgte imidlertid et bestemt Spor og gik ikke midt igennem Renden til Fondaen. Jeg søgte en lang, dansk Maler, som jeg ikke kendte; men jeg var tør i Munden og trængte til at tale Dansk, og skulde jeg finde ham, maatte jeg gaa ind i Fondaen ved Siden af, "El Commercio", berømt for sit moskitofyldte Værelse til 1 Peseta, Værelset uden Vinduer.

Et grinende Pigebarn med krumme Tæer i Strømpesokkerne tog imod mig. En gammel Kone fimrede bag en Disk, og en gammel Mand stak Hovedet ud af en Dør i Baggrunden og raabte og skreg og smækkede Døren i og aabnede den igen og skreg. Alle Passagererne vilde være her om fem Minutter og kræve ind, Mad og Drikke, og om to Timer vilde de strømme om Bord igen og sejle videre til Alicante, saa det gjaldt om at skynde sig; men her stod jeg, ganske meningsløst, med en Kuffert i Haanden og vilde have et Værelse; du gode Gud, en Mand, der vilde blive boende.

Saa maatte jeg da til at udfolde al min Veltalenhed med Gebærder og Smil og fem, seks Gloser. Jeg stillede Kufferten midt paa Gulvet og brød mig fejl om Gæsterne, der strømmede ind.

"Min Ven! lo jeg. Jeg havde aldrig set Maleren for mine Øjne før. "Min Ven, mi amigo - -"

Pigebarnet smilede kinesisk, som om hun blev kildret, trak Skuldrene i Vejret og lagde Armene over Kors.

"Si señor! Un amigo de Usted - -" sagde hun og fniste; men saa gjorde jeg en malende Bevægelse og strakte Haanden i Vejret, saa høj, ja saa høj, over tre Alen, og da vaagnede hun af sit Fnis med et Skrig.

"El pintor alto. Den høje Maler. Don Juan".

Og saa pludrede hun til Moderen bag Disken, og Moderen smilte baade med den indfaldne Mund og med Furen i Dobbelthagen, og jeg forstod, jeg var velkommen. Maleren var ganske vist ikke her, han var paa den anden Side Øen, i en Klump Huse, som hed "San Antonio"; men jeg skulde alligevel faa Lov at bo her.

"Værelse! En Peseta!" sagde jeg for at understrege mit Kendskab til Priserne.

En to tre kom jeg op ad en stejl Stentrappe, over en Korridor, som var sparsomt, men smagfuldt dekoreret med et tysk Olietryks-Landskab og et Billede af en Dame med lange, smukke Ben og hidsende Strømpebaand, og saa stod jeg i det Værelse, hvis Ry havde naaet mig paa Mallorca. Væggene var brune og nøgne. En smal Jærnseng fyldte Halvdelen af Rummet og en Stol den ene Fjerdedel, saa hvis jeg kunde staa paa eet Ben og ikke bevægede Armene for voldsomt, naar jeg klædte mig af eller paa, vilde jeg kunne faa det herligt. Vinduer fandtes ikke, da Værelset laa nøjagtigt midt i Fondaen. Derimod var der højt oppe paa den ene Væg et ovalt Hul, som Moskitoerne kunde flyve ind og ud af. Det førte ind til Naboværelset, og naar jeg om Natten væltede mig frem og tilbage, plaget af Moskitostik og Summen for Ørerne, vilde jeg altid kunde trøstes af min Nabos trygge Snorken.

Nede i selve Fondaen var Støjen vokset til en tyk Larm, og da jeg, nyvasket, traadte ind ad Døren igen, væltede Stemmerne som en Røg imod mig, og Lugten af Mennesker var tæt og vaad. Det var som en Ventesal. Mødre slæbte rundt med Børn fra Bord til Bord for at finde Plads, og man sad flere paa een Stol. Kun i Baggrunden var der Siddeplads; men her havde en hoven Munk med blød Hage og Duksemund anbragt sig og skræmte alle bort med sit pedantiske Blik. Jeg var den eneste, som havde Dristighed nok til at drikke min Wermouth ved hans Bord, og jeg skal aldrig gøre det mere, saa modbydeligt var det fromme Udtryk i hans bløde, hovmodige Ansigt.

Tumlen steg imidlertid til Forvirring. En Unge vilde ikke spise Maden og smed Skeen paa Gulvet. Moderen skældte ud og gav Lussinger. Andre Unger blev smittede af deres jævnaldrendes storstilede Optræden og lod Gaflen og Knive ryge samme Vej, og en skingrende Disharmoni af Mødres skrigende Beklagelser og Fædres brummende Trudsler gjorde enhver Samtale ufremkommelig. Hunde og Katte jog efter hinanden mellem Gæsternes Ben og gøede under Stolene og hvæsede under Bordene, og hvor jeg end satte Fødderne, traadte jeg paa noget levende, der skreg eller bed.

Her levede hver Fiber op i mig, en lun og varm Glæde fyldte mig, og jeg strakte af Velbehag Benene ud fra mig, saa at jeg kom til at sparke Duksemunken over Skankerne. Nu var jeg jo nede i det fantastiske Liv, hvor Folket myldrede, nu var jeg hoppet ned fra de brede Turistveje, hvor alle Mennesker ligner hinanden, og tumlede mellem Skikkelser med stærke Skygger og kraftige Lysvirkninger og plastiske, uintelligente Former, jeg var mellem Grimrianerne, Menneskeklumperne, og var lykkelig. De gamle, tilrøgede Reklamer, der krummede sig skævt paa Væggene, Sjatterne paa Marmorpladerne, de store Sølvmønters Klirren og Klingen mod Disken, berusede mig. Det var jo selve det store, ubetænksomme Liv, som vælter med tykke Menneskemasser gennem Lykke og Ulykke. Og jeg fortrak Læberne til en Vrinsken. Kom, Skæbne! Jeg er en af de mange, og kun denne Følelse kan give mig en flygtig Lykke; jeg mener intet; jeg styrter mig hovedkulds gennem Livet, og jeg haaber at faa plastisk Form, jeg haaber, at Bonden og Proletaren i mig med al deres Tyngde vil naa at give mig Skikkelse, inden jeg for evigt slettes ud!

Da standsedes min Glæde med eet af et skævt Smil, og der stod han Gud straffe mig atter, Mandslingen fra Skibet, barhovedet, duknakket, med Hænderne i Lommen. Men hvem havde stillet ham hen ved Disken, hvor den gamle Værtinde med Dobbelthagen fjumrede rundt? Hvem havde slæbt ham med sig fra Borde? Mad skulde han ikke have. Han skulde kun staa og smile. Løb nogen imod ham og skubbede til ham, rettede han sig i et Ryk og snurrede et Stykke paa Hælen, indtil han fandt Hvile i sin gamle Stilling, men med Ansigtet vendt i en anden Retning. Og jeg følte mig pludselig som forfulgt af denne ubevægelige Skikkelse. Vilde han i Morgen staa udenfor min Dør? Hvem stillede ham i Vejen for mig?

Saa rejste jeg mig og gik ud. Nu var Havnepladsen næsten tom og laa med sin øde Sandflade i et Par Buelampers rødlige Skær. Nogle Pigebørn med hinanden under Armen gik frem og tilbage i den kølige Aften, Øjnene gnistrede hurtigt i de mørke Ansigter, og Ryggene krummede sig og vred sig, fordi Pigerne skubbede Albuerne ind i hinanden. Det var som Flirt paa en natlig Strandbred, med uendeligt Rum til alle Sider, og der var noget ørkesløst, noget melankolsk over denne Morskab, som om den snart vilde blive opslugt af Tomheden.

Længere henne var nogle Stole stillet op. Byen havde indrettet tre Rækker Tilskuerpladser, for at dens Indvaanere to Aftener om Ugen kunde se en Damper Iodse og laste i Mørket, se dunkle Skikkelser vrimle i Land og se deres egne Døtre filme i et Par sorte Timer. Men hvorfor skulde jeg gaa frem og tilbage her paa en fremmed Kyst, hvor selv Glædens og Kærlighedens Gebærder og lynende Symboler gjorde mig vemodig? Jeg saa jo det spanske Øde bag alt. Det var jo som om Ørkenen altid skinnede igennem, som om al Glæde her var Glæde paa Stengrund.

Jeg kunde ikke finde Ro ved lbizas natlige Flirt, dens to Gange ugentlige Livsudfoldelse, men maatte tilbage til den mat lysende "Fonda del Commercio", som i Nat skulde være mit Hjem.

Da jeg traadte ind, var Lokalet næsten tomt. Værtinden var stivnet i al sit Fedt bag Disken, og Tjenestepigen luntede sagte fnisende rundt paa Strømpesokkerne.

Henne ved et Træbord med en skjoldet Dug fik jeg min "Commida" serveret, og mens jeg pillede den tørre Fisk, som fortjente to Sider Forbandelser, fra hinanden og trøstede mig bitterligt med den sure Landvin, blev jeg pludselig tiltalt paa Fransk.

Han sad overfor mig, og jeg havde mumlet et "Buenas" til ham, da jeg satte mig, men ikke følt nogen Sympati. Han var klædt i Tennisbenklæder og en skinnende hvid Skjorte, der var krænget ned, saa at et rødligt, haaret Bryst kom til Syne. Ærmerne var rullet op, og han støttede de nøgne Albuer mod Træpladen; men jeg syntes, han paraderede med sin Solbrændthed, og jeg tænkte mig, at det vel var en af disse forbandede sydamerikanske Malere i Lærredssko, der hjemsøger Balearerne.

Hans Hoved med de nøgne, brune Tindinger, den hvælvede Skaldepande, der i det gullige Lys skinnede sølvagtigt af Sved, de blaa Drømmerøjne og den affekterede Rejsning af Nakken havde vakt min sædvanlige Afsky for Kunstnere. Jeg vilde jo være en af de mange, en af Grimrianerne, der ikke tænker for dybt over Livet, og det vilde jeg finde min Lykke ved.

Han spurgte mig simpelt hen, hvad der havde bragt mig til Ibiza. Turister plejede nemlig kun at blive her, saa længe Damperen ventede. Jeg svarede tørt, at jeg søgte min Ven, "el pintor alto", Don Juan, og andet havde jeg ikke Lyst til at sige. Jeg havde desuden Besvær nok med at svælge Fisken, der smagte som vaadt Papir.

Men Franskmanden var meget talende. Han kunde paa et Par Sekunder snakke sig op til en Damp af Begejstring. Ibiza var han blevet monoman paa, og det skønt han havde levet i Japan og set Verdens Underværk, Laktemplerne i Nikko. Da var det, at en varm Strøm flød igennem mig, Østen, Østen, jeg blev ivrig og overvandt min Uvilje mod hans eksalterede Forlorenhed, den skrev jeg paa Folkepsykologiens Regning, han var jo Latiner. Naturligvis nænnede jeg ikke at pille de rødlakerede Brædder i Nikkos Templer fra hinanden, jeg var varsom med hans Enthusiasme; men brutalt plantede jeg Himlens Tempel i Peking foran ham, det var det egentlige, det var ikke japansk Tuttenutteri. Og saa blev vi to Globetrottere Venner, men uden Forpligtelser overfor hinanden. Vi kendte jo Livet og vidste, at om et Par Dage vilde vi skilles. Saa kunde vi for den Sags Skyld gærne rakke hinanden til, det havde vi jo Raad til. Men Jordens Riger og de store, grønne Have var i Øjeblikket vore, vi kunde fable om dem, vi kunde tumle med Navnene, vi havde fælles Minder. Og for at give vor Samtale Straaleglans, betroede Franskmanden den lille Grinebider af et Pigebarn, at jeg var en Verdensomvandrer ligesom han, og at vi nu talte om Kina. Pigebarnet fortalte det videre til Værtinden bag Disken, og en lav Hvisken surrede i Lokalet, mens vi fortroligt bøjede os mod hinanden og lo og talte løs. Om Verden, om hele Verden! Og der var nu den rette Globetrotterstemning over os, den, der svinger fra bristefærdig Sentimentalitet til glat Kynisme.

Stundom vaagnede dog min Uvilje som en Kuldegysning. Det var noget kropsligt, jeg ikke kunde forstaa. Franskmanden udstillede ligesom sit Legemes Sundhed for mig, mens han talte. Han elskede at gaa i Kimono, sagde han og udvidede det haarede Bryst. Jeg følte det som et Møde med fremmede Nerver. Han talte om Kineserne, et Folk af Pæderaster, han talte indgaaende om dette Emne, saa jeg blev vagtsom. Hvert Ord, jeg sagde, maatte jeg derfor afpudse. De maatte hverken skinne af Uvilje eller af Velvilje, kun af kølig, blank Interesse.

Døren stod paa vid Gab ud til den sorte, tomme Havn. Damperen var atter forsvundet. Vi gik ud i den kølige Nat og slentrede frem og tilbage. Paa en Balkon bag en nedrullet Persienne pludrede en mørk Kvindestemme med den ru, spanske Klang, der minder om Arabisk. Nogle Mandfolk med Straahatte i Nakken promenerede; men Stolene stod tomme. Et Sted i nogle Palmer, som vi ikke kunde se i Mørket, lød Cikadernes tørre Sang, uendeligt, som om man klaprede med et Blyant i en Bordplade.

"Her er alt urørt, alt intakt," sagde Franskmanden og pegede paa en Række spidssnudede, langbenede Skygger, der i lydløs Jagt for hen over Pladsens sandede Øde. "Selv Hundene er ublandede. Det er direkte Efterkommere af Faraonernes Jagthunde."

I Natten stod en ensom, degenereret Ætling af de ægyptiske Mynder, med de lange Øren lige i Vejret, med de nervøse Ben i dirrende Ro. Den vejrede en fremmed Lugt, Turister paa Ibiza.

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 

 

 14. Den blaa Dør.

Efter en Nat i det vinduesløse Kammer, hvor jeg i vaagne Drømme havde udstridt blodige Kampe med usynlige Moskitos, tumlede jeg ud i Korridoren og fandt en Kande Vand. Der var omtrent nok til at vaske min Næse i.

Jeg ravede rundt, som om jeg havde soldet, og var komplet ligeglad med, hvor paa Jordkloden jeg befandt mig. Et Par Skodder fik jeg smækket op og kigede uinteresseret ud over Havnen og Bjærgene. Jasaa, det var Ibiza! Men hvor var det tindrende ligegyldigt, naar det sved og kløede paa min Hals og mit Bryst, og naar mine Øjenlaag var, som om der laa Sand under dem. Jeg kunde jo nok presse Giften ud af et Par af de største Stik; men Malariaen skulde nok træffe at husere i et af dem, jeg oversaa.

Mens jeg skramlede med min Blikkande, kom Franskmanden til Syne, rødplettet som jeg, men mere morgenmunter. Han havde lovet at vække mig, og han havde glemt det, og nu skulde jeg oven i Købet pines med titusind ordrige Undskyldninger. Det var ganske ligegyldigt, svarede jeg mut, Moskitoerne havde ageret Vækkeur hele Natten.

Men han var en ilter Latiner, og hans Ord havde en forførende Charme. Paa et Øjeblik havde han opægget mig til at klæde mig paa og saa faaet mig slæbt ned paa Markedspladsen. Den skulde jeg absolut beundre.

Om det var hans Tales henførende Kraft, eller om Markedspladsen virkelig var saa enestaaende, bliver jeg aldrig klog paa; men som den laa dér midt paa Torvet, midt i Solen som en romersk Hal med solide Søjler og fladt Tag, majestætisk i sin Enkelhed, uden Udsmykning, virkede den overraskende paa mig. Imellem Søjlerne daskede lange Tæpper af Sækkelærred for at sprede Skygge, og her sad Ibizas Kvinder mellem Kurve og Kasser. Deres seksten stivede Skørter bredte sig som Telte omkring deres Legemer og omformede dem til tunge Kegler, hvorpaa der sad ivrige Arme og nysgerrige, sortøjede Hoveder. Rejste de sig endelig og bevægede sig, hældede de skraat forover som Bondekoner paa Willumsens Malerier, og Skørterne slæbte efter dem, saa der dannedes en lige Linje fra Nakken ned til Jorden, en Stræbepille af mørkt, tungt Klæde. Jeg havde hverken troet paa deres Legemer eller deres Hjærter, saa kunstige saa de ud, hvis ikke de runde, sorte Øjne havde udstraalet en saa barnlig Sanselighed.

Kvinder og Frugter! Det er Jordens Overdaadighed. Det er som Navnet paa en Samling Vers! I Kurvene trillede det spanske Peber. Det lignede bulede Attrapgulerødder, der ved en Fejltagelse var blevet oversmurt med en lakrød Farve, og det skinnede med en uægte Glans som Teaterfrugter. Der rullede ogsaa nogle store, violette Frugter, som jeg aldrig har fundet Navnet paa. De var ret almindelige, og naar jeg engang faar at vide, hvad de hedder, vil jeg slaa mig for Panden og sige: Naa, det var bare dem! Saa forsvinder den Mystik. Der var ogsaa den rigtige, røde Kæmpemelon, som Blod i Vand, overskaaret, saa at Kærnerne kunde ses drive ned ad Frugternes lodrette Hvælvinger i et sivende Lag af Saft. Og der var pæreformede Figen, grønne og blaa og bløde i Skallen, og undertiden flækkede, saa de laa med røde, nubrede Gab. Der var Ferskner med Dun, kælne og milde Frugter. Og smaa, indtørrede Oliven, brunlige i Farven og bitre i Smagen. Og tunge, duggede Vindrueklaser, som skinnede blankt, hvor Plukkerskens Fingre havde sat Mærker, men ellers lyste mat under sølvgraa Hinde.

Franskmanden talte om broget Folkeliv, og jeg tænkte kun paa Kvinder og Frugter. Denne Forvirring af Farver, der væltede ud under det triste Sækkelærred og mellem de stive Søjler, den fede Fugtighed, som dryppede ud gennem Frugtkurvene og drev hen ad de brede Fliser, Stanken fra de visnede, vaade Salatblade, det var den hurtige Frugtbarhed og den hurtige Forraadnelse, det var den levende Skønhed som Kvinderne er det, med deres Legemers vilde Duft, med de uregelmæssige Træk, med Fejlene, o Fejlene, som vækker den største Elskov, og jeg saa med en indre Tilfredsstillelse, med en smal Grusomhed, at Markedshallen, et Stykke strengt og graat Arkitektur, truede med at gaa under i Livets brogede Forvirring, som alle Tanker mister deres Form under Frugtbarhedens og Forraadnelsens Pres.

Og dog, hvor var Forfaldet langsomt her under den spanske Sol. Laa ikke selve den gamle By, Borgen Ibiza, foran os med høje Mure fra Philip den Andens Tid, med en skraa Bakke som en stejl Indkørsel og med en massiv Port? En Inskription paa Latin i store Lapidarbogstaver smuldrede med hvidt Støv over Porten.

Der var ikke gjort noget Forsøg paa at restaurere. Murene skimlede ikke. Stille, stille gled de ind i Alderdommen, og der var det Lys over deres dryssende Ælde, som alle Ruiner i Spanien har, en ungdommelig Overfladiskhed, kunde man sige, og ikke det dybe, furede Mørke, som Regnen i Norden skænker de gamle Mure.

Ved Foden sad en rynket Tiggerkælling med et mørkt Sjal over Hovedet og en Straahat ovenpaa Sjalet. Alt menneskeligt var forsvundet i dette Stykke Bark af et Ansigt, som hun vendte imod os, mens hun rakte sine skidne Hænder frem, og vi kunde hverken læse Glæde eller Sorg i det, da vi kastede en Mønt til hende. Der var ingen sjælelig Styrke, som var stor nok til at lyse igennem.

"Ogsaa hun er intakt," bemærkede Franskmanden, "som Murene er intakte, som Husene er intakte."

Da vi kom igennem Porten, var vi oppe i et Virvar af smalle Gader, som gik i Zigzag op ad den kegleformede Klippe. Husene skød deres kalkede Flader ud over hinanden, de drejede sig som Tærninger, og Skyggerne faldt i skarpe, dybtblaa Figurer ind over de hvide Firkanter og Trekanter. Blaa Skodder, grønne Persienner og sorte Jærnbalkoner skabte lige den Variation, som var nødvendig, for at hele Byen ikke skulde falde sammen til en blændende, hvid Enhed, øde som Kedsommeligheden, og et Par stive Palmetræer, der strittede frem af Gaardenes Huller, fik paa denne retliniede Baggrund en Svajethed i Bladene, som jeg aldrig før havde anet hos dem; de var som milde, forsonende Buer i al den massive Kantethed.

"Denne Skønhed havde jeg ikke forstaaet uden Kubismen," stammede jeg paa Fransk; men Franskmanden vilde ikke svare mig, han blev pludselig fjærn og romantisk blaa i Blikket som overfor en fremmed Moral. Havde jeg saaret ham? Med firkantede Haandbevægelser prøvede jeg at bygge Byen op for ham, saadan som jeg saa den, jeg stillede Haandflade mod Haandflade i spidse og stumpe Vinkler, med Kanten af Lillefingeren skar jeg Partier ud af Husenes Virvar, smaa Helheder, hvor Linjerne samlede sig og aldrig vilde have løbet udenfor en Ramme. Jeg var meget, meget værre end nogen moderne Teoretiker; men Solen og det hvide Skær fra Murene skal have sin Part af Skylden, min Hjærne flimrede som en Støvsky, ellers havde jeg vel aldrig udtalt mig saa sagligt om, hvad jeg ikke forstaar mig paa.

Da tog Franskmanden Offensiven. Han overdøvede min Kubisme med historiske Oplysninger og sværmeriske Udtryk, han kaldte Byen typisk maurisk, og det lykkedes ham omsider at besejre mit usentimentale Skønhedsindtryk af Ibizas Firkanter og Trekanter. Nu saa jeg maurisk som han.

Han talte ogsaa noget om et Kloster paa seksten Værelser, som han havde lejet for fyrretyve Pesetas, tredive Kroner, om Maaneden. Han prøvede paa at pege det ud til mig. Det skulde ligge til venstre for den Balkon og til højre for den Palme og lige oven over det der flade Tag; men jeg var lige klog. Det var umuligt at orientere sig imellem alle de kalkhvide Flader.

Vi gik videre. Gaderne var næsten ens. Lange, hvide Mure med et Vindue hist og en Dør her og ikke et Menneske ude. Jo, det var i en middagsøde, maurisk Landsby, og fra de kalkede Vægge i Solskinnet udstrømmede en tærende Melankoli, en vild Haabløshed. Det var ikke Livet at vandre mellem disse Huse. Det var Uvirkelighed, Meningsløshed.

Da passerede vi en lav, blaa Dør. Jeg husker endnu den klare Farve, der var som Vand med Blaaelse i. Midt paa den lange, kridhvide Mur var den en kølende Oase, og jeg fik uvilkaarligt Hjærte for den lille Indgang. Det maatte være en heftig Mystik at gaa ud og ind ad den, og jeg erindrer den endnu som den Dør i Verden, jeg har haft mest Lyst til at digte om. Der var ingen Fyldinger i den, den var blot en Række bemalede Planker og et stort, klodset Nøglehul.

"Derinde skal jeg bo. Det er Klostret," bemærkede Franskmanden; men jeg saa forvirret paa Muren. Den var temmelig lav, og hvordan kunde der rummes seksten Værelser bag den.

"Klostret er paa tre Etager," fortsatte han, "og nu gaar vi ned til Hovedindgangen."

Da forstod jeg, at Klostret ligesom gled ned ad Bjærgskraaningen, og at vi gik i en Gade bag tredie Sal.

Vi maatte krydse nedad for at naa Hovedindgangen, og den viste sig da at være kæmpemæssig. Hvad vilde en enkelt lille Franskmand uden Familie og uden Tyende med saa stor en Port og med en Vestibule som et nøgent Laderum? Til højre førte en slidt Stentrappe med et massivt, kalket Gelænder op til Etagerne. Plads og Soliditet var her ødslet med; men enhver Forsiring manglede, og en kølig Tomhed slog os i Møde fra det majestætiske Rum.

Midt paa det ujævne Flisegulv sad en syttenaarig Dreng paa en Træstol, ubevægelig som en Fugl paa en Bundgarnspæl. Hans smalle, degenererede Ansigt med de blaa Aarer over Tindingen og de store, brune Øjne hvilede i sig selv uden Antydning af et interesseret Minespil. Han sad der blot for at fylde sig med det rolige, svale Øde og med den blege Sentimentalitet, en solbeskinnet Nabomur giver, blot for at lade Sjælen flyde ud. De fremstaaende Læber, som Alderen enten vilde faa til at krumme sig i Hovmod eller til at flyde i Sanselighed, var friske og endnu næppe berørte. Først da vi tiltalte ham, aabnede de sig i et aandsfraværende Smil.

Det var Værtens Søn. Værten selv var med den øvrige Familie flyttet ned i et af de kedelige Huse ved Havnen, for her var Livet moderne. Alle, som boede paa Bjærget, flyttede ned, og nu laa de rummelige hvide Bygninger tomme, en uddød By, hvor kun nogle gamle Tjenestefolk fejede og vaskede, til Nytte for ingen, til Glæde for ingen.

Laa der maaske ikke en blinkende Haan i Drengens vaade Smil overfor os fremmede, der havde Interesse for Tomhed? Maaske laa der ogsaa en dybere Viden, som jeg endnu ikke forstod? Men han blev alligevel ivrig efter at vise os Bygningen og førte os ind i de øde, kalkede Værelser. De var store som Sale, og de var ikke ubeboede; men i det ene Rum stod der kun to mørke Stole og et mørkt Bord, ellers intet, i et andet stod en Stige op mod Væggen, ellers intet. Det var som kunstige Huler, Tomhed ved Siden af Tomhed, og da Skodderne overalt var lukket, saa at Sollyset kun kunde pible igennem, følte jeg mig som i et forladt Fængsel.

"Jeg maa have nogle Møbler fra Barcelona," sagde Franskmanden, "men er det ikke som et Palæ?"

Jo, et Palæ uden Festlighed, et Mausolæum uden Lig. I en af Salene hang et Reb ned fra Loftet, og ellers var der intet uden nøgne, hvide Vægge. Her kunde Franskmanden hænge sig i rummelige Omgivelser, selv om en gammel Kone fejede i den femtende Sal. Jeg maatte lykønske ham til Klostret. Engang naar jeg er træt af Livet og ikke har nogen direkte Grund til at begaa Selvmord, men blot er træt, udhulet af Lede, vil jeg ogsaa leje mig ind her og hænge mig. Værelserne her vil da være som en Forudanelse om det tomme Rum og den tomme Evighed.

Gennem en Dør kom vi ud i en Stenhave med knaldblaa Mure. Den Del af Klostret, som kunde ses herfra, var oversmurt med samme knaldblaa Farve. Gangene var belagt med røde Fliser, og i Midten stod en rødblomstrende Adalfa.

Pludselig levede Drengen op. Han sitrede gennem Kroppen som en ung Pige. Han vilde bedaare os.

"I et saadant Træ hængte Judas sig,"sagde han hektisk.

Selvfølgelig maatte Selvmordertræet blomstre her. Hvor jeg vidste det! Her i den farverige, sollyse Have maatte det bære røde Blomster, for selv Idyllen skulde ikke mægte at bortjage min Følelse af Intethed og Frugtesløshed og Meningsløshed. Men jeg forstod ikke, hvorledes Franskmanden turde bo her.

Endelig kom vi op paa tredie Sal, og Lyset faldt i Striber ned gennem det utætte Tag. Drengen gik hen og smækkede en Skodde op, og den tomme Sal laa klart belyst. I en Krog laa en Dynge Bøger og nogle gamle, smukke Landkort over Balearerne, som jeg følte en kriblende Lyst til at rode i og stjæle af; men jeg standsedes af en Oplevelse. I Solen henne ved Vinduet stod Drengen i sit gendarmblaa Tøj, der stod saa godt til den olivengrønne Ansigtsfarve. Hans Læber var halvt aabnede, som aandede han et hedt Smil mod Franskmanden. Hans hvide Tænder blinkede. To af dem var ormstukne. Et tidligt Forfald truede denne Drengeskønhed. Men Overlæben lyste vaad og - - intakt, som Franskmanden vilde sige.

Jeg saa ikke paa Franskmanden, jeg saa ikke paa Udsigten over Byen, som skraanede ned mod Havnen, jeg oplevede alt i en Taage, hvor kun Drengen med det hede Smil stod klart belyst, og i min Hjærne fandtes ingen Tanker, kun dette Billede, kun denne Situation. Franskmanden følte jeg som noget stærkt nærværende, som en stille, betagende Styrke; men jeg var uden for dens Straaler. Jeg strejfedes kun af Lyset.

Det blev mit sidste Indtryk i det tomme Kloster, og det skulde vare nogle Timer, inden jeg helt kom til Klarhed.

Vi blev lukket ud af Drengen gennem en lille Dør, og det viste sig, at det var den samme blaa Dør, vi havde passeret før; men hvorfor havde jeg nu den Fornemmelse, at det var en ung, smuk Pige, der lukkede os ud, hvorfor laa den krydrede Atmosfære af Forelskelse i Luften?

Tomheden i det gamle Ibiza kom snart til at beherske mig. Oppe paa Toppen af Bjærget laa en uforholdsmæssig Domkirke. Da vi gik forbi, var en Messe i fuld Gang. Præsterne sang gennem Næsen, de gik rundt i Messehagler og korsede sig, Røgelseskar svingede, og Duften drev tungt gennem Rummet; men der var ingen Tilhørere. Flisegulvet laa blankt og tomt, og hvert Skridt, vi tog, klang som en Blasfemi. Det var som en Filmsforestilling, alle Ritualets Gebærder i hele sin Gravalvorlighed, men intet Publikum. Folket havde ikke Fromhed nok til at stige op ad Bjærget.

I et Musæum gik vi ind; to Videnskabsmænd pudsede Briller af Forbavselse over et Besøg. Der var altsaa virkelig Folk, som interesserede sig for Stenfigurerne i Glasmontrerne, for denne Stilblanding af asyrisk og ægyptisk og græsk, som lyste os i Møde fra de smilende Stenmadonnaer med de kejtede Dansegebærder, Folk, der saa, at Gebærderne endnu findes i de ibizanske Folkedanse, og endnu kan ses hos de ibizanske Kvinder, naar de optræder stilfuldt med begge Hænderne strittende frem som mod et vaklende Barn, med Albuerne klemt tæt ind til Legemet, eller naar de danser med venstre Haand lagt op mod venstre Skulder.

For mig blev disse Madonnaer som et Studie af Ibizas kvinder. Deres Øjne var ægyptiske, deres glatte Frisurer med den tynde Kant af bølgende Haar som en Ramme om den runde Pande var græske, og jeg saa alle Middelhavskulturerne, som var strømmet over Øen og havde aflejret sig i Kvindernes Legemer, i deres Smil, i deres Haandbevægelser. Det var Historien, saadan som den endnu lever i Kødet, i Erotikken. Ibiza er Øen med de fleste Kærlighedsdramaer, Rivalerne udrydder hinanden med Kniv, og Sejrherren bliver som en gemen Morder skudt ned af Prima de Riveras bevæbnede Politi; men alligevel har hver Maaned sit Drama, fordi Verdenshistorien blusser i Kvindernes Kød.

l denne døde By, forladt af alle levende Ibizanere, var Stenfigurerne i Musæet det eneste, der fyldte Tomheden. Men Franskmanden, som ikke fandt Kød i Stenen, hvorledes mægtede han at leve i dette Øde? Var det Kunstsansen, som flammede i ham, som dagligt tændte nyt Liv i ham, saa at han formaaede at bo i seksten tomme Værelser? Døden og Solen og Forfaldet herskede jo overalt paa denne Kegle af et Bjærg med en tom Domkirke paa Toppen, med menneskeforladte Gader og ubeboede Huse ned ad Skraaningerne, med unyttige Mure og latterlige Løngange. Hvorledes kunde han leve her?

Jeg, som kun havde været her i faa Timer, kunde allerede gribe mig i at staa paa Muren og i Længsel se ud mod de hvide, skinnende Firkanter, hvor Saltværkerne laa, for dér var jo Livet. Og jeg blev trist af at stirre paa den glatte, hvide Bjærgknude nedenfor Muren, for dér var jo Døden. Under bredbladede Figentrær gabede Bjærget med Huller, hvor Ligene i sin Tid var blevet sænket lodret ned som paa gammeltyske Dommedagsbilleder. At denne stenede Kirkegaard laa tæt op til Byen, mens Saltværkerne med deres Travlhed laa fjærnt ved en grøn Bugt, forundrede mig ikke mere. Her var Tomheden og Døden nærmest. Her lærte man kun lbizas levende Mennesker at kende hos Stenmadonnaerne paa et Musæum.

Da vi atter passerede den lave, blaa Dør, standsede jeg med eet. Den var smuk, sagde jeg, mens jeg standsede midt i den krydrede Atmosfære af Forelskelse, som endnu laa her. Jeg kunde ikke fortælle Franskmanden, hvad jeg havde følt. Jeg kunde kun stirre paa ham.

Og pludselig forstod jeg, hvorfor han kunde leve her, hvorfor han havde lejet det øde Kloster. Det var ikke saa øde for ham som for mig. Det var gennemstraalet af en Ynglings intakte Smil.

I Solen midt paa den hvide, vinduesløse Gade stod Franskmanden og brystede sig affekteret. Hans blanke Pande havde det farlige Lysskær, som straaler af en anden Erotik end min. Det var ikke Kunstneren i ham, som instinktmæssig havde vakt min Uvilje.

Den blaa Dør skjulte seksten tomme Sale og en Lidenskab.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 

 15. Forfald.

Jeg gik i en By, som var øde,

og talte for højt med mig selv.

Mit Ekko sprang op for at møde

en Tomhed i Portenes Hvælv.

I Byen hang Palmernes Blade

og vifted som pjaltet Tapet,

og øde laa Gyde og Gade,

de tommeste Rum, jeg har set.

Det dryssed fra Hul og fra Fure,

det dryssed fra Hal og fra Stald,

det dryssed fra mauriske Mure

og myldred med sagte Forfald.

Jeg mumled i drømmende Klager

og talte for højt med mig selv,

og Ordene dryssed som Flager

i Portenes kalkede Hvælv.

Jeg gik i en By og var ene,

i Gyde, i Hal og i Stald,

og talte blandt smuldrende Stene,

og Ordene var mit Forfald.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 

 16. Den gale i San Antonio.

San Antonio! Tyve sovende Huse paa røde Sten. Kaglende Høns. Lyserøde Svin. Kaktus med sygeligt udseende Frugter. En Hovedgade, der humper ned mod en Havn, som ikke er dybere end en Jolle. Tre fladbundede Baade med skraa Master, der minder om Nilen og Suezkanalen. En blaa Ro, hvor Arbejdet gror saa langsomt mellem de travle Hænder, at man tror paa Dovenskabens Frugtbarhed. Og her boede jeg i to Døgn, eet eneste langt Tidsrum med skiftende Mørke og Sol, sammen med min Landsmand, Maleren Don Juan.

Vi havde endelig truffet hinanden paa Frugttorvet inde i selve Ibiza, og jeg havde tiltalt ham med et frimodigt Goddag og en Præsentation af mig selv; men han havde set paa mig med en stille Haan om Læberne.

"Naa, det er Dem," havde han sagt. "Nede paa Fondaen talte man om en Ven af mig, der var kommet med Damperen i Gaar. Jeg har ikke ret mange Venner, saa jeg kunde ikke forstaa, hvem det var; men Vennen, det var altsaa Dem."

Vi havde aldrig set hinanden før, og derfor var Tonen fornærmelig. Jeg havde blot trængt til at tale Dansk, og da jeg vidste, at der var en Landsmand paa Øen, havde jeg opsøgt ham.

"Ja, De maa meget undskylde, at jeg spurgte efter "mi amigo." Jeg ved simpelt hen ikke, hvad Landsmand hedder paa Spansk."

Efter at vi saaledes paa dansk Manér havde udtrykt vor gensidige Ligegyldighed for hinandens Personlighed, havde Don Juan indbudt paa en drink, og da jeg uden Respekt for Syntaks havde svaret paa Indbydelsen med et: "La' vi det!" var vi begge kommet til at le, og samme Dags Aften sad vi i en nøgen Fonda - det var ikke "Esmeralda," men "Esmeraldas" Konkurrent - i det verdensforladte San Antonio, der laa paa den anden Side af Øen.

Forsigtigt, mistænksomt og usentimentalt havde vi nærmet os hinanden, med et Visir af Københavnertræghed for Ansigterne. Saa havde vi med Armene støttet mod Fondaens Træbord og en Flaske tyk Rom imellem os, med en sukret Gren stukket ned i Spiritusen, skabt os en hyggelig Atmosfære af Latter og Jargon, som vi kun med Mellemrum forlod, naar vi svimmelt og venskabeligt gik ned gennem Hovedgaden for at finde en "Posada," Beværtning, med Wermouth.

Timerne i San Antonio blev saaledes en uafbrudt københavnsk Dialog, og maaske fordi jeg ikke var Turist her, men blot et levende Menneske, staar Indtrykket af Byen og dens Mennesker saa tungt og saa plastisk i min Erindring. Jeg synes, jeg har en Roman at fortælle om Borgmesteren, der boede lige over for os, om den Energi, hvormed han klemte Kasketten fast om Hovedet, naar han to Gange dagligt forvandledes fra kongelig Embedsmand til Chauffør paa Øens eneste Rutebil: som Borgmester tjente han 1 Peseta pr. Underskrift paa Dokumenter, men som Chauffør 4 Pesetas pr. Køretur, - og om hans fede Ægtemage, som fra 8 Morgen til 12 Nat tyngede Husets spinkle Balkon med sit vældige, urokkelige Korpus og i uflyttelig Dovenskab af og til lod sit Vand ud gennem Rækværket ned paa Hovedgaden.

Jeg kan fortælle om et blaat Hus, hvor der boede fem bevæbnede Politibetjente med Familie. De plejede om Aftenen at sidde paa Fortovet udenfor og pudse Vaaben og passe Unger, og naar man blot nikkede venligt til dem, skød de ikke. Hvis man derimod gik hen og forelskede sig i en af San Antonios Kvinder og derfor uvægerligt blev stukket ned af en hidsig Rival, hvad der skal være ret almindeligt paa ibiza, saa skubbede Betjentene Ungerne til Side, greb Gevær og Revolver og tog af Sted for at skyde Knivstikkeren. Et Kærlighedsdrama paa denne Ø plejede at vare seks Timer, lod jeg mig fortælle, og kun Kvinderne slap levende fra det.

Trods de farlige Tilstande paa denne Knivstikkerø vovede jeg dog at vække Skæret af Kærlighed dybt i en Ibizanerkvindes mørke Øjne. Trods min uafbrudte Samtale med Don Juan hændte det, og som en komisk Episode, der alligevel skærer i Hjærtet, gled dette Intermezzo ind imellem alle de humoristiske Oplevelser, vi var ude for. Blandt de burleske Skikkelser, som vi skabte af alle vore Bekendte hjemmefra, og som vi lod tumle mellem nærværende Typer fra San Antonios Dagligdag, kom hun med, den smukkeste Kvinde, jeg saa paa Balearerne.

Det var den første Aften i San Antonio. Don Juan og jeg havde lige bandet den tørre Fiskeret, og vi havde trøstet vor tredje Bordfælle, en Købmand fra Barcelona, med, at de Mavekneb, han led af, kun var Forkølelse, skønt vi begge vidste, at det var Begyndelsen til den Dysenteri, som Ibiza velsigner de fleste af sine Gæster med. Saa havde Købmanden rejst sig og takket for Mad med en Stemme af klangfuld, dæmpet Melankoli, der længe tonede i mine Øren. Han var en Gnier, som brutalt havde tjent sine Penge i Vestindien; men Musikken er større end et Menneskes ligegyldige Handlinger, og jeg var altid sært bevæget, naar jeg havde hørt ham tale.

Da tog jeg min trebenede Stol under Armen og gjorde et Svømmetag gennem Dørens Glasperleforhæng ud i den skumrende Hovedgade. Politivagtens blaa Hus overfor laa tungt og mættet med Tusmørke, og den fyldige Farve havde ligesom faaet Overflod af Kraft, de hvide Murflader ved Siden af sugede den til sig som Klatpapir, et gult Hus blev grønt. Kun Skæret fra Døre og Vinduer bevarede sin Farve. Det tegnede med skarpe Omrids den nøgne Hud i de mørke Menneskedynger; grønne Ansigter og grønne Hænder, der bevægede sig langs med Murene; grønne Barneender, der rullede paa Gadens knoldede Sten.

Jeg satte mig ned udenfor Fondaen og øvede mig i at falde til Ro med et Stykke Cigaretpapir paa mit Knæ og med en Stribe kanarisk Tobak mellem mine Fingre.

Et Sted nede i Gaden blev der leget Rundekreds, en Strømhvirvel som i mørkt Vand. Men jeg forstod intet af Livet her. Jeg saa kun de dunkle Bevægelser, og jeg hørte kun nogle Lyde uden Mening. Det lød som en Ko, der brølede i Skumringen, og det gav mig en dyb Hvile i Sjælen, og nu sad jeg vel i en dansk Landsbygade, der førte ud til de natlige, kølige Enge med Køerne, ud til Engene og Køerne.

Da brød en flagrende Skikkelse med eet ud fra de mørke Strømhvirvler og for ned imod mig. Det knitrede omkring den, som var det brusende Haar om Hovedet en Busk i Blæst. Det svirpede i Luften. Og inden jeg anede det, var Skikkelsen tæt inde paa mig. Et Bundt Kviste strejfede min Kind. Der blev leet. Et Dyr, der vilde le som en Kvinde!

Et Stød af Angst gik igennem mig, min Ro splintredes, og alt rykkede tilbage i mig, ligesom jeg uvilkaarligt flyttede Stolen bagud. Hvad var det for noget raat og uformeligt, hvad var det for noget hæst, som San Antonio sendte imod mig? Var det et Overfald? Skikkelsen havde nu taget Kvistene imellem begge sine Hænder og vred dem i et haanligt Overmod, saa at de ustandseligt knækkede i en tør og sindssyg Rytme. Saa kredsede den rundt foran mig som en gal Hest i et Tøjr. Jeg hørte bare Fødder mod Stenene, i Takt til Kvistenes urimelige Melodi, en ny Art Kastagnetter, tynde og sprøde, et Musikinstrument for nervesvage, der vil hidses op, der vil føle alt splittes i smaa, bristende Lyde som Sand mellem Tænderne.

Atter blev Riset svunget ind mod mig, men som i en Pantomime, hvor man slaas uden at ramme. Jeg skulde gennempiskes, gennemhaanes en Tomme fra mit Ansigt. I Lysskæret, som faldt ud gennem Fondaens Glasperleforhæng, i det stribede, rislende Lysskær saa jeg, at det var en purung Kvinde. Et Par store, mørke Øjne var i vild Brand. Men der var intet Dyb i dem. Ilden slog fra Øjnenes Overflade, fra Irisringen, ud igennem Natten mod mig. Hendes mørke Haar krøllede sig, som vi tror en Zigeunerpiges Haar krøller sig, og hun ruskede det undertiden, saa at det slog om Ørene paa hende.

Nu lo hun, Gud ske Lov, ikke. Hun var stum og vild og for med en piskende Gebærde forbi mig. Men da hørte jeg en Lyd, som var ufatteligere end hendes Latter. Hun brølede som en Ko. Muh! Muh! Hun tudede det ud i Skumringen. Og saa løb hun Ringen rundt og svirpede mig atter en Tomme foran Næsen. Ingen i Gaden undredes over den lille Scene, og jeg bøjede mig derfor frem og lurede. Jeg var nu ligesaa rolig som alle de andre. I Glimt saa jeg dette Dyr, omskabt som det var i en lille, blid Kvindeskikkelse. Jeg saa, hvor smukke hendes nøgne Ben var under det korte, lasede Skørt, og hvor smidig hendes Legeme var, hvor runde hendes Skuldre, hendes faste, smaa Bryster. Et blaat Bluseliv, pjaltet og snavset, laa som visne Bægerblade om den lysende, hvide Skønhed, om det unge, unge Kvindelegeme.

Og hun var vel en atten Aar.

Der var noget dumpt over denne Oplevelse som over en umotiveret Fornærmelse, meningsløs og brutal, og da jeg gik ind i Fondaen, følte jeg en pludselig Angst. Lokalet laa hvidt og koldt. En nøgen, elektrisk Pære, som hang i en Snor ned fra det kalkede Loft, badede Rummet i et grelt Skær, og i den naadeløse Klarhed saa jeg Træbordene, saa, at de var af Træ. Jeg saa den smilende, sortøjede Vært, saa, at han var almindelig og ligevægtig, og jeg saa Don Juan sidde i sit sirlige, hvide Tøj, uden en Plet, med Benene strakt ud fra sig, en magelig Københavner. Men jeg syntes, jeg kom fra en Verden med mørke, urolige Former, hvor Livet med sin blinde Raahed rev Skønheden ind til sig. Gennem Perleforhænget anedes hendes lille Skikkelse. Den kredsede i ustandselige Ringe som en søvnløs Tanke.

Jeg maatte fortælle Don Juan om det.

"Naa, hende," svarede han. "Hun bor lige her henne. Som lille Pige faldt hun ned fra Taget og slog Hovedet. Der ligger nogle store Fliser nedenfor."

"Hun er den smukkeste af dem alle sammen," bemærkede jeg dvælende.

Don Juan lo og nikkede.

"Det er godt, Folkene ikke kan forstaa, hvad vi siger, ellers vilde de le."

Vi gav os til at rulle Cigaretter.

Men lidt efter kom Don Juan med en lille Bemærkning, han sagde den ligesom tilfældigt. Jeg maatte ikke haane ham for den, kunde jeg høre.

"Jeg har lavet en Teori om det Bundt Kviste, hun gaar med. Jeg tror, hun kan lide dem, fordi det knækker i dem ligesom i hendes oprevne Nerver. Det kan godt være, det er noget Vrøvl; men jeg holder af at tænke det saadan."

Saa talte vi ikke mere om hende.

Den næste Dag sad vi oppe paa Don Juans Balkon, der ligesom alle andre Balkoner var saa smal, at Stolene maatte staa halvvejs inde paa Stuens Flisegulv.

"Der henne til venstre ligger Huset, hvori den gale boer,"

sagde Don Juan og pegede paa en indeklemt, hvid Rønne. Der laa saa brede Huse paa begge Sider af den, at dens Port gabede som en Mund, man har aabnet ved at klemme Kinderne sammen. Man kunde faa Medlidenhed med Rønnen blot ved at se paa dens afskallede Kalkfacade. Foran Porten bredte de haarde, firkantede Fliser sig, som trods deres Ubevægelighed havde berøvet en lille Pige al hendes Menneskelighed, havde slaaet hende blød som en nedfalden Frugt.

Vi havde det godt paa Balkonen, for Gaden væltede med Mennesker, tunge og fyldige som paa en Tegning af Daumier. De sladrede, handlede og gnubbede sig, de arbejdede, skændtes og forrettede deres Nødtørft under den hede Sol, hvor alt menneskeligt bliver selvfølgeligt, og Børnene legede deres evige Rundekreds.

Da kom den gale Pige galoperende ud af Porten. Hun havde hørt Børnenes monotone Sang, var blevet lokket af den og kredsede nu uden om dem som en Hund uden om Kyllinger, den ikke tør snappe. Hun vilde gærne være med, hvis hun turde, hvis blot hun turde, og saa turde hun med eet, og i et voldsomt Sæt brød hun ind i deres Kreds. Børnene stirrede uforstaaende paa hende, de største noget gnavent som over en Dumhed, der stadig gentager sig, og endelig skubbede de hende med en Vridning af Kroppen til Side, sluttede energisk Ringen igen og dansede videre med stramme, stolte Munde. Hun var lukket ude.

Saa maatte hun jo virre med Hovedet. Det korte, krøllede Haar flagrede frem over Skuldrene. Hun maatte jo lægge Hovedet bagover og vrikke det til Siderne, hælde det kælent, som om hun længtes efter en stærk Haand, der skulde stryge hende ned over Nakken, stryge de udhulende Smerter, stryge Tomhedsfølelsen i det øverste af Rygmarven bort. Hvor jeg kendte det igen! Hvor jeg vidste det! Hendes Hovede sad som paa en skørnet Hals, og saa er det godt at brøle Muh, at gaa paa fire, at lege Dyr.

Pludselig løb hun ind ad Porten igen. En ny Idé! Et Sekund efter vendte hun tilbage med en blaa Blikdaase. Den skulde Børnene bestikkes med. Det var den storslaaede Plan. Som en udspekuleret, vilter Unge rendte hun hen til Rundekredsen og lod Tingen blinke fristende i Luften. Men med eet var hun ikke Barn. Hendes Sind kunde med eet Ryk ældes flere Aar, og det kunde i næste Nu forynges, hendes Sjæl kunde ikke holde Takt med den attenaarige Krop. Aldrene kunde støde sammen. Nu bøjede hun sig moderligt ned - Herregud, nu var hun Moder - og forærede Daasen til en Dreng. De sanselige, fremstaaende Læber havde et Smil af forvirret Ømhed. Hun vilde sige: "Den skal du have, min lille Dreng." Men hun aandede ogsaa af Iver efter at være med i Rundekredsen. Smilet var ogsaa barnlig Legelyst. Det var ikke til at holde ud for hende, nej! Og saa var der intet andet at gøre end pludseligt at vende Ryggen til Drengen, overmodigt knejse med Nakken og brøle sine forvirrede Tanker og sit forvirrede Sind ud i et langtrukkent Muh. I dette Kobrøl laa hendes virkelige Alder, hinsides Barn og Kvinde.

Da fik hun Øje paa mig oppe paa Balkonen. Skal jeg kro mig og være stolt af mit Kvindetække? Som Aftenen i Forvejen blev hendes Blik vildt og opspilet, og med Hovedet kastet bagover som hos dansende Zigeunersker løb hun hen under Balkonen, et lidenskabeligt Ansigt lænet, hedt aandende, tilbage. Det var Hengivelsen, Kærligheden! Stadig stirrede hun op paa mig med en farlig Glød i Dybet af Øjnene. Det var et forjættende Blik. Du milde Gud, det var forjættende!

Jeg skulde vist have siddet uanfægtet. Det vilde have været pædagogisk! Men jeg bøjede mig ud over Gelænderet og stirrede, som jeg vilde have stirret paa en druknende, der ikke kunde reddes. Vilde jeg læse mig til, hvad det smukke Ansigts taabelige Tegn betød? Hvorfor Pokker ser man et Menneske dybt ind i Øjnene?

I det sindssyge Blik lyste en aaben Sanselighed. Den var saa raa og utilsløret. Det var et uerfarent Skøgeblik over et Par vaade Barnelæber, over en Trutmund, der krummede sig til Godnatkys, lidenskabeligt.

"Lad være med at se saadan paa hende," hviskede Don Juan pludseligt, og jeg vaagnede og blev forlegen. Med et hurtigt Sideblik oversaa jeg Gaden. Politibetjenten, som havde holdt Bøsseløbet op mod Solen for at spejde efter Rustpletter inden i det, havde stillet det fra sig og maabede over mod os. Borgmesterens Ægtemage paa Nabobalkonen sad stadig ned, men stod nysgerrigt paa Tæerne.

"Hun er forelsket i Dem," lo Don Juan.

I samme Nu havde den sindssyge heldigvis glemt mig, og jeg følte det som en Befrielse. Hun havde atter skiftet Alder, og nu sprang hun, grusom og hurtig, hen imod de dansende Børn. Med en vild Energi kastede hun sig ind paa Drengen, rev ham ud af Rundekredsen, vred Armen om paa ham og erobrede den blaa Daase. Drengen vrælede. En Moder ilede til. Den gale dukkede sig som en Skolepige med ond Samvittighed.

Jeg turde ikke se paa hende længere; men det var mig ogsaa umuligt at gaa bort fra Balkonen. Kun i Glimt vovede jeg at følge hende.

Det sidste, jeg saa, var, at hun sad ovre i sin Port med en firkantet, broget Æske troskyldigt i Haanden. Hun vendte og drejede den, og et stille Smil legede over hendes Ansigt. Undertiden sendte hun et brændende Blik over mod mig, den lykkelige udvalgte, et flammende Koketteri, der var saa heftigt, at det hos en sund Kvinde vilde have været et spøgefuldt Komediespil, og saa aabnede bun Barnelæberne, kylede med eet Æsken langt ind i Porten og var atten Aar.

Da rejste jeg mig og gik ind i det kølige Værelse.

Don Juan og jeg talte ikke mere om hende. Om Natten sad vi med Tællelys i tomme Flasker nede i Fondaen og skabte os en sval Fantasi med Buelamper og lyse Nætter, grønt Løv, københavnske Piger og Indgangen til Tivoli, og min Erobring i San Antonio var glemt. Vi var inde i vor lange, københavnske Dialog, og vi saa Morgenlyset trænge ind gennem Dørens Sprækker, vi saa Værtens Grin, da han undersøgte Glasskabet med Flasker, og vi hørte smilende hans diskrete Spørgsmaal, han troede vi havde besøgt Byens usle, lille "casa," hvorfor skulde vi ellers være vaagne om Natten. Den smukkeste Kvinde paa Ibiza talte vi derimod ikke om.

Men inden jeg rejste, var jeg i Hemmelighed henne og træde paa nogle store, firkantede Fliser. Jeg vilde gennem Saalerne føle, hvor haarde de var.

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 

 17. Vuggesang til en gal.

Lula, lula, lulalej

er en Vuggesang for dig.

Galskabs bløde Barnehaand

stryger blidt din brustne Aand,

visser dig og vugger dig,

lula, lula, lulalej.

Lula, lula, lulalej.

Vandrer du paa Dyrets Vej?

Dyrets Sind i Dyrets Skind

vugges lunt og loddent ind.

Der er Ro paa Dyrets Vej.

Lula, lula, lulalej.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 

 18. En Fonda i Valencia.

"Tintorio" vippede diagonalt, og en stille Dag med vinblaat Havblik vilde det velsagtens uden Grund vende Kølen i Vejret. Jeg følte mig roligst paa Dækket, for saa vilde jeg i værste Fald blive hældt ud i Vandet og drukne under aaben Himmel, og det er altid en Fordel.

Det var en Tysker, jeg rejste sammen med. Han kaldte mig med aabenlys Foragt Hr. Journalist! med en saksisk Hvislen paa s og t, som om han vilde spytte mig ud; men en Nat havde jeg truffet ham paa en Balkon i "Pollenza"paa Mallorca, og han havde talt om Tyrefægtninger, vippende paa Tæerne med Hænderne strakt i Vejret, usynlige Banderillos dirrende i dem, saa at Natten over Pollenzas gule By havde straalet.

"Spanien hat mir Glanz in die Seele gegeben," havde han hvisket. Hans tyske Sjæl var blevet rummelig af Dovenskab og Tidløshed. For ham som for enhver i Spanien var Sekundviseren faldet ud af Uret.

Og nu hvilte vi os i hinandens Rummelighed. Grønt Hav omkring os. Lys Morgenhimmel. Et gult, lavt Forbjærg som en Knokkelfinger. I blaa Dis forude Valencia.

"De er Journalist!" sagde han. "Skriv om, hvor let det er at leve," og han strakte sig mageligt ud i Liggestolen.

Da vi kom til Valencia, prøvede vi, hvor let det var.

I en Vogn, hvis Overdækning hvælvede sig som en maurisk Bue, rullede vi ind mod Byen. Hjulene trillede paa glatte Jærnbaand, der laa som Skinner i Gaden. Det kostede ti centimos at køre paa dem. En Karavane af tunge Køretøjer passerede os, ogsaa paa Jærnbaand. De slæbte frugtsommeligt langs med Jorden. Fire Heste travede i en Række foran en Vogn med Tovene hængende i Buer mellem sig, saa at kun den bagerste trak, og Kuske gik ved Siden af Dyrene med Piskesnærten snoet om Armen og Skaftet hoppende hen over Brostenene. Der ødsledes med Kraft. Livet var let.

Støvede Trækroner vajede over os. Rækker af banale Huse gled forbi. Det var som et kedeligt Barcelona. Selv det moderne Colossæum, Tyrearenaen, var uden Fantasi, rød og rund med mange gabende Vinduer, den nederste Del af et trivielt Babelstaarn. Banegaardens forlorne elegance med firkantede Taarne og forsirede Gavle ærgrede mig. Jeg kunde kun bruge den til at se, hvor mange Klokken var, skønt ogsaa det var mig ligegyldigt.

Ud for Banegaarden standsede vi. En Fonda med et prangende Skilt gloede os i Øjnene, og Kusken vilde ikke køre længere. Han fik vel Procenter for at sætte os af her.

To Mænd slæbte øjeblikkeligt vore Kufferter ind i et Lokale, som var aabent ud til Gaden, og vi, som fulgte efter, tumlede ind mellem summende Gæster, der straks opfattede os som to af Fondaens Attraktioner, to ufrivillige Klowner. Bordenes Marmorplader drev med Sherrysjatter og udtværede Riskorn, og overalt sjaskede det med Vand, det dryppede fra Disken, det silede hen over Flisegulvet, hvor vi knasede i Muslingeskaller. En vammel Duft som af Rejelugt tilstoppede Næsen.

Straks begyndte Farcen. En lille Tjener med Forklæde for sin toppede Mave bukkede foran os, ved Siden af os og bagved os. Han blev til tre Tjenere for at forvirre os, og jeg følte, at han bag vor Ryg slog ud med Benene og viftede med Støvlesaalerne til Stamgæsterne, for vi gik i et Kølvand af Fnis. En overgiven Donna bøjede sig forover, hun knækkede sammen, saa de nøgne Arme klaskede mod den vaade Disk, og rundt omkring skrabede Fødder mod Fliserne, Gæsterne maatte skifte Stilling for at faa Plads til at ryste Maven lydløst, ellers var de brudt ud i en tordnende Latter.

Da blev Tyskeren brøsig.

"Hvor er Kufferterne?" raabte han.

De var forsvundet bagud.

Den lille Tjener havde straks et tjenestegørende d'Artagnan-Fjæs paa. Den lave Pande hældede sig tilbage, saa at den lange Næseryg skar op imod os, og han forklarede ivrigt. Hans smaa Ben løb rundt under Forklædet. Det betød hjælpsom Iver.

En Portier med en Næse, der var endnu længere end Tjenerens, men lyste af en fornemmere Bleghed, kom hen og forklarede endnu mere, og Tjeneren og han forklarede indbyrdes, og begge gav de Tyskeren indbyrdes modstridende Forklaringer, saa at han forfjumsket rystede paa Hovedet.

Jeg var som groet fast til det vaade Gulv.

Da rev jeg mig pludselig løs fra den uforstaaelige Ordstrøm og styrtede ud i Baglokalerne, en Sammenstuvning af WC'er og Badekamre og Korridorer og et Køkken. Soden hang tæt paa Væggene, og en Duft af daarlig Olje satte sig som en Em paa Rør og Vinduer og i Klæderne. Jeg kunde smage den.

Bag ved mig larmede den lille Tjener; men jeg smækkede Døre op og i uden Hensyn og ramlede endelig ind i et Nødtørftshus, hvor vore Læderkufferter stod omhyggeligt stablede oven paa hinanden. Det var vistnok ærlige Folk, vi var dumpet ind til. De havde i hvert Fald opbevaret vor Bagage paa et sikkert Sted.

Der skulde Nerver til at indlogere sig her i Fondaen, kunde jeg mærke.

Oppe paa første Sal fik vi endelig Ro. Det var et lavloftet Rum med mange Døre. En af dem stod aaben ud til et fladt Tag, der ogsaa var Gaardsplads, og nogle vaade Barneskjorter paa en Snor derude viftede en syrlig Brise ind til os; men trods alt kastede vi os over de snavsede, skaarede Talerkener med deres Bjærge af Ris og sorte Muslinger og graa Snegle med Appetit, vi skaalede i den sure Landvin, og da vi til Slut som Dessert kunde gnaske i hver sin Klase af kæmpemæssige Valenciadruer, lo vi himmelhøjt og hensynsløst. Patinaen af flere Maaneders Ædegilder, som laa fantasifuldt over Dugen, uddybede vi yderligere ved at tørre Fingrene af i den, vi var jo som gennemtrængte af den ærlige Skiddenhed, der omsluttede os, og man kan faa et frodigt Barnehumør af at føle sig som et Svin og virkelig rode.

Da vi efter Maden kom ned i Restaurationslokalet igen, var vi atter i et folkeligt Helvede omgivet af nysgerrige. Den lille Tjener vimsede som tre. Vi skulde betale! Han skulde regne ud! Han skrev paa et Stykke Papir! Tungen under Moustachen efterlignede tankefuldt hvert eneste Tals Form. Saa skulde vi have Penge igen! Store, vægtige Sølvmønter!

Da blev der med eet stille. Damerne bag Disken stivnede som Høns for en Høg. Tjeneren stod paa Tæerne, med optrukne Bryn. For Tyskeren havde med et Sæt rettet sig i Vejret. Han var blevet lang og lynende i sin Foragt.

I samme Nu røg en Sølvmønt hen paa Disken, hoppede op som et Sprøjt i et Springvand og klirrede sig til Ro. Straks efter kom en ny rygende, en flunkende Sølvstribe i Luften.

"Falso!" raabte han, og saa lo han haanligt og viftede med Haanden.

En af Damerne trak smilende paa Skuldren, strøg Mønterne i Skuffen og lagde to andre frem. Hvis Herren syntes bedre om deres Udseende, saa værs'god! Smag og Behag er forskellige! Saa smilte alle Kvinderne. Og saa smilte Tjeneren og bukkede. Og saa straalede hele Lokalet af stille Smil.

Først ude i Byen følte vi os som befriede. Den evigt lykkelige Tysker skulde naturligvis samme Aften videre med Toget til Madrid; men jeg elendige maatte med Beklemmelse tænke paa, at jeg skulde tilbage til Fondaen, hvor jeg havde været letsindig nok til at leje et Værelse, jeg, som ikke kendte ti spanske Ord, jeg, som ikke kunde skelne en falsk Mønt fra en ægte, og hvis jeg nogensinde slap bort fra Valencia, skulde jeg tilmed skrive om, hvor let det er at leve.

Pigerne paa Gaderne var klædt i Sort. Alt var efter Sigende sort, selv det intimeste Undertøj, saa de gik i værdig Sorg fra yderst til inderst, undtagen naar de var nøgne. Alle bar de svingende Ørenringe, og alle bar de Vifter, smagløst kolorerede, og saa skulde jeg vel have været rørt over Sydens Kvinder, jeg skulde have følt mig inspireret til et Viftesmæld af et Digt, op og i, op og i, Trokæ paa Trokæ, og Øjets sorte Lyn og Hjærtets hede Blod og Strømpebaandets Dolk, hele Udstyret; men jeg satte mig ned sammen med Tyskeren foran en Restaurant og fik Støvlerne pudsede. I Spanien var min Oplagthed altid afhængig af mine Støvlers Blankhed. Først var jeg Kavaler, saa Menneske og endelig Digter, forklædt som Journalist.

Klokken var tre om Eftermiddagen, da vi gik ind i Kabaret "Eden." Vi købte en Kop Kaffe og saa paa Dansepiger indtil Klokken otte. Lokalet var fyldt med arbejdsløse, som piftede og sang med og raabte Pigernes Navne højt, og Musikken klirrede Spansk. Her lykkedes det mig at glemme Fondaen.

Ved Nitiden skulde Tyskeren rejse, og vi maatte tilbage. Det gik over en Plads med mørke Palmer, høje Buelamper, grelt Lys, skarpt Mørke, skinnende, glaserede Bænke og hvide Ølkiosker, hvis Motorer snurrede i Aftenen.

Fondaen blev ikke hyggeligere ved Gensynet. Et Øjeblik var jeg henne paa mit Værelse, som laa et Stykke nede i Gaden. Her var renere, og med en Følelse af, at det nok gik, ordnede jeg min Kuffert og tog Flip frem. Da lød der en Summen nede paa Gaden. Jeg aabnede med sløv Overlegenhed min Dør ud til Balkonen. I det blege Lygtelys saa jeg en sort Menneskemængde staa omkring en død, graa Hest. Den laa med sin Mule langs Stenene som i smilende Foragt med Læben kløftet i et haanligt Hareskaar over Tænderne.

Nogle Drenge blev pludselig nærgaaende og sparkede den ind i dens spændte Bug; men saa maatte de hurtigst muligt springe tilbage, halvt leende, halvt skrigende, for med en uventet Refleksbevægelse samlede Hesten alle fire Hove, behændigt som en Gemse.

Jeg lukkede Døren igen.

Lidt efter traadte jeg med samme indifferente Værdighed ud af min Gadedør. Jeg vilde følge Tyskeren til Toget. Kun gennem Øjenkrogen saa jeg Menneskemængden og Hesteaadslet. Min Hjærne fungerede som en Dagbog: "Nedenfor mit Vindue laa en død, graa Hest."

Da hørte jeg et Vræl af Rædsel, og jeg vendte mig tidsnok om til at se nogle Drenge med Kæppe sprede sig i vild Flugt over Kørebanen. Hesten havde løftet sit lange, spøgelsesagtige Hoved med en yndefuld, fortvivlet Drejning af Halsen; men Kroppen var for tung, den kunde ikke rejse sig og som et Genfærd galopere ned gennem Gaden. Det blev kun til denne Bevægelse fuld af Anklage, og saa lagde Hovedet sig kælent til Hvile paa Stenene igen; men Anklagen ramte mig, det graa Hoved med Hulninger som en Daddelfrugt vakte al min gamle Kærlighed til Heste, som jeg havde glemt ved Synet af ti flaaede Hesteaadsler paa Arenaen i Barcelona.

"Der laa en død Hest," sagde jeg undskyldende til Tyskeren. "Jeg var nær kommet for sent.

"Ach so!" svarede han uinteresseret.

Da han endelig var rejst, stod jeg alene tilbage, overgivet til Fondaens Varetægt; men jeg havde ikke Nerver nok til at gennemgaa Komedien. Det eneste Sted, jeg ellers kendte, var Kabaret "Eden." Det skulde da blive mit Hjem i Valencia. Her sad jeg til Klokken tre om Natten med min Kaffe og mine evige kanariske Cigaretter, og det var de samme Piger, jeg saa, i den samme lasede Parkdekoration. Nu dansede de, saa at Diamantkorsene, som de gemte et eller andet Sted paa deres syndige Krop, røg op gennem Hulningen mellem deres Bryster, Kors, der duftede af Kød og Pudder, og Diamanter, lynende Diamanter. Skulde en spansk Kabaretpige maaske bære Simili? Skulde hendes Forbindelse med det guddommelige maaske være Simili? Nej, aldrig i Evighed.

Klokken tre kom Tjeneren og gav mig et Puf. Der skulde betales og hældes ud, og hjemløs gik jeg af Sted til min Fonda.

Paa Brostenene skimtede jeg en mørk og fugtig Plet, Hesten.

Da jeg kom op paa mit Værelse, traf jeg imidlertid et nyt Dyr, et Bæst paa lange og hurtige Ben. Tilfældigvis opdagede jeg det, da jeg flyttede min Kuffert, og det gav sig straks til at spæne hen langs Væggen for at gemme sig bag Servanten. Jeg tænkte øjeblikkeligt paa Skorpioner, flyttede kraftigt Servanten og knaldede mine Støvler efter det; men usaaret og snedig retirerede det om bag et urokkeligt Klædeskab.

Da overgav jeg mig til Skæbnen, Skorpionen og Valencia og lagde mig til at sove.

Den næste Dag tog fuldkomment Modet fra (mig. Jeg var aabenlyst til Grin. Naar jeg kom ned i Restauranten, galoperede den lille Tjener mig i Møde med smældende Hæle og stillede sig op foran mig. Hvad jeg end sagde - det kunde være Ordet Siphon, som ikke var til at tage Fejl af - blev han fjærn i Blikket og bevægede Munden stumt, som om han ikke kunde faa en Lyd frem. Saa gjorde han med eet en voldsom Gebærde i Luften, som trykkede han paa en Siphonhane, og sagde: "Fuuh", saa det susede i hele Lokalet, løb hen efter Siphonen, trykkede paa Hanen,saa det sprøjtede ud over Stengulvet til Glæde for Stamgæsterne. Et vaadt Spor viste hans Vej fra Disken hen til mit Bord, hvor han stod og svang den skvulpende Flaske og skreg sit triumferende: "Si señor. Yo comprende."

Jeg havde valgt at le, som om han var min private Hofnar, og det mildnede Forholdet imellem os. Men det spændende var, at der henne i Butiksskuffen laa to falske Fem-Pesetas-Stykker - dem, Tyskeren havde kastet tilbage, - og dem spillede vi i al Hemmelighed Sorteper om. Det var Spil, og alle var mine Modstandere.

Af den Grund var jeg tit ude i Byen. Jeg skulde jo ogsaa se den. Der var nogle Taarne, der skulde bestiges, og nogle Kirker, der skulde efterses. Men det vigtigste var, at jeg vekslede alle mine Sedler om i Smaamønt, jeg skulde ikke have Penge igen i Fondaen.

Da jeg sad ved mit sidste Maaltid, var jeg overlegen og lattermild. Kom saa med Maden! Det var Ris uden Muslinger. Jeg brummede og forlangte Muslinger paa klingende Spansk. Tjeneren vilde som sædvanligt ikke forstaa et Muk, men klappede Hænderne sammen som to hule Muslingeskaller og lagde Hovedet forelsket paa Siden. Han var i overgivent Humør og sparkede sig op ad Benene. Et aabenlyst Grin skilte de sorte Moustacher ad, saa de krøb op paa hver sin Side af den dryppende Næse. Nu kom jo Regnskabets Time! Nu skulde de falske Mønter skifte Plads!

"Regningen!" kommanderede jeg, og et Stykke Papir blev skudt hen over den vaade Bordplade, saa at den klæbede fast og bulede. Tjeneren stod stille. Hans d'Artagnan-fjæs var roligt som hos en ájourhavende Officer. Ved Disken herskede en mønsterværdig Ro. Og aldrig har jeg haft det bedre i denne Fonda i Valencia, end da jeg tog en Haandfuld Sølv op af Lommen og dryssede det ud over Marmoret. Rigeligt med Drikkepenge! Jeg skulde ikke have noget igen.

Stilfærdigt vinkede jeg Farvel til de to falske Mønter i Skuffen.

I Murcia opdagede jeg imidlertid, at jeg alligevel var blevet Sorteper. Jeg havde faaet en falsk Mønt stukket ud i Valencias fornemste Boghandel, og jeg tilbragte en hel Time i et tropehedt Værelse med at prøve Klangen. Først hoppede en ægte Mønt hen over Fliserne paa Gulvet og saa den uægte. Jeg studerede ivrigt, jeg anstrengte min umusikalske Sans til den yderste Lytteevne; men jeg kunde ikke opfatte den ringeste Bilyd.

Alligevel fik jeg stor Glæde af den falske Fem-Pesetas. Med den betalte jeg Entréen til det vidunderskønne Alhambra og fik reel Sølvmønt tilbage.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 

 19. Kysset paa Haanden.

Tung som Valencias Drue,

vild i sin Tyngde og varm,

læned hun Vægte af Ynde

ned mod min vigende Arm.

Døvet af Sødmen i Kødet

lod jeg Fornuften forgaa,

lod mig beruset bestjæle,

lod mig fortvivlet forraa.

Det var kun Haanden, som segned,

angst for sin vildfarne Færd.

Hjærtet var Kød i sin Længsel,

Kød i sit vaagne Begær.

Se, det var Haanden, som viger,

hun i sin Elskov forstod.

Raahedens Sødme om Munden

sortned som Hestenes Blod.

Men da mit Haandled fik Flammer

under det glødende Tryk,

saa jeg, i Kysset forklaret,

Kvindens bodfærdige Ryg.

Tunge er Spaniens Kvinder,

tunge som fødende Dynd,

tunge i Skønhed og Ynde,

tunge i Fromhed og Synd.

Mig skænked Spaniens Kvinder

aldrig erobrende Mod.

Syndens og Fromhedens Tyngde

skræmte mit flygtige Blod.

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 

 20. Granada.

Det tropiske Murcia havde fortyndet mit Blod. Lange Jærnbanerejser havde mørbanket mig. En ung, blødøjet Valencianer, der var indkaldt til Marokko og om tre Dage skulde være i Krig, havde vakt al min Sentimentalitet. Krig, Krig, havde det skreget i mig. Han havde snøftet i den daarligt oplyste Kupé og sunget spanske, monotone Sange ud mod en skæv Karlsvogn, der skumplede lavt paa den andalusiske Himmel, og jeg havde gjort mig til Ven med ham, aabnet hans Sardindaase med min Staalneglerenser og underholdt ham med mit Kendskab til Juan Belmonte, Spaniens første Tyrefægter, "muy valiente." Det kolde Gus fra Sierra Nevada var kommet over os, og rystende, saa at Tobakken dryssede ud af Haanden paa mig, kuldskær og nervøs var jeg i en aaben Vogn kørt igennem Granadas mørke Gader. En skrigende Kusk. Heste med dinglende Bjælder. Knortede Zigeunerskikkelser, der paa Gadehjørnerne bøjede sig frem for at spejde. Store Skodder for Butiksvinduerne som i en By i Belejringstilstand. Et Torv, der slog en Bule paa Midten, saa Vognen var ved at vælte, og et Hotel, hvor det af hygiejniske Grunde var forbudt at spytte paa Gulvet. Jeg var i Granada.

Om Morgenen stod jeg midt ude paa det bulede Torv. Hænderne i Lommen, Skuldrene i Vejret, en kanarisk Cigaret i Munden og Øjnene klemt sammen i den kolde, stærke Formiddagssol. Det var Bjærgenes Sol. For Enden af Torvet laa det rustrøde Sierra Nevada med foldede Udløbere, der saa ud til at ende lige bag Husene. Jeg havde en svag Mistanke om, at Bulen paa Torvet var den yderste Gren af Sierra Nevadas Rod.

l Hovedgaden var Kaféer med elektriske Klaverer i fuld Gang. Farvede Lamper drejede rundt i Takt til Musikken. Fortovene var allerede besat med Stole og Gæster, og Skopudserdrengen vadede rundt paa Knæene og svang Børsterne, saa det glimtede med sort, blændende sort Fodtøj. Under Bordene snoede Tiggerdrenge sig, i lange, gule Frakker med store Lommer. De var begyndt Dagens Jagt efter Cigaretstumper, der forsvandt ned i Lommerne som i Sække.

Menneskemængden. Den spanske Kavaler med Straahat, broget Skjorte, langt Slips og mørkt Bordelblik. Haanden knyttet om løs Tobak. Et Stykke hvidt Cigaretpapir klæbet flagrende fast til Underlæben, mens han saa efter en Kvinde. Den spanske Kvinde med Ankler som en Bjærgbestiger, solid Ryg, der røg op i en stejl Nakke og en endnu stejlere Nakkekam, der lignede et Borgtaarn med Skydeskaar. Et flyvende Koketteri som om det var uærlige Grimacer. Det ene Øje knebet i. Munden skævt op til den ene Side. Eller blufærdigt sænkede Øjenlaag og hovmodigt løftet Næse. Turister med Baedecker stikkende op af Lommen som et rødt Stempel. Anæmiske Amerikanerinder. Sorthaarede Englændere med Oxfordblik og foragtelige Munde. Tyskere med bløde Hatte og Kamera i en blank Rem skraat over Brystet.

Pludselig kunde Mængden skilles som Strømmen uden om en Sten. En Zigeuner med et snedigt Grin over de ubarberede Kinder og et sammenknebet Sømandsblik kom da skridende hen ad Fortovet, med tykke Bændler korsvis op ad Benene, med Pjalter, der daskede om ham som Løvværk i Blæst, isoleret midt i sin Atmosfære af Stank. Eller to Kællinger i hængende Sort, Folder og Laser og Sus, enedes om at give en halvnøgen Dreng Øretæver. Eller en Betjent drev en Mand, der krøb sammen under en kæmpemæssig, kantet Sæk, foran sig. Og saa slog Mængden sammen igen, uden Nysgerrighed. Den drev videre, videre. Sidegaderne gled tomme og skyggefulde ud mod den levende Færdsel. De var som Stenrender med flade Fliser i Bunden, eller de var jordede og knortede som Landsbygader; og da gik der Høns i dem. Tæt ude ved Hovedgaden hørte man dem kagle. Mon de lagde Æg i Rendestenen? Det kunde ligne Spanien! Naar en klodset Sporvogn brasede forbi med et Flimmer af grimme, kolorerede Vifter i de aabne Vinduer, vendte Fjerkræet blot de lyse Vatrumper mod Larmen. Det var som at blive tørret i ansigtet med en Svamp, at se denne Form for Foragt. Inde paa Fortovene, der ikke var bredere end en Skosaal, legede behændige, brune Geder Bjærglandskab. De stod med alle fire Ben samlet og lod Mulerne glide langs Husene, som vilde de slikke Fugtighed ud af Kalken.

Til højre skraanede en Gade med en rindende, klar Bæk i Midten. Det sprudlede og sprøjtede, og en Mand skrævede over Vandet og gjorde Morgentoilette, et Pjask i Ansigtet, et Pjask i Haaret og saa begge Hænder dybt ned i Rendestenen. Fornemmere Vand kunde ikke findes i Granada. Det skyllede ned fra Alhambras og Generalifes Bassiner og Springvand, og det var sølvklart og fyldte Gaden med en frisk Duft.

Jeg blev tørstig efter Alhambra.

Mit Besøg dér vilde jeg have udsat, jeg vilde have gemt det mauriske Slot til senere, men blev drevet derop. Det var allerede nu nødvendigt at rive sig løs fra det forvirrende Granada, og da jeg gik ind gennem Karl den Femtes tunge, grove Port, følte jeg da ogsaa straks Befrielsen. Jeg levede op i Parken med de høje Elme og med den evigt rislende Lyd af Vande, som sprudlede det i Træernes Kroner.

Det var om denne Park, Baedecker fortalte, at den var fyldt med Nattergale, "the foliage of the thickly-planted trees, the home of innumerable nightingales", som det hedder i denne guddommelige Stil. Ganske vist hørte jeg ikke en eneste af dem, fordi det simpelt hen var Formiddag; men Pigerne, jeg mødte, lo højt. De havde Lyst til at raabe, saa klingrende var Luften af Lyd.

Da jeg derpaa saa Retfærdighedens Port staa som en gulrød Blok, et firkantet Taarn, i Solen, mærkede jeg en begyndende Graad i mig og en hysterisk Trang til at tale om det smukkeste, jeg har set. Det slog mig, at jeg havde set Himlens Tempel i Peking i et lignende køligt og klart Vejr, hvor man har Lyst til Udvidelse, til Sang og Tale og Graad, og dette nordiske Septembervejr har jeg altid senere givet Skylden for min sentimentale Trang.

En hesteskoformet Portindgang og i Muren ovenover en Haand ridset ind i Stenen som et Stoppesignal, saadan var den. Men hvorfor standse? Det er jo ikke mere livsfarligt at gøre sig intim med Pragten. Demokratiske Snørestøvler kan gaa ind overalt.

Jeg trampede ind paa en rødgul Plads med rødgule Ruiner og Huse til alle Sider. Alhambra kunde jeg ikke se. Man skulde gaa rundt om Hjørnet af Karl den Femtes kolossale Palads, hvis Eksistens jeg aldrig havde tænkt paa, en Murbrok med Søjler og med imiteret Grovhed, som en Habsburger i sin Tyskhed havde væltet ind paa Alhambra for at vise sin Overlegenhed, og saa skulde man gaa nogle Trin ned og ind gennem en maurisk Indgang, som var det til et Forlystelsesetablissement i Tivoli. Alhambra ligger ved Hjørnet af et tysk Palæ.

Inde i Myrtegaarden var et Bassin med grønt, grønt Vand og Marmorfliser langs dets Kant. Det var Længslen efter Kølighed, som havde skabt denne Gaard, og for de ørkenhede Maurerhjærner maatte Vandet alene være Overdaadighed, og to Rækker af grønne Myrtebuske langs Bassinet maatte være en paradisisk Oase; men for et Menneske fra Skovene og Vandene var her øde. Det var de elfenbensgule Arkader med de spinkle Søjler og med Buerne, forsirede i et ornamentalt Fletværk, der var Pragten. Og der var Pragt nok. Men den krøb hen ad Jorden paa spinkle Ben i Stedet for at rejse sig paa to og prøve paa at skrabe Himlen, som min gotiske Hjærne kræver, da den ikke kender Frygten for Solen. Derfor var det rosenrøde Taarn, "Torre de Comares," med sine massive Mure og Skydeskaar det første, jeg beundrede. Det stod bredt mod den klare, blaa Formiddagshimmel, og dets røde Farve spejlede sig og flød i Bassinets grønne Vand, saaledes som jeg engang har set røde Huse spejle sig i Amsterdams Kanaler. Her var det blot ikke Borgerlighed i rødt, det var en fremmed Races Kongelighed. For Maurerne har Taarnet ikke været Pragt, det har været Vælde og Forsvar og Nødvendighed, en rosenrød Trudsel mod de kristne Fjender.

Nej, Pragten, det var at gaa ind under de lavthængende Buer med deres Forvirring af Kniplinger, at snige sig bort fra Solen ind i kølige Huler og dukke op i Ambassadørernes dunkle Hal, hvor røde og mørkeblaa Farver skumrede og arabiske Bogstaver og snoede Figurer slyngede sig som en Løvhytte af Sten og Stuk. Der var noget dragende, noget uendeligt ved disse Huler af Slotssale. Man længtes altid længere ind. Igennem de brudte Mure straalede altid en ny Pragt og lokkede, og var man dybt inde i Overdaadighedens Skumring, var der et Lys, som lokkede, et Vindue med en milevid Udsigt ud over støvede Dale, udtørrede Flodlejer og Bjærge, der dampede af Varme. Jeg kendte en længselsfuld Glæde igen, som jeg har lært af mine Dukketeatre, hvor jeg altid kæmpede en romantisk Uendelighedskamp med Baggrunden. Var den et Borgværelse, skar jeg Vinduer ud, saa at man kunde se Borggaardens Tage, og kunde jeg have skaaret et Tagvindue ud, saa at man atter havde kunnet spejde ind i et Loftsrum, havde jeg gjort det. Det var Baggrund bag Baggrund, jeg vilde skabe, et Dyb af Illusioner. Og ved at se Vinduerne langt inde i Alhambras Grotter, ved at ane Udsigten, fik jeg den samme barnlige Uendelighed i Sjælen.

Hurtigt gik jeg ind igennem Hallen og stillede mig i Vinduet. Bjærget med Slottets røde Mure og Træernes dinglende Rødder styrtede lodret ned under mig, og de store Klippeblokke, som væltede ud i Darros sandede Flodleje med den tynde Rende af Vand, forvandlede Bjærgsiden til et stivnet Fald, et Skred, der var gaaet i Staa.

Nu maatte jeg længes ned mod den brede Ælmeallé paa den anden Side "Darro." En støvet Plads, hvor et lille Springvand plaskede i sit cirkelrunde Stenbassin, mens nogle Unger væltede sig i det, gav mig et Indtryk af rococcoagtig Hygge. "Paseo de los Tristes" hed denne Allé i Folkemunde, "Alameda del Darro" paa Kortet; men den var de Tristes Allé.

Hernede kunde Bedemændene stille Ligkisterne uden Laag fra sig paa Træbukkene udenfor de smaa Beværtninger og ødsle en Time paa at drikke et eneste Glas Cognac, medens Fluerne uceremonielt krøb rundt paa den dødes utildækkede Ansigt, og hernede kunde Granadas grønne Politibetjente med de venlige Smil bede de fremmede Turister om endelig at gennembanke de forbandede Tiggerunger, da Betjentene selv ikke turde lægge sig ud med Krapylets Forældre, og jeg, der stod i Pragtens kølige Skumring, maatte nødvendigvis føle Alhambra som en forfinet Uvirkelighed.

Men Drømmen skulde blive mere sammensat, den skulde blive boblende og tusindfoldig. Det var inde i "De to Søstres Hal," og det var, da jeg prøvede paa at forstaa Drypstensloftet, der myldrede i en Uendelighed af Formationer over mit Hoved, at jeg følte, Virkeligheden brast. I mit Øre lød en svag Rislen af Fontæner, og den udhulede ligesom alle andre monotone Lyde min Sans for Realiteten. Alt, hvad jeg saa, blev en mystisk Oplevelse, et spraglet Slør, der i næste Nu kunde flænges.

Loftet var en Kuppel af kantede Fordybninger og dryppende Tappe; men trods dets bevægelige Uregelmæssighed laa der et Skær af Symmetri over det, en gennemsigtig Illusion, som forflygtigedes, hver Gang jeg vilde iagttage. Det observerende Blik var ligesom for skarpt, det kunde ikke ordne Loftets Mangfoldighed for mig, kun styrte mig ud i en analytisk Bundløshed, hvor Enkelthederne gled sønderdelte fra hinanden, og jeg maatte lukke Øjnene halvt i og vente paa et Tegn.

Det kom. Théophile Gautier saa en Flok af Bier, som sværmede ind mellem Hallens Søjler og hjalp Arkitekten med at bygge Loftets utallige Celler - der er talt over fem Tusinde, alle af forskellig Form - men jeg stirrede ned i en Kop med Sæbevand, hvori jeg pustede med et Rør, saa at det sydede og boblede. Mit Syn var mindre præcist end Gautiers. Dog lindrede det mig, og jeg forstod, hvorledes Metaforer kan stilne Hjærtets Uro. Hvad skulde jeg ellers have stillet op med dette Loft, der sydede ned om Ørerne paa mig og vævede som Myg for mit Blik?

Det var Uvirkelighedens Apoteose. I De to Søstres Sal havde Alhambras Pragt snurret sig op til en Overdaadighed, der truede med at fyge til alle Sider, og det var mig en Lettelse at komme ud i Løvegaardens Stilhed, at se paa Marmorfliser og spinkle Søjler og føle en svag Skuffelse, fordi Proportionerne var mindre, end jeg havde troet.

Dog, den Utaknemlighed, som jeg prøvede at hævde mig med, forsvandt, da Alhambra atter laa skjult bag Karl den Femtes Palæ, og jeg stod ved det rødgule Brystværn. Jeg stirrede ned paa De Tristes Allé og følte en Graad, som jeg dog ikke syntes, jeg kunde være bekendt.

Det var altsaa min Skæbne, at jeg ogsaa skulde se, se Alhambra, og jeg var atter den københavnske Middelklassedreng, som drevet af altfor store Ønsker rakkede gennem Verden og aldrig skulde se sig mæt.

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 

 21. Boabdil.

Med spaltet Sind som spaltet Skær i Øjet

sad Boabdil og stirred i sit Skød

og spurgte skæmtende, men stadig bøjet:

Hvorfor er Pragten i Alhambra død?

Og Drypstenslofterne i Slottets Sale

slog Latterraabene i klingre Skaar.

Som splintret Ekko dryssed Hofmænds Tale:

O, Pragten lever i Alhambras Gaard.

Da løfted Boabdil sin brune Pande,

der skinned af en lønlig Tankes Sved:

Jeg ser nok Pragten med de blanke Rande

slaa Snørkler i forgyldt Forgæveshed.

Men vid, at Pragt er en fortvivlet Krampe.

En Drage vælter i det tomme Rum

og vrider sig i modstandsløse Kampe

og pisker Tomhed op til farvet Skum.

Alhambra har Fuldkommenhedens Fylde,

men Pragt er Angst, og Angsten er fuldbragt.

Ak, hvad er stærkere? I kan ej hylle

min Rædsel for det tomme ind i Pragt.

Ak, hvad er stærkere? Besvar mit Hjærte,

som ønsker sig det stærkeste paa Jord?

Er Glæde stærkere? Hvad eller Smerte?

O, gamle Ayub, svar mig paa mit Ord.

Da traadte Ayub frem og aabned Munden,

mens Stjærnetaager svømmed i hans Blik:

Jeg tror, o Fyrste, Smerten danner Bunden

i denne Drøm, som vi ved Fødslen fik.

Da kaldte Fyrsten sine mørke Slaver

og hidsede de sorte mod de graa,

og det blev Drab i Bjærgets Ælmehaver;

men det blev kun til Pragt, hvad Mauren saa.

Da kaldte han de skønneste Slavinder

og lod dem martre til en mild Musik;

men Smertens Linjer hos de pinte Kvinder

blev kun til Pragt for Maurens mørke Blik.

Og Kroppe vred sig i fortvivlet Krampe,

som vælted de i Smertens hede Rum.

De tumled i de frugtesløse Kampe

som Pragt der pisker Tomhed op til Skum.

O Tomhed! ingen Pragt og ingen Smerte

og ingen Pinsel mætted Fyrstens Aand.

Uendeligt var Kravet i hans Hjærte.

Han greb en Dolk og stak den i sin Haand.

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 

 22. Zigeunerpiger.

Oppe fra et af Alhambras firkantede, rosenrøde Taarne, der er presset fast mellem Stenblokke for ikke at rutsche ned ad Klippevæggen, havde jeg flere Gange stirret ud over de hvide Huse i Forstaden "Albaicin" mod Bjerget med Zigøjnerhulerne. Dér laa det, nøgent og mørkt, med store, hvide Kalkklatter, og i Klatterne var der sorte, gabende Huller, en Dør med et Vindue paa hver Side, saa at Zigeunerne som Mursvaler kunde flyve ud og ind.

Det var farligt at gaa i "Albaicin!" Det stod der i hvert Fald i Baedecker, og Førerne sagde det samme. Svindel det hele! Der skal blot Nerver til, rolige Nerver, og en vis mild Ondskabsfuldhed for at gennemføre Turen i "Albaicin."

En kølig Formiddag tog jeg mig sammen og gik ud langs "Darros" tørre Flodleje. Et Brystværn og en Bro over en sandet Dal, andet var det ikke, og en Gade med Skodder og Persienner klemte sig langs med den og snød sig undertiden til at anbringe et Kloster paa den snævre Plads.

Med ét udvidede Gaden sig til en Boulevard med lurvede Elmetræer, oprodede Spaserestier og mavede Madammer. Det var "Paseo de los Tristes," de Tristes Allé.

Naiv, som jeg er, vovede jeg mig ned ad denne; men næppe var min fremmedartede Kasket kommet til Syne, før der lød et Vræl. Fem Drenge styrtede løs paa mig.

Finesserne i Spansk forstaar jeg ikke. Komplicerede Skældsord eller Konjunktiv virker paa mig som Elmekroner i Storm og i Brise. Men Tal og Mad og Tobak og grov Smiger fatter jeg straks. Her drejede det sig om centimos eller cigarillos - Cigaretter!

En sortøjet Dreng, som maatte bøje sig bagover for at kunne promenere sin Mave, rørte mig uheldigvis ved sin Frækhed, og jeg gav ham fem centimos, maaske fordi han havde denne Mave, vel ogsaa fordi Baedecker finder det umoralsk at give Børn Penge. Virkningen var forbløffende.

I et eneste Nu vrimlede Tiggere frem. En gammel, rynket Haand greb mig i Frakkeopslaget og vilde dekorere mig med en hvid Blomst. En Kurv med grønne Figen blev svunget op for Næsen af mig, og tre Zigeunertøse, der havde langstilkede Blomster stukket ned i Nakkeknuden, lovsang mig i Kor. Jeg fik at vide, at jeg var "muy sympatico."

Det var en Nervetaage, jeg gik til Bunds i, Hede og Støv og Feber. Et Sted saa jeg et blondt, koparret Ansigt. Det var noget vansiret sekstenaarigt, som alligevel var smukt, nej, det var en Kvinde, og der lød et besnærende: "muy sympatico." Da tog jeg mig sammen. Midt i Mylderet svingede jeg Pegefingeren frem og tilbage foran Pigernes Næser.Det er en god, spansk Gestus. Og med læspende Stemme som en skinhellig Andalusier sagde jeg

"Paciencia," mine Damer, Taalmodighed!

Da var der noget, som veg. Hvad var det ved Skuldrene, ved det gule Kjoleliv, ved de snavsede Arme, der pludselig blev eftergivende og mildt? Et Smil vilde kæmpe sig frem; men det flød ud i Smilehuller og Kopar, for hun forstod ikke Taalmodighed. En sekstenaarig Zigeunertøs, der var blond, skulde være taalmodig! Nej, nej - og saa var hun langt væk.

Ogsaa jeg vendte om, for vel havde jeg Kraft til at tage de Tristes Allé med den Værdighed, jeg syntes, jeg skyldte mig selv; men gaa op ad en Bjærgskraaning, opad, og møde ny Tiggere, det var jeg for svag til.

Den næste Dag lejede jeg en Fører og en Vogn.

Mageligt henslængt i en blød Krog blev jeg trukket op ad Skraaningen, og Tiggerdrenge fik af Piskesnærten. Det var dejligt at se paa. Flere og flere af de hvide, firkantede Huse sank bag os; der kom Klippevæg i Stedet for. Støvet blev værre. Det smuldrede og dryssede med et gult Pulver, som om der var gaaet Orm i det gamle Bjærg, og det laa i tætte Lag over de brede Kaktus, der strittede ud over Skrænten. Hver Gang Hesten flyttede en Hov, rejste den en Sky.

Da lød der Kastagnetter og Skrig.

En tør og ensformig Naturlyd er det; men kvindelig Lunefuldhed klinger med i den. Det er en animalsk Lokketone, en uartikuleret Elskovsvise; ja mistede Menneskene Ordet, vilde de i hvert Fald med Kastagnetterne kunne kalde paa hinanden som Fugle, der skjult i Løvet bliver ved at gentage og gentage deres eneste kummerlige Smæld eller fattige Fløjt, og alligevel fylder Træets Krone med veltalende Erotik.

Tempoet blev hurtigere. Det rykkede i min Vogn, og Hestene begyndte at danse over Stenene. I knaldende Sol og med en Støvsky drivende mellem Hjulene ud over Dalen med Albaicin nede i Bunden svingede vi ind paa en Klippeafsats. En hvid Kalkmur væltede sit skummende Lys over os, saa at vi blev ligesom forklarede i Ansigterne, naar vi saa paa hinanden.

I Muren var tre Huller, en Dør og to Vinduer, og en Forvirring af Mennesker strømmede ud og ind, Zigeunere i beskidte Pjalter og Zigeunere i funklende hvide Manchetskjorter. I Døraabningen stod gamle Pépé, Zigeunerkongen, med sin sidste Tand ragende ud af Munden og sang for, medens han klappede i Hænderne, og inde bag ham, inde i Hulen, hvirvlede røde og blaa Cigarbaand og langstilkede Blomster i Takt til den kongelige Tand.

Megen Plads var der ikke. Lige indenfor sad fire Zigeunere med det sorte Haar dinglende ned over Øjnene og rev Toner af Mandolinerne, og langs Væggene sad en Række spraglede Piger og klappede i Hænderne for at opildne den slanke, der kastede sit Hoved tilbage, løftede Armen med Sjalet og trampede i Gulvet. Aah, denne Trampen, som jeg har hørt den i Kabaretterne i Barcelona og Valencia, denne kvindelige Utaalmodighed, der bryder Dansen og er ved at blive til rytmisk Vrede, Kom-for-Pokker!

Jeg var i en Tunnel, som var hugget ind i Klippen. I det buede Loft og paa de buede Vægge kunde man trods Kalkpudsen se Huggene i Stenene. Da jeg var kommet helt ind, sad jeg som i Bunden af en Kikkert, der var rettet ud over den støvede Dal mod de rosenrøde Taarne i Alhambra, "Torre del Peinador "og "Torre de Comares," og det var ikke Støvfnug eller Fluer, der var kommet i Kikkerten. Det var Danserinder.

Det var en hyggelig Bjærgvariéte med Wermouth - og Sherryreklamer paa Klippevæggene og Hylder med røde Papirsborter, med Kobber og Messing, med rødt og med gult, og Tunnelrundingen klemte Haandklappene, Musikken, Sangene sammen til en infernalsk Larm. Bevægede Zigeunerpigerne sig, vippede de lange Blomsterkoste i Nakkeknuderne som Fastelavnsris i Blæst og glimtede i Farver, og de brutale Smil og de sorte Øjne fik Hulen til at blinke, som var der underjordiske Kilder herinde. Alt var stærkt og raat, lige fra de tilhuggede Vægge til Zigeunernes grove Munde; men de voldsomme Linjer var Skyld i, at Pigerne kunde bære den frække Carmenkrølle, enten den nu snoede sig frem foran Øret som en Negertatovering eller laa klasket fladt og bølleagtigt mod Panden.

En ny Danserinde traadte frem af Rækken og satte med kastende Bevægelser Kastagnetterne fast paa Tommelfingrene, og Sangen, som et Øjeblik havde været nede i en Bølgedal, steg i kort og stakaandet Rytme op til ny Heftighed. Der var som et Slør af skinnende Lyde, et Messingnet udspændt mellem mig og det fjærne Alhambra, der drev som Solnedgangsskyer ud over Bjærgene, og i Nettet vred Zigeunerpigen med de lange, gule Skørter sig. Slog hun i Vejret med Benet, aabnede Kjolen sig som Blomster, som skummende Bølger langs en Strandbred, og i een Uophørlighed forvandlede hun sig for mine Øjne. Hun spændte hemmelige Sener inde i sig, saa at Musklerne under det lette Kjoletøj krøb som Slanger op ad hendes Ryg. Hendes Arme blev voldsomme og maskuline med Bokserknuder, der vilde stramme Aarerne blaa og sprænge den mørke, afrikanske Hud, men i sidste spændende Nu gled ud i blide, kvindelige Linjer.

Fader Pépés ene Tand funklede henne i Døren. Solen stod ind paa hans furede Ansigt med alle dets snedige Rynker, der ydmygt buede uden om den aabne og skraalende Mund. Manzanillaen gik rundt i en Porcelænsskaal, hvoraf alle drak, den tørre Manzanilla, der er som Sol paa støvede Højsletter, uforstaaelig, fremmedartet, hjerteløs, men vild.

Atter Haandklap! Atter Musik! Pauserne saa korte som muligt. Da gled den tyndeste af dem alle ud paa Gulvet med halvt lukkede Øjne, Armene oppe over Hovedet og Knæene krummede. Det var en krybende og snoende Dans, og mindre og mindre blev hun; Hænderne rev Spindelvæv ud af Atmosfæren, de trak Luften til Side, som om den skjulte os for hinanden som et Forhæng, de arbejdede med en Hypnotisørs Fingerbevægelser paa at trække det af min luftige Sjæl, der altid som en Kappe flagrer omkring mig, til sig, blot en Flig for at kysse dens Søm. Men Øjnene. De druknede. Hovedet viste sig for sidste Gang paa en Bølge og gik saa under. Det laa paa en Hovedpude, og Øjnene brast i Lyset, og saa kom Blikket atter op fra Dybet og lurede bag skyggede Øjenlaag. Og pludselig vendte hele den lille Krop rundt, den laa vandret i Luften med Hovedet hængende bagover, og alt hvilede kun paa den ene Hæl, en Mavedanserskes vilde Gebærde, et Bytte for Jack the Ripper.

Denne skøre, lille Kvinde med den stramme, lange Mund og de druknende Øjne dansede hele Kærligheden! Hun stod med eet oprejst og gramsede i sine Skørter, hun vilde trække dem i Vejret, men stadig skummede de som Vand mellem hendes Fingre, en brusende Anstændighed, der vilde stige til Frækhed og alligevel aldrig naaede nogen fraadende Højde.Saa blev hun lille igen. Hun blev lavbenet, som om hun slæbte Enden langs Gulvet, og hun lokkede paa en afrikansk Manér, som blot forfærdede. Saa rettede hun Benene langsomt, og samtidig gik hendes fyldige Legemsdel rundt i Cirkler, der trodsede al Fysiologi, det hvirvlede i Ovaler, og Ryggen var en Søgang af Bevægelse og Liv og Lystenhed.

Med røde Blomster i Knaphullet, snydt og bedraget, trukket ved Næsen som en dum Turist, gik jeg lykkeligt min Vej fra denne Danserindehule, hvor der var Fest og Larm og kun een Betaler, mig, mig, og i min Vogn kørte jeg længere op ad Skraaningen, for dér var en Mur, jeg vilde staa paa, og fra den vilde jeg hilse Sierra Nevadas brune Bjærgkam bag Alhambra.

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 

 23. Et Ekko af Sevilla.

Min smukkeste Oplevelse i Sevilla skylder jeg en lille, skæv Herre med skinnende Straahat.

Jeg havde lige efter min Ankomst orienteret mig paa et Par Svipture; men da jeg om Aftenen vilde drive ned ad Hovedgaden "Sierpes," turde jeg alligevel ikke gaa ud uden Baedecker.

Saasnart man er paa "Sierpes," er man ligesom indendørs. Den er snæver som en Korridor, om Dagen med Sækkelærred mod Solen, om Natten med sort Himmel som Loft, og i Værelserne, som støder op til Korridoren, er Butikker og Bars. Det er kun Folk til Fods, som færdes her. Ingen Vogne! Ingen Heste! Man gaar, som om man venter. Man sidder i Kurvestolene langs Murene, som om man venter. Der ventes altid i Spanien.

Men at "Sierpes" var saa indendørs, at man uvilkaarligt maatte tiltale hinanden, som om man antechambrerede hos samme Minister, anede jeg jo ikke, førend en lille Herre med et skævt Buk tog sin Straahat af og med en lav Stemme spurgte mig, om jeg var Englænder. Da han talte godt Engelsk, svarede jeg ham, men holdt mig noget tilbage og stirrede mistænksomt ned paa hans lange Næse og paa det korte, lurende Smil under hans studsede Overskæg. Han var meget fidél, en Smule tunghør maaske, for han vendte hele Tiden det ene Øre lyttende til, og hans Ydmyghed og Døvhed gav ham den skæve Holdning, jeg var tilbøjelig til at opfatte som Snedighed. Tilmed stod han ved Hjørnet af en mørk Sidegade, som om han var angst for at komme ud i det grelle Skær fra Butiksruderne.

Jeg sagde ham, at jeg var Dansker. Saa høflig kunde jeg da være. Men da jeg i det sædvanlige sløve og brede Hovmod, hvormed jeg ryster uvedkommende af mig, vilde gaa videre, standsedes jeg af et Latterfnys gennem Næsen. Han forstod mig saa udmærket godt. Jeg kendte jo ikke Skikkene her i Andalucien og kunde ikke vide, at man paa "Sierpes" tiltalte hinanden, som hang man ved samme Bar. Han var Lærer i Engelsk. Han hed Don Pedro. Og jeg var altsaa Dansk.Om jeg ikke skulde kende hans gode Ven Sorensen?

Sorensen i Sevilla kendte jeg ikke, og jeg ytrede heller ingen Lyst til at lære ham at kende; men jeg fik Respekt for den lille Herre, fordi han havde grebet rigtigt i Alverdens Navnebunke og hittet et dansk Navn, og vi begyndte at slentre frem og tilbage.

Nu følte jeg mig hjemme paa "Sierpes." Jeg fandt mine smaa københavnske Strøgmanerer frem og bar dem til Skue. Butikkerne med Vifter, Mantillas og brede, andalusiske Hatte kunde ikke mere standse mig, allerhøjest kunde jeg staa stille udenfor Boderne med Lotterisedler og se efter, om der var et Tal, som ved sin ejendommelige Konstellation vilde tiltale mig. Larmen af Hæle og Stokke mod de brede Fliser, som dækkede hele Gaden, eet Fortov fra den ene Side til den anden, lød ikke mere saa fremmed, fyldte mig ikke mere med den melankolske Ensomhedsfølelse, der gør alle Rejser sentimentale. Jeg kendte jo ogsaa en Herre, Don Pedro, og vi havde meget at tale om.

Allerede ved den første Butik skulde han hale et Brev op af Lommen og læse det højt for mig. Det var fra en engelsk Ven, der takkede ham for de dejlige Dage, de havde haft sammen i Sevilla, og for det pragtfulde, spanske Sjal etc. Don Pedro deklamerede med store Haandbevægelser paa den lysende Baggrund af et Butiksvindue med Manchetskjorter og Slips, han var en Skuespiller med sit Rollehæfte i Haanden; men ingen af Aftenens blanke Skikkelser - Skoene skinnede, Stokkene lynede, Smykkerne og Øjnene glimtede; det føg med lysende Stykker Lak gennem det bløde, spanske Mørke - ingen standsede for at lytte, selv om han brølede en banal Høflighedsformel, selv om han intenst og hæst hviskede en af Brevets Fortroligheder. Jeg trippede uroligt; men da Don Pedro omsider var færdig med Brevet, maatte han venskabeligt lægge Haanden paa min Arm og repetere dets rørende Detailler, og havde jeg ikke vidst, hvor spansk denne deklamatoriske Oplæsning af Breve var, havde jeg utaalmodigt bedt mig fritaget. Jeg havde imidlertid oplevet denne Scene mange Gange før, i Jærnbanekupéer og i Hotellernes Vestibuler, og i Valencia havde en Kusk vist mig et Brev, som han ikke selv kunde læse, og som ikke engang var adresseret til ham; han havde ganske simpelt fundet Kostbarheden og gemt den; saa jeg vidste, at i Spanien hørte Skrivekunsten endnu til en af de fine Kunster og ikke til Dagligdagens Plager.

Nu kunde Don Pedro og jeg gaa paa Bar sammen, for nu var vi Venner; og da den lille Herre bød paa Manzanilla, blev vor Fortrolighed overstrømmende. Jeg havde Tyrefægtemani i Kroppen, og ikke saa snart havde jeg tømt et Glas, førend jeg begyndte at rette mig paa den høje Barstol og lege med Hænderne i Luften, som om jeg med et Par Banderillas vinkede ad en Tyr. Det er den festligste Gebærde, jeg kender. Jeg maatte glide ned ad Stolen for at kunne vippe paa Tæerne og pifte mellem Læberne og faa Arena omkring mig. Kom an! Det var en overgiven Vildskab, det var Udtryk for en Forandring, som var foregaaet inden i mig under Rejsen i Spanien, saa at Dødsangst og Livslyst, Mørke og Lys var traadt frem i skarpere Konturer, og atter røg Hænderne i Vejret med Tommelen trykket mod Pegefinger og Langemand. Her staar jeg! Kom an! Kom an! Pist!

Bartenderen smilte anerkendende, og den lille Herre bøjede sig ind over Marmoret og hviskede: Endelig en Udlænding, som forstaar det! Og saa overvældedes jeg med Løfter. Jeg skulde se Tyrefægtercaféerne og hele det Kvarter, hvor berømte "Espadas" købte deres Hus, naar de trak sig tilbage. Jeg skulde ud paa Farmene og se Tyrene i de store Indhegninger. Jeg skulde ud paa Tyrefægterskolen og se Drenge øve sig paa toaarige Bæstier. Hvis jeg vilde, skulde jeg selvkomme ind paa Arenaen. Det var da altid en Oplevelse! Don Pedro vilde forære mig et Par røde, papiromviklede Banderillas, som skulde hænge over Kors paa min Væg hjemme i det fjærne Norden til Minde om ham og Spanien. Og hvis vi traf den berømte Chicoelo, vilde han præsentere mig, og Chicoelo var i den store Stil, han vilde sikkert forære mig et Sværd!

Om jeg kendte Chicoelo? Jo jo! Jeg havde set ham i Barcelona. Det var blot en Skam, at han var blevet ømskindet af at være forlovet med denne her Danserinde; han var jo begyndt at blive bange for Tyrene!

Den lille Herre nikkede bifaldende med sit lange Hoved og hviskede ind til Bartenderen: Han forstaar det. Han forstaar det.

Endelig skiltes vi. Han vilde hjem og tale med sin Kone. Han havde truffet en Aandens Fælle fra Norden og vilde af hende blot have Lov til at bruge nogle flere Penge i Aften end ellers, og saa skulde vi gaa paa Tyrefægtercaféer. Vi skulde mødes om en Time.

Ude i det kølige Mørke blev jeg nøgtern. Vilde Don Pedro overhovedet vende tilbage? Var jeg ikke dum, hvis jeg opfattede hans Løfter som andet end spansk Veltalenhed, en Beruselse i Ord? Men det lo i mig, og en hel Bog om Tyrefægtere tog Form. Selvfølgelig var det ikke Talemaader. Jeg skulde jo lære det hele at kende fra Bunden. Jeg skulde være sagkyndig, "aficionado."

Højt Humør, da jeg vendte tilbage til den lille Bar! Men der var ingen. Stolerækken stod tom, og Bartenderen skyllede Glas af.

Trist satte jeg mig inderst inde i Lokalet under en Wermouth-Reklame, og inspireret af den og Lokalets Øde bestilte jeg denne ufarlige Drik og nogle Oliven. Aldrig har jeg med større Vemod spiddet de grønne frugter paa en Tandstikker og proppet dem i Munden.

Da kom han. Den ene Skulder længere fremme end den anden, som om han sneg sig langs en Væg. Han var sirlig og pudset. Han hilste endnu elegantere end før.

Vi brød straks op.

Paa denne Tur oplevede jeg Sevilla, saa den blev en Drøm, fuld af Vækst og Liv. Det var, som om jeg gravede den ud af Natten, og hvert Brudstykke fik sin Historie. Den lille Mand fortalte uafbrudt. Fragmenter blev alt, for Husene ragede op i det bløde Mørke og forsvandt. "La Giralda," Selvmordernes Taarn, skød ind i Himlen, den var en af Nattehvælvingens firkantede Piller. Domkirken var en væltet Blok. Jeg skimtede dens Ryg, hvis det ikke var Konturerne paa en Regnsky; den udstraalede i hvert Fald en Bølge af Mørke, der vilde opsluge mig. En lang Række Stensøjler med tunge Jærnkæder imellem sig som Festguirlander paa et Fængsel, var mit eneste tydelige Indtryk. De stod gule i Lygteskæret.

Saa drejede vi om nogle Hjørner og ind i Gyder, hvor vi daarligt kunde gaa Side om Side. Husene var hvide og skinnede med mauriske, øde Kalkfacader. Det røde Lys under et Madonnabillede spejlede sig i Væggen som et Glas Bourgogne paa en Dug. Gyderne blev snævrere, Husene rakte ud imod hinanden og groede sammen, og vi gik om Hjørnet inde i Porte. Sortklædte Kvinder sad og syede og hilste os med et mumlende:"Buenas!" der lød som et sagte Dyrebrøl, en tung og venlig Lyd, som gik vi om Natten langs med en Mark med Kvæg:"Buenas! Buenas!"

Igennem en saadan Port kom vi pludselig ud i en Park, hvor det blaa Lys fra svævende Buelamper faldt igennem Palmernes Kroner som gennem Tremmer. Don Pedro talte om Murillos Haver, og aldrig har jeg holdt af denne spanske Maler som denne Aften, hvor hans Navn kvidrende gled gennem Løvet. Murillos Haver! Jeg saa de mørke Buske og kaldte dem Camelia og Agave, de var strengere i Linjen end de buttede danske, og imellem dem var smaa, intime Pladser med tavlede Porcelænsbænke, der glimtede i Lyset som ilende Vand. I Murillos Haver lød en Hvisken. Og mit Hjærte blev tungt. Jeg fulgtes med en lille Herre med Straahat; men det eneste, som havde kunnet mildne det Øde, jeg følte i mig, var en Kvinde.

Uvilkaarligt talte vi om Kvinder. Vore Stemmer var dæmpede, som om vore Læber smertede, og Varmen i vore Ord kunde let slaa over i Hæshed, skønt vi ikke havde set nogle Skønheder, skønt Kærligheden kun var til som en Hvisken bag sorte Buske.

"De spanske Kvinder interesserer sig ikke for Penge," sagde Don Pedro, "De er ikke som de franske."

Vi kom ud i brede Palmealléer med Sporvogne glidende i Natten som gyldne Vidundere, og langt ude blinkede Mørket som lakeret. Det var "Gualdaquivir." Paa "Paseo de las Delicias" entrede vi et af de gyldne Vidundere, som nu blev en aaben Bivogn med Træbænke og Konduktør; men Køligheden fra Floden, den fornemt tomme Allé, Palmernes fligede Skygger og de tilbagetrukne Klubhuse med den dæmpede, røde Belysning og den monotone Dansemusik blev til Glæde, til Ekkoet af Sevillas Nat, som det hedder paa Varietéprogrammerne. Jeg var her i en forkert Sæson. Rosernes Blomstring var forbi, og Vintersæsonen, da Tyrefægterne kom hjem for at ødsle den Million bort, som de havde tjent i Løbet af Sommeren, var endnu ikke begyndt. Jeg var kommet i det døde Øjeblik; men Drømmen om Sevilla, blank og mørk, kunde jeg indsuge sammen med Køligheden, medens jeg susede ud mod "Eritaña."

Ekko blev det altsammen. "Eritañas" Haver med de klippede Hække og den lille Papkopi af "Torre del Oro," Guldtaarnet, som ligger ved Guadalquivir, var tomme. Her skulde jeg have set Tyrefægterne i Smokingjakker, der var lige saa korte som deres Kampjakker, med Skærf og med spraglet Kravetøj promenere deres høje, blonde Elskerinder med Kvieøjnene, med dette store Blik, der svømmer af Kvindelighed. Ak, hvad skulde jeg ikke have set! Men jeg saa Kulisserne til Skuespillet, jeg gik i et tomt Teater.

Ogsaa det store Festlokale inde i Hotellet var øde. Nogle Gæster sad ved smaa, firkantede Borde og drak Champagne; men de var ikke Tyrefægtere, og Glæden vilde ikke bygge Bro mellem Bordene og Hvælving over Salen. Tjenerne stod som Statuer af sig selv, fortabt i Beskuelsen af deres egen Værdighed, for vi skulde ikke give en Million ud i Løbet af seks Maaneder. Vi saa i hvert Fald ikke ud til det. Vore Jakker var for lange, og vi havde ikke Slagterholdning.

Henne paa en lav Forhøjning dansede en blond, en "rubia," med lange, brogede Skørter, der skummede over de spændte Vriste. Hendes Ryg var Bevægelse, men ikke boblende Lava, og Musklerne i Armene var ikke vulkanske som hos de raa Zigeunersker i "Albaicin." Dansen var tæmmet af de længere Skørter. Den var vel ogsaa kun en Prøve eller en Træning, medens hun ventede paa Tyrefægternes Hjemkomst.

Hvornaar vilde de komme?

Da vi atter kom ind til Byen og gik op i det store Hotel, hvor hver berømt Tyrefægter har lejet sit Festlokale, mødte vi den samme Stemning. Hvornaar vilde de komme? Blot fordi jeg var fremmed Journalist og var tosset efter Tyrefægtninger, gav Værten gratis Manzanilla. Saadan trængte han til Fest! Han aabnede de tykke Læber, saa at jeg blændedes af Guldet i hans Gebis, og saa dansede han rundt for mig, smækkede Benene sammen og jog under et hvislende Pift en usynlig Kaarde ned i en Tyrenakke. Om jeg forstod det?

Med Manzanillaglas i Hænderne blev vi slæbt fra Lokale til Lokale. I hvert af dem hang et legemstort Maleri af en Matador med Guldepauletter og gylden Jakke, Kaarden i Haanden, den røde Kappe over Armen, lyserøde Strømper i lavhælede Sko. Det var ham, som havde lejet dette Lokale for Aarevis, og her maatte ingen anden feste. Naar han var borte, skulde her være gabende tomt. Man skulde savne ham.

Rundt om paa Væggene hang Fotografier af samme Matadors skønneste Bedrifter. Vi glattede ned over Benstillingerne paa Fotografiet, vi fulgte med Haanden Kroppens smukke Bue, dens intime Hældning ind over den rasende Tyr, vi efterlignede den klassiske Maade, han hævede Kaarden før Stødet, og uden et Ord Spansk fik Værten og jeg med dansende Bevægelser talt ud om Tauromachien, og vi blev endogsaa enige: Slagtning er Dans.

Men med særlig Stolthed pegede han paa to store Fotografier, to store Gruppebilleder, hvor Nobeldigteren "Benaventes" filosofiske Hoved ludede venskabeligt mellem bredkæbede Tyrefægtere og Kvinder med sorte Øjne saa store, som skulde de briste af Lyksalighed, og under disse Trofæer drak vi de sidste Glas Manzanilla.

Min lille, skæve Ven, som hele Tiden havde gaaet rundt med Straahatten drejende mellem Hænderne, - han havde sørget for Introduktionen og iøvrig overladt os til vore Danse - kom da stilfærdigt hen til mig og betroede mig, at Værten vilde give gratis Manzanilla hele Natten, for han var en Beundrer af fremmede Journalister af min Type; men at vi som "caballeros" ikke godt kunde tage imod det Traktement. Altsaa maatte vi tage Afsked.

Værten smilte stort og kødfuldt, et Tyresmil. Vi vekslede Visitkort, og jeg lovede at gøre hans Navn berømt langs det nordlige Ishav: "Marcos Borbolla. Restaurant Passaje de la Vinicola." Disse Linjer er altsaa en Tekstannonce.

Og atter var jeg ude paa de mørke Gader med Don Pedro. Min Hjærne summede med Fluer. Jeg var ivrig. Næste Søndag maatte jeg absolut til Tyrefægtning. Jeg trængte til at se Blod. Men hvor skulde jeg købe denne her Billet? Manzanilla! Manzanilla!

Et Øjeblik standsede vi foran et tre-etages Hus, som ejedes af Sevillas adelige Drankerklub. Der var seksten Medlemmer, som havde svoret paa, at de hver Morgen vilde tømme en Flaske Sherry paa fastende Hjærte, og ingen af Medlemmerne var Menedere. Nabohusene var fyldt med Caféer, saa at de ikke altid behøvede at dyrke deres Livs Idræt i Klubbens Lokaler.

Ved at høre det, forsvandt den lette Sværm af Fluer fra min Hjærne.

Men til Tyrefægtning vilde jeg, og Billet vilde jeg have. Det sad fast.

Og Don Pedro vilde købe den. Da han selv var Journalist - det var han blevet i Løbet af Natten - havde han Ret til at købe, før Spekulanterne kom til. Men han skulde jo ogsaa have en Billet selv, og da han som alle skrivende Folk, som "Cervantes " for Eksempel, meget sjældent var ved Kasse, saa han gærne, at jeg lagde ud for ham indtil paa Søndag.

Mistænksom og ædru greb jeg ned i Bukselommen efter femten Pesetas - jeg vidste, det vilde være nok til to Billetter - og vi aftalte at mødes næste Dag udenfor Raadhuset, "Ayuntamiento."

Da sagde Don Pedro de sidste Ord, jeg skal høre fra hans Læber i dette Liv:

"Kan De nu ogsaa undvære de femten Pesetas?"

Flot slog jeg ud med Haanden, og efter en hjærtelig Afsked skiltes vi - for evigt.

Hvis jeg blot ikke Dagen efter havde maattet vente paa ham forgæves i halvanden Time, saa jeg fik den brændende Sol i Kroppen og den følgende Nat blev syg - maaske lidt Dysenteri - vilde jeg gærne have udstedt en Attest paa, at Don Pedro var en høflig og tjenstvillig Sjæl, jeg er aldrig blevet snydt paa en charmantere Maade, og jeg var blevet i Sevilla, i hvert Fald. Men nu flygtede jeg, trist, fordi jeg ikke kunde finde den Aftens Glæde igen, udmattet af en Nats Opkastninger, svedende under en mild Feber, nordpaa.

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 

 24. Opfordring.

En Pige i Sevilla

havde Bo paa et Tag.

De sorte Skørter vajed

som et Sørøverflag.

De varsled Død og Djævel

og fordømmelige Ting

og skjulte ikke Benet,

som de varsled omkring.

Der var en Gaard paa Taget

med lidt Brænde og Bras.

Her stod hun under Tørken

i sit Sørøverstads.

Og trykked Haanden varligt

mod sit farlige Skød,

en offentlig Gebærde,

som forvared en Glød.

Saa offentligt mod Himlen,

for hun stod paa et Tag.

Fra Gaden saa man intet,

kun et Sørøverflag.

Men Regnvejrsskyen ænsed

hverken Tugt eller Tegn,

den sejled over Byen

uden Regn, uden Regn.

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 

 25. Dage i Madrid.

Pladsen "Puerta del Sol" er Madrids Mund. Den skriger.

Jeg boede i en Celle paa en Tredjesal, og gennem mit Fængselsvindue med Gitter og uden Glas skraalede Byen Døgnet rundt; men midt i Larmen kunde jeg ligge ovenpaa Sengens Dyne, fuldt paaklædt, og følge Solen, som tegnede Vinduets lille, glødende Firkant med et sort Kors paa Gulvet, og om det nu var Skyggekorset eller de kalkede Vægge med det kolorerede Helgenbillede, som var Skyld i det, ved jeg ikke, i hvert Fald følte jeg mig som en moderne Munk, og jeg havde mange Klosterfantasier de Dage, jeg var i Madrid.

Feberen havde forladt min Krop for en Tid, og jeg befandt mig legemligt godt. Men jeg var besat af en inderlig Lyst til at glemme alt. Mine Tanker var i Forfald.

Jeg kunde tænke mig at konvertere uden Overbevisning, at gaa i Kloster, knæle, bede, læse Breviarium og ikke tro paa et Ord. Et svimlende Spring for at faa Ro, en hellig Komedie, en hellig Svindel bag Munkekutten. Men vilde jeg være stærk nok til at bære det? Vilde mine Tanker ikke blive en hvirvlende Top, som en skønne Nat i Desperation slyngede Bekendelser og Blasfemier fra sig?

Jeg tænkte med Smil paa Billedet af Munken i sin Celle, og udenfor Vinduet Solskin og Løvhang. Men udenfor mit Cellevindue skraalede det højrøstede Madrid. Elleve Gader mundede ud i "Puerta del Sol " og hver af dem var et Maskingevær af Trafik, hylende Biler, klemtende Sporvogne og Mennesker, Mennesker. Larmen var paa Randen af Revolution. Mændene raabte i Munden paa hinanden. Kvinderne skreg, som om der hvert andet Minut blev begaaet en Forbrydelse. Og i Udkanten af dette brølende Helvede mumlede det med Sammensværgelser og lavmælt Politik, for der var Diktatur i Landet.

Men alt er Rytmer, vulkanske Udbrud, Revolutioner og Storbyers Trafik, og naar jeg undertiden fandt Takten i Trafikken paa "Puerta del Sol," Madrids larmende Gulspurvetakt, der efter en Række Mandsraab regelmæssigt steg to Toner i Vejret og skingrede ud i en Avisdrengs klare Raab, kunde jeg finde Ro.

Der var Melankoli og Søvn i den Ro, og den gled ind i en taaget Siesta, hvor jeg enten slumrede hen eller sløvt bladede i en Bog med Gengivelser af Billeder i Prado. Tizian og Rafael, Velazquez, el Greco og Goya blev mig fortrolige som mine Drømme, de kom indvendigt fra, og med en sløret Energi lagde jeg Planer om mit næste Formiddagsbesøg paa Prado.

Formiddagen var min klareste Tid.

Saa forsvandt jeg fra Pensionatet og gled ud i Menneskestrømmen paa "Puerta del Sol" og "Calle de Alcalá," og her havde jeg det altid godt, som paa Strøget i København som i Friederichsstrasse i Berlin, som i Kalverstraat i Amsterdam, som paa Boulevarderne i Paris, Gaderne i Peking, Nankingroad i Shanghai, og jeg ønskede ofte, at alle disse Gader laa i een lang Række, saa vilde jeg ikke mere flakke rundt i Verden.

Skønhed var det ikke, jeg søgte. Jeg ved vist daarligt nok, hvad det er. "Calle de Alcalá" var festlig og grim, Bygningerne var i en overspændt, moderne Stil med kæmpemæssige, symbolske Figurer paa Tagene, Broncestøtter, der skinnede mod den blændende Himmel. Nogle Huse var runde, saa man fik Karruselfornemmelser af at dreje om Hjørnet. Tagene og Frontispiecerne gik op i Takker og Taarne som en forvirret Middelalder, og kun de enkelte Skyskraberforsøg beroligede Øjet med deres Klarhed og deres Fornuft. Detvar en hæslig Gade, for man travede midt i det sammenstykkede tyvende Aarhundrede, en rodet Mosaik af alle Verdenshistoriens Sekler.

Det er altid Storbyens Silhouet, dens Kant imod Himlen, som er forløjet.

De brede Kørebaner var derimod dejlige. Her kunde Spaniens Kapitalister, som ejede Formuer fra Opdagelsesrejsernes Tid, suse frem i brede Biler, lydløse som Katte og med Solen spillende rovdyragtigt i Glas og Lak. De lamme og værkbrudne, der laa langs Fortovene med Hovedet støttet mod de ru Husfacader som mod opstablede Hovedpuder, Epileptikere, der krummede Maverne i Vejret af Krampe, Mænd med ulægelige, væskende Saar paa Benet - de havde omhyggeligt smøget Bukserne op - og Kvinder, hvis Anigter var som røde Kratre, lurede ganske vist paa Madrids støvede Stenbund; men en fornem Bil, der summede forbi, var som en affejende Haandbevægelse: Det er unyttigt at tænke paa det!

Ude paa "Salón del Prado "og "Paseo del Prado" blev Ødselheden til Øde. Man saa Ørknen skinne igennem. Alléerne med de tre Kørebaner, de fire Fortove og de to Rækker Palmer var overdaadige i al deres Tomhed; men Pragten var kunstig, for sølvblinkende Straaler fra Vandslanger maatte hver Formiddag spille mellem Buskene og Træerne, at det kunde grønnes i Madrid.

I denne haabløse og ødsle By, der enten skreg som en Revolution eller var stum som en Ørken, mødte jeg for første Gang Goyas Billeder. Det var i et lyst Rum i Prado-Musæet, hvor alle hans kongelige Portrætter hang, og jeg følte i første Øjeblik en stærk Uvilje mod denne Menneskeopfattelse, som gav blinkende sorte Sten i Stedet for Øjne. Han havde en saftig, vulgær Smag, naar han malede et Pigebarn klædt af og det samme Pigebarn klædt paa. Det mindede mig om de uartige Postkort, som Smaadrengene paa "Puerta del Sol" ofte havde falbudt mig. Han havde ogsaa en dyb Kynisme i sig, ellers havde han vel ikke holdt ud at male de banale, kongelige Personer i blinkende røde og blaa og silkegraa Farver, at holde dem hemmeligt for Nar og ubarmhjærtig udlevere dem. Og han havde Tyrefægtersmagen. Hans Grusomhed slog mig lige i Ansigtet, naar han med pinagtig Omsorgsfuldhed skildrede kvæstede Hoveder, væskende Saar og Krigen i hele sin barokke Raahed. De Billeder maatte jeg tæt hen til. Jeg maatte konfronteres med dem som med Livet selv. Jeg maatte tro paa dem.

Med en underlig Uro i Sjælen gik jeg bort. Jeg vidste fuldt ud, at mine Følelser intet havde med Kunsthistorie eller kritisk Bedømmelse at gøre, at de kun var Psykologi, og man maa tilgive mig, at jeg har oplevet en Maler literært.

De næste Formiddage helligedes Goya, og det viste sig, at jeg i det lyse Rum kun havde truffet ham officielt. Nede i nogle Lokaler med en Belysning som i Underbevidstheden mødte jeg ham derimod i hele hans Farlighed. Her hang de vældige Lærreder, de monstrøse Udkast til Vægdekorationer og Gobeliner. Det var som mørke Skyer, der i Blæst havde revet sig løs fra en stor, sort Kæmpesky, en Skyavler, og i denne dunkle Bevægelighed var alle Former mulige; der var Næb, som vilde grine og gale; og der var Klumper, der kunde flyve, naar blot de løftede Knæene op under Hagen, som om Propelkraften, det bevingede, sad i Enden paa dem; og de blinkende, sorte Kulperler af Fugleøjne myldrede i dette bjærgagtige Mørke, der prøvede paa at blive Mennesker.

Saadan var Festen hos Goya, et Uvejrsskyernes Gilde; men var det Mennesker, virkelige Mennesker, som skulde være lystige, var det Pigerne, som legede Himmelspræt med en Mandfolkedukke, var det Kavalererne, som satte en Drage op, saa var Farverne uden Lys og Gebærderne som en Efterabning af Glæden.

Min pyrenæiske Syge, min Fornemmelse af, at Spanien var ved at trænge ind gennem alle mine Porer og forvandle mig, tog til under Studiet af ham, og jeg begyndte at glæde mig til den Dag, da jeg atter passerede Grænsen, da jeg endelig var sluppet bort, for hvad der ventede mig i dette Land, havde Goya lært mig.

Det Behag, jeg fandt i Madrids haabløse Overdaadighed og hensynsløse Ødslen med Tid, var for stort, og mit Tempo var blevet en "caballero's." Jeg vilde vende hjem som en ukampdygtig, en, der med et Smil afviste alle Problemerne, jeg vilde være moden til at gaa i Hundene, hvis jeg ikke fik rystet den spanske Bacille af mig.

Efter mit daglige Besøg i Musæet gik jeg langsomt - altid langsomt - altid skridende - ud i "El Retiros" store Park. Jeg vandrede op ad Alléerne, hvor Rytterne blinkede inde i tætte Støvskyer, og mod Himlen kupledes de blide Konturer af nordiske Træer, for selvfølgelig skulde det være Løvtræer, et svalt Charlottenlund, et Fata Morgana paa Ørkengrund. Spanierne har altid villet det umulige.

Hvor dette Storhedsvanvid dog suste blødt omkring mig, og her forstod jeg endelig, hvorfor jeg en Aften, da Toget prustende holdt ved "Aranjuez'" Station, og jeg saa de store Silhouetter af Elme, saa Sølvblinkene af noget Vand i Mørket, hørte de aftenklare Stemmer paa Perronen, Kvindelatter, unge Herrers Konversation, kunde have skreget højt af Hjemvé. Spanierne havde skabt en nordisk Stemning her. De elsker Løvtræer, som vi elsker Palmer; men vi har ikke Storhedsvanviddet, vi har ikke rejst os en Palmelund ved Springforbi.

Ja nordisk var Vinden gennem "El Retiro's" Løvkroner, nordisk de milde, folderige Bevægelser i Grenene, og naar jeg sad med min uundgaaelige Wermouth ved Parkens Sø, en Overflade af en Sø i et Stenbassin, og stirrede over paa en Efterligning af en tysk Søjlepavillon med stejlende Figurer paa Gavlen, kunde det blive Efteraar i mig. Blæsten jog i Kast over den tynde Sø som Svampen over en Tavle, og jeg frøs og skuttede mig trods Solen. Efteraar! Igen et Efteraar!

Hver Formiddag endte her, og efter denne Vemod kunde jeg lige slentre hjem, grebet af Haabløsheden, og jeg kunde spise sammen med Mennesker, der kun talte Spansk, og jeg kunde derefter lægge mig paa min Seng, blade i Bogen med Gengivelserne fra Prado, saa at Indtrykket af dem i taagede Omrids gled over i min Siestas Drømmerier.

Først hen ad seks begyndte "Puerta del Sol"sine høje Skrig igen. Den var aldrig stum, den Plads; men i Siestaens Timer mumlede den kun.

Jeg stod da op, som om en ny Dag med mørkere Belysning var ved at bryde frem.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 

 26. Hymne til Søvnen.

Naar Natten strømmer om mig,

men Smerten som en Mund

staar aaben vesterude

en Lysning i mit Blund,

da venter jeg med Længsel

dit Komme, tavse Fugl.

Mit Øjenlaag er Vingen,

og Søvn er i dens Skjul.

O, mine Øjenlaage!

Naar jeg af Smerte brændt

har følt Jer lydløst flyve

som Vingepar udspændt,

da bragte I mig Skyggen

af Natten, mørk og mild,

og værned mig bag Vingen

mod Smertens Flagreild.

Da krøb jeg lyssky sammen

i Læ af Søvnens Fugl,

og jeg blev Nat med Natten

og Nat blev Vingens Skjul.

Kun sjældent saa jeg Fuglen,

naar Dagens Straaler brød

igennem spændte Vinger;

men da var Fuglen rød.

Nej røde Fugl! Jeg frygter

dit Skær af farligt Blod,

og paa din Skygges Tryghed

jeg aldrig mig forlod.

Men du, som ejer Nattens

forblæste Vingefang,

du Fugl mod Smertens Lysning,

til dig min dunkle Sang.

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 

 27. Toledo.

Den korte Togrejse til Toledo var en Sang. Midt i Boggievognen stod en Tigger med begge Hænderne i Lommen. En sort Baskerhue daskede ned over det højre Øre, og mens han med saligt tillukkede Øjne duvede i Takt med Togets Slingren, skreg han en moderne Dansemelodi gennem Næsen. Jærnbanehjulenes Huggen slog Rytmen fast.

Denne Rytme havde jeg i mig hele Dagen. Det blev en Karavanesang gennem Ørknen omkring Toledo, det blev en Pilgrimssang over Alcantarabroen og ind gennem Byporten til den forjættede Stad, det blev en religiøs Hymne til El

Greco og en Elskovsvise til en Nonne i "San Juan Bautista." Senere har jeg hørt Gadesangere synge den i Madrids støvede Forstæder og aldrig har den kunnet tabe den Klang af religiøs Opstemthed, som den havde i Toledo.

Da jeg havde forladt Jærnbanestationen, et moderne maurisk Monstrum, havde jeg et forrevet Landskab foran mig. Jeg har aldrig været lille nok til at vandre ind i en Kakkelovn, naar Ilden var slukket; men jeg har tit haft Lyst til det. Jeg vilde da have været saa mikroskopisk, at Slaggerne og al den Sten, som var brændt paa, havde været Bjærge, og deres Former, der er som forstenet Ild, deres Farver, der skifter fra sort som Kul til rødt som Rust, fra gult som Merskum til brunt som Chokolade, der har ligget for længe i Vinduet, vilde have været Belønningen for min Ydmyghed, mit Ønske om at blive ringe.

Og nu var jeg lille.

Toledo maa engang have været et Fyrsted, og Ilden har brændt Bjærgene sammen til Klinker, Varmen har sprængt dem under voldsomme Eksplosioner, og Flammerne har smittet af, Farverne har Luernes springske Form. Landet omkring Toledo er ikke Natur. Det er en Vision.

Atmosfæren aandede endnu af den Ild, som er forsvundet, og den berøvede mig enhver Sans for Virkelighed. Jeg troede ikke paa Stenene, selv om jeg rørte ved dem. Jeg havde kun mit Hjærtes og min Sangs Rytme til at holde mig i Live, saa at jeg kunde vandre længere ind over Slaggerne.

Saa kom jeg til en Revne med gult mudret Vand. Det var Tajofloden, som skar sig ned i Stenene omkring Toledos Klippeknold. Den løb sejgt og stædigt langs de tre Sider af Byen, som om den vilde hule sig ind under den og vælte hele Klumpen med Katedral og Kirke og Synagoger og Huse. Vaklede den maaske ikke? Var det ikke Broerne, udspændte over Tajo, som holdt Byen i Balance, saa den ikke allerede var dejset om paa Siden og laa med Taarnene pegende mod Syd?

Heller ikke i Toledos snævre Gyder kunde jeg komme denne Følelse af Uvirkelighed til Livs. Stenbroen under mig bølgede lunefuldt, og Gyderne snoede sig, som om de føjede sig efter Bjærgets tilfældige Furer. Jeg kunde kun se fire eller fem Huse frem, saa var der et Hjørne eller en Drejning. Det var umuligt at finde saa stor en Afstand, at jeg kunde se en Husfacade i sin røde, blaa eller gule Helhed, og hvorledes Willumsen har kunnet male her, med Næsen trykket op imod sit Motiv, er mig ufatteligt. Jeg fandt hans Brønd; men den stod for tæt ind paa mig. Der var ikke det Rum, der var ikke de Farver som paa hans Billede. Solen kunde ikke vælde ned med den klare Styrke som hos Willumsen. Snævert var her; men hos ham husker jeg eksplosiv Befrielse, et Udtryk for Toledos Trang.

Klemte jeg mig endelig til en Udsigt, var det som gennem en Dørsprække, hvor jeg kunde se og ane en anden Gade, der gik paa skraat af min. Selv Katedralen maatte jeg presse mig langs med, og jeg kunde ikke faa Overblik over den. Jeg ved ikke, hvorledes den ser ud. Jeg kender kun Stykker af den, som jeg fandt i forskellige Gader, et Sted en lang Strimmel med Port forneden og Taarn foroven, et andet Sted en gotisk Bredside med Takker og Tappe. Jeg tror ikke paa Katedralens Højde. Jeg tror, at Nabohusene har sat Skulderen til for at løfte den i Vejret.

I Toledo bliver man religiøs, eller man bliver skeptisk, saa at alt opløses i Illusion. Netop paa denne Klippe, hvor Historien har smurt det ene Lag Kalk ovenpaa det andet, saa at Goterne, Maurerne og Jøderne bliver Realiteter som de ru Vægflader, lurer denne Følelse af Tilværelsen som et spraglet Slør, og derfor er El Greco og Toledo eet.

Det var i Kirken "Santo Tomé," at jeg følte El Greco som en Ild igennem mig, som en Aabenbaring. Jeg husker endnu Portneren. Han havde en lille Butik med Prospektkort paa den anden Side af Gaden. Jeg bad ham om Adgang, og han gik ind i et Bagværelse for at hente Nøglen. Der var samme forretningsmæssige Stemning over det, som naar man ser paa en Villa, der er til Salg. Og da Portneren aabnede Kirkedøren med alle dens Hængsler og Bolte og stemte Skulderen imod, fordi den var træg, tænkte jeg mindst af alt paa Aabenbaringer; men nu tror jeg, at man bliver lukket ind i Himlen paa den samme dagligdags Maade af en Mand, der har hentet Nøglerne i et Bagværelse.

Saa stod jeg inde i Kirken foran det lyseste Kapel, jeg har set i Spanien. Det var som et højt Bur, og jeg maatte klemme Ansigtet ind mellem Gitrets Tremmer for at se. Loftet var af Glas, saa at Lyset kunde styrte ned over det store Billede: Grev Orgaz' Begravelse. Jeg har altid elsket det Billede med den tætte Sværm af sortklædte Adelsmænd forneden. Deres blege Ansigter danner en straalende Linje som en Lamperække.

I denne Belysning blev Maleriet imidlertid overnaturligt. Adelsmændenes sorte Klæder skinnede som Silke, og foran dem stod to Biskopper i Guldbrokade bøjet over den døde Greve, Guld imod Sort. Stoffet var mættet af udvendigt Lys, saa det

blev haandgribelig Pragt, mens Ansigterne, de slanke, forfinede Ansigter, var gennemstraalede af Smerte, et indvendigt Lys, som gjorde dem uvirkelige i deres Ædelhed. Det var et Utopia af Mennesker.

Saadan var den jordiske Virkelighed for El Greco.

Men højt oppe, hvor Billedet afrundedes, blev den samme Grev Orgaz modtaget af Gud og hans Engle. El Greco maa have tænkt sig Sjælen som noget, der var længere og slankere end Legemet, for Gud og Englene og den nøgne Grev Orgaz var forlængede til det unaturlige som i et Hulspejl. Han maa have oplevet det metafysiske som Form. Dog ogsaa i Farve har han drømt sig til det, bløde Farver med meget rødt og blaat, noget sentimentale i deres Mildhed, og alligevel blomsteragtige i Modsætning til den metaliske Virkelighed i Silken og Guldbrokaden, alligevel himmelske.

Som et Dyr pressede jeg Ansigtet mod Gitret. Det var, som om jeg var den indespærrede. Kapellet var Lyset og Rummet, og Billedet var to fremmede Verdener, en Jordiskhed ædlere end denne og en Himmelskhed, som kun blev smuk, fordi den havde forædlet det jordiske. Som i Andagt klemte jeg Hænderne om Tremmerne.

Da lød der en Stønnen. Kom den fra mit Bryst? Var jeg saa fraværende, at jeg hørte min Stemme udefra? Nej, det var ikke mig. Det var en anden ved Siden af mig, en lille Jøde med et brændende Blik. Han gned Panden frem og tilbage over Jærnet, som søgte han en beroligende Smerte. Da fik han pludselig Øje paa mig og sendte mig et harmfuldt Blik. Hvad skulde jeg Kætter her? Og for at hjælpe ham svarede jeg med samme Ondskab, i et kort Glimt. Vi var begge to alene med El Greco, samtidigt alene, og kun et Sekund ødslede vi bort for at overbevise hinanden om det.

Da jeg endelig gik, var det, som om han udvidede sig. Jeg kunde se det paa Ryggen og Skuldrene, en længselsfuld, semitisk Silhouet, der sugedes ind mod et sort Gitter og blev bredere og bredere, og bagved Gitret et Væld af Lys.

Kunde jeg opleve mere paa denne ene Dag? Orkede jeg det? Helst var jeg gaaet ned paa en Fonda, havde lagt mig paa en Seng og krummet mig sammen om Synet. Jeg trængte til stort Rum i Sjælen. Men jeg maatte videre, og saa forfulgte jeg El Greco.

Jeg var inde i hans Musæum, en lav Bygning i en Gyde, og jeg gik i lave Værelser med Malerier af Apostlene. Her var Farverne tændt, rene Farver, der brændte med en himmelsk Ubarmhjærtighed, og engelske Damer med Hæfter i Hænderne sad og beskrev dem; men kun det sindssyge Metafor vil kunne drive Ordene op til de flammende Højder, hvor El Grecos Farver danser som en Flagreild, og hvor Renhed parrer sig med Renhed. De smaa Misser, hvis Læber krusede sig i en krampagtig Kyssetakt med Blyantets Bevægelser, saa afmægtige ud.

Jagten efter Grækerens Billeder drev mig derpaa nord ud af Byen, langs med den solbagte Teglstensmur med de mauriske Porte. Vejen laa melet med bløde Aftryk af Mulernes Hove og runde Volde langs Kærrenes Spor, og Træerne dryssede efteraarsagtigt. En faldefærdig Træpavillon, som duftede af søde Drikkevarer, var min eneste Forlystelse. Her drak jeg den daarligste Wermouth, jeg nogensinde har smagt.

Men jeg skulde herud! Op over Træerne ragede en gul, tung Kolos. Det var Hospitalet "San Juan Bautista," og jeg vidste, at der skulde være Malerier af El Greco her.

Da jeg var kommet ind gennem Porten, stod jeg pludselig i en skyggefuld Kolonade, som delte en aflang Søjlegaard i to Kvadrater. Arkitekturens Ro var overvældende. Men det genlød herinde af Barneskrig, lystig som Spurvekvidder i et Tempel, og der var en Frækhed og Ubekymrethed over den Lyd, som fik mit Hjærte til at banke hurtigere. Børnene dansede Rundekreds om Søjlerne, de dundrede paa Porten ind til Kirken med El Grecos Billeder, de legede Hest og Vogn midt igennem den fornemme Fortid.

Men jeg gik værdig og tavs frem under Kolonaden, og udenfor Kirkeporten blev jeg staaende i Haab om, at min Ubevægelighed vilde virke som en høflig Anmodning om at maatte komme ind. Det var min Manér i Spanien. Jeg blev altid staaende, indtil en Dør aabnede sig.

Henne i en Krog i Søjlegangen sad nogle Børn sammensunket i Stole, med Rekonvalescentens trætte Smil mod Solen, og nogle Nonner vimsede omkring dem. De havde Hætter med brede, hvide Vinger som hollandske Bondekoner.

Undertiden standsede de og saa hen imod mig og stak Hætterne sammen. De hvide Vinger flagrede om Fnisen og Hemmelighedsfuldhed. Men jeg fik Lov at staa.

Hvorlænge skulde jeg forblive i denne bønfaldende Ubevægelighed? Porten var stor og tung, med mange Beslag. Var den urokkelig?

Da kom med eet en af Nonnerne hen imod mig. Hun sjokkede i store Sko under brede, foldede Skørter, og det havde været umuligt at bedømme hendes Alder, hvis ikke Solen havde naaet ind mellem Hættens Vinger og kærtegnet et attenaarigt, forlegent Smil.

Et Stykke fra mig blev den unge Morlille staaende, ubeslutsom, og jeg prøvede nogle spanske Ord.

Hendes Smil blev større.

"Er De Spanier?" spurgte hun glad og kom nogle Skridt nærmere.

"Nej"

Hendes Smil visnede, og en pudsig Fjendtlighed viste sig i det runde Bondepigeansigt, der var blegt af Bønner.

"Er De Franskmand?"

Jeg rystede smilende paa Hovedet, og med et beklagende Skuldertræk forklarede jeg hende, at jeg kom fra Norden.

Og det blev hun meget ked af.

"Del Norte," sukkede hun, og der var ligesom ikke andet at gøre end at lukke mig ind i Kirken.

Jeg fulgte ydmygt Morlillen; men under den uformelige Dragt anede jeg et Ungpigelegeme, som altsaa ikke var blevet skabt for denne Verden. Nu og da skottede hun op til mig, og nu var Fjendtligheden som fløjet bort. Nu var hun kun en lille Pige, som filmede uden Øvelse, og der var en Lunefuldhed over hendes Smil som Sol mellem Løv, en frygtsom Dristighed. Hun gik nærmere op ad mig, end en Nonne burde.

Paa Siderne af Altret inde i det kuplede Kirkerum hang El Grecos Billeder, nogle af dem for højt oppe. Jeg maatte lægge Nakken tilbage for at se paa Maleriet af den angrende Sct. Peter. Taareglansen i hans Øjne skinnede taaget som Syvstjærnen.

Og saa begyndte jeg at tale om Sct. Peters Øjne. Hvorfor? Nonnen stod altfor tæt ved min Albue, og jeg følte hendes Blik glide hen over mit Ansigt, mens jeg talte, og saa maatte jeg blive kunstbegejstret. Man kan ikke tale til en Nonne om hendes Øjne; men man kan tale om Øjne, Øjne, og nu er Toledo jo en Ørkenby, hvor kun en Kvindes Nærhed kan mildne den tunge Fornemmelse af Støv og Sten og vægtig Historie, og naar den lette Erotik, der var som Hættens Vingestrejf, usikker som en Sommerfugls Flugt atter forsvandt - naar jeg holdt op med mit stammende Spansk, vilde den være borte - saa var der kun Kirkerummet og Søjlerne tilbage, saa var jeg alene mellem Sten.

I det samme var vi kommet ud for Frelseren, og straks segnede hun paa Knæ i sine tunge Skørter. Troede hun mon ogsaa, at jeg knælede? Hun var i hvert Fald sunket hen i Bøn et kort Sekund, og da hun saa vendte Hovedet og opdagede mig staaende paa mine stive, kætterske Ben, fløj et Glimt hen over hendes Ansigt. Hun rejste sig vredt og vendte Ryggen til mig, Ryggen af en hvid Sommerfugl paa en Træbul.

Længe skjulte hun sig for mig.

Men da hun atter var blevet stærk, havde hun skiftet Karakter. Hun hersede med mig. Jeg skulde min Sandten ikke nøjes med at se El Greco. Jeg skulde ikke nøjes med at nyde, nej arbejde skulde jeg, se de andre Billeder, se paa Marmorsarkofagen over Kirkens Grundlægger. Jeg skulde lære noget. Grundlæggeren hed Juan de Tavera.

Ved Siden af Sarkofagen stod en Trappestige. Den skulde jeg værs'god gaa op ad og se paa det Relief, der dannede Sarkofagens Laag. Jeg skulde! Og da jeg nølede, gik hun selv op i sine tunge Skørter og sine store Sko. Var det mon Sivsko? Da hun havde gjort sig den Ulejlighed, maatte jeg jo ogsaa til det, skønt jeg blev mere og mere sky overfor hendes Impulsivitet. Hun kunde blive hvid i Ansigtet af Ubeherskethed.

Da kom en Veninde, en Sygeplejerske i blaastribet Kjole, til og tog hende under Armen, og de stillede sig nu begge op og stirrede paa mig, mens jeg balancerede over Sarkofagen. Nonnens Vrede havde lagt sig, og da jeg stod oppe paa de øverste Trin, vilde jeg ikke tro mit eget Øre; men de fniste og hviskede sammen. De stødte til hinanden med Albuen. Under de tunge Klæder bevægede Armene sig i fortrolig Venindepjank.

Da jeg igen stod nede paa Flisegulvet overfor hende - hun havde hele Tiden sænkede Øjenlaag, saa jeg har et lyst Indtryk af hendes Øjne, som om de var graa - var jeg forlegen. Jeg vilde gaa nu, for det blev saa foruroligende kvindeligt i det høje, gule Kirkerum. Men der var Drikkepengene. Jeg kunde ikke lide at stikke hende en Mønt i Haanden.

"Hvor er - er . Kirkebøssen?" stammede jeg.

"Kirkebøssen, det er mig," svarede hun hurtigt og bestemt. Men i det samme vendte Veninden Ryggen til og førte Haanden op til Munden, og Nonnen bøjede rødmende Hovedet. Ordene var blevet underfundige. Et Smil kunde ikke fjærne dem.

Der var kun eet at gøre - og instinktmæssigt gjorde jeg det rigtige. Jeg gav for store Drikkepenge.

Og nu kunde Nonnens Rødme være Taknemlighed, hendes forlegne Smil en glad Overraskelse. Nu kunde vi staa som smilende Gaader overfor hinanden. Mine Læber trak sig lidt; men de slappedes, lige før den tvetydige Krusning begyndte.

Ude i Søjlegaarden skiltes vi, og hun styrtede af Sted i sine slubrende Sko, med sine tunge susende Skørter, Ryggen af en Morlille. Hun vendte sig ikke.

Da jeg fra en Bil senere saa Hospitalets gule Mure rødme i Solnedgangen, følte jeg Tiggerens Sang stige i mig. Den var blevet til en Elskovsvise.

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 

 28. Under Forvandlingen.

Fra Pensionatets Spisestue kunde man gaa ud paa Taget. Her var et Brystværn, som førte hen til Hjørnet af "Puerta del Sol," hen til et sort Skelet af Bogstaver, Bagsiden af en Lysreklame, og om Aftenen, naar Reklamen hvert andet Minut tændte et Brandskær ud over de sorte Menneskemasser, og en Staalstreng, som stod i Forbindelse med dens Mekanisme, rykkede en kort, syngende Tone af sig, plejede jeg at staa her og stikke mit Hovede ud mellem de flammende Bogstaver. Jeg følte mig som en moderne Quasimodo.

Herfra kunde jeg se ned over Menneskene; jeg kunde have rakt Tunge ad dem; men det var ikke blevet set; jeg kunde have raabt Skældsord efter dem; men det var ikke blevet hørt. Derfor lod jeg Menneskestrømmen skylle dernede og lod mig fylde af en stor Stilhed, af mørk Natur, som om det var et Hav, der brusede i Natten.

Vaagnede jeg til en lille Daad, gav jeg mig til at tælle "Puerta del Sols" Lysreklamer. Der var nitten. Mod de dunkle Husfacader stod de med naive, glødende Streger, et Sekund, to Sekunder, og saa sprang de ind i Mørket igen. Belysningen over Pladsen skiftede som under urolige Projektører.

En lysende Kavaler tog en Straahat af og paa til Ære for et Hattemagasin.

En elektrisk Lampe, flere Etager høj, fik pludselig en Glorie om sig, en to Sekunders Glorie.

Et Lyn slog ned.

Bogstaverne kurede ned ad Hjørnerne, og saa hang der et Navn som i en Snor.

En Lysfisk bølgede, som om den svømmede i rislende Vand.

Kun Indenrigsministeriets Bygning midt for Pladsen laa med sin maanegule Urskive omgivet af et fornemt Mørke, der kun foruroligedes af Genskæret fra de levende Lysreklamer.

Forfrisket som efter en Tur langs med en Strandbred gik jeg tilbage langs Taget og ind ad Døren til min Middagsmad, og saa var Klokken ti Aften.

Jeg plejede at spise min Mad under stor Tavshed. Min Genbo, der havde et sort Kejser Wilhelm Skæg, læste som oftest Avis, saa at jeg sad som under et Halvtag; undertiden dunkede han med Haanden paa den, naar han havde fundet noget interessant, og det lød som en Regnbyge. Han kunde ikke lide mig, fordi jeg var stum, og naar han endelig rejste sig, sagde han kort: Good night, good evening, good bye, good day!

Henne i en Krog sad en Herre med Abemule og hægede om sin Daarligdom med Vichyvand. Han rystede altid af Kulde og var svøbt ind i et stort, hvidt Halstørklæde, som han nu og da strakte sig op af for at kvække lidt Engelsk. Hongkong var en dejlig By, ikke sandt? Og København o Kvinderne! Han omfattede mig vist med nogen Sympati. Det var jo den gamle Globetrotter, som saa paa den unge. Hans klæbrige Øjne hvilede inderligt paa mig, saa jeg følte det, som om Sporet af en Skovsnegl trak sig hen over mit Ansigt.

Men en Aften fik jeg mit Gennembrud.

Der var stor Larm, da jeg kom ind. Min Genbo havde faaet fat i en Reklame med et Billede af en nøgen Dame paa en Divan, og det havde han ladet cirkulere. Hans sorte Kejser Wilhelm Skæg gnistrede elektrisk.

Good night, good evening, good day, sagde han leende og rakte mig Billedet. Good night, svarede jeg, da jeg havde set paa det. Men saa spilede han de sorte Øjne op. Nu skulde jeg stilles paa Prøve. Om jeg kendte de og de Ord? Hans Gloser var inspireret af Synet af den nøgne Dame.

"Si, señor," svarede jeg høfligt og mærkede i det samme Serveringsdamen suse forbi mig bag min Ryg og ud i Gangen.

Aben, der altid havde betragtet det som sin Opgave at overbevise de andre om, at jeg ikke var helt dum, skønt jeg ikke talte Spansk, nikkede bifaldende. Saa kvækkede han et Par Ord paa Engelsk. Jeg forstod udmærket godt Spansk, sagde han. Lad bare være! Man skulde nok passe paa, hvad man talte om, naar jeg var til Stede. Ha ha!

Paa Spansk gentog han de samme Sætninger, det kunde jeg se paa hans Haandbevægelser, og da jeg fangede noget som "comprende" og "espagnol," vovede jeg et underfundigt Smil, saa at de alle maatte le. Han forstaar, han forstaar, udbrød Aben.

Nu var jeg i hvert Fald sikker paa, at de ikke turde holde mig for Nar her som i Fondaen i Valencia.

Men blandt mine Ytringer var der ogsaa faldet en Bemærkning om, at det var vigtigere at kunne Engelsk end Spansk, og da Aben oversatte det, fløj en lyshaaret Kontorist straks i Flint.

Spansk! Verdenssproget! Og saa en Masse Ord. Over hele Verden! Atter en Masse Ord. Endelig en Navneremse: Cuba, Mexico, Bolivia, Peru, Equador. Equador blev sagt med Eftertryk.

Derpaa slog Kontoristen fortvivlet ud med Armene. Han orkede ikke at nævne alle de Lande, hvor man talte Spansk, og han rystede paa Hovedet. Jeg maatte være Idiot!

Da tog jeg fat. Besværligt og tungt kom de faa spanske Ord, jeg mestrede. Dog lykkedes det mig at faa væltet de forenede Stater, U. S. A., ind paa hans sydamerikanske Smaatterier. Aben nikkede og tog en Slurk Vichy. Men Kontoristen virrede paa Hovedet. De forenede Stater? Hvad var det? Chile, Venezuela, Argentina!

Jeg lod Canada falde ned paa ham.

Nu begyndte Kejser Wilhelm overfor mig imidlertid at blive urolig for Spaniens Storhed. Nervøst krøllede han Damen paa Divanen sammen. En Franskmand med pigget Overskæg greb altfor muntert ind.

Da søgte Kontoristen Hjælp. Han sendte bønfaldende Øjekast til noget bagved mig.

Længe havde jeg følt, at der hvilede en Autoritet dér, for Aben havde ofte skævet, som om han altid ventede ondt fra den Kant. Men Autoriteten, en graaskægget Herre, spiste. Jeg kunde høre den gumle uinteresseret.

Da blev Kontoristen i sin Desperation genial. Han nævnte Filipinerne. Og saa blev han knust under Australien.

Ophidselsen var almindelig, for det var Hærværk det, jeg øvede. Kejser Wilhelms Blik flakkede, som om Verden med eet var blevet tom. Men pludselig lo han med Drengeforagten skinnende paa de vaade Læber. Spansk var et vigtigere Sprog end Fransk, det var vigtigere end Tysk, vigtigere end Russisk, end Italiensk. Det var Nummer to blandt Verdenssprogene.

Ja, det var Nummer to, udbrød Kontoristen jublende.

Aben nikkede Bifald til dem. Det var Nummer to, Nummer to, og saa dønnede Diskussionen hen.

Da jeg efter Middagen gik ned ad den lange Gang mellem Værelserne, stødte jeg paa Franskmanden med det piggede Overskæg. Han stod og skød Læberne ubeslutsomt frem.

"Vil De høre noget god Musik?" spurgte han. Han lænede sig op ad Væggen med Hænderne i Lommen.

"Det er lige hernede paa en Café," føjede han til. "Og de spiller Beethoven og Brahms."

Lidt skeptisk saa jeg hen paa ham; men han nikkede og blinkede med Øjnene.

"Det er virkelig god Musik."

Skønt jeg ikke har Forstand paa Beethoven og Brahms, sagde jeg Ja og tog min Kasket ned fra Knagen. Min pludselige Energi virkede som en kølig Trækvind paa ham, han skuttede sig og tog sig sammen.

"Hvad synes De om Pensionatet?" spurgte han ude i Elevatoren.

"Ganske godt."

"Det er mere end ganske godt. Atmosfæren er morsom. Ham, De talte med, Herren med Vichyvandet har været gift med en Skuespillerinde. Hun tjente Penge paa alle Maader, forstaar De, og han kunde rejse Jorden rundt paa hendes Pung. En gammel Skurk."

Jeg lo.

"Engang blev han viklet ind i en grim Affære og dømt," fortsatte han. "Han kan ikke huske, hvorledes Dommeren saa ud; men Dommeren, det er ham den graaskæggede, som sidder bag ved Dem. Det giver vore Maaltider en egen Charme. Der er altid Uro og Usikkerhed i Luften."

Jeg huskede nu de flygtige Øjekast, Aben sendte hen til Dommeren, som om han havde truffet det Ansigt før, og jeg huskede Dommeren, der sad bred, med skrævende Ben, sejg paa Grund af sin Alvidenhed, og rundt om sad de andre, de nysgerrige, og fulgte den tavse Kamp, der havde varet et Par Aar.

Pensionatets Gæster blev med eet plastiske for mig, og jeg glædede mig til i Morgen at kunne føle det latente Drama med alle mine Nerver, Aben, som anede sig forfulgt, Dommeren, som uden at røbe sig jagede ham, et Spil, hvor den ene sad med alle Kortene paa Haanden og ødelagde sin Modpart ved ikke at spille ud, ved kun at vise de nysgerrige Kortene i hurtige Glimt, som man drejer en Vifte.

Nede i Baren drak vi et Glas Øl. Klokken var mellem elleve og tolv om Aftenen; men udenfor paa Pladsen drev tætte Menneskeskarer forbi. Der var barhovedede Mødre med Spædbørn paa Armen, og jeg maatte tænke paa Krig og Opbrud, ellers kunde jeg ikke forstaa, at maanedsgamle Unger blev slæbt ud paa Gaden paa denne Tid af Døgnet.

Den lille, sorthaarede Tjener bag Disken fik en Øl med. Franskmanden præsenterede mig som Globetrotter, og vi skaalede alle tre.

Da han var forsvundet hen i den anden Ende af Baren, fortsatte vi vor Samtale, der uden Grund var drejet ind paa Diktatur og Revolution. Franskmanden nævnede lavmælt Folk som Primo de Rivera, Unamuno og Ibanez, og jeg følte i et Pust den politiske Luft, som altid ligger over "Puerta del Sol." Nu vidste jeg, hvad alle de ivrige Grupper, som jeg altid saa ved Hjørnerne, udenfor Portene, udenfor Caféerne, talte om. Fra dem kom den svage Mumlen, der steg, naar Trafikken undertiden naaede et dødt Punkt, naar der tilfældigvis ingen Vogne var paa "Puerta del Sol," naar Avissælgerne tilfældigvis var blevet trætte samtidigt, og den sagte Lyd var Politik, undertrykt Opposition.

Pludselig stod der tre Glas Øl paa Disken igen.

"Er det Dem, som giver?" spurgte jeg overrasket.

"Nej, det er Tjeneren. Saadan er spanske Tjenere."

Den lille sorthaarede stod overfor os. Et kort Sekund var han "caballero," i Selskab med en Franskmand og en Globetrotter; vi hilste og skaalede. Men saa var der en af den lange Række Gæster langs Messingstangen, som raabte, og han var igen Tjener.

"Men hvis De i Morgen møder ham paa Gaden, vil han lade, som om han ikke kender Dem, og hilser De, hilser han ikke igen. De maa ikke vide, at han i Privatlivet er Tjener. Paa Gaden er han "caballero" og vil gærne kunne forveksles med en Adelsmand."

Med Spænding fulgte jeg den lille Tjeners Forvandlinger. Jeg lurede paa ham, som han sprang foran den tætte Række af Kavalerer, der spyttede Rejeskaller og Olivensten ud i Talerkenerne og rakte Haanden ud efter Glas, som flød over med Cognac, Manzanilla og skummende Øl. Marmordisken drev ødselt med Spiritus, saa at en Karklud undertiden maatte glide svuppende hen ad den.

Og pludselig skete den momentane Forvandling. Et ledigt Øjeblik rankede den lille, sorthaarede sig, saa at Tjenerhylstret faldt af, og med en festlig Haandbevægelse løftede han sit Glas for atter at hilse paa os.

Endelig rev vi os løs. Vi skulde jo paa Café og høre god Musik.

Da vi gik over "Puerta del Sol" mellem Sporvogne, Biler og Avissælgere under Lysreklamernes skiftende Skær, saa vi nogle lange Strimler flagre i Luften. Det var Lotterisedler. En ny Trækning, blev der raabt.

"Spiller De?" spurgte Franskmanden.

Jeg trak en Seddel op, en Nitter fra den forrige Trækning.

"Holder De meget af Spil?" fortsatte han.

"Jeg spiller ellers aldrig. Jeg hader det."

"Ellers," gentog Franskmanden og smilede underfundigt.

Vi traadte ind i en Café i tysk Stil. Der var meget Mahogni, meget brunt, og en Cigaretrøg drev gennem Lokalet. Højt oppe paa en Afsats spilledes der paa et Flygel og et Par Strygeinstrumenter, og Gæsterne haandterede Kniv og Gaffel lydløst, de talte dæmpet, Tjenerne skramlede ikke med Servicet.

Jeg har ikke Forstand paa Musik, nu vel; men i Madrid har jeg været paa en Café, hvor Gæsterne sad i Andagt og lyttede. Senere har jeg paa egen Haand ledt efter den Café; men da var den som forsvundet i Jorden, dette Lokale midt i det larmende Madrid, hvor der ødsledes med Beethoven.

Franskmanden og jeg sad tæt op ad hinanden, og vor hviskende Samtale var alvorlig. Undertiden afbrød vi med et Sæt, saa god, saa sikker var Musikken, og vi stirrede paa hinanden. Franskmanden lukkede det ene Øje i og stønnede: "Er det ikke godt?" og jeg kunde mærke det langt ned ad Ryggen. Jo, jo, det var godt.

Saa hviskede vi igen.

"Hvordan har De oplevet Spanien?" spurgte han sagte.

"Som noget tungt - - og noget letsindigt."

Franskmanden nikkede betydningsfuldt.

"Jeg glemmer alting. Jeg kan ikke huske, hvorledes jeg var ude i Europa," vedblev jeg.

"De mener, at De kan mærke en Karakterforandring."

"Ja, jeg er som forsvundet. Jeg vil stadig skrive hjem; men jeg udsætter det hele Tiden til i Morgen."

Et letsindigt Smil spillede under Franskmandens strittende, blonde Overskæg.

"Saadan gaar det os alle," sagde han endelig. "De er blevet glemsom, og De spiller i Lotteri, og De har kun været et Par Maaneder i Spanien; men rundt om i Landet sidder Udlændinge, som har lidt et fuldkomment Hukommelsestab. Ja, lidt og lidt? De lider nu ikke, for de er lykkelige, som man er lykkelig i Spanien. Siesta og Tyrefægtning. Hvad synes De for Resten om Tyrefægtning?"

"Jeg er vild efter det."

"Kan De lide Mishandling af Dyr?"

"Jeg hader det."

"Hvorfor kom De egentlig herned?"

"Jeg vilde studere."

"Har De udrettet noget?"

"Nej."

Franskmanden nippede af sit Glas Cognac og skyllede den stærke Smag efter med Vand, og saa rystede han i en lykkelig Melankoli paa Hovedet:

"Da jeg kom herned - jeg er fra Bordeaux - arbejdede jeg atten Timer i Døgnet. Nu arbejder jeg fem og har det lige saa godt, og jeg vil komme ned paa Nul, og det vil gaa alligevel. Saadan er den spanske Atmosfære."

Vi standsede. Musikken havde erobret os for et Øjeblik. Den gled ind i os og gav vor Lediggang Rytme, fyldte vor Grænseløshed med levende Toner, indtil et Par sikre Takter sluttede af og vi atter flød ud i den svage Summen af Menneskestemmer, den diskrete Raslen af Kopper og Glas og Gæsternes Klappen i Hænderne ad Tjenerne. "Voy," raabte det fra alle Sider.

"Jeg forstaar ikke Erotikken i Spanien," sagde jeg.

"Hvad har De da fundet ud af?"

"Der er kun Ægteskabet og Bordellet."

"Er det saa svært at forstaa?"

"Jeg synes det."

"Jeg synes det undertiden ogsaa; men undertiden finder jeg det i sin Orden."

Og han tilføjede.

"Der er nu mere; men de fremmede er lukket ude. Taler man flydende Spansk, og bliver man introduceret i spanske Familier, vil man opdage noget andet. Men de fremmede er lukket ude."

"Saa er det maaske bedre end i Nordeuropa, maaske," bemærkede jeg. "Men jeg vilde nu alligevel ikke bytte min nordiske Ungdom bort mod en spansk. Jeg vilde savne det smukkeste, jeg har oplevet."

Og jeg tænkte paa Skønheden, men ogsaa paa Forvirringen og Pjattetheden i det frie Forhold.

"Det er maaske Belysningen, jeg er forelsket i, det nordiske Lys over min Ungdoms Elskov," føjede jeg til. "Jeg ender nok som Nationalist. Jeg maa ud af Spanien."

"De er altsaa ikke blevet glemsom endnu," sluttede Franskmanden.

Den Nat slentrede vi rundt i Madrid.

Vor Samtale drejede sig om det samme Emne, om Forvandlingen, som man skal have følt i sig for at kende dens Farlighed.

Vi var oppe i de berygtede Kvarterer omkring "Calle de Peligros" og "Plaza de Bilbao," og som vi gik der langs de mørke Huse, gled en høj, hvid Kvindeskikkelse forbi os.

"Saa De hende? spurgte Franskmanden.

"Aa ja!"

"Det er morsomt, for vi ved begge, baade hun og jeg, at vi en Dag vil komme til at elske hinanden; men der er vist et halvt Aar til det."

Jeg lo.

"Et halvt Aar?"

"Ja, der er Tid nok."

Og der var Tid og Ødselhed nok i det mørke Madrid.

I en mennesketom Gade sad en Tigger og spillede melankolsk paa Fløjte. Vi kom forbi; men han ikke saa meget som hævede Blikket. Da vi var drejet om et Hjørne, gik jeg tilbage og lurede. Skønt Gaden nu atter laa hen i Mørket, fløjtede han stadig, omhyggeligt og melankolsk for slet ingen.

Der var Tid og Ødselhed nok i det natlige Madrid, og jeg følte en lyksalig Mathed.

Et Par Dage efter gik jeg syngende og letsindig til Tyrefægtning. En hvid Hest blev flaaet lige foran mig, en Toreador blev stanget, og efter Corridaen stormede jeg med de andre ned paa Arenaen, hvor Blodet sivede i det løse Sand.

En Dreng løb i sine egne Tanker. Han havde Armene løftet i Vejret, som om han vinkede med spraglede Spyd ad en Tyr. Jeg følte den samme Glæde i mig.

Og jeg gik syngende hjem. Toreroen "Barajas" var slaaet igennem den Dag. "Barajas" var blevet et Navn, som tonede over hele Spanien, og i Pensionatet var jeg Centrum. Jeg havde set "Barajas."

Jeg var ved at blive en af de mange, som har glemt Europa.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 

 29. Fløjten.

Nu skylled Aftenlarmen bort, og Ødet sejled frit

med Rummets Vidde i sig som en Gysning gennem Gaden.

Den brune Tristhed, næret af det natlige Madrid,

laa som en Sygdoms Teint paa Husfacaden.

Som Vandet fra en druknet Kvindes langt henslængte Haar

drev Anelsen om Utugt paa de natteblanke Ruder,

og Husets Ansigt skalled af et krateragtigt Saar

i stivnet Smerte som hos syge Guder.

I Mørket vinked lyse Krads paa Husets Gadedør,

Urinen bredte sig som Blæk paa Trappestenens Flade,

og Hunden var forsvundet; men dens hæse Glam fra før

blev memoreret af den triste Gade.

Paa Stenen, som var døbt af Hunden, døbt i Blasfemi,

i Dybet af det usle sad en Tigger med sin Fløjte

og rensed Mørket om sig med en Draabemelodi

af spinkel og af draabeklinger Højde.

Og Fløjten sang: Jeg tror, der er en Øregang i Sten,

ja mange snævre Gange ind til Stenens mørke Hjærne,

og naar de ikke lukkes af de travle Støvleben,

af Folk i Huset, lytter Stenen gærne.

Og bag de blanke Ruder ligger Natten som en Tragt,

der stemmes ind mod Glasset af det Noget, der vil høre.

En falmet Divan og en Stol med Glædespigens Dragt

og Vifte lytter med et haarfint Øre.

Det andagtsfulde Mørke er som hældet mod mit Spil,

og tunghørt hænger Himmelen i Skyer over Byen.

Det er et klumpet Øre, Gud opmærksomt lægger til.

Jeg aner en Konkyljegang i Skyen.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * 

 

 30. Stenen Azabache.

Jeg vilde være flygtet forbi Burgos og ud af Spanien, flygtet fra Forvandlingen; men jeg forfejlede Eksprestoget, og da det Bumletog, jeg havnede i, blev holdende for længe paa Burgos' Station, blev jeg utaalmodig, greb min Kuffert

og steg ud.

Det var blevet bitterligt koldt. Folk var blaa i Ansigterne, skønt de gik i sorte, tunge Klæder med rødstribede Tæpper hængende over Skulderen. De store, spanske Næser lyste fordrukkent under de stramme Baskerhuer; men det var Kulde, Kulde.

Næppe havde jeg gaaet paa Gaderne med de tunge Glaskarnapper og med Buegangene en Time, førend jeg rystede over hele Kroppen og hakkede Tænder. Feberen sprang ud som Blomster, jeg siger Blomster, for de gule Husfacader fik et stærkere og blomsteragtigt Skær af blegrødt.

Den gotiske Katedral vilde jeg se, skønt jeg følte jeg var syg.

Den laa støttet op mod en Skraaning, og heroppe kunde jeg staa lænet mod et Brystværn og stirre ned over dens tre Porte, dens Vinduesrose og den lille Plads med de ensomme Træer, saadan som jeg kendte Katedralen fra Fotografier. De to Taarne rejste sig som Kræmmerhuse af Kniplinger, og blaa Himmel og luftige Skygger spillede ind i de sirligt udskaarne Aabninger, de var en Del af Arkitekturen, Luften var blevet haandgribelig og Stenen saa tynd som nøgne Kviste og Taarnene som kegleformede Vinterkroner, graa og glødende.

Det var min Feber, der laa over Katedralen som et Solfaldsskær, ikke som Blodtaage, men som et Net af Blodaarer inde i de graa Sten, saa Katedralen stod med undseelig Ungpigerødme mod den isnende blaa Septemberhimmel, levende, næsten aandende.

Som en nedbrudt Mand, der opbød sin sidste Energi for endnu en Gang at se, kun at se, sneg jeg mig ind ad Døren. Dette Syn vilde jeg tage med mig sammen med alle mit Livs Drømmesyner, om jeg saa skulde dø. Jeg sneglede mig langs Væggen derinde i det lyse, mangfoldige Kirkerum, der som en Skov skiftede Karakter for hvert Skridt, jeg tog, og jeg søgte et Centrum, som man under Skovens Løv leder efter Himlen, jeg søgte efter et Mønster, som jeg vilde være i Stand til at huske trods Stenens Bevægelighed, skønt det vilde være ligesaa forgæves som at mindes en Trækrone, man stirrer op i.

Det var Angsten for al Tings Forflygtigelse, der havde grebet mig, Angsten for Stenens Uro, og hvorfor forlangte jeg Daare mere Stabilitet af en Sten end af rindende Vand, end af Trafikken paa Gader, end af Trækroner i Blæst. Længe saa jeg op paa Loftets Stjærnehvælving, jeg lukkede Øjnene for at lade Mindet om den synke ned i mit feberhede Indre, og den tegnede sig ogsaa derinde med glødende Linjer, som havde jeg for længe set paa en Lysreklame; men hvor er Linjerne nu, ligger de ikke som en Bunke sammenskubbede Kviste i min Erindring? Hvorfor vil jeg se og se og se og stadig gribes af Smerte over min Hukommelses Utilstrækkelighed? Hvorfor vil jeg forøge min Smerte ved at rejse?

En klirrende Lyd fik mig til at fare sammen. Den var saa kold, saa kold. Sakristanen nærmede sig mig med et tungt Nøgleknippe i Haanden og smilede venligt. En Præst i sort, som fulgte ham, havde det samme menneskelige Smil. Den katolske Kirkes hovmodige Tjenere havde ikke forvænt mig med det; men de misforstod vel sagtens mit fjærne, syge Blik, de troede maaske jeg var en ekstatisk begejstret.

Uden at jeg havde bedt om det, aabnede Sakristanen alle de lyse Kapeller for mig, og da jeg distrait - jeg tænkte nu mere paa Feber end paa Katedral - lod Haanden glide hen over en ligegyldig Sarkofag, for at støtte mig, for i min Angst at føle noget haardt, noget virkeligt, begyndte han at tale om Marmorets Kvalitet. Han vilde glæde mig med Saglighed, men gjorde mig blot dobbelt bedrøvet, for hvad ved jeg om Marmor.

Jeg vilde dog ikke skuffe ham. Han var jo saa mild, fordi jeg ikke var en overfladisk Turist. Men hvordan skulde jeg gengælde ham for hans Mildhed? Spansk kunde jeg ikke. Jeg kunde kun ofre en lille Pantomime paa ham, jeg kunde optræde som en sagkyndig blind, en sagkyndig Søvngænger, jeg kunde lade mine Hænder lege med Stenene, sætte Neglene i Træfigurerne, banke paa Marmoret med en kroget Finger og tegne Linjerne paa Reliefferne efter i Luften, som om jeg var dybt hensunket.

Undertiden maatte jeg se paa ham, fjærnt og upersonligt, som gennem Øjnene paa en Maske.

Men hvor blev jeg slæbt rundt af denne Venlighed! Hvor blev jeg pint! Benene rystede under mig, og enhver Belysningsforandring jog igennem mig som en Kuldegysning. Naturligvis skulde jeg se det tilstødende Kloster med de vidunderlige Buegange, og naturligvis skulde jeg ind i de nøgne Stenrum, hvor Cids Pengekiste hang højt oppe paa Væggen, jeg skulde lægge Mærke til de bedste af de gamle Malerier derinde, ja helst sige nogle spanske Ord om dem. Men hvad ved jeg om Malerier?

Sakristanen skulde dog have en lykkelig Dag ud af det, for da vi kom ind i Kirken igen, traadte en høj, mørkhaaret Herre hen til ham, og de talte ivrigt sammen. Den høje Herre havde et bevægeligt fransk Ansigt med kort Overskæg, og intet af den spanske Træghed fandtes i hans Minespil. Han virkede klart og gennemskueligt. Undertiden saa de begge i Retning af hvor jeg stod.

Endelig traadte Sakristanen hen til mig, som om han havde en Foræring. Den høje Herre havde nemlig en ministeriel Tilladelse til at se Katedralens Skat, som desværre var saa lille, fordi Franskmændene i sin Tid havde plyndret Kirken. Om jeg saa ikke ogsaa vilde se den? Jeg bukkede dybt og fortvivlet. Jeg vilde helst ud af Kirken, ud af Spanien, ud.

Inde i Sakristiet blev vi anbragt ved et Træbord, og vimaatte endelig sætte os mageligt til Rette paa Straasæderne og lade, som om vi var hjemme. Her var hyggeligt som i en Tredje Klasses Ventesal.

Imidlertid gik Sakristanen og puslede. Smaafløjtende tørrede han Støvet af Bordet, og med en hemmelighedsfuld Mine forhalede han vor Utaalmodighed, medens vi flyttede os frem og tilbage paa det knudrede Straafletværk.

Men endelig gik han da hen og aabnede et stort Skab. Hvad han tog ud, kunde jeg ikke se. Han skjulte det og skærmede det som et lille Barn. Først da han havde stillet det paa Bordet, tæt foran os, saa vi en uformelig Tingest, indhyllet i en Tøjhætte, som han langsomt og værdigt løftede.

Se, det var et lille Elfenbensalter, gammelt og gult, varmt i Farven af Ælde. Det var det gode Elfenben, der er omgivet af en brunlig Klarhed, saa at man ligesom kan se ind i det. Guds Moder med Barnet støttede sig op ad en Baggrund af blaat.

Eksperten tog det i sin Haand, og han talte venligt om det, saa at Sakristanen, som støttede sin vældige Krop mod Bordet, kunde fyldes med Varme. Han blev synligt bredere paa sine Kostbarheders Vegne.

Til mig sagde Eksperten: "Det er Florentinerarbejde. Det kan jeg se paa den blaa Farve."

Nye, mærkelige Figurer hobede sig imidlertid op paa vort Bord, alle sammen indhyllet i Tøj saa det lignede et mørkt Bjærglandskab.

"Det er godt at vise saadanne Ting frem til Folk, som kan lide dem. Ellers kommer her kun Amerikanere, og de trækker bare paa Skulderen. Ikke andet, siger de."

Det var den melankolske Prædiken, Sakristanen holdt for os, mens han afslørede et Bæger af Guld, forsiret med Perler. Han holdt det op i Vejret og lod det blinke og vendte saa Bunden i Vejret paa det, for at ryste en cirkelrund Plade af Guld ud paa Bordet. Den skulde vi endelig føle paa. Vi skulde mærke det ædle Metals lækre Smidighed under vore Fingre. Vi skulde vide, hvad Guld var.

Men i mine hede Hænder isnede det. Det var for stærkt for min Feber. Hele Katedralens Kulde var stofliggjort i denne farlige Ting, der var ond imod mig som Septemberhimlen derude, som Klimaet i Burgos.Jeg frøs og lagde det hurtigt fra mig.

En Guldkaravel med Taarne og i Midten, hvor Dækket skulde være, et udhamret Laag med Adam og Eva, der jages ud af Paradisets Have, var det næste, vi fik i vore Hænder. Vi sad som i en Antikvitetshandel, og den prikkende Ejendomsfornemmelse kom op i os, fordi vi kunde tage Kostbarheden, føle paa den og veje den. Pragt har jeg set, langt større Pragt; men jeg har aldrig før haft den frit foran mig paa et Bord.

Med eet blev jeg skinsyg paa Eksperten. Her sad jeg og blev fortumlet i Hovedet. Han kunde derimod tage et nyt lille Alter, vende og dreje det i Lyset, saa et metalisk Skær glimtede i de grønne og blaa Farver, og sætte det beroliget fra sig.

"De Farver har kun Spaniere kunnet fremstille. Det er ægte spansk Arbejde."

Hans Begejstring gik ad sikrere Baner end min. Hans Glæde over en Monstrans med indlagt farvet Elfenben var sagligt underbygget. Han havde besøgt de fleste Domkirker i Europa, men aldrig, aldrig set en Monstrans med malet Elfenben, og han holdt Sjældenheden ud fra sig i en ulyrisk Henrykkelse. Jeg kunde kun spille Komedie og kaotisk tænke: Pragt, Pragt.

Det var med Vemod, jeg tog en Madonna af sort Sten i Haanden. Den lignede størknet Beg.

"Ogsaa den er spansk," fik jeg at vide. "Den sorte Sten findes kun eet Sted oppe i Galicia. Vi kalder den Azabache."

Hvad ved jeg om Azabache?

Jeg ønskede mig et Øjeblik Sagkundskabens Naadegave. Den vilde kunne forjage alle lyriske Taager. Saa kunde jeg rejse tilbage den samme Rute gennem Spanien, saa kunde jeg som sagkyndig gaa til Tyrefægtning og opleve Variationerne klart, saa kunde jeg som sagkyndig gaa i Katedralerne og forstaa Detaillerne. Det vilde blive et nyt Spanien, og maaske et dybere.

Men jeg havde Feberen og Frygten for Forvandlingen i mig. Jeg maatte flygte.

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER