Gå til TEKSTER  

 

Martin A. Hansen

LØGNEREN

- Udgivet 1950

fra Mindeudgave Bind 8. 1961 

 

 

 

 1.

Trettende Marts. Det er taaget.

Natanael, jeg har faaet Lyst til at fortælle dig noget. Lidt løst og fast. Eller jeg har bare Brug for En at tale lidt med. Meget har jeg jo ikke at fortælle.

Det er trettende Marts, Natanael. Og Fredag.

Det er Taage udenfor. Det er tidligt paa Eftermiddagen, men det er saa mørkt, at jeg knap kan se, hvad jeg her sidder og skriver i min Stue. Naa-ja, det betyder jo heller ikke noget.

Trettende Marts. Taage.

Vi har haft Taage før, mens Isen har ligget omkring Øen. Men ikke denne milde og vaade Taage, Natanael.

Jeg var oppe i Morges, før det lysnede, og saa at Taagen var sat ind over Øen i Løbet af Natten. Træerne staar ude i Haven og bliver kulsorte i Barken. Men jeg kan næsten ikke skimte mine Graner bag i Haven.

Er det da Foraar? Ramme Alvor? Bank under Bordet.

Er det nu Foraar, da vil der blive Uro i Hjerterne paa Sandø, det er jeg bange for, Natanael.

Her findes Hjerter nok,

her findes ti for eet,

En Hjertens Hjerte-Flok,

var hvert især kun kierligt!

Men om jeg tænker sligt,

var alt mit Spil forseet,

Thi Hjerter nie er falsk,

naar Hjerter Es er ærligt.

Min Ven, pas Hjertet bort,

betænk hvad tit er skeet.

Der spilled mangen een

i Hjerter og blev Beet.

Ja, saadan formaner Ambrosius Stub.

Trettende Marts. Og en Taage saa tyk, at man kan røre i den med en Slev, skjuler helt Sandø. Naa, Øen er ogsaa kun en halv Mil paa den lange Led og en Fjerdingvej paa den korte. Men Taagen dækker ogsaa Isen, der ligger milevidt ud omkring Øen. Isen har lukket os inde imed os selv i fyrretyve Aar. I fyrretyve Aar.

Tja, et Menneske kan maaske ogsaa være saadan en Ø.

Det drypper fra Taget, og Draaberne blinker herind. Saa! Der er sandelig en Flok Graaspurve, der fejrer en Forlovelse ude i en af Buskene, det er et godt Tegn. Syv-ni-tretten!

Men det er saa mørkt herinde, havde jeg nær sagt, at man ikke kan se, hvad man selv siger. Jeg sidder jo og skriver, Natanael. I et nyt Kollegiehæfte. Skriver, hvad der falder En ind. Men det kan godt være, jeg i Virkeligheden sidder og snakker højt for mig selv. Det er en Vane man faar. Jeg lægger ikke selv Mærke til det, uden naar jeg hører noget banke blødt mod Væggen ovre ved Kakkelovnen. Det er Pigro, der ligger i sin Kasse og slaar med Halen. Hunden kikker op paa mig. Jaja, saa har man igen snakket højt med sig selv.

Jeg gav Børnene lidt før fri fra Skole i Dag. Det var Taagens Skyld. De kunde ikke være i Ro et Øjeblik. Og hvordan har vi voksne det? I har fri, ud med jer! Det er Foraar nu!

Bank hellere under Bordet.

Naaja, Tøvejr er det da. Det drypper og siver og pusler udenfor. Og langt nede fra Stranden kan jeg høre Ungerne skrige og juble. Hør!

Men er det nu Alvor med Foraaret, da bliver der en Masse Ulejlighed her paa Sandø. Verden er et Flyvesand, Sandet blinder vort Øje. Foraaret er lutter Ulejlighed. Naar Isen bryder, og Søen bliver aaben, da sker der nok et eller andet. Da faar du nok noget at tænke paa, Annemari. Saa rejser denne Ingeniør, Aleksander, og hvad saa, Annemari? Saa kommer Oluf nok hjem, og hvad saa, Annemari?

Men alt det kommer ikke mig ved. Det vedkommer ikke os to, vel Pigro. Nej, vi venter paa Sneppen, Pigro. Vi venter paa Trækfuglene. Vi er selv Trækfugle.

Kan du høre, Hund, hvor Børnene skriger og skriger nede ved Stranden. Det lyder virkelig som Fugletrækket. De danser vel paa Isen, eller hvad gør de, Børnene? Jeg har advaret dem mod Isen og Vaagerne.

Nej, ser du, Natanael, man opdager jo, at man ikke fortæller saa godt for sine Vægge her i Stuerne eller for Bogreolerne eller for Støvet paa Bordet. Ikke engang for Pigro. Skønt Pigro er en sjælden Hund. Herregud, du er jo snart en ældre Hund, Pigro, og vi kan vel ikke følges saa mange Aar endnu. Men jeg har aldrig set bedre Sneppehund. Jeg haaber, vi mødes hinsides og kommer paa Jagt sammen, Pigro.

Men Natanael, jeg fik alligevel Brug for dig. Til at høre paa. Ja, jeg ved jo ikke hvem du er. Jeg kalder dig bare Natanael. Du ved, at det hed om Natanael: Han er et Menneske uden Svig. Jeg tænker mig, at du ikke er saa klog og rusten i Sjælen som jeg. Jeg er i hvert Fald lige saa traurig som den Tid jeg lever i. Men jeg tænker mig, at du er aaben og uden Svig. Jeg forestiller mig dig som en Ungdomsven, jeg kunde have truffet og faaet, men aldrig traf. Og at du ikke er blevet ældre. Ja, jeg har haft Venner engang. Men kommer man til at sidde mange Aar paa en Ø, da bliver man glemt, Natanael. Naturligvis.

Saa maa jeg vel præsentere mig. Jeg er Gud bedre mig stadig Skolelærer paa Sandø, som er et Muldvarpeskud i Havet. Pebersvend og snart lidt tyndhaaret. Mit Navn er Johannes Vig. Sig ikke det Navn for hurtigt, Natanael. Johannes Vig.

Stort har jeg ikke at fortælle dig. Jeg har paa Fornemmelsen, at der nu vil blive en Del Ulejlighed paa Sandø. At der vil indtræffe noget. Jeg vil hellere sige indtræffe end hænde. Ja, Øen er saa lille. Et Muldvarpeskud i den blaa Mark. Herregud, hvad er det mod den store Verdens Spørgsmaal? Ingenting, nej. Men hvor store er den store Verdens Spørgsmaal set fra Orions Bælte, Natanael?

Vist har ogsaa jeg grubliseret over den store Verdens Spørgsmaal, over Kulturen, Natanael. Jeg tror, jeg har en Smule Forstand. Men jeg tror ogsaa, at du sagtens kan undvære mine Tanker derom, min Ven.

Hør, hvor de hyler! De skulde nu passe paa. Der kan være kommet nye Vaager i Isen. Jeg burde nok gaa derned.

Det er altsaa Foraar. Syv-ni-tretten! Jaja, det bliver i alt Fald Foraar. Hvad saa? Saa rejser denne Ingeniør Aleksander, og hvad saa, Annemari? Saa kommer Oluf vel hjem, og hvad saa, Annemari? Men det er ikke noget, vi to skal tage os af, Pigro, vi to skal bare vente paa Sneppen.

Hør! Ja, jeg burde nok gaa ned og se efter Børnene.

I Gaar var der nu ingenting at se paa Isen. Ingen nye Vaager. Henad Aften var jeg ude paa Isen og havde Pigro og Bøssen med. Havisen var skrubben og aaben i Porerne, men det har den været længe Det eneste var at Isen svedte mere. Jeg var ovre ved de store Vaager i Nordvest. Jeg vilde se, om man kunde komme en Knortegaas paa Skudhold. Der har været Knortegæs mellem de andre Havfugle snart et Par Uger. Jaja, jeg vilde ikke skyde. De arme Vinterfugle er jo ikke fredede. Og de er magre og elendige nu, efter at Havet har været lukket i seks Uger. Man har let kunnet komme Fuglene paa Skud, Edderfugle, Alke, Tejster, Skalleslugere, Troldænder. Og flere til. Men der er ikke noget ved det. Jeg tager Drillingen med for det Tilfælde, man skulde se Sæler.

Hærskarerne bruste op af Vaagen. Jeg talte ni Graagæs. Saa er her altsaa allerede Graagæs! Jeg dryssede lidt Korn paa Iskanten og smed Brødstumper i Vandet. Dykænderne vil kun tage det i Vandet, men de andre Fugle maa lære Sortænder, Troldænder, Havlitter at tage Brød. Man kan staa og følge det i Kikkert.

Ja, Natanael. Jeg tog dig gerne med et Par Dage. Man faar nok lidt Gigt af at blive vaad paa Strandjagter og ligge i Isskjul, men har du lært at forstaa Jordens flygtige Liv der hurtigt er borte, men er af samme Stof som vor Sjæl? Blomstens, Græsstraaets flygtige Levned, kender du det? Har du set en stor vild Fugl i øjet, mens du sigter over Kornet, Natanael? Vildgaasens Øje. Da vil du vide, at hun er en Flygtning som kommer fra dit eget Hjerte.

Nej, jeg kommer til at gaa ned at se efter de Børn.

Men jeg sidder og venter paa, at Annemari skal komme med Kaffe. Hun vilde selv komme sagde hun i Morges. Hun havde noget hun skulde snakke med mig om. Sese.

Men se om hun kommer. Det er langt over Tiden.

Maaske jeg heller ikke er saa opsat paa at hun skal komme. Naar hun altsaa har et eller andet bestemt, hun vil snakke om. Det betyder Ulejlighed, det ved man. Naar Folk her paa Øen siger til En: Jeg har for Resten noget, jeg gerne vil snakke med dig om, Skolelærer! saa ved man Besked. Det betyder Urede. Noget man skal gruble over og ligge vaagen over, skønt det ikke kommer En ved. Menneskers Sind er som uredt Garn. De kommer med deres Knylder, man aner jo ikke hvor man skal begynde, og hvor man skal ende.

Naa, jeg faar tit Ulejlighed, men jeg tager det vel ikke saa højtideligt, Natanael. Siger helst, hvad der er nemmest at sige. Maaske man føler sig som en Person paa en Rejse, han er staaet af et Øjeblik ved en Station, og nu kommer de styrtende og spørger om dit og dat, men Personen er paa Rejse, han har Tankerne andetsteds og kan dog ikke tage det saa højtideligt.

Nu kan man overhovedet ikke se Granerne bag i Haven. De dejlige Graner, som frier En for at se den ensformige Ø og det ensformige Hav, naar man sidder her i sin egen Stue.

Og hør! Nu kommer der ikke en Lyd nede fra Isen. Bare dryp, dryp, Draaberne fra Taget.

Jeg er klar over nu, det er lidt siden, de holdt op med at skrige. Det var underligt. Kan der være sket noget? Sludder og Vrøvl. De er bare gaaet hjem. Nej, Pigro, bliv du bare liggende!

Jeg sidder i Halvmørke og skriver i et nyt Kollegiehæfte, Natanael, Dufter fint, Papiret. Har ligget hele Vinteren. I Efteraaret, da jeg var en Tur ovre i Byen, paa Fastlandet, købte jeg nogle Hæfter. Jeg skulde blot have et Par Stykker, for jeg bruger ikke flere om Aaret. Naa, jeg købte tyve fine Kollegiehæfter. Saadan er man. Jeg tænkte paa de lange Vinteraftener her alene. Men Hæfterne har ligget og duftet hele Vinteren, og ikke før i Dag er jeg begyndt paa det første.

Lige foran paa Hylden, saa jeg altid kan se dem, staar en Række Kollegiehæfter der i Tidens Løb er skrevet fulde. Ogsaa en Snes Stykker. Blækket bleges i dem. Bindet gulner. Jeg rører dem aldrig, det kunde skam ikke falde mig ind at kigge i dem. For Resten staar der meget hæderligt i dem. Jeg har noteret meget om Sandøs Fiskeri, om Vejret, Planter, Fugle.

Nej, der kan være sket noget. Vaagerne! De tier stille. Pigro, op med dig! Vi maa af Sted.

Pigro, ikke saa skør! Denne Vej gennem Køkkenet. Vi maa have et Par Krummer med til Ænderne.

Sese! Det bliver helt af sig selv til en Novelle, det her.

Der staar skam Kaffen paa Køkkenbordet. Kold! Annemari har været her. Og kom ikke ind til mig. Du havde ellers et Ærinde, Annemari? Jaja, du har saa meget at gøre nu. Du er en Dido, der maa holde fast paa sin Æneas, denne her Ingeniør. Men nu rejser Ingeniøren vel, og hvad saa, Annemari? Og nu kommer din Kæreste Oluf hjem, og hvad saa, Annemari?

Der er sandelig Erantis i Haven. Under Pæretræet. De overfalder En, saa pludselig de staar der. To - tre - fire! Breder det grønne Skørt ud og nejer. Velkommen, Erantis, vi hører tilsammen vi.

Denne Vej her, ned over Markerne, Pigro.

Bare der ikke er hændt noget! Sludder og Vrøvl.

Naa, nu er der nogen Unger, der skriger igen, længere omme ved Ladepladsen. Vi maa alligevel gaa ned og se til dem, Pigro.

Jeg blev svedt af det, tror jeg. Helt svedt.

Jaja, man bliver jo varm af at gaa i Pløjejorden og denne Taage. Det er min Salighed mildt. Man faar dobbelt saa store Støvler af at gaa i Jorden, saa fed den er. Der er kun lidt Sne i Bunden af Furerne. Læg Mærke til den Sne, Pigro. Ligner den ikke en Hunds daarlige Samvittighed?

Her er Vejen. Med store Pytter. De har ikke noget at spejle. Andet end Taage. Man gaar næsten lydløst i sine store Muldstøvler. Sjip, sjip, siger det bare. Ene i Verden.

Pigro sjapper af Sted i Grøften, sprøjter om sig. Den lange Pels krøller paa ham, og Viftehalen gaar. God Jagthund, fin Standhund. Gordon Setter, men ikke helt ren. Pigro er sort nok, dyndsort paa Hoved og Ryg, men arme Mand, du har kun een lys Plet paa Bryst og Hals, du burde have to.

Hej, han jog noget op. En Lærke? Pokker tro det. Tys! Jo, den lod sig høre et Sted henne i Taagen. Ægte nok. Ja, Lærkelil, kald paa Søndenvinden.

Hvad saa, Annemari?

Naaja, man skal ikke stole hverken paa Lærke eller Erantis eller Fornemmelser. Vinteren er en gammel Kæmpe og kan komme igen. Det var maaske bedst. Ærlig talt. Foraar, det betyder Staahej i Sjælene. Foraar, saa skal maaske en af vore gamle sige Farvel. Foraar, det er Urede og Ulejlighed.

Vi kunde udmærket have ventet. Jo, det begynder at knibe med Varer hos Købmand Høst. Af Drikkevarer er det de daarlige, han har igen, det ved jeg. Men det gik endda. Aviser? Savner dem ikke. Breve? Det er kun Ulejlighed. Jeg faar ingen Breve alligevel. Sandøs Degn er glemt af alle, han engang kendte.

Tys! Pigro har taget Stand. Smuk, stram Stand. Fint, fint, gamle Ven. Vi to kan, Pigro, vi to kan. Stille. Man kan høre, naar et vissent Straa slipper en Draabe og retter sig op. Det er lige indenfor i Lyngen.

Avancer.

Bllullull!

To Agerhøns. Borte i Taagen. Her staar man flov med Kæppen svunget til Kasteskud. Foraar, Pigro, Foraar!

Hønsene staar i Par nu.

Der er ingen Børn hverken ved den mørke Gravhøj eller Hestediget. Man kan se et Stykke ud over den jordslagne Havis. Der staar meget Overfladevand og sortner nu. Men her er ingen.

Vi følger Diget. Fra de gamle Bynker drysser lange Perlehalsbaand ned over Pigro. Nu kan man lugte Brænderøg og Tjære. Det blusser rødt fremme i Taagen. Der er Folk omkring Ilden, sorte Skikkelser. Robert og Sønnerne har Fyr under Tjærekedlen og koger Garn. Damp og Røg vælder op i Taagen, og se hvor det sitrer i den hede Luft over Kedlen. Mændene skinner af Tjære. Festligt. Og her sværmer hele Flokken af Unger. De er i gode Hænder.

Tys ... Pigro, vi lister af. Vi gaar hellere en Tur ud i Sandbjergene. Kom saa da. Naa, du vil absolut op til lille Tom. Jajada, vi gaar op til lille Tom.

I Butikken hos Købmand Høst er der stopfuldt. Bare Mandfolk. Fiskere og Tran, Husmænd og Læder, Spegesild, Ost, vaadt Uldtøj og Tobaksrøg, det er en god Blanding. Du almægtige, hvor Snakken gaar. Om Taage og Vaar og Vaar og Taage.

Den halvdøve Købmand Høst og Medhjælperen ekspederer. Annemari ser man ikke. Men lille Tom er der. Pigro apporterer ham inde bag Disken. Davs, lille Tom! Kan du komme frem mellem Buksebenene? Gnasker Bolsjer naturligvis, saadan ødelægger Morfaderen ham. Nu skal du høre, Tom! Jeg sidder paa Sækken, du sidder her paa Knæet. Jo, Pigro og jeg saa to Agerhøns før. Naar de nu faar Kyllinger, skal vi tre prøve at finde dem. Du skulde bare se, naar de gamle Høns kurer de smaa. Naar det regner eller er koldt, gemmer alle Kyllingerne sig under de to Høns, og saa ser det ud, som om Fatter og Mutter sejler og vipper og gynger paa en Bølge af Kyllinger.

Nu kom skam Annemari.

Hun har ikke Øje for os heromme. Mandfolkefronten faar et Nik til Deling. Meget sødt og kostbart Nik. Hun gaar forbi med nedslagne Øjne. Annemari har sandelig øjenvipper, buede og sorte. Og set fra Siden er hun jo et Barn, Annemari. Skønt Mor til Tom her. Dog, hvad hendes Sweater strammer om, det er Kvinde om noget er. Sandøs Rose. Sese, Annemari har Skibukser paa. Hvorfor kommer hun aldrig saadan over hos mig? Hør, du er for vissen i Toppen, Skolelærer. Og Annemaris Kinder er saa røde, ikke af Vejret, men nok af Leg og Latter i en varm Stue. Skal vi gætte paa, at hun har en Gæst derinde? En Cigaret yndefuldt mellem to Fingre, der er pænt gule. Du har faaet smukke gule Fingre paa det sidste, Annemari, jeg har set det. Og mon du ikke har set megen Film, sidst du boede ovre i Byen? De Bevægelser dér, Trinene op ad den lille Stige, nu du strækker dig op til Hylden efter flere Cigaretter, med en køn Ende til alt Mandfolk, jo, det er Film, min Pige. Hør, du er for tør i Toppen, Degn!

Annemari er gaaet.

Annemari, hun er prima, siger en.

Annemari, hun er en Sneppe, siger en anden.

Købmanden er halvdøv, ham bryder de sig ikke om.

Vil du med hjem en Tur, lille Tom? siger jeg højt. Saa forstummer Mandfolkene smilende. Men Tom vil ikke med i Dag, før jeg til min Skam lokker ham med Bolsjer. Udenfor bliver Pigro helt tosset, danser i Sjappet og slikker den lille. I Dag kan Tom ikke taale det, han hyler, han vil hjem til Mor og Insenøren. Naa, lille Tom er glad for Insenøren? Ihja, uhja! Og saa maa Tom jo have sin Vilje.

Hør, Pigro, du maa passe bedre paa en anden Gang! Jaja, jeg indrømmer at Mennesker er indviklede.

Dagen gaar omsider. Det mørkner.

Det frisker lidt derude. Jeg sidder i Mørke og kikker ud. Taagerne rejser forbi Ruderne som et Folk af Genfærd.

Annemari kommer selv med Maden til mig.

Er du her Johannes? staar hun i Døren og siger.

Jeg venter lidt, beholder Stemmen i øret lidt. Nej, siger jeg saa.

Jeg tænder og ruller ned.

Annemari sætter sig ved Bordet overfor. Jeg er saa vant til at spise alene, at jeg undertiden kan finde det ublufærdigt at gøre det i andres Paasyn. Saadan har Uglerne det. Men det gør ikke noget med Annemari. Jeg spiser, hun tier. Hun kan sætte sig saa naturligt i éns Stue og tie stille.

Annemari har sorte øjenvipper, hybenrød Mund, rødt Koralhalsbaand, mosgrøn Bluse. Lyder det ikke godt, ser det dog ikke ilde ud. Nu er hun i Skørt.

Hun sidder og brækker paa et af mine Penneskafter. Et tyndt gammelt Penneskaft. Grimt, men næsten helligt. Jeg giver det aldrig bort, men maaske jeg vil testamentere det bort. Bræk det bare, min Pige, tænker jeg. Saa tænder jeg op med Penneskaftet i Morgen. Eller planter Stumpen i en Urtepotte. Faar det saa Blade og Blomster, staar der nok noget sandt i Kollegiehæfterne.

Du kommer da til Dansen Søndag Aften? sagde hun.

Naa, skal I danse.

Søndag holder de Foraarsfesten paa Næsgaard. Du har engang lovet, du vilde danse en hel Nat med mig, Johannes.

For sent, for sent, Annemari. Jeg er for vissen i Toppen.

Du spøger. Du skulde gaa med. Og saa ...

Hvad saa, Annemari?

Naanej ... jo, saa kunde du lære Harry at kende. Du vil synes om ham, det tror jeg. Han rejser jo snart.

Naa, det er Harry, den Ingeniør hedder? Her har jeg gaaet og kaldt ham for Aleksander.

Hvorfor har du kaldt ham Aleksander?

Ja, hvordan gaar det til, min Pige. Men da har du jo en at danse med!

Jeg tror, du vil synes om Harry, Johannes.

Det tvivler jeg ikke et Øjeblik om, sagde jeg, men sig mig, du danser ikke bort over Sø og Land?

Sig rent ud hvad du mener! sagde hun og saa paa mig med en Gnist i hvert Øje, Annemari var ikke farveløs, du mener, at jeg danser bort med Ingeniøren. Med Harry. Det er det, du mener!

Saa frodig har min Fantasi ikke været, min Pige. Men danser du over paa Fastlandet, da maa du hilse Oluf fra mig.

Hun kastede Penneskaftet fra sig og udbrød: Det var underlig sagt!

Aaja, var det underligt? Naar jeg kan komme til det, sender jeg Oluf en Hilsen. Han er jo min Ven. Maaske man er den eneste, han har. Næst efter dig naturligvis.

Stilhed. Hvad var det? Jovist, er der en Flue henne hos Pigro. Nu snapper han efter den i Halvsøvne.

Kan du høre, der er en Flue? sagde hun.

Nej, sagde jeg.

Du har engang kendt en Pige, du ikke kunde glemme, Johannes.

Har jeg sagt saadan noget, Annemari? Hvem kan det være. Aase maaske?

Det Navn har du aldrig sagt før.

Undskyld, man løber sur i det, Annemari. Forveksler nogen maaske. Det er et Par Dage siden. Menneskealdre siden.

Hende, for hvis Skyld du søgte herud paa Sandø?

Det var da for din Skyld, Annemari!

Du spøger altid. Mig kendte du ikke. Og jeg var bare seksten Aar.

Rygtet om Sandøs Rose naar vidt, min Pige, sagde jeg, jeg kom, jeg saa dig, og jeg var fortabt. Men ulykkeligt.

Hvorfor det?

Skolelæreren kunde vel ikke sværme med mindreaarige. Nej, den skal have den onde Lykke, den gode ikke kan faa. Jaja, saa kom du et Aars Tid efter og præsenterede Oluf.

Hvorfor løb du ikke bort med mig? Har du aldrig tænkt paa det?

Jeg har ikke tænkt paa stort andet. Vil du løbe bort med mig nu?

Lige nu? sagde hun, du spøger altid. Og med alting, Johannes.

Nej, jeg spøger faktisk aldrig, sagde jeg, men hvad var det, du vilde det Pigebarn, du talte om før? Birthe hed hun vist.

Der kan du se, sagde hun, sidst kaldte du hende Betty. Man skulde tro, det hele var opdigtet, Johannes.

Ja, det er det uheldige ved Opdigt, min Ven, sagde jeg, man kan aldrig holde Rede paa, hvad man sagde sidst. Det er galt med opdigtede Historier.

Jeg tror alligevel paa det, sagde hun, og hun ligefrem pløjede med Penneskaftet i mit Skriveunderlag, du fik engang en Halskæde af hende, sagde du.

Af Betty? har jeg fortalt det? sagde jeg, det lød mere sandsynligt, at jeg havde stjaalet den.

Laan mig den! sagde Annemari. Hun saa paa mig med et Par Øjne, der sandelig var ladet med skarpt.

Naa, du vil laane den?

Og have den paa til Dansen Søndag! sagde hun. Og hvor var hun katteskøn og skinnende.

Naaja, det var jo en god Idé.

Fluen summede igen. Saadan en burde man slaa ihjel. Den kan blive til Millioner. Hen paa Sommeren er Sandø stundom formørket af Fluer.

Jasaa! Laan mig den! sagde hun. Besynderligt. Jajada.

Saa maa man til at lede oppe og nede, hvor der nu kan være en Halskæde.

Den skulde være her i Skuffen. Men det ser ikke ud til det.

Har du set rigtigt efter, Johannes?

Den er her ikke. Men jeg skal gerne lede videre, min Pige.

Nej, saa vil jeg ikke have, du leder mere.

Mon ikke det regner nu? sagde jeg, det blæser vist ogsaa mere.

Nu er der ikke længe til! sagde hun. Saa frem for sig. Blikket glinsede.

Jeg følte over Bogreolen og sagde: Skal jeg læse lidt for dig i Aften?

Nej Tak, sagde hun.

Ja, det kuler derude, sagde jeg, da vi havde siddet lidt.

Enten har du løjet for mig, eller ogsaa vil du ikke laane mig den Kæde!

Saa har jeg nok løjet, Annemari, sagde jeg.

Nu maa jeg gaa, sagde hun.

Du har ogsaa været her længe sagde jeg, maaske du har Gæster hjemme.

Hun rystede paa Hovedet og saa tankefuld ud.

Det blæser op, sagde jeg, Isen bryder. Oluf kommer hjem.

Ti stille! skreg hun.

Denne Gang slyngede hun Penneskaftet mod Gulvet, saa Pennen bed sig fast i et Gulvbræt nær Pigro. Hunden laa med Kæben paa Kanten af sin Kasse og saa paa det dirrende Penneskaft.

Jeg nikkede og smilede til hende. Hun saa godt ud. Voldsom. Nyudsprungen.

Ti dog stille! sagde hun igen. Men ganske lavt.

Undskyld, mumlede hun saa. Gik rask ud og lod Døren staa efter sig. Jeg gik lidt efter ud paa Trappen og saa efter Annemari. Det blæste ikke saa meget, som man skulde tro inde. Al Sne var borte nu, Aftenen var meget mørk.

Jeg sad en Tid i Mørke i Stuen og saa ud paa det sorte Geled af Graner. Men det duede ikke. Jeg tændte og tog en svær Cognac. Der var kun tre-fire smaa Glas tilbage i Flasken. Min sidste. Og jeg var ved at faa en rastløs og søvnløs Periode, kunde jeg mærke. Ja, Pigro, man har megen Ulejlighed.

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * GÅ TIL FORSIDEN

 

 2.

Fjortende Marts. Lørdag Morgen.

Klokken er halv syv. Det er lyst. Jeg sidder her i Skolestuen, hvor jeg tændte op for en Times Tid siden. Der staar lidt sød Tørveos i Stuen, og nu kommer Varmen hen til mit Bord. Skolestuen er lun, den er ikke stor, fem gange godt syv Meter. Jeg har Lampen tændt, skønt der nu kommer meget Lys ind ad de to Sydvinduer, et blaasurt Lys. Gennem Vestvinduet kan jeg se Dagmaanen slukne i Skyerne over Nærbjerg.

Skolestuen er endnu temmelig mørk. Engang for nogle Aar siden fik jeg Rasmus Sandbjerg til at male de høje Paneler med Blomsterværk og Bundfarver i den Fortidssmag han havde arvet. Rasmus var da en meget gammel Mand og døde af Tilfredshed over dette Arbejde.

Jeg holder af at sidde i Skolestuen alene om Morgenen. Man bliver ligesom et lidt andet Menneske af at være her.

Hvad var det, jeg kaldte dig i Aftes? Natanael ja! Jeg maatte have en at fortælle for. Og saa tilkaldte jeg dig et eller andet Sted fra. Nu synes jeg, det er lidt besynderligt. Om Morgenen er man maaske heller ikke helt den samme som om Natten. Hvad ved jeg? Man er maaske heller ikke helt den samme, naar man sidder derinde mellem Bøgerne og Instrumenterne i sin egen Stue, hvor man gennem Vinduet ikke kan se andet end den tilgroede Have og de mørke dejlige Graner. Jeg mener, man bliver maaske lidt anderledes herinde i Skolestuen. Men hvad ved jeg? Jeg er bare en Smule forlegen over, hvad jeg vist nok sad og sagde til dig i Nat, Natanael. Jeg tror, jeg et Øjeblik forestillede mig, at du var min Søn. Narrestreger! Om jeg havde faaet en Søn, da kunde jeg have fortalt ham om Folkenes Historie, om Planterne, om Trækfuglene, om alle Jordens flygtige Ting, men aldrig om mig selv.

Naaja, nu sidder jeg og venter paa Børnene. De kommer først om et Par smaa Timer. Saa bliver her en Lugt af vaade Vanter, Fedtsværte og Spegepølse. Se dem nu for dig, Natanael. De er tretten i den store Klasse, som kommer nu. Seksten i den lille Klasse, der var her i Gaar. Tretten Smaamænd og Smaakvinder. Tretten besynderlige Skabninger. Ja, her sidder altsaa den fjortende.

Mener du ikke vi er besynderlige, Natanael? Jeg mener ikke bare sjæleligt. Men i det hele som Skabninger paa Jorderig. Har du aldrig til Bunds undret dig, Natanael, undret dig over de sære Muslingeskaller af Brusk et Menneske har paa Siden af Hovedet, ørerne? Eller se paa din Haand, Natanael. Bevæg Fingrene. Se rigtig paa den. Den er da besynderlig.

Jeg vil ikke noget dybsindigt og filosofisk med det, Natanael. Men en Gæst paa Jorden maa lære at forundre sig. Hvad skal jeg sige, naar jeg gaar blandt Blomsterne i Enge. Mine Ord vil ikke meget sige. Ja, har vi flygtige Sjæle blivende Sted andet end i de Øjeblikke, da man undres over det der er til? Naa, tænk nu ikke for meget over det, Natanael.

Jeg holder bare af at sidde om Morgenen, før Børnene kommer, og undres over et eller andet. Det er maaske en Slags Teknik. Jeg kalder det min Forundringstime. Og den kan være meget nyttig. Da sidder man lettere og faar smaa nyttige Ideer, smaa Paafund, der er gode for en Lærer.

Der er ingenting sket med Isen i Nat. Vinden løjede af over Midnat. Den var svag og stod i Nordvest, da Pigro og jeg hen paa Natten var en Tur ude i Sandbjergene. Luften var klar, Maanen oppe. Det har lige været Fuldmaane. Naar man stod oppe paa Bjerget havde man Øen under sig som et stort, mørkt Fartøj. Uden om laa Isen og skinnede som om der var Fosfor i den.

Der var Frost i Luften. Alligevel hørte man meget Skraal ude fra Fuglene. De kives i Vaagerne. Nogle Svaner flyttede og kom hen over Øen. Man hører denne Syngen, jym, jym, jym. En Flok Brunnakker hørte jeg ogsaa trække.

Jeg er igen blevet søvnløs. Det hjalp ikke, jeg tog de Glas Cognac. Og saa er det, man lister rundt som et Spøgelse paa den sovende Ø.

Naaja, jeg sad jo ogsaa i Nat og grublede lidt over, hvad Annemari vilde laane den Halskæde for. Hun kommer til mig og vil laane en Halskæde, et Smykke. Det kom hun for i Gaar. Ligner det nu Annemari at ville laane noget? Er hun ikke et temmelig stolt og prikkent Pigebarn? Det skulde jeg sandelig tro. Men hun vil laane en Halskæde og have den paa til Foraarsballet paa Næs i Morgen. Hvorfor? Tja! Maaske er denne Ingeniør med for sidste Gang i Morgen. For nu bryder Isen, og saa rejser Ingeniøren, og hvad saa, Annemari? Og saa kommer Oluf nok hjem, og hvad saa, Annemari?

Saa hidsig hun blev, Annemari, da jeg talte om Oluf, som hun dog er forlovet med, som dog er Far til lille Tom. Hun blev hidsig og slog Penneskaftet i Gulvet. Saa dejlig ud. Som en Vibehun der farer lige i Synet paa en. Hun har disse øjenfrynser, der er sorte og mærkelige.

Nej, hun vilde ikke høre om Oluf. Penneskaftet staar inde i Gulvet endnu, tror jeg. Jeg maa hellere faa det af Vejen, inden Margrete Baadebyggers kommer for at gøre lørdagsrent. Ellers vil Margrete skotte og skæve og tænke. Seseda!

Naa, jeg sad nu ikke i Nat og grublede saa meget over den Halskæde og det Pigebarn, Annemari. Jeg er ikke mere saa skør efter at løse Gaader og lave Forklaringer. Man bliver lidt ældre, man lærer at nyde Gaader som de er. Annemari er heldigvis somme Tider en af de smaa Gaader et Menneske maa træffe paa sin Vandring, en Ting at undres lidt over.

Jeg sov vel kun et Par Timer i Nat, men da Vækkeuret i Morges som sædvanlig ringede Klokken halv fem stod jeg straks op. Jeg tog en Dram paa fastende Hjerte, for man var som rustent Jern i Kroppen. Det hjalp. Det er maaske alligevel ikke saa godt. Men sine Klokkeslæt er man nødt til at passe med militærisk Orden. Ellers kommer ødelæggelsen en - to - tre.

Jeg var en Morgentur ude i Haven sammen med Pigro. Det var mørkt og lidt diset, og Rimen faldt. De smaa Erantis lignede Rokokofruer med Pudder i Haaret. Vi løb en rask Tur ned til Hestediget og hen mod Ladepladsen. Der var ikke andet end Rim og Is. Baadene ligger enten paa Land eller frosset inde ved Molen. Der var stille.

Der har været stille paa Øen de sidste fyrretyve Morgener. Man har ikke hørt Motordrønet fra Kutterne. Ja, der kom en ond Tysthed over Sandø, da Isen havde lagt sig om os. Der hændte jo ogsaa det med Erik og den unge Fyr han havde med sig. Den unge var ikke her fra Sandø. Det var en ung Dreng ovre fra Landet. Men for mig var det ikke nemmere at han var fremmed, for det blev jo mig der maatte ringe over til Land og fortælle, at han var blevet sprængt, og at vi ikke havde fundet nogen Rester, hverken af ham eller Erik.

Erik var den sidste og eneste der vovede sig ud med Kutteren, da Isen havde lukket Hovedstrømmen. Han vilde over til Byen, og han havde saamænd Ærinde med for flere af os. Og den unge vilde hjem. Det var mørkt og der var Frostrøg, da de gik ud den Morgen. Man kunde et Par Gange høre, at de laa derude og huggede sig fri. Siden hørte vi Motoren stik sønden for Øen, og det kunde ingen forstaa. Ved Titiden hørte vi det da. Det var saa Vinduerne skramlede her i Skolestuen, hvor jeg sad med Børnene. Ja, her var jo ogsaa to af Eriks Børn. Men det var da Eriks og Knægtens Farvel. De har vel prøvet at slippe ud af Ispakningen omme under Næbbet. Men der har saa Minen ligget og ventet. Eller hvordan det er gaaet til. De kom ikke selv og fortalte noget. Der blev bare fundet nogle Splinter og saa Skrueakslen, der var kastet op paa Revet Gysand.

Erik var vor bedste Mand paa Sandø. Jeg glemmer ikke, at det var Erik som var først til at gaa ud for at hjælpe, dengang det var galt med Oluf. Og med Niels. De var ogsaa to, da de vovede sig ud. Oluf og Niels kuldsejlede i haardt Vejr. Og Niels blev der. Oluf kom hjem. Han svømmede i Storm over en halv Mil, og det gik der meget Ry af. Man er nær ved at glemme, at Niels var med ved den Lejlighed, og at han satte Livet til. Niels var en stille Dreng. Du er saa stilfærdig i Mindet, man er nær ved at glemme dig.

Men Erik var først til at gaa ud dengang. For at hjælpe. Han lignede ikke en Viking, Erik, lille og sort. Altid forrest.

Det er altsaa ikke mere end en god Maaned siden, vi hørte Minen springe. Ja, Gud bedre det at man blev Degn her paa Sandø. Det var mig der skulde. Præsten fra Tulø kunde jo ikke komme. Men de havde altsaa kun fundet Akslen efter Erik og Drengen. Og saa kom Robert en Aftenstund. Robert er en før Person, tung og krokusblaa i det meste af Hovedet. Men fra midt i Panden og op er han hvid. Det skyldes Kasketten, som Robert ikke plejer at lægge hos mig heller. Men det gjorde han denne Gang. Da forstod jeg, at Robert tog Hatten af for sine egne alvorlige Tanker.

Du synes maaske, vi burde gøre lidt i Kirken? sagde jeg.

Ja, det er det vi har tænkt lidt paa, sagde Robert.

Det var i Mørkningen, og han blev der lidt. Uden at snakke. Jeg sad og tænkte: Det her har du oplevet før. En Mands nærmeste Fælle er blevet dræbt, og nu sidder han og vil gerne sige lidt mere, men kan ikke faa det gjort, og du hjælper ham ikke. Jeg huskede ikke om jeg virkelig havde oplevet det før, men jeg kom til at tænke paa Prædikerens Ord: Det, som har været, havde allerede været, og det, som skal ske, har allerede været, og Gud søger det, som er fordrevet.

Onsdag Klokken fire i Kirken, blev vi enige om.

Ja, du er det visne Blad, som Vinden driver med. Saa har Vinden da drevet dig op i Kirkens Korbue. Du staar i Korbuen og ser ned paa dem. Ansigterne er vendt imod dig. Blege Hoveder over mørke Stolerader. Rim skinner fra Kirkens jordslagne Mure. Annemari sidder rank paa Orgelbænken og stirrer i det urolige Lys som er tændt ved Koralbogen. Hun burde nu vende sig og se denne Vej, men hun gør det ikke. Der sidder Line, Eriks Enke. Og hendes tre Børn. De venter allesammen. Dødsstille i den klamme Kirke. Venter paa dig.

Men hvad har du at sige dem?

Jeg slukker Lampen i Skolestuen. Klokken er over halv otte. Jeg hørte Margrete Baadebyggers komme. Jeg har ikke faaet hentet Penneskaftet. Jajada.

Ja, jeg holder af at sidde i Skolestuen om Morgenen. Det skal være en god Dag, fin Dag, siger man da til sig selv. En overraskende Dag. Hvad skal man nu finde paa?

Jeg kan lide at finde paa et eller andet nyt om Morgenen. Til Børnene. Lidt overraskende at hænge op paa Væggen. Et nyt Billede. Men der maa gøres lidt, saa Forundringen vækkes. Da duer selv de kedsommeligste Billeder der fremstilles til Skolebrug. Man hænger saadan et Billede op med et Klæde foran, saa Billedet er skjult. Lader det hænge Dagen igennem saadan. Hvad da? Nogen kikker i Smug under Klædet. I Frikvarteret bliver det ordentlig studeret. Nu ser de det, og vi kan tale om det.

Eller der hænger en Dag en almindelig Brændesav i et Baand fra Loftet. Hænger uomtalt, til vi er modne for de Aartusinders Snilde og Erfaring der er i en Brændesav. Ruser, Garn, Plovjern, Hammelstøj, Gryder, Potter, det vandrer over Væggen her, tit først skjult under Klædet, til Forundringen er vakt over de almindelige Tings Skønheder som en Flygtning paa Jorden maa se.

Ja, Natanael, jeg er ikke fri for at skryde lidt ad de smaa Narrestreger.

Naa, jeg kan nu godt have mine Tvivl. Nu skal du høre.

Skolestuens nederste Ruder var kalkede, da jeg kom. Det forstyrrede min Forgænger, at Børnene rakte Hals og kikkede ud. Jeg vaskede Kalken af. Naturligvis kan det nu og da ogsaa forstyrre mig. Men jeg er ved at have den Tro, at de ikke kan se noget vigtigere end det, de kikker paa ud gennem Vinduerne her. Det er Landskabet, deres Erindring skal gro i. Men mon de ikke ser det, fordi de er nødt til at sidde herinde? Naar de leger udenfor ser de det ikke.

De to Vinduer vender mod Syd. Man ser ned over Bødvar Bjarkes Marker mod Hestediget, Højen og Stejlepladserne. Længere mod øst er Ladepladsen med Fyret, men vestover stiger Øen op mod den ensomme Banke i Syd, hvor Kirken ligger, og mod Nærbjerg og Møllebakken.

Men det er vel Havet de ser mest udover, ned mod Golø og Golø Kalv. Derude var det, Oluf og Niels kuldsejlede, og Niels blev der.

Ja, her sidder jeg og prøver at spinde dem ind i fine Traade, mens jeg er her. Jeg gør mit til, at de skal virkelig se og kende Øen, Jorder, Strande, Fugle, Blomster, alle flygtige Ting. Adskillige rejser bort. Og maaske Erindringen om Sandø piner dem lidt. Man sidder her, Natanael, og drypper fin Gift i dem. Og ens Magt holder længe. Men maaske det i vor Tid bare hemmer at have Rødder et Sted. Jeg spørger.

Tja, mon det skulde være gaaet saadan med Oluf og Annemari? Som purunge vilde de gerne bort. De havde en Tid store Planer. Ud vilde de. De blev alligevel hængende, Oluf er paa Fabrik ovre i Byen i Vinter. Men Oluf kommer hjem, saa snart Søen er aaben, det er sikkert. Han skal fiske lidt. Oluf skal hænge paa en Bænk, ryge Pibe og se ud over Vandet. Spille lidt Violin og være fri for at snakke. Saadan er det nu blevet med Oluf.

Oluf kommer, Ingeniøren rejser, og hvad saa, Annemari?

Oluf og Annemari gik i Aftenskole hos mig en af de første Vintre, jeg var her. Sammen med Niels og en halv Snes andre. Annemari og Oluf satte sig bagest ved samme Bord. Altsaa, hun satte sig der. Saa skulde han ogsaa. Oluf, den lyse, store Fyr, og han er drabelig stor, var rød som Blod og løftede ikke Øjnene. Han flyttede ud paa det yderste af Bænken. Da rykkede Annemari ham nærmere. Hun var sytten, han atten. Ingen har set kønnere Par.

Annemari var den bedst begavede af dem alle. Den næste var Niels. Oluf var tungere, men han var musikalsk. De to kom meget hos mig, næsten hver Aften. Jeg spillede med Oluf, læste med Annemari. Hun rejste over og tog Præliminæreksamen. Siden var hun længe borte og fik Handelsuddannelse. Hvad skulde hun her med den? Jo, de havde Planer. Men Oluf kom ligesom ud af Trit og blev mere langsom. Saa kom det underlige, at Annemari skulde have Barnet. Hun vilde have det. Lille Tom. Men det satte ikke Fart i Oluf. Det var jo ogsaa paa den Tid, at Niels druknede. Oluf blev døsig, som vi nu kender ham. Hvad blev det til med Giftermaal og Planer? Ingenting. Det er en underlig Historie med Oluf og Annemari, en lille melankolsk Historie.

Kedeligt at jeg ikke fandt den Halskæde i Aftes! sagde jeg i Middagstimen, Annemari var der igen selv med min Mad.

Det var et dumt Indfald af mig, sagde hun.

Hun siger det mildt nok. Men nogen Fortrolighed er der alligevel ikke.

Omsider takker jeg for Maden. Rejser mig og gaar rask hen til Døren. Aabner den. Naturligvis!

Du vil nok lave Kaffe, Margrete! siger jeg.

Naturligvis stod Konen derude og lurede. Med Over kroppen inde i Nøglehullet. Nu holder hun sig maaske i Skindet, den Mær.

Annemari trak et Brev op fra sin Sweater. Naar en Pige har et Bryst som Annemari, maa det være godt at være saadan et Brev. Og være et godt Brev.

Vil du besørge det, sagde hun, jeg glemte at give dig det i Aftes.

Skal ske! svarer jeg i min Egenskab af Sandøs Postmester, men Postgangen herfra er ikke saa stabil, det har Frøken Annemari maaske bemærket.

Nu bryder Isen, sagde hun, men læs det! Det er ikke lukket.

Det hverken vil eller kan jeg.

Det skal du, sagde hun, du har maaske set, hvem det er til?

Jeg har set det, min Pige.

Jeg vil have, at du læser det.

Og jeg vil ikke læse det.

Jeg ved ikke hvad ondt jeg kan finde paa, hvis du ikke gør det! sagde hun og traadte mig saa nær, at jeg mærkede hende fra hendes Knæ til hendes Bryst. Hun rystede. Der er maaske Stavefejl! nærmest raabte hun.

Jeg læste Brevet.

Der er ingen Stavefejl, sagde jeg.

Men andre Fejl? spurgte hun. Annemari var igen mere rolig eller lod saa. Men som det Pigebarn kunde stirre. Med Nakken kastet tilbage. Det mørke Haar i Uorden. Om hendes Øjne er der en mørk finfrynset Krans. Som klæber øjenvipperne sammen efter nyligt forsvundne Taarer. Saadan er det altid, og Annemari græder vist sjældent. Til at begynde med blev man næsten frastødt af den sorte Fløjlskrans om de mørkegraa Øjne, men det bliver man ikke siden. Ja, der stod Annemari og stirrede. Der skulde være Straf for at en Pige ser saadan ud.

Jeg trak Vejret og sagde: - Ja, der er en Fejl.

Hvilken Fejl? spurgte hun. Saa strafværdig ud.

Brevet er en Fejl, sagde jeg, men man kan maaske saadan en - to - tre udstede en Saldokvittering for fem - seks Aars Ungdomskærlighed. En - to - tre, en lille Kvittering til Barnets Far. En - to - tre. Farvel Oluf.

Du forstaar ikke, sagde hun.

Jeg vilde ikke, selv om jeg maaske kunde, sagde jeg, men du mener altsaa, det er, som det skal være med den her fine lille Kvittering?

Ja, sagde hun.

Saa er der ikke mere at bemærke, sagde jeg, ja, jeg skal besørge det. Men maaske Adressaten er flyttet, inden Brevet naar ham. Jeg tror, Oluf Olufsen kommer herud, saa snart han kan.

Det betyder ikke noget, sagde hun, jo noget! men det er ikke det der betyder mest. Og ham kommer det maaske ikke bag paa.

Jeg saa paa hende. Sikke en Vildrose. Med Torne. Resolut har Annemari altid været. Men her er noget som gør mig lidt mistroisk. Mon hun nu ikke spejler andres Vilje mere end sin egen? Ja, hun skal aabenbart have en god Samvittighed. Jasaa! Hun skal have et sikkert Vidne paa at hun slog reelt op med Oluf.

Naa, sagde jeg, du mener, at det er nydeligt og pænt forbi, bare det er skrevet. Enten han saa ved det eller ej.

Har du ikke læst det? sagde hun, det er forbi. Nu har du læst det.

Ser du, det khiber for mig at forstaa, sagde jeg.

Ja, det maa jeg tro, sagde hun og gik nærmere til Vinduet.

Naa, det tror du, tænkte jeg. Og jeg aabnede mit Skab.

Tror du ikke, vi havde godt af et lille Glas nu, min Pige?

Jo Tak, sagde hun. Hun satte sig og smilede.

Jeg skænkede op af den sidste Rest ordentlig Cognac. Baadebyggerens Kone vilde nok gøre lange Øjne, naar hun kom ind og fandt os saadan. Men i hvert Fald mit Rygte gør det hverken fra eller til.

Skaal, sagde jeg, ja, jeg vil ikke saare dig, min Pige, men jeg kan ikke begynde at skaale for nogen anden end Oluf.

I Oluf er der meget godt, sagde hun, men jeg var blevet en Rappenskralde imod ham.

Ja, det er givet, sagde jeg.

Jeg tror ikke, det kommer bag paa Oluf, sagde hun.

Men mig kommer det bagpaa, Annemari.

Du kan ikke mere bilde mig alting ind, Johannes, sagde hun, du har nok vidst det længere end vi selv. Du har gjort mange Kunster for at holde sammen paa det der var itu. Det er din Skyld det ikke er sket før.

Javel, det er altsaa min Skyld.

Det er ikke min Spøg. Det er din Skyld, at det er med mig, som det er.

Lidt til? spurgte jeg.

Ja Tak, sagde hun, sig mig, Johannes, har du aldrig haft Lyst til at gøre noget vildt? Noget hensynsløst?

Nej, det har jeg selvfølgelig aldrig.

Er det sandt, hvad de har sagt om dig og Rigmor paa Næs?

Hvis Folk siger noget, Annemari, saa er det naturligvis rigtigt.

Jeg ved ikke, om jeg vil Ønske at det passede, Johannes.

Naa, du ved ikke, sagde jeg, jamen nu din Skaal, Annemari! Nu kommer der nok lykkeligere Dage for dig!

Hun satte Glasset og sagde: Jeg kan ikke mere lide dig. Jeg havde bestemt ikke tænkt, jeg nogensinde kunde sige det. Men det kan jeg. Hvis jeg bedre kunde lide dig, saa vilde jeg slaa Glasset i Synet paa dig. Men jeg er bare træt af dig.

Det vil jeg huske at notere i et Kollegiehæfte, sagde jeg, det var en original Replik. Jeg har nu og da i den sidste Snes Aar somme Tider pønset paa at skrive en Historie. Nu har man en Replik.

Aah, sagde hun, jeg tror du har Skuffer fulde af taabeligt Skriveri. Du hykler, du skjuler dig, og du er en halv gammel Drømmer!

Plet! sagde jeg, en Tolver. Det ramte. Halvgammel! Det traf.

Nej, sagde hun, det var ikke det. Ømmer du dig, er det aldrig over det der har ramt. Det skjuler du.

Ja, gamle Ræve, gamle Rænker.

Jeg er ikke blind, sagde hun, jeg kan se du er ham overlegen i mange Ting. Men naar jeg sammenligner, hvor er der da lidt Mod ... og Vildskab i dig.

Naa, jeg gætter paa, det er Aleksander, du taler om nu, sagde jeg, begribeligvis falder man igennem der. Han har alle Fordele, den Aladdin. Ja, naar Tranen lover for Vildgaasen, da flyver de begge af Lande.

Hvorfor kaldte du ham Aleksander, han hedder Harry, sagde hun, men jeg vilde Ønske ...

Hvad vilde du Ønske?

Ikke noget ... Men sig mig hellere hvad du tænker! Du har jo bare siddet og tænkt paa, at jeg har været sammen med ham, at jeg har været i Seng med ham! Ikke sandt?

Naturligvis.

Annemari havde nærmest raabt det. Tænkte ikke paa Konen i Køkkenet. Naa, Margrete stod vel et Sted og hørte det hele alligevel.

Du mistror mig, det kan jeg mærke, sagde hun, og det har du gjort før, det ved jeg godt. Ogsaa naar jeg har boet ovre i Byen. Og du kan stole paa, min Ven, at jeg har levet og moret mig og elsket naar jeg havde Lyst!

Annemari, sagde jeg, løft den lille Bog paa Bordet der. Let paa den.

Halskæden! sagde hun. Nej hun aandede det.

Hun tog Smykket i Hænderne og saa paa det.

Den er smuk.

Hun lod langsomt den tynde Lænke løbe fra den ene Haand over i den anden. Saa lagde hun den paa Bordet, hvor den havde ligget. Dækkede den igen med den lille Bog. Det var en gammel Udgave af Blichers "Trækfuglene".

Jaja, den blev altsaa liggende.

Vi sad lidt. Der kom et Knik fra Stueuret. Fem Minutter før Timeslag. Om fem Minutter kalder du Børnene sammen, tænkte jeg, og du har ikke fundet noget at overraske dem med i Dag, og Margrete er ikke kommet med Kaffen, men hun maa undskyldes, hun er langsom og hun skal lytte.

Du tror ikke hvad jeg siger, Johannes? sagde Annemari.

Som Regel, min Ven.

Nu er det forbi, sagde hun, det maa du forstaa.

Oluf ved det ikke endnu, sagde jeg, derfor kan jeg ikke forstaa det endnu.

Jeg vilde skænke lidt mere op. Men der var ikke mere i Cognacflasken. Det ærgrede mig. Jeg lagde Mærke til, at jeg straks blev lidt ond paa Annemari, lidt ekstra ond, paa Grund af Flasken. Naaja, en Streg over Oluf i det heldige Øjeblik, det er jo fint. Sikre sig et Vidne, det er kønt! tænkte jeg. Saa tændte jeg min Pibe og lænede mig tilbage, Annemari blev til Klokken slog. Vi snakkede ikke. Det var meget lange Minutter. Som før et Opbrud. Jeg sad og tænkte paa, hvor meget de to er kommet i denne Stue, Oluf og hun. Jeg har ligefrem viet dem. Og de er kommet her alene. Oluf alene. Annemari alene. Vinden farer over det, og det er ikke mere.

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * GÅ TIL FORSIDEN

 

 3.

Lørdag Eftermiddag var jeg først en Tur i Nordgrønland.

Derefter besøgte jeg baade Næsgaard og Kaj og hans Forældre.

Tidt ligevel til en Smule Trøst

Jeg ud af Fængselet titter;

Og sender stundom min Vemodsrøst

Med Længsel gennem mit Gitter.

Naa, Natanael, tag nu ikke det Vers saa højtideligt hvad min Person angaar. Jeg kom bare til at tænke paa det da jeg over Middag gik ind i Skolestuen til de sidste Timer og havde Hundeslæden med. Nu skal vi paa Rejse! tænkte jeg.

Ja, jeg fandt alligevel noget at overraske Skolebørnene med i Dag. For da jeg efter Middagshvilet fulgte Annemari ud af min Stue kom jeg tilfældigt til at se Hundeslæden, som staar paa min Reol. En Model af en grønlandsk Hundeslæde. Nu har jeg det! tænkte jeg, vi rejser i Hundeslæden. Om fem Minutter er vi tusind Mil fra Sandø, oppe i Frostens Forraadskammer. Farvel Sandø og Annemari og Ulejlighed!

Hvad mener du, Natanael, blev du klogere af vor lange Snak med Pigebarnet Annemari? Det var da en lang og hyggelig Snak vi fik med Annemari i Middagsstunden. Ja, nu fik hun jo Halskæden hun vilde laane i Aftes. Smuk! aandede hun. Et Smykke hvisker saa sødt

til en Kvinde. Men hun lagde den igen. Vilde alligevel ikke have den. Før vilde hun absolut, nu vilde hun absolut ikke. Er Annemari saa ikke en lille Gaade, Natanael? Nej saamænd. Hun var for stolt nu. Men hvorfor vilde hun saa have den i Gaar da? Ja, det er maaske en lille Gaade. Men ellers er Annemari ingen Gaade.

Her gaar jeg med hendes Brev til Oluf i Lommen. Jeg er Sandøs Postmester, min Lomme er i øjeblikket en Postkasse, jeg skal besørge et lidet Brev for Annemari, hvori hun gør det forbi med sin Kæreste Oluf. En sød lille Kvittering er det Brev. Og jeg skulde læse det. Degnen skulde være Vitterlighedsvidne og kunne sige: Jo, Annemari er fri nu. Fri som en Sneppe om Foraaret. Hun kan lege med hvem hun vil nu. Bliver hun beruset af Foraar sammen med en anden, saa har hun sandelig nu en ren Samvittighed. Her har Annemari nu gaaet Ture med Ingeniøren og set Ingeniøren i Øjnene og har langt borte haft en Kæreste der hed Oluf, og som var lille Toms Far, og maaske Annemari har haft lidt Uro deraf. Naaja, der kan være fremskredne Folk som synes at Annemari tager for gammeldags paa den Bagatel. Men Annemari kan nok ikke smide sig til højre og til venstre uden lidt gammeldags Postyr i Samvittigheden. Jaja, nu er hun fri, flunkende fri. Det gaar snildt, bare et Pennestrøg tværs over Oluf. Nu staar der ingen mellem hende og den anden, Ingeniøren. Og de to har saa knap Tid. Isen kan bryde op i Nat, i Morgen. Da maa Elskeren rejse. De to har kun een Nat maaske, en eneste Nat. Men en Vaarnat med den man vil have, den er lang, lang, lang.

Jeg kaldte Børnene ind og tog Hundeslæden med ind i Skolestuen.

Ja, om fem Minutter er vi tusind Mil borte. Rejst væk med Hundeslæde.

Kender du den magiske Frihed der er i Tingene, Natanael? Ikke i Tanker, men i Ting. I simple Ting. Som nu en Hundeslæde.

Jo, der er flere Maader, man kan prøve at gøre sig fri paa. Annemari gør sig fri, en - to - tre, med et Pennestrøg. Fri til en ny Kærlighed der svulmer. Men herregud, hun er jo bundet. Hun er bundet af det hun husker. Og hun er bundet af en besværlig Drøm om Lykken. Af en stor løgnagtig Drøm om Kærlighed og Glæde. Arme Annemari.

Man kan prøve at gøre sig fri ved store, kloge Tanker, Natanael. Duer ikke, tror jeg. Jaja, jeg har ogsaa engang gaaet under en Kuppel af store Ideer, jeg har haft en Myggesværm af interessante Tanker hængende over mit Hoved, min Dreng. Hvad blev det til? Ja, har man noget at sige til en minesprængt Fiskers Enke, Natanael? Hvortil denne uhyre Grubliseren og Ulejlighed, naar Livet dog er flygtigt og gaar som Vind gennem Græsset, og man ikke har grublet sig eet Ord til, man kan gaa hen og sige til Line, Eriks Enke?

Jaja, jeg holder mig da til Naturens og de simple Tings Visdom og Frihed som de giver, naar man staar og forundres over dem. Jægeren i Skumringen naar den første trækkende Graaand kommer ind over, han føler sig fri, han er løst og løftet. Eller du ser det nikkende Rajgræs i Vinden og ser kun det, og du er fri. Eller tag Jord i Haanden, en Nævefuld tidløs Jord, en Haandfuld Ro. Du er fri, et dyrebart Øjeblik.

Eller du tager Hundeslæden.

Naa, vi begyndte ikke med Hundeslæden i Skolestuen. Jeg satte den paa Udstillingshylden over den store Tavle. Vi vilde ikke rejse straks, men forberede os i Smug, kikke op paa Hundeslæden.

Vi skal først regne! sagde jeg, tag Tavler og Regne bøger frem. Saa kom det muntre Skrammel af Tavlerne. Børnene stænkede Vand paa dem med gamle Parfumeflasker, saadan er Moden her, og tørrede dem af med brogede Klude. Griflerne hvislede langs Penalhusene.

De slog Streger. En Dreng var henne og hvæsse sin Griffel paa Cementfoden ved Kakkelovnen. Ja, vi bruger stadig Tavler her. Sogneraadet finder det for dyrt at bruge Papir, og jeg kan i Grunden godt lide Tavlerne nu. Paa en Tavle kan gudskelov det forkerte og uheldige slettes ud, det skal ikke staa der til evig Tid.

Naa, vi regner. Der er en frodig og god Regnemummel i Klassen, Griflerne klirrer. De er tolv. Syv Piger og fem Drenge. Kaj mangler, han ligger syg hjemme, af Tuberkulose, og skal paa Sanatorium nu. Her mangler ogsaa Fyrmesterens Børn, der gaar i en bedre Skole ovre i Byen. I vor Skole er der kun to Klasser, som skiftevis gaar hveranden Dag. Saa der er stor Aldersforskel paa Børnene i Klassen, og de følges ikke ad i Regnebøgerne. Om lidt kommer nogen af dem herhen og skal have Hjælp med Regnestykkerne. Det er Kunsten, Natanael, det holder jeg af. At liste og lempe dem frem, til de ligesom selv overrasker Meningen i Regnestykket.

Se, hvor der er Sol i Dag! Solen er kommet hjem fra en afrikansk Rejse. Staar pyntet med lange Straaler i sit Haar. Nu er der kun Rim i Skyggen udenfor. Markerne staar i Bløde, Smeltevandsøer med Holme i, sejlende, skinnende Tundra. Men den gustne Is dækker stadig de endeløse Havflader. Den er blevet mere plettet. Havisen faar Bylder.

Sollyset vælder himmelsk frækt ind gennem Sydvinduerne. Gør en Mælkevej af alle de svævende Støvfnug, graver Guld frem i Haartoppene paa de bøjede Barnehoveder. Se, den funkler i Stenen paa Ingers Fingerring. Stenen er nok af Glas, men se det rige Demantspil!

Og i Sollyset blomstrer de malede Rosenborter paa det høje Panel. Nu ser Roserne ud som gamle Rasmus Sandbjerg saa dem for sit indre Blik, da han gik her og var Kunstner.

Da jeg havde været et Par Aar paa Sandø fik jeg Rasmus til at male Skolestuen. Han var en gammel Stabejs som ingen regnede med. Enkemand, boende alene i en beskidt Rønne ude ved Sandbjerg. Men hans Dørkarme og Fyldinger straalede af gammel Almuekunst. I en fjern Fortid var Rasmus brugt som Maler paa Øen, men blev kasseret, for nu fik man en anden Smag der var ringere. Rasmus ejede ingen Pensler mere, og da jeg bad ham male Skolestuen blev den gamle Mand forskrækket. Naa, han kom. Gik her i Maanedsvis og Skolestuen kom til at lugte en Smule af Rasmus.

Han malede ogsaa i Skoletiden. Da maatte Kunstneren ikke forstyrres med Spørgsmaal. Han fik Farvepletter i det møre Skæg. De fulgte ham ud over Døden, saa fast sad de. Ja, Rasmus Sandbjerg ligger i sin Grav med Farver i Skægget.

Han traadte langsomt tilbage fra Væggen, med Staalbriller paa Næsen og Hovedet paa Sned, han skulde studere et Penselsstrøg i et Bladornament. Ingen vovede at forstyrre ham. Han var ved at falde over et Bord og svor en gammelagtig Ed. Ingen lo. I hans arvede Stil er der nok Elementer af flere Stilarter, lige fra Gotik til Rokoko og Klassicisme. Han delte Panelet i dybrøde Felter med Bladornamentik og Bueslag over, imellem dem er der Lise'ner med graa, riflede Søjler. Søjlerne bærer øverst Kapitæler som Blomsterkurve, hvorfra Bladværk og Rosenborter slynger sig til Siderne hen over den blaa Bund. Hans Mesterværk er Dørfyldingen, hvor han malede Profeten Jonas under Palmetræet uden for Ninive. Jonas er i Figurfrakke og høj Hat. Palmetræet har tre stilige Blade, det er Egeblade. Bagved ser man de høje Kirkespir i Ninive og Babelstaarnet.

Arbejdet kunde slaa fejl eller gøre ham modfalden, da var vi særligt varsomme overfor Kunstneren. Saa satte han sig ned og hørte paa os. Da skete det, at den mere end firsaarige Mand blev grebet af Mindelser og rakte en Finger op for at svare paa noget.

Rasmus' Skolestue er det interessanteste vi har paa Sandø, næst efter Kirkens Kor, og hans Rosenranker er det eneste, der binder Kirkens gamle Kunst og vor Tid sammen. Han vilde ikke have noget for sit Værk, men skænkede det til den uforstaaende

Ø, og saa gik han lige hjem og døde, mæt af Dage og tilfreds.

Og saa blev det sidste Time. Sæt jer hen i Krogen! sagde jeg. Vi satte os allesammen paa Gulvet i Hjørnet af Skolestuen med Hundeslæden imellem os. Saa rejste vi. Vi rejste tusind Mil.

Solen gør Skolestuen lummer. Her lugter af ulmende Tørv, af udstoppede Fugle, af hentørrede Havdyr fra Kunstkammeret over vort Hoved, et Hængeskab med besynderlige Ting, fundet paa Land og i Hav. Det lugter af Rugbrød, Fedt og Rullepølse fra Børnenes aabne Munde. Mundene staar jo aabne, vi er paa Langfart, og Munden er Sjælens og Fantasiens Dør, den maa staa aaben naar Sjælen skal rejse.

Glemt er Annemari og al Ulejlighed. Vi er i Nordgrønland, følger Mylius-Erichsen, Hagen og Brønlund paa deres sidste Tur i Isødet. Og nu er Brønlund alene. De to Kammerater ligger døde, stivfrosne langt bag ham. Han slæber sig fremad alene, han ved, han ikke kommer igennem, men han maa frem, saa hans Lig med de dyrebare Notater kan blive fundet.

Mer ene var aldrig

en Sjæl paa en Stjerne

end du foran Døden

i Isnattens Fjerne.

Benene kan heller ikke bære Grønlænderen Jørgen Brønlund længer. Men endnu ligger han og skriver med frosne Fingre. Oplysninger til de Polarforskere som engang kommer efter. Ja, han gør sin Pligt, den ensomme, mens Døden stivner ham. Saadan siger Thøger Larsen om ham:

Du hjalp med at maale

det yderste Øde, -

du maalte det dybere

medens du døde.

Jeg sendte Børnene hjem. Mændenes Skæbne havde grebet dem, og de gik stille ud ad Døren. Lidt efter hørte jeg dem storme hen ad den plørede Vej med høje Jubelhyl. Ja, ogsaa jeg følte mig vederkvæget efter denne Rejse og Fortællingen om god mandig Død.

Jeg trak i Gummistøvler, stak Hundeslæden i Lommen, tog Kikkert med og gik ud sammen med Pigro. Men Hunden føjtede bort over Marken, og jeg saa ikke Pigro igen før han om Aftenen var ved at jage en Skræk i Livet paa mig. Ja, det er Foraar, og Pigro har nok sit at tænke paa.

Ens Øjne er saa svage og sky efter den lange Vinter, og den splinternye Sol er alt for blændende. Dog, i Skyggen knaser Vandpytterne under ens Støvler. Hele Tiden mens jeg gaar de hundrede Skridt hen til Købmand Høst's Butik hører jeg en Lærke. Vor Yndling! Du som tør vække Foraarslyst:

Og medens Frosten lukker Søens Bryst,

Vil aabne mit med dine Jubelsange.

I Butikken var der bare Kommisen og tre kaglende Koner. De samler Ønyt og de samler Lys i deres blaa Forklæder. Solen springer lige ind gennem Butiksvinduet.

Jeg gav Kommisen en Bestilling paa nogle Varer. Jeg saa godt at den Laban stod og smilede paa den anden Side af Ansigtet, mens han skrev min Seddel af. Ja, jeg kunde lige saa godt have bestilt de to Flasker aabenlyst, i Stedet for at gøre det skriftligt, i Stedet for at prøve at dække de to Flasker bag nogle Varer jeg ikke har Brug for. Det vil alligevel løbe hele Øen rundt: Saa, nu er det galt med Degnen igen! Fire Flasker i denne Uge.

Læg det sammen paa Seddelen, jeg betaler nu, sagde jeg. Det gjorde han. Jeg tog Seddelen, saa paa den og sagde: Du har lagt forkert sammen, min Ven. Jeg skal af med en Krone mere!

Jeg stak Seddelen i Lommen og betalte. Fyren blev rød, alle hans Blister blomstrede. Jaja, han kunde jo tage sig i Agt.

Jeg slog en anden Seddel op i Butikken. Der stod med Skønskrift paa den: Som tidligere meddelt bliver der Søndag Formiddag Klokken 10 Andagt i Kirken ved Lærer Johannes Vig.

En Seddel med samme Indhold satte jeg op paa Døren til Sprøjtehuset. Her laa den lille Sandø Bys Gadekær, med Pinde og Sten i Isen, og stirrede som den gamle Vinters brustne Øje. Paa Sprøjtehuset sad stadig Plakaten med den tyndt klædte Kvinde fra sidst den ambulante Biograf var paa Øen og spillede "Min Vens Hustru". Hun har frosset, arme Pige.

Paa Døren stod ogsaa Indbydelsen til Foraarsballet paa Næsgaard. Jeg havde ikke agtet mig ud paa Næsgaard, men nu svingede jeg alligevel ind i Alleen der var opblødt og sølet af Solen. Næs ligger faa hundrede Skridt uden for den lille Landsby, ud mod Vandet i Nord. Gaarden er skilt fra Stranden ved en Banke, hvor det sorte kratbevoksede Voldsted ligger, Gammel-Næs. Vest for Gaarden luner en sagnrig Lund, Ellehaven.

Der var i Alleen Spor efter Bilringe, og jeg gik og traadte i det smukke Mønster fra Gummiet. Frederik paa Næs har været ude i sin nye Bil i Dag. Naturligvis skal en Mand som Frederik paa Næs holde Bil, skønt Sandø kun er en halv Mil lang og har elendige Veje. Jeg gik i Sporet og tænkte:

Jeg vil haabe hun ikke er alene hjemme. Ja, jeg ved ikke hvad jeg vil!

Jeg fandt et Par Violer ved Pilehegnet i Næsgaards Stakhave. Der er en egen Storhedsluft over den Gaard. Vel er den Øens største Bondegaard, men den har Luft til noget langt mægtigere.

Maaske er det Fortid, der her ligefrem er blevet til Lugt og Duft. Paa Banken ud mod Stranden har Øens Konger vel engang boet, Næssekongerne. Efter de henvejrende Sagn at dømme har de ikke altid haft saa godt et Ry. Der er en Fru Nitte som Sagnet nævner. Der siges ikke meget andet om hende nu end at hun ikke var god. "Gud fri os fra Fru Nitte paa Næs", lyder et Stev af en Vise som ellers er glemt.

Gaardens røde Teglstenslænger er næsten skjult mellem vældige Elme og Kastanjetræer. Der er altid skygget i Gaarden. Kælderskygge.

Frederik var hjemme. Sammen med sine Folk var han ved at tjære Sjægten, Hyttefadene og de stive Arbejdsvogne inde i den store Lade. Sollyset stod gennem Sprækkerne mellem Vægplankerne ind i det høje Rum og gjorde alt tigerstribet.

Naa, der kommer Sekretæren! raabte Frederik.

Frederik er en ærgerrig Herre. Han kan ikke nøjes med Sandøen og Næs, han vil til Vejrs. Det kommer han nok. Men han er ikke en Chef der staar med Fingrene i Ærmegabene, mens hans Folk arbejder. Han er altid selv med. Et flyvende Menneske er Frederik, spinkel og adræt, en virkelig Dobbeltbekkasin. Han gaar i Ridebukser og gammel Officersjakke, skønt han kun har været Korporal, men den klæder ham. Pletter og Pløre sætter sig dekorativt paa den fikse Frederik.

Nu viste han mig med Stolthed hvordan de havde malet Baaden og tjæret Hyttefadene og nu var i Lag med Vognene. Jeg kunde jo se det med mine Øjne, men han maatte alligevel forklare det. Alt skulde være klart paa Næs. Alt skal være i Orden og være først paa Næs.

Jeg slog mig ned paa en Vognstang og han ved Siden af.

Jeg havde egentlig haabet at Storbonden ikke var hjemme, sagde jeg.

Ja, det er sgu Synd for Rigmor, sagde han, hun længes efter lidt Romantik. Er der noget nyt?

Ja, Lærken.

Og Stæren! sagde han, men det er da vel ikke Skattelisten du vil se?

Netop, sagde jeg.

Den er jeg stadig ikke færdig med, sagde han, og nu blev han et Øjeblik rødmosset og forlegen, hvad kun Forsømmelser i offentlige Hverv kan gøre en Ærgerrighed og Tindebestiger som Frederik. Nu er det Foraar, og jeg har en grusom Masse, sagde han, jeg kan jo ikke rende rundt og kikke paa Fugle som en vis Degn, men kom igen Mandag! Saa skal jeg slide med Skattelisten i Morgen mens du sørger for aandelig Føde til Øen.

En Person med din Levemaade havde godt af at komme i Kirke, sagde jeg.

Hvad skal du læse i Morgen?

Om den rige Bonde som gjorde sine Lader større.

Hus forbi! sagde han, Alverden mener at Frederik paa Næs er en Ødeland der snart sætter sine Lader overstyr.

Har du ikke hørt det?

Det er netop den højere Retfærdighed, sagde jeg.

Lad os gaa ind til Rigmor og faa en Kop Kaffe, sagde han.

Ellers Tak, sagde jeg, jeg skal ud at se om Sneppen er kommet.

Du tror da vel ikke at Sneppen kommer nu? spurgte han.

Ved ikke, sagde jeg, af Snepper og visse Sjæle kan man vente sig alt.

Men en Drink da? sagde han.

Top, sagde jeg. Vi gik ind.

Ja, saa sad vi og fik en Drink i Næsgaards store mørke Dagligstue, hvor der er megen forloren og tung Prunk. Rigmor stod bagved mig. Hun stod vel og smilte sit Tusmørkesmil. Hun er som Skyggen i Stuen.

Gamle Ole paa Næs, Frederiks Far, vilde ikke have sagt Drink, men Dram. Drink er endnu et fremmed Ord paa Sandø. Derfor bruger Frederik det. Han er Foregangsmand. I Landbrug, Foreningsliv og Forretning. Ja, og i Udsvævelser og Konebytning, siges der. Men det er enten de onde eller de allergodeste Tunger som siger det.

Frederik paa Næs er en ærgerrig og festlig Mand, det er sandt. Og sandt er det ogsaa at han kommer sammen med en Klike af yngre Folk, ikke blot her fra Øen, der har tjent fint og under Krigen har lært at feste paa en ny og frisk Maade. Og heri staar Frederik og Rigmor ikke tilbage.

Men tro mig, Frederik vil noget med Festlighederne. Han er fremskuende han sigter højere. Har sine politiske Drømme. Dog, er man ligefrem hans fortrolige skal man ikke prisgive hans store Drømme for de spottelystne i Verden. Men Øens gamle Hængehoveder som spaar, at Frederik snart forliser begriber sikkert ikke hvad der foregaar. Frederik sigter højere han er i mange Spørgsmaal radikal og frisk, han vil modernisere. Han har været Sogneraadsformand paa Sandø i flere Aar, og i den Tid er der begyndt at ske lidt. Jeg var Sekretær ogsaa for hans Forgænger, og kan sandelig bevidne at Frederik er langt den dygtigste. Frederik er allerede den stærkeste Mand paa øerne herude i Havet, og han har faaet betydningsfulde Forbindelser og Venner paa Fastlandet. Jo, han er en Bekkasin med høj Flugt.

Frederik har et smukt Hoved, fint udskaaret og nøddebrunt, ligesom poleret. Et livligt og lovende Hoved.

Ja, vi sidder i Stuen og nipper til Glassene. Rigmor har skænket op, men vil intet selv have, vil heller ikke sidde, men staar dvælende og stille bag os, mens Frederik snakker. Smiler skumringsagtigt.

Jeg sidder og opdager at Frederiks Cognac virker paa mig, og at jeg ikke hører efter hans interessante Tale, men bare grunder paa, hvad hun staar bagved og tænker. Frederik har snakket og bare nippet til sit Glas, men jeg har rask et Par Gange tømt mit. Straks er hendes hvide Haand kommet glidende forbi mig og har skænket i, og jeg har fornemmet hendes Skyggevarme. Hvad bilder de sig ind? tænker jeg pludselig.

Jeg føler en heftig Trang til at rejse mig, slaa i Bordet og være aabenhjertig. Men behersker mig og lader ham snakke og slaa med Vingerne.

Her synes mig mørkt og kvalmt. Udenfor skinner Solen stadig, men den store Stue paa Næs er dunkel. Frederik har forandret meget paa Næs siden Faderens Død. Men endnu har han ikke vovet at røre de vældige Træer der staar saa tæt om Stuelængen og skygger, selv uden Løv. Eller er det maaske Rigmor som vil beholde de mørke Træer. Hun er som jeg en fremmed paa Øen, men hun er altsaa en Skyggekvinde, der suger Vemodens Duft af Maanen.

Pokker staa i alt hvad man fabulerer! tænker jeg saa. Da drikker jeg igen. Jeg griber mig i det, bemærker ogsaa det hastige Sideblik fra Frederik, og jeg bliver oprørt. Naa, de ser at jeg ikke holder Maade. Naa, de tror at der er noget galt med Johannes Vig nu! De tillader sig at gøre sig Tanker. De skulde huske, at jeg ikke taaler alt, men at jeg har dem i min hule Haand! praler jeg. Men behersker mig. Hendes hvide Haand glider atter frem.

Forloren Prunk! tænker jeg og ser mig om i Stuen med dens mægtige Renæssancebohave og svære Guldrammer om store daarlige Malerier. Frederik har møbleret den efter sin Ærgerrighed, den er et Billede paa hans store Planer.

Hør, Husfrue, sagde jeg og afbrød Frederik, jeg har plukket Aarets første Violer til dig. Dem skal Dronningen paa Næs og ingen anden bære!

Det var sgu romantisk, Rigmor, sagde Frederik, og det kom fra Hjertet.

Som havde drømt saa stygt, ak drømte saa stygt, sagde jeg og kom til at le, for jeg saa det skinsyge Skær i hans Blik. Frederik er sandelig frisindet, det er den moderne Grundlov for ham, men alt hvad han ikke rigtig selv behersker gør ham jaloux.

Tak! hvisker hun og fører de tre smaa Violer over graa, fyldige Læber.

Ja, hun er skyggefuld. Glidende, stille majasmilende. Men bevares, som hun er bag Slørene. Og dette her var et dumt Paafund af mig.

Nu vil Frederik nok hævne sig, for han siger: - Slagne Mænd, Oluf, du og jeg. For nu stikker den Fandens Ingeniør vel af med Annemari. Hvordan skal man komme over det? Havde skam regnet med en Chance. Men saadan en Molebygger, det er vor Tids Helt og Kvindebetvinger, ikke Rigmor?

Jo, min Dreng.

Da jeg endelig kom derfra gik jeg op over Sandbjergene for at faa kølet Hovedet lidt. Det var sent paa Eftermiddagen. Der var kommet surtblaa Skyer op og Solen var blevet kold. Der blæste nu en Brise som knap kunde bevæge de tørre Straa øverst paa den skaldede Grusbanke. Men den var iskold, kom ind over Øen fra den gustne Ørken rundt om. Jordens Pløre stivnede igen, det frøs. Isen laa saa langt man kunde øjne. Men den havde disse mørke Pletter.

Ligner hende, tænkte jeg. Hun er liderlig.

Vaagerne ovre i Nordvest er kogende fulde af Fugle. Der var Sangsvaner saa jeg. Jeg mente ogsaa at se en svær Flok Gæs, men var ikke vis paa det. Jeg havde vel drukket for meget, og Øjnene løb i Vand af Vinden og fugtede Linserne paa Kikkerten.

Jeg lagde Mærke til at Pletterne paa Havisen nu ligesom laa i Stribe. Den var spættet. Den mindede om en uhyre Rovfuglevinge.

Hun har maaske ikke været særlig erfaren, dengang Frederik hentede hende herud til Øen. Hun har ikke kendt sig selv. Men hun har ikke kunnet taale Øen. Det er blevet som en Feber i hende, stille farlig Feber. Som Heden i en Dynge vaade, raadnende Blade. Hun har ligesom gennemtrængt hele Gaarden. Plukker man en Viol i Stakhaven er det som at røre ved hende.

Nede i Strandengen opdagede jeg en lille Flok Strandskader. Kommet allerede! De stod stille paa eet Ben dernede og frøs.

Jeg gik ned til Smaahusene der ligger ved Foden af Banken. Jeg drejede ind ved det mindste og mest skaldede af Husene. Konen stod og tog Tøj ned af Tørresnoren, et Par Drengeskjorter og nogle Lommetørklæder, stive som Pap af Frosten. Snoren var spændt over den lille Forhave, hvor Børn og Høns havde bortslidt alt andet groende end Benradene af et Par Stikkelsbærbuske.

Det tørrer jo fint! raabte jeg, højt og støjende. Hun saa skræmt paa mig. Ung endnu, men radmager. Altid frygtsom.

Er der sket noget, Skolelærer? spurgte hun sagte.

Da tænkte jeg: Hansigne dér er ikke et Menneske Gud lader lide af forfinet Angst og skjult Sjælefeber. Hun rammes af hans Plejl. Hun bliver stillet, og hun stiller sig selv, hvor hun bliver slaaet. Jeg kan ikke være bekendt at pakke det ind.

Kaj skal af Sted, sagde jeg.

Hansigne vendte sig og tog det sidste Lommetørklæde ned. Et tyndt og skamhugget Kvindemenneske. Og nu græd hun.

De ringede i Formiddags, sagde jeg, de har haft Plads i flere Uger. De vil hente Kaj saa snart Farvandet bliver aabent.

Anders, Manden kom frem af Udhuset med en økse i Haanden. Duknakket og knotten at se. Han har et skævt og frastødende Tyveblik, men han er god nok.

Naa, Anders, sagde jeg, nu maa Kaj rejse.

Selve Ordene slog Hansigne. Hun græd.

Kaj faar det godt, sagde jeg.

Ja, han faar det nok godt, sagde Anders og harkede lidt efterpaa.

Det tror jeg ogsaa, sagde Hansigne og vendte det svage, vaade Ansigt imod os. Hun gik foran ind og lukkede op for mig. Jeg traadte ind i den lille nøgne Stue. Luften var fugtig og gennemtrængt af sødlig Dunst fra Sygesengen. Jeg havde allerede taget Hundeslæden frem og tænkte nu paa, hvordan man skulde begynde. Kaj skulde nu have at vide, at han skulde af Sted til Sanatoriet.

Han sover, hviskede Moderen.

Faderen var fulgt efter, og vi blev staaende stille og saa paa Drengen. Jeg mærkede, at jeg svajede ganske lidt, og jeg holdt mig for Munden for ikke at forurene denne Luft. For jeg stod foran en virkelig Ulykkes store Renhed.

Kajs Pande lyste som en Anemone mod det mørke Tapet. Han var faldet i Søvn med en Bog i Favnen, Bogen om Nordens Oldtid. Vi stod alle tre ganske stille og saa paa den sovende Dreng.

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * GÅ TIL FORSIDEN

 

 4.

Lørdag Aften.

Jeg strejfede meget rundt Lørdag Eftermiddag og Aften. Jeg løb paa denne Ingeniør, som jeg kalder Aleksander men som Annemari kalder Harry. Men først var jeg en Tur ude i den lille Skov Risene og kikke efter Snepper.

Det var en Lørdag Aften,

jeg gik og vented dig.

Du loved mig at komme vist,

men kom dog ej til mig.

For Resten besøgte jeg allerførst Frederik og Rigmor paa Næs. Jeg maa tale om det, for det gik jeg og harmedes meget over. Jeg kikkede for dybt i Glassene paa Næs og jeg gav Rigmor tre dødligblaa Violer, hvad jeg ikke skulde have gjort. Bagefter gik jeg maaske og sagde noget ondt om hende som jeg aldrig skulde have sagt. Noget forbandet Vaas, Natanael.

Ja, det var Lørdag Aften,

jeg gik og gik og gik.

Jeg gik fra Næs til det forkomne Hus ved Sandbanken, hvor Kaj og hans Forældre bor. Drengen tog det roligt. Jeg fortalte ham, at han nu skal af Sted til Sanatoriet. Han tog det mere roligt end Forældrene, Hansigne og Anders, som ellers har ventet paa det længe.

Jeg er en Idiot. De har det altid smaat i Huset hos Anders og Hansigne. Men det er værre nu. Mange paa Øen har haft det værre, mens Isen har lukket. Det vidste jeg. Havde jeg ikke været en Idiot havde jeg vel tænkt at tage et eller andet med til dem. Naa, jeg havde noget med. Jeg havde Hundeslæden med.

De havde ingenting. Hansigne var ulykkelig over at de ikke kunde byde mig noget. Men sagde ingenting.

Men sagde ingenting,

men sagde ingenting.

Og Præsten holdt en Tale,

men sagde ingenting.

Saa fandt jeg paa det ulyksalige med Granerne. Jeg kunde ikke hitte paa andet at gøre.

Jeg siger til Kajs Far: Hør Anders, det er et Held for mig, at du ikke har andet at bestille. Jeg vil gerne have du kommer paa Mandag og fælder Granerne ved min Have. De skal væk. Det har jeg længe bestemt.

Men da siger Anders: De store pæne Graner? Det undrer mig ligegodt.

Og da siger jeg: Nej de skal bort. Jeg har bestemt det for længe siden. De skygger.

Jaja, saa vil han gerne komme og fælde dem.

Der røg Granerne. Mine dejlige Graner. Mine sorte Graner. Karolinerne i deres lange Feltkapper. Det har aldrig været min Tanke de skulde fældes. Sorte tætte Graner, der lukker alt ude. Dejlige Træer. Der røg de.

Du loved mig at komme vist,

men kom dog ej til mig.

Kaj blev glad for Hundeslæden. Jeg vilde nødig af med Hundeslæden, for jeg har engang faaet den af en Grønlænder. Nu gaar jeg og bryster mig over at jeg gav Drengen den. Bryster mig saare.

Jeg lagde mig paa Sengen ned

og gav min Slæde væk.

Ja, hen under Aften rendte jeg saa paa den unge Ingeniør og fik en lang Snak med ham. En sympatisk ung Mand. Tilmed vist en Karakter. Jo, jeg forstaar skam Annemari. Jo sympatisk. Jeg benyttede alligevel Lejligheden til at give ham et Hug med Kloen.

Jeg skal ikke gøre mig stort bedre end jeg er, Natanael. Ikke stort bedre. Lidt interessantere maaske. Jeg har ingen Ærgerrighed, min Ven, men jeg er ikke fri for at være forfængelig.

Prøv om du kan gennemskue den Forfængelighed, Natanael. Kan du ikke, er det din Fejl.

Maaske jeg har kikket lidt for dybt i Glasset, men jeg er ikke omtaaget. Nej, fornemmer fint. Jeg kan fornemme at du er kommet nærmere, min fremmede Ven, Natanael. Du er ved at komme nær paa en Maade jeg ikke ynder. Jovist, du vil sidde og kikke ind i mit mørke Indre. Derfor vil du have lukket bedre op. Du Ønsker vist at jeg skal være mere aabenhjertig og bekende op ad Stolper alt hvad der rører sig af dyrisk og mindre pænt i én? I Dybet af én. Er det da det du vil have? Tre Skridt fra Livet, min fine Ven! Tre Skridt væk, min Ven.

Og hver en Gang som Døren gik,

jeg vented det var dig.

Ja, hver en Gang som Døren gik.

Strandskaden er kommet. En halv Time før Solnedgang, da Straalerne var lange og messinggule, kom jeg gaaende langs Strandengene. Herude har Tuerne slidt sig igennem Skorpeisen som Tæer gennem en Strømpesok. Og saa hørte jeg det. Pli, pli, pli. Et modfaldent Fløjt. Der stod nogle Strandskader og frøs. Paa kuldskære tynde Ben og med struttende Fjer. Strandskaderne er dumdristige Trækfugle, at de allerede tør komme. De er alvorlige og maalbevidste og selvfølende Fugle, trods de røde Ben og de lange Næb. Brogede og lidt lapsede Alvorsfugle. Da jeg lidt efter mødte Ingeniøren tænkte jeg: Ja, paastaar nogen at Annemari er en Sneppe, saa er han en Strandskade. Maalbevidst ung Mand med Naal i Slipset.

Jeg var en Tur ude i Risene for at kikke efter Snepper. Den lille Skov var fuldstændig stille. Den ligger mellem Strandengene og Brinkerne ude i Vest, hvor den ender i skruttet Krat, i Buske der kryber paa Jorden som Skildpadder. Skovens Træer er forvredne, den er labyrintisk, fuld af Tykninger og sure Vandhuller. Jeg savnede Pigro, en god Hund hjælper én til at se hvad man ellers aldrig ser. Jeg mærkede intet levende Væsen. Ikke en Solsort. Ikke en Bogfinke. Ingen Fært af Ræv. Skoven var død.

Nej, Snepper var der naturligvis ikke. Efter en streng Vinter som i Aar kan vi vente godt Sneppetræk, men det er for tidligt.

Jeg gik sydover ad den sandede Vej om mod Kirken og den lille Halvø, Næbbet. Den vestlige Del af Øen er den ensomste. Her er kun en enkelt Gaard og et Par Huse med vanskabte Træer omkring. Herude regerer Vestenvinden. Sandbjerg, Nærbjerg og sydligst Kirkebanken skiller dette barske Landskab fra Østøen, hvor de fleste bor.

Ved Stien ned til Næbbet løb jeg lige før Solnedgang paa Ingeniøren. Jeg foreslog ham at gaa en Vending med hen til Kirken, hvor jeg havde et Ærinde, som jeg sagde. Det vilde han gerne. Han havde kun set Kirken udefra. En smuk romansk Bygning, sagde han.

Et simpelt lille Hus, sagde jeg, men der sidder et sjovt Hoved inde i Koret. Ogsaa romansk. Det maa De se.

Jeg har været en Tur ude paa Næbbet, sagde han, det var jo der udenfor at den lille Kutter blev minesprængt.

Ja, der gik Erik med, sagde jeg, ude ved det yderste Rev, Gysand.

Et ejendommeligt Navn, Gysand? sagde han.

Jeg har tænkt mig det kommer af Gyge, altsaa Jættekvinde, sagde jeg, og man har her paa Øen fortalt et Sagn om en stor Kvinde der fyldte sit Forklæde med Sand fra Nærbjerg, og som saa vilde vade over og begrave Golø Kirke under det. Men Forklædet revnede og Sandet løb ud. Det blev til Holmene, Fuglefjed og Gysand. Sagnet kunde tyde paa at Øen her var hedensk da de havde Kirke ovre paa Golø. Ja, vor Ø er et gammelt hedensk Kvinderige, Hr. Ingeniør. Sagnet fortæller om den mægtige Fru Nitte paa Næs. Og mon ikke Navnet Nærbjerg skulde komme af Njord eller Nerthus, Frugtbarhedsgudinden. Jaja, det er dilettantiske Tanker, meget hjemmestrikkede Tanker, Hr. Ingeniør. Men Kvindemagt er her!

Han skottede til mig fra Siden, mærkede jeg. Han tog kortere Skridt end jeg skønt han var temmelig voksen. Men han prøvede stadig paa at komme i Trit. Det er den Slags man skal lægge Mærke til.

For du har faaet en anden kær

og slagen mig af Sind.

Jeg opdagede at jeg igen gik og nynnede paa den dumme Vise som blev ved at snurre rundt i Hovedet paa mig. Jeg blev irriteret over det.

Hvorfor har De ikke kikket indenfor? Nu stikker De vel snart af?

Ja forhaabentlig, sagde han, man maa haabe det snart blæser op.

Det betyder ikke saa meget om det blæser op, sagde jeg, nej, vi skal have Vinden om i Sydvest og Strømmen skal vende. Saa gaar Isen. Jeg gad vide om det ikke sker i Nat. Prøv at holde Dem vaagen i Nat!

I Nat! tænkte jeg. Naa, jeg giver ham der Raad for i Nat.

Ja, De skulde holde Dem vaagen i Nat! gentog jeg. Jeg gik fortere til.

Jeg kan ikke lide øer, sagde han saa, man føler sig som en syg Ulv!

En syg Ulv? tænkte jeg. Et ejendommeligt Billede. Har han mon set en syg Ulv? Et flot Udtryk.

Jeg forstaar ikke at De kan holde ud at bo her Aar ud og Aar ind, sagde han.

Naar man bor her Aar ud og Aar ind, kan man holde det ud, sagde jeg, men sig mig, hvad ender det med? Hvad har De faaet ud af det hele?

Den syge Ulv skævede. Jeg kunde lide hans Mistro. Den var reel.

Ja, Kalken her paa Øen kender vi jo, sagde han, den er af udmærket Kvalitet. Men skal Kalken brydes og brændes i større Stil er det nødvendigt at bygge ny Mole til Udskibning. Og saa er Spørgsmaalet, om det hele kan betale sig for den Mole er meget kostbar i Dag. Jeg har naturligvis ikke kunnet gøre alle Detailundersøgelser færdige. Men det bliver dyrere end Frederik paa Næs og de andre regner med.

Nu forstaar jeg bedre at Frederik har faaet Horn i Siden paa den Ingeniør, tænkte jeg, skønt det i Begyndelsen var saa fedt imellem dem.

Frederik paa Næs helmer ikke, sagde jeg, der er ikke det der kan standse ham. Han gør Øen til et Klondyke. Her skal ske en Masse.

Og det kan De ikke lide?

Jeg? Jeg er da henrykt.

Jeg havde egentlig ventet at der fandtes mere gammeldags her paa Øen, sagde han, men her er jo som de fleste Steder.

Det er her maaske.

Ja, De kender det naturligvis bedre, sagde han.

Jeg stod op Søndag Morgen

og kæmmede mit Haar.

Hvorfor skulde jeg kende det bedre? sagde jeg, De har været her i over syv Uger, og jeg har kun været her i godt syv Aar.

Nu spøger De! sagde han og traadte om, saa han kom i Trit.

Det er sandelig alvorlig ment, sagde jeg, jeg har selv erfaret, at er man syv Uger paa et fremmed Sted og har Øjnene med sig, saa ved man alt hvad der er værd at vide om saadan et Sted. Man kan skrive en Bog om det. En Bog paa to Kilo. Men har man været syv Aar et Sted, ved man ingen Verdens Ting.

Bygget af kløvede Kampesten! sagde han. Vi gik rundt om Kirken. Vi havde staaet og set hvordan det kalkede Taarn blev kobberrødt af det sidste Solskær.

Der var meget stille ved Kirken som ligger højt og ensomt. Det luftede iskoldt, og det frosne Grus knagede lidt under os. Vi drev langs Nordsiden af Kirken og lod nu og da en Haand strejfe den kolde, kornede Mur, hvis Kalkpuds var kraftigt bevæget af de svære Sten underneden.

Og der stod Skrueakslen op ad Kirkemuren. Alt hvad der var igen af den sprængte Kutter.

Det der er Eriks Aksel, sagde jeg, den er blevet godt rusten.

Der laa gamle Kranse ved Akslen. Og en lille Buket friske Violer.

Han gik videre uden at sige noget. Det var tiltalende.

Og kæmmede mit Haar,

og flettede mit Haar,

og kæmmede mit Haar.

Et mærkeligt ensomt Sted Kirken ligger, sagde han.

Først vilde Næssekongen rejse den ovre ved Næs, sagde jeg, men hver Nat var der nogen der rev det hele ned. De lagde da en Syldsten i en Vogn, spændte et Par Kvier for og lod dem gaa hvorhen de vilde. De drog da Vognen herop.

Ejendommeligt Sagn, sagde han.

Almindeligt Kirkesagn, sagde jeg, men Forklaringen er maaske snarere, at Kirkebakken her har egnet sig som Folkeborg i Ufredstider.

Jeg kæmmed mig paa Sengen

og kæmmede min Seng.

Jeg senged mig paa Sengen

og sengede min Seng.

Pjat! Undskyld! sagde jeg.

Vi drev om paa Sydsiden af Kirken. Han kunde tie stille, en fortræffelig Egenskab. Og der var ikke andet end godt at sige om ham. Tiltalende. En kraftig lang Næse, smal og kantet Pande. Sikkert en Karakter, bare lidt usikker lige i øjeblikket. Ser man bort fra hvad Vorherre maaske ser paa, er han her langt mere værd mellem Brødre end Oluf. I Handel og Vandel. Mellem Kreti og Pleti. Naturligvis, Oluf har sit sagaagtige Udseende. Oluf er bedre som Model i Historie. Vil I tænke jer hvordan Gunnar paa Hlidarendi eller Olav Trygvason saa ud, saa se paa Oluf! har jeg sagt forhen til Skolebørnene. Men en søvnig Gunnar, en dvask Olav, det maa jeg bekende. Saadan har Oluf været siden det skete med Niels.

Her ligger Niels! siger jeg.

Niels Jensen, læser han, blev kun godt tyve Aar. Hvem var han?

Godt begavet, sagde jeg, Niels var flinkere end Oluf, men ikke saa kvik som Annemari.

Annemari er meget kvik! sagde han og kom til at hoppe i Stemmen.

Glimrende, sagde jeg, Niels var ogsaa kvik. Men stilfærdig. Alligevel en Vovehals. Jeg var med ovre at hente Niels, da de havde fundet ham i Strandkanten ovre ved Golø. Han havde ligget og drevet syvogtredive Døgn i Vandet. Det var sidst i Maj og Havblik. Hele Horisonten flimrede af Varme, da vi sejlede hjem med Niels. Eller maaske vi bare var svimle i Hovedet. Rigtige Mennesker var vi knapt da vi løb ind med ham omme ved Ladepladsen. Der stod hans Pige. Gerda hedder hun. Gudskelov var hans Mor der ikke, hun laa her allerede dengang. Da Robert lod Motoren sætte ud og vi stille gled ind mod Bolværket, og det første Gang luftede fra Baaden og ind mod dem som stod og ventede, da lo Pigen.

Lo hun?

Hun lo, ja.

Det var underligt.

Tja. Men ingen af os der havde været et Par Timer hos Niels, syntes vist det var underligt. Vi syntes ingenting. Men man var jo bange for, at Gerda skulde miste Forstanden eller komme andet til. Men vi duer ikke til at spaa. Hun er gift nu, har to Børn, er glad. Læg Mærke til hvor der er fint ved Graven, hvor Niels og hans Forældre ligger. Det sørger Gerda og hendes Mand for. Han er Fisker, og de husker.

Jeg gik hen til Kirkegaardsmuren. Kom herop! sagde jeg.

Fra Muren var der et stort Udsyn over Isørkenen i Syd. Den laa og blaanede i det kolde, hendøende Lys.

Kan De se det sorte langt derude i Sydvest, sagde jeg, næsten ovre ved Golø, saadan ser det ud herfra. Det er en stor Vaage. Stedet kaldes Klokkegraven, og der er Strømmen tit farlig, og der er et Slug for Kastevinde igennem der. Derude kuldsejlede Oluf og Niels. I meget haardt Vejr. Hen i April. Gik ud i en Kragejolle med Sejl. I Overmod, ja hvad ved jeg. Men Niels blev i Klokkegraven. Kan De saa se den lange Holm derovre i Sydøst. Det er Golø Kalv. Der er næsten tre Fjerdingvej fra Stedet over til Kalven. Oluf svømmede derover.

Det var Satans, sagde han.

Du maa gerne vide, tænkte jeg, at det ikke er en Halmvisk, du har for dig, naar du møder Oluf. Skønt en død Løve nu.

Først to Dage efter fik vi at vide at Oluf havde reddet sig, sagde jeg, der bor ingen paa Kalven. I Sommerhalvaaret er der Ungkreaturer. Han sad og kukkelurede derude et Par Døgn, før der tilfældigt kom Folk ud til Holmen. Saa fik vi det at vide i Radioen.

Jeg husker jeg læste det, sagde han, jeg anede ikke det var her.

Naa, det har Annemari ikke fortalt.

Nej, svarede han. Sese!

Oluf vil vel engang blive mindet i et Sagn her paa Sandø, sagde jeg, og da kan man vel næsten sige, han har naaet hvad en Mand kan naa!

Jeg er ikke vis paa jeg forstaar den Tanke, sagde han og sprang ned.

Jeg lo og fulgte efter. Den højtidelige Strandskade.

Jeg laaste op og gik foran ind i Kirken. Det skumrede i Rummet.

Om Vinteren er her altid klamt i det smalle Skib med de lave Hvælvinger.

Der var engang noget som undrede én, sagde jeg. Vi var standset inden for Døren, og jeg biede lidt og lod Lyden af Stemmen tone bort. Det virker altid sært, naar Stemmen finder det Toneleje der faar det til at dirre i Murene, selv om man taler dæmpet. Og "undre" er et Ord der faar det til at skælve i Rummet.

Hvad var det der undrede Dem? spurgte han.

Han er ikke musikalsk, tænkte jeg.

Det undrede mig i Grunden, sagde jeg, at lille Tom blev saa glad en lille Sjæl. Annemari gik med Tom dengang det skete.

Hum, sagde han og traadte rask et Par Skridt længere ind i Kirken.

Naa, det kunde du ikke lide! tænkte jeg. Ja, du er en sympatisk Fyr. Men nu har du Øens underjordiske efter dig.

Smuk og enkel, sagde han, er det de oprindelige romanske Vinduer?

Kun det i Nordsiden, sagde jeg, de romanske Vinduer er smaa, sidder højt. Man vilde have mørke Kirker. Des bedre for den andægtige Følelse.

Maaske, sagde han, jeg kan i hvert Fald lide det strenge Rum.

Jeg var nu næsten ved at tro, sagde jeg, at man i Deres Fag ikke havde meget tilovers for det gamle Ragelse.

Hvorfor ikke? sagde han, mange moderne Konstruktioner ligger ikke langt fra en Bygning som den her. Men De talte om den religiøse Følelse før. Jeg forstaar ikke, at man tit taler om en religiøs Følelse, som om alle ejede den. Jeg kender den ikke.

Jeg tror jeg sagde andægtig Følelse før og ikke religiøs, sagde jeg, men synes De ikke den religiøse Indstilling er meget udbredt i vor Tid? Man tilbeder Samfundsdoktriner som var de Aabenbaringer, man tilbeder politiske Guder og tekniske Guder og Videnskabsguder og Filmsguder.

Jeg har hørt det ogsaa hører til Deres Embede at holde Andagter her, naar Præsten ikke kan komme, sagde han, sig mig ... ja det er paatrængende!

Spørg bare!

Tror De? spurgte han.

Ja naturligvis, svarede jeg.

Naa, sagde han.

Vi stod tavse lidt. Det forekom mig pludselig, at der i den mørknende Kirke var en hastig jagende Puls. Dydy - dydy - dydy - dydy.

Saa gik jeg mig til Kirken hen,

men sagde ingenting.

Saa gik jeg mig, saa gik jeg mig, saa gik jeg mig, saa gik.

- - Vi maa se Hovedet inden det bliver mørkt, sagde jeg.

Men jeg havde med Vilje ventet til det var næsten mørkt. Det skumrende Rum virkede paa ham. Ellers havde han aldrig stillet det Spørgsmaal før. Det gjorde han for at værge sig mod noget fremmed, der her i Halvmørket sniger sig ind paa ham.

Vi kan desværre ikke rigtig se de romanske Kalkmalerier i Korhvælvingen, sagde jeg, de har lidt meget under Havgusen. Men der er Hovedet!

Det er et grovt Stenhoved der sidder i Koret, i Triumfvæggen, vendt imod Alteret. Buttet som et Sælhoved. Runde øjenhuler, rund Mund.

Underligt, sagde han, hvad skal det være?

Kom nærmere her til Alterskranken. Se herfra.

Døden? sagde han.

Kun Præsten og Degnen ser det, sagde jeg, de ser ham der som den første og forreste i Menigheden.

Jeg kunde mærke at Stenhovedet og den klamme Tusmørkestemning virkede stærkt paa den unge Mand.

Jeg skulde øve mig paa et Par Melodier til i Morgen, sagde jeg, men det kan være. Har De ikke Lyst til at gaa med hjem? Maaske De ikke har spist, men jeg kan vel finde et eller andet?

Mange Tak, sagde han, men jeg har lovet mig ud hos Fyrmesterens.

Men gider De i Morgen Eftermiddag? sagde jeg, jeg har maaske lidt det kunde interessere Dem at se.

Tak, det vil jeg gerne, svarede han.

Nu lagde jeg en Fælde for ham og sagde: Jeg taler ikke med nogen af Købmandens i Dag. Men sig til Annemari, at jeg ikke kan komme til Middag i Morgen.

Det lovede han. Det var nemt! Altsaa hun skal ogsaa til Fyrmesterens, eller ingen af dem skal. Men være sammen. Selvfølgelig. Det var komisk at lægge Fælde. Man ved det jo.

Han var gaaet hen mod Døren til Vaabenhuset, men standsede paa Tærskelen. Sagde saa tungt og voldsomt: Kan De sige mig hvordan det hænger sammen? Hvordan han har kunnet holde hende hen Aar ud og Aar ind?

Hvem? spurgte jeg. Temperament var der alligevel i Fyren!

Det er en besynderlig Historie, sagde han derhenne og var lige heftig, jeg kunde bare se hans Ansigt som en bleg Medaillon mod Døren, det er Annemari og den Historie med denne Oluf jeg mener. Hendes Mor har snakket om det. Hun er meget aabenhjertig, Fru Høst.

Ja, sagde jeg, hun er jo meget aabenhjertig, Fru Høst.

Jeg forstaar ikke den Historie, sagde han.

Nu er det jo simpelt, sagde jeg, nu er det jo forbi.

Hvad mener De? sagde han.

Det ved De da, sagde jeg, Annemari har skrevet og gjort det forbi.

Aaja, sagde han, det ved jeg. Det var heller ikke det jeg mente. Jeg tænkte paa de mange Aar.

Der løj Fyren! Det hørte jeg. Han vidste ingenting. Men hvad skal det sige, ja hvad betyder det?

Undskyld, sagde han. Godnat, sagde han. Og gik. Nu gik han med den Besked. Ja, det kunde naturligvis se ganske reelt ud, at man sagde ham det. Men det var giftigt ment. Det skulde saare hans Selvfølelse lidt, at en Biperson som jeg ogsaa ved Annemari har kvitteret Oluf. Men nu fik han en lang Rift af Kloen. For han vidste intet. Nu gaar han derude og mærker Giften. Hvorfor ved den snu Degn hvad jeg ikke ved? tænker han. Det Spørgsmaal breder sig i ham, brænder, piner, mens han gaar mod Stedet, hvor de skal mødes.

Ja, hvorfor vidste han det ikke?

Jeg havde ikke Tændstikker med. Kunde heller ingen finde bag Alteret, hvor der tit er en Æske. Jeg kunde ikke faa tændt Lyset ved Orglet. Jeg havde ikke tænkt at øve mig paa Salmemelodierne til om Søndagen, selv om jeg ikke regnede med at Annemari kom og spillede, hvad hun er holdt op med. Jeg havde ikke valgt Salmer endnu. Jeg vilde bare spille lidt. Jeg holder af Instrumentet. Det har ligesom Korets Kalkmalerier lidt under Havtaagen, men det er et godt Værk.

Der er helt mørkt i den kolde Kirke. Jeg trækker de skramlende Registre ud. Træder langsomt Bælgen, til jeg mærker, at Orglet staar som et stort Dyr paa Spring. Tøver lidt. Hører Luft sive fint fra en Utæthed. Ellers Stilhed.

Hugger Hænderne i. Et Stormsus staar igennem den øde mørke Kirke. Jeg kommer til at græde ved det.

Omsider drives den sødlige Vise om Det var en Lørdag Aften bort af den rene Fjeldblæst hos Johann Sebastian Bach.

Hvor lang Tid er der gaaet? Jeg husker nu at der staar en halv Flaske i et Skab i Sakristiet. Jeg gaar derind og finder den i Mørket. Men tømmer den ikke helt. Der er da Skam i én.

Famler sig tilbage til Orglet. Det trækker koldt gennem Rummet et Sted fra. Men jeg lægger Frakken. Nu vil vi spille.

Længe, længe. Saa gaar jeg brat i Staa. Stivner. Noget slaar til mit Ben, springer op ved Siden af mig.

Pigro, din Djævel! hvisker jeg. Som en stor Rødspætte der slaar et Kvabs i en Kasse, saadan bærer Hjertet sig ad.

Hunden havde faaet Eventyr nok for i Dag. Kom tilsølet efter mig til Kirken, hvor Døren stod paa Klem.

Jeg var en Omgang inde ved Flasken, satte mig i Degnestolen lige under Stenhovedet. Klappede Pigro, klappede Hovedet. Brave Venner! Græd uden Skam mens Hunden slikkede éns Hænder.

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * GÅ TIL FORSIDEN

 

 5.

Lørdag Nat brød Isen op. Jeg sad og hørte det.

Da jeg i Følge med Pigro red hjem fra Kirken, hvor jeg havde siddet og spillet i Mørke, var Klokken vel over otte. Ja, jeg gik ikke, jeg red. Var til Hest. Pludselig havde jeg en Hest og gav mig til at ride hjemad. Ja, det kom vel af, at jeg var lidt utilregnelig og ved Siden af, Natanael.

Om da ikke jeg var skamfuld over, at jeg havde forgrebet mig paa Flasken i Sakristiet? Spørg ikke! Eller over det Pjank at man havde siddet i Degnestolen i Kirken og tudbrølet? Spørg ikke! Men nu maa du vel være tilfreds, min nysgerrige Ven, nu har jeg bekendt en lumpen Svaghed, vist mig uværdig som jeg er. Jeg haaber saa du har nydt det. Men det er nu ikke saa tit jeg vander Høns. Gaa Fanden i Vold, Natanael eller hvem du er.

Hvordan gik det til? Sad man og peb over at man er alene eller en Synder eller har mistet sit Legetøj? Gaa Pokker i Vold. Jeg ved det ikke. Men husk nu paa at man havde kikket dybt i Glasset. Saa hører man stor Musik. Man spiller. Gud bevares, Natanael, jeg kan ikke spille, overhovedet ikke, men jeg kender den, kan høre den store Musik. Og naar man da hører den da ved man at man er en Flygtning paa Jorden. Den store Musik hører en anden Verden til, den lukker op til en anden Verden. Men netop som man synes man er det store og skønne allernærmest, da ser man at det er vildfremmed. Man kan ikke komme det nær. Man kan ikke forstaa den Verden. Og da kan man intet forstaa. Man er en Emigrant paa sit Fødested, en flygtig Gæst i sit Hjem, ja en Flygtning paa Jorden. Nej, Natanael, den Verden du aner, naar du har frisk Sorg, naar du rystes af stor Musik, naar et Vers hugger i dig, eller naar du ser Miraklet i det rygende Daggry, da er du fremmed paa Jorden.

Naa, tag ikke dette her højtideligt. Jeg har kikket dybt i Glasset jo.

Jeg var i hvert Fald mærkelig let til Mode da jeg red hjemad. Ligesom revnet eller revet itu, men paa en behagelig Maade. Nyvasket i Hjernen og saa frisk ligeglad.

Jeg red hjemad. Pigro valsede foran paa den frosne Vej. Der var Stjerner foroven. Jo, jeg red. Som da man var Dreng. Legende. Gyngende paa Hesteryggen. Altsaa her kom Degnen ridende.

Maanen var ikke fremme endnu. Det var let Frost. Vandpytterne gik itu under Hestens Hove. Bag mig gav de sig til at spejle Stjerner. Pigro var tørstig og blev et Par Gange staaende for at labbe Vand i sig. Det havde han ikke godt af, men jeg hindrede det ikke.

Naar Hesten kranede og tyggede paa Bidslet kunde jeg mærke at den lugtede som Hvidtøl af Gabet. Jeg kom til at tænke paa Gæstebud, store dampende Stegefade, Krus med skummende Øl.

Da vi var nær Olufs Mors Hus standsede jeg, stod af. Eller Hesten blev bare borte. Lidt fremme skinnede Lyset fra Huset ud paa Forhavens Syrenbuske der stod og stak Kvistene opad som trearmede Lysestager.

Jeg vædede en Finger og stak den i Vejret. Vinden var svag, men den var drejet vestover til Sønder. Aftenen var stille. Pigro og jeg stod stille og lyttede. Trods Frosten var der noget fint og levende i Aftenen, som en Vinternat ikke ejer. Et spredt og tyndt Liv, det allerførste. Langt borte lyder en Hønes Skogren. Jeg anspændte Hørelsen, og jeg var ikke vis paa jeg virkelig hørte det, men jeg mente at høre det, en fjern foraarsru Rappen fra Vaagerne. En Svanes Grynt. Havlittens Stemme. Og der ovre fra Bjergene kom i hvert Fald et Skrig som kun kan være en Vibes. Ogsaa Viben er her! Mod øst gaar et Træk henover. Gyv, gyv, gyv. Maa være Sortænder. De har ligget her længe, nu flytter de uroligt.

Jeg bandt dig i Gaar noget paa Ærmet, Natanael. Jægeren der staar bag Sivene og venter Andetrækket, føler sig fri, løftet, sagde jeg vist. En Jægerskrøne. Nej, naar Anden i Tusmørket kommer hvinende henover, da er det ganske som med Musikken. Det er vildfremmed, ubegribeligt, og du kender en stor Sørgmodighed.

Jeg gaar tæt forbi Olufs Mors Hus. Det ligger i Hulvejen nær Stranden, helt for sig selv. Marie har tændt, men ikke trukket for. Jeg vilde gerne standse og se lidt paa hende, men det vilde hun bemærke, skønt hun ikke synes at ænse Lyden af mine Skridt paa den frosne Vej. Hun har indbudt mig til sit Middagsbord i Morgen, og det bliver jeg med ét saare rørt over. Jeg ser hende bare et Øjeblik mens jeg passerer Aabningen mellem Syrenbuskene. Et stort graat Kvindehoved. Nær Hængelampens rolige Lys. Jeg faar ikke set hvad hun beskæftiger sig med. Kun et kantet graat Kvindehoved.

Hun er smuk. Haard og graa og smuk.

Hun er meget alene. Hun snakker sjældent med nogen, og hendes rolige Blik er næsten frygtet.

Men nu da Billedet af den ældre Kvinde lige er forsvundet synes man alligevel ikke hun var alene. Skønt man ingen saa var der dog ligesom Mennesker omkring hende derinde. Ikke nogle faa. Men store Slægter. Ja, et helt Folkeslag var der i den lille Stue.

En Aften som nu kan man faa Lyst til at beundre nogen, lovprise et Menneske. Som nu Olufs Mor, Marie. Et Menneske som staar paa Jorden. Hun gør dem godt hun hører til. Og ingenting kan forsone hende med det hun ikke kan lide. Marie kom her til Øen udefra. Jeg ved at hun kom fra større og bedre Forhold og blev Fiskerkone i smaa Kaar. Men hun indrettede sig paa alt. Hun har aldrig været fra Øen. Hun sled, og hun blev selv slidt af Øen som en gammel Aare er slidt og flosset af Aaretolden. Nu gaar hun rolig gennem en sømmelig Alderdom mod en sømmelig Død. Der er mere af Sandø i hende end i mange som har gammel Slægt her. Hun staar her som en graa Bautasten.

Da jeg kom hjem prøvede jeg at læse lidt, men jeg ved ikke hvad der gaar af Bøgerne i denne Tid. Købmanden havde sendt Varerne over, men jeg væmmedes nu ved de to Flasker daarlig Vin.

Saa gik jeg ud igen og lod den trætte Pigro blive i Stuen.

Skønt Klokken er henad ni er der Lys i alle Huse paa Ladepladsen. Folk har ikke trukket for som ellers. De venter maaske noget i Aften.

I Færgekroen er der kun Lys i den lille Slyngelstue som Folk kalder den, og som er hyggeligere end de saakaldte pæne Lokaler. I Slyngelstuen er Gulvet slidt ned mellem Knasterne, man ser paa de bare Borde Fyrretræets grove røde Spejl, her staar den sorte skrammede Buffet med de skinnende Glas, og her er Luften som en saftig Skraa.

Der sad Folk ved et Par Borde, med Huen ned over Øjnene eller Kaskettens blanke Skygge skubbet op i Haaret. De har faaet lidt Øl og er velsindede. De har vel bare faaet en Øl eller to, men Indbildningskraften har gjort Øllet stærkere. Saa længe Isen ligger er det sløje Tider for de fleste af dem her.

Den ældste er Kristian, Fiskeren. Han er halvfjerds og er blevet pæn som Marcipan i Ansigtet af at sidde saa længe indendørs. Fed som en Alk sidder han og kryber hyggeligt sammen ind i sig selv og blinker med de smaa skarpe Gnaverøjne.

Strømmen vender nu, Degn! siger han. De nikker rundt om. Blødgjorte og blide i Fjæsene.

Rylen er kommet, siger Valdemar.

Strandskaden, siger jeg.

Gæssene, siger Peter.

Nu kommer Vaarsilden, siger Kristian.

Og Graasælen, siger Valdemar der tit er paa Havjagt.

De gør Plads ved Bordet, men jeg siger: Jeg skal bare have lidt at spise. Er Elna her ikke?

Elna sidder og læser Roman inde bagved, siger Valdemar, det er meget sørgeligt, men Elna er blevet træt af vore Ansigter, Skolelærer.

Hvem bliver ikke det?

De ler. Der skal ikke meget til i Aften. De har skyllet Tøbrud og Foraar i sig sammen med Øllet. Valdemar gnider Skægstubbene saa det knitrer i dem og siger: Vi sidder ellers og snakker om Skydepramme. Peter der har bygget sig en Skydepram. Uden hverken Gud eller Mennesker har vidst noget om det. Jeg kommer hen til ham i Dag. Og saa har han altsaa bygget sig en Skydepram der kan stilles ved Siden af en Solnedgang.

Jeg vil ikke selv sige noget, siger Peter, men det er en Skydepram, det er jeg ikke bange for at sige.

Klukker den for Boven? siger jeg, svajer den ikke ud, kan man hænge sig over den uden den govler? Ellers er den et Trug og ikke en Skydepram.

Du skulde se Skydeprammen, Skolelærer, siger Valdemar, den smyger sig. Den ligger paa Vandet som den gerrige paa sine Penge.

Gør du Nar? siger Peter, du har jo aldrig set Skydeprammen paa Vandet.

Det kan jeg snildt se med de Øjne jeg har arvet efter en Fynbo, siger Valdemar, det er et Mønster af en Skydepram, Peter.

Sid ned, Degn! siger Kristian og plirer, hvad skal du læse i Morgen?

Slaa efter i Salmebogen! Tredje Søndag i Fasten. Første Tekstrække.

Saa er det Stykket om den urene Aand hos Lukas, siger Kristian og bliver blankere, dalerblank i Fjæset, det kan jeg altid huske paa at Sneppen kommer tredje Søndag i Fasten.

Gammel Talemaade, siger jeg, andre siger Sneppen kommer til Paasken.

Det stemmer hvad jeg siger, svarede Kristian, Sneppen hun kommer altid naar Kristus driver den urene Aand ud.

Hvorfor ser man den da sjældent?

Nej, for hun trykker sig, siger Kristian, jo naar Kristus driver den urene Aand ud, saa kommer Sneppen.

Og saa kommer Elna omsider. Jeg bestiller et Par Stykker Mad, og hun gaar foran ind og tænder i den anden Stue, for i Aften vil jeg helst sidde for mig selv. Det er den ene af de to triste pæne Stuer med gultærnede Duge paa Bordene, fed Lak paa Gulvet og lidt Lugt af Mug.

Lyset falder lige i Elnas store fortrædelige Ansigt. Det er mere surt end ellers, og jeg siger: Kom ind og sid lidt her, Elna. Du har vel ikke saa travlt.

Hvorfor finder du nu paa det? tænker jeg, det er jo ikke af Hjælpsomhed, men bare en Omstrejfers Lyst til at studere.

Lidt efter kommer hun med det bestilte, og hun sætter sig lige overfor. Hun er stor og lys, svær over Nakken. Godt en Snes Aar. Hun gik i Skole hos mig det første Aar jeg var paa Øen.

Er du stadig tilfreds med at være her?

Jo, jeg er tilfreds, siger hun.

Jeg nyder at sidde her. Uden en Tanke i Hovedet. Uden at skulle spekulere. De snakker videre derinde om Pramme og Snepper, og Kristian siger: Degnen vilde skam ikke tro mig, ikke Tale om.

Jeg tror ikke du er rigtig tilfreds, Elna.

Nej, det er jeg heller ikke.

Hvad er der saa i Vejen, min Pige?

Naa, for Pokker. Var nu din Mund, tænker jeg, ellers faar du en-to-tre en Bunke Ulejlighed.

Ja, det kommer jo heller ikke mig ved, Elna.

Tja, det var maaske det værste man kunde sige! Hun sidder og glor surt ned i min Tallerken. Rører sig ikke. Men jeg kan fornemme hvordan hun langsomt svulmer.

Jeg har saadan gaaet og Ønsket De vilde komme snart, siger hun.

Naa, det har hun. Jeg tygger uanfægtet videre. Tømmer Ølkruset og ser ikke paa hende. Det kunde hun ikke taale nu. Naar de har den Tone saa plejer der at komme en Skylregn. Endelig ikke trække i Bruseren.

Jeg skal have et Barn.

Naa.

Det ved De nok.

Nej, det ved jeg ikke, min Pige.

Naanej, siger hun, det var dumt sagt. Jeg kom til at sige det fordi jeg har gaaet og tænkt saa meget paa det. Jeg har ikke sagt det til nogen.

Jeg begynder at stoppe min Pibe. Det er en af de Piber jeg har haft liggende gemt i de Aar da man kun kunde faa daarlig Tobak.

Jeg gik og kastede op. Jeg vilde ikke tro det var det. Men det var det. Og jeg har ikke haft nogen at sige det til.

Jeg tænder Piben, tager mig god Tid. Nu skal man være let og varsom. Nu kan hun ikke engang taale at man ser paa hende. Nu har hun det som disse løse Snelag i Bjergene. Bare Pustet af en Fuglevinge, saa gaar det store Skred i Dybet.

Det bliver midt i Oktober, siger hun.

Naa, midt i Oktober ja.

Jeg har ikke været saadan, siger hun lavt, hvæsende.

Nej, det ved jeg.

Der er kommet mange her som vilde. Men jeg ...

Jeg ved det godt, jeg ved det hele, min Pige.

Naa, nu maa jeg tænde Piben igen. Jeg er alligevel bange for at de Piber har ligget for længe. De bliver ved at være underligt døde i det.

Man kan vel ikke gøre for at man kommer til at holde af en?

Nej, det kan man vist ikke, Elna.

De andre vilde gerne ... saadan. Men der har ikke været nogen der har været rigtig glad for mig. Aldrig.

Det aner du ikke selv, min Pige.

Jo, det ved jeg. Jeg er ikke pæn. Der er ikke noget ved mig. Jeg har aldrig kunnet som de andre. Og nu vil alle sladre og pege. Kropigen! Ja naturligvis!

Ikke de der kender dig, Elna. Og nu saa du med Annemari. Hun fik lille Tom, ikke sandt. Ja, der blev snakket en Tid. Men nu gaar lille Tom der.

Ja hun! sagde Pigen og skød Ryg, hun! Ja, De kan jo lide Annemari?

Ja, sagde jeg, og hvorfor kan du ikke det?

Det kan jeg maaske ogsaa, svarede hun tvært. Men der var slaaet et Sprøjt af Had op fra hendes Sind. Hadet mod den kønnere og bedre stillede Pige. Ja, det Had svier ligefrem i Øjnene, men det er min Sandten saa friskt som det salte Vand.

Yderdøren gik, slog larmende i. Der kom en til ind. Han raabte derinde.

Jo, nu kommer jeg, svarede Elna knottent.

Men hun bliver siddende, og omsider siger hun: Kan De forstaa det, at jeg altid har troet at det vilde gaa mig daarligt. Som nu. Altid.

Lad os nu vente og se, sagde jeg.

Hun løftede det brede sure Ansigt og saa paa mig. Hun var lidt udblødt og plettet i Ansigtet. Vandede Øjne, alt for lyse. Men der var dog lidt forborgent i dem, lidt skjult Sødme, aaja en lille Smule. Elna er nok et Slaaenbær der skal have Frost.

Hun har altid vidst det, siger hun. Saamænd har hun ej. Elna har nok haft en glædesløs Barndom, en Mor, hun sjældent saa, i Pleje hos ældre Mennesker. Jo, Elna er ikke Solskinsbarn. Hun ser saa sur og tung ud, at hun ikke vækker Medfølelsen og Beskyttertrangen i nogen. Men vist har Elna haft sine Drømme. Hun bærer Frugten af en i sit Liv. Hun tror at hun altid har troet paa en ond Lykke, bare fordi der er Katastrofe i hende nu.

Hendes Skæbne svulmer nu. Fylder hele Stuen. Men jeg sidder og holder den i Ave med lette, kloge, kølige Ord.

Elna er et virkeligt Menneske paa Jorden, tænker jeg.

Degnen vilde ikke tro det! hører jeg Kristian sige til den nyankomne derinde. Det fylder Kristian med herlig Trætteglæde, det bager ham og gør ham sprød indvendig. Nej, Degnen vilde ikke tro, at Sneppen kommer naar Kristus driver den urene Aand ud.

De ler. Jeg kan med de Mennesker derinde. De spadserer ikke paa mig, og jeg kan ogsaa hugge igen. Jeg kan en Del af hvad de selv kan, og nok har Degnen sine Særheder og Svagheder, men det synes Kristian og de Fyre derinde ikke passer saa ringe for en Degn. Vist er der Folk paa Sandø som hellere vilde have en Skolelærer af mere rene Sæder, og jeg siger ikke de har Uret, men der er mange andre der tager Degnen som han er. Og ved den Tanke begynder jeg selv at svulme og gro paa Stolen Tomme for Tomme.

Jeg sidder og holder Elna. Binder hende med lette Ord. Der sidder hun, et stort ungt Skrummel og et virkeligt Menneske. Nu er hun svanger, og nu er en Ustyrlighed vaagnet i hende. Hun gaar lukt i Søen bare hun faar et forkert lille Skub. Eller hun smider sig hen til enhver Løsgænger der vil. For hun er ulykkelig, og nu skal det være stor Ulykke med hende. Der skal egentlig Kæmpekræfter til at holde hende. Men jeg sidder og holder hende med min lette vemodige Forstand. Holder hende hen.

Naaja, det er fattigt gjort. Var der Varme i én, da tog man hendes Haand nu og sagde: Græd saa, min lille Pige.

Kig indenfor en Dag, Elna, hvis du gider, siger jeg.

Jo Tak.

Naa, mere Ulejlighed, mere Urede! tænkte jeg, da jeg var traadt ud af Kroen og stod i det underlige Aftenmørke udenfor, Maanen var lige kommet op og skinnede gennem tætnende Skyer, Elna sagde ikke hvem Fyren er saa nu har hun det at komme og fortælle.

Ved Molen hældede de indefrosne Baade hver til sin Side. Andre Kuttere stod paa Land og knejste som Fortidsuhyrer, Leviathan og Nidhug. De knudrede, skinnende Ismasser paa Kasser og Bolværk sad løse. Jeg gik og kastede Istappe ud i Bassinet, hvor de knustes og for klingrende til alle Sider.

Hos Fyrmesterens var der Lys i to Stuer, men trukket for. Jeg kunde høre dem snakke og le derinde, men ikke skelne Stemmerne. Naa, du vilde have en vis Halskæde, Annemari? Og hvorfor? Kan du ikke straale nok foruden? Nej, nu tror jeg at jeg giver den til en anden, en vis Kropige, det tror jeg.

Da jeg kom hjem og havde faaet Ild i Ovnen, væmmedes jeg ikke mere ved de to Flasker. Jeg trak den ene op. Pigro laa i sin Kasse og logrede og saa paa mig med bly Øjne. Det Asen havde naturligvis som altid ligget i min gode Stol og griset den til.

Jeg slog op paa Søndagens Tekst i den gamle Salmebog, og jeg læste om den urene Aand som uddrives af den stumme. Om Huset der er splidagtigt med sig selv og maa falde. Om den uddrevne urene Aand der vandrer gennem tørre Steder og søger Hvile, men ikke finder den. Og saa vender den urene Aand tilbage til sit Hjem, Mennesket, og finder det fejet og prydet "Da gaar han bort, og tager syv andre Aander med sig, som ere værre end han selv, og naar de kommer ind, bo de der; og det sidste bliver værre med dette Menneske end det første."

Jeg saa paa den logrende Hund og sagde: Ja, det forstaar jeg, Pigro, at det sidste bliver værre end det første. Men jeg aner ikke, hvordan det skal gaa i Morgen.

Siden sad jeg og pudsede mine Geværer, trak dem igennem, og da var Pigro nervøs og havde ikke et roligt Sekund.

Ved Ettiden hørte jeg det første Gang. Der kom ude fra Havet et langt Hyl, der ligesom blev trukket over Himlen fra det ene Hjørne til det andet.

Jeg sad stille. Det friskede i Granerne derude.

Da jeg aabnede Vinduet slyngede Vinden Gardinet i Ansigtet paa mig. Først var der ingenting. Lidt efter fornam jeg en fjern Brusen. Ligesom dybt nede. Som kommende fra Huler under Jorden.

Da Pigro og jeg løb ned over Marken til Højen saa vi Lys blive tændt i mange Huse. Men der kom ingen ned paa Højen. Man kunde i det slørede Maanelys se langt ud over den plettede Ismark. Men man kunde ikke se hvad der skete. Nu og da var der stille og man hørte kun Vinden føjte. Siden lød det som de trak Skindet af en uhyre Flynder langt borte. Saa et underjordisk Skud, hvis Dunder rullede over mod Golø. Brusen af Vande hinsides. Og nu blussede Fugleskrigene op ude i Vester.

Ja, det var dengang vi stod her paa Højen og stirrede ud over Havet.

Han vilde ikke gaa i Arm, sagde Annemari. Hvem? Oluf. Det var mærkelig sagt syntes jeg. Enten laa Oluf nu derude og kæmpede for Livet eller han var gaaet til Bunds.

De gik ud i haardt Vejr i en Sejljolle, Oluf og Niels. Hvorfor gjorde de dog det? Det har unge Fyre gjort før. Hvorfor slynger Ungdommen Livet mod Skyerne? Der skal staa Sagn efter dem. De var ude med Jollen før nogen kunde standse dem. Eller havde prøvet at standse dem. Der skulde ikke saa meget til, tror jeg. Ingen af de to var Tosser. Havde man sagt til Niels: Hør du, Gerda er begyndt at sømme Pudevaar! Da var han nok gaaet i Staa. Hør! kunde man have sagt til Oluf, Annemari er jo med Barn! Jo, vilde han sige, jo. Og tøve.

Men ingen sagde det. En Myte kaldte. De for ud. Dygtige i en Baad begge to. Vi stod flere og saa efter dem. Baaden red paa den læ Lønning, og de hang paa den anden. Længere og længere ud. Over mod Klokkegraven. Her stod flere. Erik, husker jeg. Den lille sorte, som blev minesprængt.

Saa var de borte derovre. Man stirrer og stirrer.

Nej siger Erik saa.

Der var ikke mere at sige. Jeg gik ned ad Højen paa den ene Side, Erik paa den anden. Da jeg kom hjem ringede jeg til Fyret, hvorfra de kunde telegrafere over til Havnebyen. Omsider kom jeg til at tænke paa Annemari. Paa Vejen over til Købmanden traf jeg en som sagde, at Erik og Robert og Roberts to yngste Sønner var gaaet ud i en Baad. Robert havde forbudt sin ældste Søn at gaa med. En maatte spares. Sønnen var da gaaet hjem og havde lagt sig til Sengs. Der laa han da og saa op i Loftet.

Annemari gik dengang og skulde have lille Tom. Det havde der været Sorg over hos Købmanden, en jamrende Sorg. Bare ikke naar Annemari var der, for hende var de lidt bange for. Og hun "vilde" have det Barn. Dengang.

Hun var i Køkkenet og hjalp Moderen, der struttede hjælpeløst med Fjerene og lod mere medtaget end Datteren. Annemari var lille i Ansigtet, ellers var der intet at se. Hun tog en Frakke paa, det var i April, koldt, Storm. Saa gik vi to. Fru Høst, Moderen, fulgte os kaglende og pibende ud paa Trappen. Først da vi var saa langt væk at hun ikke kunde se os blev der noget at mærke paa Annemari. Hun græd slapt og stille.

Naaja, vi gik der.

Han vilde ikke gaa i Arm, siger hun omsider. Hvem? Oluf. Ja, han vilde aldrig gaa i Arm. Han vilde kun holde mig i Haanden naar vi gik, hvor ingen saa os, siger hun.

Hun gik og holdt min Arm fast. Jeg blev kold ved det, ond. Han vilde ikke, siger hun. Vilde! det er Fortid. Oluf er afskrevet, før vi ved noget. Og jeg gaar og kommer til at tænke paa Smaatræk, der tyder paa noget kynisk ved Annemari. Som nu en Eftermiddag hun sidder i min Stue, hun sidder og strikker paa en lille Trøje til Barnet. Hun holder Trøjen op for sig, strammer den og siger: Johannes, det her skal skille dem ad, Oluf og Moderen.

Maaske man misforstaar. I Ulykke klamrer man sig til de smaa Ting. Som nu at Oluf ikke vilde gaa i Arm. Det er maaske det dyrebare ved ham nu.

Vi saa to Kvinder staa nede paa Højen. En høj og en buttet Kvinde.

Nej, sagde Annemari og standsede. Vi drejede bort fra Stien.

Jeg ved ikke, Johannes, sagde hun og tøvede. Vi saa mod Højen. Det stormede saa de to Kvinder stod lidt paa skraa, og de tunge Kjoler piskede. De kunde umuligt tale sammen, saa langt de stod fra hinanden. Man saa Skyer og et Stykke af det sorte Hav imellem dem.

Saa gik vi ned til Højen. Annemari gik foran op, trængte sig gennem Hindbærtornene der havde unge lyse Bladspidser. Den buttede Kvinde var Roberts Kone. Hun rakte Annemari Haanden og smilede lidt. Men den anden Kvinde vendte sig ikke, det var Marie, Olufs Mor.

Karen, Roberts Kone sagde noget vi ikke forstod, saadan blæste det. Vi maatte bøje os frem til hende. De er næsten derude, raabte hun og smilte.

Jeg kunde kun se at de var halvvejs. Undertiden blev den store Baad næsten borte mellem Søerne.

Olufs Mor saa paa mig og hilste haardt. Annemari saa hun ikke. Men Annemari gik hen til hende, tog om hende og kyssede hende paa Kinden. Olufs Mor lagde et Øjeblik Armene om den svangre Pige. Saa slap de hinanden.

Det var en forfrossen og styg Scene, og jeg anede at ingenting blev bedre efter det, enten Oluf var i Live eller ej.

Ovenover rejste sprængte Skyer mod øst. Havet var spættet af Brodsøer der kom jagende ind vestfra. Aldrig er Havet saa vildt og stort som naar det lige har faaet Menneskeoffer. Det var uforstaaeligt at Oluf og Niels havde klaret sig saa langt. Vi saa jo hvor Baaden kæmpede derude med Øens bedste Folk om Bord.

Da det mørknede gik Olufs Mor hjem. Alene. Vi andre blev, og vi saa lidt efter Lanterner og en gyngende Projektør derude. Et Fartøj ovre fra Havnen vel. Men de opgav snart at lede.

Jeg stod og følte en underlig Befrielse, mens den grædende Pige lænede sig til mig.

Er det noget jeg virkelig husker, eller er det noget man har digtet, at jeg var sammen med Oluf og Niels før de gik ud, men ikke sagde noget for at standse dem?

Nu stod jeg denne Lørdag Nat og saa en sort Fjord, der sydfra strakte sig gennem Isen frem mod Øen som et vældigt Fuglenæb.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * GÅ TIL FORSIDEN

 6.

Søndag Formiddag læste jeg saa i Kirken Stykket om den urene Aand. Der var mødt flere end sidst. Det var maaske det forhippede Foraars Skyld.

Andagten blev kort. Jeg vidste ikke hvad jeg sandt kunde sige om den mærkelige Tekst, og saa sagde jeg ikke noget.

Det er maaske det bedste man længe har gjort. At man intet sagde. Hvad skal man kalde sig? En Troens Dilettant. Maaske du nu vil vide hvad jeg mener med det Ord, Natanael. Maaske en ikketroende, der tror hvad han ikke tror. Nuvel, jeg mener med det Ord kort og godt: en Troens Dilettant!

Er du fejet og prydet, Natanael?

Vi to kan ikke slippe for hinanden. Jeg i hvert Fald ikke for dig. Hvad jeg fortæller er bestemt for dit øre, bundet til dit øre, Natanael. Men jeg vil ikke være bundet til dine Ønsker. Jeg synes stadig jeg kan mærke, du forlanger at Fortælleren rigtig skal udlevere sig, blussende ved det Ler han kryber i. Du vil have Bekendelser der damper som varme Indvolde. Jo du vil. Og du har Magt. Men kom ikke for nær. Tre Skridt fra Livet!

Se nu derude! Barberen i Sevilla. En Stær ude i Træet. Midt i Solen saa Glansen rigtig staar om ham. Han skyder Regnbuebrystet frem, svulmer, folder de lange Strubefjer ud. Nu giver han os en Arie.

Nej, jeg lod være at sige noget om Søndagens Tekst. Man var maaske nok fristet til at sige noget, farligt fristet. Men hvad mener du jeg i Sandhed kunde sige om Ord som disse: "Naar den urene Aand udfarer af Mennesket, vandrer han igennem tørre Steder og søger Hvile; og naar han ikke finder den, da siger han: Jeg vil vende om til mit Hus, som jeg gik ud af." Hvad mener du om de Ord? Tror du Degnen paa Sandø kan røre ved et saa vildt og underligt Billede. Den urene Aand er fredløs og hjemløs, fordrevet fra sit Menneske, sit Hus, og nu slæber han Benene efter sig gennem vandløse Steder, hvor der intet drikkeligt er, ikke en Dugdraabe, ikke et grønt Straa. Har du tænkt dig den onde Aand som lidende, Natanael?

Naa, saa kommer den ulykkelige urene Aand til at mindes sit Hjem, og den vender tilbage til sit Hus. "Og naar han kommer, finder han det fejet og prydet. Da gaar han bort og tager syv andre Aander med sig, som ere værre end han selv, og naar de kommer, bo de der; og det sidste blive værre med dette Menneske end det første." Hvad skulde man sige om det, Natanael? Jo, man kunde gøre sig høj og ædel i Halsen og sige: Pas paa, min rene Ven. Det her er en Advarsel til dig der tror dig rengjort. Som har bekæmpet et stærkt og utilstedeligt Begær maaske. Som føler dig fejet og prydet. Var dig!

Men det er kun Gøgl og Pjank ved Siden af den Tekst. Man synes næsten man kan mærke Jorden gynge under den Tekst.

Jeg sad sent oppe Natten til Søndag, da Isen var begyndt at bryde op. Og jeg sov for længe Søndag Morgen. Jeg vaagnede forknudret i Hovedet. Da føler man sig ogsaa gammel, og den sure, rustne Fornemmelse i Skroget varsler én om de kommende Skrøbeligheder. Det hjalp lidt med en lille Dram. Men der var ingen Tid til Morgenturen til Stranden.

Smaa Uheld er næsten de værste. Som at sove for længe. Under mit Hastværk fandt jeg tilmed Nannas Brev i min gamle Jakke. Annemaris Brev til Oluf mener jeg. Hvor hun gør det forbi med ham. Sødt kvitterer Fortiden. Brevet var krøllet og smudsigt nu, saa ud til at være en Menneskealder gammelt. Tag det nu let og humoristisk! tænkte jeg. Hvad Nanna her skriver er ikke vigtigere end hvis det var en Menneskealder gammelt eller tusind Aar gammelt. Det vedkommer ikke dig.

Men skønt jeg fandt det komisk følte jeg mig ældet og urolig, og Brevet gav mig en Sværm af Spekulationer. Sæt nu Vandet er aabent, saa Baaden kommer igennem allerede i Dag. Sæt nu Oluf kommer i Dag? Hvad saa?

Det var en uheldig Morgen. Lidt efter skar jeg mig dygtigt med Barberkniven, og det vilde ikke holde op med at bløde.

Der fik du dit Ulivssaar, Balder! sagde jeg til mig selv.

Blodet dryppede paa Gulvet, men jeg blev oprømt mens jeg barberede mig færdig. Det var nok fornuftigt at de gamle lod sig aarelade, det letter! Og saa stod jeg og tænkte paa Døden paa en opstemt og munter Maade. Hvorfor omgive Døden med saa megen Gru? Den er hvilsom. Da kommer man til at høre hjemme et Sted.

Man faar ingen Ulejlighed mere og bliver fri for Ansvar. Godt synes jeg om Døden, siger Sigvat, den er varig. Hvad er Verden.

Mens jeg stod foran Barberspejlet, der er meget sandhedskærligt, aabnede der sig en Sprække i Erindringen. Jeg mindedes en fjern Alders forglemte Tanker. Da man var atten-tyve Aar gammel. Dengang kunde man stundom tænke roligt og dybt paa Døden. Tyve Aar, det er manges store Alder, det er vor dybe Alder. Den tyveaarige kræver Renhed. Aaja, han tumler selv ud i dit og dat og føler sig meget uren. Men han kræver Renhed og Sandhed. Det modne Menneske forstaar ingen af Delene hos ham. Den modne snakker om sin Erfaring, den Nar. Hans Erfaring betyder bare han har glemt, at han er bunduvidende om de vigtigste Ting. Hans Livsklogskab vil bare sige at der er Smaabedrag og Smaaløgn, ja Løgn, i alt hvad han mener og tillader sig. Han har en god Samvittighed, for han kan ikke mere se, at han lyver. Han ser ikke mere den Livets store Modsigelse, der gør Ungdom smertefuld og lykkelig, uvidende og viis paa een Gang. Den unge Mand er yngre end Barnet og ældre end Oldingen. Han ved ingenting om noget, og han ved alt om alting. Han slynges lige fra det rige, lysfyldte Øjeblik over i den sorte Meningsløshed og Angst. Han slynges tilbage igen. Han er Dødens fortrolige.

Det bliver din Bane, Balder! sagde jeg til mig selv. Hagen vilde ikke holde op med at bløde. Haandklædet fik en smuk Dannebrogsfarve.

I Nat læste jeg paa ny Johannes Ewalds gamle Tragedie "Balders Død". Deraf de højstemte Tanker, Natanael. Ja, Tragedien er gammel, har Alderstegn. Men gjorde Indtryk. Det kan ikke ene komme af at jeg var beskænket, for jeg var saa klar at Ewalds Sprogkraft gav mig det ene Stød i Brystet efter det andet. Sandelig der var Ungdom i denne krumbøjede Digter, Ewald, streng og lidende Ungdom. Jaja, hans Elskerpar Nanna og Hother er kedsommelige. Denne sympatiske Lejrekonge Hother er kedsommelig. Vi har stadig en Mængde af den Slags Lejrekonger.

Jeg lukkede stakkels Pigro inde, og med Vat paa Hagen gik jeg rask af Sted til Kirken. Jeg fulgte den ensomme Sti Nord om Plantagen. Jeg vilde møde i god Tid saa jeg kunde tænke paa Dagens Tekst.

Foreløbig gik jeg bare og saa mig om. Vejret var mildere end længe, flere Grader over Frysepunktet, men føltes raat alligevel. Foraaret har sin egen vilde Maade at være koldt paa. Jeg bildte mig ind at jeg gik og saa med den tyveaariges Øjne. For det første var Lyset ham for voldsomt. Der var en fin Dis over hele Øen, og alligevel en Oversvømmelse af Lys. En rygende Foraarsdag, hvor Solen vandrede skødesløst frem, skjult i blændende Slør. Og Pløjejorden var nærved at se svampet, opsvulmet, hæslig. I Grøften og Grønjordens gamle Græs laa der Skidt og Slam og Skam, Hæsligheder. Hegnet strittede med sorte, møre Stængler eller flød ud i slimede Duske som Haar paa druknede Kvinder. Den gamle Vinter laa med Værk og Ve og blødte ihjel omme i Skyggen. Alt hvad man saa nærved var uhumsk og urent, blottet af det gysende Lys. En enlig Viol stod med et lille sødtfordærvet Smil i Grimheden. Verden lugtede af løbske Hunde og af nyaabnede Jordkuler med raadne Roer. Syntes den indbildt tyveaarige.

Naa, hvad ser den ældre da? Han hører først. Har allerede hørt Rylen nede fra Stranden og den nye Tone i Kvidderet hos en Bogfinkehan. Og der sidder Bogfinken inde i Hasselbusken og har allerede faaet stærke Farver i Fjerdragten. Han ser ogsaa hvor dybe Farver de kolde Marker har længere borte, hvor svimmelblaa Vandpytterne er. De smaa Aske og Rønne i Skovbrynet ser ud som har de lige haft Barken i Vask, og der er Pilebuske som er blevet mere røde nu, røde som Rødvin. Og Vidjerne vil snart faa Gæslinger, for Knopperne er sprækkefærdige, kan man se, de har det som en ung Pige der har faaet en Hemmelighed betroet.

Ja, det er dejligt alligevel. Og da jeg kommer op paa Bakken faar man et Chok, for derude ser man Havet ligge nøgent og levende. I Nord er det fejet og prydet.Ude i Vest marcherer Isskodderne mod Nord, men i Farvandet over mod Fastlandet pakker Isen endnu. Der kommer nok ingen Baad igennem i Dag. Heldigvis.

Muntre Musvitter tog mod mig paa Kirkegaarden, ellers var der ingen. Nedenfor laa Stranden med isnet Mund og drak Vand. Strandkantens Isvold forgik i sin egen Bløde, og nogle Krager gik dernede og pillede i Tangen, mens en kæmpestor Maage, en Svartbag, løftede Næbbet mod Solen og kvad et Halvvers af Egil Skallagrimson.

Jeg var kommet en halv Time før Mødetid, og jeg satte Salmenumre op paa Tavlerne. Jeg valgte de tre første Salmer der staar anført til Dagen.

Jeg saa efter om Flasken i Sakristiet var paa Plads, og saa sad jeg lidt i Degnestolen ud for Stenhovedet og grundede paa, hvad jeg kunde sige, men det fik jeg ikke meget ud af. Der stod nu et stærkere Lys ind gennem de smaa Vinduer, det gjorde kun Kirken gammel og dyster. Rummet med de lave Hvælvinger minder nærmest om en Krypt. Jordslagne, skallende Vægge. En gammel Dunst af fororede Blomster. Jeg fik et Øjeblik den Tanke, at Kirken var et levende vældigt Væsen. At den var Hvalen og jeg Jonas.

Jeg satte mig ved Orglet og vilde spille Melodierne igennem. Men jeg var knap gennem den første da jeg hørte nogen komme ind. En jeg ikke havde ventet. Nanna, Martsviolen. Altsaa Annemari. Alvorlig og lidt usikker. Hun havde et rødblomstret Tørklæde om det mørke Haar. Nu løsnede hun det.

Værsaagod! sagde jeg og rejste mig fra Orgelbænken.

Jeg drev ud i Vaabenhuset hvor der er røde Klinker paa Gulvet. Hun begyndte at spille derinde. Jeg stod og kikkede ud ad den aabne Dør, ud i det ødsle Lys. Der var kommet enkelte Kirkegæster der nu efter Skik og Brug gik rundt og saa til Gravene. Gruset knasede derude, søndagsstille. De der kom paa Vejen missede op mod den skinnende Dis. Lyset gjorde dem saa sorte i Tøjet.

Hun holdt for trægt et Tempo i Melodien. Det plejede ikke at være Fejlen. Saa brød hun af. Hun kom gaaende ud i Vaabenhuset, blev staaende bagved. Og jeg passede mit. Der stod vi.

Hvorfor har du fortalt ham om det Brev til Oluf? sagde hun.

Hvis ikke han skulde vide det, hvem saa? sagde jeg, og jeg kunde ikke vide, Nanna, at han ikke vidste det.

Men jeg stod og opdagede at ingen af os havde sagt noget som helst. Det var blot indbildte Ord.

Hvorfor er det saadan? sagde hun.

Og jeg sagde: Prædikeren siger: Gud skabte Menneskene ret, men de søger mange Spidsfindigheder.

Jeg opdagede igen at ingen havde sagt noget.

Kan du høre Lærken? sagde hun. Og det sagde hun virkelig. Bagved.

Ja, svarede jeg.

Jeg gik fra hende og udenfor. Jeg saa Olufs Mor komme ind gennem Laagen, og jeg gik hen til hende og hilste.

Nu kan vi nok snart vente at se Oluf, sagde jeg.

Olufs Mor saa stift paa mig og sagde: Du har Blod i Ansigtet, Degn.

Jeg takkede flovt og gik rundt Hjørnet af Kirken til det lille Vindue i Sakristiet, hvor man kunde spejle sig i Ruden og faa Blodet tørret af.

Ventede længe. Lommetørklædet blev rødbroget. Annemari øvede sig igen inde paa Orglet. Saa blev der stille. Jeg hørte Folk gaa ind.

Jeg traadte om paa Nordsiden af Kirken. Jeg ventede ikke der var nogen her nu. Men et Stykke henne ved Muren saa jeg Line, Eriks Enke staa sammen med sine tre Børn ved den rustne Aksel fra Eriks Baad. Line havde bøjet sig ned og var ved at rette paa de gamle Kranse, og Naalene dryssede fra dem. Det største Pigebarn stod og holdt en Urtepotte med en blomstrende Begonie. De to andre stod og holdt paa deres Hænder.

Jeg listede tilbage og stod som før. Jeg hørte en Bil komme kravlende op ad Bakken. Det maatte være Frederik paa Næs. Saa vilde jeg hellere vente lidt endnu, skønt Blodet vist nu var standset.

Men lidt efter hørte jeg Line og Børnene komme langsomt gaaende deromme. Jeg maa væk. Jeg gaar om mod Kirkedøren. Men der skal jeg saa møde Rigmor fra Næs. Javist.

Hun kommer fra Bilen, paa Vejen gennem Laagen. Nydelig. Gid Pokker havde hende. I graa Foraarsdragt min Sandten. Den sidder om hende som Bælgen paa en Lækat. Ja, hun er en Hermelin.

Du har ikke din fromme Mand med, kære Rigmor, siger jeg og trykker hendes behandskede Haand. En Haand med kælne Bagtanker, fine, frække.

Trist at man maa skuffe dig, siger hun, Frederik skulde sidde og slide med Skattelisterne.

Eriks Enke og Børnene gaar langsomt forbi. Ja, de har været omme ved et Gudebillede, den rustne Aksel. De hilser alvorligt og saa ydmygt, som gaar de her paa forbudte Veje. Da bliver jeg harm. Der er ingen Grund til at de næsten kryber forbi hende og mig. De ejer noget vi ikke har. Og vi staar og ser, hvordan de først omhyggeligt skraber Fødderne af udenfor paa Jernristen og derefter træder ind og én for én tørrer Benene af paa Maatten i Vaabenhuset. Ydmyge paa Jorden.

Naa Rigmor, siger jeg, er du fejet og prydet?

Aa, det er vel en af dine Morsomheder?

Kære, du kedede dig hjemme, ikke sandt? Frederik burde ikke have Alverden om ørerne og bestyre Alverden.

Kære ..., sagde hun i samme Tone som jeg og lo, kurrende som en Due, jeg keder mig ikke, naar Frederik har travlt. Men hvorfor ser vi dig saa sjældent?

Søde er egne Gløder, derfor ryger alle de smaa Skorstene, sagde jeg, men jeg kom vældig gerne noget tiere. Hvornaar kan man træffe jer? I er jo altid i Selskab?

Jeg er led ved den Klike, sagde hun.

Det siger hun med sit lille besmittende Smil. Det smitter én ikke med Smil, men med visse Tanker. Jo, hun er træt af Frederiks Klike. De kan ikke blive fordærvede, for det er de.

De kan ikke sjæle, Johannes, siger hun og ler paa sin sagte Maade.

At sjæle! hvad mener hun med det. Siger man ikke det om sødlig kælen Dans. Man kan nok forstaa hvad hun mener med det lumre Ord, sjæle. Alt det forborgne og lønlige i Husets Kroge, Ordenes Kroge, Kroppens Kroge. Sjæle! Man skulde aldrig have givet hende de tre Violer. Uden dem var hun ikke kommet i Dag. Gid Pokker havde hende. Men man kan aldrig stole paa Rigmor. Hun taler med to Tunger.

Du undervurderer dem, siger jeg, men der er denne mandige Alexander Hother Harry, altsaa Ingeniøren. Er han ikke underholdende?

Aajo, siger hun saa sødt at man kunde hugge hende op i Maltbolsjer, men saa optaget, saa optaget.

Hør Rigmor, siger jeg, du burde væk fra Øen. Vi maa alligevel have mere Skub i Frederik, saa han bliver Præsident eller Minister for noget. Saa kommer du bort fra Muldvarpeskuddet.

Jeg elsker, elsker Øen, siger hun, men tag med hjem til Middag du?

Tak, siger jeg, men jeg har lovet at spise hos Olufs Mor i Dag.

Er det sjovt?

Vældig sjovt. Og jeg har næsten indbudt mig selv. En ældre Kvinde og en kølig Kvinde, det er rart svalende.

Du har mange Pligter, Johannes. Du skulde alligevel tage med hjem. Marie er et herligt Menneske, men kan du ikke besøge hende en anden Dag.

Fej og pryd dig, siger jeg, nu vil jeg blæse jer et Stykke.

Hun smiler med de graa fulde Læber og gaar foran ind i Kirken. Smuk er hun maaske ikke. Næsten for enkel og nobel. Næsten farveløs. Indtil man fornemmer denne Atmosfære om hende.

Annemari vendte sig og saa os. De to Kvinder nikkede sødt smilende til hinanden. Rigmor gik ned til en af de bageste Bænke. Fordum havde Næsgaard den øverste udskaarne Kirkestol. Nu er det finere at sætte sig reserveret nederst.

Jeg gik op til Degnestolen, hvor man sidder næsten skjult. Sidder og venter. Der er nogle faa Minutter endnu. Jeg har ikke faaet tænkt meget over Dagens Tekst, men jeg har paa Fornemmelsen at det ikke bliver saa svært at finde noget at sige.

Jeg har Stenhovedet næsten ud for mit Ansigt, evigt gloende med runde Øjne. Jeg har set ham saadan. En tidlig taaget Vintermorgen i Graalysningen, kort før Daggry. Jeg laa i Prammen ovre ved Brundholm. Jeg vilde ind paa Holmen for at vente paa Gaasetrækket. Men Taagen tyknede stadig, og jeg blev liggende stille. Vandet var som Olie. Draabernes Dryppen fra de vaade Aarer lød næsten for højt. Der var ikke en Lyd. Saa staar han i Vandet lige ved Siden af mig. Det runde Hoved, de brustne Øjne. I Dag skal du dø, tænkte jeg. Vi saa hinanden i Øjnene en Stund. Saa var han borte. Bare øde Vand og øde Taage.

Naturligvis en Sæl. Kun en spættet Sæl. Ser dem tit. Jeg har faaet Ram paa adskillige og ligget og fisket med Krogen efter den sunkne Sæl paa Bunden. Vi hører ikke sjældent deres trannede Hujen. Alligevel kan man blive ved at have den Tanke at han kommer igen. Paa en anden Maade.

Men jeg har ingen dybe Tanker om Døden, nu jeg sidder her ved Stenhovedet. Ingen Tanker der betyder noget. Jeg har kun lette og ligegyldige flagrende Tanker.

Nej, der er ingen Alvor i én i de sidste Minutter inden man staar frem og læser den gamle Indgangsbøn. Der bliver ikke ringet med Klokken i Dag. Det sker kun naar Præsten er her. Jeg skal selv bestemme øjeblikket. De sidste Minutter er tit plagsomme, lange og ustyrlige, for saa mange lette, knitrende Indfald farer igennem éns Hoved.

De venter, og jeg venter. Folks Forventning er lige ved at blive et Stof man kan føle paa med Fingrene. Og da sidder man i Degnestolen og faar tossede Indfald. Hvad nu om man her i sit Skjul klistrede et stort sort Skæg paa Hagen og kom til Syne med det? Eller man pludselig gav sig til at gale som en Hane? Ja, en lille frivol Underdjævel har nu sine Kunster for med én. Man sidder og bliver en Markedsgøgler.

De venter. Og for hvert Sekund der nu drypper mærker jeg stadig stærkere, og i Dag tydeligere end nogen Sinde før, den fjendtlige Magt der sniger sig imod mig fra Forsamlingen nede i Kirken. Som om en Kæmpe langsomt nærmer sig mig, med halvaabne Hænder og Blikket rettet mod min Strube. I det Øjeblik jeg rejser mig skal jeg slaas med ham, ved jeg.

Jeg bliver siddende. Forventningen tykner.

Den ubestemmelige fjendske Kraft, der vil gribe om éns Hals, stammer ikke fra visse Modstandere jeg kan have mellem de kirkesøgende, fra Folk som ikke finder min Person værdig til denne Kirketjeneste, der hører til mine Tjenestemandspligter paa Øen. Nej, ingen dernede aner hvilken kvælende Magt de har sendt imod mig. Den har rejst sig imod mig i disse øjeblikke, da den spændte Venten er ved at forene dem i Fællesskab, som kun jeg alene staar udenfor.

Endnu er de ikke blevet Menighed, for Menighed, Natanael, er maaske lige som stor Musik og som Daggryets Mirakel overjordisk og ubegribelig. Men som nu Forventningen næsten fysisk strammer sit Greb om dem, vendes Sindene i samme Retning. Og var jeg nu den sande og ydmyge Tjener vilde det maaske være en Løftelse. Men jeg fornemmer det som et mægtigt Fjendskab. Hvem er jeg der sidder her? En vildfremmed. En Gæst i øjeblikket. En Flygtning paa Jorden. Skønt jeg om lidt skal rejse mig for at være deres Røst.

Der er mødt mellem tredive og fyrre. Flere end ellers. Adskillige er maaske snarere Tvivlere end troende, ved ikke selv hvad, paa Nutidens forvirrede Vis. For andre er Gudstroen maaske en tynd Søndagsvane. Men her er nogle for hvem Guds Ord er saa reelt som Jorden i Marken, som Saltet i Havet. Det er det for den tavse Robert og for den snakkesalige Kristian. For dem er alt her lige saa virkeligt som en Bakke Kroge der sættes i Søen. Og nu i Stilheden sidder disse Sjæle og bliver Kærnen i et Fællesskab som langsomt fastner. De er mine mægtige Fjender.

I de sidste Sekunder sidder jeg og ser mig om, ser op paa Korets halvt udviskede romanske Kalkmalerier. Mon der i Kirken er nogen anden til Stede der forstaar Rummets Skønhed saa godt, eller som er saa fortrolig med dets Historie? Nej. Alligevel, jeg er den fremmede her, Døgnfluen. Det er dem dernede som virkelig ejer Huset, fornemmer man. Og nu denne hemmelighedsfulde Forening er ved at ske, ja, maaske kun hemmelighedsfuld for mig, den fremmede, men ligetil for de andre, da erkender jeg ogsaa at Huset er andet end en historisk Bygning. Det har sin stærke uforklarlige Eksistens i Nuet. Ja, en mærkelig Eksistens, uden Alder, for de der nu venter nede i Skibet, de har været her fra Huset blev indviet, de vil være her, saa længe det staar, tænker jeg.

Nu! tænker jeg. Rejser mig halvt og sætter mig igen. Al Hvisken er ophørt nede mellem Stolestaderne. Rummet er ladet. Stilheden spænder med vældig Kraft om hver og én.

Jeg har en overmægtig Fjende imod mig, deres Forventning. Naa, tænker jeg, jeg kan intet stille op. Jeg kan bare være ærlig. Bare være tom og let som jeg er. Jeg er vel fejet og prydet. Jeg er Tomhed, intet.

Jeg bliver med et klar over at jeg har rejst mig og er traadt frem under den brede Korbue. Ja, man opdager at man staar her og ser roligt ned over dem. Ser Ansigterne og ser dem dog ikke. Møder alles Øjne og møder ingen Øjne.

Men det er som om éns virkelige Jeg, som om éns egen Vilje er blevet siddende i Degnestolen lidt endnu. Først nu rejser éns Jeg sig og vil træde ind i Krop og Sjælshylster som staar her under Triumfbuen. Men der sker ingen Forening. Jeg bliver ved at have Følelsen af at være spaltet, at være dobbelt. Jeg staar i død og doven Ro og ser ned over Ansigterne, i dybe og onde Sekunder. En Anelse glider kold som en Aal ind i min Bevidsthed, men forstyrrer ikke min Ro. Du er besat. En fremmed, en mægtigere fremmed fyldte min Tomhed, idet du rejste dig. Du er besat. Det er Loke som staar her nu. Det er Lokes Øjne som holder deres Øjne fast nu. Det er et djævelsk Bedrag.

Jo, kom man og vilde diskutere den Ondes Eksistens med mig, da vilde jeg have slaaet det hen. Jo. Jeg vilde slaa det hen.

Maaske er det et Tomhedens Hovmod, et Intethedens Hovmod i én selv der uventet er slaaet ud i Magtvilje. Jeg ved ikke. Men det er som der staar en mægtig og listig Aand i én. Han gør én langt stærkere som Mand. Hans Mund kruses i et blødt og forførende Smil. De der sidder dernede har ingen Egenvilje mere. Se nu Kvinderne, de er troldtaget. Olufs Mor, Rigmor, Annemari.

Hun sidder paa Orgelbænken og er uden Vilje.

Alle Ansigter er runde, slappe og dumme. Der sidder Robert med krokusblaa Kinder og hvid Pande. Rund og dum. Gamle Kristian er hypnotiseret som en Høne. Hvad var det du sagde, Kristian, at Sneppen kommer naar Kristus uddriver den urene Aand? Altsaa nu. Lad os nu se om vi faar Sneppen at se om lidt, overtroiske Nar.

Og der sidder Kajs Forældre, Anders og Hansigne. Runde og dumme. Har fuldstændig glemt den syge Kaj. Og der sidder Gerda, unge Gerda, hun som var Kæreste med Niels der druknede, men nu er glad igen. Rund og dum. Men hvem er det ved Siden af? Ved Siden af Gerda er der et stort kulsort Ansigt uden Øjne. Forfærdende et Øjeblik. Da ser jeg at det bare er en Kvinde der sidder foroverbøjet, saa hendes runde Filthat ligner et Ansigt. Det er Line, Eriks Enke. Den eneste som ikke stirrer herop. Den eneste som maaske ikke er fanget. Se herop, Line. Du skal ikke gemme dig. Her skal vi være fælles og een!

Jeg glædes over det jeg ser. Det er ingen god Glæde. Men jeg glædes over at have gjort dem til Sjæle i en Underverden, hvor deres Benrad stikker Hovedet ud. Nu ligner de alle sammen Hovedet der kom op af Vandet og Hovedet i Koret. De er Dødninge.

Herre, jeg er kommen ind i dette dit Hus for at høre, hvad du Gud Fader min Skaber, vil sige mig ...

Amen.

Den fremmede lod sig ikke fordrive af det. Han snublede heller ikke i Ordene. Men dernede i Stolestaderne kommer en vis Slappelse, som viser sig i at Ansigterne bliver lidt fastere og faar deres vante mutte, fiffige, blide, haarde eller sødlige Udtryk. Men ikke helt. De er stadig bundet af den fremmede Magt.

Jeg nikker til Dukken paa Orglet, og hun begynder at træde den knirkende Bælg. Forsamlingen af Spøgelser synger "Vor Gud han er saa fast en Borg". Jeg synger for, støttet til forreste Stolestade med den ene Haand. Paa det Sted er Malingen slidt af og Træet poleret af Degnehænder. Det plejer at være en god Hjælp, man føler sig ligesom i Forbund med Fortidens mange Degne, mangt et hult og armt Hjerte, som har tjent det hellige. Men i Dag rokker det ikke den fremmedes Magt. Ejheller at man synger om den "gamle Fjende led". Alt gaar efter hans Program.

Jeg læser Epistelen, hvori Paulus formaner Menigheden i Efesus mod ublufærdigt Væsen, gækkelig Snak, leffærdig Skæmt. Det er for mig og for ham der staar i mig tomme Ord. Men han prøver at gøre Stemmen musikalsk og bevare Fortryllelsen.

Og vi synger næste Salme: "Saa skal dog Satans Rige I Aldeles kastes om". Og den fremmede smiler stærkt og underfundigt.

Er det mig der skal fortrylles og fordærves? Det er vel unødigt. Men jeg er blevet et Redskab til at forhekse andre. Og det er deres Tillid og Forventning han lægger sit Spy i. Her er det Kristentro han vil fordjævle. Hvor Troen er en anden er det den han borer sig fordærvende ind i.

Ja, de synger. Et Par Bænke nede sidder Line, Eriks Enke, Børnene til den ene Side for hende, Drengen yderst som en lille Beskytter. Ved Lines anden Side sidder Gerda. Nu glad igen. Men det var Erik der gik ud for at hjælpe Niels dengang. Det har Gerda ikke glemt. Hun sætter sig nu hos Line. Se, hun sidder der. Altid der. Hun er kommet meget hos Line efter at Erik gik til. Hvad har den rødmossede Gerda at sige Enken? Ingenting vel. Ikke noget der er værd at høre.

Line er pyntet, ser jeg. Hatten er vel ikke ny, men en fingernem Person har givet den en ny Facon, maaske Gerda. Hun har faaet sig en ny sort Kaabe. Eller faaet den gamle vendt. Hun er pyntelig. Man maa være pyntet naar man bærer Sorg. Den sørgende er overgivet til Folks Øjne, og man ser at Line gør sig Umage. Børnene er pæne i Tøjet. Jeg tænker at Line i Formiddag ikke har haft et stille Øjeblik, hun skulde have alle pæne, hun er faret hid og did. Hvad har Line af Midler? Ingen vel. Der bliver ikke store Sager tilovers af Erstatningen for Baaden. Erik skyldte saa meget paa den. Men pyntet, men pæn skal man være.

Drengen sidder og holder Salmebogen sammen med Søsteren. Han løber en Linje igennem, saa kikker han op, ser ud ad det søndre Vindue med Solsløret, mens han synger Linjen. Han læser næste Linje, kikker ud ad Vinduet, synger. Ser ned, ser ud. Han er mørk som Faderen, trænger til at blive klippet, er lidt vaad under Næsen. Ser ned og læser, ser ud og synger. Ser ned, ser ud. Er der en Mening deri for ham? Tænker han nu paa Faderen, ser han maaske Forklaringen der uden for Vinduet, Guds Ansigt? Kender han en Mening jeg ikke kender? Nej, man lægger gerne noget gaadefuldt i saadan et Barns Sind, man tror saadan en lille mærket Fyr ser, hvad jeg ikke ser. Men han tygger bare tankeløst paa Salmelinjerne, tænker ingenting, ved ingenting, ser ned og læser, ser op og synger, ved ikke hvad han gør.

Den fremmede som staar her og anfører Sangen er frem for alt ond paa den lille pyntede Gruppe der, Enke og Børn.

Dette hellige Evangelium skriver Evangelisten Lukas ...

De rejser sig ned gennem Kirken, Mænd, Kvinder, Børn. Som den første Kuling over Havet før Uvejret kommer.

"Og han uddrev en Djævel, og den var stum; men det skete, der Djævelen var udfaren, talede den stumme, og Folket forundrede sig. Men nogle af dem sagde: Han uddriver Djævle ved Beelzebul, Djævlenes Øverste. Men andre fristede ham, og begærede Tegn af ham fra Himmelen. Men der han fornam deres Tanker, sagde han til dem: Hvert Rige, som er splidagtigt med sig selv, bliver øde, og et Hus, som er splidagtigt med sig selv, falder. Men er og Satanas bleven splidagtig med sig selv, hvorledes skal hans Rige da blive bestandigt? Thi I sige, jeg uddriver Djæve ved Beelzebul, ved hvem uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders Dommere. Men dersom jeg uddriver Djævle ved Guds Finger, da er Guds Rige kommet til eder. Naar den stærke bevæbnet vogter sit Palads, bliver det han har, med Fred. Men naar en stærkere end han kommer over ham og overvinder ham, da borttager han hans fulde Rustning, som han forlod sig paa, og uddeler hans Bytte. Hvo som ikke er med mig, er imod mig; og hvo som ikke sanker med mig, adspreder. Naar den urene Aand udfarer af Mennesket vandrer han igennem tørre Steder og søger Hvile; og naar han ikke finder den, da siger han: Jeg vil vende om til mit Hus, som jeg gik ud af. Og naar han kommer, finder han det fejet og prydet. Da gaar han bort, og tager syv andre Aander med sig, som ere værre end han selv, og naar de komme, bo de der; og det sidste bliver værre med dette Menneske end det første. Men det begav sig, der han sagde disse Ting, opløftede en Kvinde af Folket Røsten og sagde til ham: Saligt er det Liv, som bar dig, og de Bryster, som du diede. Men han sagde: Ja, salige ere de som høre Guds Ord og bevare det, Amen".

De sætter sig. Bølgen lægger sig, men det rører sig voldsomt under Vandfladen. Jeg mærker den stærke Fristelse. De dernede ser denne mærkelige Tekst ligge foran sig som et diset og usigtbart Landskab. Og "han" vil at jeg skal forvilde dem ved at gøre det endnu mere vildt og fremmed med Poesiens Billeder.

Teksten er tung og frygtelig. Jeg er sprunget i Sved. Jeg ser Eriks Dreng sidde langhaaret og pille sig i Næsen, mens han ser op mod Vinduet ser ud gennem det, med et fjernt Blik.

Line! hører jeg mig selv sige, nu maa du være med. Har Guds Søn hjulpet dig?

Hun ser op, Enken. Ser forbi mig, ser paa noget bag mig med et stort Blik. Saa nikker hun.

Jeg syntes der gik en forbi mig, og at jeg fik et Slag saa jeg maatte flytte mig lidt.

Da vi havde sunget sidste Salme, rejste Annemari sig og gik hurtigt ud.

Jeg traadte tilbage i Koret. Strøg med Haanden over Stenhovedet, gik ind i Sakristiet og lukkede efter mig. Jeg satte mig paa Stolen og var ved at vælte med den for den var gammel og løs i Benene.

Du maa holde op med det Pimperi, sagde jeg til mig selv. Jeg havde med Mellemrum en Susen for ørerne, som havde man faaet en Lussing. Da jeg blev rigtig opmærksom paa denne Lyd kendte jeg den. Det lød som Sneppens Bulder naar den rejser sig. Tiro! Tiro!

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * GÅ TIL FORSIDEN

 7.

Søndag hen mod Middag sad jeg i Stuen hos Olufs Mor og saa i et Fotografialbum og mindedes dengang, da Oluf ikke fik Lov at tale ud om det forfærdelige der var hændt ham.

Ja, først sad jeg jo en Stund alene i Sakristiet. Efter den Oplevelse i Kirken Søndag Formiddag. Hvad mener du om den Historie, Natanael? Det maa da have været noget for dig. Du vil jo have nærgaaende Bekendelser. Naa, og jeg har altsaa bekendt at jeg under den Andagt følte mig besat af den Onde selv. Intet mindre! Frydede du dig ikke over den Bekendelse? At jeg der hverken var det ene eller det andet, men tom indvendig, pludselig var Forføreren selv. Naaja, man følte sig som en fremmed i Forsamlingen, og saa blev man saa vildfremmed at man var som den lede selv! Blev du ikke henrykt, Natanael? Eller tror du ikke et Ord af det? Ha! Hvad troede jeg selv. Jaja, du siger maaske, Natanael, hvad jeg sad og sagde til mig selv i Sakristiet: Man skal blive lidt skør af at drikke om Morgenen, paa fastende Hjerte.

Ikke sandt!

Jeg skal ikke besvære dig med hvad jeg sad og tænkte paa den faldefærdige Stol i Sakristiet. Jeg sad og saa Skygger dreje sig over det kalkede Loft, Folk gik forbi det lille Vindue, gik fra Kirke. Der blev helt stille. Jeg sad og savnede Pigro. Sakristiet er et sørgmodigt lille Rum. I det ene Hjørne er der et gammelt Fyrretræsskab der har slaaet sig af Fugt. I det andet staar en Potte. Der hænger et lille plettet Spejl og et Haandklæde.

Saa gik jeg. Jeg havde faaet den Tanke at gaa en Tur langs Stranden ud paa Næbbet, hvad jeg sagtens kunde naa inden jeg skulde hen til Olufs Mor at spise. Men da jeg kom ud af Kirken og havde laast efter mig, saa jeg Bilen fra Næs holde uden for Laagen. Rigmor sad i den og ventede. Hun rullede Vinduet ned. Uh! sagde hun og skuttede sig. Jeg lagde Mærke til hun ikke saa paa mig.

Sæt dig ind! sagde hun.

Jeg satte mig ind. Bagi i Vognen.

Der er længe til Middag, sagde hun uden at vende sig, skulde vi ikke køre ud til Brinken og se paa Havet. Du kunde fortælle mig om Fuglene.

Nej, vi skal ikke, svarede jeg.

Jeg skal nok køre dig tilbage til Marie, sagde hun, tog sig en ny Cigaret og rakte Pakken over Skulderen til mig.

Skal vi ikke? gentog hun, jeg vilde gerne høre dig fortælle noget. Om Fuglene. Bare en halv Time.

Jeg lo lidt, men svarede ikke. Jasaa, Rigmor var blevet ramt. Og var maaske blevet her fordi hun var lidt bange for, hvad jeg foretog mig alene derinde.

Skulde vi ikke? sagde hun.

Langt nede i Bakkerne kunde jeg se en Skikkelse. Ganske lille. Olufs Mor paa Vej hjem.

Johannes, det var underligt derinde.

Kør! sagde jeg.

Hun startede. Jeg mødte hendes Blik i det lille Spejl over Forruden. Hun tog straks sine Øjne til sig.

Sæt mig af, naar vi naar Marie, sagde jeg.

Hun kørte skrapt til ned over den hullede, plørede Vej, saa Sprøjtet fra Hjulene formørkede hele det skinnende Landskab. Rigmor bremsede op lidt før vi naaede Marie, aabnede Døren og raabte: Sæt dig ind, saa kører jeg jer til dit Hus.

Aldrig vilde jeg have tænkt at Olufs Mor havde taget mod det. Men hun satte sig ind ved Siden af mig. Saa kørte vi.

Nu faar man prøvet det, sagde Marie, jeg har ikke rejst i Bil før.

Hun sad ret op og ned paa Sædet og hoppede meget. Hendes Smil og Hoppen passede ikke rigtigt til hende, syntes jeg.

Jeg skal køre dig en Tur en Dag, Marie, sagde Rigmor, naar vi en Dag skal over til Landet, maa du med. Men hvem er det derhenne?

Det vidste Rigmor godt. Det var Annemari, som gik rask til.

Vi hører om hun vil med, sagde Rigmor.

Det havde jeg ikke tænkt at Annemari vilde have taget imod. Men hun satte sig ind ved Siden af Rigmor. Det var hyggeligt.

I kommer da til Foraarsballet i Aften? sagde Rigmor til Annemari.

Jeg glæder mig forfærdeligt, sagde Annemari.

Gudskelov, sagde Rigmor, men jeg mener, Harry kommer da ogsaa, ikke?

Jeg tror han forfærdelig gerne vil, svarede Annemari.

Dejligt sagde Rigmor, Marie, kommer du ikke til Vaarbal?

Tak, svarede Olufs Mor, det er saa længe siden man har prøvet noget.

Hun sad med rank Ryg og hoppede. Og hun var blevet rødmosset. Jeg syntes ikke om det.

Gør det dog! sagde Rigmor, og du kommer da, Skolelærer? Du skylder mig mange Danse!

Den stakkels Skolelærer, sagde Annemari, han har saa forfærdelig meget at gøre. Og han siger han er vissen i Toppen. Men sørger du for, at der er nogle ganske unge med, Rigmor, saa kommer han!

De var mig lidt hektiske og falske, de to Kvinder. Og her var Annemari tilmed giftig imod Rigmor, som er sine tretten Aar ældre end hun.

Nu var vi standset ved Maries Hus.

Hvem vil du da foreslaa, Annemari? sagde Rigmor.

Hvis jeg maa foreslaa, sagde jeg, saa skulde du se at faa Elna Kropige med. Hende kan jeg godt lide.

Det var da straalende! udbrød Rigmor.

Skolelæreren er et forfærdeligt oprigtigt Menneske, sagde Annemari.

Frygtelig omsorgsfuld, sagde Rigmor, en Samaritan, det er han.

Ja, saa blød om Hjertet, sagde Annemari.

Hør, hvorfor siger du ikke noget? sagde Rigmor.

Heste, Hunde og Mænd kan tæmmes, men Køer, Søer og Kvindfolk er der ikke noget at stille op med, sagde jeg, men gider I vende jer om og se over paa Grønjorden kan I overvære et lille Drama.

Ovre ved Mergelgraven paa Bødvars Mark sloges et Par store Ramlere. Endnu et Par Harer sad og stampede tætved. Den ene af dem var ogsaa en bredpandet Ramler, og nu for han et Øjeblik løs paa de to andre, hvirvlede rundt med dem. Saa bøjede han af og sprang tilbage til Sætteren, Hunnen, der sad og nød det hele. Han gav sig til at kurtisere hende, og sandelig hun overgav sig nu, mens de to andre sloges som gale, tumlede rundt og flaaede hinanden, saa Ulden fløj af dem.

Rigmor lo og saa en Gang op i Spejlet, men Annemari havde vendt sig og kikkede paa sit Ur.

Har I taget saadan en Tot Hareuld op til Ansigtet, sagde jeg, medens den er varm endnu, og der sidder Bloddraaber i den. Lugtet til den. Det er vildt!

Vildt! gentog jeg, for jeg mindedes det stærkt.

Da Marie og jeg stod ud af Vognen sagde jeg: Jeg kom til at tænke paa en Ting, Rigmor. Lille Kaj ude fra Banken har jo længe skullet paa Sanatorium, og nu er der Plads til ham. Han skal af Sted snarest. Men det vil maaske sinke det hele hvis de skal helt herover at hente ham. Saa faldt det mig ind, at Frederik eller du maaske kunde køre for ham?

Det vil vi vældig gerne, svarede hun og saa paa mig.

Jasaa, tænkte jeg, du har maaske den Mistanke, at jeg fandt paa det for at prøve dig. Der er jo Folk som ikke tør nærme sig Huset hvor Kaj er.

Bare ned til Baaden, sagde jeg, saa kan vi ordne det med Kørsel ovre fra Havnen.

Maaske vi kan køre ham helt til Sanatoriet, sagde Rigmor, Frederik skal alligevel paa den Kant saa snart han kan. Det gør vi forfærdelig gerne.

Det er forfærdelig pænt af jer!

Jeg stod lænet til Køkkendøren i Maries lille Hus, rygende Pibe, mens hun begyndte paa Madlavningen. Hun virkede meget stor i Køkkenet. Var i en mørkegraa Kjole med sorte Mønstre, sid og tung. Hun tog et stort, stivet Forklæde om sig. Her blev hun sig selv og tavs igen. Jeg sagde heller ikke videre. Det gik endda, jeg havde ofte været paa Besøg her, uden at der var blevet sagt ret mange Ord. Hun nærede en uforstaaelig dyb Respekt for mit Kald og min Person. Men jeg var klar over at jeg generede hende ved at staa her ved Karmen, hvor hendes Søn kunde staa, hvor den afdøde Mand havde kunnet staa, men Degnen ikke burde staa, for Degnen burde sidde inde i Gyngestolen og se i Albummet.

Men efter det der var hændt i Kirken kunde jeg særlig godt lide at staa her et Øjeblik og komme de enkle Køkkenting nær. En Gæst i Verden, en Omflakker, han trænger til at staa ved Dørkarmen til et Køkken. Jeg stod her et Øjeblik og stjal en Smule fra en for mig lukket Verden. Husmoderens Syssel i sit hellige Køkken.

Forlængst, for mange Aar siden, var den død, som man med Sønnens Ret kunde staa og betragte, mens hun syslede.

Marie tog Pinde og Spaaner fra den rødmalede Brændekasse og lagde dem i Komfuret. Jeg strøg en Tændstik og rakte hende den tavs. Snart blasede det i Spaanerne, der kom smaa Skrald og en Duft af brændende Fyrretræ. Jeg havde lagt Mærke til hvor sirligt Brændestykkerne laa i Kassen. Der var Orden hos Marie. Alt i det lille blaa Køkken var ganske vist slidt, men der var Forskel paa hendes Forhold og paa Huset derude hvor Kaj laa syg. Kajs Mor, Hansigne, havde heller ikke mange Ting, de var ogsaa slidt, men præget af hendes Svaghed, trøsteløs Sjusk, de var bare forfaldne. Maries Ting blev ædle af Slid. Der var en Renhedsduft i hendes Hus. Duft af nyvasket og nystrøget Tøj.

Jeg vilde ikke genere hende længere, men gik ind og satte mig i Gyngestolen og tog det tykke Album som altid var lagt frem, og som jeg før havde bladet i.

Paa Stuevæggen tikker et gammelt Hængeur, en Londonerklokke. Paa Døren under Urskiven er der en Jagtscene i Olietryk. En knælende, blaaklædt Jæger har lagt an paa en rød Kronhjort i den grønne Skov. Hjorten springer højt med forvredne øjenkugler som har den allerede faaet Bladkuglen. Den har svævet i sit Dødsspring i mange Herrens Aar. Paa Væggen hænger ogsaa et sydlandsk Olietryk, hvor Kristus bærer sit tornekransede Hjerte uden paa Kjortelen, og stærke Lysstraaler gaar ud fra det. Længere henne hænger en Amagerhylde med Kaffekopper, Maries Salmebog og et Brændevinsglas som har staaet her siden Mandens Tid. Der er en koloreret Tegning af tremastet Skonnert "Margrete", som Johan, Manden, for med som ung. Bølgerne er lagt saa stiligt som Pindene ude i Maries Brændekasse. Paa Kommoden staar en smuk Terrin af gammel engelsk Fajance. Der er ogsaa Bælgen af et Bæltedyr, kunstfærdigt formet som en Kurv hvori hun gemmer Julekort. Der er Familieportrætter i Sneglehusrammer og Perlemorsrammer, alle af Mandens Slægt. Her er mange Smaating han har haft med hjem i de unge Dage, da han for paa Søen, mærkelige Smaasager, skyllet herind fra Verdenshavene.

Marie kommer ind og trækker en Skuffe i Kommoden ud. Tager en Dug frem, hvid som Nysne, duftende. Lægger den paa Bordet. Hun gaar igen, fylder næsten Døren. Jeg hører Gryden med Kartoflerne snurre, mærker Dampen med dens Muldlugt.

Jeg er efterhaanden kommet under Vejr med et besynderligt Forhold. Alt hvad der findes her i Huset stammer ene fra Johans, Mandens Hjem. En Smule er kommet til i deres fattige Ægteskab. Men her er ingenting fra Maries Hjem, skønt hun kom fra større Forhold end Manden, fra en gammel Gaard i Indlandet. Jeg har fra Oluf hørt at da hun engang fik nogle Ting i Arv lod hun dem sælge derovre. Her er intet som minder om det hun kom fra. Hun har slettet alle Spor af sin Ungdom, brændt sine Skibe. Hun accepterede blankt sin Skæbne. Jo, eet er her dog. Det tykke Album med Fotografier.

Johan var en Del ældre end hun og allerede mærket da de blev gift. Hun maatte tage haardere fat end de fleste Fiskerkoner og gjorde det. Hun var stærkere end Manden, kørte Børen for ham, slæbte i den drøjeste Ende af Garnene, ja gik endda paa Søen med ham, siges der. Og hun gik ud paa Arbejde ved Siden af. Han døde af Kræft inden nogen af Børnene var konfirmeret. Hun tog haardere fat, vaskede for Folk, gik i Roemarkerne, tog hvad der faldt for og holdt dem oppe. Da Døtrene blev voksne forlod de Øen. Selv bliver hun. Har aldrig været fra Sandø mere end een Dag ad Gangen.

Hvad er Tanken, Sindet bag det? Det vil hun vel aldrig røbe. Hun kunde maaske heller ikke forklare det.

Jeg sad i Gyngestolen og kikkede ud gennem Vinduet. Bag Stakit og Syrenbuske hævede Terrænet sig i fromme Bølger op mod en Banke hvor der laa en halvt udpløjet Bronzealderhøj med en ludende Tjørn. Længere til højre kunde man skimte de stille Møllevinger og Mejeriets Skorstenspibe. Her er en Smule af alle Slags paa Sandø. En lille almindelig Verden.

Men kan egentlig noget være større end Bakken derude? tænkte jeg. Bakken derude, den er ingenting i Tal og geografiske og astronomiske Tabeller, men se, den rager midt op paa Himmelen. Lagde man sig ned paa Marken derude vilde den være den største man kunde se. Den vilde fuldstændig fylde Øjnene.

Altsaa Sandø er stor alligevel! tænkte jeg. Og her er meget ukendt paa Øen. Her skjuler sig Mængder af vilde Planter, Tangarter og Mosser som jeg ikke kender. Jeg opdager stadig Dyrearter man ikke før har lagt Mærke til her. Hvad kender man virkelig til Øens Jordbund, dens Geologi? Man har en meget kummerlig Viden om dens Historie. Ja, hvad ved man om de Folk der før har levet, og hvad ved man egentlig om dem der nu lever her? Menneskene er et flygtigt Græs. Pyst! blæser en Vind, en Aarhundredvind, og nu er de alle døde og borte og glemte. Nu gaar her nye som ingenting ved om dem der gik her før og sled og sladrede og græd og lo og snød og hjalp hverandre. Pyst! blæser en Vind. Nu er de andre ogsaa borte, ædt af Orme og Glemsel. Kun et Par Sagn hænger igen.

Ja, enten forsvinder det levende Menneskeliv fuldstændigt, eller ogsaa bliver det til en Smule Viden. Hvad om man nu gjorde sit til at bevare en Smule Viden? Ja, jeg sad i Maries Gyngestol i Krogen og fik den Idé, at jeg vilde studere og beskrive denne Ø grundigt, lige fra Menneskenes Samfund til Mosset paa Gravstenene og de muntre Tanglopper i Havstokken. Ja, den Idé fik jeg her. Og maaske var det en forfængelig Idé, Natanael.

Naaja, det gjorde maaske sit at jeg i Kirken i Dag alt for stærkt havde oplevet, at man var vildfremmed paa Øen. Men det gjorde maaske ogsaa sit, at man sad her i Olufs Mors Stue, hos et Menneske, der ogsaa engang var kommet som fremmed her til Øen, men som havde kappet Fortiden af og valgt Tilværelsen her, saa at man kan sige, at om noget staar fast paa Øen, om noget helt hører Øen til, da er det Marie, Olufs Mor.

Marie kommer ind og sætter Tallerkener paa den hvide Dug. Hun standser i Døren, ser paa mig over Skulderen og siger: Du ved maaske at Annemari var herinde før hun gik i Kirke?

Nej.

Kunde vi nu ikke faa lidt Fred! tænker jeg. Nu kan jeg lugte at det er Aal hun har paa Panden derude. Hvorfor saa den Ulejlighed?

Hun kom for at sige at det nu skulde være forbi mellem Oluf og hende.

Ja, det er vel bedst, siger jeg.

Siger du det? sagde hun og gik.

Jeg sad og indaandede Duften fra Køkkenet. Ja, nu vil jeg lægge paa i Ansigtet og samle Fedt om Lænderne, som Skriften siger. Nu vil jeg i Ro og Fred beskrive Sandø.

Marie kom ind med en Hvidtølsflaske, stillede den paa Bordet og sagde: Det er vist det eneste gode Annemari har gjort os.

Hun gik ud igen, og jeg tænkte: Maaske har hun Ret. Hun er i hvert Fald hel i sine Følelser. Enten kold eller varm. Uden den Lunkenhed, der er saa mangens Forbandelse, saa mange tænkendes. Men det var altsaa Grunden til at Marie og Annemari kunde sidde i Bilen sammen.

Jeg gav mig til at blade i Fotografialbummet. Og jo! Der har i Maries Album kun været eet Billede af Annemari, og det havde Oluf vel tvunget ind. Nu er det borte. Marie har fjernet det Billede inden hun gik i Kirke.

Jeg fordyber mig i Albummet. En hellig Bog. Forrest er der meget gamle Familiebilleder fra forrige Aarhundrede. Afblomstrede, matte. De har faaet en violet Tone eller en tobaksbrun, har hvide Pletter, men de er smukke. Det er Maries Slægt. Ikke hendes Familie bare, men hendes Æt. Stærke Indlandsbønder. Her er Grupper. Manden, Husbonden sidder ned, i Figurfrakke, stikker en bestøvlet Fod frem. Kvinden staar med tugtig Hue bagved sammen med den stive Børneflok. Senere bliver Billederne større, de faar en romantisk Baggrund, et Landskab med Skovtræer. Ynglinge i Soldateruniform staaende paa en idyllisk Bro. Paa Gruppebilleder er det nu Konen som sidder. Manden løfter sig staaende, som et Taarn, over hende og Børnene.

Her er et Ungdomsbillede af Johan, Maries afdøde Mand. En lang, svajrygget, skægget Marinesoldat. Der er kun det ene Billede af ham.

Ellers rummer Albummet kun Folk af Maries eget Blod. Og i hendes stærke Æt er der ligesom i Egil Skallagrimsons to Typer. En bredhovedet, mørkere, med svær Næse og haardt Blik. Maries Type. Og en lysere, vagere Type. Det er Olufs. Af Ydre er han dog faldet bedre ud end de fleste.

Der var en næsten endeløs Række Fotografier af Maries egne Børn. Og flest af Oluf. Aldrig har hun haft det saa knapt at hun ikke aarligt har sendt ham over til Fotografen. Som Dreng har han et lidt faaret Udtryk, et svullent Drag om Munden, opspærrede lyse Øjne. Dog køn. Fra omkring hans attende Aar tager Billedernes Tal til. Jeg har selv faaet adskillige af disse Portrætter. Nu har Oluf vel selv betalt - eller somme Tider maaske Annemari. Som purung havde hun en lignende Billedgalskab som Olufs Mor. De maatte stadig have Billeder af ham. Men der er ikke eet af disse Portrætter fra Olufs voksne Alder der virkelig er Oluf. Som han er. Eller som jeg kender ham. Han er ikke alene stor, lys, herlig af Ydre paa Billederne, men han har stadig et stærkt og bydende Udtryk, en ung Høvdings. Munden er fast, Blikket hvast. Saadan har jeg bare set Oluf i et Par hastige Glimt engang. Saadan er han ikke.

Hvad sidder man og ser paa? Et Gudebillede. En Ynglings uvirkelige Drøm. En Barnekærestes Fortryllelse. Saadan har han maaske kunnet se ud for hende. Og en Mors Ættegud. Alt rev Marie ud af sit Liv. Intet af sin Fortid lod hun eksistere i Hverdagen. Men skjult bar hun en Blodets Guddom. Nu ser jeg det endelig. Og det forekommer mig at man er traadt ind i et hedensk Vi hvor der blotes Mennesker.

Men to Gange samme Dag saa jeg virkelig det Glimt i Olufs Øjne. Det var dengang han kom hjem til Sandø igen, efter at Niels var druknet, og han selv havde svømmet til Golø Kalv. Vi havde hørt om det i Radio. Nu kom han hjem med Paketten, og alt hvad der kunde krybe og gaa var den Dag mødt nede ved Baaden. Jeg var der sammen med Annemari. Det var dengang hun ventede sig, og hun var næsten mere medtaget nu, end den Dag da Oluf og Niels kuldsejlede.

Der stod flere Mennesker paa Rutebaadens Fordæk, men Oluf blev nedenunder til Baaden var lagt til. Han kom springende op, skubbede et Par til Side og fløj i eet Spring ind over Lønning og Bolværk. Stor, bleg. Han blev ligesom lammet ved Synet af de mange Mennesker. Da kom Annemari til, lænede sig mod ham, grædende. Han fortrak Ansigtet og saa paa mig hen over hende.

Da havde han det Blik.

Hvor er hun ... Mor? sagde han. Hun var der ikke.

Saa gik han hjem. Nej gik?

Annemari og jeg fulgte efter op over Brinken, saa godt hun kunde. Han gik fra os med lange Skridt, udenom Husene. Endelig naaede vi ogsaa op paa den lave Brink. Annemari pustede. Herfra kunde vi se op mod hans Mors Hus. Oluf var halvvejs. Han løb. Sprang op over de nysaaede Marker hvor Spirerne lyste. Løb som en vild.

Se! sagde Annemari. Skønt vi jo begge stod og saa.

Jeg forstaar ham saa godt, sagde hun.

Det sagde hun en Gang til lidt efter. Men det lød som hun ikke forstod.

Og jeg tænkte da vi stod og saa ham løbe: Der er en efter ham. Der er en lige i Hælene paa ham.

Hen paa Aftenen kom de to hen i Skolen til mig, han og Annemari. Der var ikke stort at mærke. Hun satte sig og tog Sytøj frem. Oluf stod og pillede ved mine Bogreoler. Jeg gik ud og satte Vand over i Køkkenet.

Saa tog jeg Instrumenterne frem. Rakte ham min Violin. Han spiller bedre paa den end paa sin egen, og jeg har ofte tænkt paa at give ham den, men har altsaa ikke gjort det. Jeg tog selv Celloen og begyndte at kikke efter gamle Noder der flyder alle Vegne. Men han havde stemt Violinen og begyndte at spille. Det er hans Uvane at ville spille udenad, før han har slidt nok med et Stykke. Men Musiksind er der i ham, uden at han er usædvanlig. Maaske Oluf har haft sin Drøm derom. Og jeg burde maaske have rendt hid og did for at finde nogen der vilde støtte ham, saa han kunde være rejst over og virkelig have lært noget. Naa, han spillede. Naturligvis den slaviske Melodi af Rimsky-Korsakoff, Zcar-Bride.

Han brød af og vendte sig til Annemari: Jeg var inde at se paa en Pladespiller derovre. Seks Hundrede.

Det vilde være dejligt, svarede hun sagte, uden at se op.

Han begyndte igen. Brød saa af for anden Gang. Han lagde varsomt Violin og Bue paa Bordet. Det nytter ikke! sagde han. Saa gik han hen til Vinduet og stod der og saa ud. Med Ryggen til os. Udenfor var det mørkt.

Saadan gik et langt Minut. Annemari løftede ikke Ansigtet og mødte mit Blik, og det syntes jeg var mærkeligt fint af hende.

Hvorfor skal det være saadan, Skolelærer? sagde han derhenne. Han plejede at bruge mit Fornavn, skønt han havde været længe om at vænne sig til det. Nu var hans Tiltale stolt og udæskende.

Jeg ved det ikke, Oluf.

Var jeg bedre end Niels kanske?

Nej.

Tak, sagde han og lo en Smule. Han trak langsomt Rullegardinet lidt ned. Slap det. Det røg op med et Smæld, og Annemari for sammen.

Er I klar over at jeg tog Livet af ham. Derude.

Annemari bøjede sig fremover og dækkede for sit Ansigt.

Er I klar over det.

Ja, jeg var klar over det.

Du ved ikke hvad du taler om, Johannes, sagde han med Ryggen til.

Jeg ved, at du er en forbandet Idiot, sagde jeg.

Saadan fik man vendt ham om. Fik ham Ansigt til Ansigt. Han sænkede Panden og gloede. De store Hænder knyttedes langsomt.

Du skal alligevel ikke tro du kan sige alt, sagde han med Besvær.

Hold Mund! sagde jeg, du er en Idiot. Jeg kunde nok se paa dig at du har haft Niels i Hælene lige siden. Og hvorfor? Ja, du kunde ikke faa ham med. Du har fat i ham. Niels kan knap svømme. Bliver vild. Trækker dig ned. Du gør dig fri. Det er ikke noget at blive skabagtig over.

Jeg sloges med ham. Med Niels.

Ja, han trak dig ned. Og Baaden drev af. Du kunde ikke naa den.

Det var umuligt, sagde han, umuligt.

Nej, for Baaden drev fra jer, sagde jeg. Du kunde ikke faa ham hen til Baaden. Umuligt. I den Sø. Der lever ikke den Mand som kunde have gjort det. Som kunde have reddet ham. Jeg vil ikke høre mere af det Pjat.

Jomen, det er jo Løgn hvad jeg har fortalt dem, sagde han, de spurgte og spurgte og spurgte. Jeg sagde at han gik ned med det samme. Det er Løgn. Jeg havde ham jo. De spurgte og spurgte. Og jeg ved ikke om jeg tog noget i Stykker paa ham.

Hold din forbandede Kæft! sagde jeg, og sæt dig ned! Sæt dig ned!

Han satte sig virkelig ned paa en Stol henne ved Vinduet. Drog Pusten tungt og hurtigt.

Det er sidste Gang vi vil høre et Ord om det her, sagde jeg, saadan er det nu engang. Jaja, du kunde naturligvis paa en pæn Maade være gaaet med til Bunds. Bevares! Vi andre havde ikke anet hvor pænt du havde baaret dig ad. Og der var kommet en lille faderløs til Verden. Ja, det var jo ideelt! Jeg vil ikke høre mere af det forbandede Sludder.

Han sad med Ryggen halvt til og kikkede ud. Ja, han har haft et Genfærd efter sig hele Tiden. En Rædsel. Mens han svømmede. Ellers havde han aldrig naaet Golø Kalv. Og saa har han siddet to Nætter alene paa Holmen.

Sidder du der og hænger! sagde jeg til Annemari, rejs dig og gaa ud og lav Kaffe. Vandet spilkoger.

Jo, aandede hun og skyndte sig ud.

Jeg lukkede op for Radioen. Puslede rundt. Mumlede vredt for mig selv. Jeg havde sagt det hele for at faa Magt med ham, men det var ikke gaaet saa let, dersom jeg ikke selv var blevet ophidset.

Der var Musik i Radioen, jeg husker ikke hvad.

Oluf kom hen og satte sig i min Øreklapstol. Han lettede sig igen og tog Tobaksdaasen paa Bordet. Satte sig slapt ned og stoppede Piben.

Jajada, sagde han.

Efter Hændelsen med Niels tog hans Døsighed til, og det blev ikke til noget med ham og Annemari, selv om hun fik lille Tom.

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * GÅ TIL FORSIDEN

 

 8.

Søndag Eftermiddag.

Jeg havde haabet at faa Resten af Søndagen i Fred til at sysle med den gode Idé, som jeg havde faaet i Olufs Mors Hus, nemlig en grundig Beskrivelse af Sandøs Natur og Folk. Men Fred fik man naturligvis ikke.

Jeg gik tidligt fra Olufs Mor. Jeg skraaede over Markerne, hvad der ikke pyntede paa mine Kirkesko. Jeg vilde se om Agerhønsene stadig stod, hvor jeg havde rejst dem forleden i Taagen.

Disen over Øen tyllede sig fuld af Lys, og her i Middagsstunden mærkede man Engelen i Luft og Lund. Men man kunde ikke stikke en Pind mere end et Par Tommer ned i Pløjelaget. Dernede sad endnu Frosten. Der stod skinnende Bløde over Grønjorden, og Vand sivede af Sted mod Stranden, over Jorden, uden at synke. Trist nok, for Øen har ikke faaet Regn nok.

Hønsene saa jeg ikke, men jeg fandt den første Følfod, en søvndrukken og uldklædt Purk, ikke længere i Halsen end Henrik den Ottende af England.

Bødvar Bjarke var ude at se paa sin Vinterrug. Han jamrede over saa elendig den var. Hans borgerlige Navn er ikke Bjarke, men han har faaet Navnet efter Skolens Sagnfortælling. Og naturligvis har han sjældent haft saa mørk og køn Rug, for den har hygget sig under Sneen.

Men han kunde fortælle at man nu ventede Rutebaaden til Øen senest næste Morgen. Maaske den kom før. Det var for en stor Del Grødis der nu laa østover i Farvandet, og et Par større Baade var gaaet fint igennem.

Jeg skyndte mig hjem. Arme Pigro var saa forsovet og slatten at han knap kunde bekvemme sig til at stikke sin store fornemme Næse ud i Solen. Og nu var det jeg i Fred og Ro skulde have sat mig til at grunde paa min nye Idé om en Beskrivelse af Sandø. Jeg tændte da ogsaa op i Skolestuen, hvor jeg arbejder bedst. Men Bødvars Oplysning om Baaden forstyrrede Freden. Jeg ringede ned til Fyret, og Assistenten fortalte at Paketten allerede i Eftermiddag vilde prøve at gaa til Tulø. Slap den godt igennem vilde Baaden prøve at gaa her til Sandø i Aften eller i Nat maaske. De maatte i Gang hurtigst, da der baade ovre i Havnen og ude paa øerne laa meget Gods stuvet op.

Det gjorde det ikke bedre. Oluf vilde komme med den første Baad, naar som helst den gik, det var jeg vis paa. Han sad vel allerede i et eller andet Lukaf ovre i Havnen og ventede.

Ja, og det hele var jo blot hvad jeg selv ventede. Men Ro gav det ikke. Man maatte foretage sig noget. Jeg ringede Frederik paa Næs op.

Naaja, jeg forstyrrede den travle Mand som havde Alverden at bestyre. Men om Rigmor havde talt om lille Kaj? Jeg vilde gerne vide om de virkelig vilde køre for den syge Dreng.

Jo, den søde Rigmor havde knap snakket om andet, svarede Frederik, og bevares, han skulde gerne køre til Verdens Ende. Men havde hun sagt at han en af de første Dage skulde derover i Bil, saa var det Snak hen i Taagen. Det skulde han i hvert Fald ikke med den fordømte Bil. Den Helvedes Bil, han havde haft Ballade med Skipperen paa Paketten hver Gang han vilde have den med over. De første Dage blev der ikke Plads til den paa Baaden.

Du Træl af Magt og Guld, sagde jeg, det var heller ikke min Mening. Bare du vil køre Kaj herned til Baaden er det storartet.

Gud bevares, han kørte gerne til Verdens Ende, svarede Frederik, men om Degnen troede det var sjovt at have saadan en Klods om Benet som den Bil. Han vidste godt at vi allesammen grinede fordi han holdt Bil her paa Øen. Det var ogsaa Meningen at Bilen skulde staa ovre i Byen, men han havde sgu været glad som et Barn for den Bil, da han fik den i Efteraaret. Men han havde ikke haft andet end Kvalm af den. Om jeg ikke forstod ham, naar han fortalte mig at han siden Klokken otte i Morges havde siddet og ledt efter tre øre paa Skattelisten?

Jo, saa er jeg med, sagde jeg. Jeg vidste at en Regnefejl paa tre øre vilde plage Frederik lige saa meget som en hel Million.

Nu har jeg tilstaaet! sagde han, og saa kan du give Besked om at jeg kører Drengen over paa Sanatoriet Tirsdag. Farvel.

Rigmor kom straks i Telefonen, saa hun har vel staaet ved Siden af. Hun sagde: Frederik er løbet ind for at lede efter de tre øre. Men hvis jeg kender ham, saa maa du hellere belave dig paa at han tager af Sted i Morgen. Hvis han kan. Vi vil forfærdelig gerne gøre det.

Det er forfærdelig pænt af jer, sagde jeg.

Jeg elsker dig, sagde hun.

Og jeg dig, svarede jeg. Naa, nu strakte Telefonpigen øren, tænker jeg.

Saa kommer du i Aften? sagde hun.

Nej, svarede jeg, jeg maa skrive paa et topografisk Værk om Sandø.

Jeg har ringet til Kroen og talt med Elna, sagde Rigmor, hun har fri i Eftermiddag, men ikke i Aften. Det er Synd, men hun kan ikke komme.

Ja, saa er det udelukket, sagde jeg.

Jeg elsker dig, sagde hun igen.

Det er ømsesidigt, svarede jeg.

Hvad nytter det? sagde hun.

Hvad kan trives i dette følelsesløse Sand? sagde jeg.

Gud, raabte hun, jeg har brune Kager i Ovnen!

Jeg cyklede saa ud til Husene i Banken. Klokken var over to, men Anders og Hansigne sad med Børnene og spiste Middagsmad ude i Køkkenet. Der laa en lille Dynge Kartoffelskræller paa det fedtede Bord ud for hver af dem. Der var en dampende Hede, en snusket og ilde Lugt. Den magre Hansigne saa forskrækket paa mig. Hun er en Kvinde der ikke rigtig kan gøre Fyldest nogen Steder, før hun bliver gammel og der lettes nogle Byrder af hende. Hun har for mange, og hun er for bange. Som gammel vil der ogsaa komme Sødme over hende, tror jeg, saa vil hun blomstre sent og kønt, som mange Sjæle gør, hvis Livselement er Bekymringen, Frygten, Angsten for ikke at gøre andre tilpas. Nu var hun angst over at der var saa uryddeligt og at hun ikke turde byde mig noget. Men den skæggede Anders aad roligt videre.

Det var de Graner, sagde jeg, men du har vel husket dem?

Jeg begynder at fælde dem i Morgen Klokken syv, svarede Anders.

Jaja, det var mine dejlige Graner. Men sagt er sagt.

Saa fortalte jeg at Kaj maaske kunde blive kørt til Sanatoriet næste Dag.

Jeg vil ikke have at de fra Næs skal køre for Drengen, sagde Anders, jeg vil ikke skylde dem noget. Og naar man betaler sin Sygekasse kan man vel ogsaa forlange ham hentet.

I Hansignes Ansigt havde det skiftet, som for en Hvirvelvind over det. Først var hun ydmygt henrykt fordi Kaj skulde køre i den fine Bil, men nu sprang alle Ængstelsens Rynker frem i hendes unge ødelagte Ansigt.

Maa jeg minde dig om, Anders, sagde jeg, at vi to havde et Basketag, da Kaj begyndte at blive sløj. Jeg har ogsaa en Tanke med det her.

Jeg ved nok at jeg kan være kontrær, Skolelærer, sagde Anders, men saa gav jeg jo ogsaa efter og saa sagde jeg: Kaj skal af Sted. Men han skal altsaa ikke køre med dem fra Næs.

Selv skal du ikke bryde dig om dem, sagde jeg, det ordner jeg. Men du mærker vel nok selv at der er ikke saa faa Mennesker som daarligt tør komme jer nær nu. Jeres andre Børn mærker det i Skolen. Og det vil blive ved, Anders. Det er derfor Frederik paa Næs skal køre for Kaj, for det vil gøre Indtryk paa Folk.

Endelig gav han sig da. Jeg kikkede ind til Kaj der laa i en hed og dunstende Luft. Man kunde frygte at de alle vilde være angrebne, og det har heller ikke været nemt at faa dem under Kontrol, men foreløbig er det kun Kaj der fejler noget.

Jeg havde et Par af Nationalmuseets Aarsskrifter med, samt en lidt defekt Flintøkse, jeg tidligere paa Vinteren havde fundet. Kaj har allerede en lille Samling Oldsager.

Mon der er nogen Spor af Enkelgravsfolket her paa Øen? sagde Kaj.

Ikke det jeg ved af, svarede jeg, men Sandø er heller ikke ordentlig undersøgt. Og nu skal du høre. Jeg har lige bestemmet at vi maa studere Øen grundigere. Naar du kommer igen maa du hjælpe mig med det.

Varer det mon længe? sagde han. Kaj er fin i Ansigtet, skær som en Anemone nu. En begavet Dreng. God at snakke med. Jeg vil savne ham.

Et Aars Tid maaske, det har vi før sagt, sagde jeg, men de har mange Bøger saadan et Sted. Vi kan nok ogsaa sende dig et Par Bøger.

Om Oldtiden, sagde han.

Jeg lægger Mærke til Anders, Kajs Far. Han lytter tit til sin kloge Dreng med et forlegent Smil. Nu sidder den grove, grimme Mand i Stolen med et underligt udslukt Ansigt. Føler maaske sin Fattigdom. Der er en anden som stjæler Drengen fra ham her den sidste Dag. Anders ved meget om Jord og Sø og Fugle. Men han kan ikke udtrykke sig. Han kan gaa ud og vise det. Men han kan ikke mere tage Kaj ud og vise ham noget. Han har intet at sige Drengen.

Jeg blev der ikke længe.

I Skolestuen var der nu lunt. Jeg tog nogle Bøger og Kollegiehæfter derind. Herinde bliver man ligefrem lidt af et andet Menneske.

Allerførst vilde jeg samle sammen hvad der findes af trykt om Sandø, og det var ikke store Sager. Derefter vil jeg ordne mine spredte Notater gennem Aarene. Jaja, det er maaske en forfængelig Idé, men nu ligger Kaj og tænker paa han skal være med.

Jeg slog op paa første Side i et nyt Kollegiehæfte. Skrev øverst som Titel kort og godt: Sandø. Og underneden: Af Johannes Vig.

Ja, saa skrev jeg ikke mere, Natanael.

Jeg ved ikke om du kender disse øjeblikke der er saa sjældne, at jeg i mit Liv bare har oplevet et Par af dem, men da Tingene ligesom aabner sig for en. Er helt aabne. Her var det Skolestuen.

Men jeg maa begynde med Begyndelsen. Jeg kom til at le da jeg saa mit Navn staa der øverst paa Siden i Kollegiehæftet. Af Johannes Vig. I et uoverlagt Øjeblik havde man straks røbet Forfængeligheden. Og da blev jeg overfaldet af den lette Lystighed som gaar forud for det Øjeblik, da man indfanges af mørke Tanker.

Jeg erindrede igen de onde Minutter i Kirken da man følte sig hamram, som de gamle kaldte det, besat af en Forførelsens Aand. Ja, man havde maaske beredt sig til den Besættelse. Man havde følt sig lunken, tom, som en fremmed, en Gæst i øjeblikket. Saa skete det.

Onde Erindringer er selskabelige, de kommer i Flok. Jeg huskede mangt og meget. Man har pillet ved Menneskeskæbner, man har drejet Skæbner. Maaske ingen undgaar at gøre det. Men har man gjort det som et Menneske der elsker og hader og vedstaar sit Hjerte? Eller gjort det for Nemheds og Tidsfordrivs Skyld, som en Person paa Besøg, en fremmed?

Du finder maaske ikke disse Spørgsmaal klare, Natanael, men ved den Slags Lejligheder er Tankerne vel ogsaa lidt formørkede.

Jeg sad og saa mig om i Skolestuen. Over for en skarp Kritiker, min Ven, maa mit eneste Forsvar blive Skolestuen. Børnene kan lide at komme i den, og de lærer noget. Der er interessante Smaating i den Stue, rare Ting. Der er Vægavisen, Sandø Tidende, bag Døren. Der er Museet og Kunstkammeret i hver sit lille Skab. Der er Udstillingen paa Bagvæggen, over det høje Panel med Rasmus Sandbjergs Roser. Der er Børnenes Tegninger i Glas og Rammer som de selv har fremstillet. Vi skifter nu og da Billederne, og jeg har ment det var en god Idé. Men det er maaske Bedrag. Man foregøgler dem at Verden vil bryde sig om deres Frembringelser. Og nedenunder er Biblioteket, den lille Bogsamling, hvortil vi har slidt for at skrabe lidt Penge sammen. Men maaske ogsaa Bedrag. Ja, det hele er maaske Snyderi, indrettet interessant og rart for at en vis Person kan have det bekvemt under sit Besøg her paa Øen.

Og der er Skolebordene, som Drengene har skaaret i gennem Tiderne. Navne og Figurer. Vor forrige Præst kunde ikke lide det og bebrejdede mig det paa en meget vittig Maade. Jeg sagde da: Sandø har ingen Kunst, ingen Runesten, ingen Historie. Vi har af Kunst og Historieskrivning kun hvad der er skaaret i Bordene her. Se, her er skaaret en Galease og Navnet Niels Jensen. Det er hvad der er igen efter Niels. Det er hans Mindesmærke.

Men som jeg sad der og tvivlede hændte der det, Natanael, at Skolestuen lukkede sig op som det ikke er sket før. Hvordan? Jeg kan ikke forklare det. Den sagde god for en, syntes jeg. Naa, og jeg lovede den at blive saa længe jeg kan. Ja, den velsignede sin Tjener, syntes jeg.

Jeg tror jeg sad der meget længe uden egentlig at tænke. Omsider gik det op for mig at der flere Gange var blevet banket ude paa Hoveddøren.

Det var den unge Ingeniør, Harry, som han altsaa hedder. Med en lang Rulle under Armen. Naa, mere højsindet var jeg da ikke blevet end det ærgrede mig, dels at blive forstyrret, dels at jeg havde glemt at jeg dog selv havde indbudt ham. Jeg lod ham gaa ind i Skolestuen, mens jeg gjorde lidt i Stand i min egen Stue. Da jeg kom ind i Skolestuen stod han med Rullen under Armen og kikkede ind i Fugleskabet.

Jeg blev nysgerrig, sagde han, men hvorfor har De et Klæde for Skabet?

Ja, hvorfor blev De nysgerrig? sagde jeg.

Er det et pædagogisk Trick? sagde han.

Kun Narrestreger, svarede jeg.

Har De selv skudt Fuglene?

Nogle af dem. Men vi har selv udstoppet dem alle.

Er det der saa en Sneppe? sagde han.

Nej, det er Spoven. Den store Regnspove. Den er taget ude ved Næbbet, omtrent hvor jeg traf Dem i Aftes. Men her er Skovsneppen.

Jeg troede, at Sneppen var en større Fugl, sagde han.

Naa, den virker stor naar den buldrer op lige for Foden af en. En Troldfugl er den.

Hvornaar kommer Sneppen?

I Dag, sagde jeg, naar Kristus driver den urene Aand ud. Rettere sagt i Nat. Sneppen trækker om Natten og ensomt. Helst i diset Vejr.

Tror De selv paa den kommer i Nat? sagde han smilende.

Fuldt og fast, svarede jeg, men se nu paa Fuglen. Det her lange melankolske Næb og det mærkelige søvnløse Hoved. Farverne dør desværre paa Fuglen. Meget dygtige Konservatorer kan redde dem, men jeg har ikke fundet ud af det. Men de kan anes. De gyldne Strejf. Og den fyldige brune. Mange findes, hvis Aand kan ej modstaa / Brune Pigers svulmende Bryster. Ja, det er Ewald. Og det sorte her paa Fuglen. En gammel Ve gaar igen derude | og kalder ensom og mørk som før. Den jyske Blæst! Ja, undskyld mig! Øjnene skal De ikke se paa. De er forkerte. Sneppen her har foreløbig faaet Rovfugleøjne, jeg kunde ikke opdrive andet. Nej, Sneppen har store, mørke Øjne der flyder et sted i Skovens Halvmørke. Det er hændt man længe har staaet og set den i øjet. Før den rejste.

Skød De den saa?

Ja, jeg gjorde.

Jeg kan ikke fordrage det, sagde han. Stemmen dirrede.

Naa, sagde jeg, jaja.

Ja undskyld, sagde han, men Jagt! ... Nej, jeg kan ikke mere... Dræbe, saare vilde Dyr unødigt.

Nejvist, sagde jeg, forstaar udmærket. Jeg har faaet tilsendt gode behjertede Pjecer imod Jagt. Ganske vist tager Vildtet til, hvor der er ordentlige Jægere, men man kan ikke have Udbytte af at diskutere det.

Han støttede Hagen paa Enden af sin lange Rulle, saa ind i Fugleskabet og sagde, næsten tøvende: Som halvvoksen var jeg med paa Jagt en enkelt Gang. Jeg kunde lide det. Men siden har jeg en Nat slæbt et ungt Menneske med Maveskud gennem tre Baggaarde, over et Plankeværk og op paa en Fjerdesal. For at de ikke skulde faa ham. Og jeg maatte dengang ved tre forskellige Lejligheder skyde paa Mennesker som jeg kunde staa og se i Øjnene, ligesom De kunde se Sneppen.

Jeg satte Fuglen ind i Skabet, lukkede og trak Gardinet hen for Glasset igen. Da jeg vendte mig ligesom gemte han Øjnene. Han tog i Baandene der sad om Rullen, fumlede og trak det ene i Haardknude. Som for at bortlede mit Blik saa han sig om og sagde: Det er en sjælden hyggelig Skolestue ... Men jeg forstaar ikke hvorfor De er søgt herud i Ensomheden?

I Ensomheden! tænkte jeg. Lød overdrevent. Han griber en Tone ved Siden af. Han er usikker. Kom til at forhugge sig selv med det han sagde før.

Var nødt til det, sagde jeg, en Affære. En kedelig Affære.

Naa, sagde han og dukkede sig. Baksede med Knuden. Da jeg bød ham en Cigaret tabte han kejtet Rullen. Han bukkede sig hurtigt efter den og kom op igen med et mørkt, vredladent Udtryk som straks forsvandt. Men Vreden havde gjort ham sikker igen, fast igen. Han skar Baandet over.

Rullen viste sig at være et stort og anskueligt Kort over Sandø. Kartonen var klæbet paa Lærred og sat paa Kortstokke.

Kan De bruge det vil jeg gerne have Lov at forære Skolen det, sagde han, jeg har haft rigelig Tid saa jeg har moret mig med at eftermaale adskilligt paa Øen. Jeg tegnede et Kort til Selskabet og lavede saa et til Skolen i kraftigere Streg.

Jeg takkede ham for det. Og lovsang Kortet. Det var et godt Stykke Arbejde. Stort og anskueligt saa Børnene fra deres Pladser kunde se hvert Hus paa Øen. Jeg var glad for det. Og vi laa længe paa Knæ paa Gulvet foran det og studerede Enkelthederne.

Siden gik vi ind i min Stue, og jeg fandt et Par Glas. Han var blevet mere fri i sit Væsen og fortalte lidt om sine Planer. Han havde været tre Aar i Firmaet, men havde for faa Opgaver i Marken. Han vilde ud, helst være med i store Arbejder i teknisk uudviklede Lande. Han var nærmest Socialist, og troede paa Teknikken som Redskab for en bedre og reffærdigere Samfundsidé. Han talte sig op, blev viril.

De mener naturligvis at det er Teknikken der har taget Herredømmet fra Menneskene! sagde han, man har hørt og læst det i een Uendelighed. Men vil De sige at man kan standse Udviklingen? Eller hvad vil De? Er der andet at gøre end at arbejde og arbejde og faa det under Plan og Fornuft? Har De anden Udvej? Ja, jeg vil gerne tro De hører til dem der præker at Mennesker, de moderne Mennesker skal forandres indefra, hvis Verden skal reddes, ikke sandt. Men hvor er Resultaterne? Det gaar Fandens langsomt paa den Manér?

Og strygende paa den anden, sagde jeg, men hvorfor mener De jeg tror det?

Jeg havde nær sagt man kan lugte det paa Miles Afstand, sagde han, undskyld jeg siger det ligeud, men De er vist Mand for at høre det. De er reaktionær. Paa den smukkeste Maade, bevares. Men nu Deres Stue her. Forstaa mig ret, jeg misunder Dem i Grunden. Klassisk Litteratur, Bøger som virkelig bliver læst, malerisk Uorden, Instrumenter, smukke Reproduktioner. Men hvis jeg skal sige det rent ud, saa minder Deres Tilværelse og Tankegang mig om en gammel Skuffe man trækker ud, og som dufter af Lavendler.

Bravo!

Hvorfor siger De bravo? spurgte han.

Jeg holder af rammende Billeder, sagde jeg, jeg vil notere det et Sted. Men De ved altsaa hvor David købte Øllet?

Jeg ved bare, svarede han, at Folk af min Sort skal arbejde med noget solidt. Vi kan ikke sætte os og vente paa det sjælelige. Jeg kom før til at nævne noget fra Besættelsestiden som jeg ikke havde tænkt at fortælle. Ja, jeg var med i det. Jeg skød. Fortryder det ikke. Det er simpelt hen en Kendsgerning. Jeg ved ikke om jeg kunde en Gang til. Men jeg vil ikke tænke paa en Gang til. Jeg vil arbejde, forstaar De, bygge, frembringe. Kan De ikke begribe at det skal man!

Han gik frem og tilbage bag mig og jeg skænkede mere op.

Ja, jeg skød, sagde han igen, og jeg kan gudhjælpemig ikke sætte mig ned og tænke paa det og vente paa, at der bliver en sjælelig Fornyelse, eller hvad I kalder det. Jeg har prøvet i den første Tid efter at sidde stille og tænke. Man bliver gal af det! Forstaar De ikke det. Nej, vi har kun den Udvej at arbejde og arbejde og tro det dur.

Han satte sig ned, tømte Glasset og sagde: Det var ikke min Mening at tale saadan. Mon ikke der findes en Slags Ø-Kuller?

Jo, svarede jeg. Jeg hørte Pigro pibe udenfor, og jeg gik ud for at lukke ham ind. Jeg havde næppe sat mig igen, før han sagde: Hvis De ikke havde sagt det i Aftes, at hun ... Annemari havde gjort det forbi med den anden, saa vilde jeg ikke tale om det. Men det var jeg glad for.

Sese! tænkte jeg, det var besynderligt.

Hvorfor har De alligevel prøvet paa ... at fylde hende ... ja kort og godt at hindre det? At være mig i Vejen?

For at drive hende i Armene paa Dem, sagde jeg, det opnaar man paa den Maade. Jeg er en Smule Pædagog.

Nu spøger De igen, sagde han, Annemari er for Pokker da voksen. Hun har et Barn, hun er selvstændig i alt andet. Men De har Indflydelse paa hende. Hvorfor har jeg hele Tiden skullet møde det Spøgelse, den anden. Han har ingen Ret!

Nej, sagde jeg, ikke et fraværende Spøgelse paa en Svellefabrik.

De holder af at spøge, sagde han.

Ja, det holder jeg meget af.

Han rejste sig og gik hen ved Vinduet, stod paa samme Plet hvor Oluf dengang stod og fortalte om Niels' Død. Nu var det bare lys Dag udenfor.

Annemari skal med herfra, sagde han, hun skal ikke blive mere forkvaklet. Jeg skal ærligt sige at jeg i Begyndelsen ikke mente meget med det. Jeg boede paa Kroen, det var forbandede ensomme Aftener. Og saa er der en køn Pige, det er ligetil. Jeg syntes maaske hun var noget ... knibsk. Ringforlovet i den store Stil. Men det er Piger paa øer maaske, tænkte jeg. Og jeg var ikke ked af det. Det blev altsaa alvorligt. Jeg vil have Annemari med!

Hvad staar De og siger alt det for? sagde jeg, hun er jo fri!

Der er en Skygge! sagde han, en forbandet Skygge. Og jeg vil have den Skygge bort. Jeg vil ikke bede Dem om noget. Men det er Dem det kommer fra. Fortiden. Det forbandet sygelige.

Der er Forskel paa Folk, tænkte jeg. Han der er en storartet Fyr. Men Oluf er fornemmere. Oluf er kommet hos mig næsten daglig i syv Aar, og vi har snakket om mangt, men aldrig om hans Følelser, aldrig om Annemari.

Jeg er ked af jeg er saa glad for det gode Landkort! sagde jeg.

Hvorfor? spurgte han.

Man bliver servil naar det drejer sig om smukke Ejendele, svarede jeg. Man belægger sine Ord anderledes.

Bryd Dem ikke om det, sagde han og smilte stramt, jeg har ikke givet Dem, men Skolen det.

Det letter mig, svarede jeg, men saa vil jeg igen takke paa Skolens Vegne. Det er et Kort vi vil faa megen Glæde af. Tja, De vil maaske synes det er lavendelagtigt, hvad jeg saa vil. Jeg vil salutere. Jeg har Respekt for Dem og for det De vil. Men til sidst vil jeg sige: Gaa Fanden i Vold!

Tak, sagde han smilende.

Selv Tak, svarede jeg.

Han skridtede strunk forbi mig ud.

Jeg hørte ham tale med nogen udenfor i Forhaven.

Da jeg aabnede Yderdøren saa jeg ham staa og snakke med Elna, Pigen fra Kroen. Hun var pyntet og pæn.

Det saa ud som Pigebarnet var lidt optaget af ham. Da fik jeg en ond Tanke. Han havde hele Tiden boet i et Værelse paa Kroen.

De saa begge smilende paa mig.

Det er maaske ikke saa godt jeg kommer i Dag? sagde Elna.

Jo, sagde jeg, kom bare ind.

Han nikkede og raabte: Tak for i Dag!

Selv Tak, sagde jeg. Han gik knejsende ud ad Laagen.

Han var faktisk blevet baade højere og bredere af den Omgang, saa det ud til.

Du kan hjælpe mig med at lave Kaffe, Elna, sagde jeg.

Køkkenet er Kvinders gode Skriftestol. Hun fortalte næsten let og muntert, helt anderledes end da hun om Aftenen betroede mig at hun skulde have et Barn. Det var en ung Mand hun havde truffet ovre i Byen i Efteraaret. Hun var kommet til at holde af ham og troede det var Alvor ogsaa for ham. Efterhaanden var hun ikke saa vis paa det. Men det gik altsaa galt. Og han vilde sikkert ikke kendes ved hende. Ellers havde han vel ringet bare en eneste Gang i den lange Tid Isen havde lukket. Men hun havde intet hørt fra ham.

Vi sad og snakkede. Hun sad paa Køkkenbordet, jeg paa Stolen, vi drak Kaffe. Jeg sagde: Marts-April, det passer godt til Maj, Elna. Du kan sige op til Maj. Jeg kunde godt tænke mig at faa en lidt mere stabil Støtte i Huset end Margrete. Saa kan du flytte herhen til Maj. Hvis du da vil?

Du plumper stadig i, tænkte jeg, der bliver en Bunke Ulejlighed, en Masse Besværligheder.

Hun sad stille et Minut eller saa. Saa brød hun sammen som ramt af en Plejl. Du gode Gud, hvad der var af Taarer i den store Pige.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * GÅ TIL FORSIDEN

 9.

Søndag Aften var der Foraarsfest paa Næs. Jeg ventede hele Aftenen at Oluf skulde dukke op som Jokeren i et Spil Kort.

Men Søndag Eftermiddag da det mørknede sad jeg her i min Stue og tænkte paa hvad der var hændt. Jeg havde haabet at faa en stille Eftermiddag i Fred og Ro, saa jeg kunde lege med min nye gode Idé, en Beskrivelse af Sandø. I Stedet blev det Uro og Ulejlighed alt sammen.

Saadan gaar det os, Natanael. Jo, man haaber paa Fred af den nærmeste Fremtid. Fred med alt, Fred og Ro med sig selv. Narre! er man. Men nu haaber jeg ikke mere paa Fred, min Ven, paa fed Fred. Man skal ikke stadig føre sig selv bag Lyset. Nu vælger jeg Hjertets Ufred.

Ravnen flyver om Aften,

om Dagen den ikke maa.

Den skal have den onde Lykke,

den gode ikke kan faa.

Men maaske har du kikket mig i Kortene, tænksomme Natanael. Du morer dig. Du siger: Hør Degn, du har jo ført dig selv bag Lyset igen! Du lader dig forføre af et gammelt Vers. Du vælger at vente Ufred, Hjertets Ufred, siger du. Men lad os nu se i Morgen naar du er i en anden Stemning, Degn. Saa sidder du saamænd igen og er en Turist i Tilværelsen, en Gæst i øjeblikket, saa haaber du igen paa Fred og Ro. Vent bare!

Ja du har Ret. Du har saa evig Ret. Man ved ingenting om i Morgen.

Men jeg vil alligevel prøve at leve sammen med den Erfaring at man skal have Ufred. At det er ens Lod: du skal have Ufred. Og eet ved man sikkert, Natanael, Fortiden kommer igen. Fortiden er en Støverhund der altid er paa Foden af en. Støverhunde er lavbenede og langsomme Hunde der følger Vildtet paa Foden, altid er paa Sporet. Haren eller Ræven sætter nemt fra Støverne, kommer langt forud og laver Narrestreger for at sløre Sporet. Men Støverhundene naar altid op igen. Ræven sætter af, kommer langt foran. Støverne naar op igen. Fortiden naar altid op igen.

Paa et af Skolebordene er der med en finsk Dolk skaaret Navnet Niels Jensen. Niels skar det som Dreng. Siden for han ud og druknede. Jeg har set det hver Dag i mange Aar, men først nu begriber man maaske hvordan det Navn virkelig er skaaret. Det staar skaaret i ens eget Kød. Stræk din Haand ud, Natanael, og se paa den. Tænk dig at du med den Haand saa let som ingenting kunde have holdt Niels tilbage dengang. At du kunde have standset ham og Oluf bare ved at bøje en Finger.

Jo jeg sad og grublede mens det mørknede. Elna havde været her og var igen gaaet hjem til Kroen. Jeg troede ikke hun kunde blive tør igen, ja, som hun græd, den sure store Pige. Hun var Foraarsbløden i en Eng. Gud bevares hvor hun tøede, hun skulde græde hele sin forfrosne Ungdom af sig. Bare fordi jeg havde tilbudt hende at hun kunde bo her i Skolen og faa sit Barn her. Elnas Taknemmelighed var ikke alene større end min Godhed, men jeg er ikke vis paa at der var nogen Godhed i det, Natanael. Det var nok bare et Indfald. Aaja, man faar et Indfald og bestiller en Mand til at fælde Granerne. De gode Graner. Man faar et nyt Indfald og tilbyder en arm, svanger Pige at bo her. Og ødelægge ens gode Ensomhed.

Jovist, det var rigtigt gjort. At hjælpe Pigebarnet. Og altsaa, det var at vælge Ufred. For jeg faar en Mængde Besvær og Uro. Der vil nok ogsaa være Folk som synes at Degnen igen gaar for vidt, naar han tager den tykke Elna Kropige i sit Hus. Naa, jeg skal nok bide fra mig.

Men var det nu for det gode man gjorde det? Du maa gerne faa lidt at spekulere paa, min Ven. Selv kan jeg nok ikke regne det ud. Men før Elna var her en anden Gæst, Ingeniøren. Vi blev ganske vist Uvenner, og det var meget regulært, men han er sandelig en Fyr af første Sortering. Og han vil tage Annemari med. Ja, han tager! Men han blev naiv og tilstod at der var en lille Skygge imellem de to. En Skygge! sagde han og blev lidenskabelig. Hvad er det for en Skygge der er mellem ham og Pigen, Natanael? Det er maaske Annemaris lidt gammeldags og besværlige Samvittighed. Helt fri føler hun sig nok alligevel ikke, før hun har gjort ordentlig op med Oluf.

Ser du, jeg sad i Stilhed og tænkte paa denne Skygge. Og der kom en vild Ungdomskraft af den Skygge. Og da tænkte jeg: Nu gør du det modsatte af det andre vilde finde klogt. Nu brænder du dine Skibe, Johannes Vig! Og da sagde jeg til Elna: Flyt herhen til Maj. Og siden sagde jeg til hende: Du behøver ikke at tie stille med det.

Det var blevet mørkt udenfor, havde maaske været mørkt længe. Jeg havde nok bemærket at Pigro en Tid var urolig og trippede pibende rundt ved Dørene. En Gang gav han et Par Glam fra sig. Men jeg fæstede mig ikke ved det.

Men saa blev der Uro ude ved Gangdøren. Det bankede. Det var Fru Høst, Annemaris Mor. Bag hendes Briller gloede øjenkuglerne forfærdet op mod Lampen i Gangen. Men der er næsten altid Katastrofe i Fru Høsts Blik.

Lille Tom er da her, ikke?

Aa Gud, aa Gud! pustede hun saa. jeg maatte holde om hende.

Annemari er gaaet, og vi skulde se efter ham. Aa Gud! jamrede hun.

Jeg maatte tale haardt til Pigro da jeg kaldte ham til mig. Han vimsede om i Havens Mørke. Saa trak jeg i mine Røjsere.

Du maa skaffe ham til os, Degn, du maa! sagde hun. Det gjorde mig godt at hun talte saa eksalteret og nu nævnte mig Guds Tjeners Tjener.

Pigro var urolig, jeg maatte holde ham i Halsbaandet, mens vi skyndte os over til Købmandens Hus. Høst selv og den blegnæbbede Medhjælper havde været rundt i andre Huse og spørge. Lille Tom havde været forsvundet i næsten en Time. Jeg sendte Medhjælperen ned ad Kirkevejen og fik saa en af Toms Trøjer til at give Pigro Færten med. Da jeg slap Hunden forsvandt den som en Vind i Mørket. Det var galt og lignede ikke Pigro. Jeg fik ham da fløjtet tilbage, og nu gik han smukt i Sporet saa jeg netop kunde følge ham. Men Købmanden og Kone kunde ikke vinde med og jeg raabte at de hellere maatte gaa hjem.

Sporet gik lige tilbage til min egen Trappe, og saa frem og tilbage under mine Vinduer. Saa ud i Haven, igennem Granerne og ud paa Markerne, i store Bugtninger. Det var helt mørkt. Da tænkte jeg: Nu begynder man at skimte Mønsteret i det der sker. Lille Tom forulykket. Da bliver det til et Mønster.

Men da Pigro fandt Tom fejlede han ingenting. Han stod ved Randen af Mergelgraven langt nede paa Bødvars Mark. Vandet lyste svagt, og han havde kastet meget Jord ind i det, fortalte han. Lille Tom var sølet. Pigro dansede og slikkede, og i Dag var den lille ikke vred over det. Saa tog jeg ham op paa Armen.

Skulde se Hønsene! sagde han da jeg spurgte. Naaja, han skulde se Agerhønsene som jeg havde lovet at vise ham. Men jeg havde haft saa travlt.

Hvorfor var du ikke hjemme? spurgte han. Nej, jeg havde siddet og været dybsindig og ikke været hjemme for en lille Gæst. Og paa disse Blade har der heller ikke staaet noget videre om lille Tom som jeg plejer at være saa meget sammen med.

Han lægger Armen om Halsen paa mig, og jeg gaar og holder ham saa fast. Det lufter raat. Der er kun et Skyslør nederst paa Himlen.

Da staar som Billede paa Døden

Den høje stjerneklare Nat.

Jeg blev en Tid hos Købmandens, legede med Tom til han skulde i Seng. Fru Høst kom først over Choket. Hun kunde forløse det i Klager og Suk, Begejstring og Regnskyl. Hun drøftede alle Muligheder, enhver Fare, der havde truet den lille. Den halvdøve Købmand sad ved Bordet og bladede i gamle Aviser. Nu og da gav det et Sæt i ham, som frøs han. En svær, smuk Mand i Halvtredserne, skallet, mørkkrøllet i Nakken.

Konen gav sig dæmpet til at snakke om Harry, Ingeniøren, det prægtige Menneske. Jo, nu blev det nok til noget. Om han ikke var en storartet ung Mand. Om ikke jeg mente dit, om ikke jeg mente dat. Ja herregud, Oluf? Hvad blev det til med ham? Men han laa jo som han selv havde redet.

Sidder du der og snakker ondt om Oluf? sagde Købmanden og gloede over Brillerne.

Jamen Far, vi snakker bare om saa enestaaende Oluf er mod sin Mor, sagde Fru Høst. Fuld af kærlig Skamløshed.

Da jeg gik hjem kunde jeg høre Musikken ovre fra Næs.

Det var ikke godt at sidde ene efter den Historie. Og saa gik jeg da til Næs alligevel. Midtvejs vendte jeg om. Gik tilbage. Men vendte igen.

Vinduerne straalede troldsk mellem de store Træer. Ellefolket festede. Jeg stod lidt udenfor og kikkede ind. Der var mange underjordiske derinde, ældre og unge. Der gaar Rigmor dødningebleg og dejlig igennem Stuerne.

Det tidlige Vaarbal er gammel Skik paa Øen. Jeg ynder at tænke mig at det som Skik gaar dybt ned i Fortiden, maaske til hin Tid da Frugtbarhedens Guddomme blev dyrket paa Nærbjerg. Folk paa Øen sparer Øl og anden god Drik op til den Aften. Det er ogsaa gammel Sæd at det staar paa Næs. Forhen i Loen. Men Frederik er generøs, vor Zir og Pryd, han har en stor Haandbevægelse. Han vil være elsket Høvding og endevende vort Muldvarpeskud. Alle skal være Kyllinger under hans spinkle Vinger. I hans Tid har Ballet altid staaet i den store Stuelænge. Som før bringer Gæster stadig lidt Mad og Drikke med og afleverer det i Køkkenet. Men Frederik skyder til, skyder nok rundeligt til.

Ja, saa staar man da inde i Ellefolkets Hus.

En Kvindestemme hvisker noget bagved.

Jeg kan ikke høre hvad du siger, Ellefrue. Saadan som de larmer.

Det er min den første Dans, Johannes.

Dem allesammen, Ellefrue.

Jeg maa skynde mig ud, kommer straks! Aa, luk et Vindue op du! Man kan næsten ikke aande for Røg.

Man behøver ikke at aande.

Har du faaet noget at drikke?

Ikke endnu. Men jeg vil gerne!

Jeg kommer med det. Kommer straks!

Her mangler en Fjerdemand her ved Bordet. Sæt dig her, Degn.

I tager mig ved Næsen, jeg er for grøn. Og jeg vil danse. Det gaar haardt til oppe i Storstuen. Lyder som hele Øen snurrer. Jeg vil være med.

Sæt dig hellere her, Degn. Og hold dig til os ældre.

Et Øjeblik. Jeg er tørstig.

Du er vel altid tørstig.

Kan I tænke jer at Degnen ikke vilde tro, at Sneppen kommer naar Kristus driver den urene Aand ud. Han vilde ikke tro mig.

Sig ikke falsk Vidnesbyrd om din Næste, Kristian. Jeg tror det fuldt og fast. Sneppen er kommet i Dag.

Hvor saa du den?

Ovre i Kirken. Det var en Sneppe, saa sandt som jeg var et Menneske.

Han er nok ikke helt tørlagt, Skolelæreren.

Ja, tænkte I paa ... Jeg syntes nok det var lidt sært i Kirken...

Hvorfor tier de nærmeste pludselig, saa her bliver en stille Ø af Stilhed i Snakken og Larmen? Hvad betyder det?

Bryd dig ikke om det. Du spurgte Eriks Line. Hvem bedre kunde du spørge?

Nej, hvem bedre kunde man spørge, Robert?

Værsgod, Johannes! Jeg kommer! Men du har ikke lukket noget Vindue op?

Jeg kan lide Røg og Taage, min Pige, Dis og Damp.

Jeg kommer straks. Vent lidt!

Naa, Skaal, I Sandinger!

Skaal, Degn, Skaal!

Har du været henne og se Peters Skydepram?

Pas! Pas! En Hjerter! Pas! To Spar! Pas! Fire Spar!

Tal højere, Valdemar, man kan jo ikke faa ørenlyd.

Det var vel ikke Peters Skydepram du sagde?

Tak, et Glas her! Og et her! For Pokker, du lægger ikke for i Hjerter? Ja, nu er det Foraar, Børn, Vipstjærten er kommet. Det eneste rigtige er at trække Hjerterne først! Om jeg tror der staar en Vognladning Øl ovre paa Kajen, om jeg tror!

Jo, det er Peters Skydepram jeg mener, Skolelærer. Nu har han malet Skydeprammen, saa Englene synger om den. Grøn med hvide Lister.

Vi maa rejse et Mindesmærke for den Skydepram. Men hvorfor spiller du ikke Harmonika i Aften, Valdemar?

De har faaet Radiogrammofon. Naar de er kede af Pladerne skal jeg.

Det bliver de aldrig, Valdemar. Nej, det er Teknikken der sejrer. Alt andet er Lavendler. Gaa du hen og grav en Grav for din Harmonika.

Jeg og Oluf spillede godt sammen. Saa var der Liv i ham. Man skulde ikke tro der var Liv i ham mere. Men det er der. Bare jeg og han spiller. Men nu kommer Oluf vel ikke mer.

Jo, Oluf kommer i Nat og splitter det hele ad!

Hvordan skal det egentlig forstaas, Skolelærer?

Der kommer Degnen gaaende. Han kan bevidne at min Rug aldrig har været saa sølle før. Ja, Priserne gaar til Vejrs ligesom Lærkerne! Vi maa gøre som de gør andre Steder, faa Statslaan til større Kuttere og gaa ud i Nordsøen! Jo, Gerda venter sig igen. Og Kvinden paa Vestergaard venter sig. Hvor er det nu hun sidder?

Hun sidder derhenne i Sofaen. I kan da se det, ikke? Hun er ogsaa plettet. Det var to der var med Barn. Og Elna paa Kroen var den tredje. Aa, det siger I ikke! Herregud da! Kunde man vente andet? Det er altsaa to ægte og een uægte, to op og en i Mente.

Saa, Johannes, nu skal vi!

Hvor er Frederik henne i Aften?

Nu sidder han og spiller Kort inde i Herreværelset. Sammen med Fodermesteren og en Fiskerdreng og en til. Du ved at naar der er Fest skal Frederik rigtig vise, hvor demokratisk han er.

Frederik har højere Maal end vi, Rigmor.

Og saa taler han hele Tiden om de tre øre han ikke kunde finde paa Skattelisten. Siger det til alle og enhver. I Eftermiddag opdagede jeg at han sad og græd ved sit Skrivebord. Over de tre øre.

Det kan man godt forstaa, Rigmor. Hvad gjorde du saa?

Trøstede ham naturligvis.

Hvad skal vi nu? Hvor gaar vi hen?

Udenfor, ikke? Ud paa Terrassen. Her er ingen i Havestuen - nej. Jeg har rendt i Køkkenet. Er saa hed. Og al den Røg.

Du har næsten ikke Tøj paa, du forkøler dig herude.

Det er dejligt. Jeg kan ikke blive syg. Bare man kunde!

Du kan se paa Stjernerne og Ønske.

Hvor er der mange, Johannes. Og de spejler sig.

Jeg havde en mærkelig Oplevelse i Skolestuen i Dag, Rigmor.

Fortæl mig det! Jeg hører aldrig noget. Hold lidt om mig du!

Kunde du tænke dig at blive omfavnet af dit Køkken?

Ikke af mit Køkken.

Det skal du ikke sige. Men saadan var det næsten med Skolestuen. Ja, jeg kan ikke rigtig forklare det.

Du maa alligevel prøve ad, Johannes! Jeg siger altid saa mange Ting til dig i Telefonen. Jeg siger ikke engang alt hvad jeg har Lyst til.

Sig bare hvad du vil. Det kan ikke gaa ud over vort Rygte.

Har jeg et daarligt Rygte, Johannes?

Ja du har. Derfor vilde det heller ikke undre en Vismand om du gav dig til at gøre noget andet usædvanligt.

Hvad tænker du paa, min Ven?

Du kunde gøre en Bunke mærkelige og gode Ting.

Blandt andet for dem der har det skidt. Jeg var ude hos Anders og Hansigne i Dag for at tale om Kaj. De har det daarligt. Da jeg sad og saa paa alle Hullerne i Hansignes Tænder kom jeg til at tænke paa dig, der gaar her i din Overflod og er led ved det hele. Du ved vel knap hvorfor, men du gaar sikkert tit og tænker paa hvordan du kunde slippe ud af Livet paa en pæn Maade, saa Frederik ikke blev alt for ked af det.

Saadan sad du og tænkte om mig derude?

Nej, jeg lyver. Jeg tænker det først nu og her. Og jeg er af samme Sort. Saa derfor skal du ikke tage dig af det.

Men det gør jeg, du. Men du ved nok ikke, at jeg ikke kan gøre noget for nogen uden at en siger hvordan jeg skal. Jeg tør ikke selv. Jeg er bange for dem. skammer mig for dem. Jeg synes man er paatrængende, gør sig bedre, saarer dem. Det er næsten paatrængende at være til, Johannes. Jeg er næsten syg af Skam naar jeg prøver at gøre lidt for nogen. Derfor er der heller ingen som bryder sig om mig.

Du har nok ikke godt af at kikke Stjerner.

Som vi staar her kan jeg godt taale hele Sandheden, Johannes. Jeg kan godt taale at høre at du ikke virkelig bryder dig om mig. Jeg leger bare at du gør det. Men ingen gør det. Frederik gør det maaske, paa en lille fattig Maade, han maa have en at græde for over Smaating. Jeg er ligesom to. Den ene vil I have. Ikke den anden. Kunde jeg bare faa et Par Børn, et Barn.

Skal jeg fortælle om Skolestuen?

Ja, fortæl saa!

Det er faktisk en lang Historie som begyndte med at jeg i Morges tog et Par Glas paa fastende Hjerte. Derfor teede man sig vel saadan i Kirken.

Jeg var vildt forgabet i dig.

Den onde har altsaa Sex, ja det vidste man jo. Nej, det vil jeg ikke ind paa nu, den Galskab. Det kan maaske komme en anden Gang. Nej ser du, siden sad jeg i Skolestuen og var en Bedrager. Kort og godt, en Storbedrager. Der har snydt i alting. Og det forstaar du. Men saa lukkede Skolestuen sig op. Ja, den aabnede sig. Anderledes kan man ikke sige det. Ja, jeg kom rigtig ind i den for første Gang. Og Skolestuen sagde god for mig og tilgav mig for sit eget Vedkommende. Nu hører jeg hjemme der, min Pige. Saa længe jeg faar Lov. Der er man Livsfange.

Er du glad for at være Fange?

Ja, det tror jeg. Men nu har jeg fortalt dig det. Jeg plejer ikke at fortælle nogen noget.

Tak, min Ven. Skal vi ikke gaa ind? Saa de andres Mistanke ikke skal ødelægge det Øjeblik. Nu skal vi danse.

I Storstuen er alligevel Valdemar og en Kammerat kommet til med deres Harmonikaer. Ogsaa mange ældre er nu paa Gulvet. Kobberglødende Ølfjæs. Lukkede Madammeansigter med gaadefulde Munde. Ja se, hvor hver ældre Kvinde bliver en Mona Lisa naar hun danser. Smil der er Gaader. Sjælen er vendt mod fjerne, dyre Minder. Stuen gungrer, et Folk bruser som en Malstrøm, op fra Dybet hvirvles Drømme af Livets Stof, fagre, fagre døde Øjeblik, kom endnu en Gang, kom endnu en Gang.

Og se, der er saa Annemari og hendes Aleksander. Andre hopper og snurrer, de to glider over Gulvet som et smidigt Dobbeltdyr. Smukt Par, jaja. Hun og Oluf var kønne sammen, de havde troskyldige Farver, naar de var sammen. Nu har hun forvandlet sig og stemt sig til en mere graaladen og dristig Elsker. Der glider de frem. Fortryllet, indflettet, nedsunken ...

Han har vist kun danset med hende. Andre faar ikke Lov.

Jaja, de er unge.

Minder du mig om min Alder, Johannes?

Ellefruer har ingen Alder. Nu skal vi vise dem.

Ja saadan, min Ven. Vildt, vildt!

Da den Dans var forbi raabte Rigmor: Nu inklinerer Damerne! Hun gik hen og nejede dybt for Ingeniøren.

Annemari saa sig om. Jeg forlod Storstuen og gik ind og satte mig ved Bordet hvor de manglede en Fjerdemand. Som Kortene blev blandet kom Annemari.

Du er optaget?

Ja, undskyld, Annemari.

Jeg vilde snakke med dig om Tom. Jeg har lige hørt det.

Saa maatte jeg undskylde mig ved Bordet og gaa med. Hun sagde hun vilde hjem at se til Drengen. Hun hentede sin Kaabe og vi gik ud i Gaarden. Jeg fortalte, som hun bad om, hvad der var hændt med lille Tom.

Da vi var naaet ud i Alleen sagde hun: Skal vi gaa om til Voldstedet. Jeg har været hjemme og se til Tom. Jeg gik selvfølgelig hjem saa snart de fortalte mig det. Skal vi ikke gaa den Vej?

Men jeg blev staaende og sagde: Jeg er ikke vis paa det er helt passende for en ung Dame at gøre det. Ikke efter en gammel Lavendelpersons Mening. Der er kommet Fjendskab mellem din Kavaler og mig.

Det har jeg forstaaet, sagde hun i en sær Tone, og jeg vilde gerne vide hvad Harry kan have gjort dig.

Saa drejede vi om ad den smalle Vej til Voldstedet og jeg sagde: Din Ven har gjort mig en Tjeneste, og jeg er ham sandelig taknemmelig. Han har sagt mig nogle storartede Sandheder.

Jeg haaber det var Sandheder, sagde hun.

Det var Pletskud, min Pige.

Og det kunde du ikke taale?

Nej, jeg blev fornærmet, min Pige.

Jeg ved ikke hvad jeg skal tro, sagde hun.

Saa gik vi lidt.

Jeg tror jeg hader hende. Virkelig hader hende! sagde hun.

Kedeligt hvis det er Rigmor du mener, sagde jeg, jeg kan lide hende.

Hun har altid ydmyget mig, sagde Annemari, som nu lige før.

Nu nærmede vi os den lave mørke Banke med Voldstedet.

Naa, Annemari, sagde jeg, skal vi ikke gøre Alvor af det?

Af hvad?

At løbe bort, vi to?

Du spøger med alt, sagde hun.

Det hævner sig, sagde jeg, det er kun i Eventyrene det gaar Spøgefuglene godt.

Hun tog mig under Armen da vi gik op over Skrænten og sagde: Maaske du ikke bryder dig om at fortælle mig Eventyr som før i Tiden. Men jeg vilde gerne en Gang til høre dig fortælle Eventyr. Eller vil du ikke endelig fortælle hvorfor du søgte herud til Sandø. Du har lovet at fortælle det engang.

Det er et trivielt Eventyr, min Pige, sagde jeg, I Kvinder tror nu altid der er en Kærlighedshistorie bag enhver Forflyttelse. Men den kan have mere beskedne Aarsager. For Eksempel at man ikke var Embedet voksen.

Det tror jeg ikke. Se, hvor de spejler sig i Vandet.

Ja, de spejler sig stadigvæk.

Du har lovet engang at fortælle om Betty du fik Halskæden af.

Hun hed nu Birte. Kæmnerens Birte. Jajada. Vi gik i Klasse sammen. Og for Birtes Skyld gik det mit Hjerte som en Torsk fra Lofoten, det blev skaaret op og lagt til Tørre paa Klippen til Spot for Verden. Ja, vi var Børn. Siden gik det andre, mange andre, lige saa ilde, for Birte blev køn. Men jeg var en Tid, et helt Aar, i den syvende Himmel, for det var altsaa Birte og mig, og tilmed studerede jeg Litteratur. En Dag sender hun mig et af de nydelige smaa Breve, Kvinder kan skrive. Der var en anden.

En fælles Ven, ældre og mere straalende end jeg. Den rige Fugl kommer susende, kommer brusende. Ja, Birte slog sig fra mig, og jeg slog mig fra det lærde Studium og gik Seminarievejen. Sidenhen, en halv Snes Aar efter, blev Birtes Mand Dommerfuldmægtig i Byen hvor jeg var Lærer. Og jeg havde maaske næsten glemt Birte. Nu saas vi ofte. Glansen var vel gaaet lidt af Ægteskabet, tror jeg. Maaske ogsaa af Birte. En Dag sagde jeg til hende: Birte, du har faaet Rynker ved Øjnene. Og hun saa paa en som var hun ved at synke i Vand. Birte, sagde jeg, nu er du ved at blive smuk. Efter dette maatte jeg til at passe paa. En Tid efter rejste jeg.

Hvorfor skulde du passe paa?

Jeg synes du spørger, min Pige. Mand, Børn etcetera.

Det var ædelt! Aa, hvor var det ædelt! sagde hun, men du skulde kæmpe!

Kæmpe? sagde jeg, hvordan kæmpe? I unge Mennesker holder af de store uformelige Ord i Ordbogen. Kæmpeordene. Herregud.

Du gjorde galt, Johannes.

Tværtimod. Det gaar fint. Gjorde det da sidst jeg hørte noget. Manden har det udmærket, Børnene har det udmærket, Birte har det udmærket, og jeg har det udmærùket. Naturligvis blev Manden lidt forskrækket, og naturligvis blev Birte forynget. Maaske hun synes jeg er lidt af en Engel, men ogsaa lige saa tynd og vegetarisk som man tænker sig en Engel. Manden blev hendes Mand paa Jorden.

Det er koldt, sagde Annemari.

Vi vendte og gik tilbage.

Johannes, hvad sidder du og tænker paa naar du er alene?

Frem for alt paa Lærernes daarlige Løn, sagde jeg, man har sine huslige Bekymringer. Nu har jeg fra Maj fæstet en Husbestyrerinde, Elna fra Kroen. Jaja, jeg har mine smaa Bekymringer. Men tit sidder jeg ogsaa og tænker paa hvor I var kønne, du og Oluf, dengang naar I i Mørkningen kom hen til Skolen.

Hun standsede og nærmest raabte: Altid det samme! Du ved du piner mig med altid at nævne ham. Kunde du dog bare tabe Hovedet og sige noget andet.

Kære, sagde jeg, det er kun et Øjeblik siden jeg tabte Hovedet.

Saa fulgte jeg hende tilbage til Døren i Festhuset og gik selv hjem.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * GÅ TIL FORSIDEN

 10.

Mandag kom.

Baaden kom. Og Oluf kom.

Om Morgenen naaede jeg ikke som tænkt ud i Risene for at se Sneppestederne efter sammen med Pigro. Fra midt i Marts til Trækket er paa sin Højde plejer vi at være ude i Skoven hver Morgen ved Daggry. Som Regel forgæves, det er en uberegnelig Fugl. Men de Skridt man gaar i Dagbrækningen er aldrig spildt.

Men jeg var for natterusten og havde ikke Lyst den Morgen.

Det blev over Middag før Baaden var at se. Vi hørte at Paketten havde haft Maskinskade paa Søndagsturen til Tulø. Man var utaalmodige paa vor Ø, og Skolebørnene havde ikke Ro paa sig.

Folk havde brugt Søndagen til at skrive Breve. Den lille Postkasse uden for Skolen blev fyldt, og jeg havde i de første Timer megen Uro af Mennesker der kom indenom med Forsendelser.

De vilde ringe til mig fra Ladepladsen naar Rutebaaden var i Sigte. Den kommer fra Tulø Sund i Nordovst og kan ikke ses fra Skolestuen. Herfra kunde man bare se de vædskende Marker og ud over det graa og gusende Hav. Vinden var Sydvest til Vest, det var blæsende og sludfuldt Vejr, og der kom tørst paa Dagen et Par korte Snebyger som sølede Jorden til.

Nu og da gik jeg fra Skolestuen ind i min egen Stue og saa ud der. Her plejer jeg ikke at kunne se andet end min Have, et sandt Billede paa mit Livs Forsømmelser, og saa de mørke Graner bagved, Karolinerne. I Dag var det Granernes Poltava. Anders var mødt Klokken syv for at fælde dem. Ved Frokosttid var der faldet saa mange af dem at jeg kunde staa i Stuen og se vidt ud i den lerede Verden. Markerne over mod de sorte Træer ved Næs.

Farvandet og Tulø i Nord. Et Par Timer efter var næste Geled af Garden segnet. Sundet laa aabent og øde i Nordøst. Trods den raa Luft kunde man i det fjerne skimte Kirkespir og Vandtaarn ovre i Byen. Set herfra havde de den Størrelse som næsten alt hvad Mennesker regner for stort rettelig har.

I Dag manglede der ingen Overraskelse til Børnene. Jeg havde hængt Ingeniørens Gave til Skolen, det store anskuelige Kort over Sandø, op paa Væggen. Jeg holdt en lille pæn Tale om Giveren, og Klassens to Redaktører satte et Par Linier sammen om Gaven. De kom saa i Sandø Tidende, Avistavlen ved Siden af Døren. Heri kommer Nyheder fra Øen, om Fiskernes Fangster, om Saatid og Høst, Vejr og Fugletræk, og hvad ellers sker. I de sidste Uger er der kun kommet faa Nyheder. Paa Tavlen sad endnu en gammel Seddel hvis Tegnestifter var ved at ruste. Den blev sat op tidligt i Februar. Redaktørerne havde ikke forud vist mig den. Den var skrevet med store Blokbogstaver og med Kors omkring. Der stod: "Lørdag Formiddag den 1. Februar blev Kutteren "Klyden" af Sandø minesprængt ud for Gysand. Erik og Anker døde."

Eriks Søn var i Skole. Han læste det med rolige store Øjne, og jeg forstod, at han syntes det burde staa der.

Et nyttigt og smukt Kort over Sandø. Kringla heimsins, hvor Menneskene bor. Rund er Øen nu ikke, den ligner nærmest en Træsko, Nissetræsko. Snuden vender mod Landet i øst, og dens Spids er en Grusodde hvor der holder Gravænder til. Lidt syd for Odden ligger Ladepladsen, og herfra slynger sig en fire Kilometer lang Vej vestpaa gennem Øen, passerer først Skolen og gaar saa igennem Landsbyen og ud mellem Nærbjerg og Sandbjerg, til den bliver bare Hjulspor i Lyngen ude ved den lille forstormede Skov Risene, hvor Sneppen slaar ned. Fra Byen gaar een Vej mod Nord til Næs, en anden sønderud forbi Olufs Mors Hus og mellem Kysten og Plantningen hen til Kirken.

Kun eet Sted kan man staa og se at Vandet lukker til alle Sider, at man virkelig er paa en Ø, det er paa Toppen af Nærbjerg. Der er mange Pletter paa Øen hvor man ikke ser Havet, og hvor man kunde tro man befandt sig midt i et Kontinent med vældige Landstrækninger til alle Sider. Den første Tid jeg var paa Øen opsøgte jeg tit de Steder.

Kortet gav os mange Opgaver at arbejde med i Skolestuen, og vi prøvede straks enkelte af dem, men Børnene havde ikke megen Ro paa sig.

Da jeg havde givet dem middagsfri kom Købmandens Pige over med Mad til mig. Jeg har i Aarevis haft den Ordning med Købmandens at jeg faar Maden bragt. Mens jeg spiste hørte jeg en Bil udenfor. Det var naturligvis Frederik paa Næs.

Du fælder nok de kønne Graner? sagde han.

Det synes Naadigherren ikke om, sagde jeg, jeg indrømmer at jeg ikke har set efter hvad der i Skoleplanen staar om at fælde Graner.

Ærlig talt, sagde han, saa kunde du godt have ladet Sogneraadet tage Stilling til Spørgsmaalet. Det hastede vel ikke saa stærkt.

Det gjaldt Liv og Død, svarede jeg.

Mindre kan vel gøre det, sagde han, det var nok bedst om vi var blevet spurgt. Vi havde nok set velvilligt paa det.

Jeg vil ikke sige jeg vil blæse dig et Stykke, svarede jeg, jeg vil tværtimod til Regeringen paa denne døve Ø indsende et ærbødigt Andragende. Jeg vil søge om det maa tilstedes mig som Hushjælp at ansætte en Pige der venter sin Nedkomst til Efteraaret, og hvis Barn hverken jeg eller Øens berømte Støver er Far til.

Er det mig du stikler til? sagde han og brystede sig, saa godt han kunde, for efter Nattens Vaarfest sad Øjnene ham lidt forkert i Hovedet. Men Frederik kunde ikke staa for Hentydninger til at han hærgede blandt Kvinder, selv om man da overdrev lidt.

Hvem er hun? spurgte han.

Vil staa i Andragendet, sagde jeg, men du ser ud som har du været med i Slaget ved Hjørungavaag.

Hans fine brune Hoved havde faaet et muggengrønt Skær.

Jeg er frisk som en Vaarsild, sagde han, skønt jeg kun har sovet et Par Timer. Men jeg kunde nok fortælle et og andet.

Hvordan med de tre Øre i Regnskabet?

Har fundet dem i Morges! svarede han, jeg drømte hvor paa Listen Fejlen var. Det passede. Du har skrevet et Tal saa utydeligt, at man læser det for et Firtal naar man lægger vandret sammen, men for et Syvtal naar man regner lodret.

Hænges den som hænges bør, sagde jeg, det maa du undskylde. Men jeg gør ikke andet end Fejl i denne Tid.

Du skal have dig en Kvinde i Huset, naturligvis, sagde han, man skal ikke leve som en Munk. At være Asket, føj for Fanden.

Asket maa man være med den Lønningsklasse I holder Embedet i.

Du maa selv være om dig, sagde Frederik, man maa da mærke man er Mandfolk. Ser jeg en pæn Pige gaar jeg til Sagen. Er Lejligheden der er man nødt til at tage lidt paa hende. Det er en Naturens Dødssynd at lade være, Degn. Du trænger til nogle Leveregler, tror jeg. Kan være du ikke har saa udpræget Kvindetække, det forstaar jeg paa Rigmor, men du har de Pokkers Talegaver og dem maa du udnytte! Hør! jeg skal snakke med Anders. Han maa tage hjem naar Tid er og være med at læsse Kaj i Bilen. Baaden kan ventes om halvanden Time.

Du vil altsaa køre Drengen over til Sanatoriet?

Sagde jeg ikke det i Gaar, Skolelærer? Naa, jeg sagde maaske Tirsdag. Men det er bedre i Dag. Jeg faar naturligvis et Helvedes Spektakel med at faa Vognen med over nu. Men har jeg den syge Dreng med kan de ikke være andet bekendt. Jeg har ogsaa et Ærinde der haster. Jeg maa have snakket med Selskabet og de andre Interessenter, inden den her Ingeniør faar lavet Ulykker. Han ser alt for pessimistisk paa vort Kalkprojekt, han skulde nødig vælte det. Han har ikke brugt Tiden ordentlig, ikke grebet det rigtigt an.

Og nu vil du sætte Lus i Skindpelsen?

Jeg gør altid kun hvad jeg kan være bekendt, sagde Frederik. Og saa tog han af Sted igen.

Klokken halv to kom der Besked om at Baaden kunde være inde om en lille halv Time. Jeg havde allerede set den fra mit Vindue. Anders huggede som en gal derude. Der stod tre Graner endnu. Man kunde tro han tog Varsel om sin Drengs Skæbne at Granerne. Naar han at fælde dem alle vil Kaj komme sig. Saa vildt hugger Anders. Om et Øjeblik skal han af Sted for at læsse sin syge Dreng i Vognen. Og jeg ved ikke hvor meget Haab der er om at Kaj nogen Sinde kommer hjem igen.

Folk drog forbi Skolen, gaaende, cyklende, Hestekøretøjer. Det lod til hele Øen skulde ned at tage mod Paketten.

Nu kom endelig Post-Helene der bærer Breve og Aviser om paa Øen. Jeg slap Børnene, men fik et Par af de store til at hjælpe Helene og mig med Posten.

Da vi fulgtes ad ned mod Ladepladsen saa jeg en Flok Mejser der kom flyvende i lystige Smaabuer gennem det blæsende Vejr. Og da vi stod dernede hørte jeg en Solsort skraale i en Have. Straks skræppede en Skade, nogle Høns pilede ind, og jeg puffede til Drengene og bad dem kikke til Vejrs. Svimlende højt oppe gik en Flok trækkende Musvaager indover. Sejlende, kredsende deroppe havde Rovfuglene det rette Perspektiv. Hvor smaat maatte ikke alt hernede tage sig ud. Her er sort af Mennesker der forventningsfuldt venter Foraarsbaaden. En Flok Myrer. Ja, derhenne i Læ af Baadskuret staar nu Annemari alene. Og her staar jeg. Og derude i Forstavnen af Baaden staar en stor Mand, en virkelig Stavnbo at se. Ja, her er vi. Men myresmaa at se deroppefra. Med Myreproblemer, Myreforviklinger.

Ja, Annemari er her. Alene. Staar i Læ af Skuret og gemmer Hagen i Kraven. Hun var der ikke før. Hun maa være gaaet lige forbi mig uden at jeg har bemærket det. Hun skal maaske tale med Oluf. Jaja, vi stod engang før og ventede paa ham. Dengang maatte hun have en at støtte sig til. Og dengang gemte Oluf sig nede i Baaden. Nu staar han i Stavnen og ser mod Øen. Han vil hjem at fiske lidt, hænge paa en Bænk og spille lidt.

Vandet er uroligt. Skjult i det er der endnu drivende Isstykker og nu og da ser man et krænge for Boven af Baaden.

Der er nu kun faa Skibslængder ud til den. Folk begynder at raabe.

Hør, Helene, siger jeg, jeg har glemt noget jeg maa have med. Du og Drengene kan nok klare det. Er der mange Pakker kan I nok faa en af Fiskerdrengene til Hjælp. Skulde I se Oluf, saa hils.

Jeg gik tilbage til Skolen. Jeg satte mig i min Stue og tog en Hjertestyrkning. Der paa Reolen ligger Annemaris Brev til Oluf. Det var da komisk. Det er krøllet og sort i Kanterne af at ligge i min Lomme.

Anders er gaaet hjem. Han naaede dem alle. Granerne ligger derude som faldne Soldater. Haven er ikke mere en lukket Drømmens Verden. Jeg ser Nordsøen ligge nøgen og sølet foran mig og Næs derovre som Øens mørke Skød.

Det varer længe. Saa hører jeg Yderdøren blive aabnet og noget tungt blive slængt paa Gulvet. Døren lukkes. Jeg gaar ud og ser Postsækken og store tunge Pakker ligge i een Dynge i Gangen. Der er kun een der har kunnet gaa med alt det i Armene. Jeg river Døren op.

Oluf gaar bort fra Laagen. Han gaar videre, hilser med en Finger til Huen. Saa er han borte bag Hækken. Naa, han maa hjem til Moderen først, det er klart. Naturligvis.

Jeg gaar ind i Gangen, lukker efter mig. Giver Postsækken et lille Spark. Og saa giver jeg den et ordentligt Spark. Jeg sætter mig igen.

Lidt efter kommer Helene og Drengene. Saa maa vi til at sortere Posten, som Drengene i Dag hjælper Helene med at bære ud. Vi sorterer paa et langt Bord i Gangen. Der bliver ingenting at lægge paa den Plads min Adresse har. Intet. Jo naturligvis Aviser for godt seks Uger. Det kan blive hyggeligt at sidde med de gamle Aviser. Der er noget forsonende over maanedsgamle Nyheder som over Folks Synder i fjerne Tider.

Ikke et Brev er der. Ikke et Brev er kommet hele Vinteren. Hvem skulde vel skrive? Syv Aar, saa længe husker ingen. Nej, Breve er ogsaa bare til Ulejlighed.

En lille Pakke er der sandelig! Lad os se. Naa, ovre fra Boghandleren. En lille Bog jeg bestilte i Januar. Sese, de har faaet sendt en forkert. Denne Digtsamling har jeg allerede staaende. Men nu har den lille Bog ligget i Maanedsvis og troet den var paa Vej til en god Læser. Jeg beholder den. Man kan godt have to Eksemplarer af en god Bog. Den ene er med i Lommen, mens den anden repræsenterer i Reolen.

Helene og Drengene er kommet af Sted med de lette Postsager. De tunge maa Folk hente. Jeg hænger igen inde i min Stol og glor ud. Naa, Pigro du er urolig. Læg sig ned, Pigro, du er saa urolig.

Tiden kryber af Sted. Endelig. Døren gaar derude. Jeg bliver siddende. Den dumpe Banken af svære Knoer. Kom ind!

Naa er det dig. Velkommen da! Sid ned. Du er blevet lidt smallere om Kæberne synes jeg. Hvordan gaar det?

Jo, det gaar da, siger han og sætter sig.

Oluf er ikke lige saa stor som man erindrer ham. Han virker lidt fastere nu. Han stopper sin Pibe af min Tobakstønde.

Det var sandt! siger han og haler saa en lille Pakke op af Lommen og lægger den paa Bordet, værsgo'! Ja, det er ikke fordi den er særlig ...

Jeg pakker ud. Det er en ny Pibe. Jeg gaar hen til Vinduet med Piben og staar der og studerer den omhyggeligt. En svær og reel Pibe af et godt Mærke. Spejlet svøber sig smukt om Hovedet.

Den kan du godt være bekendt at give bort, siger jeg, staar med Ryggen til og studerer Piben grundigt i Lyset.

Naa Oluf? siger jeg omsider og driver tilbage. Der ligger Annemaris Brev under Patronhylstret paa Hylden. Jeg tager Brevet, jeg lægger det.

Han tænder sin Pibe, ser paa mig med granskende Øjne, mens han puster Røgen ud. Saa siger han: Ser du, jeg har hele Tiden tænkt at komme en smule bag paa dig med det her, Johannes. Da jeg tog derover i Efteraaret var det ikke alene for at tjene lidt. Men jeg vilde ikke snakke om det andet. Jeg vilde se hvordan det gik. Men jeg har altsaa i den sidste Tid gaaet paa Skole. Lidt Navigation og Radio og den Slags. Jeg skal derover igen.

Og hvad saa? siger jeg. Det her er ubegribeligt.

Jeg maa kunne føre en Baad op under Island, siger han.

Naa.

Jeg har undersøgt forskelligt, siger Oluf, og det ser ud som det kan føje sig. Det skal være en større Kutter, og vi er jo nødt til at have Statslaan i den. Et Par af os maa saa selv skyde noget ind. Mor, forstaar du, sætter altsaa lidt Penge ind i det. Jeg har nok vidst lidt om det, og jeg har halvt om halvt regnet med det, men rigtig Besked har jeg aldrig vidst. Det er ikke mere end en Time siden jeg fik det at vide. Hun har nogle Penge ovre i Byen. Efter sin Familie. Hun har aldrig rørt en øre. Nu vil hun skyde dem ind i Baaden.

Og saa gaar I ud i Nordsøen?

Ja, og længere op.

Naa siger jeg. Ja, det her er ikke til at fatte, tænker jeg.

Hør siger jeg saa, der ligger jo et Brev til dig her. Jeg anede jo du kom hjem og vilde ikke sende det med nu. Nu havde jeg nær glemt det.

Det er jo Annemaris Skrift? siger han roligt.

Han river det ikke op, men tager sin Lommekniv frem og skærer det langsomt op. jeg gaar hen i Lyset og ser paa min nye Pibe.

Lidt efter siger Oluf: Jeg havde tænkt at blive hjemme en fjorten Dages Tid. Saa tænkte jeg om ikke jeg kunde komme hos dig og blive sat lidt ind i Matematik. Det ligger ikke rigtigt for mig.

Det skal vi nok klare, siger jeg, og kniber det med noget af den Slags, saa skriv bare. Jeg skal nok faa dig paa Gled.

Jeg er jo ikke vant til det, siger han.

Naa, du har læst Brevet?

Ja, det er i Orden.

Hvad er i Orden, Oluf? Ja, det vedkommer jo ikke mig.

Det er afgjort. Jeg snakkede jo med Annemari for lidt siden.

Naa, og hvad saa? Du kunde jo ikke forestille dig, min Dreng, at jeg der har kendt jer begge to saa godt gerne vilde vide hvad det er blevet med jer?

Det blev hvad det maatte blive, Johannes. Vi gik hver til sit. Det har jeg længe ventet. Men jeg syntes ikke saa godt jeg kunde gøre det.

Naa.

Jeg begynder paa en frisk. Det er nu ikke saa godt at skulle være noget man ikke dur til at være, Skolelærer. Men jeg har kun godt at sige om hende. Og hun er et bedre Hoved end jeg. Bare hun vilde bruge det nu.

Hvad mener du med det?

Spiller du noget? siger han og vender sig mod Krogen, hvor Violinen er.

Sjældent, siger jeg, naar man er ene taber man Lysten. Men hør Oluf, du kunde sidde og spille lidt. Kommer der nogen efter Pakker, kan du nok klare det. Der er et Par Anvisninger jeg er nødt til at faa afleveret.

Han har allerede Violinen ved Hagen, han ser muntert op med skævt Hoved, nikker, ser paa Buen og siger: God Vind!

Jeg lukker roligt Døren til Stuen efter mig. Men springer over Gangen. Pigro vil med, kan ikke komme til, faar Poten i Klemme, da jeg lukker Yderdøren, han hyler derinde. Om Forladelse, Pigro! Men du maa forstaa mig.

Jeg løber ud af Haven, af Sted hen ad Vejen. Folk vil glo, naar de ser det. Degnen kommer springende som et vildt Menneske.

Der dukker en Bil op i Svinget, den bremser. Der er ikke andet at gøre, jeg maa stoppe.

Pokkers saa travlt du har, Nimrod! raaber Frederik fra Næs derinde.

Telefonbesked! puster jeg.

Der sidder Kaj inde. Nu skal han rejse til Sanatoriet. Han er pakket godt ind. De har indrettet Sædet saa han ogsaa kan ligge ned. Jeg ser det glasklart, skønt mine Tanker er andetsteds. Og ved Siden af ham sidder Moderen Hansigne, fattigpyntet. Smiler med Huller i Tænderne, men vilde hellere græde. Og Kaj smiler. De Øjne siger at han venter noget af mig. Jaja, min Dreng, jeg burde følge dig paa Vej, jeg burde.

Hav det nu godt, Kaj! Jeg skal nok huske det med Bøgerne. Om Oldtiden ikke sandt. Og husk du skal hjem og være med at undersøge Sandø. Farvel!

De kører, og jeg løber, bærende et skuffet Drengeblik med. Oldtiden! Slidder-Sladder! Undersøge Sandø! Pjat og Pjank! Ja, men nu staar det hele paa Spil for mig, min Dreng.

Jeg springer ind ad Døren hos Købmand Høsts. Der er Postyr i Huset ser jeg. Jeg render lige paa Fru Høst der stritter med hele Fjerdragten.

Men dog, men dog! kagler hun, og saa slaar hun Armene om mig, gudskelov, Degn, gudskelov!

Hun siger det saa kønt, det skrupforvirrede og kærligt skamløse Kvindfolk, hun er et dejligt Menneske og jeg trykker hende saa hun taber Pusten. Selv er jeg overfaldet af en pludselig stormende Glædesforvirring og jeg kysser hende.

Hvor er hun? siger jeg.

Saa gaar jeg op ad Trappen til første Sal. Jeg betvinger mig og gaar langsomt, og dog er det som man ingen Vægt har, en vildsom Jubelfølelse har ophævet al Tyngde.

Døren staar aaben. Jeg ved det er hendes Værelse, skønt jeg aldrig har været der. Jeg opfatter at det er voldsomt uryddeligt derinde, men ser det ikke klart. Jeg ser Annemari. Hun sidder foran et Spejl og er ved at rede sig. Det svære mørke Haar. Det sorte øjensfløjl. Mund som en Hyben.

Hun ser mig i Spejlet. Vore Øjne mødes. Og saadan ser vi længe.

Saa nikker jeg og kommer til at le. Jeg læner mig mod Karmen, nikker igen, smiler. Og Annemari smiler. Først ængstet, saa fuldt og lysende.

Paa Kommoden ved Siden af mig ligger en Pakke Cigaretter. Skønt jeg sjældent ryger Cigaretter tager jeg en og tænder den. Der er meget uryddeligt i hendes Værelse, og et Par Kufferter gaber over et svulmende Indhold. Ja naturligvis.

Jeg forundres selv en Smule over det, men jeg har bevaret denne let berusende Vægtløshed, trods det jeg har set og forstaaet. Vore Øjne mødes igen. Ja, jeg ser det. Det er ikke den samme Annemari som i Gaar og alle andre Dage. Hun spejler en Hændelse. Der er en Fuldbyrdelsens Ro og kølige Sødme i hendes Blik. Det har overrasket og ændret noget i hende. Det er sket. Det er sket i Nat.

Stakkels Johannes, siger hun.

Stakkels Pigro, siger jeg, han var saa ivrig og fik en Pote i Klemme.

Aa, det var Synd for Pigro, siger hun. Se, hun faar Taarer i Øjnene. Over Pigro eller hvem? Lige meget, det er Taarer af en øjeblikkets Overflod. Taarer lette og flygtige som Æter. Det er den rige der bliver bevæget over en Hundepote, over en Taber der staar ved en Dørkarm.

Stakkels! siger hun. Bliver bevæget paa en Maade der ikke ligner Annemari. Smeltende. Aaja, det var maaske et ømt og bristende Billede at tage med: en grædende Ven, en grædende Taber ved en Dørkarm. Aaja, der kan komme mere trivielle Stunder da den Erindring er sødmefuld. Men det skal du ikke faa at se, min Pige. Stakkels! siger du. Der er Ord man ikke kan tillade sig at sige til visse Folk. Jeg har i denne Sag spillet et ærligt Spil, et Spil efter strenge Regler. Har jeg tabt, saa er mit Tab en Skat. Kosteligere end de fleste Elskovseventyr, derom kan jeg snakke lidt med.

Stakkels! siger et Pigebarn. Det skulde du ikke sige. Indtil for et Øjeblik siden stod der mellem dig og mig en som jeg ikke kunde krænke, Oluf. Nu tror du dig ny og forvandlet og sikker, saa du kan sige stakkels. Men jeg kunde ogsaa nok lege en Leg. Annemari, var du ikke som en anskudt Fugl i ens Haand, og du æggede den anden for at ægge mig. Naa, jeg skulde bevise hvor meget du var mig værd ved at holde en enfoldig Oluf for Nar. Saa blev du i Nat fanget i dit eget Garn, og nu tror du dig forvandlet efter en Nat med en Elsker. Mon dog? Ham skylder jeg ingen Hensyn.

Du maa bære over med, Annemari, at jeg digtede en Historie i Aftes.

Hun ser paa mig i Spejlet, og hun smiler, men Smilet er vigende.

Jeg maatte fortælle moralske Historier, det var mine Vilkaar, siger jeg, og fortalte jeg dig ikke om en vis Birte? Ja, hun var min Kæreste engang og saa tog en Ven hende. Siden traf jeg dem igen. Og jeg fortalte hvordan jeg dydigt trak mig tilbage og stak af for at der ikke skulde ske noget mellem hende og mig. Nydeligt Opdigt.

Jamen, hvad gjorde du da?

Du havde ikke haft nødig at bebrejde mig at jeg ikke fulgte Kærlighedens Ret, eller hvad I kalder det. Det gjorde jeg grundigt. Han havde taget hende fra mig. Godt, jeg kom igen og tog Hævn.

Er det saa sandt hvad du nu fortæller, Johannes?

Onde Ting jeg fortæller kan du altid stole paa, min Pige.

Men hvad saa? Hvorfor blev du saa ikke hos hende?

Blev? Maaske havde hun overtrukket sin Konto. Kærlighedens Ret, som den kaldes, taler heller ikke om at blive. Manden og hun delte Børnene og hun blev siden gift igen, men vist ikke alt for godt. Ja, hvad husker man af det. Men Halskæden havde jeg fra hendes Ungdom.

Johannes, sagde hun og vendte sig om, det begyndte saa smukt og rent da du før kom herind. Vi kunde have sagt Farvel saa smukt.

Du synes det var smukt, tænkte jeg, men nu er det slut. Nu kan jeg høre hans Stemme, Vinderens Stemme dernede. Hvorfor kunde jeg ikke faa et Døgn til, bare een Time til. Det var ulige Spil før. Det kunde blive lige Spil. Hun er urolig, hun er lige ved at glemme hun er ny og sikker.

Annemari, sagde jeg, jeg mangler at fortælle dig et Eventyr.

Nu kommer Harry, sagde hun, med en pludselig Hede over Ansigtet. Hun saa sig hurtigt om, greb sig i det, blev rolig. Saa smilende mod mig. Men hendes Øjne veg straks. Bare en Dag, bare en Time, tænkte jeg.

Ingeniøren blev for overrasket til at blive stødt. Han var lidt forlegen. Han er alligevel ung, tænkte jeg, og for ham er det vist Alvor.

Til Lykke! sagde jeg og trykkede hans Haand, jeg haaber De kan glemme den Affære i Gaar. Jeg maatte da sige farvel. Hvornaar skal Brylluppet staa?

Snart! svarede han. Omgaaende! sagde han og smilede til hende.

Bliver det i Træktiden, sagde jeg, skal jeg sende et Par Snepper eller tre. Sneppen er nu efter min Smag ikke saa fin en Kødfugl som mange siger og slet ikke om Foraaret. Men et dejligt Vildt. Jaja, nu var jeg taktløs. De kan ikke lide Jagt.

Bryd Dem ikke om det, sagde han, jeg var sikkert urimelig i Gaar.

Nejnej, sagde jeg, det passede paa en Prik. Var man ikke en gammel Skuffe med Lavendler havde alt set anderledes ud. Men De tillader sikkert, nu De plukker Sandøs Blomst, at man giver Deres Kæreste en lille Afskedsgave.

Nej, Johannes! sagde hun og stirrede i Spejlet stift paa den tynde Guldlænke jeg holdt mellem Fingrene, Halskæden.

Jo min Ven, sagde jeg. Jeg har altid tænkt du skulde have den naar du engang rejste. Lad den minde dig om Sandø. Øen er som en Ring. Dens Strande er ogsaa en Kæde. Hæng den om din Hals, Annemari.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * GÅ TIL FORSIDEN

 11.

Sent Mandag Eftermiddag.

Du! Kan du høre at der er nogen som jager Ænderne omme ved Laden? Der maa være nogen efter dem. Du tror ikke det er Pigro?

Det er ikke Pigro.

Ænderne kan ikke taale at nogen driver med dem. Nu skal vi have Andeæg til Rugning. Hør! Du tror alligevel ikke det er Pigro. Det kan ikke være Pigro.

Du tror ellers ikke nogen. Men din Hund tror du altsaa fuldt og fast.

Ja, ved Siden af Gud er der ingen jeg tror som min Hund.

Det lyder saa mærkeligt for mig. Netop nu, Johannes. Tror du da paa Gud?

Jeg vil ikke. Jeg stritter imod. Jeg slaar fra mig alt det jeg kan. Men jeg gør det netop nu. For jeg kan ikke løse Orions Bælte.

Hvad mener du med det? Du maa forklare mig alt hvad du siger, min Ven.

Aa, det var en Vending fra Jobs Bog. Jobs Gud siger til Job: Kan du binde Syvstjernens Baand og løse Orions Bælte? - -

Jo, men hvad mener du med det, Johannes. Jeg forstaar dig ikke. Jeg synes at jo længere jeg har levet, des mere meningsløst er det blevet.

Det er netop derfor, min Pige.

Jeg forstaar det ikke. Nej, naar man synes at det langsomt har mistet al Mening for en. Livet, mener jeg. Ja, hvad betyder det Ord Livet?

Jeg aner det ikke, Rigmor. Spørg en klogere.

Jeg kan jo nøjes med at sige mit Liv, mit eget Liv. Jeg har for længe siden opdaget at det er meningsløst, fuldstændig meningsløst. Jeg ved ikke engang hvordan det er gaaet til. Jeg tænker ikke saa meget, Johannes. Jeg mærker det bare. Saadan er det bare. Og saa morer jeg mig lidt over alt det Frederik vil. Han er saa ærgerrig. Ih, hvor han har travlt. At han gider, tænker jeg. Men jeg tror heller ikke Frederik har opdaget hvordan det hænger sammen. At det er meningsløst. Han aner det ikke.

Jaja. Han aner det maaske. Derfor farer han om som en Flue i en Flaske.

Nej, jeg tror ikke han mærker det. Jo maaske som en Uro. Men forstaar du, fordi han alligevel tror paa det hele, saa synes jeg at han er mere værd i Livet end jeg. Selv om ... nej, jeg vil ikke sige noget om ham. Han er jo som en Dreng, en lille Dreng, Johannes. Han har Brug for en Slags Mor. Jeg tænker aldrig mere paa at gaa fra ham. Var det ikke ogsaa meningsløst? Og saa gaar jeg her og styrer Huset og ser efter Pigerne, og jeg tror jeg er flink imod dem. Men der er noget meningsløst i det hele. Men det vilde der ogsaa være ... ja det forstaar du ikke, men jeg synes ogsaa det er meningsløst at holde op, at forandre noget. Jeg staar op om Morgenen. Det kommer mig ikke ved. Jeg sørger for Huset, vander Blomster, hører efter at ikke nogen jager med Ænder og Gæs. Det kommer mig ikke ved. Jeg kysser Frederik. Jeg bliver kysset af en anden. Det kommer mig ikke ved.

Heller ikke naar du faar en ny Kjole, min Pige?

Dit Asen! Jo det gør. Bare nogen lægger lidt Mærke til om den klæder mig. Saadan er det maaske ogsaa med det andet. Aa, jeg har nok løjet om næsten alt det jeg har sagt. Det kan godt komme mig lidt ved altsammen. Lige i øjeblikket. Men ikke inderst inde.

Kommer jeg dig ikke ved?

Jo. Kys mig.

Men altsaa ikke inderst inde?

Johannes, naar du rigtig tænker paa det, synes du saa ikke det er meningsløst at vi ligger her, du og jeg? Hvad bliver der af det? Du mener det jo ikke. Og nu havde vi passet paa saa længe. Jeg synes vi havde passet paa saa forfærdelig længe. Men det var der maaske Mening i. Ja, jeg ved ikke noget mere. Og saa staar du her pludselig i Dag. Med Geværet. Du skal paa Jagt, siger du. Paa Jagt! Jeg vidste straks hvad det var.

Jeg skulde bare ud og se paa Snepper, Rigmor. Ikke andet. Saa gik jeg indenfor. Og der stod du og blev dejlig.

Maaske en Kvinde bliver dejlig naar Manden er vild.

Og du var vild.

Ja, du er dejlig.

Min Ven, min Ven.

Gaar der ikke nogen henne paa Loftet?

Det er Pigen der er oppe efter Løg. Der kommer ingen her. Gæsteværelset staar alligevel altid laaset. Og de har ikke set os gaa op.

Naa, det er du sikker paa?

Gjorde det saa noget?

Ikke naar "du" siger saadan.

Johannes, nu skal du svare paa det andet. Aa, jeg er glad for at være hos dig. Vi har passet paa frygtelig længe. Du blev næsten en fremmed. Men det her er ikke Alvor for dig, min Ven. Det er ikke Alvor.

Jo, det er. Det er skam alvorligt alt hvad jeg gør. Føres til Protokols altsammen. Huskes altsammen. Kommer igen altsammen.

Det er forfærdeligt, men det er ikke Alvor for dig selv.

Jo, det er, siger jeg jo.

Johannes, der kunne jo ikke komme en Ulykke ud af det, saa alvorligt er det ikke. For Mennesker der tager det alvorligt kan der komme Ulykke af det. Men der kan maaske ogsaa komme noget sandt og stærkt.

Hvem siger at der ikke kan komme en Ulykke af det her?

Jeg, Johannes. Det bliver jo bare det samme. Og det er det meningsløse. Frederik ser ingenting. Og opdager han noget, eller siger jeg det, saa vil han en Dag finde noget at græde over, og han vil være lidt ondskabsfuld, og han vil prale med sine Pigehistorier. Frederik tør ikke blive skinsyg og vild. For ham er den højeste Grundlov, at man skal være frisindet. Og saa du! Det er ikke sandt at det er Alvor for dig.

Hold nu Kæft, Rigmor! Hvis du kommer med det der igen skal jeg gaa lige ned og tømme et Skud Hagl Nummer seks i Maven paa mig selv. Men først skyder jeg Pigro. Saa kan dette Muldvarpeskud faa et Sagn om en alvorlig Mand.

Johannes, Johannes! Læg dig ned.

I skal sandelig have Beviser, korporlige Beviser. Ordet er ikke nok. Viden er ikke nok. Nej skal man opnaa noget maa man kunne gaa hen og snyde en enfoldig Ven som man er lige ved at regne for en Søn.

Jeg synes ikke det klæder dig igen at være saa ond mod Annemari, Johannes.

Jeg tror ikke jeg selv har omtalt hende. For øvrigt er den Affære overstaaet. Kvitteret med et Pennestrøg. Saadan gør man. Men at det her ikke skulde være Alvor for mig, det begriber jeg ikke. Jaja, man kunde maaske ogsaa kalde det Humor. Men ser du, jeg maatte for et Par Timer siden virkelig indse at jeg havde tabt Spillet.

Johannes, vi to kan sige alt. Jeg vidste det var dig hun brød sig om. Jeg gav dig hende i Aftes under Dansen. Jeg skilte hende fra ham.

Naa.

Det havde jeg aldrig kunnet gøre, hvis du ikke havde staaet og talt saadan med mig. Jeg overvandt mig selv.

Det var smukt. Men du begreb det altsaa heller ikke. Du forstod ikke at man ikke kan snyde i saadan et Handicap. At en Mand kan elske den strenge ubrydelige Regel. At han siden kan elske Tabets Renhed. Ja, jeg var den standhaftige Tinsoldat og lod alle Muligheder gaa mig forbi for ikke at krænke en Ven. Jeg tabte, og jeg gik bort med Tabets blanke Skat. Jeg var naaet vidt siden mine yngre Aar, syntes jeg. Ja, jeg var fejet og prydet. Og hvad saa? En halv Time efter er den standhaftige gaaet i Seng med en anden Vens Kone. Hvad mener du om de Principper? Du synes ikke Jorden gynger lidt. Snart vipper vi oppe paa Bølgernes Toppe. Snart nærmes vi Grunden i flyvende Spring.

Men saa er det altsaa alligevel ikke Alvor for dig paa den Maade jeg tænker, Johannes. Saa forstaar du mig alligevel ikke.

Det kan være, min Pige. Men du er saa tænksom, jeg gider ikke tænke.

Du skal høre paa mig, du skal. Jo, du skal forstaa at du har ødelagt noget, Johannes. Jeg har længtes efter at du skulde komme. Men naar jeg nu bliver alene vil det for Alvor blive meningsløst for mig. Det hele bliver værre fordi du talte saadan med mig i Aftes. Vi stod ude paa Terrassen og du fortalte mig noget. Du gjorde det som om jeg betød lidt for dig. Du trængte til at have en du kunde være fortrolig mod, og nu havde du valgt mig. Du hjalp mig med det. Jeg stod og opdagede at der maaske alligevel var noget levende i mig. Ved du hvad jeg bagefter tænkte? Jeg tænkte: Du kan godt begynde igen, bare en tror paa dig. Nu vil du begynde forfra, tænkte jeg. Men Johannes, hvor er det fine fra i Aftes henne? Jeg kan ikke mere finde det levende inde i mig. Du kom ikke for at være god før. Du kom for at finde en Partner du kunde gøre vild. Du var vild og ond.

Ja, jeg var.

Jeg havde ikke ventet dig saadan. Ikke efter det i Aftes. Men jeg havde ventet dig. Jeg vidste godt da de to gik hjem i Aftes at du vilde tabe. Jeg ventede dig. Jeg ventede du vilde komme og sørge.

Naa, du mener jeg græder over tre øre?

Gid du var kommet for at sørge.

Du finder vel ikke paa at sige: Stakkels! Det taaler jeg ikke saa godt. Desuden er du dejlig! Vejer tusind andre op, du dejlige!

Min kæreste! Jeg har ventet og ventet dig. Jeg kan ikke stille noget op, naar du kommer saadan. Men det er meningsløst, meningsløst, min Ven, meningsløst, meningsløst, meningsløst. Jeg er ikke noget alvorligt for dig. Det troede jeg i Gaar. Du har ødelagt det fra i Gaar. Noget der var levende. Jeg kan ikke stille noget op. Men det er meningsløst. Du har gjort det til en Løgn. Du er bare ond og vild.

Ja, du dejlige Ellefrue. Du søde, klynkende Heks. Det er jeg, ond det er jeg. Og du er en Heks og jeg er den onde, og vi kan holde en Heksesabbat. Du ved vel hvordan Heksene og Fanden legede med hinanden. Saadan har de om Foraaret leget oppe paa Nærbjerg engang. Skal vi lege det!

Slip mig Johannes.

Nej, det vil du heller ikke.

Slip! Jeg ved ikke, hvad jeg gør ved mig selv bagefter.

Saa er det kun sødere.

Slip mig. For jeg har elsket dig hele Tiden.

Naa.

Du maatte ikke vide det.

Græd ikke. Lad være med det.

Johannes, jeg vilde aldrig have sagt det.

Nej, min Ven.

Jeg har sagt det i Hundredvis af Gange. I Telefonen og alle Vegne. Jeg elsker dig. For at skjule at jeg gjorde det.

Ja.

For naar det var sagt, saa var det til. Virkelig til. Saa kan det ikke blive ved at være det samme og det samme. Saa kan der komme Ulykke ud af det. Saa maa jeg vælge, Johannes.

Jo.

Saa kan vi ikke være saa forsjaskede og luske ind i mørke Kroge sammen og komme ud igen og lade som ingenting, vel?

Nej.

Hvad ligger du og tænker paa?

Hvis jeg maa være humoristisk, saa tænker jeg paa hvordan man kunde give sig selv et Spark bagi saa man røg ud af Skolen. Jeg tror ikke jeg rigtig dur der.

Men du sagde i Gaar at Skolestuen havde aabnet sig for dig?

Det er ogsaa rigtigt, Rigmor. Og jeg havde tilmed brygget en Slags Teori sammen i Gaar, en hel Livsanskuelse hvorefter man nu skulde leve. Jo, jeg vilde vælge at vente Hjertets Ufred. Og er det ikke kommet til at passe? Jo Tak, men paa en Maade saa min Teori alligevel var ad Helvede til. Man kunde intet forudse, blev slynget af Sted som et Blad for Vinden. Jeg kan ikke have fremragende Forudsætninger som Opdrager. Er det nu det at man for at tale i gammel Stil har bedrevet Hor med sin Næstes Hustru, der er det værste. Ikke i mine Øjne. Men at man gjorde det for at gøre Fortræd, for at ødelægge.

Du sagde før at du troede paa Gud. Var det ikke væmmeligt at sige det her?

Nej, her passede det.

Det forstaar jeg ikke, Johannes. Jeg tør ikke vove at snakke med om store Spørgsmaal, om Verden, Krigen og hvad Meningen er med Livet. Jeg har kun mit eget Liv. Og jeg har i Grunden altid haft det godt og alligevel er mit Liv blevet meningsløst. Hvordan kan man da tro paa en Gud?

Det maa man. Naar du kommer til Meningsløshedens yderste, da ser du at det hele er en Valplads hvor to Magter slaas. Og et Ingenmandsland gives ikke.

En Stund efter var jeg sammen med Pigro og med Bøssen paa Nakken paa Vej ud mod Risene. Vi fulgte Stien der gaar norden om Sandbjerg lidt oven for Strandengene. Der drev svære Skyer, store og kantede som Blokke, med ren, vasket Himmel imellem, frisk og lysende. Det blæste en Del, men der kom ikke mere Slud. Havet derude laa graahaaret som var Leviathan nylig svømmet igennem det. Jeg mente at høre Strandskaderne ude fra en af de skinnende Plasker, men kunde ikke se dem. Fire-fem Viber hvirvlede rundt over den mørke Eng hvor al Is var blødt bort. Jeg saa nogle lyse Kugler trille over Græsvolden, saa lettede de, en lille Flok Præstekraver. Der kom andre Flokke paa Vingerne derude, krydsede hid og did, kom susende en Vending ind over Engene. I Spidsen for den store Flok var der nogle Strandhjejler, Resten var Præstekraver og Ryler, og det lynede fra Rylernes hvide Buge naar de vendte.

Ude i Risene havde nogle trækkende Vindrosler slaaet sig ned, og da vi kom ind mellem Træerne fik Pigro Stand allerede første Sted. Jeg lod Hunden gaa, og op braste Fuglen lige for Næsen af ham og forsvandt i hurtige Flugthug mellem Træerne. Pigro skulede til mig fra øjenkrogene, vel fordi jeg ikke havde skudt. Men jeg knækkede Geværet, tog Patronerne ud og hængte Bøssen op paa en tør Gren.

Jeg løb tilbage ad Stien, og Hunden luntede med hængende Hale efter mig. Det her kunde Pigro ikke begribe.

Der var en god Kilometer langs Strandengene og forbi Ellehaven. Vi løb hele Vejen, og jeg blev meget forpustet. Saa var vi ved Næs. Jeg løb over Tørrepladsen, ind ad Køkkendøren, gik videre ind gennem Huset. Rigmor stod inde i Stuen og sorterede Dækketøj.

Læg det der . ..! sagde jeg, skynd dig! ... Gummistøvler, Frakke! Skynd dig!

Jeg ventede paa Tørrepladsen da hun kom ud. Hun havde bundet et lyst Tørklæde stramt om Haaret, det gjorde hendes Hoved lille og fint. Men Farve havde hun ikke i Ansigtet.

Kom nu, sagde jeg, det maa gaa stærkt.

Jeg smaaløb foran. Nej, nu var Pigro foran, langt forude.

Jeg vendte mig og kikkede tilbage. Aa, hun løb der bagved og saa min Salighed ud som ventede hun at se et dræbt Menneske længere fremme.

Jeg sagtnede lidt og sagde: Nej, der er ikke noget i Vejen, Rigmor. Jeg troede du forstod. Sneppen er kommet! Den er alligevel kommet, for Pokker. Jeg lod være at skyde for din Skyld. Du skal være med. Naajaja; vi kan maaske nok tage den lidt mere med Ro. Hvad er Klokken? Lidt i halv seks. Ja, vi kan faa en halv Times Tid med klart Sigte. I Skoven bliver det vanskeligt naar det skumrer. Men vi skal nok klare det. Ja, hvad siger du til det her?

Hun gik der og smilte med et lille ødelagt Smil.

Kære du, sagde jeg, nu maa du ikke gaa der og være saa trist over det vi sagde. Ja, det var vist en dødkold Snak. Min Pige, det skal nok gaa. Jo, det skal. Det er et fint Tegn, forstaar du. At Sneppen er her nu! En Slags Himmeltegn! Ja, smil bare. Det er et mægtigt godt Tegn. Og vi maa hjælpe hinanden, maa vi. Jeg kan lære dig en Bunke. Det lyder forbandet indbildsk, men det er rigtigt, jeg er et klogt Menneske paa andres Vegne. Vi skal nok finde en Maade du skal begynde paa. Du maa udrette noget, skabe noget, det længes du jo efter. Det skal du nok komme til. Du skal for Fanden ikke gaa her og være Efterkrigstidsmenneske og finde alt meningsløst. Ja, jeg er selv en stor Idiot. Jeg ved det, jeg ved det. Kom nu! Drive kan vi ikke! Se derude! De lyse Sten som triller derovre. Det er Præstekraver. Nu letter de. Ja, det er Foraar, min Ven. Ja, jeg ved ikke hvad det skal blive med os to. Jeg ved ikke hvad det skal blive med dig og mig. De der med spidse Vinger er Ryler! Og de store Fyre derovre med sorte Hoveder og Forpartier, det er Strandskader. De staar der og glor ligesom Marinesoldater foran Tivoli. Nej, jeg ved ikke hvad det skal blive til med os to, jeg ved ikke. Men det er muligvis nok den gale Ende at tænke fra. En daarlig Vane maaske. Hele den yndige nyere Civilisation er bygget paa Lykkebegrebet, drives af Lykkejagten. Maaske man maa vælge en strengere Regel, en strengere Lov. Ja, hvad ved jeg, Rigmor, jeg ved ingenting. Jeg ved ikke bestemt hvad det bliver med dig og mig, men jeg er bange for, at vi skal have mange beske Timer, mange bitre Nætter. Lagde du Mærke til Glimtet, Lynet, da de vendte i Luften? Det er de Ryler der endnu er i Vinterdragt. De rejser videre. Se de der! Det er andre Ryler med sorte Skjolde paa Undersiden, det er Sandøs Ryler, de bliver! Min Pige, jeg ved ikke hvad det skal blive med os to. Jeg kan hjælpe dig og give dig Raad naar du skal begynde at udrette noget. Men det maa helt være din Viljes Bestemmelse hvad det skal blive med os to, det dur jeg ikke til, jeg bliver egenraadig og listig. Se, de hvidbrogede der trækker derude over Vandet. Havlitter. Flytter bare. Om nogle Uger rejser de langt mod Nord! Hvad Meningen med Tilværelsen er? Ja, man kan købe en Masse færdige Forklaringer og Dogmer. Dur ikke! Det kan se meningsløst ud, ja det kunde se ud som det onde og ødelæggende er det sande Princip i Tilværelsen. Vent lidt! Jeg maatte lige have et Kys! Jeg maatte. Hvad skal det blive til, Rigmor? Naa, hvad sagde jeg? Nej, det onde er ikke det eneste Princip i Tilværelsen. Hvert Rige, som er splidagtigt med sig selv, bliver øde. Var det onde eneraadende, da var det splidagtigt med sig selv og gik til Grunde. Der er jo godt til! Ubegribelig gode Handlinger! Der er jo! Varme og Renhed og Lys! Det eksisterer i Mennesker. Min Pige, jeg kunde have Lyst til at klæde dig af. Ja, det vil jeg. Jeg føler mig meget stærk nu. Men det jeg vil klæde af dig det er ikke dit Tøj. Det er heller ikke dine Aar. Det er din Tvivl, det er din Lede, dine Fejltagelser, dit Sjaskeri med dit Liv, det er din Frygt for Mennesker. Og se her gaar en fin og god Pige ved Siden af mig, en Pige som lyser, en dejlig Pige, dig som du virkelig er.

Hun klyngede sig voldsomt til mig og græd. Og jeg blev meget flov.

Du maa bære over med mig, sagde jeg, jeg snakker som Vinden der bliver idet den farer. Men det kommer af det med Sneppen. Og jeg mente hvert Ord.

Kunde du ikke græde over os? sagde hun.

Nej, sagde jeg. Nej.

Da vi naaede Skovbrynet hvor jeg havde hængt Geværet bandt jeg en lille Klokke i Pigros Halsrem, satte Patroner i Løbene og raadede Rigmor til at holde sig lige i Ryggen paa mig. Sneppen før havde trykket meget haardt, saa det kunde være vi kunde faa en Fugl at se i Sædet. Hun spurgte om jeg da vilde skyde paa den og hvad det betød at den trykkede haardt.

Med Respekt for sig selv skyder man ikke paa en siddende Sneppe, sagde jeg, jeg har heller aldrig været ærgerrig efter at skyde mange. Og skal vi sige at den første lader jeg gaa uden at skyde? Gaar den op, saa læg Mærke til Fuglen naar den ligesom staar stille et Øjeblik over Skoven. Men at den trykker haardt? Det vil sige at Hund og Jæger kan komme den meget nær før den sætter op. Og Snepper er hemmelighedsfulde. Somme Tider sidder de let, og saa gør de det gerne allesammen. Og omvendt. Men hvorfor ved vist ingen.

Vi avancerede fra østenden af den lille Skov. Pigro gik sikkert og ikke alt for hurtigt frem til de første Sneppesteder, som han kendte bedre end jeg. Der var et her ved noget Egepurl om en fugtig Lysning. Men jeg hørte paa Klokken at der intet var. Pigro trak sønderud mod en sur Plet med Bregnebund. Vi fulgte besværligt efter. Risene er ingen forstligt drevet Skov, Gaardene har fra gammel Tid Lodder i den, og under Krigen har der været hugget stærkt, men planløst. Der er en voldsom Undervegetation af Krybvækster, Buske, Smaatræer, op over rager meget krogede Træer med Svampe og Gevækster og slyngede Grene. Risene er paa sine Steder en labyrintisk Vildskov, fortryllende for Omstrejferen.

Pigro trak langsomt videre. Der var stadig ingen Fugle. Rigmor fulgte lige efter mig. Et Par Gange jeg vendte mig om til hende, stod hun og saa sig tilbage som om hun troede at nogen fulgte efter os.

Der var ikke Skyggen af Snepper i denne Del af Skoven hvor de ellers særligt gerne ligger. Jeg var lige ved at tro at man havde haft en Hallucination da jeg saa en Fugl før. Eller var det en enlig Gæst der var slaaet ned her af Udmattelse.

Vinden havde fra Morgenstunden været sydvestlig med sludfuldt Vejr og enkelte Snebyger. Forestillede man sig, det var Snepper der om Morgenen var slaaet ned under Snetykning skulde man snarere søge dem andetsteds i Skoven. Jeg kaldte Pigro til, vi gik ud af Skoven og fulgte Lyngen om til Vestenden, i Vindsiden, hvor de lave Trævækster stod som Mænd der bærer store Sække.

Vi banede os Vej ind gennem nogle Hindbærtorne. Pigro var forude. Saa stod jeg lidt stille og lyttede. Klokken tav. Vinden susede i Kronerne over os. Tykningerne lukkede saa vi ikke kunde se ud over Havet i Vest. Men paa Luften saas det at Solen nu var gaaet ned. Der bliver en kold Ro over Tingene og der kommer et eller andet gaadefuldt imellem dem og os. Hun havde faaet store mørke Øjne. Jeg trak hende varsomt med. Standsede lidt. Jeg syntes at høre et Kny fra Klokken. Passede det, var Pigro et Geni. Vi listede udenom nogle skrutryggede Ungbøge med tæt gammelt Løv. Pigro stod lidt fra en gammel Kvasbunke med vissent Skrub foran. Fuglen kunde jeg ikke se.

Se nu Pigro, hviskede jeg; Hunden begyndte at ringe Fuglen, trak sig langsomt tilbage og smøg sig lydløst ud til Siden. Lidt efter puslede han paa den anden Side Kvasbunken. Vi trak nærmere.

Kan du se den svære skimlede Gren midt i Bunken. Den har en Tveje. Lige neden for den sidder den. Kan du se øjet?

Ja, hviskede hun. Det mørke ligesom flydende Øje saa ufravendt mod os.

Lad den slippe, hviskede hun. Jeg fløjtede let, og Pigro gik frem.

Sneppen kom op med et Bulder, saa hun greb mig i Armen. Fuglen ligesom hang i Luften ud for vore Hoveder, et Nu, saa gik det bort mellem Træerne, i vild Fart, i korte Huglinjer. Den kom ovenud af de tætte Trækroner et Stykke borte, og mod Himlen saas et Øjeblik det lange Næb i Profil, og Vingerne slængt som en Kappe ned om Fuglen. Borte.

Hvor er her underligt stille nu, sagde hun.

Hvad mener Pigro? sagde jeg, her kunde godt sidde en til?

Og du synes vi skal skyde den?

Jeg er lige ved at være overtroisk, sagde jeg, jeg synes meget afhænger af om du faar en Sneppe i Dag. Men det skal være snart.

Ja, Luften kornede, og Minut efter Minut gik jeg og hørte stadig Klokken i Skovdybet, var ikke saa rolig. Endelig fik Pigro Stand, og vi kom frem. Der var svære Træer her, greneklædt langt ned saa der var daarligt Skud. Skumringen var mærkbar i Skoven. Pigro stod nær noget der i det svækkede Lys mindede om en Bunke forhamret Kobbertøj. Gamle Bregner. Hunden trak sig igen udenom.

Kan du se noget? hviskede jeg.

Ja, sagde hun, den flytter sig. Den Vej.

Jeg kunde intet se, men lod Pigro gaa til. Sneppen stormede op længere til venstre end jeg ventede, en vildt udslynget Skygge. Det var et Slængskud. Brat stille.

Var det den der skreg saa underligt?

Ja, den er faldet et Sted derinde. Er død. Pigro har den snart.

Vi kunde høre Hunden søge et Stykke borte. Vi gik i den Retning. Johannes, sagde hun, jeg tror ogsaa man kan.

Man kan hvad, min Ven?

Begynde, sagde hun.

En Stund efter kom Hunden med Sneppen i Gabet.

Jeg tog Fuglen og klappede Pigro.

Hvor er den varm, sagde hun.

Tag den, sagde jeg, den betyder en Pagt mellem os. Se paa den i Morgen tidlig. Det er blevet for mørkt i Dag.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * GÅ TIL FORSIDEN

 12.

Hen i April.

Pigro er død. Ja han er. Nu har man kun Gud at stole paa.

Jeg ved ikke hvad det kom af, men Hunden begyndte at skrante og Pelsen blev død paa ham. Jeg slog op i Bøger og doktorerede paa ham. Men det gik bare ned ad Bakke. Jeg fortrød at man ikke i Tide havde hentet Dyrlægen herover til Øen. Men nu kunde jeg se at det var forbi med ham. Saa tog vi os den sidste Jagt, skønt det var uden for Jagttiden. Vi gik lige indenfor paa Bødvars Mark og rejste lille Toms Agerhøns.

Ja, lille Tom fik jo ikke set Hønsene som jeg havde lovet ham. Det har jeg ikke fortalt, Natanael. Annemari tog Tom med. Bort fra Øen. Ingeniøren var glad for ham og vilde gerne være hans Stedfar. Og Oluf sagde Ja og Amen til det. Kan man nu rigtig forstaa det? Jo, Oluf gjorde nok det rigtige for Drengen, da han sagde Ja. Men jeg er ikke vis paa at jeg kunde have gjort det rigtige.

Pigro laa i Kassen og var faldet sammen. Saa tager jeg Jagttasken ned fra Væggen. Slænger Remmen over Skulderen. Da skulde du have set ham. Hans sløve og vædskende Øjne! Han fik ligesom smaa Hundehvalpe i Øjnene. Jeg tog Drillingen ned fra Væggen. Jeg saa Geværet grundigt efter. Svingede det op og kikkede gennem det ene Løb, Riffelløbet. Jeg havde trukket det igennem, og da jeg saa igennem det mod Vinduet var Løbet indvendigt lige saa lyst som Himlen. Jeg valgte omhyggeligt to Patroner, pudsede Nikkelknapperne paa Projektilerne, og satte den ene i Kammeret. Da skulde du set Pigro. Nu stod han op. Slog med den tunge Hale saa godt han kunde. Vi gik langsomt ud gennem Haven, over Vejen og ind i det svære Græs. Det var ikke lange Strøg den ravende Pigro tog over Marken. Han stødte Fuglene næsten straks. De to gamle Høns og Flokken af flyvefærdige Unger satte op og fløj ned mod Hestediget. Saa forstod jeg at Pigros Næse ikke duede mere. Jeg bar Hunden ned til Diget. Ledte forsigtigt efter Flokken til jeg saa et Glimt af en Høne. Lod saa Pigro staa der. Jeg ved ikke om han havde Færten af dem, men langsomt strammede han sig op og stod smukt. Saa lod jeg ham gaa. Han slingrede. Jeg gik ude ved Siden. Da rejste Fuglene, og jeg skød. Saadan faldt Pigro.

Jeg har ikke været paa Jagt siden. Det er ogsaa besværligt at faa en Hvalp og lære den op. Og selv om man er heldig og ikke trækker en Nitte bliver det jo aldrig Pigro.

Naa, han var jo kun en Hund.

Maaske jeg heller ikke har Raad til at gaa paa Jagt mere. Det er nok Luksus, det koster en Del, og jeg solgte jo aldrig Vildtet, men gav det hellere bort. Jo, det var vist Luksus. Naar man har større Forpligtelser end før, er flere Mennesker i Huset, og vi er tre Personer der skal leve af ens Løn, da gaar det ikke. En fin økonom var jeg nok aldrig. Lidt Gæld havde jeg i Forvejen, nu sidder man med mere. Der maatte jo skaffes Bohave, Sengetøj og diverse til de Stuer der før stod tomme. Efter Sigende kunde en Kvinde heller ikke lave Mad med de Remedier der stod i mit Køkken. Ja, kort sagt.

Det var i Fjor i Juli Maaned jeg skød Pigro. Saa langt hen i juli at Bødvar havde mejet sin Byg. Siden har jeg ikke været paa Jagt. Ja, egentlig har jeg ikke været paa Jagt siden jeg i Fjor skød en Sneppe til Rigmor. Det var i Marts. Det er tretten Maaneder siden snart. Og jeg er lige klog.

Det kan være du ikke kan lide saadan pludselige Spring paa mere end et Aar, paa tretten Maaneder, Natanael. Men da maa jeg nok hellere bekende for dig, at alt hvad jeg skrev i disse forkrænkelige Kollegiehæfter, ja alt hvad jeg har fortalt dig, det har jeg nedskrevet nu fornylig. Et Aar efter at det hændte. Først nu. Det er rigtig nok at jeg begyndte at nedskrive de smaa Hændelser i Fjor den trettende Marts. Den Dag da vi fik Taage og vi troede at Isen vilde bryde, og da jeg hørte Børnene skrige nede paa Isen. Men det var bare de første traurige Sider jeg skrev dengang. Jeg holdt op da jeg den Dag gik ned for at se efter Børnene paa Isen. Jeg havde ikke Ro paa mig til at fortsætte dengang. Og jeg kunde vel heller ikke.

Saadan har jeg altsaa ført dig bag Lyset, Natanael. Og maaske er det derfor at jeg over hver Side i disse Hæfter har skrevet Ordet Løgneren.

Paa den anden Side var det maaske nødvendigt, at jeg bildte dig ind at alt blev fortalt lige efter det skete. Ellers havde jeg nok ikke kunnet gøre det nærværende for dig og kalde Livets Bevægelse frem i det. Ja maaske man ikke havde kunnet fortælle om sin Hund, om Fugle og Jagt, dersom man ikke havde siddet her med sin lille sorte Hemmelighed: at Pigro var død.

Jo, jeg kan vel ogsaa have andre Grunde til at kalde mig Løgneren.

Hvad var det nu vi kom fra? Jeg nævnede Oluf og lille Tom før. Det var maaske ikke lige saa nemt for Oluf at slippe Drengen som det lod til. Selv har han aldrig røbet det med et Ord. Men jeg har forstaaet det paa hans Mor. Hun mindes Annemari med Had. Hun viser det ikke saa tit, og jeg vil heller ikke kalde det et smaaligt Had. Hun kan godt rose Pigen for et eller andet. Men man forstaar alligevel at Olufs Mor har dømt Annemari, og at hun aldrig mere kan blive frikendt. Efter den ældre Kvindes Mening var Annemari støbt af urent Metal. Hun var et moderne Lykkemenneske, en Pige med en Lykkedrøm, hun søgte Lykken, og det foragter Marie. Olufs Mor er et Lovmenneske, hun søger som sine Forfædre Loven. Og at Annemari tog lille Tom med sig bort fra Øen, det er det utilgivelige. Tom var af Maries Æt. Men at Oluf lod det ske og sagde Ja og Amen, det ved Marie ikke, eller hun lader som hun ikke ved det. Ja, naar Hadet viser sig hos Olufs Mor minder det mig om Brudfladen i en stor Kampesten, og det vil nok aldrig forandre sig.

Jeg tror Oluf savnede lille Tom mere end det saa ud til. Han er glad for Smaabørn, det ser man da naar han kikker indenfor her paa Skolen. Oluf er heller ikke mere saa bange for at vise det. Han er forandret. En let Natur bliver han aldrig. Men at det gik i Stykker med Annemari var vist en Befrielse for ham. De to Kvinder var ved at kvæle ham. Og han mistede Troen paa sig selv.

Det skete nok dengang da Niels og han sejlede ud, og Niels druknede. Jeg husker det. Jeg stod sammen med de to nede ved Molen, lige inden de tog ud. Oluf stod og saa ud over den urolige Sø, og der var et galt Lys i hans Øjne. Da forstod jeg ham. Han var ved at blive kvalt af Kvinderne og sin egen Tvivl, tænkte jeg, han trænger til at maale sin Styrke imod Dødens. Klarer Oluf det, da bliver han en Mand. Og da æggede jeg ham.

Men havde jeg maaske inderst inde en helt anden Tanke skjult? Niels glemte jeg. Jeg glemte fuldstændig Niels, og jeg gik fra dem, og de for ud i Jollen.

Men Oluf har rettet sig. Og naar han ligger hjemme ved Sandø med Kutteren kommer han tit indenfor her.

Saa skal han altid lege med den lille. Og han faar altid Lov.

Den lille vræler stadig derinde. Han har vrælet hele Tiden mens jeg har siddet her og skrevet. Det er forbudt mig at gaa ind til ham og lege med ham og faa ham rolig. Mig er det forbudt. Gør man det bliver der aldrig Fred, siger Autoriteten. Han er forvænt med Selskab, siges der, og nu skal han sandelig opdrages. Skal vræle ud. Lære at sove til Middag. Jaja, der er megen Ulejlighed ved saadan en Størrelse.

Jeg sidder i Skolestuen. Børnene er gaaet hjem for et Par Timer siden. Solen staar omme bag Plantningen og Fyrtaarnet er som en Ildslue at se. En smuk Dag. Foraaret er i sin fulde Ungdom. I en lille Uges Tid havde vi et Herrens Vejr. Foraaret har fnyst og grædt, og Havet gik derude saa vildt som hin spættede og rasende Aprildag for Aar tilbage, da Niels druknede.

Her staar Blomster i Skolestuen. Hanekam, Engkabbeleje, Stenbræk og andre. De staar, hver i sit lille Glas, paa Skabe og Hylder inderst i Skolestuen. Da ser man Farverne imod den mørke Væg. Jeg har skam haft stort Besvær med at faa lusket de smaa Glas ud af Skabet inde i Stuen, hvor mit arme Postelin nu staar i nydelig Orden. Jeg plejer altid at bruge Glassene herinde i Skolestuen, men nu var det nær blevet forbudt af Autoriteten.

Forrige Skoledag stod Glassene med Planter henne i Vindueskarmen. Da ser man dem mod Lyset og har klarest Øje for Blades og Stænglers fine Former. Men først stod de her en Dag under Papirshætter, som man maatte lette, hvis man vilde se dem. Mine gamle Narrestreger ja!

I Dag har jeg været med den lille Klasse ude at se hvor Blomsterne gror. Vi rørte ikke Planterne paa den Tur. Vi begynder med at være ærbødige over for Blomsterne, og hvorfor ikke vise en Mælkebøtte lige saa megen Respekt som en Minister? Jeg har da heller ikke endnu ladet den lille Klasse skille Blomster ad og tælle Støvdragere. Jeg ved ikke hvor den Daarskab kommer fra at man skal begynde med at skære Blomsterne itu og tælle Kønsorganerne. Systematikreligion! Nej, først lærer vi dem at kende paa det de har klædt sig i og staar og viser frem. Og saa faar de Navne. Blomster skal som alle Ting der betyder noget gro i selve Sproget og være levende der, komme vort Liv ved, før vi spiller lærde, før vi spiller Videnskab.

Naa, det var en af mine Kæpheste.

Vaaren svulmer derude. Stranden bruser af Fugle. Der er Spover nu. De rejser snart videre, de fleste af dem. Nætterne er store og fulde af Træk. Jeg ligger vaagen og hører dem og knytter mine Hænder.

Himmelen skummede om Øen nogle Dage. Sandø flød ud i Havrøg og Himmeldamp. Det hvislede mod Ruderne inde i min Stue af Flyvesand ovre fra Bjergene. Næs forsvandt af Syne under Jordfog. Du husker maaske at mine Graner blev fældet, saa man nu kan se over til Næs. Men Bødvar Bjarke laa paa Maven og spredte Arme og Ben ud og holdt paa sine Marker, der vilde blæse lukt i Søen. Ingen havde kendt Mage i Mands Minde, og alle mente at alt var ødelagt. Saa kom der Haglvejr larmende, som gik en Kavaleribrigade over Øen i et Chok, og vældige Regnskyl spulede Jorden. Aldrig saa man Magen. Lærken sang under det hele. Den blev slynget bort af Stormens Skovl. Men saa var den der igen.

Nu er der stille i Himmel og paa Jord.

Solen kan nu gennem Vestvinduet naa at skinne mig i Nakken. Den gør Papiret paa Bordet saa blændende. Her ligger fem fyldte Kollegiehæfter. Sandø 1-5 staar der. Jeg er alligevel begyndt Beskrivelsen af Øen, Natanael, og jeg tror det er temmelig sandfærdigt hvad der staar i Hæfterne, selv om ikke ret meget af det dur til at komme i en trykt Bog. Det er et sent og stort Arbejde at samle og sortere Kundskaber om vor lille Ø, og det varer nok mange Aar før der kan blive et solidt Skrift af det, men det er kun dejligt. Ja, i Begyndelsen syntes jeg at det hele var bar Forfængelighed, og det var det nok. Det var en Flugt. Siden syntes jeg det var min Pligt. Og der er noget rensende ved møjsommeligt at samle lidt Kundskab sammen. Maaske er det derfor jeg har sat Ordet Løgneren over alt det jeg har skrevet om mit eget Liv i de andre Kollegiehæfter. For hvad jeg har fortalt, det sejler forbi dig og mig som Skyerne under Himlen, løst og svævende, medens de faste Kundskaber er som Sten og Græstørv der har deres Plads paa Jorden og bliver der.

Jeg har afskrevet noget af Sandøs Beskrivelse og sendt den syge Kaj det. Nu og da har jeg faaet et lille Brev fra ham. Hans Interesse for Oldtiden er ikke saa stærk nu, men det kan jo komme igen. Hvis da Kaj kommer igen. Her ligger hans sidste Brev, og i det er der en Sætning jeg har tænkt en Del paa. Jeg har det ikke saa godt, skriver han. Han klager ellers ikke. Da jeg sidst besøgte Sanatoriet saa han lidt bedre ud, og Lægerne har da vist ikke opgivet ham. Alligevel var Kaj næsten kun Øjne.

Jeg har det ikke saa godt.

Andre har det godt. Nu hænder det altsaa man faar et Brev. Jeg har faaet tre fra Annemari, skønt hun har Alverden i Hovedet. Jo, Verden og dens store Problemer har Annemari nu i sit Hoved. Ved grundig, men rask Tænkning er hun naaet til nøjagtig de samme Anskuelser som er hendes fortræffelige Mands. Heldigvis. Derom handler de to Tredjedele i Brevene, og det skynder jeg mig igennem. Men hvad hun skriver om deres Hjem, om lille Tom, om det ventede Barn, det læser jeg med Omhu. Jeg begyndte selv. Jeg vidste at man havde forskrækket hende ved at give hende Halskæden som Afskedsgave, for var det ikke som der fulgte en Forbandelse med? Siden skrev jeg da et Par Ord til hende og Manden, om løst og fast paa Sandø, om vore Smaating. Og Annemari forstod da at jeg havde skiftet Sind, og hun svarede med et kønt Brev, som jeg gik med i Lommen til det ikke var kønt mere.

Hvordan har vi det ellers paa vor Ø, min Ven? Jo nu skal Molen ved Ladepladsen bygges om for offentlige Midler. Kutterne faar bedre Plads. Frederik er Mester for det naturligvis, han gør da noget for Fiskerne. Men se, nu vil der ogsaa kunne ligge en større Baad og laste Kalk, siger de. Jaja. Frederik er kommet i Amtsraadet, han repræsenterer hele Havet herude. Der sker noget paa Næs. Nu da Granerne er borte kan jeg sidde i min Stue og se derover. Og paa Næs har de ogsaa fældet Træer, de mørke, skyggende Træer.

Den lille er begyndt at vræle igen. Jeg tør ikke gaa derind. Rigtig Herre er jeg kun i min egen Stue. Viser Autoriteten sig der, saa skyder jeg.

Jeg har skam mangen en Gang bandet over den Dag, jeg bad Elna flytte herhen i Skolen, saa hun kunde faa sit Barn her. Jeg har nok en enkelt Gang taget mig en Taar over Tørsten af den Grund. Jeg har ellers passet paa. Men jeg kikkede dybt i Flasken i Tiden lige efter den Agerhønsejagt.

Den lille skal lære at ligge stille. Hun er et bestemt Kvindemenneske, Elna, det maa jeg sige. Jeg vilde ikke taale det Regimente af noget Menneske paa Jorden, hvis det ikke var af en vis Grund. Men Elna tænker sandelig ikke paa hvad der kan tvinge mig til at holde Mund. Nej, hun tænker ikke. Det er maaske ogsaa en Udyd.

Men det vilde sikkert være en helt anden Sag, hvis nu Oluf kom og vilde ind til den lille. Ihjo, han maatte. Nej - jeg skal ikke antyde noget om Oluf og Elna, for jeg føler mig lidt kunstig og halvgammel og sat udenfor.

Og hvad koster det saa ikke, min Herre? Jeg har ikke Raad til at købe en Patron mere, og hvornaar kan man skænke sig et lille Glas Cognac til Trøst, eller sidde og sætte Kryds i Boghandlerens Katalog? Aldrig. Bare fordi den lille Unge skal ligge derinde og vræle.

Men Oluf er jo sindig. For Resten hændte der lidt med Oluf som jeg ikke har fortalt. Det var den Martsaften i Fjor da jeg havde skudt Sneppen til - naaja til hende. Du var ikke med paa den Jagt, Natanael, tror jeg. Nej, du blev ligesom borte den Aften ved Foraarsfesten, skønt jeg var blevet saa vant til at snakke med dig. Men ved Festen paa Næs kom jeg til at snakke rigtigt med et Menneske. Saa var du der ikke mere. Tja - men nu er du her igen.

Da jeg gik hjemad fra Skoven den Aften efter Sneppejagten var jeg alene. Jeg gik op paa Nærbjerg. Med Pigro ved Siden stod jeg længe paa den store Sten som ligger øverst paa Banken. Maaske en hellig Sten hvor de har drevet Soldyrkelse. Morgenens Solstraaler rammer først af alt Stenen, og det er den de slipper sidst af alt om Aftenen. Eller det kan være en gammel Offersten hvor de ved Kultfester ofrede Galten eller maaske et Menneske.

Det var ikke rigtig mørkt endnu da jeg kom derop. Det var i disse Minutter under Dagens Død som Omstrejferen sætter lige saa højt som Daggryets Mirakel.

Du ved, da Rummet blaaner dybt og det nære er fjernt, mens det fjerne rækkes hen imod dig. Man staar og ser sig om i den hensynkende Verden, man hører at Vinden kan Brorson udenad. Nu ser man kun Blaanet, nu ser man den første skælvende Stjerne tændt. Da ved Jægeren at han snart skal høre Hvinet af Vingerne. Den første And. Og da køler sig i Stilheden den som har et brændende Saar. Selv den der altid har Tvivl og Vantro som Støverhunde i sit Spor kender i disse øjeblikke det guddommelige som en Magt over sig.

Det mørknede. Fjernt inde i Vestens Skybjerge brændte der endnu store Baal. Havet laa dæmrende hen.

Det var første Gang man stod her paa Nærbjerg og vidste, at til denne Jordbanke i Søen var for altid ens Skæbne bundet. Ikke bundet ved en Rod som hos dem der er født her. Men hugget ind i Øen som et Spyd der er kastet langvejs fra.

Jeg stod paa Offerstenen og tænkte: her skal du vælge, her skal du ofre. Mere turde man vel heller ikke sige. Jeg er blevet for gammel til at man tør love, hvad man ikke ved om man kan holde. Jeg kan sige Jaja eller Nejnej, men hvad andet et Menneske som jeg siger er i Grunden Bedrag. Jaja eller Nejnej. Flugten er forbi, men Drømmen er ogsaa slukt. Ja, jeg kan vælge min Skæbne, og jeg kan slaas, men jeg kan ikke vokse. Jeg kan ikke gøre mig selv om, det ved man dog. Kun Knappestøberen kan støbe en om hvis han vil. Min Afmagt og min Synd er stor, for jeg kender kun Guds Nærhed naar han slaar mig haardt.

Der er en anden Slags Mennesker til, det ved jeg. Der er Sind i hvem Ordet, Hændelsen, Følelsen virker forløsende. De forvandles, grønnes som Planter der har staaet i Skygge. I dem er der Vækst, og elsker de, da blomstrer de og sætter Frugt selv om de ikke lever lykkeligt. Jeg tror at hun, som jeg har gjort mere ondt end nogen anden, er saadan et Menneske.

Jeg er ikke saadan et Menneske.

Alligevel, Sandø har Brug for mig, tænker jeg, mens det mørknede. Øens Folk vokser ikke som før allerede fra Barndommen inderligt ind i Landets og Slægternes Erindringer. Der skal være nogen som lærer dem det. Om ogsaa han er kommet som en fremmed. Maaske det er godt han er en fremmed. Da kan han bedre end de selv se at Øen skal erobres nu som for tusind Aar siden, ja nu som altid.

Man stod i Tusmørket og saa Øen under sig. Lille paa Landkortet er dens Legeme dog vældigt for et Menneske, og her i Mørket blev den frygtindgydende fremmed. Øen har umaadelige Kapitaler af Tid i sig, forsvundne og kommende Tider. Mod den er et Menneskes Alder og Erindring ingenting. De ældste Sagn hager sig bare fast ved tynde skørnede Rødder, nu tilmed bedst kendt af en tilrejsende Lærer. Men ingen af de Sagn er bare saa gamle som Højene og Dysserne. Sproget som man talte dengang er blæst bort. Saadan vil det maaske ogsaa gaa det Sprog man selv aander i. Sandø vil da engang hedde noget andet. Blomster, Træer, Fugle, Haren i sit Sæde, Rullestenen ved Stranden, de vil da have andre Navne og saa heller ikke mere virkelig være de Ting vi har kendt. Selve det vi kalder vor Kultur er maaske bare en Aarstids flygtige Blomsterflora, regnet mod Øens bundløse Aldre og troløse Uforanderlighed.

Øen laa som et Uhyres Legeme under en. Og jeg bildte mig ikke ind som man tit bilder sig ind, at man af Hjertet forstod den. Den var nu et Uhyre der sluger Mennesket og fortærer Slægter, saa alt glemmes. Javel, i Dagens Lys har den en Skikkelse som er os fortrolig. Men sin Dagskikkelse har den kun faaet ved at blive overvundet af Sindet, bundet af Sproget, ved at blive erobret af den Kultur, vi tvivler for meget paa. Saadan tror nu jeg. Hver Slægt maa erobre Øen. Det er Aand at erobre den. Det er ikke Aand, men Snylteri bare at stjæle i dens Skønheder. Det er Aand at sætte Plov i Jorden og pløje, at sætte Pen paa Papiret for at erobre den gennem Viden.

Naaja, Natanael, det lyder saa højtideligt. Jeg mener bare at der paa Sandø er Brug for en Skolelærer, som vil være her og ingen andre Steder.

Jeg drev i Tusmørket over mod Kirken. Opdagede man gik og smaarystede. Og at Pigro rystede. Dengang levede Hunden jo. Maaske det var af Kulde. Jeg tænkte paa at gaa ind i Kirken og se Stenhovedet som af en Fortidskunstner er udhugget i Koret. Det maa være Dødens, Undergangens Hoved, Glemselens og Meningsløshedens Hoved. Man kunde ogsaa sige at det Hoved bar selve Øens Ansigt, saa koldt og frygteligt dette Ansigt er, naar Naturen har besejret os. Men dette Hoved, denne Død, er i Koret sat, saa Døden maa stirre lige op paa Opstandelsens Symbol, som Forstanden ikke begriber. Den Opstandelsestanke sidder endnu som en Harpun i Øens Krop og holder fast.

Men da jeg kom dertil havde jeg ikke Mod til at gaa indenfor. Man er den man er. Jeg dryssede da lidt om paa Kirkegaarden, og det faldt mig ind at finde det Sted hvor jeg kunde Ønske at ligge engang mellem andre Sandinger. Ja, Narren forlader en ikke. Jeg valgte en Plads ved Muren ud mod Stranden. Jeg satte mig op paa Muren, og Pigro hoppede op ved Siden af. Der sad vi.

En Tid efter begyndte Pigro at vejre og blive urolig. Down! sagde jeg. Han lagde sig ned og jeg holdt let paa ham. Der kom en gaaende op ad Bakken og ind gennem Laagen. Han gik tungt. Rundt om Kirken. Jeg hørte de tøvende Skridt standse omme ved Eriks Skrueaksel. Lidt efter kom han gaaende frem forbi Taarnet. Standsede saa ved Nielses Grav. Stod der længe. Pigro skjalv og skjalv.

Han sagde noget derhenne. Nej sagde? Det var underlige Lyde. Som kom de ikke fra et Menneske. Men omsider gik han.

Jeg sad der en Stund endnu med Hunden. Saa sprang jeg ned fra Muren og sagde lavt et Navn til Pigro. Og som en Vind var han borte i Mørket.

Omtrent midt nede i Plantagen stod Oluf og ventede med Pigro hos sig.

Vi stod lidt.

Hør! sagde jeg. Et Træk gik henover.

Brunnakker, sagde han.

Vi gik smaasnakkende videre. Jeg vilde mit og omsider sagde jeg: Jeg gjorde nok galt dengang. Du vilde fortælle hvad du oplevede derude med Niels, men jeg hindrede det. Jeg mente det var bedst at tage det haardt.

Jeg gik og ventede han skulde sige noget. Det gjorde han ikke.

Jeg troede jeg kunde hjælpe Oluf med det, og jeg sagde: Du har vel tit tænkt at du har stor Skyld mod Niels. Og vi kan vel ikke komme udenom at du har Skyld. Men en anden har da større Skyld. Jeg kunde have standset jer. Jeg gjorde det ikke. Jeg æggede jer.

Jeg gik og ventede paa at han skulde svare. Det gjorde han ikke. Jeg forsøgte endnu en Gang. Men omsider forstod jeg at det var for sent. Det sad saadan i Oluf at han for altid maatte være ene om det. Det var forgjort og for sent. Saadan er saa meget nu for sent. Og alt det husker man og skal man huske.

Ja, nu er det sent. Vi maa skilles. Jeg vil fortælle dig at vi i Aar har haft en mild Vinter, og Isen lukkede ikke denne Gang. Havfuglene har været meget fede. Jeg saa nogle Anders og Valdemar skød. Selv har jeg ingen skudt. Jeg var dog lidt ude at se paa dem gennem Kikkerten. Ja, og nu er vi henne i April. Alt er tidligt, jeg har hørt den store Spove, den vilde Kørvel rejser sig i Grøfterne. Og nu maa vi skilles, Natanael. Jeg har ikke Lov til mere. Men jeg er bange for at holde op. Bange, siger jeg.

Jo, man har det godt med Skolestuen. Jeg synes det er meget svært at være en god Lærer. Men man har da mange fine Stunder med Børnene. Og jeg slider ved Siden af med min Sandøs Beskrivelse. Og Elnas lille giver mig megen Moro. Ja, det ender vel med at Oluf bestemmer sig. Men jeg haaber, at han vil være sindig, saa de bliver her lidt endnu. Ja, det er endda kommet dertil, naar Nætterne varsler mig min kommende Ensomhed, hvor jeg skal være ene med det jeg husker og ene med en vældig Tugter, at jeg som en anden Job har vendt mig mod ham og knurret i min Pine, som den der hellere vil hugges ned i kort, vild Kamp end gaa med Savnet edrende i sig.

Farvel, Natanael. Jeg ser dig nødigt gaa. Jeg har indtil nu ladet rolig, nogenledes, som gik det bedre. Og det gør det vel. Man er ikke mere en Person paa Besøg, men en Mand paa sin Plads. Mig skal du ikke beklage, Natanael. Gaar du bort og siger: Stakkels! da har du ikke forstaaet mig. Det er som det maa være. Men det dejlige Foraar kan være ondt. Stundom naar jeg fra min Stue ser over mod det Sted som Granerne før hindrede mig i at se, da synes der mig kun to Udveje: Enten at gaa derover og tage hvad nogle vilde kalde min Ret. Eller drikke mig fra Vid og Sans. Jeg gør ingen af Delene. Ingen af Delene.

Jeg har ikke truffet hende ene siden Sneppejagten. Jeg kunde vel gaa over og tage hende nu, hente hende her til mit Hus. Det vilde aldrig gaa. Jeg vilde snart kvæle det der gror i hende. Jeg ved det. Jeg havde jo nær kvalt det een Gang. Det var vel hende der vedkom mig, men jeg bildte mig selv og andre ind at det var den anden. Jeg holdt af den Leg. Men jeg ved at hun gror og vil blomstre menneskelig fint. Hun er anderledes end jeg, og jeg kunde kun hjælpe een Gang. Og nu vil vi da ikke tale mere om det, Natanael.

Jeg husker at der i Egils Saga fortælles, at en Mand mangfoldige Aar efter Egils Død fandt en stor Hovedskal i Jorden. Den var meget tung og af usædvanlig Tykkelse. Da Manden lagde den paa Kirkediget og huggede til den med sin økse af al Magt, blev der i Kraniet kun et hvidt Mærke. Man mente da det maatte være Egil Skallagrimsons Hovedskal. Jeg tror det har sig paa samme Vis med min Livslod herefter. Den er som Gud vil, naar det aldrig bider paa min Ensomheds Lod, hvordan saa ens Vrede og Nød er om Natten, naar man vaager.

 

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER